Otto von Bismarck

Otto von Bismarck var en af de vigtigste tyske politikere og statsmænd i det 19.århundrede, hvis rolle omkring samlingen af det Tyske Kejserrige i 1870/71 var uvurderlig høj. 

Otto Eduard Leopold von Bismarck-Schönhausen – fra 1865 Greve af Bismarck-Schönhausen; fra 1871 Fyrste af Bismarck og fra 1890 Hertug af Lauenburg – blev født 1.april 1815 i Schönhausen ved Elben og døde 30.juli 1898 i Friedrichsruh ved Aumühle – øst for Hamborg. Fra 1862 ti 1890 – med en kort pause i 1873 – var han ministerpræsident i Prøjsen; fra 1867 til 1871 var han Forbundskansler i det Nordtyske Forbund; og fra 1871 til 1890 den første Rigskansler i det Tyske Kejserrige, hvis grundlæggelse han kunne tage en stor del af æren for. 

Som politiker gjorde Bismarck sig først bemærket i Preussen som fortaler for de preussiske Junkeres ærkekonservative interesser i den såkaldte Reaktionære Æra (1851-62). Under den prøjsiske forfatningskonflikt i 1862 udråbte Kong Wilhelm I. af Preussen ham til Ministerpræsident. Bismarck satte sig ofte igennem overfor parlamentet i kamp mod de liberale og var med sejrene over Danmark i Anden Slesvigske Krig i 1864 (tysk: Deutsch-Dänischen Krieg) og i 1866 over Østrig i den Prøjsisk-Østrigske Krig (tysk: Deutschen Krieg) var han i stand til at løse det langvarige tyske spørgsmål, der faldt ud til fordel for en lilletysk løsning, hvor en samling af de tyske områder ville blive uden Østrig og med Preussen i førerrollen. I 1870/71 var Bismarck både den afgørende rænkesmed bag udbruddet af den Fransk-Tyske Krig og til at udnytte sejren til samling af det Tyske Kejserrige. 

Som Kansler var han bestemmende for det nygrundlagte Kejserriges politik – han blev i folkemunde alment omtalt som Jernkansleren – og var med et kort afbrud preussisk ministerpræsident indtil han blev afskediget i 1890 og sendt på pension. Udenrigspolitisk gik han efter en udligning med de øvrige europæiske magter. 

Indenrigspolitisk kan man inddele hans regeringstid efter 1866 i to faser. I første periode kom det til et forbund med de liberale. Denne tid var præget af talrige indenrigspolitiske reformer som indførsel af civilt ægteskab, hvor Bismarck mødte massiv modstand fra katolsk side, som han gik hårdt i rette med – kendt som Kulturkampf. I den sene del af 1870´erne vendte Bismarck sig tiltagende væk fra de liberale. Denne fase var præget af beskyttelsestold og statsintervention. Dertil skal ligges indførsel af socialforsikringssystemer. Indenrigspolitisk var 1880´erne præget af de repressive Anti-Socialistiske Love. I 1890 førte meningsforskelle med Kejser Wilhelm II – der havde regeret i knap 2 år – til Bismarcks ufrivillige pension. 

I hans pensionstilværelse spillede Bismarck stadig en rolle som kritiker af hans efterfølgere en vis politisk rolle. I særdeleshed skete dette via hans meget læste Memoirer Gedanken und Erinnerungen hvor han selvtillidsfuldt bidrog til at han ikke blev glemt. 

I den tyske historieskrivning dominerede indtil midten af det 20.århundrede en udtalt positiv opfattelse af Bismarck, der delvis skyldes national idealisering af figuren Bismarck i form af monumenter og statuer rundt i Tyskland. Efter Anden Verdenskrig tog kritiske stemmer dog til, hvor Bismarck sættes som ansvarlig for demokratiets smuldren i Tyskland, da Kejserriget allerede bliver præget af statsøvrige strukturer. Fremstillinger i nyere tid har dog ikke klandret Bismarck for dette, men derimod set det som tidstypisk ikke at agere demokratisk på hans tid.

