Auschwitz KZ
Auschwitz var et netværk af koncentrations- og udryddelseslejre, der blev bygget og drevet af det nazistiske Tyskland i det okkuperede Polen under 2. verdenskrig. Den bestod af Auschwitz I (den oprindelige koncentrationslejr), Auschwitz II – Birkenau (en kombination af concentrations- og udryddelseslejr), Auschwitz III- Monowitz (en arbejdslejr til en af IG Farbens fabrikker) og dertil yderligere 45 mindre lejre i nærområdet.
Auschwitz I blev oprindeligt bygget til at huse politiske fanger fra Polen. Disse begyndte at ankomme i maj 1940. Den første udryddelse af fanger fandt sted i september 1941. Auschwitz II-Birkenau udviklede sig til et af Holocausts primære steder for udryddelse af jøderne. Fra den tidlige del af 1942 og til den sidste del af 1944 ankom der jøder fra hele den tysk-okkuperede del af Europa til udryddelse i gaskamre, hvor de blev myrdet i massevis af pesticiden Zyklon B. Man vurderer, at der har siddet omkring 1,3 millioner mennesker i lejrene, hvor der med sikkerhed døde omkring 1.1 million. Omkring 90 % af de indsatte og døde var jøder,og omkring en sjettedel af samtlige jøder, der døde i Holocaust, døde i Auschwitz. Øvrige indsatte i lejren var: 150.000 polakker, 23.000 sigøjnere, 15.000 sovjetiske krigsfanger, 400 Jehovas vidner og titusindvis fra andre lande samt et ukendt antal af homoseksuelle. Mange af dem, der ikke døde i gaskamrene, døde af sult, i arbejdslejrenes umenneskelighed, infektionssygdomme, individuelle henrettelser og medicinske eksperimenter.
I de år, lejrsystemet fungerede, bestod lejrpersonalet af omkring 7.000 fra det tyske Schutzstaffel (SS), hvor omkring 12% sidenhen fik en krigsforbryderdom. Enkelte, såsom lejrkommandanten Rudolf Höss, blev henrettet. De Allierede fik tidlige underretninger om uhyrlighederne i lejren, men undlod at bombe lejrsystemet, hvilket den dag i dag stadig er kontroversielt. Minimum 802 fanger forsøgte at flygte fra lejren, 144 af dem havde succes dermed, og den 7. oktober 1944 opstod der i to Sonderkommando Enheder, dvs. fanger, der skulle sørge for at udføre arbejdet omkring gaskamrene – en kort opstand, der dog endte som fiasko.
Da sovjetiske tropper nærmede sig Auschwitz i januar 1945, blev de fleste indsatte sendt vestpå i de såkaldte dødsmarcher. De tilbageværende i lejren blev befriet af sovjetiske tropper 27. januar 1945, en dag, der siden har været International Mindedag for Holocaust. I de efterfølgende årtier skrev overlevende såsom Primo Levi, Viktor Frankl og Elie Wiesel minder om deres oplevelser i Auschwitz, hvilket gav lejren en symbolsk værdi som en af de mest dominerende i erindringen af Holocaust. I 1947 grundlagde Polen det Statslige Auschwitz-Birkenau Museum på de steder, hvor Auschwitz I og II ligger, og i 1979 blev stedet optaget på verdenskulturarvslisten hos UNESCO.
Historisk baggrund
Den nazistiske ideologi var en blanding af antisemitisme, racehygiejne og eugenik i kombination med en Pan-Germansk ide om udvidelse af territorium for at opnå Lebensraum. Kort tid efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland blev de voldelige forfølgelser af jøder allestedsnærværende. 7. april 1933 indførte man Berufsbeamtengesetz, der forhindrede jøder i at blive ansat i administrationen på statsligt, amtsligt og kommunalt niveau. Der fulgte flere love, der fratog jøderne mulighed for job inden for en lang række af øvrige områder. Forfølgelse og økonomisk chikane var de midler, regimet benyttede for at få jøderne til at forlade landet frivilligt. Deres forretninger blev chikaneret ved, at de blev nægtet adgang til markeder, de blev forment adgang til annoncering og udelukket fra regeringskontrakter. De tyske jøder blev derudover gentagne gange angrebet voldeligt og boykottet.
I september 1935 indførtes Nürnberglovene. Disse gjorde det ulovligt at indgå ægteskab mellem jøder og tyskere, udenomsægteskabelige forhold mellem jøder og tyskere og at ansætte tyske kvinder under 45 i jødiske husholdninger. Loven om tysk statsborgerskab stadfæstede, at kun de med germansk blod eller relateret dertil var at regne som statsborgere. Loven blev udvidet 26. november 1935 til også at omfatte sigøjnere og tyskere med afrikanske rødder. Sigøjnere blev beskrevet som fjender af den racebaserede stat og dermed i samme kategori som jøder. Ved 2. verdenskrigs udbrud i 1939 var omkring 250.000 af Tysklands 437.000 jøder emigreret til USA, Palæstina og Storbritannien i særdeleshed.
Det nazistiske Tyskland invaderede Polen i september 1939. Den tyske diktator Adolf Hitler beordrede, at de polske ledere og den polske intelligentsia skulle udryddes. Omkring 65.000 personer, som blev vurderet til at være den ariske race underlegen, blev dræbt inden udgangen af 1939. I tillæg til den dræbte intelligentsia dræbte nazisterne jøder, prostituerede, sigøjnere og mentalt syge. 21. september 1939 beordrede SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich – den daværende leder af Gestapo – at alle polske jøder skulle koncentreres i byer med gode jernbaneforbindelser. Indledningsvis var intentionen at deportere jøderne til områder længere mod øst eller om muligt til Madagaskar ud for den østafrikanske kyst. To år senere invaderede nazisterne Sovjetunionen, hvor deres intention var at dræbe og deportere jøder og slavere, som boede der.
Auschwitz I.
Efter at Polen var besat af det nazistiske Tyskland, blev Auschwitz (Oswiecim) administrativt en del af Tyskland i provinsen Oberschlesien i kommunen Kattowitz (Katowice). Stedet var først foreslået som koncentrationslejr for polske fanger af SS-Oberführer Arpad Wigand, en assistent til SS und Polizeiführer Erich von dem Bach-Zelewski.
Man havde været på udkig efter et fængsel i Schlesien, da de lokale fængsler var fyldt til bristepunktet. Richard Glücks, der var chef for koncentrationslejrinspektionen, sendte en tidligere lejrkommandant fra KZ Sachsenhausen Walter Eisfeld af sted for at inspicere området, der i forvejen husede 16 forladte 1-etages huse, som tidligere havde fungeret som barakker for den østrig-ungarske hær, siden for den polske hær og sidst for daglejere. Reichsführer-SS Heinrich Himmler – chef for Schutzstaffel (SS) – godkendte stedet i april 1940 med en intention om, at dette skulle bruges til at huse politiske fanger. Stedet var ydermere særdeles gunstigt grundet dets logistisk praktiske placering. Det lå på togstrækningen Wien-Krakow, og havde ydermere gode forbindelser til Prag, Budapest, Wien, Bratislava samt via Krakow til Ukraine – alle steder med en høj andel af jødisk befolkning.
Rudolf Höss (oberstløjtnant) blev ansvarlig for at følge lejrens tilblivelse og var den første lejrkommandant, mens Josef Kramer blev udpeget som Höss´ medhjælper. Auschwitz I. fungerede som det administrative center for hele lejrkomplekset.
