Friedrich I. af Preussen
Friedrich I. af slægten Hohenzollern regerede fra 1688 til 1701 som Kurfyrste af Brandenburg med titlen Friedrich III. og i 1701 og frem til sin død i 1713 som første Konge i Preussen. Han blev født 11.juli 1657 i Kønigsberg og døde 25.februar 1713 i Berlin. Friedrich lød blandt folket navnet Schiefer Fritz grundet hans krumme rygsøjle.
Efter hans magtovertagelse 9.maj 1688 fortsatte han de spor i inden-, såvel som udenrigspolitik som hans far Friedrich Wilhelm – den Store Kurfyrste havde igangsat. Selvsamme år som han kom til magten støttede han William III. von Oranje i hans landgang i England. Han satte sine tropper ind i belejringen af Bonn, der var en del af Arvefølgekrigen i Pfalz, omend han sjældent selv kommanderede hans tropper. Han var en stor beundrer af den franske solkonge Ludvig XIV, hvilket gjorde at Friedrich målrettet satsede på at ophøje hans domæne til et Kongerige. Han fik dog først den kejserlige velsignelse til dette af Kejser Leopold I., da han lovede kejseren tropper i en truende krig mod Frankrig. Den 18.januar 1701 kronede kurfyrsten sig selv til Konge i Preussen på slottet i Kønigsberg. Han støttede kejseren i den Spanske Arvefølgekrig, hvor han i fællesskab med den Prøjsiske Hær udmærkede sig strålende i det Andet Slag ved Höchstadt i 1704.
Frederiks regeringstid betød på den ene side en finanspolitisk gældsspiral forårsaget af det ødsle Hofliv og det korrupte Drei-Grafen-Kabinett (de 3 grevers kabinet), men på den anden side var perioden også kendetegnet af en kulturel storhedstid ved Hoffet og grundet de mange Huguenotters ankomst fra Frankrig, en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Derudover blev Berlin udbygget til Residensby, hvor blandt andet det Videnskabernes Akademi i Preussen blev grundlagt. I kraft af ophøjelsen af det hidtidige Kurfyrstendømme til et Kongerige, da lagde Friedrich grundstenen for vejen mod at landet blev europæisk stormagt med tiden.
Friedrichs barndom og ungdom 1657-74
Friedrich var den tredje søn i ægteskabet mellem den Store Kurfyrste Friedrich Wilhelm og Luise Henriette af Oranje. Han blev som nævnt født 11.juli 1657 og døbt den 29.juli 1657 i Königsberger Slotskirke. Da han var et svageligt spædbarn, blev hans overlevelseschance anset som ringe, da børnedødeligheden dengang var høj. Dertil kom det faktum at hans Amme tabte ham på gulvet, da han var under 1 år gammel, hvilket resulterede i at han resten af sit liv fik en skæv skulder. Da han også havde en skæv rygrad gav folkedybet i Berlin han øgenavnet “Schiefen Fritz” (Skæve Fritz).
Friedrich overlevede denne første kritiske tid og udviklede sig til en normal mand med mindre grad af handicap. Hans opdragelse blev varetaget fra 1662 af Otto von Schwerin. Hans moder ønskede at hans opdragelse skulle foregå på hendes besiddelse i Altlandsberg, hvor livet på landet skulle styrke hans helbred. Hans opdrager underviste ham fra hans tidlige år i Religion, Historie og Geografi og derudover lærte han sprogene Fransk, Polsk og Latin. Allerede som 10-årig reciterede han en længere bøn på latin. I Altlandsberg fik Friedrich allerede en større lidenskab for Glans og større udsmykning, hvilket gjorde at han ligeledes som 10-årig selv stiftede sin første orden „de la générosité“.
