Zwinger (Dresden)

Zwinger er bygningskompleks med tilhørende haveanlæg i Dresden. Komplekset opstod under ledelse af arkitekten Matthäus Daniel Pöppelmann og billedhuggeren Balthasar Permoser. Det er et samlet kunstværk af arkitektur, billedhugning og maleri og hører til blandt de vigtigste barokke bygningsværker. Sammen med Frauenkirche er det Dresdens mest betydningsfulde bygningsværk.

Navnet Zwinger stammer fra middelalderen, hvor det var betegnelsen for den del af et fæstningsværk, der lå imellem den ydre og indre fæstningsmur. Det fik dette navn på trods af, at området for længst havde mistet denne funktion, da byggeriet gik i gang.

Zwinger opstod fra og med 1709 som orangeri og have såvel som repræsentativt festområde ved siden af slottet i Dresden. De rigt udsmykkede pavilloner og de fornemme balustrader, figurer og vaser er vidnesbyrd om den pragt, som omgærdede Kurfyrsten Friedrich August I. – også kaldt “den Stærke” – og hele hans magtperiode. I den oprindelige byggeplan og tanke fra Kurfyrsten var Zwinger set som forgård til et nyt slot, der skulle ligge på den plads, som er imellem Zwinger og Elben. Derfor forblev den øvrige del af Zwinger mod floden stort set ubeboet – og midlertidigt afskærmet med en mur.  Planerne for et nyt slotsbyggeri gled imidlertid i baggrunden med August den Stærkes død i 1733. Da barokken ydermere gled i baggrunden som stilart,  mistede Zwinger sin betydning. Først mere end hundrede år derefter afsluttede arkitekten Gottfried Semper byggeriet mod Elben med Sempergalleriet.

Sempergalleriets åbning i 1855 var et af de vigtigste tyske museumsprojekter i det 19. århundrede, hvilket muliggjorde en udvidelse af museumskomplekset, der siden sin grundlæggelse havde været brugt til museum. Luftbombardementet på Dresden 13.-14. februar 1945 førte til omfattende ødelæggelser på museumsbyggeriet. Siden genopførelsen i 1950´erne og 1960´erne har Zwinger indeholdt de vigtige museumssamlinger: Gemäldegalerie Alter Meister – med Rafaels Sixtinske Madonna – den Matematisk-Physikalske Salon og Porcellænssamlingen. Den oprindelige funktion som orangerie, have og repræsentativt festområde er derimod trådt i baggrunden omend området i de seneste år igen oftere er blevet ramme om musik- og teaterforestillinger.

Zwingers beliggenhed

Zwinger ligger tæt på Elben og indtager et areal i den nordvestlige del af Dresdens indre gamle by i den historiske bykerne. Det ligger umiddelbart nabo til en lang række andre kendte seværdigheder som Dresdens Residensslot og Semperoperaen. Theaterplatz ligger mod nordøst, Sophienstrasse mod sydøst og Postplatz mod syd. Mod sydvest ligger Ostra-Allee og Strasse am Zwingerteich, mod nordvest, hvor af en del af det middelalderlige Zwinger – befæstningsareal ligger – er omdannet til park. Bygninger, der ligger ved siden af er Haus der Dresdner Kaufmannschaft mod vest, Schauspielhaus mod sydvest, Haus am Zwinger mod syd og Taschenbergpalais mod sydøst og vestfløjen af slottet med de historiske skatkamre Grünes Gewölbe mod øst og Altstädtische Hauptwache – Schinkels mesterværk i Dresden – mod nordøst, Semperoperaen mod nord og de tidligere stalde Marstall mod nordvest.

