Operation Overlord

Operation Overlord var kodenavn for Slaget om Normandiet og den operation, som de allierede under 2. verdenskrig iværksatte succesfuldt for at invadere Vesteuropa, der var besat af det tyske nazistiske Tredje Rige under Anden verdenskrig. Det åbnede på ny Vestfronten i krigen, som ellers havde været præget af stilstand siden 1940.  Operationen blev sat i gang den 6. juni 1944 med landgangen i Normandiet – Operation Neptune, der i daglig tale kendes som D-Dag. Mere end 1.200 fly forberedte det stort anlagte angreb, som involverede mere end 5.000 skibe. Mere end 160.000 tropper krydsede den Engelske Kanal den 6. juni og mere end 2 millioner tropper befandt sig i Frankrig i slutningen af august 1944. 

Beslutningen om at foretage en invasion i 1944, der indbefattede at krydse kanalen, blev taget på den tredje konference i Washington i maj 1943. General Dwight D. Eisenhower blev udpeget som øverste chef for Supreme Headquarters Allied Expedionary Force (SHAEF) og general Bernard Montgomery blev udpeget til kommandør for 21st Army Group, der omfattede alle landtropperne under invasionen. Normandiets kyst i det nordvestlige Frankrig blev valgt som det sted, hvor invasionen skulle foregå, og hvor amerikanerne fik ansvar for strandene med kodenavnene Utah og Omaha, briterne fik ansvar for strandene Sword og Gold, mens canadierne fik stranden Juno. 

For at møde de forventede udfordringer ved at lande på strandene i Normandiet opfandt man en særlig teknologi, hvilket blandt andet gjaldt de særlige Mulberry-havne samt de specialiserede kampvogne kaldt Hobart´s Funnies. I månederne, der ledte op til invasionen, benyttede de allierede sig af en massiv militær misinformation, der blev kaldt Operation Bodyguard, hvor man gjorde brug af både elektronisk og visuel misinformation. Det forvirrede tyskerne om såvel tidspunkt som hvor en allieret landgang ville finde sted. Adolf Hitler satte Feltmarskal Erwin Rommel i spidsen for at udbygge forsvarsværket langs hele Atlantvolden i tilfælde af en invasion. 

De allierede havde ikke held til at opnå deres fastlagte mål på invasionens første dag den 6. juni 1944, men vandt fodfæste og kunne gradvis udvide dette frem til, at de indtog den vigtige havneby Cherbourg den 26. juni 1944 og byen Caen den 21. juli 1944. Den 8. august 1944 afviste man et tysk modangreb fra den 7. arme, hvilket efterlod omkring 50.000 tyske soldater fanget i Falaise-Lommen. De allierede foretog endnu en landgang fra Middelhavet i det sydlige Frankrig den 15. august – kaldet Operation Dragoon, og den 25. august fulgte befrielsen af Paris. Den 30. august 1944 trak tyske tropper sig tilbage til den østlige side af floden Seinen, hvilket markerede afslutningen på Operation Overlord. 

Operation Overlord i tal og fakta

Operation Overlord startede med landgangen i Normandiet på D-Dag 6. juni 1944 og blev afsluttet den 30. august 1944, da de tyske tropper trak sig tilbage øst for floden Seinen. Den endte med sejr til de allierede over de nazistiske tyske tropper og var dermed et brohoved for de allierede vestmagter i Vesteuropa.

De vestlige allierede bestod af tropper fra Storbritannien, USA, Canada, Frie franske tropper, polske styrker, franske modstandsfolk, Australien, New Zealand, frie belgiske tropper, frie tjekkoslovakiske tropper, frie græske styrker, frie luxembourgiske styrker, frie hollandske styrker, frie norske styrker, danske søfolk og tropper fra Kina. De stod overfor nazistiske tropper fra det Tyske Tredje Rige. 

De militære ledere var Dwight D. Eisenhower (Supreme Allied Commander), Arthur Tedder og britisk øverstkommanderende Bernard Montgomery. Chef for landtropperne, Trafford Leigh-Mallory, chef for de luftbårne styrker og Bertram Ramsay, chef for flåden. På den nazistiske side var de øverstkommanderende Gerd von Rundstedt (Oberbefehlshaber West) og Erwin Rommel, Hærgruppe B. 

Styrkeforholdet var således, at de allierede styrker bestod af 1.452.000 mand den 25. juli 1944 og 2.052.000 i slutningen af august 1944. De tyske styrker bestod af 380.000 den 23. juli og 640.000 tropper i alt. 

