Sophie von der Pfalz (Hannover)

Sophie, Prinsesse af Pfalz, også kendt som Sophie von Hannover blev i kraft af sit ægteskab med Ernst August hertuginde af Braunschweig-Lüneburg og Kurfyrstinde af Braunschweig-Lüneburg og endelig i 1701 i form af Act of Settlement potentiel tronfølgerinde til det britiske monarki og som dagens stammoder til det britiske monarki.

Prinsesse Sophie malet af Gerard van Honthorst (1590-1656) omkring 1650 hænger på Ashdown House i Oxford. Maleriet er frit tilgængelig

Sophias tidlige år

Prinsesse Sophia blev født i 1630 i hollandsk eksil idet hendes forældre boede dels i Den Haag samt på et jagtslot i Rhenen. Hendes far var den detroniserede kurfyrste Friedrich V. von der Pfalz af huset Wittelsbach, der som leder af de tabende protestanters liga havde måtte gå i eksil og hendes mor var Elisabeth Stuart, datter af den engelske konge Jakob I./VI. af England og Skotland. Hendes fader døde da hun var 2 år gammel. Hendes moder gav hende – samt hendes søster – til en adelsfamilie i Leiden, hvilket var normal kotume blandt datidens kongehuse, mens moderen selv tog tilbage til Skotland. “Vinterdronningens” finansielle situation blev imidlertid tiltagende svær. Sophie talte engelsk med moderen, mens hun talte tysk og hollandsk med søsteren og derudover var hun flydende på fransk; i breve lod hun hyppigt og ofte med ironisk formål – indføje hollandske udtryk eller talemåder.

Efter at det ikke lykkedes at istandsætte et ægteskab med hendes fætter Charles II. af England og Skotland, da drog hun til Heidelberg, hvor hendes bror Karl Ludwig nu igen kunne indtage kurfyrstetitlen for Pfalz efter afslutningen på Trediveårskrigen og boede der frem til hendes ægteskab. Sophie tog sig af broderens børn med Elisabeth Charlotte. Børnene knyttede sig nært til hende, da deres forældre ofte skændtes – hendes særlige yndling var Liselotte von der Pfalz.

Sophie von der Pfalz som indianer. Malet af hendes søster Luise Hollandine. Det hænger på Museum Wasserburg Anholt

Gift ind i slægten Welferne

Det var forventeligt at Hertug Georg Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg af slægten Welferne skulle gifte sig opad og udvide hans område og hans personlige apanage, det var hans hertugelige pligt overfor hans landsstænder. Valget faldt på Sophie som hans fremtidige brud, hvilket gjorde at Georg Wilhelm og hans yngre broder Ernst August i efteråret 1656 tog på en rejse til Heidelberg for at lære hende at kende. Trods at forlovelsen oprindeligt var med den ældste bror Georg Wilhelm, så giftede Sophie sig den 17.oktober 1658 med den yngre bror Hertug Ernst August. Årsagen lå i at begge brødre årligt deltog i Karnevallet i Venedig; her havde Georg Wilhelm fået en seksuel overført infektion, der gjorde at han måtte udskyde brylluppet på ubestemt tid til stor ærgrelse for såvel Sophie samt hendes bror Kurfyrste Karl Ludwig. Georg Wilhelm overtalte hans bror Ernst August til at træde i hans sted og tage den 28-årige brud – hvilket var en høj alder i datiden – hvilket var et forsøg på at redde familiens ære; siden beklagede Georg Wilhelm minimum en gang at han begræd at det aldrig kom til ægteskab. Ved samme lejlighed gav Georg Wilhelm sit ord fra at søge ægteskabet, og at Fyrstendømmet Lüneburg siden ville tilfalde Ernst August, da ægteskabet ellers ikke ville give Sophie et passende parti; dette løfte holdt han imidlertid ikke; det skulle senere førte til det ulykkelige ægteskab for deres børn Georg og Sophie Dorothea kendt som Hertuginde af Ahlden.

Ægteparret levede på Leineschloss (Leine Slottet) i Hannover, hvor den regerende Georg Wilhelm havde sit Hof. Sophie havde medbragt sin 7-årige niece Liselotte von der Pfalz fra Heidelberg, efter at hendes forældre var blevet skilt og blev i de næste 4 år hendes stedmor. I fællesskab besøgte de flere gange hendes Mor og Bedstemor “Vinterdronningen ” i Den Haag.

