Våbenhvilen 11. november 1918 i Compiegneskoven

Våbenhvilen 11. november 1918 var den, der sluttede kampene i 1. verdenskrig mellem de allierede Ententé-magter og deres modstander Tyskland såvel til lands, til vands og i luften. Tidligere var der blevet indgået seperate aftaler med Bulgarien, Det Osmannsiske Rige og Det Østrig-Ungarske Dobbeltmonarki. Våbenhvilen er også kaldt Våbenhvilen i Compiègne efter stedet, hvor den blev underskrevet. Den trådte i kraft klokken 11.00 den 11. november 1918 – den ellevte time på den ellevte dag i den ellevte måned. Den markerede sejr for de allierede Ententé-magter og det totale nederlag for Tyskland, omend at det ikke formelt var en overgivelse på slagmarken.

Betingelserne, Tyskland måtte finde sig i, var skarpt formuleret af den ledende militærperson, den franske Marskal Ferdinand Foch: Tyskland måtte omgående ophøre enhver fjendtlig aktivitet, samt trække sine tropper tilbage øst for Rhinen. De allierede ville okkupere Rhinlandet og samtidig etablere brohovedet yderligere østpå og indtage væsentlig tysk infrastruktur i dette område. Tyskerne skulle overgive al deres luftstyrke, krigsskibe og militære materiel, de skulle løsgive alle deres krigsfanger samt internerede civile og derudover forvente at skulle betale krigsskadeserstatninger. Tyskland skulle omvendt ikke forvente løsladelse af nogle tyske krigsfanger og ydermere ikke forvente, at blokaden af de tyske havne ville ophøre.

Våbenhvilen var afslutningen på kampene, men den blev forlænget tre gange før Versaillestraktaten, der blev underskrevet 28. juni 1919 – præcis 5 år efter attentatet i Sarajevo – og var gældende indtil 10. januar 1920.

Afskedsseancen efter underskriften af våbenhvilen før 11.november 1918 på et farvelagt fotografi. Fra venstre til højre ses følgende personer: Ernst Vanselow (tysk admiral), Grev Alfred von Oberndorff (tysk udenrigsministerium), Detlef von Winterfeldt (tysk general), Jack Marriott (britisk kaptajn fra Royal Navy), Matthias Erzberger (leder af den tyske forhandlingsdelegation) – han blev senere myrdet af højreorienterede værn for hans underskrift, George Hope (Britisk Admiral), Rosslyn Wernyss (Britisk Flådeadmiral), Ferdinand Foch (fransk marskal) og Maxime Weygand (fransk general). Foto taget af Maxime Pillard Verneuill.

Telegrammet oktober 1918

I foråret 1918 havde Tyskland været tæt på et gennembrud på Vestfronten. Imidlertid var en kort optimisme om en mulig sejr hurtigt blevet afløst af en erkendelse af, at nederlaget var truende nært. Det var af særlig stor betydning, at de amerikanske soldater var ankommet til vestfronten og dermed havde bibragt de ellers nedslidte franskmænd og britere fornyet styrke. Den 8. august 1918 satte de allierede et angreb ind ved Amiens, der siden blev kendt som den mørke dag for den tyske hær. I midten af september 1918 brød Tysklands vigtige allierede, Bulgarien, sammen og efterlod den tyske øverste kommando uden umiddelbare militære muligheder for at undgå et sammenbrud. Ledelsen havde grund til at frygte et sammenbrud og en efterfølgende erobring af tysk rigsområde.

Den 29. september 1918 informerede den tyske øverste hærledelse – i form af generalerne Erich Ludendorff og Paul von Hindenburg – i den kejserlige hærs hovedkvarter i Spa i det besatte Belgien den tyske Kejser Wilhelm II. og Kansler Georg Friedrich  Graf von Hertling  om, at Tyskland stod overfor en håbløs militær situation. Øverstansvarlige General Erich Ludendorff frygtede, at et gennembrud fra de allierede ikke ville kunne holdes i mere end 2 timer og opfordrede på det kraftigste til at foreslå Entente-magterne straks at indgå en våbenhvile. Hertil anbefalede han at acceptere hovedlinjerne i, hvad den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde fremført i sine berømte Fjorten Punkter, hvilket blandt andet betød, at den kejserlige regering skulle omdannes til en demokratisk – alt dette i håb om at opnå mere gunstige fredsbetingelser. Ludendorffs plan var at lade en ny demokratisk regering tage ansvar for kapitulationen og de dystre konsekvenser, der fulgte efter en sådan og dermed lade den kejserlige hær redde ansigt.