Tabstallene var 226.000 på allieret side og imellem 288.000 og 530.000 på nazistisk side. Derudover døde mellem 25.000 og 39.000 civile under invasionen. 

Forberedelser til D-Dag

I juni 1940 havde det nazistiske Tysklands leder Adolf Hitler triumferet i Slaget om Frankrig og hvad han kaldte:

Den mest berømte sejr i Historien

Adolf Hitler

Britiske fartøjer evakuerede over 338.000 allierede tropper der var fanget på den nordfranske kyst i Dunkirk til England – deraf hovedparten af den Britiske Ekspeditionsstyrke – i evakueringen fra Dunkerque i dagene 27.maj til 4.juni 1940. De britiske militære planlæggere kunne rapportere til Premierminister Winston Churchill den 4.oktober 1940, at det ikke ville være muligt at opnå fodfæste i det kontinentale Europa i nærmeste fremtid, også selvom USA og de øvrige Commonwealthlande ville yde hjælp. Efter at Aksemagterne invaderede Sovjetunionen med Operation Barbarossa 22.juni 1941, da pressede den sovjetiske leder Josef Stalin på for at skabe en front i det vestlige Europa. Churchill afviste dog i første omgang Stalin, idet at han lyttede til rådgiverne, og for alt i verden ville undgå slag som Slagene ved Somme og Passchendaele under Første Verdenskrig, der havde kostet briterne mange hundredetusinder døde. I løbet af 1942 og 1943 der fremsattes der to militære planer – Operation Roundup og Operation Sledgehammer – men ingen af dem blev anset som praktiske eller med chancer for succes. Istedet udvidede de Allierede deres aktiviteter til Middelhavet, hvor de med Operation Torch invaderede Fransk Nordafrika i november 1942, invaderede Sicilien i Juli 1943 og invaderede Italien i September 1943. Disse militære kampagner gav de allierede tropper særdeles værdifuld erfaring i amfibiekrigsførsel.

Deltagerne på Trident Konferencen i Washington i Maj 1943 tog beslutningen om at lancere en invasion der skulle krydse kanalen i løbet af det næste år. Winston Churchill foretrak at foretage det allierede angreb på Tyskland via Middelhavet, men hans amerikanske allierede – der havde flertallet af såvel materiel som personnel – fik deres holdning trumfet igennem. Den britiske Generalløjtnant Frederick E. Morgan blev udpeget som stabschef for Supreme Allied Commander (COSSAC) med mandat til at begynde en mere detaljeret planlægning. Den første del af planlægningsfasen blev begrænset af landingsfartøjer til rådighed, hvoraf de fleste allerede var engageret i Middelhavet og i Stillehavet. Den 19.August 1942 fandt angrebet på Dieppe sted; det fik den betydning at de Allierede besluttede ikke at angribe en af de tungt befæstede franske søhavne i deres første landingsforsøg. Fiaskoen ved Dieppe viste også behovet for at have tilstrækkeligt med artilleri og luftstøtte – særligt den nære luftstøtte – og specialbåde der kunne komme ekstremt tæt på kysten. Den korte operationsvidde det britiske luftvåben som Spitfire og Typhoon havde begrænsede potentielle landgangssteder, da en landgang var afhængig af massiv luftstøtte så lang tid som muligt. Morgan anså fire steder som mulige for en landgang: Bretagne, Cotentin-Halvøen, Normandiet eller Pas de Calais. Da såvel Cotentin såvel som Bretagne er halvøer, da ville tyskerne efterfølgende have kunnet isolere landgangstropperne og lukke dem inde på halvøerne. Så de blev udelukket.

Pas de Calais var det sted hvor overgangen var kortest mellem Kontinentaleuropa og det britiske, og hvor V-1 og V-2 bomber var ved at blive stillet op. Tyskerne forventede at angrebet ville finde sted ved Pas de Calais og forsvarede som følge heraf regionen massivt. Det tilbød de allierede få muligheder for at at angribe over en bred kam, da området er præget af floder og kanaler. En landgang i Normandiet ville tillade angreb over en bred front, der kunne true havnen i Cherbourg samt yderlige kysthavne i Bretagne, et indlandsangreb på Paris og eventuelt mod Tyskland. Normandiet blev valgt af disse grunde som landgangssted. Det mest seriøse problem ved kysten i Normandiet var mangel på havnefaciliteter, hvilket skulle løses med udviklingen af kunstige havne.