---

---

Liv

Bismarck blev født 1. april 1815 i Schönhausen ved Elben, der dengang lå i den saksiske provins i Preussen. Hans familie på den fædrene side var en del af den preussisk-brandenburgiske junkerklasse fra Altmark. Det var den dominerende landejende klasse i Preussen. I dette miljø var militære dyder, akkuratesse, et udfarende ungdomsliv, en overklasseindstilling og antidemokratiske holdninger normen.

I 1816 flyttede familien til Bagpommern, hvor den overtog godset Kniephof, og hvor Otto tilbragte en del af sine barndom.

Forældrenes forskellige sociale baggrund influerede på forskellig facon. Otto arvede sin faders stolthed over at stamme fra en urgammel adelsslægt, mens han fra moderen arvede et skarpt hoved, men også sin rationelle handlekraft og sproglige stærke udtryksform og endelig viljen til at ville flygte fra sin herkomst. Bismarck kunne takke sin mor for, at det lykkedes ham at få en uddannelse, der ikke var typisk for de ædle mænd på landet. Hendes sønner skulle ikke bare være junkere, de skulle også kunne træde i statens tjeneste. Bismarck skrev senere i sit liv, at hans moders strenge og rationelle opdragelse førte til, at han aldrig følte sig hjemme i sine forældres hus. Hvor han så reserveret på moderen, havde han et varmt og kærligt forhold til faderen.

---

---

Uddannelse

På moderens ønske påbegyndte Otto von Bismarck sin skoleuddannelse i en alder af 6 år i den preussiske hovedstad Berlin på Plamannschen Erziehungsanstalt i Stresemannstrasse 30. Stedet var kendt for at praktisere en hård disciplin samt tvang. Leg var helt udelukket. Bismarck skriver flere gange i sit liv om, at denne tid var ham overordentlig svær, og at den grundlæggende gav ham et mishag mod autoriteter.

Som 12-årig i 1827 skiftede Bismarck til Friedrich-Wilhelms-Gymnasium, der lå i Kochstrasse/Friedrichstrasse, og  til det gymnasium, der var tilknyttet det grå kloster, hvorfra han fik sin studentereksamen i 1832. Bismarck viste sig at have et ualmindeligt godt øre for sprog – dog med undtagelse af oldgræsk, som han anså for overflødigt. Han var ikke just kendt for at være videre flittig.

---

Religion

Bismarck tilhørte den lutherske konfession. Han modtog sin religionsundervisning fra den kendte teolog Friedrich Schleiermacher, der også konfirmerede ham som 16-årig i Dreifaltigkeitskirche i Berlin. I disse år beskæftigede han sig med religionsrelaterede spørgsmål, og han var stærkt influeret af tænkere som Hegel og Spinoza, hvor han i tilbageblik anså sig selv mere som en deist og panteist frem for en troende kristen. Ateist var han i alle tilfælde ikke, også selvom hans omgangskreds ofte opfattede ham som en gudsløs spotter.

---

Universitetsliv

Bismarck blev færdig med sin studentereksamen som 17-årig i 1832. Han gik straks derpå i gang med at læse retsvidenskab. I årene 1832-33 foregik dette på universitetet i Göttingen. Tidsånden var stærkt præget af de politiske eftervirkninger af den franske julirevolution i 1830, en opstand Bismarck tog kraftigt afstand fra. Det var ikke tilfældigt, at Bismarck ikke tilhørte den udbredte opposition i form af kammeratskabsforeninger/Burschenschaften, men i stedet var medlem af den reaktionære studenterbevægelse Corps Hannovera Göttingen. Han forblev livet igennem et overbevist medlem. At Bismarck undlod medlemsskab af kammeratskabsforeningerne var mere begrundet i et socialt og personligt mishag mod disse, end det var decideret politisk.

---

---

Jurastudiet interesserede ham generelt ikke stort, idet hans interesser gik mere i retning af historie og litteratur. Den eneste akademiske lærer, der vides at have influeret på Bismarck i hans universitetstid, er historikeren Arnold Hermann Ludwig Heeren, som i sine forelæsninger skitserede det internationale system, der herskede mellem stater.

Han bandt tætte personlige bånd til sin korpsbror Gustav Scharlach samt til John Lothrop Motley, der senere blev amerikansk diplomat, og som Bismarck forblev personlige venner med igennem livet.