Lokale beboere blev tvangsfjernet, hvilket også gjaldt omkring 1.200 mennesker, der boede midlertidigt i barakkerne. Omkring 300 jødiske borgere, som boede i Oświęcim, blev brugt som tvangsarbejdere til at anlægge fundamentet for lejren. Tyskerne beordrede, at de polske borgere blev tvangsfjernet fra de nærliggende landsbyer: Broszkowice, Babice, Brzezinka, Rajsko, Plawy, Harmeze, Bór og Budy til området lige øst for det. som tyskerne kaldte Generalguvernementet. Tyskere blev tilbudt skattefrihed og andre fordele for at lokke dem til at bosætte sig i området. I oktober 1943 var mere end 6.000 rigstyskere ankommet til området. Nazisterne planlagde at anlægge et moderne beboelseskvarter for de nyankomne tyskere omfattende skoler, legepladser og hundredvis af lejligheder. Planerne blev imidlertid aldrig effektueret. De basale indretninger som vand og kloakeringsforhold var utilstrækkelige, og vandbårne sygdomme var udbredte.
De første fanger ankom i maj 1940. Det var kriminelle fanger fra KZ Sachsenhausen, hvor planen var, at de skulle arbejde som funktionærer indenfor fængselssystemet. 14. juni 1940 ankom den første massetransport til KZ Auschwitz. Den bestod af katolske fanger, der var mistænkt for at være med i den polske modstandsbevægelse samt 20 jøder, og begge grupper kom fra fængslet i Tarnów. De blev interneret i den bygning, der havde fungeret som Det Polske Tobaksmonopol, indtil lejren var færdigbygget.
Antallet af indsatte i lejren steg hurtigt, da lejren fik tilstrømning fra Polens intelligentsia, dissidenter og den illegale polske modstandsbevægelse. I marts 1941 var der 10.900 indsatte, primært polakker. I slutningen af 1940 havde SS konfiskeret så meget land i det tilstødende område, at man kunne skabe et “særområde” på 40 km², som var omringet af en dobbelring med elektrisk pigtrådshegn med vagttårne. Som det var kendt fra andre nazistiske koncentrationslejre, stod der på porten over indgangen mottoet “Arbeit macht frei”.
Auschwitz II- Birkenau
Angrebet på Sovjetunionen 22. juni 1941 – Operation Barbarossa – førte i første omgang til en stribe af sejre over Hitlers nylige fjende Sovjetunionen. Sejrene medførte også et drastisk skifte i den nazistiske anti-jødiske ideologi og dermed også profilen af de fanger, der blev bragt til Auschwitz. I oktober 1941 begyndte man opførelsen af Auschwitz-Birkenau, da presset på hovedlejren var blevet enormt. Heinrich Himmler, der var chef for SS, havde til sinds, at lejren skulle huse 50.000 krigsfanger, som skulle udføre tvangsarbejde. Der var planer om at udvide lejren til at huse 150.000 og måske endda 200.000 indsatte. I oktober 1941 ankom 10.000 sovjetiske krigsfanger til Auschwitz I, og i marts 1942 var der kun 945 overlevende tilbage. Disse blev overført til Birkenau, hvor de fleste var døde af sult og sygdom i maj 1942. På denne tid havde Hitler besluttet sig for en total udryddelse af den jødiske befolkning i Europa, således at Birkenau var blevet en kombination, hvor lejren dels var tvangsarbejdslejr og dels udryddelseslejr. Det vurderes, at lejren havde 1.3 millioner indsatte, så længe den eksisterede, hvoraf 1.1 millioner var jødiske.
Hovedarkitekt bag Auschwitz II-Birkenau var Karl Bischoff. I modsætning til hans forgænger var han en kompetent og dynamisk bureaukrat, der trods den igangværende krig var i stand til at bygge lejren efter de ønskede behov. Birkenau-lejren, de fire krematorier, en ny receptionsbygning og hundredvis af andre bygninger var planlagt og bygget. Bischoffs plan var, at hver barak skulle have en kapacitet på 550 fanger, hvilket kun var en tredjedel af den plads, fanger havde i de øvrige koncentrationslejre. Det blev senere ændret til 744 personer pr. barak. Tanken hos SS var også mere at ødelægge folk end at huse dem.
De første gaskamre i Birkenau blev kaldt Røde Hus – SS kaldte dem Bunker 1 – der var et murstenshus, som blev omdannet til et hus med gasningsfaciliteter ved at tage indmaden ud og mure vinduerne til. Det var klar til at virke som gaskammer fra marts 1942. Et par uger senere omdannede man endnu et stenhus til gaskammer, som blev kaldt Hvide Hus og af SS for Bunker 2. De to huse blev brugt til massedrab indtil den tidlige del af 1943. Himmler besøgte lejren personligt 17.-18. juli 1942, hvor han overværede en demonstration af et massedrab i Bunker 2. Derpå besøgte han det område, som IG Farben havde udset sig til at anlægge en fabrik baseret på tvangsarbejde ved den nærliggende by Monowitz.
En vigtig komponent i effektiviseringen af drabene var de nye krematorieovne, hvor man direkte fra de gassede steder kunne brænde lig i massevis. Hver ovn havde en kapacitet helt op til 4.416 lig pr.dag. Firmaet J.A.Topf & Söhne var andre af dødens købmænd, man så tjene på lidelserne.
I den tidlige del af 1943 besluttede nazisterne sig for at forøge mulighederne for gasning betragteligt i Auschwitz-Birkenau. Krematorium II, der var blevet designet som et dødskammer med lighuse i kælderen og forbrændingsanlæg på stueplan, blev en effektiv dræberfabrik, da man installerede gastætte døre og ventilationskanaler, hvor Zyklon-B kunne gelejdes ind i kammeret samt ventilationsudstyr, der efterfølgende kunne fjerne gassen hurtigt. Det var klar til at blive taget i brug i marts 1943. Krematorium III, IV og V blev skabt efter samme koncept, og i juni 1943 var de allesammen i brug. De fleste af de dræbte i lejren døde ved brug af disse strukturer.
En særlig lejr i Auschwitz-Birkenau var Theresienstädter Familienlager der husede fanger, der var blevet sendt fra koncentrationslejren Theresienstadt nord for Prag i det såkaldte Rigsprotektorat Bøhmen og Mæhren. Indsatte i denne lejr havde allerede været en del af den nazistiske propaganda, der gik ud på at overbevise omverdenen, om at lejrene i virkeligheden var genopdragelse. Langt den overvejende del af de 17.500 ankomne fra Theresienstadt blev dræbt i forlængelse af ankomst, men en lille del blev del af propagandalejren. Her havde de langgt bedre vilkår end de øvrige. Det var tilladt dem at gå civilt klædt, at lade deres hår vokse omend man stadig boede kvinder og mænd adskilte, man måtte skrive til sin familie og endda modtage pakker. Imidlertid var de sanitære forhold kun minimalt bedre end i den øvrige lejr, og lejrdelen havde et meget højt dødstal grundet sygdomme. Børnene blev givet bedre forhold, hvor de blev undervist i såvel tjekkisk som tysk og blandt andet opførte Snehvide og de 7 små dværge som teater. Alt dette for at få omverdenen til at fjerne mistanke. I november 1944 dræbte man alle indsatte i den del af lejren.
Sigøjnerlejren
10. december 1942 beordrede Heinrich Himmler, at alle sigøjnere blev sendt til koncentrationslejre, deriblandt Auschwitz. Man etablerede en separat lejr indenfor Auschwitz-Birkenau kendt som Zigeunerfamilienlager. Den første transport af sigøjnere ankom til Auschwitz-Birkenau 26. februar 1943. Ved årsskiftet 1943/44 var der cirka ankommet i alt 23.000 sigøjnere, hvoraf 20.000 døde i lejren. En enkelt ankomst af 1.700 polske sigøjnere blev dræbt i gaskamre umiddelbart efter ankomsten, da man mistænkte dem for at være smittet med flåtbidsfeber.
Sigøjnerfanger blev primært brugt som byggearbejdere. Tusindvis døde af tyfus og noma grundet overfyldte barakker med elendige sanitære forhold og underernæring. Et sted mellem 1.400 og 3.000 fanger blev overdraget til andre koncentrationslejre inden drabet på de øvrige sigøjnere.
Sigøjnerbørn blev del af antropologiske studier. Dette gjaldt blandt andet antropologen Eva Justin, hvis arbejde var med til at retfærdiggøre drabet på sigøjnerne.
