Fyrstedømmet Braunschweig-Wolfenbüttel
Fyrstedømmet var en del af det større Hertugdømme Braunschweig-Lüneburg, hvis historie er præget af talrige delinger og fornyede genforeninger. Fyrstedømmet blev regeret af forskellige dele af adelsfamilien Welferne indtil dets opløsning i 1806, hvor det Hellige Tysk Romerske Rige blev opløst. Ved Wienerkongressen i 1814/15 opstod efterfølgerstaten Hertugdømmet Braunschweig.
Historie: Middelalder
21. august 1235 havde Otto das Kind (Barnet) fået tilskikket familiens arvelige besiddelser som rigslen af Kejser Friedrich II. Otto var barnebarn af Heinrich der Löwe. Områderne ligger i dagens østlige Niedersachsen og nordlige Sachsen-Anhalt. I årene 1267/69 blev området imidlertid delt mellem hans sønner.
Albrecht I (også kendt som den Lange, 1236-79) overtog områderne Braunschweig-Wolfenbüttel, Einbeck-Grubenhagen og Göttingen-Oberwald. Han grundlagde dermed det gamle fyrstehus Braunschweig, der sidenhen blev grundlag for fyrstehuset Braunschweig-Wolfenbüttel. Hans bror Johann (1242-77) arvede det rigeste område nemlig Lüneburg med opland og blev dermed stamfader til slægtslinjen Lüneburg. Byen Braunschweig forblev fælles område.
I Albrechts område skete der i de følgende årtier yderligere delinger, hvor både Grubenhagen og Göttingen blev selvstændige slægtslinjer.
Byen Braunschweig forblev en udfordring for begge linjer. Borgerne i byen nød godt af store handelsprivilegier og var desuden også medlem af hansestæderne. Derfor var det ikke fordelagtigt for fyrsterne at holde til i byen grundet utallige borgerlige opstande. I 1432 forlagde man residensboligen til den hidtidige vandborg i Wolfenbüttel, et sumpet område 12 kilometer syd for Braunschweig. Borgen blev udbygget til et prægtigt slot, hvor hertuger, kancelliet, retsvæsenet og stort set hele administrationen kom til at være de næste mere end 300 år. I denne periode strakte fyrstedømmet til tider over områder som: Fyrstedømmet Calenberg-Göttingen, Grubenhagen, Bispefyrstedømmerne Halberstadt og Hildesheim, grevskaberne Hohnstein og Regenstein samt områder som Klettenberg, Lohra og Hoya ved Wesers øvre løb. Calenberg var en af de første til at løsrive sig, men områderne mellem Oker og Aller forblev under Wolfenbüttel. Denne blomstrede i disse år som by, hvor talrige håndværkere var med til at udsmykke den og hele fyrstendømmet.
De mange delinger foregik fortløbende, den 12. deling i 1495 er dog værd at nævne, hvor Fyrstedømmet Braunschweig-Calenberg-Göttingen ophører med at eksistere, hvilket betød, at Lüneburgerne fik hoveddelen af Calenberg, mod at Wolfenbüttel fik landet rundt om Braunschweig samt en del områder i det vestlige Harzen såsom Seesen og Gandersheim. Det var fra dette tidspunkt, at fyrstedømmet havde konsolideret sig, og at navnet blev almindelig kendt.
Storhedstiden fra 1500
De tre hertuger Heinrich der Jüngere (den yngre), Julius og Heinrich Julius, under hvem Wolfenbüttel blev udbygget som residens og som fyrstedømme blev kendt i hele Tyskland. Fra og med år 1500 var fyrstedømmet en del af Niedersachsens valgmænd, der var med til at vælge kejseren.
I årene 1519-23 kom det til krig med Bispefyrstedømmet Hildesheim. Fyrstedømmet vandt sig store landområde rundt om Hildesheim, som man først måtte tilbagelevere mere end 100 år efter under Trediveårskrigen i 1643.
I 1571 blev Burg og Calvörde del af Hertug Julius fyrstedømme. Efter Erich II af Calenberg-Göttingens død i 1584 blev disse områder igen en del af Welferne i Wolfenbüttel.
