Normandiet

Normandiet er en af Frankrigs 18 regioner, der overvejende svarer til det historiske Hertugdømme Normandiet.

Normandiet er delt i 5 administrative departementer: Calvados, Eure, Manche, Orne og Seine-Maritime. Det er på 30.627 kvadratkilometer, hvilket er 5% af Fastlandsfrankrig. Ligeledes bor her 3.37 millioner indbyggere svarende til omkring 5% af den franske befolkning. Indbyggerne i Normandiet er kendt som normannere, og regionen er også det historiske hjemmeområde for det normanniske sprog.

Den historiske region Normandiet udgjorde dagens region Normandiet såvel som dele af departementerne Mayenne og Sarthe. Kanaløerne (fransk: Îles Anglo-Normandes) er historisk en del af Normandiet, hvor de to af øerne – Guernsey og Jersey – er britiske kronkolonier med Dronning Elizabeth II. som regent med titlen Hertug af Normandiet.

Normandiets navn stammer fra bosættelser i området fra overvejende danske og norske vikinger – nordboere – i det 9. århundrede, hvilket blev formaliseret i en traktat i det 10. århundrede mellem Kong Charles III. den Simple og Vikingejarlen Rollo. I et århundrede i forlængelse af den Normanniske erobring af England i 1066 var Normandiet og England forbundet af normanniske og frankiske herskere.

Normandiets Historie

Den tidligste normanniske historie strækker sig tilbage til hulemalerier, der viser at regionen var befolket i forhistorisk tid.

Keltere – også kendt som Belgae og Gallere – invaderede Normandiet i efterfølgende angrebsbølger fra det 4. til det 3.århundrede før vor tidsregning. Da Julius Cæsar invaderede Gallien levede der 9 forskellige stammer i Normandiet. Romaniseringen af Normandiet skete på de sædvanlige faconer; Romerske veje og en urbaniseringspolitik. Der er kendskab til romerske villaer i Normandiet.

I det sene 3.århundrede rystede barbariske angreb Normandiet. Kystområderne blev angrebet af saksiske pirater. Det var også i denne periode at kristendommen ankom til området. I 406 begyndte germanske stammer at invadere østfra, mens sakserne undertvang sig kysten. Så tidligt som år 487 var området mellem Floderne Somme og Loire under kontrol af den frankiske herre Clovis.

Allerede i år 841 løb en vikingeflåde ind af udmundingsområdet ved Seinen, hvor det efterfølgende blev til utallige vikingeangreb på det frankiske rige. Efter at have angrebet og ødelagt klostre – blandt andet det i Jumiéges, der udnyttede vikingerne magttomrummet der opstod efter opløsningen af Karl den Stores Imperium og overtog magten i Nordfrankrig. Hertugdømmet Normandiet blev skabt af vikingelederen Hrólfr Ragnvaldsson, eller Rollo. Rollo havde belejret Paris men fik tildelt Normandiet i 911 af Kongerne af det Vestfrankiske Rige, Karl den Enfoldige ved Traktaten ved Saint-Clair-sur-Epte. I bytte for hans titel og troskab, der fik Rollo tildelt alle de territorier som vikingerne tidligere havde erobret. Navnet Normandiet er afledt af “Norman” for nordmænd eller som det hedder på norsk nordmann. Efterkommerne til Rollo og hans følgere tog det Gallo-romerske sprog til sig og giftede sig med de Gallo-romerske beboere. Det blev til det normanniske sprog – der er en blanding af normannisk, frankisk, keltisk og romersk.

Rollos efterkommer Vilhelm blev konge af England i 1066 efter at have besejret Harold Godwinson – den sidste angelsaksiske konge – i Slaget ved Hastings, men beholdt overherredømmet over Normandiet for ham selv og hans efterkommere.

Den Normanniske Ekspansion

Udover erobringen af England i 1066 og de efterfølgende underkastelse af Wales og Irland der bevægede Normannerne sig også ind i andre områder. Normanniske familier som Tancred of Hauteville, Rainuld Drengot og Guimond de Moulins spillede betydelige roller i erobringen af Syditalien og Korstogene.

Drengot-slægten samt Hauteville´s sønner Wilhelm Jernarm, Drogo, Humphrey, Robert Guiscard og Roger I. af Sicilien blev ved med at underlægge sig territorium i Syditalien indtil de grundlagde Kongeriget Sicilien i 1130. De sikrede sig ligeledes land til deres efterfølgere i Korsridderstaterne i Lilleasien og det Hellige Land.

Jean de Béthencourt etablerede et kongerige på de Kanariske Øer i 1404. Han fik titlen Konge af de Kanariske Øer fra Pave Innocent VII, men anerkendte klogeligt Henrik III af Kastillien som hans hersker, idet at denne havde støttet ham under hans erobring af øerne.

Normandiet fra det 13.-17.århundrede

I 1204 under Kong John af Lackland, da blev det kontinentale Normandiet erobret fra England af den franske konge Filip II. Kanaløerne der oprindeligt også var normanniske forblev britiske. I 1259 anerkendte den britiske konge Henrik III. fransk overhøjhed over Normandiet, der blev slået fast i Paris-traktaten. Hans efterfølgere opgav imidlertid ikke at etablere kontrollen over deres oprindelige hertugdømme.

I 1315 gav den franske konge Ludvig X af Frankrig Normandiet dette frihedsbrev, der garanterede en lang række privilegier og friheder på linje med det Magna Carta, der var kommet i England præcis 100 år tidligere i 1215. Brevet blev genbekræftet i 1339.