Zwingers historie

Begrebet Zwinger

Navnet Zwinger stammer fra Middelalderen, hvor det var en alment brugt betegnelse for den del af fæstningen, der lå imellem den indre og ydre fæstningsmur. Arkæologisk har man fundet frem til, at den første bymur opstod i den sidste fjerdedel af det 12. århundrede. I et dokument fra 1216 er borgerne i Dresden beskrevet som civitas – borgere – hvilket på det tidspunkt normalt ville betyde, at man boede indenfor et omsluttende fæstningsanlæg. Grundet Hussitterkrigene blev bybefæstningen forstærket i 1427 og fuldstændig omsluttet af endnu en mur – den ydre mur. Udbygningen begyndte tæt på Wilsdruffer Tor. Nogle steder blev den gamle grav fyldt op og forlagt. Det var her, at der opstod mellemrum imellem de forskellige mure – de blev ved den lejlighed kaldt Zwinger. De områder, der lå tæt slottet, udnyttede man til haveudsmykning. Det var her, at begrebet Zwingergarten opstod i området vest for slottet. Det specifikke haveområde har dog ændret sig flere gange i forbindelse med senere fæstningsudvidelser, hvilket forskellige kort også afslører. Det svarer dog i store træk til dagens område, som man kalder Zwinger.

I starten af det 18. århundrede, inden man påbegyndte byggerierne på området, svarede den yderste befæstning nogenlunde til området, hvor Kronentor kom til at ligge. På det tidspunkt havde man sløjfet den indre fæstning.

Tidlig bymæssig udvikling i det senere Zwinger- område

Indtil et pænt stykke ind i det 16. århundrede befandt det areal, der udgør dagens Zwingerkompleks, sig udenfor Dresdens bybefæstning. Fra og med 1569 begyndte bygmesteren Rocco Guerrini di Linari – der stammede fra området tæt ved Firenze – at omdanne området tæt ved Residensslottet betragteligt på ordre fra Kurfyrste August af Sachsen. Indtil 1572 udførte Linari en del arbejde, der blandt andet betød en forlægning af bifloden Weisseritz, således at den tangerede området, inden den mundede ud i Elben. Derefter foreslog Linari en plan for, hvordan vandet kunne integreres i området og for opførelsen af en yderligere bastion her. Vest for slottet opstod Bastion Luna. Det var det område, der var udgangspunkt for det senere barokke Zwingerbyggeri. Linari overdrog arbejdet til Paul Buchner og Andreas Hesse. Træmodellen, han gav dem for det arbejde, han ønskede de skulle udføre, udgør en del af samlingen på Grünes Gewölbe.

Anlæggelsen af Zwingergarten

De første skridt i retning af en Zwingergarten tog Kurfyrsten Moritz (1541-53), da han i 1549 ytrede ønske til sin hofgartner Nicolau Fuchs om et haveanlæg med udgangspunkt i Prags Slotshave. Kurfyrsten var i lighed med sin hustru Agnes kendt som grundlægger af Sachsens Haveanlæg. Hans havekendskab kan blandt andet dokumenteres i hans dekreter:

„…zur Verbesserung des Bodens im Zwingergarten und Baumgarten den Schlamm und die gute Erde aus dem See beim Jacobshospital in die Gärten des vesten Baues zu schaffen.“ (dansk: “…til forbedring af jorden i Zwingerhaven og ved frugttræerne, da må slammen fra den gode jord fra søen ved Jakobshospitalet bringes til haven ved fæstningen”). 

Moritz´efterfølgere som kurfyrster Christian I. (1586-91) og Christian II. (1591-1611) udviklede videre på haveanlægget på voldene og lod i Zwingergarten nye veje såvel som bede anlægge med stensætninger. Hoffets engagement i haveanlæggelsen under Kurfyrsten Johann Georg II.(1611-56) bidrog til kultivering af en lang række af frugtsorter. En krønikeskriver fra samtiden beskrev det således:

„…auch in dem sogenannten Zwinger-Garten, so hinter dem Churfürstlichen Residentz-Schlosse innerhalb der Fortification gelegen, vielerley Sorten Feygenbäume zu finden, worunter einige an dem Stamme eine völlige Mannesdicke halten, welche herrliche und überflüssige Früchte geben“.

(Dansk: “…også i den såkaldte Zwingergarten, bagved det kurfyrstelige Residensslot indenfor befæstningen, står der en lang række forskellige figentræer, hvoriblandt flere af træerne har en stamme på størrelse med en mand, hvilke herlige og overflødige frugter.).