Otto Schwerin vedblev at være Friedrichs opdrager indtil 20.juni 1676. Hans tilknyttede lærer var Eberhard von Danckelman. Den Store Kurfyrste besluttede at sønnen skulle gives Fyrstendømmet Halberstadt som arveligt len, da Friedrichs ældre bror Karl Emil var kurfyrstens foretrukne og stod foran ham i tronfølgen. Den ældste bror Wilhelm Heinrich var død 1½ år gammel og Karl Emil var kraftig og velvoksen, og elskede militæret, var temperamentsfuld og holdt af Jagt. Han mindede utroligt om den Store Kurfyrste selv og heraf også var hans yndling. Anderledes var det med Friedrich, der med sin forkrøblede fremtoning kun havde moderens betingelsesløse kærlighed. Som 10-årig døde hans elskede moder Luise Henriette og 1 år efter giftede den Store Kurfyrste sig igen med den 32-årige Dorothea Sophie af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksburg. Mens Luise Henriette var en smuk, følsom og åndrig kvinde, da havde Dorothea et enfoldigt temperament og var uden noget fordelagtigt ydre; hun fødte kurfyrsten 4 sønner og 3 døtre. Forholdet mellem Friedrich og hans nye stedmoder var ikke godt.
I 1670 blev Friedrich udnævnt til Ridtmester ved et Hestekompagni, omend han var ude af stand til at lede kompagniet som følge af hans kropslige handicap. Han fik ikke yderligere titler beskikket. Som 16-årig bad han den engelske konge Charles II. om Hosebåndsordenen, som hans fader havde nægtet ham og blev samme år – 1673 – forlovet den dengang 12-årige Elisabeth Henriette von Hessen-Kassel. Det var ikke en forlovelse der var tiltænkt at styrke de dynastiske bånd, men nærmere gjort af hengivenhed, hvilket dengang var højst usædvanligt. Forholdet til hans senere kone i forhold til Friedrich var væsentligt mere køligt.
Kurprins 1674-88
Den 7.december 1674 døde hans bror Karl Emil efter kort tids sygdom og Friedrich blev kurprins. Det betød at Friedrichs betydning steg betydeligt, da han nu var direkte tronfølger, hvilket gjorde at han nu deltog med hans Fader i Nordiske Krig 1674-79 ( I Danmark Skånske Krig 1675-79) på felttog i Pommern fra 1675 til 1678 og i starten af 1679 på det besværlige vinterfelttog mod de svenske tropper der var faldet ind i Preussen. Sidstnævnte pådrog ham svær sygdom, men da han var ovre sin sygdom giftede han sig 13.august 1679 i Potsdam med prinsessen af Hessen Elisabeth Henriette som han blev forlovet med 6 år tidligere. I 1680 flyttede parret ind på det stadig ufærdige slot i Köpenick, som de fik i gave fra faderen den Store Kurfyrste. Den 7.juli 1683 døde Elisabeth Henriette i Berlin-Cölln af kopper efter en graviditet. Friedrich var endda udelukket fra at se hans døende kone, da hun udgjorde en stor smittefare.
Efter at sørgeåret var udløbet da giftede Friedrich sig i 1684 i Hannover med den 15-årige Welferprinsesse Sophie Charlotte von Braunschweig-Hannover. Ud af dette ægteskab kom tronfølgeren Friedrich Wilhelm til verden 14.august 1688. Friedrich levede også med sin anden kone på slottet i Köpenick, for at undgå intrigerne på hoffet i Berlin. Ved hoffet herskede der en gensidig mistro og en modvilje, forårsaget af stedmoderen Dorothea Sophie, der ville sikre arvefølgen i Kurfyrstendømmet til fordel for hendes egne sønner. Friedrich anså dette med stor skepsis, da han var arving til et udelt Brandenburg-Preussen.
Forholdet til hans fader forværrede sig betragteligt i faderens sidste leveår grundet tvisten om arvespørgsmålene. Det spændte forhold mellem Fader og Søn brød ud, da Kurprinsen fik indblik i at Kurfyrsten havde tænkt sig at betænke alle hans sønner i sit testamente. Ville det blive realitet havde de Brandenburgiske stamlande været blevet delt i fem dele. Friedrich lod herefter i 1682 det største rum på hans Residens i Köpenick udsmykke med samtlige våbenskjolde fra alle landsdele – Wappensaal – hvilket tydeliggjorde at han havde tænkt sig at gøre krav på at være enearving.