2. august 1944 ryddede SS sigøjnerlejren. Vidner fra andre dele af lejren har siden fortalt om, hvorledes at sigøjnerne kæmpede forgæves mod SS med våben, de improviseret havde lavet, inden de blev nedskudt og smidt på lastbiler og kørt væk. Den overlevende del af opstanden – vurderet til mellem 2.897 til 5.600 – blev dræbt i gaskamrene. På sigøjnernes sprog romani henviser man til nazisternes drab under Anden Verdenskrig som Porajmos.
Auschwitz III – Monowitz
Kemifabrikken IG Farben havde i lang tid undersøgt forskellige muligheder for, hvor det var muligt at lægge et nyt produktionssted for fremstilling af Buna, en form for syntetisk gummi, der var et afgørende materiale for krigsproduktionen. Man valgte en beliggenhed tæt på byerne Dwory og Monowice (Monowits på tysk), der lå omkring 7 kilometer øst for Auschwitz I og 3 kilometer øst for Oświęcim by. I december 1940 var der blevet vedtaget en lov, der gav en lang række fordele for firmaer, som var klar til en beliggenhed i de nyerobrede områder. Stedet havde flere oplagte fordele, da de lå tæt på koncentrationslejren, hvilket var en kilde til billig arbejdskraft, og derudover var der fine jernbaneforbindelser samt tilgang til naturmateriale. I februar 1941 beordrede Himmler, at den jødiske befolkning fra Oświęcim skulle fjernes for at gøre plads til fagarbejderne, som skulle arbejde på fabrikken. Alle tilbageværende polakker blev tvunget til at blive og bygge fabrikken. I marts 1941 besøgte Himmler området og besigtigede byggeriet. Han beordrede, at moderlejren blev udvidet til at kunne huse 30.000 personer. Opbygningen af Birkenau-lejren begyndte omkring 6 måneder herefter. I april 1941 begyndte man at opføre IG Auschwitz, hvor der deltog omkring 1.000 fanger fra Auschwitz I i arbejdet. Arbejdstallet steg til 7.000 i 1943 og 11.000 i 1944. Det samlede antal, der arbejdede på fabrikken, var 35.000. Heraf døde 25.000 af udmattelse, underernæring, sygdomme og de generelt elendige arbejdsvilkår. Udover de indsatte i koncentrationslejren – der udgjorde en tredjedel af arbejdsstyrken – var der slavearbejdere fra hele Europa.
Slavearbejdet startede med, at arbejderne gik de 7 kilometer fra Auschwitz I til fabrikken hver dag, hvilket betød, at de stod op klokken 03.00, og at mange ankom til arbejde udmattede og ude af stand til at arbejde. Lejren ved Monowitz fik sine første indsatte 30. oktober 1942 og var den første koncentrationslejr, der blev finansieret og bygget af det private erhvervsliv. I januar 1943 blev Arbeitsausbildungslager (Arbejdsuddannelseslejren) overflyttet fra Auschwitz I til Monowitz. Fangerne blev også tvunget til at deltage i opbygningen af denne lejr. SS krævede IG Farben tre rigsmark for ufaglærte arbejdere og fire rigsmark for faglærte arbejdere. Lejrens administratorer forventede kun, at fangerne ville være i stand til at yde 75 % af det, som frie arbejdere kunne, men det viste sig, at de kun var i stand til at yde 20-50 %. Arbejdschefer truede konstant fangerne med at transportere dem til Birkenaus gaskamre for at øge effektiviteten. Hver måned mistede Monowitz omkring en femtedel af sine fanger, som blev bragt til gaskamrene i Birkenau. Fangerne blev erstattet af nye. Forventet levetid for indsatte fanger i Monowitz var omkring 3 måneder. Selvom fabrikken forventede at starte produktion i 1943, betød manglen på arbejdere og råmateriale, at starten blev udskudt gentagne gange. Da fabrikken endelig var klar til at gå i gang med produktionen, blev den indtaget af sovjetiske soldater i 1945.
Satellitlejre
En lang række andre tyske industriforetagender, såsom Krupp og Siemens-Schuckert, byggede fabrikker med deres egne satellitlejre. Der var 45 sådanne satellitlejre, 28 af disse var engageret i våbenindustrien. Antallet af fanger i disse lejre kunne variere mellem et dusin og op til flere tusind. Der blev bygget satellitlejre i Blechhammer, Jawiszowice, Jaworzno, Lagisze, Myslowice, Trzebinia, og andre lejre lå så langt væk som Rigsprotektorat Bøhmen og Mæhren. Satellitlejrene blev skabt som Aussenlager, Nebenlager og Arbeitslager. Der var lejre med kulminer, støberier, valseværker, kemifabrikker og andre industrier. Fanger arbejdede også med skovning og i landbrug.
Evakuering, dødsmarcher og sovjetisk Befrielse
Midt på året 1944 var der omkring 130.000 indsatte fanger i Auschwitz, da SS påbegyndte at overføre omkring halvdelen af de indsatte til andre KZ-lejre. I november 1944, da den Sovjetiske Røde Hær havde påbegyndt erobringen af Polen, beordrede Heinrich Himmler et ophør af gasningen overalt i det Tyske Rige. Krematorium IV blev pillet ned og Sonderkommando (særkommando) blev beordret til at fjerne beviserne for drabene, hvilket også inkluderede massegravene. SS ødelagde de nedskrevne beviser for drabene, og i ugen op til lejrens befrielse brændte man bygningerne og rev dem ned. De plyndrede værdigenstande fra barakken “Kanada” i Birkenau blev transporteret til tysk territorium mod vest. 20. januar satte man lagerbygningerne i brand. På samme dag sprængte man Krematorium II og III i luften i Birkenau. Branden varede i adskillige dage. Krematorium V i Birkenau blev som det sidste destrueret.
Himmler beordrede evakueringen af alle koncentrationslejre i januar 1945, hvor han understregede overfor befalingsmændene, “at de skulle være sikre på, at ikke en eneste fange måtte falde levende i fjendens hænder”. Omkring 56.-58.000 indsatte – hvoraf 2/3 var jøder – blev evakueret til fods under forfærdelige vinterforhold. Tusinder døde på disse dødsmarcher vestpå mod Loslau. Vagterne skød enhver fange, der var ude af stand til at gennemføre marchen. Det vurderes, at en fjerdedel af de indsatte blev dræbt. En del indsatte nåede koncentrationslejren Gross-Rosen. I løbet af februar 1945 blev den overfyldte Gross-Rosen ryddet og de indsatte sendt mod vest. Et ukendt antal fanger døde på denne sidste rejse. I marts 1945 beordrede Himmler, at der ikke måtte dræbes flere fanger, da han håbede at kunne bruge dem i en forhandlingssituation med de allierede. Omkring 20.000 fanger fra Auschwitz ankom til KZ Bergen-Belsen på Lüneburger Heide, hvor de blev befriet af den britiske hær i april 1945.
Da Auschwitz blev befriet 26. og 27. januar af 322. Riffel Division fra den Røde Hær, fandt soldaterne 7.500 fanger i live og over 600 lig. De sovjetiske soldater fandt omkring 370.000 sæt herretøj, 837.000 kvindeklæder og 7.7 tons menneskeligt hår. Lejrens befrielse var ikke noget, der fik stor opmærksomhed i samtiden. Det skyldtes formodentlig tre faktorer: at man tidligere havde opdaget lignende forbrydelser, da udryddelseslejren Majdanek blev befriet, konkurrerende nyhedsstrøm fra Konferencen i Jalta (4.-11. februar 1945) og Sovjetunionens propagandamæssige interesse i at minimere opmærksomheden omkring jødisk lidelse.
