Berliner Dom

Berliner Dom eller Berlins Domkirke er en vigtig seværdighed i Berlin. Den ligger på den nordlige del af Spreeinsel, der her lyder navnet Museumsinsel. Det er Tysklands arealmæssigt største evangeliske kirke og Berlins største kirke. Den nuværende kirke blev bygget i årene 1894-1905 i stilarterne italiensk højrenæssance og barok og hører til blandt de mest betydningsfulde kirkebyggerier i Tyskland.

Kirkens grundstruktur er i form tæt på kvadratisk og indeholder flere rum med en række af forskellige betydninger. Den vigtigste er naturligvis gudstjenester. Til dette har man to rum; Predigtkirche (prædikekirken) samt Tauf- und Traukirche (Dåbs-, og Bryllupskirken). Det dominerende rum er den centrale Prædikekirke under kuplen, der også udgør størstedelen af grundstruktur samt rumvolumen. Dåbs-, og Bryllupskirken er tydeligvis mindre. Derudover finder man også kirketjenerrummet, et forsamlingsrum, Domkirkens livsrådgivning og endelig Hohenzollernes gravkrypt.

Domkirken har udover de almindelige regelmæssige gudstjenester også statslige gudstjenester med deltagelse af statsoverhoveder og politisk højt placerede personer.

SE ARTIKLEN OM BERLIN

SE ARTIKLEN OM BERLINS HISTORIE

LÆS OM BERLINS SEVÆRDIGHEDER

Det imponerende vartegn på Museumsøen, hvor særligt den enorme kuppel falder i øjnene. Højden er 98 meter. Foto fra wikimedia

Beliggenhed og størrelse

Hovedportalen på bygningen er at finde på den vestlige del af bygningen ud mod Lustgarten. I domkirkens krypt der hviler en lang række af medlemmer af slægten Hohenzollern. Kuplen såvel som de fire små laternetårne blev i forlængelse af krigsødelæggelser genopbygget i en mere forsimplet stil.

Den samlede højde på kirken er efter genopførelsen 98 meter, før ødelæggelserne i 2.verdenskrig var den samlede højde 114 meter. Grundarealet er 73 x 93 meter, forgængerbyggeriet den såkaldte Denkmalskirche var 73 x 114 meter. Kuplen har en højde på 74,8 meter og en diameter på 33 meter. Der er i alt 1490 siddepladser i kirken.

Domkirkepladsens Historie: Den første domkirke 1536-1747

LÆS OM BERLINS DOMKIRKE 1536-1747

Historien om domkirken på Spreeøen strækker sig tilbage til det 15.århundrede. I det netop færdigbyggede slot indviede man i 1450 Erasmus-kapellet til Hofkirke.  I 1465 indstiftede Pave Paul II. Kollegiatstift Cölln, der i 1539 skulle blive det første sted at man i Brandenburg officielt afholdt gudstjeneste med den evangeliske nadvergang.

Da Joachim II. i 1535 var blevet kurfyrste, lod man Dominikanerkirken syd for slottet ombygge til Hofkirke. Den middelalderlige rødstenskirke som Dominikanerne havde brugt blev nu ombygget i gotisk stil, rigt udsmykket og indrettet med fyrstelige gravmæler samt et klokkespil. Den ny domkirke blev indviet i 1536. I 1539 overgik Kurfyrste Joachim II. til den lutherske tro, iøvrigt under kraftig indflydelse fra hans mor Elisabeth af Danmark, en søster til Christian II. af Danmark: Det betød at den indledningsvise katolske domkirke blev evangelisk. Elisabeth af Danmark blev en af de første Hohenzollern til at blive begravet i Domkirken i Berlin, men Joachim hentede også flere af hans forfædre fra Kloster Lehnin, hvor slægten hidtil var blevet begravet til Domkirken. Fra og med 1608 opløste kirken sit domkapitel, hvorefter den blev den øverste sognekirke i Cölln.