Kurprinsens usikkerhed i forhold til tronfølgen kom den østrigske Gesandt Fridag von Goedens til gavn. Bagom ryggen på kurfyrsten sluttede han en aftale i 1686 med Friedrich en aftale om at amtet Schwiebus skulle tilbageleveres til Østrig når Friedrich kom til magten. Den Store Kurfyrste havde fået dette lille område af Schlesien for sin hjælp i kampen mod Frankrig. Samtidig afstod Friedrich fra arvekravene på de schlesiske hertugdømmer Brieg, Liegnitz og Wohlau, der retfærdigvis heller ikke forekom særlig realistiske. Efter faderens død erklærede Friedrich imidlertid traktaten for ugyldig. Kravene på dele af Schlesien opfattede Hohenzollerne som opretholdt og Friedrichs barnebarn Frederik den Store benyttede sig af disse krav, da han besatte hele Schlesien i starten af den Østrigske Arvefølgekrig i 1740.Den 7.april 1687
Den 7.april 1687 døde Friedrichs yngre bror Ludwig – der også stammede fra ægteskabet med Luise Henriette. Ludwigs død ville svække Friedrichs position ved den frygtede arvedeling endnu mere. Friedrich mistænkte hans stedmoder for at have stået bag et giftmord. Da han og Sophie Charlotte befandt sig på kurophold i Karlsbad og besluttede at tage over Leipzig til Hannover, hvorefter de fik ophold i Kassel. Det bragte forholdet mellem Kurfyrste og Kurprins til frysepunktet og der gik 6 måneder inden at en løsning blev fundet. Friedrich ville kun vende tilbage til Berlin, såfremt faderen ville garantere hans personlige sikkerhed, hvilket hans fader blev rasende over at han kunne stille et sådant tåbeligt forslag. Da han endelig vendte tilbage til Berlin, da fandt der en større udsoning Fader og Søn imellem og Friedrich måtte for første gang deltage som fuldbyrdet medlem af Gehejmerådet. På trods af en stadig gensidig mistillid de to imellem, da var der også en fælles forståelse af at yderligere tvekamp, ville være kontraproduktiv med henblik på Kurfyrstens sundhedsmæssige tilstand.
Friedrich III. Kurfyrste af Brandenburg 1688-1701
Den 9.maj 1688 døde den Store Kurfyrste Friedrich Wilhelm. En uge senere samledes Gehejmerådet for første gang under ledelse af Friedrich III. Dagsordenen for mødet var åbning og forelæsning af Faderens Testamente. Brandenburg-Preussen skulle ifølge husreglerne for Hohenzollern fra 1473 deles i fem dele mellem Friedrich og hans fire halvbrødre. Efter langvarige forhandlinger og udførlige fremførsler af retslige dokumenter – hvor hans barndomslærer Eberhard von Danckelman var ham en stor hjælp – da lykkedes det tronfølgeren frem til 1692, at sætte sig igennem overfor hans fire halvbrødre. Afgørende var at deres moder Dorothea døde i 1689 – de fire brødre delte i stedet hendes lille fyrstendømme Brandenburg-Schwedt ved floden Oder imellem sig, det sikrede dem titler og derudover fik de lovet en klækkelig årlig apanage samt høje militære stillinger, hvor de udmærkede sig i Arvekrigen om Pfalz. Friedrich overlod som en af hans første regeringsgerninger selve regeringsførslen til Danckelman som tak for hans hjælp.