Auschwitz efter krigen
27. januar 1945 klokken 3.30 om morgenen blev Auschwitz-Birkenau befriet af den Røde Hær, mens Auschwitz I blev det to timer senere. Dagen efter ankom militære lastbiler til lejren med brød. Frivillige begyndte at tilbyde førstehjælp og anden hjælp i ugen umiddelbart derefter. I den tidlige del af februar ankom Polsk Røde Kors og åbnede blokkene i Auschwitz I, hvor hjælpearbejdet blev ledet af Doktor Józef Bellert sammen med en lang række læger fra Krakow. De indsatte/patienter i overhængende livsfare blev overført fra Birkenau og Monowitz til Auschwitz I. Nogle af de forældreløse blev adopteret af familier fra Oświęcim og andre polske familier. Andre blev placeret på børnehjem i det nærliggende Harbutowice.
Hospitalet tog sig af mere end 4.500 patienter fra 20 forskellige lande. Disse led af underernæring, dystrofi, koldbrand, vævsdød og indvendig hæmoride- og tyfusfeber. Mindst 500 patienter døde. Frivillige fra Oświęcim og Brzeszcze donerede penge og mad, gjorde rent på hospitalet, bragte vand, vaskede patienter, lavede mad, begravede de døde og transporterede de syge i hestekøretøjer mellem de forskellige lokationer. At sikre mad til de tusindvis af tidligere fanger var en konstant udfordring.
I juni 1945 overtog de sovjetiske autoriteter Auschwitz I og omdannede den til en krigsfangelejr for tyske fanger. Hospitalet blev derefter flyttet uden for den oprindelige lejr, hvor den rykkede ind i tidligere administrationsbygninger frem til oktober 1945.
Kort efter befrielsen, blev mange af barakkerne i Birkenau nedrevet af lokale beboere, der brugte materialet til at genopbygge deres egne hjem, der oprindeligt lå i dette område før man havde opført Birkenau. De fattigste beboere gennemsøgte Krematoriernes aske for madrester og for smeltet guld, før der blev affyret advarselsskud. Stedet var krigsfangelejr frem til 1947 drevet af det sovjetiske NKVD. På de to år demonterede Sovjet IG Farben Fabrikken og eksporterede den til Sovjetunionen. I mellem undersøgte sovjetiske og polske undersøgere på at dokumentere forekomsten af krigsforbrydelser begået af SS.
Stedet blev museum fra og med 1947, men arbejdet med at grave lig op varede mere end et årti herefter. 21.oktober 2012 døde Antoni Dobrowolski 108 år gammel, som den ældste kendte overlever der havde siddet inde i Auschwitz i polske Debno.
Krigsforbryderprocesser
Lejrkommandant Rudolf Höss blev opstøvet af den britiske efterretningstjeneste, der arresterede ham på en gård tæt ved Flensborg den 11. marts 1946. Höss indrømmede sin medvirken i massedrab i sine erindringer såvel som i retssagen, som kørte mod ham ved højesteretten i Warszawa. Han blev dømt som morder, sendt tilbage til Auschwitz og hængt 16. april 1947 for sine ugerninger.
Omkring 12% af det samlede lejrpersonnel på 6.500 personer, der overlevede krigen, blev bragt for en domstol. Polen var langt mere aktive end andre nationer i at undersøge krigsforbrydelser, hvor man retsforfulgte 673 af de 789 polske personer, som havde fungeret som personale i lejren. 25. november 1947 begyndte Auschwitz-processerne i Krakow, hvor Polens højesteret stillede 40 tidligere personalepersoner for retten, heriblandt kommandant Arthur Liebehenschel, den kvindelige lejrleder Maria Mandel og lejrleder Hans Aumeier. Retsprocesserne sluttede 22. december 1947 med 23 dødsdomme, 7 livstidsdomme og 9 fængselsdomme varierende mellem 3 og 15 år. Som eneste frikendte var SS-doktor Hans Münch, da adskillige tidligere fanger bevidnede, at han havde forsøgt at skåne, hvad han kunne og derfor blev frikendt.
Siden fandt såvel Dachau-processerne og Belsen-processerne sted, hvor flere modtog dødsdom. Dette gjaldt Josef Kramer, Franz Hössler og Vincenz Schöttl, doktor Friedrich Entress og vagterne Irma Grese og Elisabeth Volkenrath. I Auschwitz-processen afholdt i Frankfurt i Vesttyskland, der fandt sted fra 20. december 1963 til 20. august 1965, blev 17 ud af 22 tiltalte dømt til fængselsstraffe fra livstid til 3 år. Bruno Tesch og Karl Weinbacher, der henholdsvis ejede og drev firmaet Tesch & Stabenow, som var en af leverandørerne af Zyklon-B, blev henrettet for kendskab til at have leveret kemiske stoffer til brug mod mennesker.
Kommando og Kontrol
Lejrvagterne var medlemmer af de såkaldte SS-Totenkopfverbände. I alt var omkring 7.000 SS-medlemmer udstationeret i Auschwitz i løbet af krigen. Ud af disse var omkring 4% officerer, 26% lavererangerede officerer, mens resten var ordinære medlemmer. Tre fjerdedele af SS-medlemmerne arbejdede indenfor sikkerhedsområdet. Andre arbejdede i medicinafdelinger eller de politiske afdelinger, i lejrens hovedafdeling eller i den økonomiske administration, der var ansvarlig for de døde fangers ejendele. Omkring 200 kvinder var medlemmer af SS; de arbejdede som vagter, sygeplejersker eller meddelere. Den overordnede autoritet for hele lejren lå hos Departement D under SS-Wirtschafts-Verwaltungshauptamt.
Auschwitz blev anset af mange SS´ere som et komfortabelt sted at blive placeret grundet dets mange faciliteter og tonsvis af slavearbejde. SS-officererne foretrak medlemmer af Jehovas Vidner som deres husholdningsslaver, da de blev anset for ikke-voldelige. Lejrkommandant Höss boede med sin kone og børn i sin villa lige udenfor lejren. Andre SS-medlemmer fik lov til at bringe deres forlovede og børn til lejren, men da SS-lejren blev mere fyldt, satte Höss restriktioner på yderligere ankomster. Derudover var der faciliteter som et bibliotek, en svømmepool, en café samt et teater med regelmæssige forestillinger.
En såkaldt Kapo blev udpeget i hver fangeblok eller arbejdsenhed. De var fanger, men fik bedre rationer og indkvartering og havde stor magt over de andre fanger, som de ofte udnyttede. Der var dog meget få Kapo´er, der efter krigen blev anklaget, da det var svært at afgøre, om de massakrer, som Kapo´er havde begået, havde været på ordre fra SS eller på eget initiativ.
Omkring 120 SS-personel havde til opgave at overvære gaskamrene og levede i området ved krematorierne. Adskillige SS-personnel overvågede drabene ved hvert gaskammer, mens det grove arbejde blev udført af jødiske fanger, der var kendt som såkaldte Sonderkommandos. Arbejdet var at føre ofrene til gaskamrene, efterfølgende flytte dem, fjerne værdigenstande fra ofrene og kremere ligene.
De boede separeret fra andre fanger og under bedre vilkår. Deres livskvalitet var ydermere bedre, da det ofte lykkedes disse fanger at stjæle værdigenstande til sig selv, når de fjernede værdier fra ofrene i gaskamrene. Disse værdier var de ofte i stand til at sælge på det sorte marked i Auschwitz. Den ungarske doktor Miklós Nyiszli kunne rapportere, at der var 860 fanger i disse kommandoer, da ungarske jøder blev dræbt i 1944. Mange endte dog med at begå selvmord som følge af det horrible i deres arbejde. De, som ikke skød sig selv, blev i reglen skudt af SS efter et par uger i dette arbejde, og der blev dannet nye Sonderkommandos af de nytilkommende transporter. Der var stort set ingen fanger, der havde været med i disse kommandoer der overlevede lejrens befrielse.