August den Stærke anlægger bygningerne på Zwinger

August den Stærkes – officielt Friedrich August I. – regeringstid som kurfyrste (1694-1733) er forbundet med en intensiv udvikling af byggeriet i Dresden. Da August påbegyndte sin regeringstid, var Dresdens byggeri kendetegnet primært af byggeri i træ. I årene 1687-89 havde August været på dannelsesrejse rundt i Europa, hvor han var blevet inspireret af en lang række andre arkitektoniske indtryk, hvilket havde styrket ham i ideen om at give sin hjemby præg af de stilretninger, han havde set – særligt i Frankrig og Italien. Hans forkærlighed for arkitekturen i disse lande fik den betydning, at de kunstnere og planlæggere, han engagerede i sit byggeri i Dresden, var franskmænd og i særdeleshed italienere. Nogle af de væsentligste ændringer, August var med til at bibringe i bybilledet, var store repræsentative byggerier i sten og storstilede haveanlæg. Bybranden i 1701 styrkede ham i hans overbevisning om at udbygge byen – der dengang talte 30.000 indbyggere – til residens. Opførelsen af byggerierne på Zwinger havde stor opmærksomhed fra August den Stærke, da han her fik mulighed for at se de erfaringer, han havde gjort på sin rejse i sin hjemby.

De første konkrete tiltag til et nyt projekt opstod med det første projekt i 1701, hvor planen lignede et nyt slot med have og gård dertil. Det gamle orangeri samt Zwingergarten fremstod som utidssvarende og efterkom ikke hoffets selvbillede. Som barn havde kurfyrsten en del minder fra området, da han havde deltaget i hoffets komediespil, hvor han havde spillet tjener for en gartner. Den ældste bevarede plan for området stammer fra Hofarkitekt Marcus Conrad Dietze fra 1703. Planen viser her at omdanne området til en lysthave (tysk: Lustgarten) på en gammel bastion. Her menes ideen om at inddrage bastionen til en æresgård, hvor man kunne fejre festligheder.

Selve det barokke byggeri tog sin begyndelse i år 1709, da der på August den Stærkes opfordring opstod en træbygning flankeret af en halvrund festplads i området for dagens Theaterplatz. Træbygningen blev stående indtil 1714 og indtog funktionen som den festplads, som Zwinger siden ville få.

Arbejdet med buegalleriet, Nymfebadet og forbindelsesgangen – der siden blev til den matematisk-physikalske salon – begyndte i 1711. Den prestigefyldte opgave fik arkitekten Matthäus Daniel Pöppelmann og billedhuggeren Balthasar Permoser. Sidstnævnte havde yderligere dygtige billedhuggere engageret i form af Johann Benjamin Thomae, Paul Heermann, Johann Christian Kirchner, Johann Matthäus Oberschall og Johann Joachim Kretschmar fra Zittau.

Pöppelmann tog selv på en længere rejse rundt i Europa i 1710 for at forberede sig på byggeriet af Zwinger. Hans arkitekturstudier førte til sammenligning af arkitektur i europæiske byer som Prag, Wien, Firenze, Rom og Napoli. Kurfyrsten havde selv bestemt den 4. januar 1710:

„…daß der Landbaumeister Pöppelmann nachher nach Wien und Rom gehen soll um deren Orthen sich der itzigen Arth des Bauens sowohl an Palaesten, alß Gärthen zu ersehen, …“

Dansk: “…at bygansvarlig Pöppelmann herefter tager til Wien og Rom for at se de steder, hvor denne kunst i byggerier og palæer samt haver er at se…”

I Prag studerede han de barokbyggerier, som Christoph Dientzenhofer havde opført i form af Nikolajskirken i Mala Strana og Klosterkirken i Breunau.

I 1715 drog Pöppelmann til Frankrig i forbindelse med sine arkitekturstudier. Udover sit besøg ved Versailles besøgte han talrige andre steder, herunder parken ved Chateau du Saint-Cloud med vandspil udført af André Le Nôtre. Det var de samme vandspil, der også var i parken ved Versailles, hvor selvsamme Le Nôtre var øverste havearkitekt og en stor autoritet i samtiden. De indtryk, Pöppelmann fik på Marly-le-Roi, var ikke af uvæsentlig karakter. Dette gjaldt i særdeleshed de omfangsrige vandspil, som arkitekten Jules Hardouin-Mansart havde anlagt. På Pöppelmanns tilbagerejse gik rejsen igennem Nederlandene, hvor det blev til stop i Rotterdam, Delft, Leiden, Haarlem og Amsterdam. Ved Apeldoorn besøgte han Het Loo – slottet, hvor de hollandske statholdere holdt til – og den lange fløj med den pavillonagtige hjørnebygning har sammenlignelige strukturer med Zwinger.