I november 1833 fortsatte Bismarck sit studium i Berlin på Friedrich-Wilhelms Universitetet (Humboldtuniversitetet). Han færdiggjorde sin første statseksamen i 1835 og fik efterfølgende job ved Berlins byret. Han bad dog hurtigt om at blive forflyttet fra justitsafdelingen til forvaltningen, da han fandt førstnævnte kedelig og uinteressant. Han brugte ikke kun tiden på at pleje sin omgangskreds i Berlin – men forelskede sig på et arbejdsmæssigt kurophold i Aachen i den britiske Laura Russell, en niece til hertugen af Cumberland. Han havde efterfølgende en affære med en ældre fransk kvinde, hvorpå han i sommeren 1837 tog på gennemrejse i Tyskland med en veninde til Laura Russell,  og hvor han overskred sin 14-dages ferieperiode for efterfølgende at miste sit arbejde.

Samtidig med denne udfarende periode spillede Bismarck endvidere en del penge op på spillekasinoer. Sine arbejdsmæssige pligter afholdt han sig fra i månedsvis. Han forsøgte at genoptage sit forvaltningsarbejde i Potsdam, men sagde også det job op efter få måneder. I tilbageblik forklarede han sin indstilling til forvaltningsjobbene således:

“Jeg ville lave musik, hvad jeg mente at ville være god til, ellers ville jeg slet ikke spille“.

I 1838 aftjente Bismarck sin 1-årige frivillige værnepligt ved Garda-Jæger-Bataljonen i Greifswald i Forpommern.

---

Levemand og succesrig godsforvalter

Bismarck overtog i 1839 – da hans mor døde – familiegodset Kniephof i Bagpommern og blev i nogle år landmand. Sammen med sin bror Bernhard drev de hele tre godser i Naugard amt, de to øvrige hed Külz og Jarchlin. I 1841 blev Bernhard von Bismarck valgt til landsrådet i Pommern, hvorpå Otto og Bernhard delte driften op: Otto drev Kniephof og Külz, mens broderen nøjedes med Jarchlin. Da faderen døde i 1845, overtog Otto driften af sit fødegods Schönhausen.

Bismarck var dygtig til at rationalisere brugen af landbruget. I de cirka 10 år han forvaltede sine familiegodser, lykkedes det ham ikke bare at istandsætte drift og bygninger, men også at tilbagebetale den betragtelige gæld, der var blevet ophobet, i årene før han overtog.

Det at være på sin egen herre faldt i god jord hos Bismarck, men på den anden side forekom livet som landjunker alligevel ikke rigtig at tilfredsstille den foretagsomme mand. Han beskæftigede sig eksempelvis intensivt – men usystematisk – med filosofi, kunst, religion og litteratur, uden at det dog fik en varig indflydelse på hans tankegang.  I 1842 drog han ud på en længere studierejse til Frankrig, England og Schweiz. Han havde også flere gange overvejet at vende tilbage til statslig tjeneste, hvilket han dog i 1844 opgav grundet sin modvilje mod alt bureaukratisk. Han var en hyppig og vellidt gæst til diverse festlige sammenkomster i området. Dette gjaldt jagtselskaber, men også udtalte drikkegilder. Han var decideret kendt for at mestre en særlig kunst indenfor feltet:

“Af alle landjunkere kunne han med koldblodig venlighed drikke andre gæster under bordet”

 

---

Han var generelt god til at være midtpunkt i disse festligheder, hvilket gjorde, at de fleste kendte ham under navnet “toller Bismarck” – hvilket bedst kan oversættes med Bismarck, den fine muntre fyr.

---

Ægtemand og far

Bismarck kom i kontakt med den pietistiske kreds, der var koncentreret om Adolf von Thadden-Trieglaff, idet Bismarcks skolekammerat fra Berlin, Moritz von Blanckenburg, var forlovet med dennes datter Marie von Thadden-Trieglaff.  Marie og Bismarck følte en stærk platonisk tiltrækning, men for den unge frue kom det ikke på tale at opløse forlovelsen trods Bismarcks tilnærmelser. Hun giftede sig med Blanckenburg i oktober 1844. Til brylluppet havde Marie udvalgt sin 20-årige veninde Johanna von Puttkamer til at være Bismarcks borddame. I sommeren 1846 foretog Bismarck en rejse i Harzen sammen med ægteparret Blanckenburg, hvor også Johanna var med. 10. november 1846 døde Marie uventet, hvorefter Bismarck  i et berømt – stadig bevaret – brev henvender sig til Heinrich von Puttkamer og anmoder om hans datters hånd. Puttkamer svarede imidlertid noget tilbageholdende. Bismarck rejste derefter til godset Reinfeld ved Rummelsburg i Bagpommern og overbeviste i en personlig samtale Johannas forældre. I 1847 giftede Johanna og Otto sig selvsamme sted. I den resterende del af sit liv spillede troen på en personlig gud en betydelig rolle for Bismarck.