Livet i Lejrene
Fangernes dag begyndte klokken 4.30 med navneopråb – om vinteren dog en time senere. Doktor Miklós Nyiszli – der var en ungarsk læge, som overlevede sit ophold i 1944-45 – beskrev dagen med, at morgenvækning med efterfølgende navneopråb kunne begynde klokken 03.00 og slutte 4 timer senere. Det var koldt i Auschwitz på denne tid, selv om sommeren. Fangerne blev beordret til at stille op udendørs i lange lige rækker indtil klokken 07.00, hvor SS-officererne ankom. I mellemtiden ville vagterne tvinge fangerne til at lave morgengymnastik, der typisk gik ud på, at de afkræftede fanger med hænderne over hovedet skulle lave hop på stedet eller gå ned i knæ og op igen. Derudover straffede vagterne fangerne såfremt, at fangerne manglede en knap eller ikke havde rengjort deres madskål tordentligt. De indsatte blev talt og ofte adskillige gange. Doktor Nyiszli beskriver, hvordan selv de døde var tvunget til,at være til stede ved morgensamlingerne. De måtteholdes opret af de andre indsatte, indtil seancen var ovre. I hans periode som indsat var der typisk 5-10 fanger, der døde pr. nat. De mere privilegerede fanger, der var knyttet til doktor Josef Mengele (kaldt Doktor Død), blev først vækket klokken 07.00 for derefter at deltage i en morgensamling med navneopråb, som tog 5 minutter.
Efter morgensamlingen modtog man sin Kommando og gik til arbejdsstedet, fem i samlet flok. Fangerne bar stribet fangetøj, intet undertøj og sko, der ikke passede og uden strømper. Et fangeorkester – såsom Auschwitz´ kvindelige orkester – skulle spille opstemt musik, når fangerne forlod lejren. Kapo´er var ansvarlige for fangernes opførsel under arbejdet, som var under overvågning af en mere tilbagetrukket SS-eskorte. Arbejdsdagene varede 12 timer om sommeren og en lille smule kortere om vinteren. En stor del af arbejdet fandt sted udendørs på byggepladser, i grusgrave og på tømmerværfter. Pauser var ikke tilladt. Fanger kunne med forhåndsgiven tilladelse gå til latrinerne i den tid, det måtte tage at tømme deres blære eller tarme.
Søndag var ikke en arbejdsdag, men fangerne blev ikke tilladt hvile; de var tvunget til at rengøre de barakker, hvor de boede samt at tage deres ugentlige bad. Derudover havde de tilladelse til at skrive til deres familie på søndage, dog kun på tysk. Indsatte, der ikke talte tysk, indgik ofte byttehandler med andre fanger om at skrive for dem for modydelser som brød. Brevene blev efterfølgende læst af SS’ censurafdeling.
Om aftenen fandt der igen navneopråb sted. Hvis en fange manglede, måtte de andre blive stående, indtil denne var fundet, eller årsagen til fraværet var opklaret. Dette gjaldt uanset vejrforhold, eller om det tog adskillige timer. Efter navneopråb udmålte man individuelle og/eller kollektive straffe alt afhængig af, hvad der var sket og humøret hos vagter, SS-personale og Kapo´er. Først når de øvrige fanger havde overvåget dette, fik de lov til at trække sig tilbage til deres barakker og modtage deres rationer af vand og brød. Spærretiden indfandt sig typisk 2-3 timer senere. Fangerne sov i lange rækker i træbunkere, hvor de lå ovenpå deres tøj og sko for at forhindre, at tingene skulle blive stjålet.
“Der blev presset 800-1000 personer ind i hver barak. Man var ude af stand til at strække sig ud, man sov på kryds og tværs mellem hinanden med en mands fod på en anden mands hoved, nakke eller bryst. Væk var al menneskelig værdighed, de skubbede, puffede, bed og sparkede hinanden i forsøg på at tilkæmpe sig et par centimeter mere i plads, som kunne sikre, at søvnen blev bare en anelse mere komfortabel, særlig fordi sovetiden i forvejen var stærkt begrænset”
Miklos Nyiszli
Fangerne kunne skelnes fra hinanden, da de bar en stof-trekant uden på deres fangetøj – den blev kaldt Winkel – og dens farve indikerede fangekategorien. Politiske fanger havde en rød trekant, Jehovas Vidner en lilla, kriminelle en grøn osv. Nationalitet blev vist med et bogstav inde i trekanten. Jøder havde en gul trekant, hvor de samtidig fik syet en ekstra trekant på, hvis de også passede ind i en anden kategori. Exceptionelt for Auschwitz var, at fanger blev tatoveret med deres fangenummer, de sovjetiske krigsfanger på brystet og civile på armen.
Fangerne fik en varm drik om morgenen, ingen morgenmad og en tynd grøntsagssuppe – uden kød – til middag. Om aftenen fik man en lille ration muggent brød. De fleste fanger gemte brødrationen til næste morgen. Nyiszli noterer, at det daglige indtag af kalorier ikke nåede op på 700 undtaget for de fanger, der var blevet udvalgt til medicinske forsøg. Disse modtog en bedre behandling både med hensyn til mad og bedre tøj. De sanitære forhold var utroligt dårlige med utilstrækkelige latriner og mangel på friskt vand. I Auschwitz II-Birkenau blev der ikke installeret latriner indtil 1943, to år efter at lejren blev bygget. Lejren led af en udbredt forekomst af skadedyr såsom lus, der bar sygdomme med sig, hvilket medførte epidemier som tyfus og deslignende. Noma, en form for koldbrand i munden forårsaget af underernæring, var særligt udbredt blandt sigøjnerbørn.
Block 11 i Auschwitz I var fængslet i fængslet/koncentrationslejren. Her blev de indsatte straffet for overtrædelse af de utallige regler. Nogle fanger tilbragte natten i ståceller. Cellerne var omkring 1.5 m2 og kunne have op til 4 personer. Det var kun muligt at stå, og dagen efter blev de tvunget til at arbejde fuld tid sammen med de andre fanger. Fanger, der havde forsøgt at flygte, blev indsat i en mørklagt celle, hvor de hverken fik mad eller drikke, og hvor de blev overladt til en langsom død.
I kælderen fandt man de “mørke celler”, som kun havde meget små vinduer og en særdeles solid dør. Fanger, der blev placeret her, blev kvalt langsomt, da de brugte al ilt i cellen. Nogle gange tændte SS et lys, således at ilten svandt endnu hurtigere. Mange blev dømt til at hænge med hænderne bagbundne i timer og nogle gange i dage, hvilket rev deres skuldre af led.
Selektion og udryddelsesproces
Den 31. juli 1941 gav Hermann Göring en skriftlig autorisation til Reinhard Heydrich – leder af Reichssicherheitshauptamt (RSHA) – om at forberede og konkretisere en for Endlösung der Judenfrage (den endelige løsning på jødespørgsmålet) i territorier under tysk kontrol og at koordinere samt involvere alle relevante regeringsorganisationer. Resultatet blev i første omgang Generalplan Ost, hvis ide var at deportere den jødiske befolkning i de besatte områder i Østeuropa og Sovjetunionen til Sibirien, hvor de skulle fungere som arbejdsslaver eller myrdes. Derudover planlagde nazisterne at begrænse antallet af beboere i de erobrede områder i øst til maksimalt 30 millioner mennesker. Dette skulle ske igennem planlagte sulteepidemier kaldet Hunger Plan. Madleverancerne skulle ene og alene rettes mod den tyske hær og tyske civile. Man ville jævne byer med jorden, og landet skulle enten igen være skov eller genbosættes af tyske kolonister.
Den endelige plan for udryddelsen af alle Europas jøder – 11 millioner på dette tidspunkt – blev formaliseret på Wannsee-Konferencen ved Berlin den 20. januar 1942. Nogle ville arbejde sig selv ihjel, resten skulle dræbes. I den indledende fase blev jøder dræbt af såkaldte gasvogne og/eller af Einsatzgruppen – enheder, der skød jøder i massegrave. Imidlertid viste begge disse metoder sig for ineffektive. Gasvognene var for utætte, for upraktiske og med et for lavt drabstal, mens indsatsgrupperne havde det problem, at trods deres overbeviste og edssvorne had mod jøder, blev mange af de massedræbende SS´ere ramt af blodchok, når de i timevis skulle skyde kvinder, børn og ældre ned i fjerntliggende massegrave. I 1942 begyndte drabscentre som Auschwitz, Sobibór og Treblinka og andre udryddelseslejre at erstatte Einsatzgrupperne som værende den primære metode til massedrab.