Den 3. oktober 1918 udpegede kejseren den liberale prins Maximillian von Baden sil kansler til  erstatning for Georg Friedrich Graf von Hertling – med den primære arbejdsopgave at forhandle en våbenhvile på plads. Efter lange samtaler med kejseren og overvejelser af den politiske og militære situation i kejserriget sendte den tyske regering en besked til den amerikanske præsident Wilson den 5. oktober 1918 om, at de var interesseret i at forhandle med udgangspunkt i hans tidligere deklaration om de “Fjorten Punkter“. I de to udvekslinger, der fulgte, forstod man ikke Wilsons hentydninger om at:

“Kejserens abdikation var et uomgængeligt krav for fredsforhandlinger. De ledende statsmænd i kejserriget var ikke klar til at gå ind på en så monstrøs mulighed”. 

Wilson krævede af Tyskland, at det skulle trække sig tilbage fra al besat jord, stoppe al ubådsaktivitet samt kejserens abdikation, hvis der skulle føres forhandlinger. Wilson skrev således 23. oktober 1918:

“Hvis Regeringen i USA skal i samtale med de militære ledere og de monarkiske autokrater fra Tyskland nu, eller hvis vi overhovedet skal have en snak senere om de internationale forpligtelser, det tyske imperium må overholde, må det afstå fra at kræve fredsforhandlinger, men simpelthen bare overgive sig”

I den sidste del af oktober havde General Ludendorff  fuldstændig ændret holdning på baggrund af de allieredes reaktion. Han opfattede deres krav som aldeles uacceptable og var nu klar til at genoptage krigen, som han havde erklæret tabt en måned tidligere. I mellemtiden var de tyske soldater begyndt at presse på for at komme hjem. Det ville være svært at gøre dem beredt til et nyt slag, og desertering var begyndt at brede sig. Den kejserlige regering erstattede Ludendorff med Wilhelm Groener. Den 5. november 1918 accepterede de allierede at påbegynde forhandlinger om en våbenhvile med et yderligere krav om krigsskadeserstatninger.

Den sidste bemærkning fra præsident Wilson fik man i Berlin 6. november 1918. Samme dag tog en delegation med Matthias Erzberger af sted mod Frankrig.

En meget større forhindring – der stod i sammenhæng med den 5 ugers forsinkelse for underskrivelsen af våbenhvilen og med den sociale elendighed, der herskede i Europa – var, at regeringerne i Frankrig, Italien og Storbritannien ikke støttede præsident Wilsons ide om hans Fjorten Punkter. Eksempelvis mente de, at Wilsons ide om demilitariserede zoner skulle begrænses til centralmagternes områder og ikke deres egne. Der var også modsætninger i forhold til deres efterkrigstids-planer, hvor man ikke havde samme syn på idealet om national selvbestemmelse –  som Czernin pointerer:

De allierede statsmænd stod med et problem: De havde opfattet “De 14 Punkter” som klog og effektiv amerikansk propaganda, der var designet med det formål at underminere kampmoralen hos centralmagterne og til at give moralsk opbakning til deres egne. Nu, pludselig, stod hele fredsstrukturen til at skulle bygges op omkring et sæt af “vage principper”, som for det meste fremstod urealistiske og i nogle tilfælde seriøst uacceptable.”

---

Her ses den franske delegation i en form for sejrshovmod med Marskal Foch i skoven i Compiégne, hvor det tyske folk blev ydmyget og stillet overfor næsten umulige våbenhvilebetingelser og nogle af de hårdeste som man havde kendt. Nummer-2 fra venstre er Maxime Weygand der var øverstbefalende General hos Frankrig. Fra Bundesarchiv: B-146-1987-038-29

Den tyske revolution

Matrosopstanden, der begyndte natten mellem 29. og 30. oktober 1918 i Wilhelmshaven ud for Bremen, og som man forsøgte at nedkæmpe, spredte sig til først Kiel, hvorfra den snart og i løbet af få dage spredte sig til hele Tyskland – under navnet novemberrevolutionen – og førte til, at Kejser Wilhelm II. abdicerede 9. november 1918.