COSSAC planlagde at påbegynde en invasion den 1.maj 1944. De indledende dele af planen blev godkendt på Quebec Konferencen i August 1943. Den øverste leder der skulle stå i spidsen for Operationen var den amerikanske General Dwight D. Eisenhower. General Bernard Montgomery blev udnævnt som hærleder af 21st Army Group, der bestod af alle landstyrker der var involveret i invasionen. Den 31.december 1943 blev planen fra COSSAC forevist Eisenhower og Montgomery første gang, der foreslog brugen af 3 divisioner med 2 divisioner mere som støttetropper. De to generaler insisterede på at udvide til 5 divisioner til de indledende invasionstropper, med 3 tilsvarende divisioner der skulle brede fronten ud og sikre en hurtig erobring af havnen i Cherbourg. Behovet for at producere det nødvendige antal af landgangsfartøjer for den udvidede operation betød at invasionen først kunne påbegyndes i juni 1944. De allierede føjede hele 39 divisioner til Slaget om Normandiet: 22 amerikanske, 12 britiske, 3 canadiske, 1 polsk og en fransk – ialt over en million tropper.

Den Allierede Invasionsplan

“Overlord” var det navn de Allierede opererede med i deres forsøg på at etablere et storstilet fodfæste på Kontinentet. Den første fase blev kaldt Operation Neptune – D-Dag – og bestod af en Amfibie Invasion – operation på vand og på land – og gik ud på at etablere et sikkert fodfæste på land. Overlegenheden i luften skulle sikres ved en Bombeaktion kaldt Operation Pointblank, hvor tysk produktion af luftvåben, brændstofleverancer og luftbaser blev bombet. De Allieredes Transport-Plan havde til formål at afskære det nordlige Frankrig ved at ødelægge kommunikationslinjer, toglinjer og veje ved hjælp af bomber og dermed besværliggøre at hjælpende styrker kom til området for hjælp. Angrebene spredte sig ud over et stort område, således at de ikke afslørede hvor invasionen ville finde sted. De allierede foretog sig detaljeret planlægning der skulle forhindre Tyskerne i at afgøre tid og sted for invasionen.

Normandiets kystlinje var inddelt i 17 sektorer med kodenavne der kom fra et stavningsalfabet – fra Able vest for Omaha til Roger på østfløjen af Sword. Der blev tilføjet yderligere 8 sektorer der også bestod af Utah på Cotentin-halvøen. Sektorerne blev yderligere underinddelt indtil strande med farverne grøn, rød og hvid.

Den Allierede plan var at invasionen fra vandsiden blev understøttet af et forudgående kaos, der skulle skabes af en luftbåren mission hvor man skulle nedkaste soldater der skulle sikre flankerne: tæt ved Caen på den østlige flanke skulle man sikre broerne over floden Orne, og nord for Carentan på den vestlige flanke. De indledende mål var at erobre byerne Carentan, Isigny, Bayeux og Caen. Amerikanerne – der stod for landgangen på strandene Utah og Omaha – skulle afskære Cotentin Halvøen og erobre havnefaciliteterne i Cherbourg. Briterne der havde ansvaret for strandene Sword og Gold og Canadierne – der havde ansvaret for stranden Juno skulle erobre Caen og danne en frontlinje fra Caumont-l´Éventé til den sydøstlige del af Caen for at beskytte den amerikanske flanke og at etablere luftbaser tæt ved Caen. At indtage Caen med opland ville give de Anglo-Canadiske styrker et glimrende udgangspunkt for at erobre byen Falaise, der lå syd for Caen. Det var målet at sikre alle områder nord for linjen Avranches-Falaise i løbet af de første tre uger. De allierede hære skulle efter planen svinge mod venstre og trænge frem mod floden Seinen.

Invasionsflåden der blev anført af Admiral Sir Bertram Ramsay var underinddelt i en Vestlig enhed – Admiral Alan G. Kirk – der støttede de amerikanske sektorer og den Østlige enhed under Admiral Sir Philip Vian i den britiske og canadiske sektor. De Amerikanske styrker fra First Army blev anført af Generalløjtnant Omar Bradley og bestod af VII Corps på Utah og V Corps på Omaha. På den britiske side stod Generalløjtnant Miles Dempsey i spidsen for Second Army med XXX Corps på Gold og I Corps på Juno og Sword. De samlede landstyrker stod under den samlede kommando af Bernard Montgomery og Luftstyrkerne stod under den samlede kommando fra Marskal Sir Trafford Leigh-Mallory. First Canadian Army bestod af soldater fra Polen, Belgien og Holland samt flere andre allierede nationer.

Print siden her