1. verdenskrig
Første Verdenskrig blev udkæmpet fra 1914 til 1918 i Europa, i Mellemøsten, i Afrika, Østasien og i Stillehavet. Omkring 17 millioner mennesker mistede deres liv. Krigen begyndte med Østrig-Ungarns krigserklæring mod Serbien 28. juli 1914, der havde grobund i Attentatet i Sarajevo 28. juni 1914, som havde udløst julikrisen. Krigen sluttede 11. november 1918 med våbenhvilen i Compiégneskoven og sejren til alliancen Triple-Entente. De vigtigste krigsdeltagere var Kejserrigerne Tyskland, Østrig-Ungarn, Det Osmanniske Rige og Bulgarien på den ene side og Frankrig, det Britiske Imperium, Rusland, Kongeriget Serbien, Belgien, Kongeriget Italien, Rumænien, Japan og USA på den anden side. I alt deltog 40 lande og stater i den på dette tidspunkt mest omfattende krig i verdenshistorien, hvor i nærheden af 70 millioner mennesker stod under våben.
28. juni 1914 blev den østrigske tronfølger ærkehertug Franz Ferdinand myrdet ved attentatet i Sarajevo af medlemmer fra den revolutionære undergrundsorganisation Mlada Bosna – hvoraf Den Sorte Hånd var en underorganisation til denne – organisationen kunne spores at have forbindelse til det officielle Serbien. Hovedmotivet var at “befri” Bosnien-Hercegovina fra at være del af Østrig-Ungarn og i stedet forene de sydlige slavere under Serbiens ledelse. Ydermere var 28. juni også årsdagen for en stor serbisk martyrdød i det berømte slag på Solsortesletten (Kosovo Polje) i år 1389, da det trods serbernes nederlag til tyrkerne lykkedes at attentatmyrde den osmanniske leder.
Østrig, der beskyldte det officielle Serbien for at have ladet attentatet ske, krævede hævn ved et angreb på Serbien. For at føre denne plan ud i livet søgte Østrig-Ungarn rygdækning hos det Tyske Kejserrige – i hvad der er blevet kaldt Mission Hoyos – hvor det lykkedes at få en betingelsesløs støtte hos den tyske kejser Wilhelm II samt rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg. Det var tænkeligt, at Rusland ville komme Serbien til undsætning, men forventningen var, at en krig mod tyskerne ville afskrække russerne. Med østrigernes blankocheck fra tysk side begyndte Julikrisen for alvor. 23. juli sendte Østrig-Ungarn et ultimatum til den serbiske regering, hvor man stillede ultimative krav, der blandt andet krævede østrigsk tilladelse til at føre undersøgelser og justits på serbisk jord. Serberne måtte afvise dette, hvilket også ville have været at regne for afgivelse af deres suverænitet. Serbien havde fået tilsagn om russisk hjælp. Ruslands hjælp havde primær rod i panslaviske motiver, en bevægelse der stod meget stærkt omkring århundredskiftet, og som så et fællesskab mellem slaviske folkefærd. I dagene 20.-23. juli havde Frankrig givet tilsagn om at støtte Rusland i tilfælde af et østrigsk angreb, og dermed blev den Fransk-Russiske Alliance styrket. 28.juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn krig mod Serbien.
Stormagtsinteressererne samt den tyske militære planlægningslogik – Schlieffen-Plan, der ikke tillod tid og rum for diplomatiet til at virke – tillod, at en lokalkrig indenfor få dage havde udviklet sig til en krig på hele kontinentet med deltagelse af Rusland – tysk krigserklæring 1. august – og Frankrig – tysk krigserklæring 3. august. De militære konsekvenser af Schlieffen-Planen var, at tyskerne ville marchere udenom det franske fæstningsområde mellem Verdun og Belfort, hvilket betød, at tyskerne i stedet angreb Frankrig fra nordøst og dermed brød Belgien og Luxembourgs neutralitet – da Storbritannien siden 1839 havde garanteret Belgiens neutralitet erklærede Storbritannien sammen med hele det Britiske Imperium krig mod Tyskland 4. august 1914.
