Fordrivelse og flugt af tyskere 1944-50

Igennem den sidste del af Anden Verdenskrig og i årene efter krigen blev tyskere fordrevet eller flygtede fra en række lande i Øst-, og Centraleuropa og flygtede mod det tilbageværende tyske område i enten Tyskland eller Østrig. Efterkrigstidens fordrivelse af tyskere dannede basis for en større geopolitisk og etnisk ommøblering af Østeuropa efter krigen, der gik efter at skabe mere etnisk homogene nationer med veldefinerede grænser.

I årene fra 1944 til 1948 blev omkring 31 millioner mennesker – hvilket både inkluderede etniske tyskere (Volksdeutsche) såvel som tyske statsborgere (Reichsdeutsche) blev permanent eller midlertidigt flyttet rundt i Central og Østeuropa. Omkring år 1950 var omkring 12 millioner tyskere flygtet eller var blevet fordrevet fra Øst-, og Centraleuropa indtil det allierede besatte Tyskland og Østrig. Den Vesttyske Regering sammenfattede antallet til samlet at være 14.6 millioner indbyggere, der inkluderede 1 million etniske tyskere der bosatte sig territorier som det Nazistiske Tredje Rige havde erobret under Anden Verdenskrig – den vesttyske regering medtalte også etniske immigranter til Tyskland der var født af fordrevne forældre. Det største antal kom fra de tyske territorier der blev til Polen og Sovjetunionen (primært Pommern, Schlesien og Østpreussen) hvor omkring 7 millioner blev fordrevet og fra Tjekkoslovakiet (Sudeterlandet) med 3 millioner.

Områderne omfattede tidligere tyske territorier der efterfølgende blev annekteret af Polen og Sovjetunionen efter krigen, men også tyskere der boede inden udenfor Tyskland allerede før krigen i lande som Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Jugoslavien og de Baltiske Lande. Nazisterne havde lavet planer der gik ud på noget af det samme blot med omvendt fortegn, hvor de i visse områder havde tænkt sig at fjerne den slaviske og jødiske befolkning og erstatte dem med tyskere.

Dødstallet for de fordrevne og flygtede opgøres i laveste antal mellem 500.000 og 600.000 og i de højeste beregninger på mellem 2 og 2.5 millioner.

Tyskerne blev fjernet i tre overlappende faser; den første var organiseret af den Nazistiske regering der gik ud på at evakuere de etniske tyskere for at skærme dem mod den fremrykkende Røde Hær – den foregik fra midten af 1944 til starten af 1945. Den anden fase var en mere uorganiseret flugt af etniske tyskere, der fulgte i forlængelse af den tyske hærs militære nederlag. Den tredje fase var en mere organiseret fordrivelse der fulgte de allierede lederes Potsdamaftale, der redefinerede de centraleuropæiske grænser, hvor det blev godkendt at fordrive tyskerne fra Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Mange civile tyskere blev sendt til Internerings-, og Arbejdslejre hvor tyskerne blev tvunget til tvangsarbejde som del af tyske krigsskadeserstatning til lande i Østeuropa. Den overvejende del af tvangsfordrivelserne var gennemført i 1950. Man vurderer at det samlede antal mennesker med tyske rødder der stadig levede i Øst-, og Centraleuropa i 1950 var mellem 700.000 og 2.7 millioner.

Baggrunden for fordrivelserne

Før Anden Verdenskrig kunne man ikke opdele Øst-, og Centraleuropa i skarpt opdelte etniske områder. Der var områder der havde en klar etnisk majoritet, men der var også mange blandede områder med små lommer af forskellige etniske grupper. Indenfor de områder med mangfoldig etnicitet – der i særdeleshed gjaldt de større byer i Øst-, og Centraleuropa – havde man i århundredere levet side om side – dog ikke altid harmonist – på alle samfundsmæssige og økonomiske niveauer.

Da nationalismen i det 19.århundrede brød frem, da begyndte de forskellige borgeres etniske og nationale tilhørsforhold at blive sammenkædet med territoriale krav; med selvbilledet og identiteten hos stater og påstande om etnisk overlegenhed. I det Tyske Kejserrige begyndte man at foretage sig etnisk baserede bosættelser i forsøget på at fastholde den territoriale integritet i områder med få tysksprogede. De var samtidig også den første moderne europæiske stat der foreslog befolkningsudskiftning som et middel til at løse nationale konflikter. Under Første Verdenskrig arbejdede man med planen Polnische Grenzstreifen hvor det var intentionen at skabe en bufferzone mellem Tyskland og Polen, hvor etniske polakker skulle erstattes af etnisk kristne tyskere.

Efter Første Verdenskrig kollapsede de fire store Kejserriger i Øst- og Centraleuropa: Østrig-Ungarn, det Russiske Tsardømme, det Tyske Kejserrige og det Osmanniske Rige. Versaillestraktaten der afsluttede krigen dikterede at der skulle dannes en lang række uafhængige stater i området. Der var ingen af de nye stater der var etnisk homogene. Efter 1919 emigrerede mange etniske tyskere fra de nye stater – og tidligere kejserlige områder – tilbage til Tyskland eller Østrig efter at have mistet deres hidtidige privilegier. I 1919 blev tyskere pludselig nationale mindretal i Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Jugoslavien og Rumænien. I de følgende år var blandt andet den nazistiske ideologi med til at opfordre mindretallene til at kræve lokalt selvstyre. Den Nazistiske propaganda hævdede at tyskerne var ofre for undertrykkelse. Rundt i Østeuropa fik nazisterne stor støtte – I Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet dannede Konrad Henlein et stærkt nazistisk hjemstavnsparti. I Polen var det Deutscher Volksverband og Jungdeutsche Partei. I Ungarn var det Volksbund der Deutschen in Ungarn – og støttet af lokale nazister og blev støttet af det tyske udenrigsministerium. I 1939 levede mere end halvdelen af tyskere i Polen udenfor de tidligere tyske territorier grundet forbedrede økonomiske muligheder.

Undersøgelse fra 1958 om antallet af etniske tyskere

Kommentarer til følgende tabel

• Ifølge nationale opgørelser var antallet af tyskere i procent af den overordnede befolkning følgende: Polen: 2.3% – Tjekkoslovakiet: 22.3% – Ungarn: 5.5% – Rumænien: 4.1% og Jugoslavien: 3.6%.
• Polen skelnede mellem 939.000 der kun var tysksprogede og 432.000 der var bi-linguale og altså både snakkede tysk og polsk.
• Statistikken medtog også Olsaland i Tjekkisk Schlesien hvor der både omkring 60.000 tysktalende, der var del af Tjekkoslovakiet i 1931 men del af Polen i 1939 – efter at Polen havde annekteret området efter München Aftalen.
• En vesttysk analyse af Deutsche Volksliste af Alfred Bohmann satte antallet af polske nationale i polske områder som nazisterne annekterede og som identificerede sig som tyske til at være 709.000 med yderligere 1.846.000 polakker der ansås som kandidater til at kunne blive germaniseret. Dertil kom 63.000 Folketyskere (Volksdeutsche) i General Gouvernementet.
• Derudover var der på listen også en opgørelse over tysktalende jøder i landene: Polen: 7.000 – Tjekkiet: 75.000 – Ungarn: 10.000 – Jugoslavien: 10.000.

Print siden her