Projekteringen af pavillonen ved volden skulle være afsluttet i 1715. Byggeriet var begyndt et år tidligere. I 1717 ønskede kurfyrsten, at arbejdet skulle fremskyndes, da hans søns bryllup nærmede sig. Der blev gjort store anstrengelser for at fuldende det fornemme byggeri af Zwinger til denne lejlighed. I 1719 nåede byggeriet af Zwinger en foreløbig afslutning. Brylluppet mellem kurfyrstens søn Friedrich August II. med Maria Josepha af Østrig krævede et festareal. Det nye bygningsværk kunne dermed tages i brug, og det ufuldendte blev givet midlertidig beklædning og dekoreret. Den 15. september 1719 fejrede det kurfyrstelige hof Fest der vier Elemente i Zwinger. Man fortsatte byggeriet frem til 1728.

De i første omgang opståede pavilloner og gallerier på voldsiden tjente som orangerier. Derefter blev fløjen på den sydlige side opført, og i 1722 byggede man østsiden. Nordsiden forblev ubebygget, da Kurfyrsten var i gang med at planlægge, at det hidtidige byggeri skulle føres sammen med en ny gårdhave, som skulle danne front på et nyt slot. For at lukke den ufuldendte side af opstod der i sommeren 1722 en arkadeagtig kulissevæg som midlertidig løsning.

Udsmykningen af det område på 204 x 116 meter, der befandt sig imellem bygningerne, blev for hoffets underhold udsmykket af August den Stærke med eksotiske planter og appelsintræer. Billedhuggere – såsom Balthasar Permoser – udhuggede skulpturer til forskønnelse af bygnignerne. I 1728 fandt komplekset sin foreløbige afslutning i Elbsandstein, og det bestod af Klokkespilspavillonen og af Buegalleriet for at nævne det vigtigste.

Pöppelmanns beskrivelse af bygningsværkets brug givet en indblik i tidsånden og i hoffets bestræbelser:

“Vorstellung und Beschreibung des von Sr. Königl. Majestät in Pohlen und Churfürstl. Durchlaucht zu Sachsen erbauten sogenannten Zwinger-Gartens-Gebäudes oder der Königl. Orangerie zu Dresden … gleichwie die alten Römer unter ihren andern erstaunenswerthen Bauanstalten auch dermaassen grosse Staats-, Pracht- und Lustgebäude aufzurichten pflegten, dass dieselben einen weiten Umkreis machten etc., ebenso ist auch dieses Gebäude des kgl. Zwingergartens dermaassen kunstreich angelegt, dass es alles Dasjenige in sich begreift, was in jenen römischen Erfindungen Prächtiges oder Nützliches vorgekommen, denn ausser den verschiedenen grossen Speise-, Spiel- und Tanzsälen, kleineren Zimmern, Bädern, Grotten, Bogenstellungen, Lust- oder Spaziergängen, Baum- und Säulenreihen, Gras- und Blumenbeeten, Wasserfällen, Lustplätzen und dem anstossenden prächtigen Opern- und Komödienhause, beschliesst das ganze Gebäude zusammen einen so ansehnlich länglich runden Platz, dass in demselben nicht nur die fast unzählbaren, des Winters in den Galerien verwahrten Bäume zur Sommerzeit bequemlich in schönster Ordnung ausgesetzt, sondern auch alle Arten öffentlicher Ritterspiele, Gepränge und andere Lustbarkeiten des Hofes angestellet werden”

Men den barokke del af Zwinger levnede ikke megen plads til havemæssig adspredelse, og havemæssige sysler havde ikke meget med repræsentative formål at gøre. Grundet dette lod Kurfyrsten den såkaldte Churfürstlichen Orangengarten opføre i 1728 med et stort orangeri. Dette bygningsværk fik siden et andet byggeri, hvor kunne de gartneriske opgaver kunne henlægges til. Bygningen blev også brugt til, at de mere sydlige planter kunne overvintre.

