Rotes Rathaus (Berlin)

Den fornemme rødstensbygning i det historiske centrum i Berlins bydel Mitte ligger i Rathausstrasse (indtil 1951 Königsstrasse) og har siden 1992 været sæde for det berlinske senat samt den regerende overborgmester. Navnet Rotes Rathaus kommer af de røde klinker der er sat smukt på facaden. Tidligere havde Berlins øverste magistrat til huse i bygningen. Bygningen er omgivet af Rathausstrasse (nordvest), Jüdenstrasse (nordøst), Gustav-Böß-Straße (sydøst) og Spandauer Strasse (sydvest).

LÆS OM BERLIN 

LÆS OM BERLINS HISTORIE

LÆS OM BERLINS SEVÆRDIGHEDER

Det Røde Rådhus´ historie

Før den nuværende rådhusbygning blev opført, havde den berømte klassicistiske arkitekt Karl Friedrich Schinkel udført en række plantegninger med ideer til byggeri på stedet. De må formodes ikke at have været tilfredsstillende for byens byggeansvarlige, da de i 1857/58 udskrev en arkitektkonkurrence for et komplet nyt rådhusbyggeri “der skulle yde byen et værdigt monument”. En række kendte arkitekter deltog i konkurrencen såsom: Friedrich von Schmidt (der planlagde rådhuset i Wien), Eduard Knoblauch og Ernst Klingenberg såvel som Friedrich Adler, Hermann Nicolai og Robert Cremer. De såkaldte bygmestre modtog endda priser for deres udkast, men ingen af dem blev opført. I stedet gav man den Kongelige Preussiske Byggerådsansvarlige Hermann Friedrich Waesemann ansvaret i 1859 til at opføre en bygning, som han selv havde tegnet. Han arbejdede i et nært samarbejde med Rådhusforsamlingen og integrerede flere elementer, som hans konkurrenter/kollegaer havde haft med i konkurrencen.

Byggeprocessen foregik i to etaper i perioden 1860-69. Først oprettede man en sokkel af granit fra Schlesien, der blev beklædt med røde klinker langs byggeriet ved Jüden- og Königsstrasse. Derefter rev man omhyggeligt det gamle rådhus ned, således der blev plads til at føje flere dele til byggeriet. Den arkitektoniske inspiration til facaden antager man, at arkitekten har fundet i byen Torún (ty: Thorn) og byens middelalderlige rådhus, som lå i det daværende Vestpreussen, der dengang var tysk. Det havde blændbuer og et vægtigt tårn. Derudover findes der også inspiration fra den norditalienske renæssance i facaden. Tårnets udformning ligger tæt opad tårnene på katedralen i Laon i Frankrig. Den første rådsforsamling blev holdt i det endnu ikke færdige byggeri 30. juni 1865, og 6. januar 1870 holdt byrådet første gang møde her. Rådhuset var endnu ikke færdigt på det tidspunkt, idet mange af rummene og gangene endnu manglede at blive kunstnerisk udsmykket.

Byggeriet erstattede flere bygninger, der helt eller delvist stammede fra middelalderen og derudover en hel gadeblok. Den middelalderlige retsgang (Gerichtslaube), der var en del af det gamle rådhus, blev først nedrevet i 1871. Dele af originalen brugte Heinrich Strack til at opføre en identisk kopi i Park Babelsberg i Potsdam. De endelige omkostninger for byggeriet beløb sig til 10 millioner Mark, hvor man forlods havde planlagt 3 millioner.

Efterfølgende kom det til flere installationer i byggeriet. I 1882 installerede man et moderne fjerntaleanlæg i bygningen.

Rådhuset var imidlertid bygget for lille, hvilket man sandede, da utallige forvaltningsopgaver viste sig i takt med, at administrationen voksede. Til at afhjælpe dette byggede man i tidsperioden 1902-11 Altes Stadthaus på Molkenmarkt, der for en tid også blev kaldt Neues Rathaus. 

