Gent

Gent er den næststørste by i Flandern – Antwerpen er den største. Den er hovedstad i den belgiske provins Østflandern (Oostvlaanderen).

Gent opstod ved sammenløbet af floderne Schelde og Leie – man mener, at bynavnet stammer fra det keltiske ord Ganda, som betyder sammenløb. I middelalderen voksede Gent til at være en af Europas vigtigste og største byer som følge af den blomstrende klædehandel i byen. Udover klædehandel var hør, linned og lærred samt byens markedsrettigheder for kornhandel også med til at øge velstanden. Efter religionskrigene i slutningen af 1500-tallet, hvor mange af byens rige borgere blev calvinistiske og efterfølgende måtte flygte til Holland, forfaldt byen i en periode. I slutningen af det 18. århundrede kom en ny opgangsperiode, hvor byen var en af de første på det europæiske fastland til at blive industrialiseret.

I Hof ten Walle, det senere Prinsenhof, blev den senere Kejser Karl V. født 24. februar år 1500. Derudover blev Pacifikationen i Gent underskrevet i 1576 og Freden i Gent i 1814, hvor sidstnævnte afsluttede krigen mellem briterne og amerikanerne i Amerika.

Gent kaldes også “den stolte by” (de fiere stad) eller “Arteveldeby”- for ham, der gik forrest for byens frihedsrettigheder. Den ligger også i et område med mange blomster- og plantebedrifter, hvilket af og til har givet den navnet “Bloemenstad” (Blomsterbyen). Byens helgener er Sankt Lieven og Pharaïldis, mens Bispedømmet Gents skytshelgen er den Hellige Sankt Bavo, som byens katedral også er opkaldt efter. Byens rige borgere opførte i middelalderen Nikolajskirken – Sint-Niklaaskerk på Korenmarkt.

LÆS OM SEVÆRDIGHEDER I GENT

LÆS OM DENNE ANBEFALELSESVÆRDIGE BYRUNDTUR I GENT

Geografisk beliggenhed

Gent ligger i et meget tæt befolket område. Mod sydøst er der kun 50 kilometer til Bruxelles og mod nordøst nogenlunde det samme til Antwerpen. Byerne Brügge, Kortrijk og Roeselare befinder sig indenfor en 40 kilometers radius mod vest. Byen ligger ved sammenløbet af floderne Schelde og Leie. Den er efter Brüxelles og Antwerpen Belgiens tredjestørste by. Den har et areal på 156,18 km².

Gents historie: 

Fra Sten- til Bronzealder

Man har fundet et menneskeligt objekt i Gents nærområde i form af et skelet fra en arm, der er mere end 70.000 år gammelt. Derefter er det næste fund, man har gjort fra tiden, hvor bønderne begyndte at bosætte sig mere fast. De tidligste bønder daterer sig til 2000-1800 før vor tidsregning. Fundene fordeler sig i flere forskellige kulturgrupper, hvilket kunne tyde på, at området allerede dengang har udgjort en smeltedigel. Det kommer både fra den hollandske Hilversum-Kultur fra nord og fra den nordfranske Eramécourt-Kultur i Picardiet. I den sene bronzetid har man fundet eksempler på Urnemarkskulturen.

Keltere, romere og frankere

Den såkaldte jernalder begyndte omkring 700 f.v.t. I den første del af denne periode var kelterne bredt ud over det meste af Europa, og den gren af kelterne kaldet La-Tène-Kulturen bosatte sig i tidsrummet mellem 500-400 f.v.t i landet mellem floderne Schelde og Leie i form af flere bosættelser. Området var regelmæssigt præget af oversvømmelser, hvilket gjorde det mere oplagt at anvende til fåredrift end til beboelse. Det er kun sandsynliggjort, at der opstod en by i denne periode. Navnet Gent kommer fra det keltiske Gond, der blev germaniseret til Ganda, som på latin blev til Gandavum. Det oversættes ofte til Sammenløb af floder /flodudmunding.