Den 9. november 1918 overdrog prins Maximillian von Baden kanslerhvervet til socialdemokraten Friedrich Ebert. Ebert´s SPD og Erzbergers Katolske Zentrumpartei havde haft et uproblematisk samarbejde under den kejserlige regering siden Otto von Bismarcks epoke i 1870-80´erne. De var godt repræsenteret i den kejserlige rigsdag, men havde blot lille indflydelse på regeringen, og i øvrigt havde begge plæderet for fredsforhandlinger siden 1917. Deres tilstedeværelse under våbenhvileforhandlingerne gjorde, at den ny Weimar Republik efterfølgende manglede legitimitet på højrefløjen og hos militæret.

Forhandlingsprocessen

Våbenhvileaftalen var et resultat af en forhastet og til dels desperat proces. Den tyske delegation med Matthias Erzberger i spidsen krydsede frontlinjen i 5 biler og blev eskorteret i 10 timer på tværs af den ødelagte krigszone i det nordlige Frankrig, hvortil de ankom om morgenen den 8. november. De blev i al hemmelighed fragtet til et hemmeligt sted ombord på den franske General Ferdinand Foch´s private tog, der var parkeret på et jernbanespor i skoven ved Compiègne.

General Foch var kun til stede to gange i de 3 dage lange forhandlinger: på den første dag for at spørge den tyske delegation, hvad den ønskede sig og på den sidste dag for at se underskrifterne. Tyskerne blev overdraget listen over de allieredes krav og givet 72 timer til at acceptere dem. Den tyske delegation diskuterede ikke kravene med General Foch, men derimod med andre franske og allierede officerer. Våbenhvilen sigtede på en total tysk demilitarisering (se listen nedenstående) og med meget få tilkendegivelser fra allieret side til gengæld. Flådeblokaden af de tyske havne ville ikke blive ophævet, før  de komplette fredsbetingelser var forhandlet på plads.

Der var ingen spørgsmål, som stod til forhandling. Tyskerne var i stand til at korrigere et par få umulige krav – eksempelvis skulle man aflevere flere ubåde, end man rent faktiske besad – man fik ydermere givet en lille smule længere tid i tidsplanerne for overdragelse og fik registreret en officiel protest over hårdheden i de allieredes krav. Men tyskernes forhandlingsposition var i udgangspunktet så ringe, at man ikke ville kunne afvise kravene. Søndag 10. november 1918 så man, at aviser fra Paris informerede om, at kejseren havde abdiceret. Samme dag instruerede Kansler Friedrich Ebert, at Erzberger skulle underskrive. Kabinettet havde tidligere samme dag fået en besked fra General Paul von Hindenburg, der anbefalede at underskrive våbenhvilen selv i det tilfælde, at de allierede ikke ville forbedre vilkårene.

Våbenhvilen blev aftalt endeligt omkring klokken 5.oo om morgenen den 11. november 1918 og trådte i kraft klokken 11.00 ( Paris-tid), hvilket gør, at begivenheden ofte henvises til som “den ellevte time i den ellevte dag i den ellevte måned”. Underskrifterne blev sat henholdsvis klokken 5.12 og 5.20 om morgenen.

I forlængelse af våbenhvilens underskrivelse besatte allierede tropper fra Frankrig, Storbritannien, Belgien og USA det tyske Rhinland som følge af aftaleteksten.

Forlængelse af våbenhvilen

Våbenhvilen blev forlænget 3 gange, inden den endeligt blev ratificeret.

• Første Våbenhvile (11. november 1918 – 13. december 1918)
• Første forlængelse af våbenhvile (13. december 1918 – 16. januar 1919)
• Anden forlængelse af våbenhvilen (16. januar 1919 – 16. februar 1919)
• Tredje forlængelse af våbenhvilen (16. februar 1919 – 10. januar 1920)

Fredstraktaten fra Versailles trådte i kraft 4:15 om morgenen den 10. januar 1920.

