Sophie Charlotte von Hannover

Sophie Charlotte – Hertuginde af Braunschweig-Lüneburg – var datter af Sophie von der Pfalz og Ernst August von Braunschweig-Lüneburg der siden blev den første Kurfyrste af Hannover. Hun blev født 30.oktober 1668 i byen Iburg (idag Bad Iburg ) og døde den 1.februar 1705 i Hannover.

I 1684 giftede sig med Kurprinsen Friedrich von Brandenburg, der fra 1688 regerede som Kurfyrste Friedrich III. og fra 1701 blev kronet til Konge i Preussen. Deres fælles søn blev siden den berømte prøjsiske Soldaterkonge Friedrich Wilhelm I. og barnebarn, den endnu mere berømte Frederik den Store.

Hendes gemal byggede hende slottet Charlottenburg ved Berlin, som hun brugte som hendes primære hovedsæde. Hun gjaldt som højt dannet og plejede i lighed med hendes moder et nært venskab med videnskabsmanden Leibniz.

 Sophie Charlotte af Hannover. Maleri fra 1685 der hænger på Residensslottet i Celle. Kilde: wikipedia

Sophie Charlottes liv

Sophie Charlotte – blev kaldt Figuelotte af den nære familie – og blev født på Schloss Iburg tæt ved Osnabrück, hvor man stadig kan besøge hendes fødekammer. De første fem år af hendes liv brugte hun sammen med hendes forældre og levede et fyrstebispeligt liv på slottet. Fra og med 1673 flyttede de videre til den nybyggede residens i Osnabrück – Slot Osnabrück – hvor hendes broder Ernst August II. von Hannover blev født i 1674. Hun var den eneste datter som bispefyrsteparret fik – hun havde tre ældre og tre yngre brødre. Den bispefyrstelige familie forlod Osnabrück i 1679, da hendes Onkel Johann Friedrich døde og hendes fader arvede Fyrstendømmet Calenberg og de rykkede ind på slottet i Hannover.

Sophie var sprogligt godt begavet og lærte at tale Fransk, Engelsk og Italiensk flydende. Hun blev opdraget i den protestantiske tro, dog udelukkede hendes forældre af magtpolitiske grunde ikke et ægteskab med en katolik, hvilket blev indføjet i hendes opdragelse. Hun tog med hendes moder på rejse til Frankrig, hvor hendes store interesse for havearkitektur stammede fra. Rejsens primære formål var at se på mulighederne for et ægteskab med den franske Grand Dauphin – Ludvig XIV´s søn, og i 1683 kom det endda kortvarigt på tale at hun skulle giftes med selveste Ludvig XIV – Solkongen – da han mistede hans dronning Maria Theresia af Spanien. Det blev imidlertid ikke til noget, da det kolliderede med Ludvig XIV´s dynastiske planer, hvor det var nødt til at være en katolik og derfor faldt valget på en katolsk kandidat fra det bayerske kurfyrstehus i form af Maria Anna Victoria von Bayern. At Sophie Charlotte fra en sekundær familie overhovedet skulle have en chance for dette, skyldtes at hendes stedsøster var Liselotte von der Pfalz, der var Ludvig XIV´s svigerinde og som få år efter udløste de blodige Pfalzkrige i det sydlige Tyskland. Hendes indflydelse på Solkongen var enorm og kunne have sikret Sophie Charlotte en helt anden hæder.

En ung Sophie Charlotte malet af Noël Jouvenet. Det hænger på Charlottenburg Slot

I forlængelse af dette blev Sophie Charlotte formidlet kontakt med det brandenburgiske kurfyrstelige hof. Den 6.november 1684 giftede hun sig med Kurprinsen Friedrich von Brandenburg, der allerede var blevet enkemand. Fire år senere døde den Store Kurfyrste hvilket betød at Friedrich sammen med hans kone steg op på den kurfyrstelige trone. Ægteskabet var ikke lykkeligt; hun var af politiske grunde udelukket fra at deltage i hvad der foregik i de højere adelige kredse. Kurfyrstinden fødte Friedrich I. tre børn, hvor kun en søn overlevede – den senere Friedrich Wilhelm I. Soldaterkongen. Hendes mand var dybt forelsket i hende, hvilket til gengæld ikke var gengældt særligt. Kurfyrsten havde Ludvig XIV. af Frankrig som stort forbillede og havde – som sit forbillede – en ansat elskerinde, som han ikke gjorde brug af idet han drømte om Sophie Charlotte.

Soldaterkongen blev i hans babytid opdraget – fra 1689-92 – ved hans mormors hof i Hannover; Sophie Charlotte forkælede hendes søn, der med tiden fik streng soldaternatur. Derudover afviste han fuldstændig hans moders kunstneriske og filosofiske levevis som hans moder havde praktiseret og samtidig det pompøse liv ved Hoffet som hans fader stod for.

I 1696 fik hun tilskikket Godset Lietzow – eller Lützow – et stykke prøjsisk kongeligt landområde nordvest for Berlin. Sophie Charlotte byttede hendes hidtidige landsæde i Caputh ved Potsdam, som blev givet til hendes mand i bytte. Hun gav arkitekten Arnold Nering til opgave at bygge en sommerresidens. Da Nering døde blot en måned efter, da overtog Martin Grünberg ansvaret for byggeriet. Her blev der bygget to sydvendte gårdbygninger til Drift og et arbejdsrum.

