Freden i Utrecht 1713

Freden i Utrecht er betegnelsen for flere fredstraktater der blev underskrevet i den nederlandske by Utrecht den 11.april 1713 og som berømmeligt afsluttede den Spanske Arvefølgekrig, hvis overordnede kombattanter havde været Storbritannien på den ene side og Frankrig på den anden.

Europa efter freden i Rastatt og Utrecht i 1713: De orange områder viser de østrigske Habsburgeres territoriale gevinster (de Spanske Nederlande, Hertugdømmet Milano samt kongerigerne Sardinien og Napoli – Grønt område blev vundet for Piemonte-Savoyen er Kongeriget Sicilien. I 1720 byttede man det med Østrigerne for Sardinien. De lyserøde områder viser at briterne vandt Gibraltar og Menorca, mens Preussen vandt Obergeldern i Nederlandene. Kort fra wikipediabrugeren Furfur. 

Forløbet op til fredstraktaten

Den 17.april 1711 døde den tysk-romerske kejser Joseph I. uden at efterlade sig mandlige arvinger. Hans bror blev nomineret som prætendent til den spanske krone og ny kejser som Karl VI.  Det medførte at sømagterne såvel som Frankrig frygtede en fornyet forening Østrig og Spanien imellem ville gøre Habsburgerne for mægtige. Det betød at Storbritannien påbegyndte fredsforhandlinger om en seperatfred med den franske konge Ludvig XIV. Den 8.oktober 1711 blev der indledt forhandlinger om en præliminarfred i London, og trods alle forbehold fra kejseren da begyndte man den 29.januar 1712 en fredskongres i Utrecht. Storbritanniens repræsentanter var John Robinson – fungerende biskop i Bristol samt Lord Strafford. Ved forhandlingerne var den retslærde Johann Jacob Vitriarius protokolfører. Da Storbritannien underskrev Freden i Utrecht den 11.april 1713 blev ophørte Storbritanniens deltagelse i den Spanske Arvefølgekrig officielt.

Karl VI. anerkendte i første omgang ikke traktatens aftaler. Efter en kortvarig genoptagelse af krigen mellem Frankrig og Habsburgerne, da blev aftalerne fra Freden i Utrecht langt hen ad vejen bekræftet i to andre fredsaftaler i 1714 Freden i Rastatt og Freden i Baden. Det Hellige Tysk Romerske Rige og Portugal sluttede først senere fred med Spanien.

Indhold af Traktaten

Filip V. af Anjou – et barnebarn af Ludvig XIV af Frankrig af Huset Bourbon, hvis kroning som spansk konge oprindeligt havde udløst krigen, idet at flere af de andre stormagter frygtede en for stærk forbindelse mellem Frankrig og Spanien, han blev nu endelig anerkendt. Til gengæld for den brede anerkendelse forpligtede Spanien og Frankrig sig på, ikke at ville forene sig i en Bourbon Personalunion. Kong Filip afstod fra at han eller hans efterkommere ikke kunne gøre nogle krav på den franske Krone, omvendt forsikrede Ludvig XIV at de franske Bourboner ligeledes afstod fra den spanske trone. Prekært for denne lov, var at den saliske arveret for de franske konger ikke tilladte tronfølgen nogle kontraktlige love.

Vejen hen til denne nyregulering blev gjort fri ved at Filips modkandidat Karl von Habsburg i mellemtiden var blevet gjort til hersker over de østrigske arvelande samt Tysk-Romersk Kejser, da hans bror overraskende døde uden at have sat arvinger i verden. Dermed så de øvrige europæiske magter Filip V. som en væsentlig mindre udfordring. Derudover anerkendte Frankrig endelig at Storbritannien nye tronfølge – hvor Hannoverslægten kom ind på magten i Storbritannien.