Juledag 1613 overgik Kurfyrsten Johann Sigismund og hele hans hof til den Calvinistiske Reformerte tro. Da Kurfyrsten efterfølgende begyndte at omdanne Berliner Dom efter calvinistiske forskrifter, førte det til konflikt med stænderne og den lutherske kirke i Kurmark. De medførte i april 1615 at beboerne i Berlin og Cölln angreb og plyndrede hoffets gejstlige huse. Episoden er kendt som Kalvinistenrummel. Der kom efterfølgende en form for toleranceakt ud af dette, hvor de preussiske magthavere accepterede, at deres undersåtter ikke skulle have samme tro som dem og den calvinistiske tro forblev en minoritetstro ved siden af lutherske dominerende tro. 

I 1705 blev den første dronning af Preussen – Dronning Sophie Charlotte – begravet under en meget stor og bemærkelsesværdig ceremoni. Hele kirken var dekoreret udvendig såvel som indvendig.

Den gamle Domkirkes mest prægtige stund – begravelsen af Sophie Charlotte. Stik fra Eosander von Göthe

Det barokke byggeri, Schinkels byggeri og planer om nybyggeri

Da den oprindelige murstenskirke efterhånden var blevet noget forfalden, da besluttede Frederik den Store sig til at lade en ny domkirke opføre i årene 1747-50. Efter at have overført sarkofagerne fra alle de kongelige og kurfyrstelige, da nedrev man den gamle domkirke. Den ny domkirke blev indviet 6.september 1750, og var en særdeles nøgtern fortolkning af barok udført af arkitekterne Johann Boumann, der stammede fra Holland og Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff.

I starten af det 19.århundrede omdannede Karl Friedrich Schinkel domkirken til en variant af moderne klassicisme, det indre blev omdannet i årene 1816/17 og det ydre i 1820/21. Schinkels elev Friedrich Wilhelm Buttel fra Mecklenburg-Strelitz stod som byggeansvarlig.

I løbet af det 19.århundrede blev det diskuteret, om den eksisterende beskedne Domkirke af Schinkel, havde været for moderat en udbygning af Frederik den Stores barokke kirke, da det preussiske monarkis behov for repræsentation synes at være vokset. Den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV. besluttede at opføre en ny og langt mere udsmykket domkirke. Det skulle være en to-tårnet Basilika med et treskibet langhus efter italiensk forbillede. Udkast til byggeriet stod Friedrich August Stüler for, han var elev af Karl Friedrich Schinkel. Arbejdet begyndte og grundmuren med apsis blev muret op i Spree. Domkirken fik høje mure, således at det planlagte kongelige begravelsesplads, den såkaldte Campo Santo kunne opføres. Man nedrev dermed det Kongelige Vaskehus, der hidtil havde ligget på pladsen. Revolutionen i 1848 satte byggearbejdet i stå. I den efterfølgende reaktionsæra (1848-64) lod den offentlige interesse for et basilikaprojekt til at gå mere i retning af et kuppelbyggeri. Dertil kom at hoffet i 1854 med færdiggørelsen af kuppelbyggeriet , havde fået sig en ny pragtfuld hofkirke på slottet. I mellemtiden havde Preussen fået indført et Parlament der havde medbestemmelse på statsbudgettet, og de var ikke villige til at finansiere kongens byggeprojekt. Dermed lå byggeriet stille i årtier efter 1848.

Nybyggeriet af Domkirken 1894-1905

Efter grundlæggelsen af det Tyske Kejserrige i 1871 der opstod på ny kravet om et repræsentativt kirkebyggeri, der kunne sammenlignes med de store kirker i verden. I 1885 lagde arkitekten Julius Raschdorff – og professor ved Teknisk Universitet Charlottenburg – planer for et nybyggeri. Det var dog først da Wilhelm II. havde overtaget magten og i sin egenskab som konge af Preussen også var Summus Episcopus, at kejseren gav ordre om en nedrivning af Schinkels Domkirke for istedet at gøre plads til byggeriet af en ny domkirke efter Raschdorffs planer: et enormt byggeri i en blanding af stilarterne italiensk højrenæssance og barok.

