Berlins byslot/Zwirnburg/Humboldtforum
Berlins Byslot på Spreeøen var i årrækken fra 1443 til 1918 Hohenzollernes residens i deres. Slottet blev ombygget gennemgående under den brandenburgiske Kurfyrste Friedrich III. – der fra 1701 blev den første prøjsiske konge Friedrich I. – efter planer af arkitekt og billedhuggeren Andreas Schlüter i årene 1698-1713, hvor det fik status af et hovedværk indenfor den nordtyske Barok. Slottet var en af de største bygningsværker i Berlin, der med sin 60 meters høje kuppel dominerede bybilledet. Under Anden Verdenskrig udbrændte dele af slottet ved et allieret luftangreb i 1945. På den baggrund lod DDR-Regimet slottet sprænge i 1950. Genopførelsen af Berlins Byslot har været i fuld gang siden 2013, der fremadrettet skal fungere kulturelt under navnet Humboldt-Forum. Udover Andreas Schlüter har øvrige væsentlige arkitekter Johann Friedrich Eosander, Friedrich August Stüler og Albert Dietrich Schadow.
Berlins byslot med den imponerende kuppel midt på bygningen. Foran står Kejser Wilhelm Mindesmærket cirka år 1900. Kilde: Album aus Berlin, Globus Verlag
Slottet opstår i den kurfyrstelige tid
Kurfyrste Friedrich II. – med tilnavnet “Eisenzahn” (Jerntand), valgte Dobbeltbyen Berlin og Cölln som Residens og sæde for hoffet i modsætning til sin forgænger Friedrich I. – der havde holdt til på Borgene i Altmark i såvel Brandenburg og Tangermünde. Byen ved Spree udviklede sig til at blive det erhvervsmæssige og delvist politiske centrum i Mark Brandenburg. Siden midten af det 13.århundrede havde de brandenburgiske markgrever holdt til i Hohe Haus i Klosterstrasse, når de gjorde ophold i Berlin.
Den 31.juli 1443 blev grundstenen lagt for det første slotsbyggeri, der først stod færdig i 1451. Kurfyrsten satte sig op imod de massive protester fra Rådsherrerne, det er kendt som den såkaldte Berliner Unwille; de demonstrerede mod Slotsbyggeriet, da de opfattede Hohenzollernes trussel mod deres hidtidige politiske og økonomiske friheder. Der er begrænset dokumentation for udseendet af det første slot; hvor det senere Schlüterhof og Hof III kom til at ligge lå der voldanlæg, der kunne kontrollere de krydsende handelsveje.
I Codex diplomaticus brandenburgensis fra 1431 bliver det nævnt at Kurfyrsterne skulle flyttes fra Kloster Lehnin og finde et sted i Berlin ved Spree og bygget et nyt slot.
Det røde er Berlin og det gule er Cölln, hvor slottet ligger ud mod Spree floden. Kilde: Reprint Verein f. d. Geschichte Berlin (1888)
Den 15.december 1451 udtalte Kurfyrsten at slottet var blevet befæstiget. Byggeriet i årene 1443-51 var en befæstiget borg, og et citadel der vendte sig mod begge byer Berlin og Cölln der sandsynligvis har været et tidstypisk befæstningsanlæg. Slottets nybyggeri fra 1537 betød at det citadel-agtige borgslot blev sløjfet, for at lægge grundmurene til et beboeligt slot. I 1465 var det sengotiske Erasmuskapel blevet betydeligt udvidet.
I det 16.århundrede lod Kurfyrste Joachim II. i ret betydeligt omfang nedrive det senmiddelalderlige anlæg og istedet bygge et renæssancebyggeri med forbillede i slottet i Torgau. Det var arkitekten af Konrad Krebs leverede planerne og hans elev Caspar Theiss virkeliggjorde planerne. Nybyggeriet blev forbundet med den oprindelige Berlins Domkirke, der fremadrettet virkede som Slotskirke. Den havde hidtil været kirke for Dominikanerordenen i Berlin og lå umiddelbart syd for den kurfyrstelige residens, hvor Breite Strasse møder Schlossplatz.