Trediveårskrigen fra 1618-48 gik hårdt ud over hele det midttyske område med utallige hæres gennemmarch, belejringer, plyndringer, større slag og epidemier. Wolfenbüttel var ved den lejlighed den stærkeste fæstning i hele Nordtyskland, men blev indtaget ved flere lejligheder og blev mest berømt, da den hårdføre katolske Pappenheim oversvømmede byen. I 1634 uddøde slægtslinjen med Friedrich Ulrich.
I 1635 grundlagde man imidlertid en ny linje af Huset Braunschweig, da August der Jüngere fra slægtslinjen Lüneburg-Dannenberg blev gjort til hertug. Det var særligt under hans regering, at Wolfenbüttel oplevede en kulturel blomstringsperiode. Det var ham, der grundlagde Biblioteca Augusta, der på denne tid gjaldt som Europas største. I 1671 kunne Welfer-hertugerne endelig tilbageerobre byen Braunschweig, der siden den tidlige middelalder havde formået at holde fyrsterne ude af byen og dette kun 2 år efter, at Braunschweig havde været med til at lukke Hanseligaen i 1669.
I 1735 uddøde Dannenbergerne, og endnu engang hentede man en fyrste fra en af de mange sidelinjer, denne gang det i 1666 grundlagte Braunschweig-Bevern.
Det var dem, der i 1753/54 sagde farvel til Wolfenbüttel som residens og i stedet forlagde residensen til slottet i Braunschweig.
Byen Braunschweig mistede dermed den uafhængighed, som den havde haft siden det tidlige 15. århundrede. Hertugens erobring af de tidligere frie rigs- og hansebyer var en generel tendens, man så på denne tid i Europa, og det generede ikke ham at rykke ind i Braunschweig trods det faktum, at Hermann Korb ikke havde færdigbygget slottet. For byen Wolfenbüttel var virkningerne umiddelbart ganske forfærdelige. Byens indbyggertal sank fra 12.000 til 7.000 på en gang, da mere end 5000 borgere fulgte hertugen og dennes familie til Braunschweig. Kun kirkeadministration og bibliotek forblev i byen. I Braunschweig talte man spottende om Wolfenbüttel som enkesæde.
De store grønarealer ved de tre byporte Herzogtor, Harztor og Augusttor blev givet til gartnerne i arv. På disse områder opstod konservesfabrikker, der prægede byen op til det 20. århundrede. I 1733 havde Hermann Korb anlagt det fine lystslot Antoinettenruh, som man i 1800-tallet ikke havde råd til at vedligeholde, hvilket betød, at det måtte rives ned. Byen udviklede sig til en skoleby.
Politisk formåede Braunschweig-Wolfenbüttel i det 18. århundrede trods sin lidne størrelse via giftermål at placere sig med tætte bånd til de stærkeste magter. I 1708 blev Elisabeth Christine von Braunschweig-Wolfenbüttel gift med den habsburgiske tronarving Karl III af Spanien, der fra 1711-40 var kejser af det Hellige-Tysk-Romerske Rige. Deres datter, Maria Theresia, skulle blive den første kvindelige regent af det Hellige Tysk-Romerske Rige. Hendes søster Charlotte Christine var i 1711 blevet gift med Peter den Stores ældste søn Alexei, der stod som næste zar i rækken. Han døde imidlertid ung og lang tid før sin fader. Elisabeth af Habsburg sikrede navnet Wolfenbüttel et godt navn, og man mener, at hun har været afgørende for i 1732, at hendes niece, der havde samme navn som hende selv Elisabeth Christine von Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern opnåede det politisk set vigtigste ægteskab. Hun blev gift med tronarvingen til Preussen, Frederik den Store, der – lige så vigtig han var for Preussens opstigen til magten -var lige så ringe en ægtemand. De levede stort set hver for sig og sås kun med år imellem.
Hendes bror, Anton Ulrich von Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern, fik også en del magt, idet den russiske kejserinde Anna i 1733 besluttede, at han ville være et godt parti for hendes niece Anna Leopoldowna. Kejserinden besluttede, at deres førstefødte søn Ivan VI skulle efterfølge hende på tronen. Det betød, at han i årene 1740-41 reelt set var prinseregent, da Anna ledede landet for deres mindreårige søn.
