Ludwig V. Wittelsbach

Ludwig blev som 8-årig i 1323 givet Mark Brandenburg i len, efter at slægten Askanien var uddød. I 1342 blev han yderligere givet Grevskabet Tirol, og fra 1347 var han hertug i Oberbayern. Han lød Ludwig I. i såvel Brandenburg som Tiro,l mens han lød Ludwig V. i (Ober)-Bayern.

Statue udført af Ludwig Wittelsbach på Siegesallee i Berlin i 1899. Udført af Ernst Herter. Foto fra wikipedia

Ludwigs liv

Ludwig var den ældste søn af hertug og kong Ludwig IV. af Bayern (1314-47 tysk-romersk konge af Bayern fra 1328 tysk-romersk kejser) i dennes første ægteskab med Beatrix von Schlesien-Schweidnitz. Han blev født i maj 1315 og døde i 1361.

Markgreve af Brandenburg

I 1323 blev Ludwig givet Mark Brandenburg i len. Da Ludwig kun var 8 år gammel, fungerede Berthold VII. von Henneberg som hans formynder. For det første måtte man sikre sig kontrollen over Mark Brandenburg, der var blevet delt blandt en række mindre fyrster, efter at den sidste askaniske fyrste Waldemar var død i 1320. Det foregik med dels diplomati dels med betaling. I 1324 giftede han sig med Margarete af Danmark, hvilket skete for at styrke Wittelsbacherne position i nord. Ægteskabet skulle have fundet sted i Vordingborg. Margarete var en datter af den svagt stillede danske konge Christoffer II., der dog siden skulle drage fordel af Margaretes bror Valdemar IV. Atterdag, konge af Danmark 1340-75. Ludwig fik nye formyndere i såvel 1327 som 1329.

Pommern havde i starten og midten af det 13. århundrede været under dansk overherredømme, men efter at danskerne havde trukket sig væk fra området, opstod der utallige kampe mellem lokale  pommerske slægter, og Brandenburg. Askanierne havde opnået en vis kontrol over dele af området, men de pommerske slægter anerkendte ikke umiddelbart Wittelsbach som herre over området. Der udbrød krig – Den Brandenburgisk Pommerske Krig – som i 1333 endte med, at Brandenburg opgav sit krav på Pommern. Omvend ville Pommern tilfalde Brandenburg, såfremt Grif-slægten, som fik anerkendt rettigheden over området, skulle uddø.

I selvsamme år 1333 var Ludwig selv myndig til at regere i Mark Brandenburg. Han deltog i de såkaldte Preussentogter – der var en form for korstog østpå – både i 1335/36 og igen 1346/47. I 1338 deltog han i kurfyrstetræffet i Rhens for at styrke sin faders position imod pavedømmet.

I 1340 blandede Ludwig sig i interne danske forhold, da han hjalp sin svoger Valdemar Atterdag tilbage på den danske trone, der forinden havde været nedlagt i 8 år. Mordet på Grev Gerhard VII. havde fået et magtspil om den danske trone til at udspille sig, hvor også den svenske kong Magnus nu stræbte efter magten i Danmark. Grev Johann den Milde af Holsten-Pløn og Holsten-Kiel allierede sig nu med Valdemar og Ludwig, hvilket var en afgørende forudsætning for, at Danmark kunne retableres. Det gode forhold mellem Valdemar IV. Atterdag og Ludwig varede ved, og i 1347 slog Ludwig Valdemar til ridder.

I 1342 fik Ludwig udvidet sine domæner til også at omfatte Bayern og Tirol, hvorefter han sjældenere opholdt sig i Mark Brandenburg, som i stedet blev regeret via statholdere.

Regent over Grevskabet Tirol

I 1340 døde hans første kone Margarete af Danmark. 10. februar 1342 giftede Ludwig sig med Margarete von Tirol i Meran/Merano ogdet på trods af, at hun endnu ikke var blevet skilt fra sin mand Johann Heinrich von Luxemburg. Wittelsbacherne planlagde at tage Grevskabet Tirol således, at Margarete var traktatsligt sikret området, men en fælles søn ville bringe det i dennes besiddelse.

