Weimars Historie

Weimars Historie

Se Seværdigheder i Weimar

Weimars historie strækker sig langt tilbage, hvor forhistoriske fund vidner om menneskelig aktivitet i området flere hundredetusinder år tilbage. Det er i middelalderen, at byens navn begynder at dukke op, og hvor den tildeles stadsrettigheder og bliver del af det mindre grevskab Weimar-Orlamünde. I 1552 bliver den residenshovedstad i det Ernstinske Sachsen – efter at Lutherbyen Wittenberg må opgives. Allerede det betød kunstnere som Lucas Cranach den Ældres ankomst til byen. Det er imidlertid perioden under Hertuginde Anna Amalia (1759-75) og hendes søn Carl August (1775-1817), der markerer byens guldalder og centrum for en tysk kulturel opblomstring, der havde en unik indflydelse på såvel romantikken, opblomstringen af tysk sprog og tankegods, hvilket ledte frem mod en tysk samling. Carl August var i 1816 den første tyske fyrste, som gav sine undersåtter en fri forfatning. I 1817 tillod han Wartburgdagene at foregå på sit territorium. Disse anses som milepæle henimod ideen om en tysk samling.  Perioden kaldes ofte Goethe og Schillers Weimar, men kunne hurtigt udvides med Herder og Wieland.  I midten af 1800-tallet oplevede byen en ny opblomstring, da man i 1842 ansatte Franz Liszt som hofdirektør for teatret, hvilket igen satte Weimar i centrum for tysk kultur. Byen lagde i 1919 ramme til den første grundlovsgivende forsamling, der havde valgt byens Nationalteater som parlament fremfor det urolige Berlin. Deraf opstod navnet Weimarrepublikkem på den tyske republik 1919-33. Weimar havde kraftige spændinger mellem forskellige retninger. Den ny arkitekturskole Bauhaus blev stiftet i byen i 1919, men forlod den i 1925, hvor byen var blevet en højborg for nazisterne. De første nazistiske toppolitikere blev valgt i Weimar. Udenfor byen var KZ-lejren Buchenwald i årene 1937-45. Byen blev hårdt bombet flere gange under 2. verdenskrig, men genopbygget efterfølgende. Weimar indtog også i årene under DDR en kulturel placering, hvor den var ansigtet udadtil for udefrakommende besøgende i DDR. Efter murens fald har byen fået flere dele optaget på UNESCO´s liste for verdenskulturarven.

Forhistorie

I Ehringsdorf, en bydel i det sydøstlige Weimar, fandt man i 1925 et skelet, det såkaldte “Ehringsdorfer Urmenneske”, der menes at have en alder på et sted mellem 200.000 og 250.000 år. Det handler om fossiler fra en kvinde, som aldersmæssigt var et sted mellem 20 og 30 år gammel. I det selvsamme stenbrud havde man allerede i 1908 fundet knogler.

I et tørveområde i Possendorf havde man i 1850 i 6 meters dybde fundet en stor ubenyttet kobberkedel, der flere gange havde været repareret. Rundt om kedlen fandt man 7 fade. Der lå også menneskelignende figurer med arme. Dertil kommer fundet af et menneskeligt skelet i en egemose. Kedlen dateres til at være fra det 4. til 1. århundrede før vor tidsregning. Man antager, at de mange gravfund har været del af en rituel begravelsesplads.

Middelalderens Weimar

De ældste benævnelser for Weimar går tilbage til året 899. Navnet menes at komme fra det gamle højtyske/gammelsaksiske ord wīh for “helligdom, tempel” og   mer, meri, der betyder sø eller hav, så navnet menes at betyde noget i retning af “Hellige Sø”. Tidligere overleveringer taler om „actum Wimares“ ([9.  årh..] 1150/65), „in Wimeri“ ([984] 1012/18), „de Wimari“ (1123/37), „Wymar“ (1506) og endelig „Weimar“ (1556).