Det første massedrab i Auschwitz fandt sted i september 1941, hvor omkring 900 indsatte blev dræbt ved at samle dem i kælderen på Block 11 og gasse dem med Zyklon-B. Block 11 var imidlertid upraktisk til massegasning, og man flyttede drabene til i stedet at foregå i krematoriet i Auschwitz I (der var operativ indtil juli 1942). Dette betød, at mere end 700 ofre kunne dræbes på en gang. For at holde ofrene i ro, fortalte man dem, at de skulle desinficeres og afluses. De blev beordret til at afklæde sig udenfor og derefter at gå ind i bygningen, som derefter blev låst, og de indelåste blev gasset. Efter at denne bygning ikke blev brugt som gaskammer længere, benyttede SS den først som lagerrum og siden som beskyttelsesbunker. Det understreger, hvorledes en så uhyrlig aktion som gasning blev anset som en helt normal funktionel aktion. Efter krigen genskabte Polen gaskammeret ved brug af originale komponenter, som stadig kan ses på museet i dag. I alt blev omkring 60.000 mennesker dræbt i krematoriet i Auschwitz I.
Massedrabene flyttede herefter til to midlertidige gaskamre (Bunker 1 og Bunker 2), hvor drabene fortsatte, mens de større Krematorier II, III, IV og V var ved at blive opført. Bunker 2 blev en gang siden taget i brug, da Auschwitzdrabene kulminerede med ankomsten af de ungarske jøder fra maj til november 1944. I sommeren 1944 var drabskapaciteten i alle krematorierne med udendørs forbrænding 20.000 lig om dagen. Der var planlagt at anlægge et Krematorium VI, men det blev aldrig bygget.
Fanger blev transporteret fra hele den tyskbesatte del af Europa med tog, der ankom dagligt i større konvojer. I juli 1942 begyndte SS at foretage “selektion”. De nyankomne jøder blev sorteret: de, der blev vurderet arbejdsduelige, blev af selektionsofficerer sendt til højre og ind i lejren, og de, der blev vurderet ude af stand til at arbejde, blev sendt til venstre og direkte til gaskamrene. Omkring 3/4 af de ankomne blev udvalgt til straks at blive gasset, hvilket gjaldt næsten samtlige børn, kvinder med børn, alle ældre samt alle de, der efter et kort lægetilsyn af en SS-læge blev vurderet utilstrækkelig rask.
Efter at selektionsprocessen var færdig, blev de, der var for syge eller unge til at gå til krematorierne, transporteret på et lastbillad til krematorierne eller dræbt på stedet med en kugle i hovedet. Alle de nyankomnes ejendele blev samlet sammen af SS og sorteret i et område, der blev kaldt Kanada, eftersom landet Canada blev anset som et land med rigelige ressourcer. Det var udbredt blandt SS´ere at berige sig selv ved at plyndre ofrene, inden de skulle dø.
SS officerer beordrede ofrene hen, hvor de skulle tage bad og afluses. Ofrene afklædte sig i et ydre kammer og gik derefter ind i gaskammeret, der i sin form lignede et stort badelokale med brusefaciliteter. Nogle fik endda overrakt sæbe og håndklæde. Kapslerne med Zyklon-B blev transporteret i ambulance til krematorierne af en specialenhed fra SS-afdelingen Det Hygiejniske Institut. Udleveringen af gaskapslerne blev altid varetaget af SS på ordre af en tilstedeværende SS-læge. Efter at dørene var lukkede, dumpede SS gassen ind i bygningerne. Ofrene var døde i løbet af 20 minutter. På trods af de tykke betonvægge kunne der høres skrig og jamren fra gaskamrene udefra. I et fejlslagent forsøg på at dæmpe larmen, startede man to motorcykler, som man satte til at overdøve larmen tæt derved, men larmen fra de lidende overdøvede motorerne.
Efter at ofrene var døde, slæbte de såkaldte Sonderkommandos – udvalgte jøder iført gasmasker – ligene ud af kamrene. Ofrenes briller, kunstige lemmer, smykker og hår blev fjernet ligesom alle tandsæt, så eventuelle guldklumper kunne smeltes om. Ligene blev brændt i de nærliggende forbrændingsanlæg, og asken blev begravet, smidt i floden eller brugt som gødning.
Gaskamrene havde den mest effektive kapacitet i månederne april-juli 1944, da de ungarske jøder blev massakreret. Ungarn var allieret med Tyskland under krigen, men havde nægtet at udlevere deres jøder indtil det øjeblik, hvor Tyskland invaderede landet i marts 1944. I maj 1944 blev skinnenettet udvidet således, at der var togspor direkte ind i Birkenau, hvilket betød, at ofrene stort set blev bragt direkte til gaskamrene. I perioden 14. maj til tidlig juli 1944 blev 437.000 ungarske jøder bragt til Auschwitz – cirka halvdelen af Ungarns jødiske befolkning før krigen – og der kom helt op til 12.000 dagligt i de mest intensive perioder. Der kom så mange, at SS begyndte at brænde ligene i store udendørs bunker såvel som i krematorierne. Den sidste selektion fandt sted 30. oktober 1944.
Medicinske eksperimenter
Tyske læger udøvede en bred vifte af forsøg med fanger fra Auschwitz. SS læger testede effektiviteten i at bruge røntgenstråling som sterilisering ved at udsætte kvindelige fanger for en højt doseret stråling. Professor Doktor Carl Clauberg sprøjtede kemikalier ind i kvinders livmodere for at lime dem til. Bayer – der dengang var en underafdeling af IG Farben – købte fanger til brug som forsøgsobjekter til nye typer af stoffer/narkotika. Fanger blev udsat for flåtfeber for at udvikle en vaccination og efterfølgende udsat for forskellige giftstoffer for at se effekten deraf.
Den mest berygtede læge fra Auschwitz var Josef Mengele, der var kendt som Dødens Engel. Han var i særdeleshed interesseret i en-æggede tvillinger og udførte aldeles ondskabsfulde forsøg med dem, som eksempelvis at give den ene tvilling en sygdom som vedkommende døde af, hvorefter han ville dræbe den raske tvilling og derefter sammenligne effekten ved obduktioner. Han var også interesseret i dværge og påførte dværge, tvillinger og andre fanger Noma – koldbrand i munden – for at studere effekten.
Kurt Heissmeyer fik lov at ud tage 20 jødiske børn fra Auschwitz til brug for pseudovidenskabelige medicinske eksperimenter i koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg. I april 1945 blev børnene dræbt med henblik på at holde projektet skjult.
En samling af skeletter blev sat sammen af 115 indsatte jøder i Auschwitz, Disse blev valgt ud fra deres stereotype racekarakteristika. Rudolf Brandt og Wolfram Sievers, der var chefer for Ahnenerbe – et nazistisk forskningsinstitut – var ansvarlige for levering af skeletterne til det Anatomiske Institut ved Rigsuniversitetet i Strasbourg i Region Alsace, der var del af det besatte Frankrig. Projektet blev godkendt af Heinrich Himmler under ledelse af August Hirt. 87 af de udvalgte blev bragt til Natzweiler Struthof og dræbt i august 1943. Såvel Brandt som Sievers blev sidenhen dømt i den særlige Doktorproces ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg efter krigen.
Dødstal
Det præcise antal ofre i Auschwitz er svært at fastslå med sikkerhed, da mange fanger aldrig blev registreret, og SS ødelagde meget af bevismaterialet i krigens sidste dage. Allerede i 1942 beordrede Heinrich Himmler på et besøg i lejren at:
Alle massegrave skulle graves op på ny og alle lig brændes. Derefter skulle asken spredes på en sådan facon, at enhver form for kalkulation af lig ville være umulig at foretage i fremtiden.
