Checkpoint Charlie
Checkpoint Charlie var en af de 14 grænseovergange i Berlin, der i årene under Berlinmuren 1961-89 forbandt Østberlin -bydelen Mitte – og Vestberlin – bydelen Kreuzberg. Checkpoint Charlie lå i Friedrichstrasse mellem Zimmerstrasse (øst) og Kochstrasse (vest) – tæt ved U-bahn Kochstrasse. Det var den amerikanske og sovjetiske sektor der stod direkte overfor hinanden, hvilket gjorde atmosfæren mere anspændt. Kontrolpunktet blev oprettet i August 1961 som følge af opførelsen af Berlinmuren og var den grænseovergang som vestallieret militærpersonale, de sovjetiske Militærforbindelsesmissioner (SMM) og andre udenlandske diplomater samt turister skulle benytte.
Den er samtidig den mest kendte overgang, både grundet ovennævnte, men også fordi den lå ualmindelig tydeligt i bybilledet og at den 27.oktober 1961 havde hele verdens fokus, da amerikanske og sovjetiske tanks pegede direkte på hinanden og verden frygtede for 3.verdenskrig. Det var den amerikanske reaktion på opførelsen af Berlinmuren lidt over to måneder tidligere.
Betegnelsen Checkpoint står i modsætning til den sovjetisk/østtyske betegnelse Grenzübergangsstelle, der anså stedet som grænse. I vest anerkendte man ikke stedet som grænse, men kun som overgangssted mellem de allierede besættelseszoner. Navnet Charlie kommer af den amerikanske prioritet i Checkpoint. Den var tredjevigtigst. Alpha og Bravo var de to motorvejsovergange mellem amerikansk kontrollerede områder ind i DDR fra henholdsvis BRD og Vestberlin.
Checkpoint Charlie
Da Berlinmuren blev opført den 13.August 1961 var amerikanerne usikre på hvorvidt man skulle reagere. Potsdamtraktaten garanterede alle blandt de fire allierede fri bevægelighed i hele byen Berlin. Den 22.oktober blev en amerikansk militærperson afkrævet legitimation for at krydse Checkpoint Charlie. Det førte efterfølgende til en anspændt situation, hvor parterne flere dage efter prøvede hinanden af med gensidige provokationer.
Den 27.oktober 1961 rullede amerikanske tanks mod Checkpoint Charlie men blev forhindret i at fortsætte til den sovjetiske del af Berlin. I næsten 24 timer stod kampvognene overfor hinanden med få hundrede meters afstand. Hele verden fulgte intenst med. Det vides i dag, at begge parter havde ordre til at skyde i tilfælde af angreb fra modparten.
28. oktober accepterede Kennedy Berlinmurens eksistens mod, at de sovjetiske tanks ville være de første til at trække sig tilbage. Det skete imidlertid i skiftevis små ryk. Den amerikanske general Lucius Clay havde været klar til at bruge magt, hvilket han mener, ville have fået Sovjetunionen til at stoppe opførslen af muren. Kennedy handlede ud fra en logik. En mur er bedre end en krig.
Flugtforsøg ved Checkpoint Charlie
Flere af de mest kendte flugtforsøg over muren foregik ved Checkpoint Charlie. Det mest brutale flugtforsøg var teenageren Peter Fechters mislykkede forsøg 17. august 1962. I sit forsøg på at passere igennem pigtråden blev han skudt af grænsevagter. På begge sider kunne man høre den unge mand skrige om hjælp i timevis. Ingen hjalp ham, og han døde af sine blødninger. Historikeren Peter Hildebrandt anlagde 14. juni 1963 Mauermuseum, der siden har fortalt om Berlins deling, muren og de mange flugtforsøg. Det blev indviet få dage før Kennedys berømte besøg i byen i 1963.
I 1974 forsøgte politibetjenten Burkhard Niering fra DDR at flygte, da han tog en paskontrollør som gidsel, men han blev skudt i forsøget. Grænseanlægget blev udbygget, og kontrollen blev intensiveret grundet de mange flugtforsøg. Eksempelvis opererede man med meget lave grænsebomme, da et vellykket flugtforsøg var lykkedes med en lav bil. Derudover skulle man igennem flere visitationer, inden man fik lov til passere til vest. Den 29.august 1986 lykkedes det tre mand at flygte, da de gennembrød grænsebommene med en 7,5 tons lastbil. Det sidste vellykkede flugtforsøg foregik 18.august 1989 da Hans-Peter Spitzner sammen med sin datter gemte sig i kuffertrummet på et allieret køretøj.
Efter murens fald blev kontrollen lempet, og 22. juni 1990 blev grænsehuset fjernet. En kopi blev genopstillet i år 2000. Et meget omdiskuteret monument med 1067 kors over folk, der ikke overlevede flugtforsøg over muren stod i perioden 2004-05. Siden 2006 har der været en større udendørsudstilling ved fortovene i krydset Zimmerstrasse/Friedrichstrasse, der fokuserer på de tre temaer. Den første del fokuserer på flugtforsøg, mislykkede såvel som vellykkede. Den anden del fokuserer på Checkpoint Charlie som historisk symbol, med særligt fokus på Oktoberkrisen 1961 og den tredje på mindesteder, den tyske deling og Berlinmuren.