Den Store Kurfyrste havde givet ham en alliance med Frankrig i arv. Men Friedrich orienterede sig af finansielle, familiære, konfessionelle og strategiske grunde meget hurtigt i retning af Willem af Oranjes store protestantiske antifranske koalition. Efter 5 måneders dobbeltspil med kontakt til såvel hollandske som franske diplomater, tog han i oktober 1688 første gang åbent afstand fra Frankrig ved at tage initiativ til dannelsen af det stærkt antifranske forbund: Magdeburger Konzert – hvor tyske stænder samt fyrster dannede en antifransk koalition. Det betød at Kurfyrste Friedrich III. støttede den hollandske Willem af Oranje da denne gik i land i England i november 1688, og samtidig sendte han tropper til den store alliance der var vendt mod Ludvig XIV´s Frankrig, hvor brandenburgiske tropper primært kæmpede med i Arvefølgekrigen om Pfalz. Kongen tog selv del i belejringerne ved Kaiserswerth og Bonn i løbet af 1689 i forreste linje.
Fra 1696 af forfulgte Kurfyrsten ideen om at hans landområder skulle forhøjes i rang og blive et Kongedømme. Hans politiske kræfter blev lagt i at forene hans temmelig spredte landområder, der talte de westfalske områder Kleve og Jülich samt de prøjsiske landområder indesluttet af Polen-Lithauen og kerneområdet Brandenburg. Risikoen for at de skulle blive delt ville kraftigt formindskes med en stærkere titel, hvilket var det statslige argument fremfor det ofte fremsagte at Friedrich havde en fetich for Pomp og Pragt. En højere rang ville ligeledes styrke ham internt i Adelssamfundet, hvor den enevældige konge stod langt stærkere til at føre sin magt igennem, hvilket var tydeligt i et land som Frankrig men også i Sverige og til dels Danmark kunne man se dette. Han stræbte efter dette målrettet sammen med hans anden kone, den højt intelligente og frigjorte prinsesse Sophie Charlotte fra Hannover. De første sonderinger ved hoffet i Wien medførte en prompte afvisning af en kongetitel. I slutningen af 1696 lavede Friedrich en hemmelig traktat med den bayerske Kurfyrste Max Emanuel, hvor de lovede gensidig støtte til at sikre kongekronen i begge kurfyrstendømmer. Traktaten endte dog uden praktisk betydning. Fra og med 1697 gik Friedrich endnu mere energisk ind i spørgsmålet, hvilket gjorde at forholdet til regeringsleder Danckelman og mange andre repræsentanter fra regeringen blev særdeles dårligt, da det var en særdeles bekostelig affære.
Den 20.december 1697 blev Danckelman væltet grundet direkte intriger med hans fjender feltmarskallerne Fuchs, Barfus og Dohna. Friedrich befalede ham fængslet og bragt til Citadellet i Spandau, hvor han sad fængslet frem til 1707. Den egentlige grund til fængslingen var at Friedrich ikke formåede at sætte sig igennem overfor hans Mentors stærke personlighed og derfor endte det langt mere dramatisk med en fængsling. En af Danckelmans modstandere Johann Kasimir Kolbe von Wartenberg, der stillede sig langt mindre kritisk an blev hans efterfølger med en årsløn på 120.000 Rigsdaler – et enormt datidigt beløb. Wartenberg tilbød uproblematisk hans kone Catharina von Wartenberg som maitresse – elskerinde – for Friedrich. Kurfyrsten blev langt mere inddraget i det statslige arbejde efter Danckelmans magttab og arbejdede langt mere med i Gehejmerådet. For at blive lettet en smule for de nyopståede arbejdsbelastninger, der stemte han for et forslag fra Wartenberg om at etablere et Udvalg på fire personer der skulle tegne Regeringen kaldt Engeren Rat.
Tiltaget om at danne et udvalgt råd fratog Gehejmerådet deres beslutningskompetence. Wartenberg selv ændrede sammensætningen af Engeren Rat og bestemte via hans magt over kongen den overordnede politik i Preussen frem til 1710. Kabinettet lød fra 1702 navnet Drei-Grafen-Kabinett med de to andre adelige August David zu Sayn-Wittgenstein-Hohenstein og Alexander Hermann von Wartensleben. Deres nærmest ubeskrænkede magt blev ikke iagttaget af Friedrich, der ofte levede i hans pomp og pragt samt i sorg over Sophie Charlottes død i 1705. De gennemførte en politik der var til egen fordel, der tømte statskassen og var gennemført korrupt. De kaldes ofte de “die drei Wehs” der dels spiller på at alle adelstitlerne havde W- som start, men også at Weh på tysk betyder Onder.