Mod slutningen af det 16.århundrede der sørgede Kurfyrste Johann Georg og hans hofarkitekt Rochus Graf zu Lynar for at færdiggøre vestfløjen og med den nordlige Hofapotek og dermed afslutte gården. Kurfyrste Friedrich Wilhelm – den Store Kurfyrste – lod efter Trediveårskrigen det temmelig forfaldne slot nyanlægge. I de sene år af hans regeringsår blev der udført væsentlige rum som Kugelkammer og Braunschweigische Galerie. Gallerigangen blev udført af arkitekten Johann Arnold Nering.
Renæssanceslottet omkring år 1690 – Spree ses mod højre. Maleriet er udført af Abraham Begeyn
Slottet i de kongelige prøjsiske år
Under Kurfyrste Friedrich III. – der fra 1701 var Kong Friedrich I. af Preussen – blev slottet udbygget kraftigt som Kongeresidens. Efter at først Arnold Nering og Martin Grünberg havde haft det bygningsmæssige ansvar overtog Andreas Schlüter i 1699 ansvaret som byggeleder for slottet – samme år som han lidt tidligere havde overtaget ansvaret for byggeriet af det daværende Tøjhus. Schlüter udbyggede slottet til et betydningsfuldt profanbyggeri for den protestantiske Barok. Hans udkast var dog forholdsvis konservativt og tog overvejende udgangspunkt i det hidtidige slot. En af hans største inspirationer var Berninis udkast til Louvre i Paris. Det blev heller ikke til Schlüters ønskede fire fløje – han måtte nøjes med 2 fløje. Fløjen mod Lustgarten samt i retning mod byen i hvad der sidenhen blev opkaldt efter ham selv – Schlüterhof. Forbilledet for facaden ud mod Schlossplatz var Palazzo Madama i Rom, hvor Schlüter forstørrede den momumentale Kolossalportal I. De repræsentative rum endsige privatrummene på slottet blev fornemt udsmykket af billedhuggere og loftmalerier af blandt andet Augustin Terwesten. De primære grunde til at det opfattes som et hovedværk i barokken var Schlüters facade og de udsmykkede indvendige rum.
På kongens ønske skulle det såkaldte Münzturm eller Mønttårnet udsmykkes med et klokkespil fra Holland til en værdi af 12.000 Gylden i en ønsket højde af 94 meters højde. Det middelalderlige fundament viste sig imidlertid utilstrækkelig, hvilket Schlüter forsøgte at kompensere for ved at forstærke det med en jernarmering. Slutteligt måtte det ufærdige tårn af statiske grunde nedrives og Schlüter blev afløst af sin konkurrent Johann Friedrich Eosander, der havde planer for yderligere udvidelser af slottet. Planen blev kun delvis udført, hovedsageligt rundt om det senere Eosanderhof.
Barokslottet på et kobberstil af P. Schenk fra 1702 efter tegning S. Blesendorf
Grundet sin forbindelse med Johann Sebastian Bach, der regnes slottet for “Bachort”. I 1719 lærte komponisten Christian Ludwig von Brandenburg at kende og gav her sine berømte Brandenburgischen Konzerte, der sandsynligt blev opført på slottet i 1721.