Postkort fra år 1900, hvor byggeriet kun udvendigt fremstår færdigt. Åbningen fandt sted i 1905. Postkort fra wikipedia

Den 17.juni 1894 lagde man grundstenen med den ambition, om at byggeriet skulle stå færdig i år 1900. Forsinkelser af byggeriet førte imidlertid til at man først kunne indvie den ny domkirke 27.februar 1905. Byggeplanlægningen såvel som udførelsen af byggeriet blev lagt i hænderne på Julius Raschdorff og dennes søn Otto, omend Wilhelm II. under hele byggeriet øvede en betydelig indflydelse. I særdeleshed videreformidlede han til maleren Anton von Werner sine ideer til udseendet på den af kirken, der skulle bruges til prædiken.

Hovedalteret fra forgængerbyggeriet af Friedrich August Stüler blev overført til nybyggeriet. Alterbillede i Dåbs og Bryllupskirken blev udført af Carl Joseph Begas.

Kejser Wilhelms intention med den nye kirke var den protestantiske verdens nye Vatikan. Den skulle også integrere elementer fra Sankt Pauls Cathedral i London, Notre Dame i Paris og Peterskirken i Rom.

Da kirken stod som det officielle Berlins hovedkirke, da var magtens udnyttelse af dens fantastiske repræsentation noget der heller ikke blev undgået

I forbindelse med begge verdenskrige kom det til en gudstjenesteseance, hvor man sagde drog i felten efter denne seance. Nazisterne lod Hitler holde sin ugentlige bøn i kirken. Desuden blev Hermann Görings overdimensionerede bryllup afholdt i kirken, og i 1942 brugte man kirken i forbindelse med begravelsen af topnazisten Reinhard Heydrich. Der var blevet attentatdræbt i Prag.

I 2.verdenskrig led Domkirken meget stor skade. Ved et luftangreb i nabogaden Burgstrasse blev samtlige altervinduer ødelagt, og i kuplen kom det til store skader i hjørnetårnene. Senere ved et af de voldsomste angreb på Berlin 24.maj 1944, da blev kuplen med sine laterne-tårne hårdt ramt. En tank med flydende brændstof, satte træbeklædningen under kobberdækket i brand. De tililende brandfolk kunne imidlertid ikke slukke branden. På den baggrund styrtede den samlede kuppellaterne ned i domkirkens indre, og med sine enorme vægt ødelagde den gulvet i prædikekirkenen og beskadigede endvidere store dele af Hohenzollerngruft (krypten).

Efter at Prædikekirkenen blev umulig at benytte, da forsamlede dommenigheden sig første gang i pinsen 1944 i Krypten under Denkmalskirche (mindesmærkekirken). Den blev efterfølgende lettere ombygget til Domgruftkirche og tjente med undtagelse af perioden forår-september 1945 som kirkerum for gudstjenester for dommenigheden. Bruno Doehring fortsatte sine prædikener til sin død i 1960 på dette sted. I 1971 var Dåbs-, og Bryllupskirken blevet nødtørftigt restaureret og derpå lukkede kirkerummet i krypten, omend det åbnede igen i perioden 1975-80 da fornyet restaureringsarbejde forhindrede brug af kirken.

Efter 2.verdenskrigs ødelæggelser var kuplen ødelagt, hjørnetårnene ødelagt og store dele af kirkens indre var ruin. Foto fra Deutsche Fotothek fra 1945 med serienummeret: df_pk_0000145_029

Kuplen havde holdt sin form, der var imidlertid et stort hul i toppen. Prædikekirken var svært beskadiget med støv og ruiner overalt og fortsatte med at lide skade grundet dens sårbarhed overfor vejrforholdene, det gjaldt i særdeleshed kuppelmosaikkerne. For at beskytte den indre del af Domkirken, var det om at få lukket hullet i kuplen hurtigst muligt. Byrådet besluttede i 1949 at yde penge til her-og-nu-hjælp, således at man kunne få lukket hullet frem til 1953.