Ægteskabet med Johanna bragte tre børn af sig: Marie (1848-1926), Herbert (1849-1904) og Wilhelm (1852-1901). Johanna og Ottos ægteskab var præget af en varm emotionel binding, og Johanna generelt var en glimrende husholderske, der mestrede kunsten at afholde større selskaber, hvilket betød, at familiens hjem vedblev at være en ramme, hvor store vigtige politiske møder kunne holdes i bedste stemning. Brevskriveriet mellem Johanna og Otto er bevaret og hører til blandt de mest kendte brevudvekslinger i det 19. århundrede.

---

---

Konservativ Agitator

Bismarck begyndte sin politiske karriere på kommunalt plan. I den tid, hvor han boede på godset Kniephof, var han repræsentant for Naugard Amt og blev i 1845 medlem af provinsparlamentet i Pommern, hvor han ved flere lejligheder også understøttede sin bror i dennes virke i landsrådet. Hans pietistiske omgangskreds bragte ham i løbet af 1843/44 i kontakt med førende konservative politikere, hvoraf de vigtigste, der skal nævnes, er brødrene Ernst Ludwig og Leopold Gerlach. For at udbygge sine konservative forbindelser forpagtede han i 1845 Kniephof bort og søgte i stedet til sit fødegods Schönhausen. Godset lå tæt ved Magdeburg, hvor Ludwig von Gerlach havde tjenestesæde. I 1846 beklædte Bismarck første gang et offentligt embede, da han blev udnævnt til digekaptajn i Jerichow tæt ved godset i Schönhausen.

Hans politiske stræben i denne første politiske tid var at bibeholde alle fordele hos den landejende adel i Preussen. De konservative havde som mål at afskaffe den absolutistiske stat med dens udbredte bureaukrati for i stedet at genindføre stændersamfundet, hvor adelen havde nydt særlige privilegier og nød stor repræsentation. Bismarck og brødrene Gerlach kæmpede desuden for at bevare patrimonialretten, et retssystem, hvor de enkelt godsejere havde lov til at afsige dom og eksekvere straf fra deres gods.

Bismarck var først medlem af det saksiske provinsparlament, derefter repræsenterede han ridderskabet fra den saksiske provins for i 1847 sluttelig at blive medlem af den fællestyske landdag. Denne landdag var stærkt domineret af den liberale opposition. Bismarck tiltrak sig stor opmærksomhed, da han allerede i sin første tale i landdagen afviste enhver form for gennemførelse af de liberale reformer, reformer, som liberale mente, at de var blevet lovet med de tyske befrielseskrige 1813-15.

Et andet af tidens stærkt debatterede emner var, hvorvidt jødernes rettigheder skulle ligestilles. Dette afviste Bismarck også blankt. Han indtog lignende afvisende holdninger til de fleste andre liberale mærkesager, hvilket førte til chokerede udmeldinger fra de liberale. Bismarck beskrev efterfølgende, at han var blevet draget ind i politik, og at han havde svært ved at undgå det: “Jeg var blebet grebet af det, langt mere end jeg havde forestillet mig“.

Han glemte ofte at spise og sove, idet han var så stærkt optaget af politik. Grundet sine stærke udmeldinger fik Bismarck hurtigt skabt sig et navn i konservative kredse. Den preussiske konge –  Friedrich Wilhelm IV (1840-61) – var også blevet opmærksom på ham. Samtidig med, at han kom med entydige konservative udmeldinger, udviste Bismarck allerede i denne periode også pragmatiske træk, hvor han lærte af politiske modstandere. Eksempelvis foreslog han at danne en modvægt til den liberale avis “Deutsche Zeitung” i form af en konservativ avis.

