Berlin vokser ud i magtens periferi (1307-1415)
I løbet af 1300-tallet gled Berlin fra at være placeret i det politiske centrum for den fremstormende magt Mark Brandenburg til at være politisk underprioriteret, da det brandenburgiske område gled ud i periferien, idet den askaniske fyrsteslægt uddøde, og området i stedet kom på først de bayerske Wittelsbacheres og siden de bøhmiske Luxembourgeres hænder. Imidlertid fortsatte byen sin vækst uden at være i centrum.
Ludwig af Wittelsbach som han stod på Siegesallee. I 1323 blev han indsat som markgreve af Brandenburg, efter den sidste Askanier var død i 1320. Wikipedia
Mark Brandenburgs askaniske herskere holdt ofte til i dobbeltbyen Berlin-Cölln som alternativ til deres stamborg i Ballenstedt i det nuværende Anhalt. Askaniernes ekspansive trang gik særlig i retning af Pommern og området øst for Pommern, der hedder Pommerellen og har Danzig som hovedby. Disse områder var delt mellem adskillige herskere, og lige så mange havde interesse i dem. Det gjaldt de danske konger, den tyske Teutonerorden, de polske konger samt de mange pommerske fyrster. I 1317 led askanierne imidlertid et totalt nederlag i de nordøstlige områder og en endnu større katastrofe ramte slægten 3 år senere. Den uddøde, og Mark Brandenburg stod umiddelbart uden herskere, da den unge Valdemar af Askanien døde.
Slægten Wittelsbach, der kom fra Bayern, kunne grundet et temmelig fjernt slægtsled succesfuldt gøre hævd på at overtage Mark Brandenburg. Ludvig IV af Wittelsbach, der gik efter den tyske kejsertrone, indsatte sin 8-årige søn Ludvig V. Wittelsbach som markgreve i selve Brandenburg, og som i de første år blev regeret via formyndere. Forholdet til den lokale brandenburgiske adel såvel som kirke var fra starten præget af spændinger. I 1324/25 i Berlin blev en af Ludvigs stærkeste modstandere provst Nikolaus von Bernau myrdet af rasende borgere. Bernau havde været pave Johannes XXII´s støtte i området, der stod i et alvorligt modsætningsforhold til kejserens allierede, hvortil Ludvig hørte. Det blev kirkens påskud til at lyse Berlin og Cöllns borgere i band – nedkalde et interdikt over dem – som de pommerske herskere kunne udnytte til et angreb på Brandenburg fra nordøst. Interdiktet blev først ophævet i 1345 og betød at Berlins handel blev sat alvorligt tilbage i denne periode, hvor byen i mange år måtte betale betydelig erstatning til Bispedømmet Bernau.
Korset der fortæller om mordet på Nikolaus von Bernau i 1325
Brandenburg blev igen kastet ud i krig om de nordøstlige områder, og det endte med, at man afskrev dem endegyldigt i 1338. En lille anekdote til den danske historie var, at Ludvig i 1340 gav betydelig hjælp til at indsætte sin svoger Valdemar Atterdag på den danske trone. Ludvig fik 1342 både tilskikket Grevskabet Tirol og Hertugdømmet Oberbayern, hvorefter at han mere sjældent opholdt sig i Brandenburg. Ludvigs fader stod i et modsætningsforhold til Kejser Karl IV. idet han også stræbte efter kejsermagten. I 1347 døde Ludvig og Karl IV.´s magt som kejser stod som sikker.
I 1348 blev Ludvig pludselig afsat fra overherredømmet af Mark Brandenburg med den begrundelse, at en bedrager fik overbevist kejser Karl IV om, at han var markgreven Valdemar af slægten Askanien, som ellers var død og begravet i 1320. Den falske Valdemar fik 2 år på tronen, før bedrageriet blev opdaget og Ludvig genindsat. Ludvig byttede i 1351 i Traktaten i Luckau Mark Brandenburg bort til sine brødre Ludvig VI. Romer og Otto II. for selv at erhverve sig Oberbayern og Tirol. De to brødre regerede Brandenburg men alle tre delte Kurværdigheden. Det blev imidlertid opfattet som uacceptabelt og da Kejser Karl IV. i 1356 indførte Den Gyldne Bulle, da blev det slået fast at Kurværdigheden var knyttet fysisk til Kurfyrsten af Brandenburg. Hvilket vil sige til brødrene Ludvig VI. Romer og Otto II. Kurværdigheden gav et sæde i valgkollegiet, der valgte Kejseren.
Den falske Valdemar som man forestiller sig han har vandret omkring som pilgrim. Fra wikipedia
Kejser Karl havde en indgående interesse for Brandenburg, og han arbejdede intensivt på at gøre sin indflydelse gældende i området for sin egen slægt Luxembourg. I 1363 blev der underskrevet en arvetraktat, hvor Luxembourgerne ville arve området, såfremt Wittelsbach ikke leverede arvinger vil. I 1365 giftede han sin datter Katharina af Luxembourg med Otto von Wittelsbach for at sikre en yderligere tilknytning. I 1373 betalte han Otto for øjeblikkelig at give afkald på området. Mark Brandenburg blev nu ledet af slægten Luxembourg ganske som kongeriget Bøhmen, som man derpå naturligt plejede nære forbindelser med.
Berlin var i disse år medlem af det nordeuropæiske by-, handels- og søforsvarsforbund – Hansestæderne. Berlins rolle igennem det 14. århundrede var mere tilbagetrukket, end byen havde været i de foregående århundreder omkring grundlæggelsen, også fordi byen ikke længere fungerede som residensby for såvel de bayerske Wittelsbachslægter endsige for de bøhmiske Luxembourgere. Byen blev i vid udstrækning forskånet for pestens hærgen, der ellers var hård ved mange tyske byer. I 1380 blev Berlin imidlertid ikke forskånet, da en altødelæggende brand udslettede de fleste bygninger.
Få år efter denne begivenhed – i 1383 og helt frem til 1552 – blev Berlin udgangspunktet for pilgrimme, der valfartede mod landsbyen Wilsnack i det nordvestlige Brandenburg, hvor et eukaristisk mirakel skulle have udspillet sig. De mange syge og fattige, der holdt til på de middelalderlige hospitaler, klostre og kirker, begyndte at drage af sted i håb om frelse.
Det 14. århundrede var dog en periode, hvor Berlin førte en perifær tilværelse. Dette skulle først ændre sig, da kurfyrstendømmet Brandenburg blev givet til den sydtyske fyrsteslægt Hohenzollern i 1415, hvilket skulle bringe Berlin tilbage som politisk centrum med dertilhørende udvikling og konflikt.
Pingback: Det tidlige Berlin (1200-1307) | Historiskerejser.dk