Opstanden 17.juni 1953
Den 17. juni 1953 kulminerede mere end 1 års spirende urolighed i DDR. Opstanden var et resultat af mange forskellige faktorer. DDR var i dyb krise i sine første leveår. Landet var sønderbombet og ødelagt af Anden Verdenskrig. I modsætning til Forbundsrepublikken i vest betalte man imellem 1/5 og 1/4 af al indtjening i krigsskadeserstatning til Sovjetunionen. Ydermere havde det udprægede landbrugsland gennemgået en sovjetisering, der betød, at industri skulle være hovederhverv, om end industri havde været stærkt begrænset i omfang forlods. Landbruget, der havde været områdets livsnerve, var i årene 1951-52 blevet påtvunget en tvangskollektivisering, der havde gjort fødevaresituationen katastrofal usikker. Mange østtyskere havde problemer med at ernære sig. De mange østtyske bønder, der havde ydet modstand mod at lade deres gårde indgå i kollektivt brug, blev udsat for diskriminering, fængslinger, drab, og mange var emigreret.
Stalins død: 5. marts 1953 døde Josef Stalin, og det menes, at den nærmeste kreds rundt om Stalin, såsom Nikita Khrustjev og Laurentia Berija, havde undladt at tilkalde lægehjælp til den helbredsskrantende diktator. De frygtede angiveligt og formodentlig med rette at blive de næste, som Stalins paranoia ville ramme. I månederne efter Stalins død var det en befolkning i DDR, der balancerede på et eksistensminimum, og hvor Ullbricht i første omgang intensiverede sovjetiseringen af samfundet, bl.a. blev mange fremtrædende kirkelige personer fængslet, diskrimineret og forfulgt i tiden før 17. juni. I slutningen af maj 1953 indførte det besluttende organ i DDR en forhøjelse af arbejdsnormerne som fejring af Walter Ullbrichts 60 års fødselsdag. 2. juni blev Walter Ullbricht kaldt til Moskva og måtte stå skoleret overfor Laurentij Berija, Stalins frygtede leder af NKVD, hvis linje var at gå mere nænsomt til værks. Han gav Ullbricht ordre om at foretage ændringer, idet der ellers næppe ville være noget, der hed DDR om 14 dage. Ullbricht forstod budskabet og lempede på forfølgelsen af de mange ungdomsorganisationer og kirkelige organisationer. Mange blev løsladt. 11. juni kom det endda til selvkritiske avisartikler i SEDs partiavis Neues Deutschland. Arbejdsnormerne blev der imidlertid ikke ændret på, hvilket gjorde mange arbejdere rasende. Mange borgere i DDR så det som starten til SED-diktaturets afslutning. Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiets ledere havde fået samme direkte ordre om at stille ind på en ny kurs. Disse lande oplevede ligeledes uro i denne tid.
Opstanden:I løbet af 16. juni kom det til flere arbejdsnedlæggelser. Byggearbejderne på prestigebyggeriet på Stalin-Alleé i Berlin gik i protest mod Haus der Ministerien på Leipziger Strasse, og på RIAS (Radio Im Amerikanischen Sektor) kunne Egon Bahr berette om andre proteste. Dette signal kunne høres i det østlige Berlin. Den vesttyske fagforeningsformand opfordrede alle arbejdere til at sprede stemningen fra Strausberger Platz til alle steder i DDR. Efterfølgende bad den amerikanske militærrepræsentant Bahr om at dæmpe retorikken. Den eneste gang, at RIAS oplevede indblanding i ytringsfriheden. Amerikanerne var ikke klar til at udløse 3. verdenskrig grundet de østtyske arbejderes ringe arbejdsforhold. 17.juni var protesterne vokset til et helt andet niveau. Folk strømmede mod Haus der Ministerien, hvorfra DDR blev ledet. SEDs ledelse blev beordret til at opholde sig i det sovjetiske hovedkvarter i Karlshorst. Ullbricht skulle have fået at vide af den sovjetiske militærledelse, at de personligt var ligeglade med, hvad folkemængden gjorde ved ham, men politisk kunne de ikke tillade at ofre ham. Opstanden foregik i hele landet og særlig intensivt i byer, hvor socialdemokraterne havde stået stærkt såsom i Halle, Leipzig, Jena, Rostock, Magdeburg og Dresden. I Görlitz på grænsen til Polen og Tjekkoslovakiet var SED og Stasi stort set blevet jaget ud af byen. Russiske kampvogne blev sat ind, og de fleste af de 55 dræbte var i Berlin. I dagene efter blev 19 personer dødsdømt for deres medvirken.
Konsekvenser af opstanden 17. juni 1953: Konsekvenserne af opstanden var, at den nye kurs, som Laurentij Berija havde forsøgt at starte i Østeuropa, blev afbrudt. Nikita Khrustjëv udnyttede opstanden 17.j uni 1953 til at fjerne Berija og styrke sin egen magtposition i Sovjetunionen. Ullbricht blev fredet, da det i Khrustjëvs optik ikke nyttede at give efter for demonstranter, der havde udvist en stærk antisovjetisk holdning. Den hidtidige leder af Stasi Wilhelm Zaisser, der havde støttet Berija, blev væltet og erstattet af Erich Mielke, som så sin anledning til at bede om flere midler til Stasi. I DDR og Sovjetunionen forklarede man opstanden med udenlandsk indflydelse. I Vesttyskland var 17. juni indtil 1990 national mindedag for den tyske enhed. Opstanden har udenfor Tyskland stået i skyggen af opstandene i Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968. Efter den tyske genforening har 17. juni 1953 fået en mere fremtrædende placering blandt vigtige opstande i Østeuropa. Opstanden mindes på utallige steder i hele Tyskland via navne og pladser. Den mest kendte er den store brede boulevard igennem Berlin, Strasse des 17. Juni, som Hitlers rigsarkitekt Albert Speer anlagde som Øst-Vest-Aksen.