Efter Friedrich I. døde i 1713 lod hans søn og efterfølger Friedrich Wilhelm I. (Soldaterkongen) i en programmatisk lov det kunstneriske liv ved Berlins Hof nedlægge. Han lod Martin Heinrich Böhme – en forholdsvis ukendt elev af Schlüter – færdiggøre det udvendige i en forsimplet form, mens de repræsentationsrum der var påbegyndt fornemt også blev afsluttet således. I det sydøstlige hjørne af slottet oprettede man et lille kuppeltårn for klokkerne til Slotskapellet. I starten af det 18.århundrede var det fantastiske ravkammer – Bernsteinzimmer – en del af slottet på Friedrich I.´s ordre. Imidlertid skænkede hans efterfølger Soldaterkongen det fornemme kammer – ofte benævnt som det 8.vidunder i verden – til den russiske Tsar Peter den Store, der lod det indbygge i Katharinenpalads i Zarskoje Selo tæt ved Sankt Petersborg. I bytte fik Soldaterkongen 200 meget høje soldater – kaldt Langen Kerls – som blev hans personlige livgarde og holdt sig til ham i Wusterhausen og Potsdam.
Berlins slot med rytterstatuen af den Store Kurfyrste – der idag står foran Charlottenburg Slot på et kobberstik af Johann Georg Rosenberg fra 1781
Efter sin tronbestigning i år 1840 ville kong Friedrich Wilhelm IV lave en værelsesgang på øverste etage langs floden Spree og Lustgarten. Hans arbejdskammer havde han allerede i sin tid som kronprins i 1826 indrettet i koret af det tidligere Erasmuskapel. Bogreolerne i rummene blev lavet efter udkast af Karl Friedrich Schinkel. De middelalderlige hvælvinger – som Frederik den Store havde tildækket blev igen blotlagt under Friedrich Wilhelm IV. Det flotte arbejde så man blandt andet på et portræt af Franz Krüger. Arbejdsværelset var det rum i Berlins Byslot som Friedrich Wilhelm IV. ikke kun brugte mest tid på og modtog sine gæster i, men også hvor han førte sin regering fra og planlagde sine mange byggeprojekter.
Berlins Byslot – Schlüterhof. Et maleri af Eduard Gaertner fra 1830 (ejes af Stiftung Preussische Schlösser und Gärten)
Udover arbejdsværelset var det først og fremmest tre andre rum der spillede en vigtig rolle: Sternzimmer der fungerer som festsal, den tilstødende Spisesal og den 100 kvadratmeter store Tesalon der fungerede som modtagesalon. Tesalonen var det tidligere koncertkammer fra Frederik den Store og blev omdannet til klassicistisk stil på udkast fra kongen selv men udført af Karl Friedrich Schinkel. Rummet var udsmykket med to dusin stole med to antikke forbilleder og halvrunde bænke. Friedrich Wilhelm og hans kone tog imod lærde og kunstnere til frivillig åndsudveksling. Eksempelvis forelæste naturforskeren Alexander von Humboldt for kronprinseparret sit første bind af hans værk Kosmos.
Udover det markante 60 meter høje kuppelbyggeri over Eosanderportalen, der fandt der i det 19. og 20.århundrede kun mindre ændringer sted. Kuplen med sit oktogonale pilasterudsmykkede Tambour blev opført af arkitekten Friedrich August Stüler under byggelederen Albert Dietrich Schadow i årene 1845-53. Byggeriet var et resultat af at den klassicistiske mester Karl Friedrich Schinkel havde bearbejdet et udkast fra kong Friedrich Wilhelm IV. Derudover blev der indsat 24 kvadratisk oplyste vinduer rundt om Slotskapellet, der blev indviet i januar 1854. Tambour-Oktogonen blev afsluttet af en balustrade, hvor der stod 8 statuer – 1 i hvert hjørne. Bag balustraden begyndte yderligere en rund tambourdel. Rundt om denne runde del var en krans af gesimser med en prøjsisk blå skriftbånd med teksten “„Es ist in keinem anderen Heil, es ist auch kein anderer Name den Menschen gegeben, denn der Name Jesu, zu Ehren des Vaters, dass im Namen Jesu sich beugen sollen aller derer Knie, die im Himmel und auf Erden und unter der Erden sind”.
