Allierede i 2.verdenskrig

De allierede under 2. verdenskrig – også kaldet de Forenede Nationer fra Erklæringen af 1. januar 1942 – var de lande, der stod sammen mod Aksemagterne under 2. verdenskrig (1939-45). De allierede fandt deres fællesskab som konsekvens af aggression fra det nazistiske Tyskland, det kejserlige Japan og det fascistiske Italien. 

Ved krigens start 1. september 1939 bestod de allierede af den Tredje Franske Republik, Polen og Storbritannien såvel som kolonistater såsom Britisk Indien. I løbet af få dage havde en lang række selvstændige dominioner i Britisk Commonwealth tilsluttet sig alliancen, dette gjaldt Australien, Canada, New Zealand og Sydafrika. 

Efter påbegyndelsen af den tyske invasion af Benelux og Frankrig og frem til balkanfelttoget sluttede også Holland, Belgien, Grækenland og Jugoslavien sig til de allierede. Sovjetunionen blev del af de allierede i juni 1941 efter at have samarbejdet med det nazistiske Tyskland i invasionen af Polen i 1939 og derpå erklæret sig neutral, men da det selv blev angrebet af det nazistiske Tyskland, blev det del af krigen. USA fremstillede i lang tid materiel og ydede økonomisk støtte til de allierede, men de blev først officielt en del af de allierede i december 1941 efter det japanske angreb på Pearl Harbor. Kina havde været i krig med Japan siden Marco-Polo-Bro-hændelsen i 1937, men tilsluttede sig også først alliancen i 1941. 

Alliancen blev formaliseret med Deklarationen for de Forenede Nationer 1. januar 1942. Det var dog meget sjældent under krigen, at man brugte betegnelsen De Forenede Nationer. Lederne af Big Three – De Tre Store – Sovjetunionen, Storbritannien og USA – kontrollerede den allierede krigsstrategi. Der var særligt nære forhold imellem Storbritannien og USA. De Tre Store var i fællesskab med Kina Inderkredsen af de magtfulde og blev siden kaldt de Allieredes Fire Store i de Forenede Nationers Deklaration eller De Fire Politimænd. Efter krigens afslutning udgjorde de allierede lande fundamentet for FN. 

De allierede lande

Først og fremmest bestod de allierede af de 4 store lande Storbritannien, USA, Sovjetunionen og Kina. Derudover var en lang række besatte lande repræsenteret med eksilregeringer og organiserede troppeenheder: Frankrig med de Frie Franske, Polen, Jugoslavien, Grækenland, Holland, Belgien, Norge, Tjekkoslovakiet, Luxembourg. 

Dertil kom en lang række stater udenfor Europa såsom: Indien, Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika, Etiopien, Brasilien, Filippinerne, Mongoliet, Mexico og Cuba. 

I den sidste fase af krigen skiftede flere lande side fra Aksemagterne til at være allierede. Dette gjaldt Italien, Rumænien, Bulgarien og Finland. 

Alliancen mellem de Allierede opstår

Oprindelsen til Alliancen mellem de Allierede går tilbage til Første Verdenskrig og samarbejdet mellem de sejrende magter ved Fredskonferencen ved Versailles i 1919. Tyskland havde modstræbende underskrevet fredstraktaten i Versailles, der havde destabiliseret den ny Weimar Republik omend at 1920´erne var foregået uden krigshandlinger. 

Den 24.oktober 1929 krakkede Børsen på Wall Street, hvilket førte den Store Depression med sig i form af politisk uro i Europa og i øget støtte til nationalistiske strømninger i Tyskland der beskyldte Versaillesfredens betingelser for at have forårsaget den økonomiske krise i Tyskland.

I de tidlige 1930´ere stod det nazistiske parti med Adolf Hitler i spidsen som den dominerende nationalistiske bevægelse i Tyskland hvilket førte til at partiet i 1933 overtog magten i landet. Det nazistiske regime krævede et øjeblikkeligt ophør med Versaillestraktaten og begyndte også snart at gøre krav på det tysktalende Østrig samt de tysktalende områder i Tjekkoslovakiet. Chancen for krig øgedes kraftigt og spørgsmålet meldte sig hos Frankrig og Storbritannien om en krig kunne undgås ved at tækkes nazisterne eller om man skulle stå hårdt op imod dem. 

I Asien erobrede Japan allerede i 1931 Manchuriet. I den henseende nøjedes Folkeforbundet med at fordømme Japan for deres gerning mod Kina. Japans svar var i marts 1933 at forlade Folkeforbundet. Efter fire rolige år genopstod den Japansk-Kinesiske Krig i 1937 da japanske tropper invaderede Kina. Folkeforbundet fordømte igen Japan og gjorde klar til sanktioner mod landet. Særligt USA var klar til at foretage sig noget aktivt mod Japan og at støtte Kina. 