I 1975 begyndte man endelig med genetablering af den ydre del af Berliner Dom ved at nedrive Denkmalskirche, der havde ligget i tilslutning til kirken som en stor apsis på nordsiden af kirken. Bygningen havde overlevet krigen uden ødelæggelser, men blev nedrevet grundet sin funktion som Ærehal for dynastiet Hohenzollern, da det ideologisk var en torn i øjet på ledelsen i DDR. Stenene fra kirken blev bragt til en mark i Berlin-Köpenick, hvor de stadig ligger på lager. I forbindelse med nedrivningen blev Reinhold Begas´ berømte marmorstatue af Otto von Bismarck ødelagt. Hovedkuplen fik genskabt sine oprindelige proportioner, dog i stærkt forsimplet form. Særligt iøjnefaldende var det nyskaffede kors på toppen af kuplen. De mindre tårnes højde blev reduceret til 16 meter, men udført som tårne og ikke som de oprindelige laterne-tårne. I 1983 var arbejdet næsten færdigt, således at man kunne fortsætte med den indre del. Det kejserlige Trappehus såvel som Prædikekirken blev igen genskabt. Med åbningen af prædikekirkenen 6.juni 1993 var den udvendige rekonstruktion af domkirkens indre afsluttet.

I 1992 fik den sydlige portal en bronzedør – kaldt Versöhnungstür – af den berlinske billedhugger Siegfried Krepp. Mosaikvinduerne ved alteret blev gendannet og kunne indvies 29.juni 2002, hvilket også markerede en rensning af Sauer-Orgelet.

Det Historiske Kuppelkors

Demontagen af kuppelkorset satte gang i en diskussion om man skulle genskabe de 5 kuppellaterner, der havde siddet på hvert af de fire hjørner før krigen. Kritikerne af at kuppelkorset var blevet fjernet i DDR-tiden henviste til, at bygningens proportioner kun videregav en utilstrækkelig og reduceret version af tidligere pragt. Efterfølgende havde den evangeliske kirke ytret støtte til en tilbageførsel til det oprindelige udseende anno 1905. Imidlertid var domkirkens menighed modstander heraf, da de ikke ville besinde sig på fortiden. Da kirken i dens nuværende udformning endvidere står under mindesmærkebeskyttelse, da ville en ombygning endvidere være svær at foretage.

Det monterede guldkors på billede fra 2007 af Alexander Hüsing

I starten af december 2006 blev udsmykningen oven på hovedlaternen fjernet. Den havde været der siden 1981. De byggeansvarlige havde opdaget rust i den forgyldte kobberbeklædning. Det blev fastslået at det 15 meter høje og 12,5 tons tunge kuppelkors ikke kunne opfattes som sikkert ved storm. Da stålkonstruktionen både udvendig og indvendig var totalt rådden, kunne det heller ikke restaureres.

Skaderne kunne føres tilbage til en galvanisk tæring, der opstår når de to metaller kobber og stål blandes. Det var typisk at blande de to arter i 1970´erne. Man undersøgte den øvrige del af kirkens tag for lignende skader, samt figurudsmykningen.

Rekonstruktionen af kuppelkorset i 1981 var foregået hos metalbyggefirmaet Breidenbach fra Peiting i Oberbayern. Det nye kors blev lavet af specialister og belagt med 1,5 kilo bladguld. Den 19.august 2008 løftede en 500-tons kran det op til domkirkens kuppeltop. Saneringen der foregik i den forbindelse kostede 1,2 millioner euro hvoraf de 700.000 gik til kuppelkorset.

Det gamle kuppelkors – dog uden kuppel… – blev opstillet på Friedhof der Oberpfarr und Domkirche i Liesenstrasse, Berlin.

Rundt om kuplen på Domkirken er der sat en krans med 20 englefigurer der troner. De blev udarbejdet i årene 1978-81.

Domkirkens indre udsmykning

I den centrale del af kuplen befinder der sig et rundvindue, der forestiller helligånden som due i en strålekrans. Under denne er der 8 mosaikker i stort format, der forestiller saligprisningerne af Bjergprædikenen. De er skabt af Anton von Werner, der også har stået bag mosaikkerne af de Fire Evangelister i nicherne ved hvælvingernes søjler. Endvidere har han også lavet alterrumsvinduerne, Jesus Fødsel, Korsfæstelsen samt Genopstandelsen og dertil Engle med symboler på Død, Tro, Håb og Kærlighed. På halvsøjlernes gesimser i kirkerummet står der på altersiden sandstensstatuer af de fire store Reformatorer: Calvin, Luther, Melanchthon og Zwingli, og overfor de i den såkaldte Kejserloge ses de fire verdslige herskere der var med til at fremme Reformationen: Albrecht af Preussen, Joachim II, Frederik den Vise samt Philip af Hessen. Mellem 2 figurer over nicher ses fire flakrelieffer af Otto Lessing med scener fra apostelhistorien: steningen af Stefan, Paulus´ omvendelse, Simon Peter i Athen og Helingen af de lamme.

