Kønigsberg
Kønigsberg var indtil 1724 den Kongelige Hoved-, og Residensstad i Preussen. Indtil 1936 hed byen officielt Königsberg in Preussen og derefter Königsberg (Pr.).
Byen ligger i den sydøstlige del af halvøen Samland ved den nedre del af floden Pregels løb. Indtil 1945 var den hovedstad i den prøjsiske provins Ostpreussen (Østpreussen) og samtidig dennes kulturelle og økonomiske centrum. I forbindelse med Kejserrigets grundlæggelse i 1871 den nordøstligste storby med over 100.000 indbyggere. I April 1945 faldt byen i hænderne på den Røde Hær efter at den allerede i 1944 i vid omfang var blevet ødelagt ved allierede luftbombardementer. I Potsdamtraktaten blev Østpreussen i lighed med de øvrige tyske områder øst for Oder-Neisse-grænsen adskilt fra Tyskland. Det nordlige Østpreussen med Kønigsberg faldt under sovjetisk forvaltning og blev militært spærreområde. Den del af den oprindelige tyske befolkning der var blevet i området efter den hårdhændede sovjetiske erobring, og som ydermere overlevede de første år af sovjetisk besættelse blev i perioden frem til 1948 fordrevet til den sovjetiske besættelseszone (der fra 1949 hed DDR). Den tidligere tyske by blev fra 1946 omdøbt til Kaliningrad, og blev samtidig hovedstad i den administrative enhed af samme navn – Kaliningradskaja Oblast. Området blev istedet bosat med folk fra den Russiske Sovjetrepublik og ændrede altså drastisk karakter. Siden Sovjetunionens sammenbrud i år 1990 er området en russisk eksklave, der ligger klemt inde mellem Polen i syd og Lithauen i nord og med Østersøen mod vest men adskilt fra det egentlige Rusland.
Slotssøen i Kønigsberg. Billede fra 1912 der blev bragt i Reichsbahndienst. Foto fra wikipedia
Kønigsbergs beliggenhed
Kønigsberg (Kaliningrad) ligger på samme geografiske breddegrader som Kap Arkona, Sliens udmunding, Belfast, Vilnius, Smolensk og Bajkalsøen. Den geografiske længdegrad deler byen med den polske by Olsztyn (Allenstein), Beograd, de østligste Ålandsøer og den vestlige rand af Barentsøerne. Den ligger ved floden Pregels bredder, nord for det oprindelige løb af Pregel i Samland, syd for Natangen. Byen er placeret ved 7 høje; Löbenichtscher Kirchenberg, Schiefer Berg, Mühlenberg, Schlossberg, Rollberg, Bauernberg og Butterberg; derudover findes der yderligere to høje udenfor det gamle centrum i form af Haberberg og Veilchenberg. Dertil ligger følgende forhøjninger over Østersøens vandspejl: Kneiphof 2,5 meter, Schlossberg 13 meter og Haberberg 9,5 meter; det højeste punkt i Oberteich med 22,5 meter over havets overflade. Byen ligger i luftlinje 583 kilometer fra Berlin, 148 kilometer fra Danzig, 98 kilometer fra Tilsit og 85 kilometer fra Insterburg (Tschernjachowsk).
Kort over Østpreussen. Kønigsberg ligger lidt inde i landet, men tæt på Frischer Haff (syd for) og nord for har man Kurischer Haff. Kort fra Meyers Atlas (1910)
Kønigsbergs Byhistorie
Byens grundlæggelse under den Tyske Ridderorden
Efter skildringer fra Wulfstand af Haithabu (en viking fra Hedeby), der på rejse til vikingebopladsen Truso ved Frischer Haff beskrev “de vestbaltiske prusseres land som et med talrige borge, der stod under en konge” som man må antage har udgjort en del bosættelser. En sådan voldborg – med navnet Twangste – fandt man eksempelvis ved udmundingen af floden Pregel i Frische Haff. Ved borgen lå der en mindre by og en havneplads, der både blev besøgt hyppigt af vikinger såvel som handelsfolk fra Lübeck. Da den Tyske Ridderorden erobrede Preussen i 1230, da planlagde købmænd fra Lübeck at grundlægge en søsterby, som dog aldrig blev til noget. I 1255 nåede den Tyske Orden under ledelse af Poppo von Osterna til Pregels udmunding, hvor grundlagde en Ordensridderborg samme sted som den oprindelige voldborg.
