1.verdenskrig i Berlin
1. verdenskrig er det måske største brud, den moderne verdenshistorie har erfaret. Få steder var forskellen på før og efter så markant som i det tyske kejserrige og i særdeleshed i Berlin.
Før krigen var Tyskland Europas stærkeste vækstøkonomi, og militært var landet Europas stærkeste med en flåde, der udfordrede Storbritanniens patent på verdens have. Politisk havde Tyskland opnået at blive nøglespilleren i de politiske konferencer, der fordelte datidens kolonier som eksempelvis på Berlin-konferencen i 1885. Perioden fra den tyske samling i 1870 og frem til udbruddet på 1. verdenskrig kaldes Gründerzeit – grundlæggelsesårene. En betegnelse, der henviser til de gyldne tider, der stoppede brat med 1. verdenskrig.
Krigens opstartsfase løb fra 28. juni 1914 og frem til den første krigserklæring 1. august 1914. 28. juni 1914 myrdes Franz Ferdinand, tronarvingen til dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, i Sarajevo. Få uger forinden 13./14. juni 1914 har den tyske kejser Wilhelm II besøgt Franz Ferdinand på hans jagtslot Konopiste syd for Prag. Her blev politikken på Balkan diskuteret.
I forlængelse af drabet på Franz Ferdinand tog den østrig-ungarske diplomat Hoyos 5. juli til Berlin og førte samtaler med den tyske udenrigsminister Arthur Zimmermann i Palais am Wilhelmstrasse (Wilhelmstrasse 76). Hoyos fortiede, at den ungarske befolkningsandel var modstandere af et angreb. Dette er kendt som Mission Hoyos under Julikrisen 1914.
5. juli klokken 13.00 mødes Hoyos, Szögyeny og kejser Wilhelm II i Neues Palais i Potsdam. Den tyske kansler Thomas Bethmann-Hollweg var noget uventet ikke til stede. Kejser Wilhelm II var indledende skeptisk overfor angrebet, men da han ikke oplyses om ungarernes modstand, og Bethmann-Hollweg ikke er til stede, udsteder han en blankocheck om tysk assistance til et østrig-ungarsk angreb på Serbien. Reelt det, der gav Østrig-Ungarn mod til at indlede krigen.
Man omtaler Augustoplevelsen, som den stemning der herskede blandt de krigsbegejstrede i næsten alle de lande, der siden drog i krig. I særdeleshed er stemningen på Unter den Linden og Slotsøen (Museumsøen) i Berlin kendt, for her sværmede folk om nationen, krigen og opofrelse for tysk kultur og fællesskab. Politikere og kejsere var under kraftig påvirkning, da de traf beslutningen om at gå i krig i starten af august 1914. Det mest berømte udtryk herfor var, da kejser Wilhelm II fra Rigsdagens balkon udtalte ordene ”Der findes ikke partier, men kun tyskere!”.
26.-29. august 1914 vandt Tyskland sit vigtigste slag under hele krigen ved Tannenberg. Den store festivitas over denne sejr blev afholdt ved Brandenburger Tor.
Krigen fik ikke en afgørelse i løbet af efteråret 1914, hvor tyskerne blev standset nord for Paris ved floden Marne. I det flamske og nordfranske foregik der en kamp om at indtage de vigtigste forsvarsstillinger. 10. november 1914 foregik et af de vigtigste propagandamæssige slag i krigen, slaget ved Langemarck i Flandern. Den nationale presse beskrev 3.000 tyske studenters fald i slaget som fædrelandskærlig opopfrelse, hvor studenterne angiveligt skulle have været gået i døden syngende ”Deutschland, Deutschland über Alles”. Denne myte blev kendt som Langemarck-fortællingen, der har fået utallige pladser, haller, kirkegårde etc. opkaldt efter sig. Mest kendt er Langemarck-Halle ved Olympiastadion i Berlin.
1915 udviklede krigen sig til en lang stillingskrig med mange dræbte, og efterhånden kunne tyskerne mærke den fastlandsspærring, som briterne havde lagt på den tyske handel. Denne fødevarebegrænsning blev først for alvor mærkbar i 1916, året, hvor Tyskland mister næsten 1 million soldater i de to opslidende slag ved Verdun og Somme. I Berlin er modstanden mod krigen vokset, og kommunisterne, der hed Spartakistforbundet med Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg, erklærer på Potsdamer Platz ”krig mod krigen”. Det kan man i dag se en buste over ved Stresemannstrasse/Potsdamer Platz. I årene 1916/17 var 150.000 mennesker ramt af hungersnød i Berlin
Kejserens modtræk mod den folkelige modstand var at give en fremtidig lovning på mere magt til folket.
På Rigsdagsbygningen opsættes betegnelsen ”Dem Deutschen Volke” – hvilket kan oversættes ”givet til det tyske folk”. Imidlertid var der ikke noget demokrati, snarere tværtimod, idet Kejser Wilhelm II havde overdraget topledelsen i militæret den totale kontrol med det tyske samfund. Tyskland blev reelt set ledet af de to herrer Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff i de to sidste krigsår.
6. november 1918 abdicerede Kejser Wilhelm II, hvilket ikke foregik i Berlin, men derimod fra det tyske militære hovedkvarter i Spa i Belgien. Holland stiller et frit lejde til rådighed for Wilhelm i Huis Doorn, hvor han lever den resterende del af sit liv.
9. november greb forskellige grupper efter magten i Berlin. I Rigsdagsbygningen udråber socialdemokraten Philip Scheidemann det, der blev kendt som Republikken Weimar (da forfatningen blev skrevet i Weimar). På Hohenzollernes slot på Slotsøen erobrer kommunister, inspireret af matrosopstanden i Kiel, slottet, og Karl Liebknecht udråber den første tyske socialistiske republik. Denne republik bliver ophævet 15 .januar 1919 med drabet på Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht.
Dette er de vigtigste referencer til 1. verdenskrig i Berlin som vi på Historiske Rejser har kunnet finde.
Læs mere om Berlins Historie i Historiske Rejsers serie om Berlins Historie