I tiden under nationalsocialisterne fandt der ingen forsamlinger sted i det Røde Rådhus, den sidste forsamling fandt sted 12. marts 1933. Rådhuset husede indtil 1945 en såkaldt Staatskommissar samt en for denne underordnet overborgmester. Bygningen blev også ombygget flere gange, hvor begrundelsen blev benævnt som værende de olympiske lege i 1936. Arkitekten bag disse ændringer var Richard Ermisch.

I 2. verdenskrig blev rådhuset beskadiget af nedkastede bomber, således at over 50% af rådhuset var beskadiget. I perioden 1951-58 blev rådhuset genopført efter planer af arkitekten Fritz Meinhard. Efter at tagfladerne var blevet fornyet, blev tårnet og facaderne genopmuret. VEB teglværket Grossräschen fabrikerede mere end 920 forskellige formsten, der igen fik facaden til at fremstå nuanceret og med sine mange detaljer. Særlig detaljeret er udsmykningerne på de mange fine balkoner udført af billedhuggeren Richard Schnauder. Den udvendige del er helt og holdent udført originaltro, mens korsgangene og hovedtrappehuset indvendigt er holdt i oprindelig stil. Bygningen blev genindviet 30. november 1955. Ved overdragelsen af nøglerne til den daværende overborgmester Friedrich Ebert blev der sagt “herfra vil hele Berlin igen fremtidigt blive regeret“.

Den første forsamling i det nyopførte rådhus fandt sted 30. november 1956 i det genopbyggede Røde Rådhus. Som følge af den tyske deling havde den østberlinske magistrat, byrådsforsamlingen samt overborgmesteren til huse i bygningen. Den vestberlinske pendant – Vestberlins senat – havde til huse i Rathaus Schöneberg indtil 1991. 1. oktober 1991 fik den genforenede forvaltning igen helt og aldeles til huse i det Røde Rådhus, der tjener som sæde for det berlinske senat og den regerende overborgmester. Indtil 1990 havde forvaltningen for den daværende bykommune Mitte også befundet sig i bygningen, men den fandt midlertidigt sæde i det tidligere Hotel Stadt Berlin i Berolinastraße. Siden 2001 har Rathaus Tiergarten været det officielle forvaltningssted for den nydannede kommune Mitte.

I årene 2005-06 blev byggesubstansen i tårnet fornyet. I den 1-årige saneringsperiode fik cifrene på urskiven nyt bladguld. I 2010 installerede Berlins Energiagentur et solanlæg på det flade tag på bygningen med 160 solmoduler, der producerer 36.000 kilowatttimer årligt.

Arkitektur og udsmykning

Der kan ikke fastlægges en tydelig arkitektonisk retning i bygningsværket. Som det også ovenfor er beskrevet tjente flere forskellige bygningsværker i Europa som forbillede. Arkitekten Waesemann måtte finde sig i, at efterfølgende arkitekturkritikere beskyldte ham for ” at sammenblande italienske elementer, märkisch (Mark Brandenburg/lokal) byggekunst, romanske rundbueformer og renæssancedetaljer”. Sammenblandingen blev beskyldt for ikke at fremhæve Berlin og byens borgerskabs betydning nok, hvilket kritikerne hævdede ville have været tilfældet, såfremt man havde brugt de tidstypiske stilarter som neoklassicisme og historisme.

Bygningsensemblet består af fire fløje over et firkantet grundrids. Det omslutter tre indergårde, hvoraf den ene af gårdene fik et glastag over sig omkring år 2000, og som ofte er rammen om store modtagelsesceremonier. Facaderne ud mod gaderne er ordnet i smalle siderisalitter (fremspring) og en bred midterrisalit. På hjørnet mellem Jüdenstrasse og Spandauer Strasse er risalitten et lukket polygonalt hjørnetårn. Den samlede bygning har hele vejen rundt en hovedgesims, der er kronet med en Attika. Bygningens højde er 27 meter. Fronten af rådhuset mod Gustav-Böß-Straße er udstyret med vinduesnicher, der dækker over såvel 1. som 2. etage. På begge sider befinder der sig nicher, hvor der ved indvielsen var opstillet bronzeskulpturer. Der var statuer af blandt andet kurfyrsten Friedrich I og af kejser Wilhelm I. Siden genopbygningen har nicherne været tomme.