Zwinger mister anseelse og forfalder

Indtil Kurfyrste Friedrich August I. dør i år 1733 der vedblev Zwinger at have en ganske central betydning for hoffet i Dresden. Hans søn og efterfølger Friedrich August II. fik ganske naturligt fremlagt skitser til at fortsætte udvidelser af byggeriet. I 1737 fremlagde bygmesteren Zacharias Longuelune et storstilet projekt. Her blev en udbygning af Zwinger i retning af det område, hvor man i 1738 gik igang med at opføre den Katolske Hofkirche – planen var at der skulle være imponerende kongelige stalde. 

Byggeriet blev imidlertid aldrig sat igang og de generelle forhold i Europa havde også ændret sig og i 1740 brød der krig ud mellem Sachsens naboer mod nord og syd – Kejserriget Østrig og Preussen. Arkitektonisk havde stilen ændret sig fra barok til klassicisme og andre større byggeprojekter begyndte at få Kurfyrstens interesse på bekostning af Zwinger; såsom Moritzburg, Hubertusburg og det Japanske Palais. Grundet krig og et Polen som man fik stadig mindre indflydelse på, der blev de økonomiske forhold også dårligere. Dermed voksede der også en holdning frem om, at de enorme vandspil på Zwinger var en unødvendig udgift. Man tog hurtigt afsked med barokken, hvor den tyske kritiker Johann Joachim Winckelmann – der beundrede Antikken – ridsede Barokkens periode op som “Forrykt“. 

Det var meget illustrerende for hvor hurtigt at Zwinger mistede anseelse som væsentlig del af Residensen i Dresden, idet at Operamanden Pietro Mingotti i 1746 fik lov til at opføre et Skuespilshus i træ i Zwingers prægtige gård. Det åbnede med en opera af John Barclay 7.juli 1746 og brændte allerede ned til grunden i 1748. Fundamenterne fra dette byggeri blev først endeligt fjernet ved saneringsarbejde i 1929/30. 

Syvårskrigen der varede fra 1756 til 1763 hæmmede kraftigt udviklingen for Dresdens civilbefolkning. Krigshandlingerne medførte betragtelige skader til området, da de lå indenfor fæstningsanlægget. Dertil skal det lægges at besættelsestropperne de benyttede området til indkvartering og bygningerne som magasin. Efter at belejringen havde ødelagt store dele af byen, der opstod der igen i 1759 ønske om at færdiggøre Zwinger. Ønskerne var i modstrid til andre, der ønskede totalt at sløjfe hele fæstningsværket. Borgerskabet støttede en bevarelse af voldanlægget og en udbygning af forsvaret, mens det kurfyrstelige hof støttede en omlægning til mere forskønnelse i form af et større haveanlæg.  Med baggrund i denne diskussion lod man arkitekten Francois de Cuvilliés fra Bayern komme med et udkast – se nedenstående skitse. I denne plan blev der lagt op til en nedrivning af det nuværende slotsanlæg, for at gøre plads til et storstilet nybygget slot og et mere langstrakt havekompleks der ville række helt til Ostragehege og indføje en del nye vandspil. 

De nye planer fra såvel Pöppelmann, Longuelune og Cuvilliés om udvidelser og helt nye slotsanlæg forblev alle i skrivebordsskuffen. Det var først i perioden 1847-54 at Zwinger fik sin afslutning mod Elben, og dermed fik dagens indelukkede gård i form af Sempergalleriet. Det var den berømte arkitekt Gottfried Semper, der indledte byggeriet efter egne tegninger. Han flygtede imidlertid, da han var aktiv deltager i Majopstanden i Dresden 1849. Hans arbejde blev færdiggjort af Karl Moritz Haenel. 

Vedligehold og udvidelser i det 19.århundrede

Artikel er cirka halvfærdig. 30.oktober 2018

Print siden her