Romerne begyndte at interessere sig for området i forbindelse med Gaius Julius Cæsars galliske krige. Før invasionen konstaterede man, at stammerne Nervierne og Menapierne levede i området. Det var først omkring 50 f.v.t., at de første spor af romersk indflydelse er fundet i tiden under Kejser Claudius. Man overtog vejbyggeri, byggemateriale og teknikker fra romerne. Flere steder rundt i Gent finder man romerske spor. Det gælder Gravensteen, i Pekelharingstraat, Schouwburgstraat, ved Sint-Baafs-Katedral ved Botermarkt, i Sint-Pieters-Abdij på Hogeweg og i Sint-Denijs-Westrem. De stammer overvejende fra det 2. og 3. århundrede. Omkring år 400 blev området invaderet af frankerne.

Karolingere og hovedkloster i Gent

Byggemæssigt kan man dog ikke spore mange ting fra de første århundreder med frankerne. I det 7. århundrede blev der grundlagt to abbedier i byen: Klosteret Sankt Bavo – omkring 625-50 – og Blandinium, der senere fik navnet Kloster Sankt Peter. Det fik efterfølgende en enorm indflydelse på byen. Omkring år 800 udnævnte Ludvig den Fromme Einhard, der havde været kronikør for sin magtfulde far – Karl den Store – til abbed for begge abbedier.

Såvel Karl som Ludvig forsøgte at beskytte byen – og deres landområder generelt – mod angreb fra vikingerne, bl.a. i form af at opbygge en flåde. Man kender til 3 store vikingeangreb på Gent, hvilket formodes at have været flere gange end i 851/52, 879 og i 883. De ødelagde byen og plyndrede stort set alt. Vikingerne forblev i lange tider i byen – bl.a. rundt om dagens Duivelsteen, Sint-Baaf, Biezekapelstraat og Wijdenaard. I slutningen af det 9. århundrede anlagde Balduin II. den Skaldede en borg, hvor dagens Gravensteen siden kom til at ligge. Byens borgere begyndte herefter primært at bosætte sig rundt om Graslei ved Leie, da de her var beskyttet mod vikingerne indenfor borgen. Det lykkedes at skærme sig mod vikingerne, og den voksede til omkring 7 hektar.

Uafhængig by og tekstilmetropol

Den ældste kirke i byen kan spores tilbage til år 949. Balduin III. af Flandern siges i hans korte regeringstid inden hans død i 962 at have indført både Væverier og Valkning i byen. I løbet af det 11. århundrede udviklede Gent sig til metropol for tekstilproduktionen i det vestlige Europa, og dens økonomiske magt havde lange fangarme rundt i Europa. Omkring år 1100 blev byen tildelt en selvstændig juridisk institution. Byen formodes allerede at have opført en bymur i den sidste del af det 10. århundrede. Murene fortsatte med at blive udvidet frem til det 18. århundrede. Byen var koncentreret primært om de tre kirkemenigheder – som man stadig finder i dag – Sint-Jakob, Sint-Niklaas og siden Sint-Michiel.

Byens midtpunkt var Botermarkt, og indtil omkring år 1550 var byen den største i det nederlandske område, og udenfor Italien var kun Paris større i Europa. Byen var 80 hektar stor, og dens kanalområde strakte sig over 644 hektar. I det 13. århundrede var byens befolkning på 50.000-60.000, og de fleste huse blev bygget i sten. Det blev valgt til materiale som følge af to større bybrande i 1120 og 1128.

Kejser Karl V., der er byens mest berømte bysbarn, sagde om Gent:

Je mettrai Paris dans mon gant/Gand („Jeg kunne tage Paris i min handske/men mit Gent ville sidde fast”)

Trods det, at byen fik en del selvstændige institutioner såsom egen retsinstans og frihedsrettigheder, var byen i gentagne kampe for at øge selvstændigheden. Forskellige konger, fyrster og magtherrer oplevede en kamp mod byens borgere, der både gik på at beskytte de allerede erhvervede rettigheder samt at udvide rettighederne. Adelen afgav store dele af sin magt til de stærke købmandsfamilier.

Magten hos de 39 og indre konflikt

Indtil 1302 var den egentlige magt i Gent hos et antal velbemidlede borgerfamilier – den såkaldte Jury 39 (XXXIX) – der stod for såvel politik og retspolitik. Disse patriciere dannede en lukket gruppe, der var blevet rig gennem handel og produktion af klæder og linned samt den økonomiske magt over oplandet. Deres tilgang til politik var at optimere deres eget udkomme, og det var ikke usædvanligt at se dem alliere sig med den franske konge og imod deres egne lensherrer – greverne af Flandern – hvilket indbragte dem det spottende øgenavn Leliaerts.

