Freden i Stralsund 1370

Freden i Stralsund blev indgået og underskrevet 24. maj 1370 i hansebyen Stralsund. Det var en aftale mellem den danske konge Valdemar IV. Atterdag og hansestæderne.

Freden afsluttede den Store Hansekrig (1367-70), der var en fortsættelse af den Første Dansk-Hanseatiske Krig (1361-65), som var begyndt med den danske erobring af Visby på Gotland i 1361, og som kun havde været kort afbrudt af en fredsfase 1365-67.

Forhistorie

Den danske konge Valdemar IV. Atterdag havde set sin far Christoffer II. pantsætte hele det Danske Kongerige til Holsten, Mecklenburg og Sverige i årene 1332-40. Siden havde Valdemar stykvis sikret, at Danmark var blevet genetableret, hvilket i første omgang havde været til gavn for hansestæderne, da sikkerheden på Østersøen var blevet øget. I 1360 generobrede han Skåne, hvilket førte til, at Danmark igen tog kontrollen over de vigtige sildemarkeder i Skanør og Falsterbo og dermed også kontrollerede skatterne derpå. Det var ikke til hansestædernes fordel, men dog til at tolerere. Året efter erobrede Valdemar den strategisk vigtige ø Gotland og brandbeskattede hovedbyen Visby. Derudover fjernede han byens mange privilegier, der var tæt vævet sammen med i særdeleshed Lübecks handel med Novgorod og det nordrussiske område. Dette ville uundgåeligt kalde på en reaktion. Under ledelse af Lübecks borgmester Johann Wittenborg mødtes hansestæderne til hansedag i Greifswald, hvor også gesandter fra Norge, Sverige og den Tyske Ridderorden deltog. De besluttede sig for krig mod danskerne.

Til finansiering af krigen lagde byerne, der deltog, en told på varer. Hansestæderne og de deltagende konger skulle stille med skibe og 2000 mand. Man havde fra starten lavet en bindende aftale om krigsudbyttet. Skåne, Øland og Gotland ville tilfalde svenskerne, mens hansestæderne skulle have deres handelsprivilegier generhvervet og have stillet nogle af byerne i de erobrede områder i pant.

Johann Wittenborg, borgmester i Lübeck, stod i spidsen for den flåde, der stævnede ud fra Hiddenseer Dornbusch, 48 skibe med 27 kogger og 2240 bevæbnede mænd. De var fordelt således, at Lübeck stillede med 600, Rostock med 400, Wismar, Greifswald og Stettin med 200, Kolberg med 100, Stargard og Anklam med 50 og Kiel med 40. Derudover stillede Hamborg og Bremen med yderligere 300. De deltog også, men havde mindre interesse heri, da nordsøhandelen var deres primære interessefelt. I 12 uger belejrede Johann Wittenborg den vigtige dansk-skånske fæstning Helsingborg uden at opnå den lovede hjælp fra landtropper fra Norge og Sverige. Det var angiveligt lykkedes for Valdemar at indgå en aftale med Håkon VI. Magnusson, der året efter giftede sig med Valdemars datter Margrethe (den senere dronning Margrethe I.). Imidlertid angreb danskerne hansestædernes flåde og vandt en overlegen sejr i Slaget ved Helsingborg 8.juli 1362. Der blev sluttet våbenhvile i Rostock i november 1362, og den blev snart forlænget til januar 1364.

I mellemtiden var der udbrudt almindeligt kaos i Sverige, hvor den svenske konge Magnus Eriksson var blevet afsat, og hans søn den norske konge Håkon VI. Magnusson flygtet til Norge. I stedet var indsat Albrecht III. af Mecklenburg som konge. Denne var gift med Valdemar Atterdags anden datter Ingeborg. På dette tidspunkt så man Valdemars magtdomæne brede sig. I 1365 var man nødt til at slutte fred med Valdemar, hvilket skete i Freden i Vordingborg. Hansestæderne måtte finde sig i højere skatter og anerkendelse af Valdemars nye besiddelser, men de var tvunget til denne ordning. Valdemar skulle på den anden side garantere sikkerhed for hansestædernes handel. Imidlertid var det en utilfredsstillende ordning for hansestæderne, som bare ventede på en ny konfrontation.

Konflikt

På hansedagen i Køln 19. november 1367 blev der sluttet et anti-dansk forbund, den såkaldte Kølner Konføderation. Den bestod af 77 hansestæder, hvilket Valdemar IV. Atterdag noget arrogant lod hånt om, da han på Gåsetårnet i Vordingborg skrev “77 gæs, og 77 høns betyder intet….“. Den 2. februar 1368  sluttede hansestæderne i Lübeck sig yderligere sammen med Kong Albrecht III. af Sverige samt en række nordtyske og danske adelige. Parallelt med krigserklæringen sendt til Danmark sendte hansestæderne skrivelser til hele 27 nordtyske herskere, kongen af England og Polen såvel som kejser og pave for at fortælle om deres handling. Dette var en usædvanlig aktivitet i forbindelse med en krigserklæring.