Kurfyrstinden – og sine sidste år dronning levede relativt uafhængig på slottet, hendes mand havde kun adgang, når han udtrykkeligt meddelte hans ankomst, som eksempelvis i sommeren 11.juli 1699 hvor Charlottenburg Slot blev indviet på kurfyrstens fødselsdag. Derpå blev sommerresidensen Sophie Charlottes faste opholdssted. I 1700-01 gjorde arkitekten Eosander von Göthe slottet til et repræsentativt trefløjsanlæg.

Charlottenburg Slot – som det så ud i 1713 – efter Sophie Charlottes død. Foto af wikipedia-brugeren Ernstol

Sophie Charlotte havde været modstander af den dominerende politik Premierminister Danckelmann havde ført og hun skulle have haft en finger med i spillet, da denne blev styrtet i 1697. Denne beskyldning om indblanding gjorde at hun fra da af måtte trække sig tilbage til Lietzenburg (der først fra 1705 fik navnet Charlottenburg), hvor hun var langt fra hoffet ved Berlins byslot. Den 18.januar 1701 blev hun af sin mand kronet som første Dronning i Preussen i slotskirken i Kønigsberg. Fra 1696 og til hendes død i 1705 opdrog hun den forviste Caroline von Brandenburg-Ansbach som steddatter, hvilket udmundede i at Sophie Charlottes moder Kurfyrstinde Sophie von Hannover fik Caroline gift med hendes barnebarn Georg von Hannover, den senere engelske konge Georg II.

I 1697 mødte hun i fællesskab med hendes moder Peter den Store på hans Store Europarundrejse. Tsaren var så betaget af mødet med mor og datter at han efterfølgende ikke var i stand til at sige mere resten af denne dag.

Maleri af Sophie Charlotte kort før hendes død i 1705 af maleren Friedrich Wilhelm Weidemann. (kilde: wikipedia)

Den 1.februar 1705 døde Sophie Charlotte under et besøg hos hendes moder i Hannover efter en slem halsbetændelse. Hendes lig blev dissekeret og balsameret og stillet til offentlig skue. Den 9.marts blev liget overført til Berlin, hvor der foregik en fornem begravelse i den gamle Berliner Dom. Den lange tid der gik fra hendes død til hun ankom til Berlin, hvilket tillod en enorm forberedelse til fejring af hendes begravelse, først og fremmest anretning af Begravelsesarkitektur, der blev bygget langs med det enorme ligtog. Der deltog mere end 80.000 ved begravelsen – langt flere end der boede i Berlin dengang. Ydermere blev der beordret landesorg i 1 år. Idag finder man hendes sidste hvilested i Hohenzollerngruft i dagens Berliner Dom i Lustgarten i Berlin.

Sophie Charlottes sarkofag i Hohenzollerngruft i Berliner Dom. Foto: wikipedia

Efter dronningens død lod kong Friedrich området Lietzenburg omdøbe til Charlottenburg til ære for Sophie Charlotte. Beslutningen blev af nogle opfattet som primært taktisk, da Friedrich i mangel på selv at kunne fremvise fremragende aner, var en forholdsvis latterlig monark i andre landes øjne, hvor ægteskabet med Sophie Charlotte var et af hans bedste kort på hånden for at få accept af hans kongeværdighed fra 1701. Han lænede sig op af hans afdøde dronnings slægt ved at glorificere hende efter hendes død. Andre har peget på at Friedrichs ensomme væsen rent faktisk var dybt medtaget over Sophie Charlottes død.

Sophie Charlotte blev beskrevet – som hendes moder – som ualmindelig godt uddannet. Hun tiltrak kendte personligheder fra hendes samtid til hendes Hof i Lietzenburg, som eksempelvis filosoffen Leibniz, som hun kendte fra hendes tid ved hoffet i Hannover. Leibniz forblev livet igennem en god ven og var hyppig gæst i Lietzenburg. Hun førte intensive filosofiske samtaler med ham og sammen grundlagde de Videnskabernes Akademi der blev grundlagt 11.juli 1700 af hendes mand Friedrich i Berlin. Hun var derudover ofte i snak med Isaac de Beausobre, Daniel Ernst Jablonski og John Toland.

Leibniz der levede yderligere 11 år efter Sophie Charlottes død, skrev følgende

“Hun ville ofte gerne have mig i sin nærhed; jeg nød vores hyppige samtaler, fyrstindne havde en ånd og menneskelighed der ikke blev overgået af andre (…) Dronningen besad en utrolig kendskab også indenfor sjældne emner og havde en usædvanlig videnstrang og i vores samtaler tragtede hun efter endnu mere viden, hvilket almenvældet kunne have fået god nytte af, hvis ikke hun var død så tidligt“.

Ved hendes fødested i Bad Iburg er Charlottensee opkaldt efter hende. Derudover er galopbanen, en del af Bundesstrasse 51 kaldt Charlottenburger Ring

Musik

Sophie Charlotte var særdeles musikalsk begavet. Hun spillede fornemt på Cembalo, sang selv Opera og sørgede for at afholde italienske operaer ved hendes hof, for hvilke hun fik opført et separat Operahus. Musikerne Attilio Ariosti og Giovanni Bononcini stod i årevis i tjeneste hos hende som Hofkapelmestre hvor de komponerede diverse forskellige operaer. Ved opførelserne indtrådte Sophie Charlotte selv i orkesteret og spillede Generalbas på Cembalo. Hun dirigerede ligeledes med udgangspunkt i Cembalo. I år 1700 skænkede Arcangelo Corelli hende 12 violinsonater med ledsagende Cembalo i hans Opus 5. Ved Berlins 750-års-jubilæum i 1987 havde byen lavet en udstilling med temaet “Sophie Charlotte og Musikken i Lietzenburg”.

Print siden her