Martsrevolutionen i 1848 havde Bismarck som indædt modstander. Da meddelelserne om, at oprørsbevægelsen i Berlin havde haft succes, bevæbnede han bønderne på sit gods og gjorde dem rede til at søge mod Berlin. Generalen i Potsdam – Karl von Prittwitz – takkede imidlertid nej til Bismarcks tilbud. Denne forsøgte derpå at overbevise prinsesse August – den senere Kejser Wilhelm I´s dronning – om nødvendigheden af at iværksætte en modrevolution. Augusta afviste at virke illoyal og intrigant. Bismarck accepterede denne afvisning, og da kong Friedrich Wilhelm IV anerkendte revolutionen, måtte Bismarck endegyldigt skrinlægge sine planer.

Bismarck blev ikke valgt til den preussiske nationalforsamling.  I sommeren 1848 var han med til at grundlægge og redigere den konservative avis “Neue Preussische Zeitung” (da avisen bar et kors, blev den kaldt Kreuzzeitung). Han skrev talrige indlæg i bladet. I august 1848 var han med til at stifte det udenomparlamentariske såkaldte Junkerparlament, en forsamling af adelige godsforvaltere, der protesterede mod indgreb i forvaltningen af deres besiddelser.

Dette førte til, at en større kreds – kaldt kamarillaen – stadig mere intensivt forsøgte at få kong Friedrich Wilhelm IV til at afvise revolutionen. I denne proces steg Bismarcks konservative anseelse betragteligt. Han nærede forhåbninger om at opnå en ministerpost, da modrevolutionen var lykkedes med at få kongen til at trække sin støtte til de revolutionære. Dette forblev dog håb, da selv konservative anså Bismarck for at være for ekstrem. Kongen skrev eksempelvis i en randbemærkning ud for Bismarck:

Skal kun tages i brug, når bajonetterne skal bruges uden indskrænkning

---

---

---

En Drejning mod Realpolitik

I januar og igen i juli 1849 blev Bismarck valgt til andetkammeret i den Preussiske Landdag. I denne tid besluttede Bismarck at dedikere sit liv til politik, hvorpå hans familie flyttede med ham til Berlin. Dermed blev han en af de første levebrødspolitikere i Preussen. Han blev talerør for de mest ærkekonservative i sin første politiske periode. Bismarck forsvarede, at den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV havde afvist et tilbud fra de liberale demokratiske kræfter om at blive kejser, hvor denne omvendt skulle udstyre kejserriget med en kejserlig demokratisk forfatning. Bismarck frygtede, at en sådan forordning ville betyde, at Preussen ville opløses og forsvinde i et kejserligt Tyskland. National samling var nedprioriteret mod at sikre preussisk magt.

Kongen og hans rådgiver Joseph von Radowitz´s strategi til at opnå tysk enhed var baseret på at nå til enighed med flere af de rhintyske stater. Ydermere stræbte kongen på med Erfurt-Unionen i årene 1849/50 at skabe en mere føderalistisk og konservativ pendant til det liberale Frankfurt-Parlament.  Bismarck antog dette for urealistisk og uklogt og lagde ikke skjul på sin kritiske stillingtagen til dette i det preussiske parlament. Hans tale 6. september 1849 betød en ændring i, hvordan man opfattede ham i politiske kredse. Hans kritik af den føderative Erfurtunion gik på, at de omliggende stormagter Østrig og Rusland ikke ville acceptere en sådan preussisk stat. Grundet hans spekulative og fleksible argumentation opfattede man ham fremadrettet ikke længere som politisk skarpretter. Ændringen betød i første omgang, at Bismarck blev et oplagt valg at indsætte på en plads i statstjenesterne eller i diplomatiet. Trods sin kritik af Erfurts Unionsparlament blev han valgt som sekretær i dette.