I april 1368 drog hansestædernes flåde med 37 skibe og 2000 bevæbnede mænd mod Danmark og kunne 2. maj 1368 erobre København og samtidig ødelægge byen (den var endnu ikke landets hovedstad, men en vigtig befæstning og handelsby). I juli indtog tropper fra Sverige og hansestæderne Skåne såvel som Sønderjylland og Norge. Kong Valdemar IV. Atterdag så sig nødsaget til at flygte. Det var kun den stærke fæstning Helsingborg, der var i stand til at holde stand. Den modstod den langvarige belejring under ledelse af Bruno Warendorp, som først i september 1369 var i stand til at indtage byen. I slutningen af november indgik Danmark og hansestæderne en våbenhvile.

Freden i Stralsund fra 1370. Det oprindelige beseglede dokument på Stralsunds byhistoriske museum. Foto fra wikipedia

Fredsslutning

1. maj 1370 mødtes 23 repræsentanter for hansestæderne med de danske gesandter under ledelse af Henning Podebusk, høvedsmand for Danmark, samt ærkebispen af Lund og bisperne af Roskilde og Odense. Den danske konge Valdemar IV. Atterdag havde efter de militære nederlag og besættelser af Danmark forladt landet for at søge støtte hos kejseren og paven i Avignon. Repræsentanterne for hansestæderne var ofte borgmestre eller rådsherrer, som kom fra byerne Lübeck, Stralsund, Greifswald, Stettin, Kolberg, Stargard, Kulm Thorn, Elbing, Danzig, Riga, Reval, Dorpat, Kampen, Zuidersee, Briel, Harderwijk, Zutphen, Elburg, Stavoren, Deventer, Dordrecht og Amsterdam.

Stralsunds rolle blandt de vendiske magter var uden tvivl mindre end Lübecks. De vigtigste udenrigspolitiske personligheder, der forhandlede for hansestæderne, var borgmesteren fra Lübeck Jakob Pleskow og Bertram Wulflam fra Stralsund. I begge krige mod Danmark havde Stralsund spillet en betydningsfuld rolle med store finansielle og materielle bidrag. Politisk var Stralsunds rolle også stærk i disse år: I perioden 1358-70 var der blevet afholdt 20 Hansedage i Stralsund, 18 i Lübeck, 14 i Rostock og 6 i hhv. Wismar og Greifswald. Derfor var det ikke ulogisk, at man valgte Stralsund som sted for beseglingen af forhandlingerne med Danmark.

I modsætning til hansestædernes allierede stræbte man ikke efter nye herskabsområder, men var gået ind i krigen for at opretholde/generhverve deres fordele indenfor handelen, hvilket gjorde, at de kunne overlade det til de øvrige at koncentrere sig om landerhvervelser. Privilegierne fik man hurtigt erhvervet. I 15 år måtte Danmark afstå fæstningerne Helsingborg, Malmø, Skanør og Falsterbo, hvilket skulle ske med en betalingssum på 12.000 sølvmark. Dermed blev den told, der regelmæssigt blev opkrævet bl.a. på sildemarkederne, hansestædernes. En anden vigtig detalje var, at kongevalg i Danmark fremadrettet skulle godkendes af hansestæderne.

Hertug Albrecht II. af Mecklenburg sluttede en seperatfred med Danmark, hvor han fastlagde, at hans barnebarn Albrecht IV. skulle vælges som konge af Danmark efter Valdemars død. Det var ikke kontroversielt for Valdemar, da hans datter Ingeborg var moder til Albrecht.

24. maj 1370 underskrev og beseglede repræsentanter for kongeriget Danmark ved Henning Podebusk og hansestæderne, der havde været del af Kølner Konføderationen, freden i Stralsund, som i meget lang tid fremover spillede en stor rolle for hansestædernes fortsatte styrke. Freden er ofte set som hansestædernes magtmæssige højdepunkt. Visbys oprindelige handelsfrihed blev genbekræftet, hvilket var særligt vigtigt for de såkaldte ummelandsfarende, hvilket vil sige de rejsende mod det nordvestlige Rusland omkring Novgorod. Endelig sad hansestæderne på noget nær et monopol på den økonomisk gunstige sildehandel på de skånske sildemarkeder.

Freden var et højdepunkt for hansestædernes magt i Østersøområdet. Muligheden for også at styre det danske kongevalg var en enestående mulighed for at påvirke områdets politik i mange år frem.

Print siden her