Rådhustårnet er til og med brystværnet 74 meter højt, og dertil kommer flaget yderligere. Det er med sit baldakinagtige og løsnede hjørner en vigtig del af byens silhouet. Tårnet har et næsten kvadratisk grundrids med sine 12 x 13 meter i form. Via 375 trin kommer man til plateauet i toppen. Vandret betones tårnet af sandstensøjler og pilastre. På hver tårnside findes der små karnapper med betonet farvet glas og 8 udhuggede berlinerbjørne, der er lavet efter udkast af Friedrich Wilhelm Wolff. Det store tårnur er leveret af Johann Mannhardt fra Mannheim. Tårnuret – der også blev fornyet efter krigen – består af 4-4,75 i diameter cifferblade med en udsøgt smedekunst. Minutviseren er 1.30 meter lang og timeviseren 1,30 meter lang. Dertil kommer, at hver kvarter slår uret med slagtonen C, og hver time med slagtonen D. I de fire hjørnenicher findes allegoriske figurer fra 1894. De viser allegorisk fiskeri udført af Adolf Brütt, skibsfart udført af billedhuggeren Ernst Herter, handel udført af Peter Breuer og agerbrug udført af Otto Geyer.

Det er særligt værd at bemærke den udsmykning, der findes på 1. etages balkoner hele vejen rundt. På terrakottafriser – der kaldes en Stenkrønike – af hver 36 friser i 4 x 6 meters størrelse som relieftavler, hvor Berlin og Brandenburgs historie vises fra det 12. århundrede og frem til grundlæggelsen af kejserriget i 1871. Denne imponerende fortælling blev udført i årene 1876-79 af Ludwig Brodwolf, Alexander Calandrelli, Otto Geyer og Rudolf Schwenitz. Facadens øvrige udsmykning er præget af allegoriske figurer, ornamentik og Berlins våbenskjold, alle udført efter model af Ferdinand August Fischer.

Rådhusets indvendige udsmykning

En lang række kunstnere, der er værd at nævne, var med i udsmykning og udformning af de repræsentative rum såsom Anton von Werner, Adolph Menzel, Hugo Vogel og Georg Bleibtreu. De malede store historiske scenerier på væggene, som siden genopførelsen i 1950´erne ikke længere kan ses. Vægbilledere i magistratens forsamlingssal viste de preussiske regenter i udsøgte gevandter med rigsklenodierne i overdreven stor størrelse. Der blev først lagt sidste hånd på disse malerier i 1890´erne. Oprindelig lå Rådsbiblioteket her, hvor man dag finder søjlesalen.

Indtil et godt stykke ind i det 20. århundrede lå også borgmesterens tjenestebolig i rådhuset,og dens færdiggørelse krævede endda en efterfølgende ny finansiering.

Tidligere var der altid indrettet gastronomi i kælderrummene i rådhuse. Det gjaldt også i Berlin. I Ratstrinkstube eller Bernauer Keller traf man ofte de andre rådsherrer ved kaminen. Det sidstnævnte navn var efter Bernau ved Berlin, hvor den øl, man drak, hed Bernauer Bier – deraf navnet. Rådhuskælderen strakte sig parallel til den daværende Königstraße og i hele bygningens længde. Den åbnede 3. oktober 1869 sine rum og siderum. Udover rådsherrer blev det også et besøgt sted for mange af de kunstnere, der havde virket på rådhuset samt for mange almindelige berlinere. Rådhuskælderen blev restaureret og genåbnede i 1960´erne.