---

---

På trods af, at Bismarck grundlæggende forholdt sig kritisk til parlamentarismen, udviklede han sig i Erfurt til en af de mest betydningsfulde parlamentstalere i sin samtid, og hans talegaver blev også bemærket af politiske modstandere særligt i kraft af hans billed- og pointrige sprog. Efter at unionsplanerne i Tyskland var blevet forkastet fik Bismarck den svære opgave at skulle forsvare Olmützer Punkterne i den preussiske landdag. Det lykkedes for Bismarck at forsvare konservative synspunkter, dog til andre tider at udfolde en fjern statslig magtpolitik uden at bekende sig til andre ideologier:

„Die einzige gesunde Grundlage eines großen Staates, und dadurch unterscheidet er sich wesentlich von einem kleinen Staate, ist der staatliche Egoismus und nicht die Romantik, und es ist eines großen Staates nicht würdig, für eine Sache zu streiten, die nicht seinen eigenen Interessen angehört.“ (En stormagts eneste sunde grundlag adskiller sig væsentligt fra en småstat, den er kendetegnet af statslig egoisme og ikke romantik, en stormagt bør ikke strides om sager, der ikke hører til dens interesser)

Med sin betoning af stats-, magt- og interessepolitik adskilte Bismarck sig fra den traditionelle konservatisme, der i sit defensive udgangspunkt så sig i opposition til det moderne centralistiske, bureaukratiske og absolutistiske i statsdannelsen.

---

Bismarck som diplomat og parlamentsmedlem

Den 18.august 1851 blev Bismarck udnævnt til preussisk gesandt ved Parlamentet i Frankfurt am Main under ledelse af Leopold von Gerlach og den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV. Han havde ingen diplomatisk uddannelse. Stillingen han fik i Frankfurt var efter hans vurdering den vigtigste post i det preussiske diplomati. Hans udnævnelse blev i offentligheden set som en sejr for de reaktionære såvel som Preussens kapitulation overfor Østrig. 

Bismarck opførte sig meget selvstændigt ved parlamentet i Frankfurt. Han befandt sig fra tid til anden i opposition til regeringspolitikken i Berlin. Han gjorde det tydeligt som Gesandt at han var en højkonservativ mand. Hans holdning i en debat i kammeret førte den 25.marts 1852 til en duel med Georg Vincke hvor begge duellanter blev ramt. 

Da Preussen og Kejserriget Østrig efter Efterårskrisen i 1850 begyndte et tættere samarbejde, ville Bismarck ikke affinde sig med at den østrigske ministerpræsident Felix zu Schwarzenberg tiltænkte Preussen en rolle som juniorpartner. For ham og derefter også for regeringen i Berlin gik det ud på at Preussen skulle anerkendes som ligeberettiget magt. For at sætte sin vilje igennem søgte han gentagne gange konflikt med den østrigske gesandt Friedrich von Thun und Hohenstein, gik ofte kraftigt i rette med Wien og lammede fra tid til anden parlamentsarbejdet for at begrænse de østrigske muligheder i Frankfurt. Det var ligeledes hans fortjeneste at Østrigs ønske om at indtræde i det Tyske Toldforbund ikke lykkedes. Bismarck afviste enhver udbygning af institutioner til en reform af de fællestyske institutioner, så længe Østrig ikke behandlede Preussen som en ligestillet. 

Den preussiske regerings beslutning i 1854 om at fornye forsvarsforbundet med Østrig – med baggrund i Krimkrigen – mødte heftig kritik fra Bismarck. Østrig var åbenlys modstander af Rusland, men det lykkedes i 1855 Bismarck med en smart taktik at få østrigerne til at droppe deres planlagte mobilisering mod Rusland. Det styrkede Bismarcks anseelse i diplomatiske kredse. Efter Ruslands nederlag i Krimkrigen plæderede han i diverse mindeskrifter for en tilnærmelse til Tsarriget og til Frankrig, idet at han ønskede at svække Østrig. Han udformede i 1856 et udenrigspolitisk koncept – nedskrevet i Prachtschrift. Hans ytringer førte til en heftig konflikt med de højkonservative i kredsen rundt om brødrene Gerlach, idet at de anså Napoleon III som en repræsentant for revolutionære principper og som En Naturlig Fjende. Bismarcks svar var at han anså Napoleons status som statsoverhoved og dermed som ligestillet. Det var ikke konservative grundsætninger der stod som centrale for ham, men derimod statens interesser i hans diplomatiske virke. Blandt de konservative så man mere og mere Bismarck som egoistisk opportunist. 