I 1756 blev Anna Amalie von Braunschweig-Wolfenbüttel, der var en datter Karl I af Braunschweig-Wolfenbüttel (1735-80), ham der foretog flytningen til Braunschweig, gift med Ernst August II Constantin af Sachsen-Weimar-Eisenach. De fik hurtigt et barn, som fik titlen arveprins Carl August. Da hendes mand døde i 1759, regerede hun reelt set over området frem til 1774, hvor hendes søn overtog. De var begge med til at sætte Weimar på landkortet som Tysklands kulturelle hovedstad. Anna Amalie plejede personligt venskab og var en form for mæcen for såvel Goethe som Schiller.
Alle disse nære forbindelser til Europas store fyrstehuse placerede det lille fyrstedømme fordelagtigt. Imidlertid var det i særdeleshed Preussen, man havde fulgt tættest, hvilket også betød, at mange adelsmænd i området stod i preussisk krigstjeneste under den europæiske 7-årskrig (1756-63). I særdeleshed høstede Ferdinand von Braunschweig-Wolfenbüttel stor hæder.
I Carl I´s regeringstid (1735-80) blev området ramme om kulturel og videnskabelig udvikling. I Wolfenbüttel udviklede teatret sig. I 1753 etablerede man som et af de første steder i Europa et Naturhistorisk Museum. Mange af de kulturelle udviklinger var det den protestantiske teolog Johann Friedrich Jerusalem, man kunne takke for dette og ikke mindst grundlæggelsen af universitetet Collegium Carolinum. På trods af, at Braunschweig var blevet centrum for kulturen, var Wolfenbüttel i stand til at hente en af de største og vigtigste oplysningstænkere til byen som 1. bibliotekar, nemlig Gotthold Ephraim Lessing i årene fra 1770-81.
I 1780 var Hertug Carl I død, og hans efterfølger Karl Wilhelm Ferdinand tog over. Den nye hertug blev overbevist om, at de mindre tyske stater skulle danne et fyrsteforbund, der ikke ville tage parti for Østrig eller Preussen i den stadigt mere intensive kamp, som de to tysktalende stater øvede på hinanden og alle andre forbund. Det var netop Carl August af Sachsen-Weimar-Eisenach, der med sin minister Johann Wolfgang Goethe i 1784 var i stand til at overbevise den nye hertug herom.
Napoleon-æraen og overgang til Hertugdømmet Braunschweig
Napoleonskrigene påvirkede det meste af Europa. I Hertugdømmet deltog man i 1806 i forsvaret af Preussen, da de blev angrebet og besejret i slaget ved Jena/Auerstädt i 1806. Hertug Karl deltog og blev dødeligt såret. Franskmændene indlemmede hele området i Kongeriget Westfalen, der eksisterede fra 1807-13. Hertugdømmet var i 1803 blevet kraftigt udvidet, da alle kirkelige områder i Tyskland var blevet sækulariseret den 25. februar 1803, hvilket betød, at områderne ved Gandersheim og Helmstedt blev indlemmet.
I 1814, da Napoleon var besejret, blev de tidligere områder forenet med de øvrige delhertugdømmer under navnet Hertugdømmet Braunschweig.
Sidelinje af slægten Bevern
I 1666/67 opstod der en arvestrid mellem Ferdinand Albrecht I og dennes broder. Ferdinand Albrecht fik slottet Bevern ved Holzminden. Han såvel som hans søn Ferdinand Albrecht II var fyrster af Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern, men i 1735 overtog Ferdinand hele området, da hovedlinjen var uddød, og de to områder blev igen sammenhørende.
Agrarforfatning
Området afskaffede allerede så tidligt som 17. maj 1433 livegenskabet, hvilket gjorde det til det første område i Det Hellige Tysk Romerske Rige, der afskaffede dette stavnsbånd.
Det betød, at man lavede en forordning, så bøndernes gårde efter de døde blev viderført af en mejer, der havde ret til at drive den i 6 år. I 1597 blev bondegårde gjort til arvegårde. Det skete under Heinrich Julius.