I årene 946-1346 eksisterede grevskabet Weimar (senere som grevskabet Weimar-Orlamünde) som en selvstændig politisk enhed. Kejser Otto II nævner Burg Weimar 3.j uni 975 i forbindelse med en håndfæstning til Kloster Fulda. Dette regnes typisk for Weimars fødselsattest også, selvom der ikke hersker sikkerhed om, hvorvidt det rent faktisk er dagens Weimar. Det kunne lige såvel være byen Wechmar, der lå på den rejsevej, som Otto II havde benyttet. Såfremt der var tale om Weimar, har det under alle omstændigheder ikke været en borg, men kan maksimalt have været et forsvarsværk. Grev Wilhelm II af Weimar lykkedes det at holde tropper fra Kong Otto III ude i 984, og da ekkehardinerne hærgede i Thüringen, lykkedes man i at holde stand. Først i 1173/74 blev forsvarsværkerne brudt i Weimar, da ludovingerne overtog territorialmagten i Thüringen. Under alle omstændigheder blev der hurtigt opbygget et nyt forsvarsværk kendt som castrum Wimar.

Omkring år 1250 kan man for første gang tale om, at der var en decideret større bebyggelsen, som var opstået som følge af den beskyttelse, borgen havde givet dem. I årene 1245-49 blev bykirken opført, som siden blev viet til apostlene Peter og Paul. Den Tyske Ridderorden drev kirken fra 1284 og frem til Reformationen. Ordenen var en del ærkebispedømmet i Mainz og en af byens store jordbesiddere. Ridderordenen drev skolevæsenet og sygeplejen, hvor dagens Marstal/grevelige hestestald ligger.

Da ludovingerne uddøde som slægt i 1247, havde greverne af Weimar-Orlamünde svært ved at holde forsvaret fra de angribende Wettinere, der efter den Thüringsk-Hessiske arvefølgekrig havde overtaget store dele af Thüringen. Først måtte man sælge Orlamünde til huset Wettin, og efter nederlaget i Thüringer grevekrig i 1365 også afstå selve Weimar som len til wettinerne.

Weimar havde fået tildelt byrettigheder i 1410, og dermed havde byen samme retsstatus som de øvrige wettinske byer. Den havde præget mønter så langt tilbage som 1350 under greverne af Orlamünde og fra 1406 under Friedrich dem Friedfertigen (den fredelige) af Thüringen. Denne grundlagde i 1444 et møntprægningssted i byen. Byrettighederne sikrede et stort opsving for byen, men mange af de fine huse, der blev bygget, blev ødelagt i en altødelæggende bybrand i 1424. For at hjælpe byen til en hurtig genetablering gav man de wettinske fyrster endnu mere frihed, samt større skattefrihed. Man udbyggede det borganlæg, der efterhånden var udtjent. Der opstod en bymur i en dobbeltring, hvor afstanden var 8-10 meter, med hele ti tårne og 4 byporte. Resterne af denne bybefæstning finder man i dag i form af Kassetårnet på Goetheplatz.

Siden Sachsens deling i 1485 – den såkaldte Leipziger Deling – var Weimar en del af det Ernstinske Sachsen, og fra og med 1547, da Wittenberg blev indtaget af de katolske tropper, overtog Weimar status af hovedstad i det Ernstinske Sachsen.

Byplan over Weimar udført af Johannes Wolf i 1569. Taget fra wikipedia

I 1552 gjorde hertug Johann Friedrich der Großmütige (den storsindede) Weimar til hovedstad i hertugdømmet Sachsen-Weimar (senere Sachsen-Weimar-Eisenach). Det betød blandt andet, at Lucas Cranach den Ældre, boede sine sidste år i byen. Byen forblev hoved- og residensstad indtil 1918.

I 1628 døde hertug Johann Friedrich af Sachsen-Weimar dagen efter, at han angiveligt skulle have indgået en pagt med djævlen.

