Den tyske værnemagts betingelsesløse kapitulation 8.maj 1945
Den tyske værnemagt kapitulererede betingelsesløst, hvilket førte til afslutningen på 2. verdenskrig i Europa . Dette blev underskrevet 7. maj 1945 i nordfranske Reims i det øverste hovedkvarter for de allierede ekspeditionskræfter og trådte i kraft 8. maj kl. 23.01. Kapitulationserklæringen blev gentaget i det sovjetiske hovedkvarter for 5. armé i Karlshorst i Berlin. Den tyske stat samt militær gav deres fuldmagt til, at de allierede sejrsmagter fremadrettet kunne indrette alle dele af det tyske samfund efter deres bestemmelser.
En måned senere enedes de fire vigtigste sejrsmagter (USSR, USA, Storbritannien og Frankrig) om en aftale kaldet Berliner Erklärung, hvor det blev fastlagt, at de fire magter stod suverænt for den øverste regeringsmagt indenfor områderne af det tyske rige i 1937. Kapitulationen og erklæringen dannede grundlag for den såkaldte 4-magtsstatus, der igen dannede grundlag for de allieredes ansvar og tilstedeværelse i hele Tyskland frem til den tyske genforening 3. oktober 1990.
Kravet om en betingelsesløs kapitulation
I begyndelsen af 1943 gik de vestallierede første gang med på kravet om en betingelsesløs kapitulation hos aksemagterne på Konferencen i Casablanca: En allieret sejr over det nazistiske Tyskland var det eneste, der bandt anti-Hitler-koalitionen sammen.
De vestallierede søgte med kravet om en betingelsesløs kapitulation at overbevise Sovjetunionen om, at de ville føre kampen mod tyskerne til ende, da kravet udelukkede delkapitulationer og våbenhvileforhandlinger. Sovjetunionen tilsluttede sig kravet og sendte dermed samme signal til de vestallierede. I det nazistiske Tredje Rige udnyttede Ministeriet for Folkeoplysning og Propaganda formuleringerne til at tale om en ødelæggelseskrig rettet mod Tyskland, hvorved de forsøgte at forstærke forsvarsviljen i befolkningen.
De Allierede var allerede forlods bevidst om, at de i tilfælde af en militær besættelse af Tyskland ikke længere ville kunne møde en handlekraftig regering. Man ville finde en foregangsmodel, hvor Tyskland/Det Tyske Rige ikke blev afskaffet eller annekteret, men i stedet blev fælles overtaget af sejrsmagterne, uden at disse ville overtage de finansielle og retslige forpligtelser.
Forhandlinger
Adolf Hitler havde afvist enhver form for overgivelse. Imidlertid havde den nazistiske leders selvmord 30. april 1945 ændret det politiske billede. Hitler havde i sit politiske testamente overdraget hvervet som rigspræsident til lederen af den tyske værnemagt storadmiral Karl Dönitz. I sin første Radiotale havde han meddelt følgende:
„Meine erste Aufgabe ist es, deutsche Menschen vor der Vernichtung durch den vordrängenden bolschewistischen Feind zu retten. Nur für dieses Ziel geht der militärische Kampf weiter.“ – Dansk: (Min primære opgave er at redde den tyske befolkning fra den fremtrængende bolsjevistiske fjende. Dette er ene og alene årsagen til at føre kampen videre).
Dönitz forfulgte den sidste uge af krigen dette ved at forsøge at forhandle en separatfred på plads med de vestallierede, bl.a. ved at underskrive en række delkapitulationer (bl.a. gældende for Danmark, Nordvesttyskland og Holland samt Berlin og Norditalien). En tysk delegation bestående af generaloberst Alfred Jodl, generaladmiral von Friedeburg og major Oxenius havde 6. maj i de vestlige allieredes hovedkvarter i nordfranske Reims forelagt ideen om en separatfred med de vestallierede. Forslaget indebar en plan, hvor de tyske tropper prompte kunne danne front med de vestallierede mod de sovjetiske tropper. Dette blev straks afvist af den allierede militære øverstkommanderende Dwight D. Eisenhower. Derpå bemyndigede og autoriserede storadmiral Dönitz generaloberst Jodl, der var den overordnede chef for værnemagtens militære ledelsesorganer, en fuldmagt pr. radio til at underskrive en betingelsesløs kapitulation for samtlige tyske tropper. Dette skete 7. maj i tidsrummet mellem klokken 2.39 og 2.41.
Radiostationen Reichssender Flensburg meddelte som det første medie fra tysk side, at 2. verdenskrig i Europa var slut. Det skete 7. maj 12.45 og blev fremført af Lutz von Schwerin-Krosigk, der var et af de ledende medlemmer af Dönitz-regeringen. Den betingelsesløse kapitulation trådte i kraft for alle parter 8. maj kl. 23.01 mellemeuropæisk tid. Sidstnævnte dato, hvor krigen sluttede, blev kaldt “Tag der Befreiung” eller “VE-Day“.