I Marts 1939 erobrede det Nazistiske Tyskland den resterende del af Tjekkoslovakiet og overtrådte dermed München-Aftalen, der var blevet indgået 6 måneder tidligere. Det blev et tydeligt bevis på at politikken om Appeasement (dansk: formildelse) havde slået fejl. Traktaten havde givet Hitler lov til at indtage de tysktalende områder uden at de Allierede ville gøre modstand. Den 31.marts 1939 underskrev Storbritannien en militæralliance med Polen i tilfælde af et tysk angreb på landet. Frankrig havde allerede en sådan aftale, der gik tilbage til 1921. Sovjetunionen søgte efter at få en alliance med de vestlige allierede, men Hitler kom dem i forkøbet og tegnede den 23.august 1939 en Ikke-Angrebspagt med Sovjetunionen. Denne aftale delte i al hemmelighed Østeuropa mellem de to parter og sikrede tilstrækkelig olie til den tyske krigsmaskine.

Den 1.september 1939 invaderede Tyskland Polen; to dage senere erklærede såvel Storbritannien som Frankrig krig mod Tyskland. Dermed startede 2.verdenskrig. Den 17.september 1939 erobrede Sovjetunionen Polen østfra. Der blev dannet en polsk eksilregering, en model der siden blev fulgt af andre invaderede lande. Efter en stille vinter invaderede og besejrede Tyskland hurtigt Danmark, Norge, Belgien, Holland og noget overraskende også Frankrig. Storbritannien og dets Imperium stod alene mod Hitler og Mussolini. I jun i 1941 brød Hitler sin ikke-angrebspagt og angreb Sovjetunionen. I december 1941 angreb Japan Pearl Harbor, hvilket betød at USA og Storbritannien gik i krig mod Japan. Tyskland fulgte op med at erklære krig mod USA. De store linjer i 2.verdenskrig var hermed trukket op. 

De primære kombattanter

I løbet af december 1941 foreslog den Amerikanske Præsident Franklin D. Roosevelt navnet United Nations (De Forenede Nationer) som navn til de Allierede og foreslog det til den Britiske Premierminister Winston Churchill. Roosevelt omtalte de to lande og Sovjetunionen som “Big Three” (de 3 store) og Kina som de magtfulde formyndere, og siden som De fire politimænd. I Deklarationen for FN den 1.januar 1942 var den basis for det moderne FN. Ved Potsdam Konferencen i Juli og August 1945 foreslog Roosevelts efterfølger Harry S. Truman at stifte et råd for udenrigsministrene fra De fem store – nu også gældende Frankrig – der skulle bevare fredstraktaterne og grænserne der var blevet skabt. Det ledte frem til etableringen af at disse stater blev de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet i FN.

Storbritannien og andre medlemmer af Britisk Commonwealth, mest kendt som Dominions, erklærede krig mod Tyskland separat fra 3.september 1939 og en uge frem, hvor Storbriannien var først og siden fulgte Canada, Australien, New Zealand, Indien og Sydafrika – heraf også de følgende kolonier.

I Afrika var det således at Britisk Vestafrika, de britiske kolonier i Øst og Sydafrika samt i Nordafrika, Østafrika og mellemøsten deltog på allieret side. To vestafrikanske og en østafrikansk division deltog i felttoget i Burma.

Det sydlige Rhodesia var en selvstyrende koloni, der havde fået en ansvarlig regering i 1923. Det var dog ikke en suveræn dominion. Det regerede selv internt og kontrollerede deres egne styrker, men havde ikke nogen diplomatisk autonomi hvilket gjorde at området var i krig, da Storbritannien gik i krig. Trods dette formulerede koloniregeringen en symbolsk krigserklæring den 3.september 1939, hvilket ikke gjorde nogen forskel diplomatisk, men lavede præcedens for krigserklæringerne fra de øvrige dele af Britisk Dominion og Kolonier. I det Amerikanske gik følgende områder med Britisk Vestindien, Britisk Hondura, Britisk Guyana samt Falklandsøerne. Newfoundland blev regeret som kongelig koloni i perioden 1933-49, der blev drevet af en Guvernør udpeget af London der stod for de beslutninger der omfattede Newfoundland.

I Asien var der en lang række af områder der også blev del af krigen. Det gjaldt Britisk Indien, hvilket omfattede at områderne der siden blev Indien, Bangladesh, Pakistan og Burma/Myanmar.

Andre britiske områder der gik med i krigen var Britisk Malaya der dækker halvøen Malaysia og Singapore mens Britisk Borneo dækker kongeriet Brunei samt Sabah og Sarawak i Malaysia.

Territorier der kontrollerede Kolonikontoret – særligt kronkolonier – blev kontrolleret politisk af Storbritannien og gik derfor i krig med den britiske krigserklæring 3.september 1939. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig talte den Britiske Indiens Hær 205.000 mænd. Siden voksede den Indiske Hær til at være den største af frivillige hære i historien, hvor den nåede sit klimaks med 2½ millioner mand. De indiske soldater modtog ialt 30 Viktoriakors igennem krigen. De led tab på 87.000 soldater – mere end andre kronkolonier men færre end Storbritannien. Storbritannien mistede mere end 382.000 mand.

Protektoraterne inkluderede: Kuwait var et protektorat under Storbritannien og formelt etableret i 1899. Trucial-staterne var protektorater i den Persiske Golf der blev etableret i 1882 – og som siden er blevet til de Forenede Arabiske Emirater. Palæstina var et mandat-område afhængigt af fredsaftaler efter Første Verdenskrig og det samme gjaldt Irak, der blev skabt af det oprindelige Osmanniske Rige.

Print siden her