4. oktober 1653 fandt Weimarer Zwiebelmarkt (løgmarked) for første gang sted. Det var oprindeligt et marked for frugt og afgrøder, som i dag har udviklet sig til en årlig folkefest.

I årene 1756-63 hærgede 7-årskrigen det meste af det europæiske kontinent, og heller ikke Weimar gik fri af ødelæggelser. Slottet Falkenburg blev ødelagt.

Weimars guldalder

Under hertuginden Anna Amalias regentår, hvor hun regerede som formynder for sin endnu umyndige søn Carl August i årene 1759-75, tiltrak hun store kunstånder som Wieland, Goethe, Herder, Schiller, Falk og andre. Det var særlig musik, kundskab, litteratur og arkitektur, som blev omdrejningspunktet for Anna Amalia og hendes saloner.

Anna Amalia – var en nysgerrig sjæl og bød de store tænkere i tiden velkommen. Det skabte guldalderen i byen. Maleri fra wikipedia

I 1774 var protester fra byens befolkning med til at udløse den brand, der gjorde, at byens slot brændte ned til grunden.

Hendes søn Carl August fortsatte støtten til de højere kunstarter og gav friheder til de af sine undersåtter, som han selv troede på. Carl August så sig selv som tolerant og oplyst. Han var den første tyske monark, der i 1816 gav sin stat en forfatning. Året efter i 1817 tillod han tyske studenter at fejre Martin Luther og Reformationen med de store wartburgfester på sit territorium.

Weimars sølvalder

Den første storhedstid med Anna Amalia, Carl August, Goethe og Schiller nævnes ofte som den største tidsepoke for Weimar. Men i midten af 1800-tallet under storhertuginden Maria Pavlovna, hendes søn Carl Alexander og hans kone storhertuginde Sophie oplevede byen endnu en gang et kunstnerisk og kulturelt niveau, der gjorde den til centrum for kulturen i Tyskland. I 1842 blev Franz Liszt kapelmester, i 1849 ankom Richard Wagner til byen – efter han var blevet bortvist fra Dresden – til sin svigerfar og støtte, inden han fortsatte videre til Schweiz og lod Liszt uropføre Wagners store opera Lohengrin i Weimar.

Det var dog ikke kun musik, litteratur og dramatik, der var med til at forme denne tid. I 1860 grundlagde Carl Alexander den Storhertugelige Saksiske Kunstskole Weimar, hvor store kunstnere som Arnold Böcklin, Franz Lenbach og Reinhold Begas virkede. Deres realistiske kunstretning blev kendt som Weimar Malerskole i kunsthistorien. Derudover var Carl Alexander og hans kone også meget optaget af det klassiske Weimar: Det var på deres initiativ, at der blev rejst mindesmærker for Goethe, Schiller, Herder og Wieland samt et læsemuseum.

Kulturniveauet i byen smittede af på arbejderbevægelsen, der stiftede flere sangforeninger.

• 

  Schillers hus i Weimar

  

  Teateret som det tog sig ud omkring år 1900 med det berømte monument af Goethe og Schiller foran teateret.

  

  Franz Liszt´ hus i Weimar. Stik/foto taget fra wikipedia

  
  

Det ny Weimar

Carl Alexanders barnebarn Wilhelm Ernst forpligtede sig også på dannelse og kunst. Weimar blev i hans regeringsår centrum for moderne kunst. I 1910 blev den førnævnte kunstskole grundlagt under kunstuniversitet. I 1905 blev Weimars billedhuggerskole grundlagt af Adolf Brütt. I 1907 stiftede arkitekten Henry van de Velde den Storhertugelige-Saksiske Kunsthåndværksskole Weimar.

Allerede i 1846 var Weimar blevet koblet op på jernbanestrækningen Halle-Erfurt. I 1876 blev der lagt en jernbane til Gera, i 1887 til Rastenberg og Ilmdalbanen til Bad Berka. På trods af dette kom det ikke til den store industrielle udbygning i Weimar, som det skete i flere af de andre byer i Thüringen. Weimar forblev langt overvejende en forvaltnings- og residensby.