Jernbanevognen, hvor våbenhvilen blev underskrevet

Våbenhvilen blev underskrevet i en togvogn – Compiègne vognen – der var en del af General Ferdinand Fochs private tog. Den blev senere igen brugt til almindelig togdrift med Compagnie des Wagons-Lits, men efter en kort periode blev den koblet op som en del af den franske præsidents togsæt. I perioden 1921-27 var den udstillet på Cour des Invalides i Paris.

I november 1927  blev togvognen under en stor ceremoni bragt tilbage til dens oprindelige placering, hvor våbenhvilen blev underskrevet. Marskal Foch, General Weygand og mange andre så den blive placeret i den specialkonstruerede bygning: Clairière de l´Armistice.

Togvognen forblev der som et monument over sejren over det kejserlige Tyskland. Den 22. juni 1940 ankom svastika-overdækkede biler fra den tyske ledelse med Adolf Hitler, Hermann Göring, Wilhelm Keitel og Joachim von Ribbentrop og andre, da de symbolsk entrerede i Clairière og påtvang og modtog franskmændenes overgivelse samt indgik våbenhvile med det nu besejrede Frankrig.

Under den tyske besættelse af Frankrig blev Clairière de l´Armistice ødelagt, og togvognen blev fragtet til Berlin, hvor den blev udstillet i Lustgarten.

I den første del af 1945, da de allierede drog frem igennem Tyskland, blev togvognen bragt til Ohrdruf i Thüringen, Tyskland, hvor den blev sprængt i luften af en SS-afdeling, da amerikanerne ankom til byen. Enkelte dele af vognen blev gemt af privatpersoner, og mange af disse dele er udstillet i Compiègne.

Efter 2. verdenskrig genopførte man Compiègne stedet, men det var ikke før Armistice Day 1950 (Våbenhviledagen 11. november), at man etablerede en ny vogn – en tro kopi af den gamle – korrekt i alle detaljer. På Musée de l´Armée i Paris findes to vigtige levn: kuglepennen, som våbenhvilen blev underskrevet med, og som blev reddet af en fransk officer i 1940 kort før, at tyskerne indtog området, samt et askebæger, der blev stjålet af en af de medvirkende under forhandlingerne i 1940.

Våbenhvileaftalens sidste side med underskrifterne på aftalen. Foto fra wikipedia

Vigtigste personer ved underskrivelsen

Blandt de allierede var de to underskrivere:

• Marskal Ferdinand Foch fra Frankrig, den allierede øverstkommanderende
• Admiral Rosslyn Wemyss som britisk repræsentant

Andre medlemmer af delegationen var:

• General Maxime Weygand, Fochs stabschef – han blev siden fransk øverstkommanderende i 1940.
• Kontra-Admiral George Hope fra den engelske flåde
• Kaptajn Jack Marriott, britisk flådeofficer

For Tyskland var de 4 underskrivere:

• Matthias Erzberger, en civil politiker
• Grev Alfred von Oberndorff, repræsentant fra udenrigsministeriet
• Major General Detlof von Winterfeldt fra hæren
• Kaptajn Ernst Vanselow,fra flåden.

Betingelser i våbenhvilen

Blandt de 34 klausuler er de følgende vigtige pointer fremdraget: 

A. Vestfronten

• • • Ophør af fjendtligheder på Vestfronten til lands og i luften. Dette skal være effektueret maksimalt 6 timer efter underskriften af våbenhvilen.
    • Tilbagetrækning af de besatte områder i Frankrig, Belgien, Luxembourg og Alsace-Lorraine indenfor 15 dage. Syge og sårede må man lade forblive, og de allierede vil tage sig af dem.
    • Omgående iværksættelse af repatriering af alle indbyggere i de ovennævnte fire områder.
    • Overdragelse af krigsmateriel: 5.000 stykker artillere, 25.000 maskingeværer, 3.000 minekastere, 1.700 fly – inklusive natbombere – 5.000 jernbanelokomotiver, 150.000 jernbanevogne og 5.000 lastbiler.

Tilbagetrækning fra området vest for Rhinen samt 30 kilometer radius af brohoveder på den østlige side af Rhinen ved byerne Mainz, Koblenz og Køln indenfor 31 dage.