I forbindelse med genopbygningen fjernede/destruerede man en del skulpturer, buster og store malerier af slægten Hohenzollern, da de var “forstøvede levn fra en forgangen epoke”. Man fandt nye steder at stille andre skulpturer op. Det gjaldt eksempelvis fremstillingen Sprea (allegorien for floden Spree) af billedhuggeren Jeremias Christensen. Sprea har siden 1955 befundet sig i Tierpark Berlin. På samme tid  satte man et mellemloft op i den tidligere magistratssal og i den store forhal. Dermed indrettede man  nye kontorlokaler, og overborgmesterens repræsentative lokaler blev forlagt til førstesalen over indgangen ved Jüdenstrasse. Det forrige rum havde heller ingen høj stjerne hos magistratsmedlemmerne. I en beskrivelse fra byens syndikus Friedrich Lange hed det sig i 1920:

Et uvenligt, mørkt, fugtigt rum med oldnordiske opvarmede kolonner, ingen ventilation, hvor det største indtryk er overdrevent store oliemalerier af afdøde hohenzollere samt tidligere overborgmestre. Traditionspleje har ikke brug for falsk sparsommelighed og smagløs u-kulturelle elementer. Det passer imidlertid til den kaserneagtige trappe og husets generelle stil” 

Ved siden af de allerede nævnte rum befandt der sig i 1960´erne i stueplan og på førstesalen en indgangshal med trappehus – før genopbygningen gik trappehuset hele vejen op igennem bygningen – , forhal, opholdshal, garderobe, byrådssal – i dag våbensalen, hvor de 20 berlinske bydele anno 1950 vises, spisesalen, søjlesalen med galleri samt forhallen med overborgmesterens 38 kontorrum. På anden sal var der yderligere kontorrum og en forsamlingssal, på tredje sal to forsamlingsrum, kabinet for de valgte, en spisesal og endnu et kontorrum. Trappen blev færdiggjort i sort syenit. Enkelte af de indre søjler i bygningen bestod af smedejern, mange søjler og kolonner i sandsten, hyppigt beklædt med stukmarmor. De nye varmeelementer indeholder kunstfærdige smedejernsgitre fra Fritz Kühns værksted, som også har stået bag vinduesgitrene til Rathausstrasse.

Rådhusets omgivelser

I DDR-tiden var rådhusets omgivelser fuldstændig omgivet af ruiner fra den oprindelige middelalderlige kerne af Berlin. Det medførte, at området nordvest for rådhuset var et stort friområde. Byudviklingsforvaltningen i Berlin har siden starten af det 21. århundrede betegnet pladsen mellem Marx-Engels-Forum, Marienkirche og fjernsynstårnet som Rathausforum, hvilket dog ikke er et officielt navn. Der har været mange planer for dette område. Neptunbrunnen, den prægtige fontæne, der oprindelig stod foran byslottet, står stadig foran rådhuset, men det diskuteres, om den skal flyttes til sin originale placering.

Umiddelbart foran rådhuset ved Rathausstrasse åbnede i 2013 U-bahn-banegården Bahnhof Rotes Rathaus. Den er del af den forlængelse af U5-linjen mellem Alexanderplatz og Brandenburger Tor, som har været i gang siden 2010 og skulle være færdig i 2020. Under dette udgravningsarbejde har arkæologer fundet uventet fine rester af det oprindelige middelalderlige rådhus, rådhustårnet og retsgangen. Store dele af disse udgravninger skal bevares og fremadrettet kunne ses i et såkaldt Arkæologisk Vindue.

Anders Bager Eriksen, Historiske Rejser siger: Det er et helt automatisk sigtepunkt i Berlin. Det er særligt det 74 meter høje tårn og den næsten ikoniske farve, som i første omgang falder i øjnene. Når man kommer tættere på, er det i stedet detaljerne, hvor særligt balkonernes terrakottafriser er interessante,. De viser Berlins historie fra de første år og frem til 1871, hvor kejserriget blev grundlagt. Historisk er det særligt interessant, at det Allierede Kontrolråd i årene 1945-48 havde til huse i bygningen, det der gjaldt for alle 4 bydele. I 1948 smed den sovjetiske del de tre øvrige ud, hvilket var en vigtig begivenhed hen mod spaltningen. En yderligere smuk detalje er vinduerne med Berlins daværende 20 bydele. 

Print siden her