Kuppelkonstruktionen var yderligere inddelt i 24 felter. Øverst blev den toppet med en lanterne, der øverst blev båret af 8 engle med palmeblade, og helt øverst med et kors.
Berlins byslot med den netop færdiggjorte kuppel. Maleri af Edoard Gaertner, der hænger på Alte Nationalgalerie, Berlin.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger. “For det første vil jeg sige, at jeg skrev mit speciale om den plads, hvor slottet lå – og igen kommer til at ligge – og de diskussioner, der intensivt foregik om pladsen i 1990´ernes Tyskland. Hvilket jeg kommer med en afrundende bemærkning om.
Slottet blev anlagt i 1443 som et magtsymbol for den nye kurfyrstelige familie Hohenzollern, der dermed også viste, at de havde tænkt sig at regere fra Berlin og ikke fra Nürnberg, som den første generation gjorde. Berlinerne var ikke begejstrede, hvilket udløste opstanden Berliner Unwille. Slottet blev udbygget man kunne se en lang række af forskellige stilarter såsom renæssance, rokoko men i 1700-tallet blev det den barokke stilart der kom til at dominere. Der er mange begivenheder, der kan henføres til slottet, men mest berømt er nok i 1848 hvor den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV. lover en demonstrerende forsamling en fri forfatning, hvilket gav håbet om en liberal tysk kejser. Han trak siden sine ord tilbage. Derudover var det på slottet i slutfasen af Første Verdenskrig, at spartakisternes (kommunisternes) leder Karl Liebknecht erobrede slottet med sine soldater og proklamerede den første socialistiske tyske stat. Slottet blev bombet – men ikke uopretteligt – under 2.verdenskrig. Socialisterne planlagde i første omgang at genopføre det, men da DDR blev oprettet i 1949 sprængte man i 1950 slottet og planlagde efterfølgende at opføre et mausolæum til Karl Marx – imidlertid fik man ham ikke udleveret fra London. I perioden 1973-76 opførte Erich Honecker som ny leder, istedet Palast der Republik, der i folkemunde blev kendt som “Erichs Lampenladen” og hvor DDR´s parlament fik til huse. Efter murens fald, men før genforeningen, der besluttede DDR´s nu demokratiske parlament, at de ville nedlægge sig selv som stat – ganske enestående i historien – og at bygningen var fyldt med asbest, og at de overlod beslutningen om hvad der skulle ske til de nye beslutningstagere.
Efter årevis af diskussioner blev Palast der Republik nedrevet i perioden 2006-09. I 2010 påbegyndte man genopførelsen af Berlins gamle byslot. Imidlertid således at kun tre af siderne bliver gennopført, den fjerde og ældste der vender mod øst bliver totalt moderne. Det indvendige bliver overvejende i moderne stil. Projektet ventes færdigt i 2019.
Mit speciale byggede 4 forskellige avisers dækning af den pågældende diskussion om hvad man skulle gøre med pladsen, der indtil 1993 lød navnet Marx-Engels-Platz, men derefter blev omdøbt / fik sit gamle navn tilbage Schlossplatz. De 4 aviser var: taz, Berliner Zeitung, Süddeutsche Zeitung og Die Welt. Diskussionen handlede meget om 3 fænomener: Palast der Reublik, om den var en arkitektonisk moderne rædsel, eller om den var udtryk for noget af det smukke ved DDR, der nu fik lov at lide en langsom død i den genforenede stat. Slottet: Udtryk for fantasifulde nostalgiske sværmerier, der truede med at lade Tyskland på ny sove ind i trygge drømme eller om slottet omvendt var det æstetisk korrekte, da alle nabobygningerne – Museerne på Museumsøen, Domkirken, Nikolaiviertel og Unter den Linden – var i historisk stil, og var opført med slottet som udgangspunkt. Berlins manglede sit historiske hjerte, og at genopførelsen af det var en form for transplantation, redningsaktion af Berlin. Endelig handlede det også om økonomi.