Efter Karl II. – den sidste habsburgiske konge af Spanien – døde den 1.november 1700, da trak det igen op til konflikt i Europa. Tronfølgestridighederne forbedrede betingelserne for Friedrichs politiske mål om at blive konge, da Habsburgerne havde brug for en forbundspartner i den krig der ventede mod Frankrig. Efter hemmelige forhandlinger på slottet Schönhausen, der gav Kejseren sin billigelse den 16.november 1700 i den såkaldte Kontraktat til at den protestantiske Kurfyrste kunne opnå sin kongeværdighed. Kroningen skulle dog foregå udenfor det Hellige Tysk Romerske Rige. Kongetitlen måtte samtidig ikke benyttes i Mark Brandenburg eller nogle af de andre områder, der var del af det Hellige Tysk Romerske Rige, men kun i Preussen der lå udenfor Riget. Samtidig var titlen Konge i Preussen og ikke Konge af Preussen, da den sydvestlige del af Preussen var polsk. Friedrich III. måtte betale 2 millioner Dukater direkte til Kejser Leopold I. og 600.000 Dukater til de tyske gejstlige – der stadig mente at have en historisk ret til den i 1525 ophævede Tyske Ridderorden, endelig måtte Jesuitterordenen have 20.000 Daler for at acceptere en protestantisk konge. Friedrich forpligtede sig endvidere til at stille med 8.000 soldater på kejserens side i den Spanske Arvefølgekrig.
Friedrich som Konge i Preussen 1701-13
Den 17.december år 1700 satte Friedrich og et enormt følge afsted fra Berlin mod Kønigsberg efter Kejserens godkendelse af at Friedrich kunne tage kongetitlen i Preussen. Turen mod den prøjsiske hovedstad Kønigsberg blev ledsaget af mere end 30.000 heste og i tusindvis af personer som følge. Den 17.januar 1701 – dagen før kroningen stiftede Kurfyrsten den militære Orden – Hohen Orden des Schwarzen Adlers. Selve kroningsfestlighederne fandt sted den 18.januar 1701, hvor Friedrich selv satte sin krone på eget hoved for at vise verden sin suverænitet, derefter kronede han sin kone Sophie Charlotte til første dronning i Preussen og lod sig salve af to evangeliske biskopper; den ene repræsenterede Calvinismen som de reformerte Hohenzollers tro og en var luthersk som repræsentant for Lutherdommen, som det overvejende flertal af befolkningen tilhørte. Paven anerkendte ikke Friedrichs nylige kongeværdighed, idet at Preussen siden 1525 havde været Luthersk og at Friedrichs fader – den Store Kurfyrste – ved freden i Westfalen, havde stået på den evangeliske side der var mod Pavedømmet. Den oprindeligt hemmelige traktat med Kejseren om kronen var hurtigt blevet offentliggjort, og tjente det formål at imponere de øvrige Rigsfyrster. Kurfyrsterne af Brandenburg havde kontraktligt garanteret deres støtte til Habsburgerne ved fremtidige Kejservalg, hvilket førte til klarere Habsburgisk dominans i Riget og heraf også modstand mod dette.
Efter Kroningen til Konge i Preussen blev navnene på de fleste institutioner omdøbt fra “kurfürstlich-brandenburgischen” til “königlich-preussischen” og i de følgende årtier satte betegnelsen Preussen sig igennem for den samlede stat. Friedrich øgede hans lands betydning betragteligt og satte for alvor den udvikling igang der siden førte til en samlet Enhedsstat, der særligt under hans efterfølgere gjorde Preussen til en europæisk stormagt.