De tyske tropper blev tvunget til at trække sig tilbage øst for Rhinen. Her ses tropperne krydse Rhinen ved Koblenz. Foto fra Robert Sennecke og ejet af Bundesarchiv med serienummeret: B-1461976-076-25A.

Besat område okkuperet af allierede og amerikanske tropper – skulle foregå for tyske penge.

• Tyskland måtte ikke flytte eller destruere civil ejendom eller indbyggere i de områder, hvor man trak sig tilbage, endsige starte destruktion af militært materiel. Dette skulle bevares intakt. 
• Alle minefelter på land og til søs skulle identificeres.
• Alle former for infrastruktur skulle bevares intakt, og det samme gjaldt for, hvad der kunne bruges i  landbrug og industri: veje, jernbane, kanaler, broer, telegrafer og telefoner.

B. Østeuropa og de afrikanske fronter

• Alle tyske tropper skulle straks trækkes tilbage fra Rumænien og fra, hvad der hidtidigt havde været Det Osmanniske Rige, Det Østrig-Ungarske Rige og Det Russiske Imperium og tilbage til, hvad der var tysk territorium 1. august 1914, omend der stiltiende blev givet støtte til pro-tyske i Den Vest Russiske Frivillige Hær under dække af kampen mod bolsjevikkerne. De allierede krævede i lighed adgang til disse lande.
• Tyskerne skulle give afkald på de to hidtidige fredstraktater: Brest-Litovsk med Rusland og Bukarest-aftalen med Rumænien.
• Evakuering af de tyske tropper i Afrika.

C. Krigen til søs

• Omgående ophør af alle fjendtligheder til havs og overgivelse af alle tyske ubåde i intakt form indenfor 14 dage. 
• En liste over tyske flådefartøjer skulle afleveres til de allierede i løbet af 7 dage, mens resten skulle afvæbnes. 
• Fri adgang til de tyske kystområder for allierede skibe samt fartøjer fra landene Holland, Norge, Danmark og Sverige. 
• Flådeblokaden af Tyskland skulle fortsætte.
• Omgående overgivelse af alle havne ved Sortehavet og overdragelse af overtagne russiske fartøjer.

D. Generelle forhold

• Omgående løsladelse af alle allierede krigsfanger og internerede civile uden krav om, at det samme skulle ske for tyske krigsfanger og statsborgere. 
• Aftale om en finansiel aftale, overgivelse af alle stjålne skatte fra Belgien, Rumænien og Rusland.

Våbenhvilens efterliv

Den britiske offentlighed blev oplyst om våbenhvilen i en vedhæftning til et officielt kommunique fra pressebureauet klokken 10.20 om formiddagen den 11. november, da den britiske premierminister David Lloyd George annoncerede:

Våbenhvilen blev underskrevet klokken 5.00 i morges, og fjendtligheder skal indstilles på samtlige fronter i dag klokken 11.00″

Et officielt kommunique blev offentliggjort i USA klokken 14.30 den 11. november:

“I henhold til den aftale, der er truffet i våbenhvilen, ophørte fjendtlighederne på den front, hvor de amerikanske soldater befinder sig, klokken 11.00 i formiddags”

Nyheden om, at våbenhvilen var blevet underskrevet, blev officielt annonceret i Paris klokken 9.00 om morgenen den 11. november. En time senere ankom Marskal Ferdinand Foch sammen med en britisk admiral til det franske krigsministerium, hvor han blev modtaget af den franske premierminister Georges Clemenceau. Klokken 10.50 gav Ferdinand Foch denne generelle ordre:

Fjendtligheder vil ophøre på hele fronten klokken 11.00 den 11. november fransk tid. Allierede tropper ville ikke rykke yderligere frem, før nye ordrer gives.”

Fem minutter senere tog Clemenceau, Foch og den britiske admiral til Élysée Palæet, det franske præsidentpalæ. Der blev affyret salutter fra Eiffeltårnet, krigsministeret og Élysée Palæet for at markere våbenhvilen, og overalt i Paris lød klokkerne. Omkring 500 studenter samlede sig rundt om palæet og råbte Clemenceau frem. Denne viste sig på balkonen og råbte:

Vive la France!

Folkemængden svarede tilbage med samme råb. Klokken 11.00 lød fredssalutten fra Fort Mont-Valérien, der fortalte befolkningen i Paris, at våbenhvilen var et faktum, men befolkningen kendte allerede til den glædelige nyhed.