Kort tid efter lejrens befrielse fastslog den sovjetiske regering, at der var blevet dræbt 4 millioner i lejren, en betragtning, der i dag opfattes som kraftig overdrivelse. Rudolf Höss udtalte, da han var under afhøring, at Adolf Eichmann havde fortalt ham, at 2½ millioner jøder var blevet dræbt i gaskamre, og at omkring en halv million var døde af andre årsager. Sidenhen skrev han: “Jeg vurderer, at 2½ millioner dræbte er et for højt antal. Selv Auschwitz havde begrænsninger af destruktive muligheder“. I 1953 udkom Gerald Reitlinger med bogen The Final Solution, hvor han vurderede antallet af dræbte til 800.000 til 900.000, mens Raul Hilberg i sit værk fra 1961 The Destruction of the European Jews bedømte antallet som maksimalt 1.000.000 jødiske ofre. Den franske kemiker og forfatter Jean-Claude Pressac vurderede, at mellem 631.000 og 711.000 var blevet dræbt i Auschwitz. Af disse skulle 470.000 til 550.000 være blevet gasset.
I 1983 var den franske forsker George Wellers den første til at bruge tysk data til deportationerne, hvilket gav et højere antal af dræbte i Auschwitz, og han landede på et samlet antal døde i lejren på 1.471.595, hvor 1.350.000 var jøder, og 86.675 var polakker. Et større studie af Franciszek Piper brugte tidstabeller for togafgange kombineret med deportationsdokumenter til at kalkulere, at der minimum var 960.000 døde jøder og minimum 1.1 millioner totalt døde i lejren. Denne beregning tog museet i Auschwitz-Birkenau til sig fra 1990´erne og frem. Piper udelukkede ikke, at dødstallet kunne ligge så højt som 1.5 millioner.
Nationsmæssigt kom langt de fleste jødiske ofre fra Ungarn, hvor i alt 438.000 døde, den næststørste gruppering var polske jøder med 300.000, franske jøder 69.000, hollandske jøder 60.000 og græske jøder 55.000. Mindre en 1% af de sovjetiske jøder, der blev dræbt i Holocaust, blev dræbt i Auschwitz, da tyske tropper allerede var blevet trængt ud af Rusland, da drabene kulminerede i 1944. Mellem en femtedel og en sjettedel af alle jøder, der blev dræbt i Holocaust, døde i lejren.
Den næststørste antal ofre var ikke-jødiske polakker, hvor dødstallet var 70.000-75.000. Der døde 21.000 sigøjnere og omkring 15.000 sovjetiske krigsfanger samt mellem 10.000 og 15.000 krigsfanger fra andre nationer. Omkring 400 Jehovas vidner blev fængslet i Auschwitz, hvor 152 med sikkerhed kan konstateres for døde. Mellem 5.000 og 15.000 homoseksuelle mænd blev dømt for usædelig omgang og blev som straf sendt til koncentrationslejre, hvoraf et ukendt antal af disse blev sendt til Auschwitz; man ved kun, at 80% af de homoseksuelle, der ankom, døde i Auschwitz.
Flugtforsøg, modstand og de allieredes viden om lejrsystemet
Indsatte var fra tid til anden i stand til at sende information fra lejren og ud til verden på den anden side via beskeder på transmissioner med kortbølgeradio. Den polske eksil-regering i London kunne første gang rapportere om gasninger af fanger den 21. juli 1942. Rapporterne blev imidlertid anset som stærkt overdrevne og upålidelige af de allierede magter, den tyske magts fjender mod vest. De allierede havde adgang til information om forholdene i Auschwitz i perioden 1940-43 via de præcise og hyppige rapporter, som Witold Pilecki, kaptajn i Armia Krajowa – den polske modstandshær – leverede. Han var den eneste person, man kender til, der frivilligt lod sig indespærre i Auschwitz. Han sad indespærret i 945 dage og indsamlede beviser på folkedrab samt organiserede en modstandsbevægelse indenfor lejren kendt som Zwiazek Organizacji Wojskowej (ZOW). Hans første rapport om tilstandene i lejren blev smuglet ud allerede i november 1940, da en indsat blev løsladt fra lejren. Han flygtede 27. april 1943, men hans personlige rapport blev afvist af de allierede som overdrivelse ganske som hans tidligere rapporter.
De første informationer om koncentrationslejren i Auschwitz blev offentliggjort i vinteren 1940-41 i de polske undergrundsaviser Polska Zyje og Biuletyn Informacyjny. Fra 1942 offentliggjorde medlemmer af den Warszawa-baserede polske hjemmehær et par brochurer baseret på nogle af de flygtedes rapporter om rædslerne. Den første af disse var de fiktionelle memoirer “Oświęcim. Pamiętnik więźnia” (Auschwitz: En fanges dagbog), skrevet af Halina Krahelska, der udkom i april 1942 i Warszawa. I 1942 udkom bogen Auschwitz: obóz śmierci (Auschwitz: Dødslejren) skrevet af Natalia Zarembina og W piekle (I Helvede) af Zofia Kossak-Szczucka.
I 1943 stiftedes Kampfgruppe Auschwitz med det formål at sende information ud fra lejren om, hvad der skete derinde. Sonderkommandoer begravede notater i jorden i håb om, at de ville blive fundet af lejrens befriere. Denne gruppe smuglede også fotografier af lig og forberedelser til massedrab ud i løbet af 1944.
De allieredes skepsis ændrede sig, da de modtog den 32-sider lange Vrba-Wetzler Rapport, som var udarbejdet af to jødiske fanger, Rudolf Vrba og Alfréd Wetzler, der var flygtet 7. april 1944. Rapporten overbeviste endegyldigt de allierede ledere om, at der fandt massedrab sted i Auschwitz. Dele af rapporten blev givet til den schweiziske presse af diplomaten George Mantello og bragt i The New York Times 6. juni 1944 (der i øvrigt også var D-Dag i Normandiet). Det britiske udenrigsministerium modtog planer over området fra den polske eksilregering i august 1944. Det gjaldt særligt rapporten med titlen”Oswiecim, Camp of Death (Underground Report)”, som blev offentliggjort på engelsk i marts 1944. Her beskrives det, at fanger er blevet gasset siden 1942.
Den slovakiske rabbiner Chaim Michael Dov Weissmandl opfordrede i maj 1944 til, at de allierede skulle bombe Auschwitz. Det blev støttet af en lang række jødiske organisationer. Den britiske premierminister Winston Churchill beordrede en sådan plan iværksat, men endte med at afblæse det igen, da han blev fortalt, at det ikke var teknisk muligt at præcisionsbombe lejren således, at fangerne ville blive befriet, og at skinnenettet blev sat ud af kraft.
I 1978 skrev historikeren David S. Wyman en bog med titlen “Why Auschwitz Was Never Bombed”, hvor han argumenterede for, at US Airforce havde kapaciteten til at angribe Auschwitz, og at de burde have gjort det. Bøger af Bernard Wasserstein og Martin Gilbert tog lignende spørgsmål op omkring britisk inaktivitet. Siden 1990´erne har andre historikere diskuteret, at allierede præcisionsbombninger ikke var tilstrækkeligt udviklet til et sådant angreb, og at kontrafaktisk historie er problematisk at bedrive. Kontroverserne om dette emne eksisterer op til i dag, særligt i USA og Storbritannien.
Individuelle flugtforsøg
Der var mindst 802 fanger, der gjorde forsøget på at flygte fra lejrene ved Auschwitz,. Det var primært polske og sovjetiske fanger, som flygtede fra arbejdssteder udenfor lejren. 144 af disse var succesfulde i deres flugtforsøg. 331 flugtforsøg er ukendte. En af de mest udbredte straffe for flugtforsøg var sultedøden. Familier til fanger, der lykkedes i at flygte, blev ofte arresteret og interneret i Auschwitz og vist frem for at afskrække de øvrige fanger i flugtforsøg. Hvis nogle lykkedes i at flygte, udvalgte SS ti vilkårlige fanger, som efterfølgende måtte lide sultedøden.