Under Hundredårskrigen blev Fransk Normandiet besat af engelske styrker fra 1345-60 og igen 1415-50. Krigen var ualmindelig hård ved Normandiet der mistede tre-fjerdedele af deres befolkning under krigen. Rigdom og velstand vendte tilbage i lidt over hundrede år indtil religionskrigene i Frankrig 1562-98 hvor en lang række af normanniske byer tilsluttede sig Reformationen. Eksempelvis Alencon, Rouen, Caen, Coutances og Bayeux, hvilket førte til mange kampe i området. På Kanaløerne tog man indledningsvis Calvinismen til sig, den blev dog undertrykt da man i forbindelse med den Engelske Borgerkrig (1639-53) tvangsindførte Anglikansk tro.

I forbindelse med krigene begyndte mange at emigrere. I 1604 forlod Samuel de Champlain havnen i Honfleur og fandt den franske koloni Acadia i dagens Canada. Fire år senere grundlagde han byen Québec City. Fra da og fremad var Normannerne en del af koloniseringen af Nordamerika. De fortsatte med at udforske den Ny Verden: René-Robert Cavelier de La Salle rejste rundt i områderne ved de Store Søer og derefter til Mississippi-floden. Pierre Le Moyne d´Iberville og hans bror Lemoyne de Bienville grundlagde Louisiana, Biloxi, Mobile og New Orleans. De territorier der lå mellem Québec og Mississippi-Deltaet åbnede således at Canada og Louisiana kunne etableres. Normanniske bosættere udgjorde en betragtelig andel af Ny Frankrig i områderne Acadia, Canada og Louisiana.

Forbindelserne mellem Frankrig og den Ny Verden var betragtelige, det gælder også i den henseende at de to havne Honfleur og Le Havre var nogle af de største slavehavne i datiden.

Normandiet i moderne historie

Landbrug forblev at være en vigtig industri, men en lang række supplerende industrier voksede frem i 1700 og 1800-tallet, det gjaldt vævning, støberier, sukker-raffinering, keramik og skibsværft-arbejde.

I løbet af 1780´erne blev Normandiet ramt af den økonomiske krise der prægede Ancien Régime hvilket var med til at lede frem mod den Franske Revolution. Dårlige høstudbytte, teknisk fremskridt og Eden-aftalen i 1786 der fjernede indkomsten fra toldafgifter ramte provinsens økonomi særdeles hårdt. Da der ydermere blev lagt hårde skatter på befolkningen opnåede revolutionen også her stor støtte. En direkte konsekvens af revolutionen var at provinsen blev delt op i 5 departementer.

Det franske kongehus blev væltet, en proces der blev støttet af Girondinerne, da disse imidlertid ønskede en mere moderat linje opstod Jakobinerne. Overgangen mellem disse fik en direkte anledning da den normanniske kvinde Charlotte Corday, der støttede Girondinerne, hun myrdede Jean-Paul Marat – den ledende stemme blandt Jakobinerne den 13.juli 1793. Corday blev henrettet og det blev starten på det blodigste år i fransk historie Robespierres voldsregimente 1793-94. Den efterfølgende tid med Napoleon som hersker satte gang i krigsproduktionen, hvilket førte til en kraftig forøget tekstilproduktion og efter krigene til produktion af toge i området.

De mange politiske omvæltninger som Frankrig blev præget af i det 19.århundrede påvirkede dog landsdelen langsomt og kun i mindre grad end mange andre dele af landet. Den mest varige udvikling var badeturismen, der vandt frem efter Napoleonskrigene hvor Normandiet var et yndet mål.

Under Anden Verdenskrig blev det kontinentale Normandiet del af det tysk-besatte Frankrig efter våbenhvilen 22.juni 1940. Kanaløerne blev besat af tyske tropper mellem 30.juni 1940 og 9.maj 1945. Den 19.August 1942 forsøgte canadiske tropper en landgang i byen Dieppe i det nordlige Normandiet, hvilket blev en stor fiasko (se landgangen ved Dieppe).

De Allierede – i særdeleshed Storbritannien, USA, Canada og de Frie Franske – lancerede en ny og langt større invasion af Normandiet i 1944. Der var tale om den hidtil største opbygning af tropper og forsyningslinjer i historien, da tropperne gik i land på D-Dag 6.juni 1944 og satte gang i Operation Overlord. Tyskerne havde gravet sig ned i beskyttede stillinger over strandene. Normanniske byer som Caen, Cherbourg, Carentan, Falaise med flere oplevede mange tab og ødelæggelser under Slaget om Normandiet, der fortsatte indtil man havde lukket den såkaldte Falaise-lomme mellem Chambois og Mont Ormel. Derefter fulgte befrielsen af Le Havre. Begivenhederne i Normandiet var et vendepunkt under krigen og førte til genetableringen af Franske Republik.

Den resterende del af Normandiet i form af Kanal-øerne blev befriet 9.maj 1945 ved krigens afslutning.

I perioden mellem 1956 og 2015 delte man Normandiet i to administrative regioner Nedre Normandiet (Basse-Normandiet) og Øvre Normandiet (Haute-Normandie), der igen blev samlet i en stor region 1.januar 2016. De består af departementerne; Seine-Maritime, Eure begge i Haute-Normandie mens de tre resterende ligger i Basse-Normandie: Orne, Calvados og Manche.

Print siden her