Washington Trident Konferencen 1943 –

Den tredje Washington konference – der havde kodenavnet Trident – blev holdt i Washington D.C. fra den 12. maj til den 25. maj 1943. Det var en konference, hvor regeringslederne fra USA og Storbritannien diskuterede strategi om, hvad der skulle ske i den forestående Anden Verdenskrig. Det var den tredje konference på tre år – 1941, 1942 og 1943 – men kun den anden efter, at USA var trådt ind i krigen. Lederne af konferencen var Winston Churchill og Franklin D. Roosevelt.

De emner, der blev diskuteret, var den forestående allierede invasion af Sicilien, at forøge den militære styrke, datoen for invasionen i Normandiet, samt hvordan man kunne få fremgang i Stillehavskrigen.

Møderne

De to regeringsledere mødtes hver anden dag i Det Hvide Hus, og de militære ledere fra de to lande mødtes næsten hver eneste dag rundt om bordet i Governors Room i Federal Reserve Building.

Diskussionsemner og aftaler

Churchill åbnede diskussionerne med ideer, som blev diskuteret på en åben måde mellem de to lande. De primære emner var den forestående militærinvasion i Italien, militærstyrke, landgangen i Normandiet, og hvordan man kunne hjælpe Kina i krigen i Stillehavet. Churchill var af den overbevisning, at operationerne og prioriteringerne af de enkelte operationer kunne løses bedst ved fælles aftaler, hvilket man opnåede på alle væsentlige punkter.

Den italienske front

Hovedemnet, som blev diskuteret på konferencen, var krigen i Italien. Churchill overtalte de amerikanske ledere til at tage del i den allierede invasion af Sicilien. Han var overbevist om, at kampene i Italien ville trække tyske tropper fra Østfronten i Rusland, således at Sovjetunionen ville få lidt pusterum, da tyskerne måtte sende tropper til såvel Italien som Balkan. Dette ville udligne de to landes “gæld” til Sovjetunionen efter Unionens enorme indsats og tab mod de tyske tropper i slaget ved Stalingrad.

Hvis man kunne få Italien ud af krigen, ville de allieredes forhold til Tyrkiet sandsynligvis blive langt bedre, hvilket Churchill antog ville give mulighed for at kunne benytte de tyrkiske baser fremadrettet.

Øget militær styrke

Det næstvigtigste emne, der var på dagsordenen, var, i hvilket omfang man skulle udbygge den militære styrke, og hvordan de Allierede skulle bruge styrken. Begge lande var enige om, at de skulle forøge deres militære styrke så meget som muligt i kampen mod fjenden. Dette indbefattede hæren, luftvåbnet og materiel samt flåden. På konferencen i Casablanca 14.-24. januar 1943 havde man været inde på emnet: betingelsesløs overgivelse, hvilket man igen debatterede. På det område var der ikke enighed. Præsident Roosevelt var hårdnakket fortaler for betingelsesløs overgivelse, mens general Dwight D. Eisenhower og den britiske general Henry Maitland Wilson var fortalere for at kæmpe sig til en betinget fred.

På trods af de forskellige tilgange til krigen besluttede de allierede, at krigen kunne udvides til selve Japan. Man var overbevist om, at det nazistiske Tyskland ville være besejret i 1944, og at de derefter kunne koncentrere sig om at besejre Japan i 1945. Den bedste løsning ville være at involvere Sovjetunionen i kampen mod Japan, da Stalin havde indikeret, at han var interesseret i at hjælpe til hermed.

Landgangen i Normandiet

Landgangen i Normandiet blev udskudt 12 måneder til maj 1944. Strategien bag dette var, at USA og Storbritannien ville opbygge deres troppestyrker, producere landgangsfartøjer og forsyninger til et sådant niveau, at man komplet dominerede kampene til vands og i luften. Forholdene på strandene med de svære tidevandsforhold, det enorme tyske forsvar, og hvordan at angrebet kunne planlægges på rette tidspunkt,samt hvornår de rigtige vejrforhold var til at sætte angrebet ind.

Den primære grund til, at de Allierede ville udskyde landgangen var deres manglende ressourcer i 1943. Stort set alle de britiske landgangsfartøjer var blevet indsat i Operation Husky – landgangen på Sicilien, og den eneste amerikanske US Division, der var brugbar, var i Storbritannien og skulle bruges til at opbygge en større flåde.

Hjælp til Kina

Endelig besluttede USA og Storbritannien sig for, hvad de skulle foretage sig i Stillehavskrigen. Den britiske feltmarskal Wawell havde besøgt Burma og fremlagde, hvad de Allierede kunne forvente sig af udfordringer, såsom

• tæt jungle, der ville hindre brugen af moderne våben
• monsun, som begrænsede mulige angrebstidspunkter
• meget begrænset mulighed for assistance fra søværnet

Luftstøtte var en af de få muligheder, man havde for at hjælpe Kina, så det var nødvendigt med en effektiv planlægning. Landene var enige om, at det ville være bedst at undlade et angreb på landjorden i Burma og i stedet bruge overraskelsesangreb fra luften, sådan som man havde gjort i Operation Torch i Nordafrika. Flåden, der havde været indsat i Italien, skulle være med til at støtte og dække angrebene fra luften i marts 1944.

Andre konsekvenser

Konferencen var også et tydeligt tegn på et skifte i, hvem der var den ledende magt i verden, da amerikanernes indflydelse var slående efter konferencen. Amerikanerne fordoblede deres militære engagement på konferencen, mens briterne var nødsaget til at gå på kompromis med mange af deres forslag. Den amerikanske generalstabschef George Marshall lod dette udmønte sig i øget indflydelse i en verden, der hidtil havde været domineret af briterne.

Efter landgangen på Sicilien 9. juli 1943 ønskede Churchill at fortsætte det italienske felttog, men Roosevelt var nervøs for, om øgede kampe i Italien ville forsinke generobringen af Frankrig, hvilket var planlagt til året efter. Ifølge den britiske historiker Max Hastings var det også på konferencen, at Churchill mistede tilliden til sin nære militærrådgiver Alan Brooke, da denne påstod, at det ville være umuligt at forestille sig nogle større operationer i det kontinentale Europa før 1945 eller 1946. Churchill genvandt aldrig tilliden til ham.

Print siden her