En af de mest kendte flugte fra Auschwitz fandt sted 20. juni 1942 af fire polske fanger: Eugeniusz Bendera (mekaniker i lejren), Kazimierz Piechowski, Stanislaw Gustaw Jaster og Józef Lempart. Det lykkedes dem at bryde ind i lagerbygningen, hvor de var i stand til at iklæde sig tøj, som var de medlemmer af SS-Totenkopf. De bevæbnede sig og stjal en bil fra SS, i hvilken kørte ugeneret igennem lejrporten og væk derfra.
24. juni 1944 lykkedes det den belgisk-polske jøde Mala Zimetbaum at flygte med sin polske kæreste Edek Galiński ved at iføre sig en fangevagtsuniform. De blev sidenhen fanget igen, tortureret og henrettet af SS. 21. juli 1944 lykkedes det Jerzy Bielicki at iføre sig en SS-uniform og lave et falsk pas, hvorefter han krydsede lejrporten med sin jødiske kæreste. De overlevede begge krigen.
Opstanden i Birkenau
De, der var udpeget til at arbejde i Sonderkommandos, var klar over, at når de var vidner til drabene, ville de formodentlig også selv blive dræbt, da nazisterne ønskede at dække over deres forbrydelser. På trods af, at de kendte til, at de risikerede døden, påbegyndte Sonderkommandoerne i Birkenau Kommando III en opstand 7. oktober 1944. Opstanden fulgte i kølvandet på, at de havde fået at vide, at de skulle “flyttes til en anden lejr” – en normal dækmanøvre fra nazisterne, når de skulle myrde fanger. Kommandoen angreb SS-vagterne med sten, økser og improviserede håndgranater. Da SS opsatte maskingeværer til at angribe Krematorium IV, gjorde Sonderkommandoen i Krematorium II også oprør, og nogle af dem havde held til at flygte under opstanden. Oprøret var imidlertid nedkæmpet ved nattetide.
Da gemytterne havde lagt sig, var tre SS-vagter dræbt – en af dem blev levende brændt af fangerne i ovnen i Krematorium II – og 451 medlemmer af Sonderkommandoerne blev dræbt. Hundredvis af fanger flygtede, men blev alle siden tilfangetaget og henrettet sammen med en anden gruppe, der deltog i opstanden. Krematorium IV blev ødelagt under kampene, og en gruppe fanger i gaskamrene i Krematorium V blev reddet grundet det kaos, kampene udløste.
Arven fra Auschwitz
I årene efter Auschwitz’s befrielse i 1945 har lejren med sit navn udviklet sig til primært at være symbol på Holocaust. Historikerne peger på, at det skyldes såvel lejrens høje dødstal som den “usædvanlige kombination af både et industrielt kompleks og dødsfabriksfaciliteter på et sted”, hvilket efterlod langt flere øjenvidner end de rene og skære dødsfabrikker/udryddelseslejre som Chelmno og Treblinka. Generalforsamlingen i FN har udråbt 27. januar – dagen for Auschwitz´ befrielse – til at være International Mindedag for Holocaust. I en tale på 50-årsdagen for lejrens befrielse beskrev den tyske forbundskansler Auschwitz som “det mørkeste og mest forfærdelige kapitel i tysk historie”.
Nogle af de mest kendte øjenvidner, der har beskrevet deres ophold i lejren, indbefatter Primo Levi, Elie Wiesel og Tadeusz Borowski. Primo Levi skriver i sin bog Hvis dette er et Menneske, at koncentrationslejren var indbegrebet af det totalitære system:
Der har aldrig eksisteret en stat, der var virkelig “totalitaristisk” … Der har aldrig været en statsform, hvor der ikke var plads til en modstand i et eller andet forum, en korrektion til det totalitære tyranni, ikke engang i det nazistiske Tredje Rige eller Stalins Sovjetunionen: I begge tilfælde var der en offentlig opinion, en magistratur, en udenlandsk presse, kirkerne, en følelse af at retfærdighed og medmenneskelighed, som ikke ville fjerne sig efter 10 eller 20 års undertrykkelse, alle de faktorer virkede i et vist omfang som bremse for systemerne. Kun i Lager (Koncentrationslejren) var modstanden fra neden ikke-eksisterende, og magten hos disse små underordnede total.
Primo Levi
Psykiateren Viktor Frankl trak på sine erfaringer fra sit ophold i Auschwitz til at skrive Menneskets søgen efter mening i 1946, som blev en af de mest læste bøger om lejren. Det var et eksistentielt værk, der argumenterer i, at individer kan finde mening selv i enorm lidelse, og at det er denne mening, der opretholder dem. I 1960 skrev Elie Wiesel bogen Natten om sin fængsling i Auschwitz, og han blev en prominent talsmand mod etnisk vold. I 1986 modtog han Nobels Fredspris.
Den franske overlevende fra lejren Simone Veil blev siden valgt til præsident for Europa Parlamentet i tiden 1979-82. To ofre fra Auschwitz blev siden kanoniseret og gjort til helgener i den katolske kirke. Den ene Maximillian Kolbe, en præst, der frivilligt valgte at dø sultedøden ved at tage en andens plads og Edith Stein, en jødisk konvertit til katolicismen.
Retsprocesser efter Auschwitz
Efter afslutningen på 2. verdenskrig kom det til en lang række processer mod de ansvarlige for forbrydelserne begået i Auschwitz-komplekset.
- 1945/46: Nürnbergprocesserne mod de primære krigsforbrydere (første Nürnbergerproces). Her blev Vrba-Wetzler Rapporten bl.a. brugt som bevis, den rapport, som var blevet fremlagt i USA i 1944.
- 1945: Bergen-Belsen-processen (enkelte, der også havde arbejdet i Birkenau, blev straffet for meddelagtighed).
- 1947: Krakow Auschwitzproces (hvor Rudolf Höss bliver dødsdømt)
- 1947: Processen mod SS Wirtschafts- und Verwaltungshauptamt (den fjerde Nürnbergproces)
- 1947/48: I.G.Farben-proces (sjette Nürnberg Efterfølgerproces), omhandlende Auschwitz III (Monowitz)
- 1947/48 Proces mod de ansvarlige for deportationen af jøder.
- 1963-66: To Auschwitzprocesser i Frankfurt am Main.
- 2015: Lüneburger Auschwitzproces.
Auschwitz-Birkenau Statsmuseum
Den 2. juli 1947 godkendte den polske regering en lov, der etablerede lejren som et statsligt mindesmærke for de nazistiske ofre på stedet. I 1955 åbnede der et museum, som eksempelvis viste: fangefotos, hår fra fanger, kufferter, sko frataget fangerne, dunke, der havde indeholdt Zyklon-B smt andre objekter relateret til massedrabene. I 1979 satte UNESCO stedet på deres liste for verdenskulturarv. I 2011 havde museet 1.400.000 besøgende.
7. juni 1979 holdt pave Johannes Paul II en højtidelighed på skinnenettet foran Auschwitz-Birkenau. I de efterfølgende årtier opstod der en kontrovers, da Karmelliter-nonner grundlagde et lille bedehus og rejste et stort kors, hvor paven havde talt. Protesterende anklagede dem for at ville kristne stedet, mens andre argumenterede for, at korset var rejst for at mindes de katolske ofre.
27. januar 2015 mindedes man 70-årsdagen for lejrens befrielse. Der var omkring 300 stadigt overlevende, samt en lang række statsoverhoveder og kendte folk såsom den polske præsident Bronislaw Komorowski, den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg og den hollandske konge Willem-Alexander.
Pingback: A7 (Rejselederrute) | Historiskerejser.dk
Pingback: Krakow | Historiskerejser.dk
Pingback: Koncentrationslejren Buchenwald | Historiskerejser.dk