---

---

Gesandt i Paris og Sankt Petersborg

Konflikten med Gerlach havde også indenrigspolitiske grunde. Efter at regentskabet var blevet overtaget af Prins Wilhelm i 1857 tabte de højkonservative indflydelse; istedet steg betydningen af de liberal-konservative ugeblade. I den begyndende ny æra (tysk: Neues Ära) fra 1858-62 forsøgte Bismarck til en vis grad også at distancere sig fra de ekstremt konservative for at sikre sin position. I et omfangsrigt mindeskrift talte han nu mere for en “national mission” for Preussen og for et forbund med den national-liberale bevægelse. Dermed gennemgik han et bemærkelsesværdigt kursskifte. Først og fremmest var tysk enhed ikke et mål for Bismarck, men det var et mål at brugte den tyske nationalisme i Preussens tjeneste og dermed at styrke Preussen.

Forventningerne til det ændrede politiske klima i Preussen var ikke noget der fyldte meget for ham. I januar 1859 blev han sendt som preussisk gesandt til Sankt Petersborg; han talte dog selv imod, at han skulle gøres kold ved Neva. Det var svært for familien at flytte til Rusland, ægtemanden Bismarck havde havde sin lykkeligste tid i ægteskabet i tiden i Frankfurt. Det var under alle omstændigheder en udvidelse af Bismarcks diplomatiske kendskab og han nød livet ved det Russiske hof og Kejserparret. Hans ambition var dog langt højere embeder i den preussiske stat. Han observerede udviklingen i den preussiske forfatningskonflikt. Forhåbningen var allerede i april 1862 at blive udpeget til ministerpræsident, hvilket dog ikke kom til at holde. Istedet blev han gesandt i Paris, hvor han residerede i Palais Beauharnais. Posten var dog kun givet ham som en ventestilling.

---

---

Det var også i denne tid at han gennemlevede en kærlighedsaffære – som hans kone tålte – med Fyrstinde Katharina Orlowa (1840-75), der var gift med den russiske gesandt i Belgien Nikolaj Alexejevith Orlow. Den 22.august 1862 – kort før han blev udråbt til mininsterpræsident – var han med Katharina i den franske by Biarritz, hvor han var tæt på at drukne og blev reddet af en fyrtårnsmedarbejder. Han skrev til sin kone:

Efter et par rolige timer med brevskrivning til Paris og Berlin tog jeg den slurk saltvand, denne gang i havnen uden bølgeslag med megen svømning og rekreeren, det var for meget med to gange bølgebad om dagen.

Otto von Bismarck til hans kone Johanna.

Det var den sidste private eskapade fra Bismarcks side, derefter viede han fuldstændig sit liv til politik.

---

Prøjsisk ministerpræsident – Udråbelsen

I Berlin fortsatte de Liberale deres afvisning af en planlagt Hærreform. Nødvendigheden af en modernisering af hæren blev ikke taget alvorligt nok i den politiske offentlighed. Striden tog dog afsæt i militærpolitiske detaljer. Den prøjsiske konge Wilhelm I. var ikke klar til at nedsætte værnepligten fra 3 til 2 år. Enighed i den prøjsiske landdag blev heraf umuligt. Wilhelm I. lod midt i denne udsigtsløshed forstå at han ville trække sig tilbage og overlade sædet til fordel for hans søn, den senere Kejser Friedrich III. 

Krigsminister Roon anså at en udnævnelse af Otto von Bismarck til ministerpræsident, som den eneste mulighed for at undgå et tronskifte der ville få den liberalt sindede Friedrich Wilhelm til magten, hvilket militæret anså som katastrofalt. Med et telegram – „Periculum in mora. Dépêchez-vous!“ („Fare for at dø. Skynd dig!“) – kaldte han Bismarck til Berlin. Efter 25 timers togtur, da mødte han Bismarck den 20.september 1862. To dage senere kaldte Kong Wilhelm I. Bismarck til Schloss Babelsberg. Her blev Bismarck orienteret om hvad der var ham i vente. Bismarck var i stand til at overbevise den stadig tvivlende Konge, idet at Bismarck lovede at være hans ubetingede følgesvend. Han lovede at få gennemført Hærreformen og betonede betydningen af at få det gjort. Kongen sluttede af med at udnævne Bismarck til Ministerpræsident og Udenrigsminister. 

---

---