Da Willem III. af Oranje – konge af England og statholder af de Forenede Stater (Holland) døde barnløs i 1702, da stod Friedrich som den næste mandlige arving efter Willem I. af Oranje og førte til at de to grevskaber Lingen og Moers blev hans. Begge områder blev del af Grevskabet Tecklenburg som Friedrich erhvervede sig ved et opkøb i 1707. Friedrichs religion var Calvinismen og det sikrede ham at stænderne i Neuchâtel (Schweiz) valgte ham som fyrste, hvilket blev bekræftet internationalt i Fredstraktaten i Utrecht i 1713. Friedrich førte dermed ydermere titel af “suveræn Fyrste af Oranje, Neuchâtel og Valangin”.
Hans dronning og – anden – kone døde den 1.februar 1705 kun 36 år gammel hvor hun under et karnevalsbesøg hos hendes moder i Hannover pådrog sig en meget slem halsbrand. Friedrich faldt i dyb sorg, det på trods af at de havde boet hver for sig, og at hendes videbegær og hans pomp og pragt ofte ikke var den bedste kombination, da var han alligevel hårdt ramt, da han indså hvilken storarten dronning han havde mistet. Hendes storslåede begravelse i den gamle Berliner Dom kostede 200.000 Daler og var prægtig som intet andet, der kom mere end 80.000 fremmede til Berlin for at deltage. Det oversteg langt byens datidige befolkningstal. Sørgetiden varede et helt år.
Den 27.november 1708 giftede Friedrich sig med den 23-årige Sophie Luise von Mecklenburg. Det primære formål med ægteskabet var at få en søn mere, da dynastiets fortsatte beståen pt. hvilede på den ene søn Friedrich Wilhelm, såfremt han døde var der ikke andre mandlige arvtagere. I Berlin kom Sophie Luise i kontakt med den religiøse prædikant August Hermann Francke, hvilket medførte at hun gav sig helhjertet hen til hans religiøse forskrifter for livet. Det kom til religiøse stridigheder mellem det nye ægtepar. Francke blev på kongens ordre forvist tilbage til Halle og Dronningen trak sig tilbage og levede ensomt og faldt ned i melankoli og havde hyppigt anfald åndssvage.
Fra den 2. til 17.juli 1709 kunne Friedrich i rammerne af Trekongemødet i Potsdam og Berlin præsentere sig selv som ligeværdig gæstgiver overfor to andre europæiske Monarker. Hans gæster var August “den Stærke” af Polen og Sachsen samt Frederik IV. af Danmark-Norge. De udsøgte festligheder og politiske begivenhedsfattig belastede yderligere statsfinanserne. Trods den megen samtidige kritik da kunne Friedrich udenrigspolitisk forhindre via sin orientering mod vest, at de to store europæiske krige – Store Nordiske Krig og den Spanske Arvefølgekrig – der havde hærget fra 1701 ikke blev ført på prøjsisk territorium.
“Når Friedrich I. fortjente sin hæder, så skete det fordi han holdt Fred i hans lande, mens hans naboer blev ødelagt af Krig”
Citat af Frederik den Store (hans barnebarn).
I slutningen af 1710 afdækkede en Undersøgelseskommission, igangsat at den 22-årige kronprins Friedrich Wilhelm, det utrolige misregimente Drei-Grafen-Kabinettet havde stået bag i de foregående 13 år. Anledningen var en affære hvor såkaldte nødpenge i byen Crossen ikke kunne udbetales efter at byen var nærmest totalt udbrændt. De 3 grever blev løsladt af Kongen og afsat mod slutningen af december 1710. Da Friedrich modtog undersøgelsen den 23.december 1710 var han totalt overrasket over den udbredte korruption.
“Noget sådant har jeg ikke befalet … det må hellere nu end senere ændres”. Citat Friedrich I.