9. november 1918 abdicerede storhertug Wilhelm Ernst og drog med sin familie til Heinrichau (i dag det polske Henryków) i Niederschlesien.

Weimar Republikken

I 1919 valgte den nye tyske forsamling af parlamentarikere at bruge Weimars Tyske Nationalteater til at få skrevet en forfatning, som det ny tyske demokrati kunne basere sig på, efter at den tyske kejser Wilhelm II af Hohenzollern havde abdiceret. Grundet dette brugte man udtrykket Weimar Republikken om den følgende periode i Tyskland fra 1919 til 1933. Weimar blev delstatshovedstad i den ny delstat Thüringen 1. maj 1920. Den før omtalte Henry van de Velde stiftede i 1919 en ny kunstkole i Weimar, der blev kaldt Bauhaus.

Den tyske nationalforsamling trådte sammen i Weimar i 1919 for at skrive en forfatning. Den blev proklameret fra nationalteateret 11. august 1919. Foto fra wikipedia

Under det reaktionære Kapp-kup generalstrejkede hundredevis af arbejdere fra Weimar i  for at støtte den demokratiske republik. Arbejderne blev angrebet af de oprørske soldater, hvor 9 arbejdere blev dræbt. Efterfølgende rejste lederen af Bauhaus Walter Gropius et mindesmærke for de “faldne i marts” – hvilket direkte knyttede sig til ofrene fra revolutionen i 1848, som også fandt sted i denne måned.

I de første år efter 1. verdenskrig var Weimar stærkt splittet mellem det kulturbærende Weimar, publicisterne og gruppen rundt om personen Harry Graf Kessler, som havde været med til at etablere Bauhaus og på den anden side de folkenationalistiske under Adolf Bartels, der var med til at berede Adolf Hitler vejen til magten. De mange gadekampe og den stigende polarisering i byen medførte, at Bauhaus i 1925 flyttede fra Weimar og i stedet slog sig ned i Dessau ved Elben.

Bauhaus – en ny arkitektskole efter 1. verdenskrig –  blev stiftet i Weimar i 1919, men i 1925 var det politiske klima så betændt, at den flyttede til Dessau. Foto fra wikipedia

Bauhaus’  beslutning om at flytte ud af Weimar var også en erkendelse af, at Weimar havde udviklet sig til et centrum for konservative, nationalistiske strømninger, der ofte havde en stærk antidemokratisk kurs. Nazisterne eller NSDAP holdt i 1926 deres 2. partidag. Her grundlagde de 4. juli 1926 officielt deres ungdomsorganisation Hitlerjugend. Dette fandt sted i foreningslokalet Armbrust, hvor der i dag er en biograf. Der hang en mindeplade over dette, som blev fjernet i 1945. Nazisterne havde det ambivalent med byen, da den både var udtryk for den store tyske kulturtradition omkring Goethe og Schiller, som de sværmede for, samt også navnebærer til den af højrefløjen så forhadte Weimarrepublik. Nazisterne søgte at udluge betydningen af sidstnævnte. Adolf Hitler besøgte byen mere end 40 gange – og byen oplevede fremgang i form af erhvervsaktivitet forbundet til administration.

Byens industri var ikke særlig udbygget, men befolkningen voksede fra 1914 til 1937 fra 37.000 til 50.000. På trods af flere hårde kriser såsom hyperinflationen i 1923/24 og den verdensomspændende krise i 1929, formåede Weimar at balancere krisen. Konsekvenserne kom i form af arbejderuro og faldende turisttal i byen.

Udover at blive en højborg for konservatismen var byen også hjemsted for den evangeliske kirke.