Den indledende tyske fremrykning igennem Belgien og Nordfrankrig blev standset i slaget ved Marne i september 1914. Det betød, at vestfronten fra november 1914 til marts 1918 var præget af skyttegrave og særdeles svære betingelser for en angrebskrig. Det kom til store blodige slag med tab af voldsomt mange soldater og materiel og med efterfølgende meget minimale landvindinger. På vestfronten er særligt slagene ved Verdun og Somme samt slagene i Flandern kendt herfor, mens man i Dolomitterne husker de mange slag ved Isonzo, hvor angrebene intet ændrede. Østfronten var helt anderledes mobil med slag, hvor det typisk fra begge sider kom til erobringer af store landområder. I oktober 1917 brød østfronten imidlertid sammen, og man indgik den for Rusland ugunstige fred i Brest-Litovsk, men da var tyskernes krig på 2-fronter bragt til ende.
Fra særligt ekstreme forhold under 1. verdenskrig erindres brugen af giftgas/sennepsgas, den uindskrænkede u-båds-krig – som bragte USA ind i krigen – og endelig også folkemordet på armenierne i 1915.
Ruslands udtræden af krigen efter separatfreden med bolsjevikkerne muliggjorde den sidste succesløse tyske forårsoffensiv 1918. Forsyningskrisen, som den britiske søblokade havde forårsaget, Østrig-Ungarns sammenbrud samt de allieredes 100-dages-offensiv medførte,at den tyske militære ledelse ikke anså det for muligt at holde den tyske front længere.
Den 29. september 1918 informerede den øverste hærledelse – stik imod alle hidtidige informationer – den tyske kejser og regeringen om, at den militære situation så aldeles udsigtsløs ud. General Erich Ludendorff opfordrede til at indlede forhandlinger om våbenhvile. Den 4./5. oktober søgte rigskansler Max von Baden de allierede om våbenhvile.
Ledelsen af den militære del af flåden sendte den 24. oktober 1918 en befaling afsted, hvis hensigt var at lide et “ærefuldt nederlag”, da den ville fremtvinge et altafgørende slag mod den britiske flåde, hvilket vakte matrosernes modstand og førte til matrosopstanden i Kiel, hvilket blev startskuddet til novemberrevolutionen i Tyskland.
Den 11. november – den ellevte dag i den ellevte måned klokken 11.00 – indtraf våbenstilstanden i Compiégneskoven. Fredsbetingelserne blev underskrevet i forstæder til Paris i årene 1919-23. Mest kendt er fredstraktaten med Tyskland – kendt som Versaillestraktaten. Blandt tabermagterne var kun Bulgarien i stand til at fastholde sin statsform fra før krigen, det Osmanniske Rige og Østrig-Ungarn blev opløst, i Rusland forsvandt tsardømmet og i Tyskland forsvandt kejserriget.
Første Verdenskrig nærede grunden for fascismen i Italien, nationalsocialismen i Tyskland og var en forløber for 2. verdenskrig. Grundet de enorme forandringer krigen skabte, og de høje dødstal den medførte gælder den ofte som “Det 20. århundredes Urkatastrofe”. Den markerer afslutningen på imperialismens tidsalder. Spørgsmålet om skylden bag 1. verdenskrig er ofte diskuteret med store kontroverser, omend de fleste hælder til Tyskland, men også årsager som imperialisme, militarisme, overmod og nationalisme fremhæves ofte som grunde. På det kulturelle plan er 1. verdenskrig en stor skillelinje, da den satte et punktum for fremtidsoptimismen på grund af de mange frontoplevelser i skyttegravene med massedød til følge, og den satte fokus på magthavernes undertrykkelse, og i mange tilfælde medførte den samfundsmæssige forbedringer.
