Bernsteinzimmer (ravværelset verdens 8.vidunder)
Verdens ottende vidunder genopført i 2003 på Katharinapaladset. Kilde: Wikipedia
Værelset af rav var oprindelig bestemt af kong Friedrich I af Prøjsen til at være et værelse på hans dronnings nyligt anlagte slot Charlottenburg. Imidlertid gik projektet i stå grundet hofintriger og i stedet givet til den russiske tsar Peter den Store i 1716. Projektet blev færdiggjort i det russiske, hvor det fik tilnavnet verdens ottende vidunder. Som tysk krigsbytte blev det bragt til slottet i Kønigsberg (i dag: Kaliningrad), hvor det originale sidst er sporet i 1945. I 2003 opstod en originaltro gengivelse af værelset på Katharinapaladset i Zarskoje Selo. Bernstein er det tyske ord for rav.
Landene rundt om Østersøen har altid været beskikket med meget rav, og der har fra gammel tid været mange sagn og fortællinger, hvor rav indgår.
Et af disse sagn fortæller, at ravstykkerne, der samles op på stranden, er rester af en havkonges slot. Hans datter blev forelsket i en simpel fisker, hvilket forårsagede en tragisk katastrofe, hvor begge døde, og slottet blev ødelagt. Ravet er desuden blevet tillagt mirakuløse og helbredende effekter.
Kunstnerisk havde rav alle dage været benyttet som dekoration, men dets højdepunkt opnåede det i 1600- og 1700-tallet. Særlig de prøjsiske kunstnere satte en høj standard. Imidlertid befandt datidens største ravskærer Gottfried Wolfram sig ved det danske hof i København.
I 1701 blev Kurfyrstendømmet Brandenburg-Prøjsen ophøjet til at være et kongerige. Det betød en kraftig forøget diplomatisk interesse fra de øvrige europæiske kongeriger. Den danske konge Frederik IV (1699-1730) tilbød, at Gottfried Wolfram kunne udlånes til Prøjsen. Denne gjorde tjeneste fra 1701-06 ved hoffet i Kønigsberg.
Da Prøjsen planlagde at rykke sin hovedstad fra Kønigsberg til Berlin, havde Friedrich I i sinde at udsmykke sin nye hovedstad overdådigt. Andreas Schlüter var kommet med et udkast til værelsets udformning. Imidlertid viste Wolfram sig at være for dyr, og i stedet blev de to ravskærere fra Danzig, Ernst Schacht og Gottfried Thurau, hyret. Planen var en fuldstændig væg- og loftudsmykning i rav på slottet Charlottenburg.
Alle ravstykker blev minutiøst udvalgt og detaljeret udført med figurer. Imidlertid trak projektet ud, og da Andreas Schlüter blev opsagt, og Friedrich I senere døde i 1713, valgte den kunstfjerne nye prøjsiske konge Friedrich Wilhelm I, også kendt som Soldaterkongen, at deponere projektet i en kælder på Berlins byslot. Ved de øvrige europæiske hoffer var man i samtiden chokeret over, at den ny prøjsiske konge havde deponeret et så storslået projekt.
Peter den Store, tsar af Rusland og ivrig kunstsamler, fremsatte et intelligent tilbud til den soldaterfikserede prøjsiske konge. Soldaterkongen kunne kvit og frit overtage 55 af hans stærkeste, højeste og bedste soldater mod at få lov til officielt at forære Bernsteinværelset til Rusland som en officiel gave. Politisk var det med til at besegle en fælles alliance Prøjsen og Rusland imellem imod Sverige i Den Store Nordiske Krig. Soldaterkongen, der havde en særlig forkærlighed for høje soldater, tøvede ikke et øjeblik. Disse soldater kom til at indgå i hans berømte personlige livgarde, der i folkemunde blev kaldt Lange Kerls.
I 1717 blev ravværelset bragt til Sankt Petersborg, hvor det dog viste sig, at man ikke kunne finde noget sted at udstille det. Først under Peters datter, tsarina Elisabeth (1741-61) fandt man en værdig plads til værelset i Katarinapaladset i Tsarbyen Zarskoje Selo. Her udformede den store italienske arkitekt Bartolomeo Francesco Rastrelli paneler, loft og spejlpilastre, således at ravværelset kunne komme til sin ret. Værelset tog folk med storm, og beretningerne fortæller om verdens ottende vidunder.
Her befandt værelset sig frem til 1941, hvor tyskerne besatte Zarskoje Selo, hvor man var begyndt at pakke øvrige samlinger bort. Imidlertid blev man overrasket over, hvor hurtigt det var lykkedes den tyske hær at indtage byen.
Tyskerne pakkede værelset ned og sendte det til slottet i Kønigsberg, hvor det blev udstillet. Efter et britisk angreb på Kønigsberg i august 1944 blev det pakket ned i kælderen under slottet.
Det er ikke set siden 1945, og der går historier om, at det skulle befinde sig hos en privat samler i Sydamerika, være gået ned på Østersøens bund sammen med flygtningeskibet Wilhelm Gustloff, men mest sandsynligt er, at det befinder sig i de sammenstyrtede kældre under det tidligere slot.
I 2009 og 2013 har delvise arkæologiske undersøgelser ikke fundet noget under slottet i Kønigsberg, i stedet er mindre dele af kunstværket blevet fundet på det sorte marked.
Siden 1976 har der været arbejdet på at rekonstruere værelset på Katharinapaladset, men grundet pengemangel blev det først færdig op til Sankt Petersborgs 300 årsjubilæum i 2003, hvor den tyske forbundskansler Gerhard Schröder og den russiske præsident Vladimir Putin kunne fejre åbningen.
Ruhrgas AG stod for en stor del af midlerne til denne genopførelse, og det var bemærkelsesværdigt også Ruhrgas AG (nu som E-On) Gerhard Schröder og Vladimir Putin der 8.september 2005 underskrev en aftale om at føre et gasrør igennem Østersøen fra Vyborg til Greifswald udenom de østeuropæiske lande, og dermed gøre europæiske gaspriser afhængig af russiske. Således kan kunstpolitik og storpolitik spille sammen både i 1700-tallet og i dag.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Et nutidigt ophold ved slottet i Charlottenburg, kan altså kun henvise til denne særlige forbindelse til et af verdens store vidundere, som Prøjsen i årene under Soldaterkongen valgte at afgive. Der er stadig en del kulturudvekslinger mellem slottet i Charlottenburg og kunstsamlinger fra Sankt Petersborg, der jævnligt udlånes, hvilket er med til at gentage udvekslingen af Bernsteinzimmer. Det er en af de særlige karaktertræk hos Soldaterkongen Friedrich Wilhelm I (1713-40), at han nærmest afskyede kulturen og til gengæld priste soldater, kaserner, krudt og kugler. I den sammenhæng er referencen til hans kulturbytte for de “Langen Kerls” noget der passer perfekt. I Potsdam var disse Langen Kerls en del af bybilledet i mange år, og de benyttes stadig flittigt i byens markedsføring. At værelset under Putin er blevet restaureret tilbage til sin originale pragt er nærmest logisk, både fordi Putin har ført store midler til kunst og kultur i Sankt Petersborg, hvor han selv har en politisk fortid, og fordi han har brugt byen til at vise russernes særlige kultur. Fortællingen sætter russerne som de kloge og kulturelle og Europæerne (tyskerne) som de krigeriske og smådumme.