I 1297 afsatte Grev Gwijde van Dampierre I. af Flandern rådet med Juryen af De 39. Han havde kort forinden tabt til Frankrig i Slaget ved Veurne og var kun i stand til at opholde sig i Gent. Han måtte slutte fred i 1298 og i år 1300 give op, efter at byen Brügge havde succes med at afvise den franske konge og den efterfølgende sejr i Guldsporeslaget ved Kortrijk i juli 1302. Hvor Gents patricierråd ikke støttede de flamske oprørere, men istedet stod som neutrale. Byens gildelaug støttede imidlertid de flamske tropper. Efterfølgende måtte Rådet af de 39 finde sig i, at gildelaugene fik mere magt.

Herefter accepterede De 39, at magten skulle bredes ud, hvilket betød, at de mindre gildelaug fik større indflydelse. Det var i denne periode, at man byggede det imponerende Belfried midt i byen som symbol på borgernes magt. Den nye regeringsform havde også held til at værne sig mod den fyrstelige magt med dens mange skatter – særligt da såvel grev Gwijde og hans søn og efterfølger Robert III. tilbragte mange år i fransk fangenskab. Des mere købmændene og gilderne vandt af magt og indflyldelse, des mere gjorde de for at styrke deres uafhængighed. Greverne oplevede endda også en opstand fra bønderne i perioden 1325-28 – der blev de hårdere beskattet – men denne måtte opgive at komme ind på borgen.

Gents rolle i Hundredårskrigen

Under den første fase af Hundredårskrigen (1337-1453) forsøgte Gent at holde sig neutral, men endte med at stille sig på den engelske side, da byen var afhængig af import af råstoffer og uld fra England for at kunne opretholde deres tekstilproduktion og at England kunne blokere dette. Den rige klædehandler Jakob van Artevelde, satte sig i spidsen for en opstand mod den flamske greve Louis II. af Nevers, da denne valgte side til fordel for den franske konge.

Midt på Vrijdagsmarkt i Gent står en statue af byens kaptajn og købmand Jakob van Artevelde, der den 26.januar 1340 modtog den engelske konge Edward III. og anerkendte denne som retmæssig konge af Frankrig, hvorefter at han lovede Gents gildelaug som støtter og forbundne med England og lovede at angribe den franske adel i Flandern.

Arteveldes styre var dog stærkt diktatorisk og i 1345 kom det til opstand mod ham fra vævernes laug. Det kom til direkte kamp på Vrijdagsmarkt, der efterfølgende endte i mord på Jacon van Artevelde der blev myrdet i sin bolig i Kalendeberg i Gent 17.juli 1345.

Efter Goede Disendach, der anerkendte man istedet Ludvig van Male som ny greve af Flandern. Det forblev imidlertid uroligt i Gent, da folk krævede medbestemmelse og godt organiserede gildelaug tog del i den politiske strid.

I 1369 blev fordelingen af medlemmer af juryen tilpasset de politiske krav. Greverne af Flandern forsøgte vedvarende at begrænse magten til deres egne hænder og ikke at dele ud af den, hvilket førte til nye opstande i årene 1379-85 hvor ledere som Jan Hyoens, Frans Ackerman og Filip van Artevelde – søn af Jakob van Artevelde stod bag opstandene. Opstanden førte til drab på grev Balju, der ikke respekterede Gents borgeres frihedsprivilegier tilstrækkeligt. Gentagne gange lykkedes det oprørere – med støtte fra gildelaugene i de andre byer – at beherske det meste af Grevskabet Flandern. Artevelde – der havde ført an for Gents modstandshær mod Frankrig døde i Slaget ved Westrozebeke i 1382.

I 1384 blev Margarete III. af Flandern – og arving til området – gift med Filip den Fede af Burgund, dette blev bekræftet efter opstanden året efter, der blev sluttet med Freden i Doornik.