Allerede i marts 1930 indtrådte Wilhelm Frick som indenrigs- og folkeuddannelsesminister i Thüringens delstatsregering – den første nazistiske minister i Tyskland. Dette bevirkede, at nazisterne var i stand til at infiltrere politiet og anden administration med nationalsocialister. Nazisterne øgede deres tilslutning i de kommende år, hvor de steg med stemmetal som 34,5% og 42,8%. Til sammenligning fik den stærke kommunistiske kandidat Ernst Thälmann kun 10,7 og i 1932 7 % af stemmerne. I august 1932 blev Thüringen det første sted i Tyskland, hvor NSDAP satte sig på magten med Fritz Sauckel som ministerpræsident/Gauleder i Thüringen.

Nationalsocialismen og 2.vverdenskrig

Forfølgelsen af politiske modstandere og humanistisk opposition begyndte dog først for alvor, efter at Adolf Hitler havde overtaget regeringsmagten i Tyskland i marts 1933. 1. april 1933 blev jødiske butikker boykottet, og 21. juni blev det nazistiske solhverv/ “Sankt Hans” markeret med en bogbrænding i bydelen Niedergrundstedt. Modstanderne af regimet blev fængslet og sendt i tugthus – i en af de første KZ-lejre, KZ Nohra og Bad Sulza, og fra 1937 i den stærkt udbyggede koncentrationslejr Buchenwald lige uden for Weimar.  Socialdemokrater og kommunister blev fængslet i højt antal, da de aktivt kæmpede imod nazisternes virke. Også gejstlige var i opposition til styret.

Dødsdommen blev afsagt i Folkeretsgården Tugthus Brandenburg, og efter Rigskrystalnatten 9.-10. november 1938 forlod talrige jøder byen for at emigrere. De tilbageværende blev i 1942 transporteret til de østlige udryddelseslejre. I Gestapos Central Marstall blev talrige tortureret og dræbt.  SS og Gestapo medtog sågar de sidste 149 fanger, der var indsat, og henrettede dem i skovområdet Webicht uden for Weimar. Byens sygehuse var ramme om tvangssterilisation som led i programmet “Euthanasie”, hvor såkaldte åndssvage skulle forhindres i at få børn. Utallige tvangsarbejdere fra KZ-Buchenwald døde i byen, hvor de arbejdede på flere af byens fabrikker under umenneskelige forhold.

Som Gau-hovedstad (var den middelalderlige inddeling, som nazisterne brugte for administrativt område) i Thüringen blev Weimar udstyret med militærindustri og kaserner til den tyske hær. En af de prominente rekrutter var den sidenhen kendte forfatter Wolfgang Borchert, der skrev stærkt antimilitaristisk.

Koncentrationslejren Buchenwald. En skamplet for byen. Mere end 56.000 mennesker mistede livet i lejren under 2. verdenskrig. Foto fra wikipedia

Weimars kulturelle betydning gjorde, at Hitler havde stor interesse for byen,  og han lod arkitekten Hermann Giesler udtænke nyetablering af visse dele af denne. Fritz Sauckel lod bydelen Asbachgrünzug  nedrive for at bygge et Gauforum. Overalt i byen finder man et væld af bygninger, der stammer fra årene 1933-45: bl.a. Hotel Elephant, Gauforum Weimar, Nietzsche-mindehallen, Rigslægehuset (i dag en del af Bauhaus universitetet) og Villa Sauckel.

I juli 1937 etablerede man en af de største koncentrationslejre på tysk grund: koncentrationslejren Buchenwald. Den lå lige nord for byen på Ettersberg. Indtil krigens afslutning sad mere end 250.000 fanger fra mere end 50 forskellige lande indespærret i den grufulde lejr. Omkring 56.000 af disse døde i lejren. Denne blev befriet af fangerne selv 11. april 1945, da fangerne vidste, at de amerikanske tropper var få timer fra at nå lejren, fordi de havde været i kontakt via radiosignaler.