I 1662 blev hendes mand Ernst August Fyrstebiskop af Osnabrück og ægteparret drog med deres to små sønner samt Liselotte til Schloss Iburg. I 1663 vendte Liselotte tilbage til Heidelberg; inden hun 1671 blev gift ind i det franske kongehus forholdet til Sophie forblev ualmindeligt tæt livet ud, hvor Liselotte hver uge skrev 20-30 håndskrevne sider i brevform til “ma tante” der blev læst med længsel. Den franske adelige Antoine Carré offentliggjorde i 1671 i Paris Livre des Guitarre contenant plusieurs pieces der var tilegnet Sophie og var kompositioner der skulle spilles på Barokguitar.

Det fyrstebiskoppelige slot i Osnabrück på en tegning fra 1777. Det hænger på Bomann-Museum i Celle og er uploadet af wikipediabrugeren Hajotthu

I 1673 flyttede den fyrstebiskoppelige familie ind i den nyopførte Residens – Slottet i Osnabrück. Sophie var med til at komme med ideer til slottets, da hun særligt i Frankrig havde besøgt mange slotte med tilhørende haver hvor hun kunne lade inspirationen få indflydelse på slottet. Hun tog særligt opgaven på sig at gestalte slotsparken. I 1679 besøgte hun sammen med hendes 13-årige datter Sophie Charlotte – også kaldt Figuelotte – hendes niece Liselotte i Paris og Versailles. Hun rejste incognito som Madame de Osnabruck; hvor hendes formål var at forsøge at få Figuelotte forlovet med den franske kronprins (Grand Dauphin), hvilket imidlertid faldt til jorden da faderen Ludvig XIV. havde besluttet sig for en anden kandidat.

Kort efter de vendte tilbage fra denne rejse i 1679 da døde Ernst Augusts ældre bror Johann Friedrich uden at efterlade sig nogle arvinger; det betød at Ernst August herefter kunne overtage titlen om Fyrstendømmet Calenberg. Familien drog herefter tilbage til Hannover, hvilket dog fik Sophie til at savne residensen i Osnabrück: Resten af mit liv vil jeg savne haven ved Slottet i Osnabrück; Min Have, mine blomster, mit hus, mine møbler: Jeg føler at disse glæder er blevet mig frarøvet. 

I 1692 modtog Ernst August niende Kur-værdighed efter fortjeneste fra Kejseren. Officielt var han Kurfyrste af Braunschweig-Lüneburg men i daglig tale kom det til at hedde sig at han var Kurfyrste af Hannover.

Sophies virke

Sophie rejste i årene 1664-65 på en større rejse til Italien. Under hendes “Grand Tour” havde hun samlet mange erfaringer, som siden skulle præge hendes virke i hendes Kurfyrstendømme. Hun var selv en dygtig håndværker og færdiggjorde talrige kunstværker, heriblandt alterduge; I 1691 skænkede hun en til Kloster Loccum, der stadig er bevaret.

Statue af Sophie Charlotte i Grosser Garten i Herrenhäuser Garten. Foto af wikipediabrugeren Padawane

Sophie tog sit nye hverv som Kurfyrstinde af Braunschweig-Lüneburg på sig ved at stå for udsmykningen af Hannovers sommerresidens Schloss Herrenhausen, mens hendes mand overvejende tilbragte tiden på Leineschloss i Hannover med hans elskerinde Elisabeth von Platen.

Grosse Garten ved slottet (idag del af Herrenhäuser Garten) der allerede var blevet anlagt af hendes svoger Johann Friedrich, fik hun ansvar for at bringe til forøget storhed fra og med 1680, hvilket hun fik hjælp af Henry Perronet, der allerede havde ydet hjælp i forbindelse med haveanlæggelsen i Osnabrück. Udover rejseindtrykkene fra de italienske og franske haver, da var den barokke nederlandske havekunst fra hendes barndom der var med til at inspirere hende. Derudover fik den berømte Hofbibliotekar, matematiker og filosof Gottfried Wilhelm Leibniz´ mange tanker også indflydelse på haven som “levendegjort filosofi”. Indtil hendes død i 1714 blev haven fire gange så stor.

På Neuen Rathaus i Hannover ses Kurfyrstinde Sophie von der Pfalz sætte en laurbærkrans på hovedet af Leibniz som anerkendelse af ham som et Universalgeni. Frit tilgængelig efter foto af wikipediabrugeren Bernd Schwabe in Hannover.