Selv om informationen om den forestående våbenhvile havde spredt sig i frontområderne i timerne op til våbenhvilen, fortsatte kampene på mange dele af fronten helt frem til den aftalte tid. Klokken 11.00 kom det til spontane fraterniseringer mellem de to sider. Men generelt var reaktionerne meget lavmælte. En britisk korporal rapporterede:

“… Tyskerne kom nedtrykte frem fra deres skyttegrave til os og drog derefter af sted. Det var det! Der var ingenting at fejre begivenheden med udover lidt kage.”

På den allierede side var eufori og glædesrus sjælden. Der var nogle hurraråb og applaus, men den dominerende følelse var stilhed og tomhed efter 52 måneders krig.

Freden mellem de allierede og Tyskland blev endelig aftalt i 1919 på fredsonferencen i Paris og Versailles traktaten samme år.

Forsiden 11.november på New York Times der proklamerer Våbenhvilen: Kilde: Charles Ransom Miller, New York Times.

Krigens sidste ofre

En del fodfolk fortsatte med at skyde på tyske mål for at undgå at bære deres ammunition under tilbagetrækningen. De allierede ville heller ikke risikere at miste deres favorable positioner, såfremt kampene skulle starte på ny. På krigens sidste dag var der 10.944 tab, hvoraf 2.738 mænd døde.

Et eksempel på de allieredes fortsatte kampe indtil krigens sidste minut, men at de også ønskede striks at holde våbenhvilens aftale, var det sidste skud fra det amerikanske flådefartøj. Det blev affyret 10.57.30 i området ved Verdun, hvilket havde til hensigt netop at ramme bag ved den tyske front lige præcis før den planlagte våbenhvile.

Den sidste franskmand, der døde i kamp, var Augustin Trébuchon, da han var på vej for at fortælle sine medsoldater, som var i gang med at krydse floden Meuse, at han ville servere varm suppe efter våbenhvilen. Han blev dræbt klokken 10.50. Den sidste britiske soldat, som døde, var George Edwin Ellison fra 5th Royal Irish Lancers. Han blev dræbt om morgenen klokken 9.30, da han var på spejdertur i Mons i Belgien. Den sidste canadier, der døde, var George Lawrence Price, som blev skudt af en snigskytte på vej ind til den belgiske by Ville-sur-Haine nord for Mons klokken 10.58. Krigens sidste offer var amerikaneren Henri Gunther, der blev dræbt 10.59. Han blev dræbt 60 sekunder, før våbenhvilen var på plads af en tysk styrke, som kendte til våbenhvilen. Fortællingen om ham var, at han var nedslået, fordi han netop havde mistet en titel, som han forsøgte at generhverve sig.

Erindringen om våbenhvilen

Våbenhviledagen blev efterfølgende rammen om fejringen af krigen, sammen med fejringer af den Ukendte Soldats Grav. Nationerne byggede efterfølgende monumenter over de døde samt for de heroiske soldater, men sjældent – som tidligere – til generaler og admiraler. I mange lande fejres 11. november under forskellige navne som Armistice Day, Remembrance Day, Veterans Day og i Polen som Uafhængighedsdagen.

Afslutningen på 2. verdenskrig i Kina – og på den 2. Sino-Japanske krig – fandt officielt sted 9. september 1945 klokken 9.00 – Den niende time på den niende dag i den niende måned. Dagen var et ekko af våbenhvilen 11. november 1918 – Den ellevte time i den ellevte dag i den ellevte måned, og fordi “9” i kinesisk optik betyder vedvarende, mente man, at denne fred ville vare ved.

Våbenhvilen blev ydermere brugt af de hidtil ansvarlige militærpersoner Erich Ludendorff og Paul von Hindenburg,til at fralægge sig ansvar og i stedet påbegynde fortællingen om Dolkestødslegenden, hvor beretningen om, at Tyskland ikke var blevet besejret militært set, men i stedet ofret af demokratiske politikere, som havde solgt Tyskland med en håbløs våbenhvile og fred.

Foto af mindesmærket af Ferdinand Foch ved Compiegne fra 1940. Bundesarchiv: B-121-2027

Print siden her