Weimar blev bombarderet ved flere lejligheder under 2. verdenskrig – næsten udelukkende af amerikanske luftstyrker. De mest ødelæggende angreb var 9. og 27. februar samt 10. marts 1945, hvor det meste af den indre by blev ramt. 9. februar angreb ikke færre end 198 B-17-bombefly fra omkring 6000 meters højde, og her døde 460 beboere under disse angreb. Under hele 2. verdenskrig døde 1254 beboere i byen samt omkring 600 fanger fra KZ-Buchenwald. 325 bygninger blev totalt ødelagt og 210 stærkt ødelagt: bl.a. Herderkirken, Det Gule Slot, Jægerhuset, Tøjhuset, Wittumspalæet, Tempelherrehuset i Goetheparken, Kulissehuset på Teaterpladsen, Områdemuseet, Nationalteateret, Hofapoteket, Byhuset, Fyrsterkælderen m. restauranten til arveprinsen. Lettere beskadiget var også Goethes hus, Vulpiushusene, Schillers hus, Residensslottet, Goethes Havehus, Kirms-Krakow-Hus, Den saksiske Gård og Huset for den Tyske Ridderorden. Disse kulturelt værdifulde bygninger blev trods den almindelige mangel på alt stort set alle genopbygget kort efter 2. verdenskrigs afslutning.

Mindesmærker såsom det berømte mindesmærke over Goethe og Schiller foran Nationalteateret var blevet bragt i sikkerhed tidligere. Såkaldt bevægeligt kulturgods blev bragt i sikkerhed. Det drejede sig for det meste om museumsgenstande, der fandt sikkerhed på slotte i nærheden såsom Schloss Schwarzburg, Veste Wachsenburg ved Arnstadt og Dornburger slottene samt den statslige snedkerskole i Empfertshausen i Rhön. Dog blev en del kulturskatte stjålet af besættelsesmagterne efter krigen, især de amerikanske, men i særdeleshed de sovjetiske.

Weimar fra amerikansk til russisk besættelse

Weimar i 1963: Sankt Peter og Paulskirke forrest og kirketårnet fra Jakobskirken bagest. Foto fra wikipedia

Efter at amerikanske soldater 11.1945 havde befriet koncentrationslejren Buchenwald, besluttede den amerikanske administration i byen, at mere end 1000 borgere fra Weimar skulle besøge lejren, for at der ikke skulle være tvivl om det nazistiske regimes forbrydelser mod menneskeheden. I starten af juli 1945 trak de amerikanske tropper sig tilbage fra Thüringen, og i Weimar begyndte den sovjetiske besættelse.

Det sovjetiske hemmelige politi NKVD brugte KZ Buchenwald til et andet formål, der var umærkeligt lig dets oprindelige formål. 12. august 1945 tog de lejren i brug igen, denne gang med navnet Speziallager Nr. 2 Buchenwald. Indtil februar 1950 indsatte de mere end 28.000 politiske fanger, hvoraf mere end 7000 ikke overlevede.

Weimar forblev delstatshovedstad i de preussiske områder af Thüringen, i den del der havde været preussisk før 1945, samt for det forstørrede område, hvor man blev sammenlagt med Erfurt. Da de allierede med en kontrolrådsbeslutning i februar 1947 nedlagde Staten Preussen, gjorde man ved samme lejlighed Erfurt til hovedstad i delstaten Thüringen.

Under opstanden 17. juni 1953 strejkede omkring 3000 arbejdere fra VEB Mejetærskerfabrik i Weimar. De krævede en nedsættelse af arbejdsnormerne, og at regeringen skulle træde tilbage. Det lykkedes aldrig de demonstrerende at trænge ind i byen, da bevæbnede enheder fra politiet samt dele af den sovjetiske hær udstyret med maskingeværer foran fabriksporten forhindrede dem i at forlade fabriksområdet. Dagen efter havde den sovjetiske hær erklæret hele byen og området i undtagelsestilstand,og placeret sovjetiske tropper ved alle vigtige bygninger i byen. De strejkende krævede en løsladelse af de 17 ledere. Flere blev efterfølgende dømt til døden ved skueprocesser.