Wartenberg kom den 6.januar 1711 endnu engang fra Woltersdorf til Berlin for at tale alene med Friedrich. Kongen skænkede ham en værdifuld brillantring og græd ved afskeden, og det på trods af at han havde kendt til de årelange løgne. Tårerne viste noget om Friedrichs ensomhed, hvor skinnende prunk oftere var vigtigere end realitet. Efter at korruptionsaffæren med 3-greve-kabinettet var blevet opdaget, da forsøgte Friedrich at rette op på skaderne igen. Den vigtigste nyordning var Reskriptet fra 27.oktober 1710, hvor de dokumenter kongen underskrev, efterfølgende skulle for et hemmeligt råd og efterprøves af fagfolk. Det var dagen for faglig administration blev grundlagt i Preussen. Ændringerne var med til langsomt at forbedre rigets finanser.
Friedrichs Død i 1713
Igennem længere tid havde Friedrich følt sig svag og syg. Siden hans ungdom led han af brystkramper, men op imod hans død kunne lægge en stærk hose og en angstbetinget astma. Da hans evnesvage kone en dag undveg i løb fra hendes hofdame, og trængte ind i Kongens gemakker igennem en glasdør og kastede sig over Friedrich, da vågnede han pludselig i hans lænestol og så forskrækket hans kone i blodige gevandter. Tjenestefolkene kom ind i værelset og forsøgte at befri Kongen fra dronningens greb. Hun blev ført tilbage til hendes soveværelse og få dage senere helt tilbage til hendes moder i Mecklenburg. Kongen forfaldt ind i en frygtelig feber, hvor han siden ikke rejste sig fra sin seng inden han døde få dage efter.
Friedrichs Kulturpolitik
Friedrichs indenrigspolitik havde fokus på at hæve Kultur-, og Uddannelsesniveauet med det mål at bringe hans landområde på niveau med de øvrige Europæiske magter. Han grundlagde Universitetet i Halle an der Saale i 1694; I 1696 grundlagde han Maler-, Billed-, og Arkitekt Akademiet i Berlin, der få år efter fik navnet Preussische Akademie der Künste; I 1700 grundlande han Kurfürstlich-Brandenburgisch Societät der Wissenschaften (der siden skiftede navn til Königlich-Preussische Akademie der Wissenschaften) og byggede Königliche Bibliothek zu Berlin omfattende om. Hans regeringstid var endvidere præget af at der kom betydningsfulde videnskabsfolk og kunstnere til Preussen. Umiddelbart efter hans selvkroning i 1701 gav han sit Hofs Billedhugger-, og Arkitekt Andreas Schlüter med udkast til det siden berømte Bernsteinzimmer (Ravkammer), der i 1716 af hans søn og efterfølger blev foræret bort til den russiske Tsar Peter den Store.
Berlin havde været overvejende middelalderlig og provinsiel men blev i Friedrichs regeringstid udbygget til en prægtig barok Residensby. Slots- og Regeringsområdet var repræsenteret af fornemme bypalæer og respektable borgerhuse. Andreas Schlüter satte med ombygningen af Berlins Byslot standarden, han skabte i årene 1695-97 som billedhugger den fornemme rytterfigur af Den Store Kurfyrste som en prægtig hersker på Lange Brücke der var opstået i 1692. Prægtige byggerier fra hans regeringstid var derudover Zeughaus (1694) på Unter den Linden, Parochialkirche (1695), Charlottenburg Slot (1695) og Monbijou Slot (1703) samt begge kirker på Gendarmenmarkt fra 1701 og frem samt endelig Friedrichshospital. Erdmann Wircker brugte i anledning det 200-årige jubilæum for det første Brandenburgiske Landsuniversitet Alma Mater Viadrina fra 1506, der lå i Frankfurt an der Oder var den første til at introducere begrebet Spree-Athen. Da han døde i 1713 efterlod han ikke mindre end 24 slotte til hans søn Friedrich Wilhelm.
Friedrichs regeringstid huskes som en af de kulturhistorisk rigeste perioder i Brandenburg og Preussens historie. Bagsiden af medaljen var at de offentlige midler blev brugt og Brandenburg-Preussens manøvrefrihed var ikke blevet større. I historieforskningen er man ydermere kritisk overfor Friedrich, da hans dyre kulturpolitik gjorde at en større del af befolkningen blev elendiggjort.