Flensborg Kabinettet/Dönitzregeringen 21.April-23.maj 1945
En regering, der stod for den betingelsesløse kapitulation i maj 1945. Regeringen stod under ledelse af Storadmiral Karl Dönitz, først som substitut for Adolf Hitler og efter dennes selvmord som egentlig leder af denne midlertidige regering. Udover kapitulationen var dens vigtigste bedrifter at nedlægge NSDAP, SS og Gestapo som organisationer.
Marineskolen Mürwik i Flensborg var sæde for Dönitz regering. Foto wikipedia
På Adolf Hitlers 56-årige fødselsdag 20. april 1945 havde den tyske leder besluttet, at hovedparten af de ledende nazister skulle tage til Holstensk Schweiz, og dikterede dem at fortsætte krigen med alle stående midler, mens han selv ville blive tilbage og dø i sin rede sammen med sine to mest fortrolige Joseph Goebbels og Martin Bormann. Lederen af regeringen i Slesvig-Holsten skulle være Storadmiral Karl Dönitz.
Schleswig-Holstein var blevet valgt, da kamphandlingerne i dette område hidtil havde været af begrænset karakter og med udsigt til, at det ville blive briterne, der ville komme først til området. Den nye erstatningsregering trådte sammen flere steder i området, først i baraklejren Forelle ved Suhrer See lige uden for Plön, og med slottet i Pløn som mulig kommandocentral derefter, på Amtsrådhuset i Eutin, hvorfra den også udnævnte sig selv med hjemmel i Hitlers udnævnelse. Fra 2. maj residerede man i Flensborg på Marineskolen i Mürwik, heraf navnet på regeringen.
Legitimiteten af regeringen var usikker, men da mange greb efter magten i det næsten besejrede Nazistiske Tyskland, valgte de allierede at tage dem seriøst som forhandlingspartnere. Alternativt forsøgte Heinrich Himmler i denne periode at forhandle en betinget fred på plads, da han 23 .april mødtes med den svenske topdiplomat Folke Bernadotte, hvor Himmlers forslag var, at USA og Storbritannien kunne vende våbnene mod Sovjetunionen med tysk hjælp. Forslaget blev afvist prompte. Himmler flygtede derefter til Bad Bramstedt, hvorefter han 5. maj meldte sig på politipræsidiet i Flensborg og erklærede, at Gestapo var ophørt med at eksistere.
Dönitz havde 2. maj 1945 beordret, at Hamborg ikke skulle forsvares militært, hvorefter generalfeltmarskal Ernst Busch trak sine tropper op til Kollerup på halvøen Angeln tæt på Flensborg. Dönitz sendte en delegation af officerer med forhandlingsmandat til den britiske general Miles Dempsey. De forhandlede 3. maj i Villa Möllering i Häcklingen syd for Lüneburg, hvilket banede vejen for, at den første betingelsesløse kapitulation kunne underskrives 4. maj om aftenen af den britiske øverstkommanderende Bernard Montgomery og den tyske officer Hans-Georg von Friedeburg i Timeloberg sydøst for Lüneburg. Det blev offentliggjort 5. maj om morgenen klokken 8.00: Tropperne i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har betingelsesløst overgivet sig, i Danmark kendt som frihedsbudskabet.
6. maj beordrede Dönitz, at NSDAP og SS var ophørt med at eksistere, og at Himmler såvel som Rosenberg ikke længere kunne beholde deres titler. Det samme gjaldt den lokale Gauleder Hinrich Lohse. De allierede besatte den lokale lufthavn Schäferhausen, således at flugtmuligheden blev endnu mere begrænset. 7. maj underskrev generalfeltmarskal Alfred Jodl en betingelsesløs kapitulation på hele vestfronten med en underskrift i Reims, og 8. maj underskrev Wilhelm Keitel i det sovjetiske hovedkvarter i Berlin-Karlshorst den betingelsesløse kapitulation for de resterende tyske tropper. Dermed var Anden Verdenskrig bragt til ophør i Europa.
Trods afslutningen på krigen fortsatte regeringen indtil 23. maj. Ikke alle dens forordninger gik i retning af samarbejde med de allierede. Eksempelvis beordrede Dönitz den 7. maj, at hilsenen Heil Hitler skulle vedblive at være den tyske værnemagts hilseform, og han opfordrede til kamp mod bolsjevismen i et Flensborg, der var præget af et almægtigt kaos med britiske bombetogter og af såvel tyske flygtninge østfra som koncentrationslejrfanger fra Ravensbrück og Neuengamme. 10. maj blev det tyske rigsflag taget ned fra marineskolen i Mürwik. Det lykkedes for mange ledende topnazister at skifte deres uniform ud og forsvinde, bl.a. Heinrich Himmler (Himmler begik selvmord i Lüneburg 23. maj). 13. maj blev Flensborg besat af allierede tropper. 18. maj lykkedes det at fængsle chefideolog Alfred Rosenberg på et lazaret i Flensborg. 19. maj landede en delegation fra USA med den senere udenrigsminister Ball, som skulle forhøre Albert Speer, der var indkvarteret på Slottet Glücksborg. Den 23. maj ophævede de allierede regeringen ved at fængsle Dönitz, Jodl og Friedeburg, der derefter fungerede som krigsfanger.
Regeringens medlemmer var Heinrich Backe (ernæringsminister), Leonard Conti (sundhedstilførende), Julius Heinrich Dorpmüller (trafikminister), Alfred Rosenberg (minister for de besatte østområder), Bernhard Rust (opdragelsesminister), Franz Seldte (arbejdsminister), Albert Speer (rustningsminister), Otto Georg Thierack (justitsminister), Lutz Schwerin von Krosigk (finans- og udenrigsminister), Otto Meisner (rigsminister) samt de tre feltmarskaller Fedor von Bock, Walther von Brauchitsch og Erich von Manstein.
Anders siger: Disse sidste dage af krigen er et vigtigt kapitel for bl.a. den danske befrielse. Hvis du vil kombinere steder og historie, er nogle af de steder, der er omtalt i artiklen væsentlige. I 2014 fik jeg en rundvisning på Marineskolen; det kan kraftigt anbefales, en glimrende og spændende fortælling om den daglige drift, om Wilhelmstiden og dagens marinemæssige virke. Omtalen af krigens sidste dage fyldte cirka 1½ minut, og var tydeligvis præget af at omviseren, ville videre i teksten. Tiden er til en vis grad også omtalt på det Tysk-Russiske Museum i Berlin-Karlshorst. Timeloberg på Lüneburger Heide er spækket med museer om meget andet godt, blot ikke om traktaten, hvor von Friedeburg og Montgomery skrev under.