De hidtidige privilegier som handelsfolk og gildelaug havde nydt ændrede sig ikke, der blev endda givet amnesti til mange af oprørerne. Gent måtte dog opgive deres mangeårige forbund med England og istedet anerkende den franske konge som lensherre. Da Burgund (Bourgogne) imidlertid indskrænkede gildelaugenes magt, da kom det endnu en opstand. Efter tre års kamp måtte Gents købmænd give fortabt til Burgund. Striden om skat på salt og krydderi. I 1407 slog byrådet fast at sproget i byen var hollandsk/flamsk.

Burgundere og Habsburgere 1453-77

Huset Burgunds rolle som magthavere i Gent blev ikke vel modtaget, og man forsøgte at modsætte sig Philip den Godes domæne. Den 23.juli 1453 kom det til et afgørende slag ved floden Schelde. Byhæren på 30.000 mand kunne ikke opnå sejr over Burgund. Hertug Filip den Gode lod byens rådsherrer gå bodsgang igennem byen og bede om nåde. Først efter dette slag accepterede man Burgunds overherredømme. Det varede dog ikke længere end til 1477. På det tidspunkt strakte deres overherredømme sig fra den nordlige del af Italien og til Flandern. 

I 1477 overgik Flandern – og dermed Gent – til det Habsburgiske Rige, da Maria af Burgund blev gift med den senere Kejser Maximillian I. Igen kæmpede købmændene energisk for deres uafhængighed, først og fremmest fra 1485 og frem. Da deres leder Jan van Coppenolle var blevet henrettet den 29.juli 1492 måtte de underskrive Fredsaftalen i Cadzand. Her blev byens frihed indskrænket. Det blev først ændret igen endnu en opstand i 1540. 

Opstand og ende på selvstændigheden samt Calvinisme 1537-68

Gent spillede en vigtig rolle i Calvinismens udbredelse i det 16.århundrede. I 1537 havde byens borgere stillet sig til modværge da Maria von Ungarn – byens landfoged-inde – havde krævet hjælp til Kejser Karl V.´s krig mod Frankrig. Det kom til en opstand i byen, der dog blev slået hårdt ned af kejseren og anførerne blev halshugget ved Gravensteen i byen. De måtte endvidere gå bodsgang med en løkke om halsen, hvilket blev opfattet som byens opgivelse over for fremmedmagten. De politiske ledere bag opstanden bad i 1540 om tilgivelse, hvilket blev givet men Gent måtte underlægge sig et nyt begrænsende regelsæt Concessio Carolina. Sindbilledet på Gents borgerskabs magt Klokken Roeland i Belfried blev fjernet og den nye borg Spaniardenkastell skulle overvåge at Gent-borgerne holdt sig i ro.

I midten af det 16.århundrede tilfaldt byen Karl V.´s søn Filip II. af Spanien, der var en endnu mere nidkær katolik end hans far og de protestantiske beboere gjorde oprør mod katolikkerne fra Spanien. Reaktionen kom prompte fra Spanien, der indførte et rent terrorregime. Da den flamske statholder Lamoral Greve van Egmont blev henrettet i 1568 da begyndte den Nederlandske frihedskamp under ledelse af Willem van Oranien.

Republikken Gent 1577-84

Under Firsårskrigen (1568-1648) blev der udarbejdet et forsøg på en samlet konfessionel fred mellem protestanter og katolikker i de samlede Generalstater (de samlede Nederlande) i form af Pacifikationen i Gent. Det primære formål var at stoppe de spanske lejesoldaters forrykte fremfærd, der også gav et håb om et mere indgående samarbejde mellem alle de nederlandske provinser. Det blev dog ved samarbejdet om at inddæmme de uregerlige spanske lejesoldater. I årene mellem 1577-84 var Gent en calvinistisk byrepublik under ledelse af Jan van Hembyze og Francois van Ryhove. 

I disse år stiftede man samtidig det første teologiske Universitet i Gent i bygningen “Het Pand”. Byen blev indtaget af Hertugen af Parma Alessandro Farnese den 17.august 1584 hvilket medførte at calvinisterne flygtede – overvejende mod de nordlige Nederlande. 

I årene hvor Gent var en selvstændig byrepublik der blev der bygget mange militære voldanlæg rundt om byen.

Gent i 1612 var ny en by med en ret betragtelig forsvarsvold – der ville kunne klare de evige krige. Kort fra Guicciardini (wikipedia)

Print siden her