Kønigsberg i 1255 med den gamle Pregel i bunden og den ny Pregel lidt højere oppe. Kilde: wikipedia
Den gamle by blev anlagt i 1256 i området for det der siden kom til at hedde Steindamm; og efter at være blevet ødelagt af Prusserne i den Store Prussenopstand i år 1263 i dalen under Slotsbjerget – blev den genoført. I 1283 fik byen byrettigheder af landmesteren Konrad den yngre af Thierberg og blev i år 1340 medlem af Hanseforbundet. Fra og med 1330 residerede Ordensmarskallen i Kønigsberg og efter tabet af Marienburg i 1457 blev byens slot sæde for Højmesteren af den Tyske Orden.
I Høj og Senmiddelalderen forbandt man primært betegnelsen Kønigsberg som Ordensborgen, omend navnet tiltagende blev brugt om de rundtom liggende bosiddelser.
I 1283 havde man opnået byrettigheder til ære for byen der var opkaldt efter kongen Ottokar II. Premysl – Königsberg, der blev fulgt op af Kulmer Retten i 1286. I umiddelbar nærhed af Altstadt – den gamle by – grundlagde man Löbenicht (1300) og Kneiphof (1327), der først blev indlemmet officielt i byen i 1724. Kønigsberg Slot, de kongelige frihedsområder, Borgfreden, Tragheim og For-, og Bagrosehaven såvel som Neue Sorge forblev udenfor byen med egen lovgivning. Det officielle navn var nu Königlich Preußische Haupt- und Residenzstadt Königsberg. Først med de prøjsiske byforordninger i 1808 blev de nævnte områder officielt indlemmet i byen. Enhver bosættelse havde oprindeligt haft egen forvaltning, befæstningsanlæg, et marked såvel som en kirke. Beboerne var overvejende tyske, som den Tyske Orden havde lokket til. Den besynderlige forvaltningsform forblev uændret indtil moderne tid.
Øen – Kneiphofinsel havde siden 1322 været en kirkelig gejstlig del, hvor man i årene fra 1330 til 1380 så Kønigsberger Dom (Domkirke) opstå. Borgen var fra cirka 1330 sæde for Ordensmarskallen og i det 14.århundrede et centralt samlingspunkt de adelige på vej mod Lithauen. Således dannede Kønigsberg den centrale base for Litauenkrigene som den Tyske Orden gennemførte en stribe af i det 14.århundrede. I 1370 afviste den Tyske Ordens hær i Slaget ved Rudau en litauisk hær, hvis formål var at ramme Kønigsberg.
De ældste kendte segl. Øverst Kønigsberg og nedenunder de selvstændige byer Löbenicht og Kneiphof. Kilde: wikipedia
I midten af det 15.århundrede begærede de prøjsiske stænder at de var imod den tyske Ridderordens overherredømme og gav deres støtte til det nystiftede Prøjsiske Forbund 14.marts 1440, der erklærede sig rede til at erklære sig under den polske krone, hvilket gjaldt de tre byer i oplandet til Kønigsberg. Trods lenshyldningen under de polske konger, så vægrede håndværkerne sig i Altstadt og Löbenicht sig. De opretholdt den modstand i hårde kampe sammen med de frie Samlændere og bydelen Kneiphof der var støttet af byen Danzig. Modstanden mod dette medførte at byen Kønigsberg i 1456 på ny erklærede deres støtte til Teutonerordenen for at styrke deres position i Samland.
Efter 13-årskrigen også kaldt den Prøjsiske bykrig blev Preussen delt i den Anden fred i Thorn. Kønigsberg blev del af den nordlige del, hvor den Tyske Ridderorden forvaltede området. Da den Tyske Ridderorden havde tabt Marienburg i 1457 blev slottet i Kønigsberg sæde for Højmesteren i den Tyske Orden. Da Højmesteren Ludwig von Erlichshausen drog ind på Kønigsberg Slot da blev Ordenens nye centrum Kønigsberg.