For de vestallierede underskrev Eisenhowers stabschef general Walter Bedell Smith, for den sovjetiske delegation underskrev generalmajor Ivan Susloparov samt som vidne fra den franske hær generalmajor Francois Sevez.
Kapitulationen var imidlertid kun blevet underskrevet af Jodl og ikke af de øverstkommanderende for de enkelte militære enheder (hær, luftvåben, marine). Derfor blev der udformet endnu et dokument, hvor kapitulationen skulle ratificeres af hærens øverstkommanderende såvel som for de øverstkommanderende for de enkelte militære enheder. Dette skete med tilbagevirkende kraft efter 8. maj 1945 kl. 23.01. Det foregik ved at underskrive endnu en kapitulationserklæring klokken 0.16 9. maj 1945 i officerskasinoet på Den Tyske Hærs Pionerskole i Berlin-Karlshorst (i dag: Tysk-Russisk Museum). Generalfeltmarskal Wilhelm Keitel underskrev på vegne af hærens øverste kommando og for hæren, generaladmiral von Friedeburg underskrev på vegne af krigsmarinen og generaloberst Stumpff underskrev for luftvåbenet. De var alle udstedt med fuldmagter fra Dönitz. For de vestallierede underskrev marskal Tedder og for den sovjetiske øverste kommando underskrev marskal Zhukov. Som vidner underskrev den franske general Lattre de Tassigny og den amerikanske general Spaatz.
Da kapitulationen først blev offentliggjort i Sovjetunionen efter offentliggørelsen af denne underskrivelse, har 9. maj 1945 været den dag man i Sovjetunionen opfattede som afslutningen på 2. verdenskrig. 9. maj fejres i Rusland og i landene, der var en del af Sovjetunionen, som “Sejrens Dag”.
Enkelte hærenheder i 8. arme fortsatte kampene i et par dage endnu primært mod sovjetiske tropper; en af de væsentlige grunde til de fortsatte kampe var at sikre soldater og civilister transport mod vestlige områder og dermed afskærme dem mod den Røde Hær.
Kapitulationsteksten
KAPITULATIONSERKLÄRUNG
1. Vi, der her underskriver, handler på vegne af en fuldmagt og dermed i den Tyske Hærs Overkommandos navn. Vi erklærer hermed den betingelsesløse kapitulation for alle hærenheder, der på nuværende tidspunkt står under tysk befaling eller stridskræfter, der er kontrolleret af Tyskland, det gælder til lands, vands og i luften og i alle de tilfælde, de står overfor de vestallierede og overfor den øverste kommando i den Røde Hær.
2. Den øverste kommando i den tyske værnemagt forpligter sig til straks at befale alle myndigheder indenfor de stridende kræfter til lands, vands og i luften at indstille kamphandlingerne kl. 23.01 mellemeuropæisk tid 8. maj 1945, forblive i deres stillinger og derpå fuldstændig lade sig afvæbne. Det indebærer at aflevere våben og alt andet til de på stedet værende repræsentanter for de allierede. Ingen skibe, både eller flyvemaskiner af enhver art må sænkes eller nedskydes, derudover skal skibsskrog, maskinelle indretninger, udrustningsgenstande, maskiner af enhver art, våben, apparaturer, tekniske genstande, alt der kan bruges i alment krigsmedfør beskadiges.
3. Das Oberkommando der Deutschen Wehrmacht wird unverzüglich den zuständigen Befehlshabern alle von dem obersten Befehlshaber der Alliierten Expeditions Streitkräfte und Oberkommando der Roten Armee erlassenen zusätzlichen Befehle weitergeben und deren Durchführung sicherstellen.
4. Denne Kapitulationserklæring er uden fortilfælde for nogen almene kapitulationsbestemmelser. De Forenede Nationer (FN) har pålagt Tyskland og den tyske værnemagt disse betingelser.
5. I tilfælde af, at den tyske værnemagts overkommando eller nogle af de stridende kræfter, der står under disse, forsømmer at overholde bestemmelserne i kapitulationserklæringerne, vil overkommandoen i den Røde Hær samt de vestallierede gribe til alle de strafmæssige foranstaltninger, der vil blive vurderet nødvendige.
6. Denne erklæring er skrevet på sprogene engelsk, russisk og tysk. Juridisk bindende er alene de russiske og de engelske.
Underskrevet i Berlin 8. maj 1945 (0.16, 9. maj 1945)
-
- General v. Friedeburg, General Keitel, General Stumpff
Anders siger:
Det mest interessante er den tyske værnemagts forsøg på at fremtvinge en splittelse mellem den amerikanske og sovjetiske krigsførelse. Med den kolde krigs udbrud få år senere er det et interessant tankespind, at amerikanerne havde haft mulighed for at begrænse sovjetisk indflydelse. At der endvidere har været en kamp om betydningen mellem Reims og Berlin-Karlshorst om, hvilken fred der var vigtigst, er endvidere også et levn fra den kolde krig.