Derudover blev Spaniens forskellige besiddelser delt. Hovedlandet på den Iberiske halvø samt de spanske kolonier forblev Filips. De såkaldte Nederlande blev overvejende overdraget til de østrigske Habsburgere. Habsburgerne fik udover de Spanske Nederlande, Kongeriget Napoli og Kongeriget Sardinien såvel som Hertugdømmet Milano. Kongeriget Sicilien blev overdraget til Savoyen. Storbritannien overtog Gibraltar og Menorca, hvilket også gjaldt slavehandel med de spanske kolonier i Amerika (Asiento de negros). Holland eller de Forenede Nederlande sikrede sig en lang række af fæstninger, der skulle beskytte dem mod angreb fra Frankrig. Derudover fik Nederlandene handelsret i de spanske kolonier. Endeligt blev det såkaldte Obergeldern – en del af Hertugdømmet Geldern – der var loyal mod Spanien og dermed var blevet udspaltet fra den del af Gelderland der var blevet hollandsk. Området blev overdraget til Preussen. En lille del af Gelderland blev endvidere til Østrigsk Gelderland og del af Østrigsk Nederland.

I de nordamerikanske kolonier afstod Frankrig en lang række af deres kolonier til England, det gjaldt enorme områder ved Hudson Bay i form af Newfoundland, Nova Scotia  der blev britiske kolonier. Mens New Brunswick forblev fransk. Frankrig fik omvendt overdraget det lille grevskab Barcelonnette fra Savoyen samt Fyrstendømmet Orange fra det hollandske Oranje-Nassau. Frankrig formåede ikke rigtig at kapitalisere af alt dette på slagmarken, særligt fordi at briterne gik igennem et regeringsskifte og dermed at holde stand i de senere fredsforhandlinger.

Billeder af de originale fredstraktater på tre forskellige sprog – mod venstre på spansk og til højre latin og engelsk og scannet fra en bog fra 2004 af Peter Bond “300 years of British Gibraltar 1704-2004”

Konsekvenser af Freden

Freden var et foreløbigt lavpunkt for Spaniens vedvarende nedgang, der var begyndt med ødelæggelsen af den Store Spanske Armada og tabet af de nordlige Nederlande (Holland), hvor man mistede førerrollen som den stærkeste sømagt, derefter til Pyrenæerfreden 1659, hvor landet ikke længere var at regne blandt de europæiske stormagter. Med freden i Utrecht opnåede Spanien et foreløbigt lavpunkt.

Frankrigs aggressive ekspansion under Ludvig XIV. med hans enorme hegemonibestræbelser i hele Europa blev bragt til en ende; den franske konge kunne dog stille sig tilfreds med bestemmelserne. Den spanske krone blev overtaget af Bourbon, hvorved risikoen for en habsburgisk omklamring af Frankrig endegyldigt ophørte.

De østrigske Habsburgere gjorde deres besiddelser langt mere udbredt men også meget spredt. Habsburgerriget var efter Fredstraktaterne i Rijswijk og Utrecht at regne som europæisk stormagt.

Storbritannien var den magt der profiterede mest af Freden i Utrecht. De havde for det første haft interesse i at bringe ligevægt i det europæiske magtspil og vandt strategiske vigtige flådestøttepunkter i Middelhavet. De kunne dermed kraftigt udbygge deres position som stormagt på verdenshavene. Udvidelserne i Nordamerika lagde grunden for det Britiske Nordamerika. Disse traktatændringer dannede basis for en senere succes ved Freden i Paris i 1763.

Til sejrsfesterne i London komponerede Georg Friedrich Händel hans Utrechter Te Deum, der blev uropført den 13.juli 1713 i St. Paul´s Cathedral i London.

Nogle anser Freden i Utrecht som afgørende brik for stormagternes ligevægt, hvilket er blevet kaldt Pentarki – 5 stormagter der holdt hinanden i skak rent magtmæssigt. Det var de 5 magter; Storbritannien, Preussen, Habsburgerriget, Frankrig og Rusland. I perioden forinden forsøgte Frankrig at dominere de øvrige, mens Habsburgerriget i sin østrigske form i årene før havde haft en anden form og havde været truet af det Osmanniske Rige, der først blev stoppet ved Wien i 1683 og blev afgørende besejret i Europa i 1699.

Fremstilling af fyrværkeri i Leeuwarden den 24.juni 1713. Kilde: Wikipedia

Print siden her