Pave Clemens VI. ville imidlertid ikke anerkende ægteskabet, da Margarete og Ludwig var beslægtet med hinanden. Ægteskabet blev bandlyst af kirken, og der blev udskrevet et interdikt over Tirol. De samtidige filosoffer Marsiglio di Padova og William Ockham forsvarede imidlertid gyldigheden af dette civilægteskab, der rundt i Europa blev omtalt som “skandaløst”, men dog var velsignet med børnefødsler i modsætning til Ludwigs første ægteskab.

Trods modstand fra adelen i Tirol og bisperne i Brixen og Trient/Trento satte Ludwig sin magt igennem som regent i Tirol. I det såkaldte Grosser Tiroler Freiheitsbrief fra 1342 havde Ludwig og hans fader kejser Ludwig bekræftet tirolerne deres rettigheder og friheder.

I tronstriden mellem Ludwigs fader og den ny (1346) modkonge Karl IV. lykkedes det at få brandenburgerne til at støtte Ludwig, og samtidig lykkedes det ham i samspil med hans ny kone Margarete at slå et angreb tilbage på Schloss Tirol. På tilbagetoget fra det mislykkede angreb lod Karl IV. byerne Meran (Merano) og Bozen (Bolzano) nedbrænde, inden Ludwig fordrev slægten Luxemburg fra Tirol.

Hertug af Bayern

I oktober 1347 efterfulgte Ludwig sin nyligt afdøde far som hertug af Bayern, der siden december 1340 igen havde været samlet, og som nu i fællesskab skulle regeres af ham og hans fem brødre. Derudover overtog brødrene også de nederlandske grevskaber Holland, Zeeland og Hennegau.

Grundet pavens interdikt af familien kunne Ludwig ikke selv komme i besiddelse af kejserkronen, men han kunne forsøge at indsætte Edward III. af England som modkonge, og med hvem hans fader allerede havde sluttet forbund. Edward afslog imidlertid ideen. Forhandlinger efterfølgende med Ludwigs svoger Friedrich von Meissen endte også uden succes. Ludwig var imidlertid i stand til at forsvare sine og Wittelsbachs interesser mod kejser Karl IV., og indtil hans død i 1361 beholdt Wittelsbacherne alle faderens områder.

I 1348 var Karl IV. ikke sen til at udnytte opkomsten af den såkaldte Falske Valdemar., en tronprætendent, der påstod at være den sidste Askanier Valdemar, der var død i 1320, hvorpå Wittelsbach havde overtaget Mark Brandenburg. Karl IV gav straks derefter Mark Brandenburg til den Falske Valdemar, hvilket skærpede konflikten mellem luxemburgerne og Wittelsbach. I 1349 hyldede 36 brandenburgiske byer den Falske Valdemar på Citadellet i Spandau. Ludwig genvandt Brandenburg, da han samtidig havde styrket sine forbund med Danmark og Pommern, og i februar 1350 erkendte Karl IV., at Wittelsbach havde overherredømme i Brandenburg.

I 1349 blev arvedelingen for Wittelsbach fastlagt i Landsberg Traktaten: Ludwig V. og hans to halvbrødre Ludwig VI. og Otto V. fik magten over Oberbayern, Brandenburg og Tirol, mens de tre brødre Stephan II., Wilhelm I. og Albrecht I. delte Niederbayern og de hollandske områder imellem sig. I 1351 afstod Ludwig V. ved Traktaten i Luckau Brandenburg til de to halvbrødre mod selv at få eneretten på Oberbayern og Tirol, hvilket også førte til en form for fælles administration i de to områder, da hofkancelliet skiftede mellem at være i München og i Meran.

I såvel 1349 og 1352 lod Ludwig 2 erhvervsordninger indføre, som skulle lette på de skrappe følger af Den Sorte Døds hærgen og viste sig samtidig som en driftig administrator. Han viste sig også langt mildere overfor datidens jødeforfølgelser. Hans rival Karl IV. havde ladet de blodige jødeforfølgelser og fordrivelser i Nürnberg finde sted uden at gribe ind. I modsætning hertil bød Ludwig jøderne velkommen i Oberbayern og stillede dem under sin beskyttelse.