I DDR-tiden var Weimar en by, der blev brugt som en “smuk juvel”, man kunne tage frem og vise til udenlandske turister. Et andet kuriosum var, at byens overborgmesteriat i hele DDR-tiden var besat af CDU og ikke SED, men det var dog kun et spil for galleriet. Derudover blev det eneste mindesmærke i hele DDR for Albert Schweitzer grundlagt. Det var dog ikke kun et forsøg på at få DDR til at ligne romantikken, for der blev i samme periode også etableret lange kolonner af såkaldte Plattenbau i den vestlige del af byen.

I og omkring Thüringen befandt en af de stærkeste sovjetiske garnisoner sig.. I nabobyen Nohra var der stationeret kamphelikoptere.

I forbindelse med DDR´s fredelige revolution var forskellige oppositionelle grupperinger aktive i Weimar, særligt i de kirkelige miljøer. I foråret 1989 havde de fingerede kommunalvalg ført til protester, og præsten Erich Kranz stillede spørgsmålstegn ved processen og ville i samtale med de ansvarlige.

Erich Kranz kaldte til offentlig diskussion 4. oktober 1989 med bibelcitatet “søg, hvad der er bedst for byen”- Dette skulle have været i hans egen Jakobskirke, men da menneskemængden var så enorm, måtte man i stedet omdirigere folk mod bykirken Peter- og Paulskirken. 24. oktober 1989 var der dømt stordemonstration. Denne blev afholdt på tirsdage, måske for at adskille sig fra de allerede afholdte mandagsdemonstrationer i Sachsen. 31. oktober 1989 anslog man, at 15.000 deltog. Demonstrationen blev ført igennem byen og forbi statslige bygninger, også forbi Stasis central i Weimar. Demonstrationerne blev ført an af præster som Erich Kranz, Christoph Victor og aktivister fra de demokratiske Neues Forum. Snart efter blev der indført demokrati i DDR, man fik åbnet Stasis arkiver, og det kom til en genforening af Tyskland.

Samtidshistorie

5. november 1993 besluttede EU, at Weimar i 1999 skulle være europæisk kulturhovedstad. Det var mildest talt en udfordring, da byen Weimar i 1995 praktisk talt blev erklæret bankerot og som den første tyske kommune sat under økonomisk administration.

Weimars kulturhistoriske betydning over flere forskellige perioder blev flere gange sat på UNESCO´s liste over verdenskulturarven. I 1996 var det Bauhaus og dens steder i byerne Weimar og Dessau. Weimar fik specifikt 3 steder optaget som del af dette. Det drejede sig om kunsthåndværksskolen, hovedbygningen Bauhaus-Universität Weimar såvel som Haus Am Horn. I 1998 fulgte  optagelsen af ensemblet Det Klassiske Weimar  på UNESCO´s liste. Her drejede det sig om 11 forskellige steder i byen.

I 1999 oprettedes Kolleg Friedrich Nietzsche en stiftelse, hvor man støtter, at Weimar skal være en by for udveksling af filosofi, videnskab og kultur. I 2001 blev den litterære arv fra Goethe en del af UNESCO´s verdensdokumentationsarv.

I 2004 blev byen også universitetsby, da den tidligere Bauhaus Hochschule fik universitetsstatus. I såvel 2004 og igen i 2008 modtog Weimar guldmedalje for at være blandt byer, der var i stand til at lade blomster dekorere byen.

En af de mørkeste dage efter murens fald for Weimar var 2. september 2004. Om aftenen gik Herzogin Anna Amalia Biblioteket op i brand, og mere end 50.000 bøger brændte. Der blev ødelagt uvurderlige værker fra det 16. og op til det 20. århundrede. Man gik straks i gang med genopførelsen af biblioteket og redde de bøger, der stod til redde. 24. oktober 2007 kunne den tyske præsident Horst Köhler genåbne biblioteket.

Print siden her