I Grossen Garten erindrer et mindesmærke om Sophie, der døde som 83-årig under en styrtregn i haven, hvor hun faldt om og døde. Hun blev bisat i Leineslottets kapel. Efter Anden Verdenskrig blev hendes sarkofag overflyttet til Welfenmausoleum i Berggarten i Herrenhausen.

I midten (tættest på) ses Slottet Herrenhausen og herfra den prægtige udsigt op igennem Grosser Garten. Sophie deltog særdeles aktivt i anlæggelsen af denne have. Billedet er fra et kobberstik fra 1708 og er frit tilgængeligt på wikipedia

Den Britiske Arv

I 1701 vedtog det engelske parlament loven Act of Settlement, der kun tillod fremtidige tronarvinger at være af protestantisk tro og altså udelukke katolikker fra at blive tronarvinger.

Sophie kom i betragtning da hun var datter af den engelske prinsesse Elisabeth og dermed kusine til den detroniserede katolske engelske konge James II. Stuart, hvilket bragte hende ind som næst i arvefølgen til den engelske trone efter James´ datter Anne Stuart, der i kraft af hendes protestantiske tro var eneste arvefølge til kongerigerne England og Skotland. Fra og med 1702 overtog Anne Stuart tronen. De mange mulige arveberettigede fra slægten Wittelsbach i Pfalz var alle enten døde eller konverteret til katolicisme, hvilket gjorde at kun Sophie – den yngste datter af den protestantiske Vinterkonge var tilbage til at komme i betragtning.

Sophie på et stik fra 1706 udført af John Smith. Frit tilgængeligt på wikipedia

Dronning Anne betragtede hendes slægtninge fra Hannover med mistænkelighed og afviste deres indrejse, enhver form for apanage eller retten til at erhverve sig et landsæde i Storbritannien. Hun havde foretrukket at tronfølgen havde været givet til hendes faders efterkommere fra hans andet ægteskab, men da disse også var katolikker kunne det ikke accepteres. Da det britiske monarki ikke var enevældigt måtte hun nødtvungent finde sig i parlamentets beslutning herom. Imidlertid blev det i samtiden ikke opfattet som et reelt problem, da Anne var hele 35 år yngre end Sophie, da var der ikke nogle der regnede med at Sophie skulle overtage tronen i England.

Kun 3 uger før Sophies død skrev hun i et brev til Leibniz – med tale på den helbredsmæssigt skrantende Anne – og med et nederlandsk ordsprog “Krakende Wagens gaan lang” der kan oversættes med at Skrantende vogne oftest kører langt. Havde Sophie levet blot 7 uger længere var hun blevet dronning af Storbritannien og Irland. Istedet besteg hendes søn Georg Ludwig, Kurfyrste af Braunschweig-Lüneburg den britiske trone som Georg I. og dermed den første konge af Huset Hannover. Den heraf følgende personalunion mellem Storbritannien og Hannover varede efterfølgende i 123 år – og indtil Dronning Victoria satte sig på tronen i 1837.

Loven Act of Settlement gælder stadig den dag idag. Det betyder at den britiske tronfølger også i fremtiden udelukkende kan være protestantiske efterkommere af Sophie von der Pfalz. Hun er ved lov sikret som den garanterede Stammoder til det britiske Kongehus.

Sophies børn

• Georg Ludwig (1660–1727), der fra 1714 var Kong Georg I. af Storbritannien
• Friedrich August (1661–1690), der faldt i krig mod tyrkerne
• Maximillian Wilhelm (1666–1726), der virkede som kejserlig feltmarskal
• Sophie Charlotte (1668–1705), der fra 1701 blev den første Dronning i Preussen og som slottet Charlottenburg i Berlin er opkaldt efter
• Karl Philipp (1669–1690), faldt i krig mod tyrkerne
• Christian Heinrich (1671–1703), druknet i Donau efter et felttog mod franskmændene
• Ernst August (1674-1728) Hertug af York og Albany, Biskop af Osnabrück

Slægtninge

De engelske aner til Sophie er allerede omtalt. Hendes moder var Elisabeth Stuart, der var datter af James I. af England/VI. af Skotland og Anne af Danmark, der var datter til Frederik II. og en søster til den danske konge Christian IV. Hendes moders farmor var den berømte Maria Stuart, der som bekendt blev henrettet af den engelske protestantiske dronning Elisabeth. Mens Sophies far var den berømte Vinterkonge Friedrich V. af Pfalz, der med sin støtte til de bøhmiske protestanter i 1618 var med til at få første fase af Trediveårskrigen til at bryde ud.

Print siden her