Overdragelse af Mark Brandenburg og strid om kurfyrstetitlen

Som nævnt ovenfor overdrog Ludwig sine yngre halvbrødre Ludwig VI. Romeren og Otto V. Mark Brandenburg. Ludwig, der lå i konflikt med store dele af den brandenburgiske adel, fik til gengæld eneret på Oberbayern og Tirol. Ludwig V. beholdt kurværdigheden, der blev udøvet i fællesskab med de to brødre via Ærkekammerhvervet. I 1356 fastslog de øvrige kurfyrster, at denne værdighed ikke var mulig at opsplitte og var forbundet med Mark Brandenburg, hvilket betød, at Ludwig VI. der Römer besad titlen.

Den Gyldne Bulle i 1356 betænkte ikke særligt overraskende de bayerske Wittelsbacher med kurværdigheden, og den gik i stedet til deres fætre i Pfalz, hvilket førte til konflikt de to grene imellem og en fornyet konflikt med Karl IV. Bullen ignorerede også den hidtidige kotúme, at Wittelsbacherne havde deltaget i valg af en tysk konge. Ludwig V. og hans bror Stephan II. blev borte fra hofdagene i Nürnberg, hvor man bekendte Bullen, og hvor greven af Pfalz fik deres stemme samt Ærkekammerretten.

Forbund med Habsburgerne

Ludwig stod på god fod med Habsburgerne, der heller ikke havde opnået nogen kurværdighed i 1356. Fra tid til anden forpantede Ludwig områder i Oberbayern til Habsburgerne for at tilbagebetale lån. Ludwig var i stand til med den såkaldte Brandenburger Fred i 1352 at formidle en fred, hvor Forbundet Luzern blev anerkendt, efter at Habsburgerne i længere tid havde belejret Zürich. På et senere tidspunkt i 1359 hjalp Habsburgerne Ludwig og hans kone med at blive løftet ud af det kirkelige interdikt, da deres søn Meinhard III. blev gift med en habsburgerinde. Ludwigs titel kunne nu formelt lyde „Ludweig marggraf ze Brandenburg vnd ze Lusitz, hertzog in Beyern vnd in Kernten, graf ze Tyrol vnd ze Gœrtz“.^[4]

I September 1361 døde Ludwig V. uventet på en ridetur mellem Tirol og München i bayerske Zorneding, der den dag i dag bærer sit byvåben efter denne begivenhed. Han blev bisat i Frauenkirche i München. Hans søn Meinhard efterfulgte ham i Oberbayern og Tirol. Han døde imidlertid allerede i 1363, hvorefter at enken Margarete tilskrev Tirol til Habsburgerne.

Ægteskab og efterkommere

30. november 1324 giftede Ludwig V. sig med prinsesse Margarete af Danmark (1305-40), en datter af den danske kong Christoffer II og hans kone Dronning Eufemia af Pommern. De fik en datter sammen, Elisabeth.

10. februar 1342 giftede Ludwig sig med arvegrevinden af Tirol på Slot Tirol ved Meran. De fire børn. Hermann (1343-60) og Meinhard (1344-63), der i Passau giftede sig med Margarete af Habsburg.

Grevinde Margarete var i midten af september 1330 i Innsbruck blevet gift med markgreve Johann Heinrich af Mæhren. Ægteskabet blev imidlertid ikke fuldbragt og derfor fra 1341 ikke anerkendt af kejseren og i 1359 annuleret af paven.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Wittelsbach fra Bayern leverede i perioden 1323 til 1373 tre markgrever af Brandenburg, hvoraf Ludwig V. af Bayern / Ludwig I. af Brandenburg var den væsentligste. Han førte kampe mod særligt Pommern, som han tabte og var gift med en søster til Valdemar Atterdag af Danmark, som han aktivt hjalp tilbage på den danske trone. I 1351 afskrev han sig Brandenburg, men insisterede på at beholde kurværdigheden med sine to brødre, der nu delte magten i Brandenburg. Det skred kejser Karl IV. ind imod, hvilket blev stadfæstet i Den Gyldne Bulle. Han var greve af Tirol, og politisk var en af hans vigtigste bedrifter at hjælpe Habsburgerne, som hans søn blev gift ind i, til et større magtrum, som de i generationerne efter ham skulle begynde at udnytte. 

Print siden her