Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (Fyrsteslægt)
Fyrsteslægten Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg var en sidelinje af Hertugerne af Slesvig-Holsten-Sønderborg der var af Huset Oldenborg. Linjen udgik fra arven fra Hertug Alexander af Slesvig-Holsten-Sønderborg. Som alle side af grenen Sønderborg blev de betegnet Hertuger af Slesvig-Holsten eller Hertuger af Sønderborg. Indtil det 18.århundrede hvor de blev betegnet efter deres stamsæde med slottene Sønderborg og Augustenborg på øen Als.
Hertug uden Hertugdømme
Slægtens stamfader var Ernst Günther der grundlagde slægten efter Alexander – hans faders – død i 1627. Alexander var søn af Johan den Yngre, der igen var søn af Kong Christian III af Danmark.
Efter Alexanders død i 1627 var det lille afdelte Hertugdømme Slesvig-Holsten-Sønderborg ikke muligt at dele yderligere. Fem af hans 6 sønner fik godt nok hertugtitler og rang såvel arveret over Slesvig og Holsten, men ikke magt over valgforsamlingerne i det delte hertugdømme. De anlagde en lang række godser på tværs af hertugdømmerne, men også udenfor eksempelvis i Westfalen.
Augustenborg linjen kom i 1651 i besiddelse over landsbyen Stavensbæk som de i årene herefter opførte et slot ved som de kaldte Augustenborg. Det udviklede sig til Hertugdømmet Augustenborg, der dog hverken var en selvstændig politisk stat endsige et suverænt territorium. Denne besiddelse blev kraftigt udvidet med nyerhvervelser gennem opkøb og arv i løbet af det 18.århundrede, men samtidig blev området også kraftigt forgældet. Man sanerede imidlertid sin økonomi ved i 1764 at indgå en aftale med det danske kongehus om at afstå fra sine øvrige arverettigheder på tværs af hertugdømmet, hvilket gav dem en økonomisk fordelagtig position. Den bedre økonomiske stilling placerede dem som højadel og tillod det lille hertugdømme et gigantisk repræsentationsbudget i sidste halvdel af århundredet.
Mod slutningen af det 18.århundrede var det danske kongehus – Oldenborgerne – truet af at uddø på den mandlige slægtslinje. Som et led i denne trussel blev der arrangeret et ægteskab mellem Hertugen af Augustenborg Friedrich Christian II. og den danske prinsesse Louise Auguste af Danmark-Norge – en søster til den danske konge Frederik VI. – omend at rygterne kraftigt gik på at de kun havde fælles moder Caroline Mathilde men ikke fader. Hovedarkitekten bag brylluppet var Kong Frederik VI.´s højre hånd Andreas Peter Bernstorff. Kongens fader var Christian VII. mens Louise Augustes var produkt af den skandaløse affære med Struensee. Det var i Danmark muligt at arve kongetronen via kvindelig slægtslinje, hvilket dog ikke var tilfældet i Hertugdømmerne. Den kongelige linje fik dog i 1786 højst overraskende en arveprins i form af arveprins Frederik af Danmark, han tog siden navnet Christian VIII. Dermed var det udelukket med en Augustenborger på Tronen i første omgang.
Augustenborgernes Arveret
Familien havde oprindeligt plejet et nært forhold til de danske konger, men da fik de i løbet af det 19.århundrede et tiltagende konfliktfyldt forhold til den danske Krone. En af baggrundene var bl.a. en større strid om Tronfølgen i Sverige samt over Arveretten til Danmark. Konflikten med Danmark havde forskellige ansigter og tog udgangspunkt i Augustenborgernes arveret, hvilket havde konsekvens for såvel Slesvig, Holsten og Danmark.
I 1721 blev de Gottorpske dele af Hertugdømmet Slesvig inkorporeret i den danske stat og den danske konge blev hyldet. Den juridiske konsekvens af dette var at også den danske arvefølge blev indført i områderne, hvilket betød at arven også kunne føres over et kvindeligt familiemedlem og ikke kun i en streng mandlig linje. Fra og med 1812 begyndte Hertug Friedrich Christian II. at udarbejde en historisk fremstilling, hvor han fremførte Augustenborgerne som retmæssige arvinger til det danske kongehus såfremt den ældre linje af Oldenborgerne skulle uddø. Begrundelsen hentede han i komplicerede og forskellige retsforhold for Hertugdømmerne. I Ribebrevet fra 1460 var det blevet slået fast at Slesvig og Holsten var udelelige sammenfattet i valgsproget Up ewiig ungedeelt hvilket det daværende Ridderskab havde forlangt og fået bekræftet. Hertugen fokuserede på at denne traktat var blevet brudt med arvehyldningen i 1721, da Slesvig var dansk len og Holsten var tysk len – han mente dermed ikke at man kunne anerkende at Oldenborgslægten blev ført videre via kvindelige grene. Den eneste konsekvens ville være en opsplitning af Hertugdømme og Kongerige eller at lade arven gå til Augustenborg, der kunne forene begge retslinjer uden at bryde med Ribebrevet. Læsningen af Ribebrevet var dog stærkt tendentiøs, da Slesvig-Holsten samlet set havde været opsplittet og delt i utallige mindre hertugdømmer siden Ribebrevet, men dette blev der ikke fokuseret alverden på.
Denne omfattende fremstilling blev dog ikke længere fremført offentligt i Friedrich Christians levetid. Det var dog del af hans politiske Testamente som hans søn Christian August sidenhen fremdrog i 1846, hvor han pegede på hans moders tætte relation til det danske kongehus og dermed ham som nærmeste til at arve det Danske Kongehus, idet at Kong Christian VIII.´s søn Frederik VII (først fra 1848) endnu var barnløs i en alder af 38. Kong Christian afviste prompte Augustenborgernes krav.
1848 og tiden derefter
Den danske konges afvisning af Augustenborgernes arvekrav vækkede harme i Hertugdømmerne, hvor de stillede sig i spidsen for den Slesvig-Holstenske bevægelse hvor de var fortalere for at tilslutte sig det Tyske Forbund. Det førte til Treårskrigen, hvor det i krigens start så positivt ud for Slesvig-Holstenerne, da man fik Preussen til at deltage, men siden førte til nederlag og dansk sejr. Konsekvensen var at Hertugerne måtte forlade deres stamsæde på Als fra og med 1852. De overtog istedet et gods i Schlesien ved navn Primkenau. I 1864 brød der atter krig ud mellem Danmark og Preussen om Hertugdømmerne, her blev det dansk nederlag og Augustenborg så en ny chance for at vende tilbage til Slesvig. Det gjorde man, men Bismarck havde ikke interesse i at de skulle spille nogen fremtrædende rolle, da hans plan for Hertugdømmerne var at gøre dem til prøjsisk provins. Man kom aldrig tilbage til slottene i Augustenborg samt Sønderborg, men på Gråsten var man dog tilstede periodevis. Det skyldes særligt det forhold at i 1880 der giftede den fremtidige Kejser Wilhelm II. sig højst overraskende med Auguste Viktoria af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, hvilket gav familien en vis oprejsning. Kejserfamilien yndede at holde ferie ved Østersøen, men slottet i Pløn var foretrukket over Gråsten. I 1931 uddøde den mandlige linje.
Regerende medlemmer af Slægten
Ernst Günther (1647-89)
Friedrich (1689-92)
Ernst August (1692-1731)
Christian August (1731-54)
Friedrich Christian I. (1754-1794)
Friedrich Christian II. (1794-1814)
Christian August II. (1814-1869 – forvises dog i 1852)
Hertuger i Primkenau og af titel
Friedrich August (også kaldt Friedrich der Achte) 1863-1880
Ernst Günther (1880-1921)
Albert (1921-31)
Berømte familiemedlemmer
Dorothea-Louise af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1663-1721) kendt abbedisse på klosteret i Itzehoe
Friedrich Wilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1668-1714), kongelig dansk generalmajor
Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1768-1810), foreslået svensk tronarving
Caroline Amalie af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1796-1881), dronning af Danmark gift med Christian VIII.
Friedrich Emil August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1800-1865) Frederik af Nør’
Woldemar af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1810-71), prøjsisk general
Auguste Viktoria af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1858-1921) var tysk kejserinde fra 1888 til 1918.
Louise Sophie af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1866-1952), søster til kejserinde Auguste Viktoria
Christian Victor af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1867-1900), medlem af den britiske kongefamilie og officer
Helene Victoria af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg(1870-1948), medlem af den britiske kongefamilie og barnebarn til Dronning Victoria.
Pingback: Augustenborg Slot - Historiskerejser.dk