Kuplen set indefra. Foto fra wikipedia

Under Orgeludbygningen findes de barokke fantastiske sarkofager for Den Store Kurfyrste Friedrich Wilhelm samt hans andre dronning Dorothea såvel som bordgravmæle i bronze for Kurfyrst Johann Cicero og et gravmindesmærke for Kejser Friedrich III. (1888). Under det sydlige Emporium findes to af de mest imponerende udsmykkede sarkofager for Kong Friedrich I. og hans Dronning Sophie Charlotte. De blev udført af Andreas Schlüter, selvsamme arkitekt udført også Ørnepulten i alterrummet i 1701. Den forgyldte Original til denne læsepult findes i Domkirkemuseet.

Alterbordet i hvid marmor og gullig onyx er udført af Friedrich August Stüler, den er en blanding af det lutherske blokalter og det calvinistiske bordalter og skulle dermed være et billede på sammenslutningen af de to kirker i form af den Unierede Kirke i Preussen. Bagved alteret har man stillet korskranken fra den gamle domkirke. Den består af forgyldt bronze og er forsiret med kopier af apostelgrupperne fra Sebaldus grav i Nürnberg. Foran alteret står to kandelabre af forgyldt jern, de stammer fra en apostelskranke udført af Karl Friedrich Schinkel. Prædikestolen er snittet i egetræ og stammer fra en ide af Otto Raschdorff, der var søn af arkitekten til domkirken, der også stod bag ideen til orgelprospektet. Over orgelet viser kartuschbilleder Kristus som verdensdommer i en engleglorie. De andre kartuscher var det meningen skulle have lignende udsmykninger, men det måtte man dog droppe grundet pengemangel.

I forbindelse med festlige lejligheder besidder domkirken et processionskors udført af den bayerske kunstner Helmut Ulrich. Korset består af Rosenkvarts, Bjergkrystal såvel som gul Aragonit. Et Processionskors er en sjældenhed hos evangeliske menigheder, da det plejer at være et katolsk fænomen, men på denne måde udgør det en sjældenhed.

Kirkens mest imponerende udbygning er Kejserlogen. Man ser et Våbenskjold med Rigsørnen, der vises sammen Krone og Kors, hvormed at forbindelsen mellem stat og kirke er helt klar.

Trappehuset der er blevet genopført originaltro med malerier af Albert Hertels. Foto fra wikipedia

Sauer Orgelet fra 1905

Orgelet i Prædikerkirken stammer fra Orgelbyggerværkstedet Sauer, og prospektet er udført af billedhuggeren Richard Moest. Det blev bygget i forbindelse med opførelsen af domkirken.

Teknikken svarer til den der oprindeligt blev installeret i 1905 og i 2006 gennemgik en omfattende sanering. I perioden 1988-93 blev orgelet ført tilbage til originaludseendet anno 1905.

Med sine 7269 orgelpiber er det idag det største fuldpneumatiske orgel i Tyskland, ligesom det oprindeligt var det største orgel i hele Tyskland.

Siden 1946 har der i Dåbs-, og Bryllupskirken været et orgel af firmaet Schuke.

Det imponerende Sauer Orgel i Berliner Dom med mere end 7000 orgelpiber. Foto fra wikipedia

Domkirkens klokker

I det nordvestlige tårn hænger en trestemmig bronzeklokke. Den består af 3 forskellige klokker. Den hænger i en tredelt stålkonstruktion med den store klokke i midten. Den lille klokke hænger i et træskelet over det øvrige stål.

Det 3 ton tunge klokke hedder Neue Wilsnacker Glocke og blev støbt i 1929 på klokkestøberiet i Lauchhammer. Den er dekoreret med Kristusmotiver som korsfæstet og som genopstanden. Den erstattede klokken Wilsnacker Wunderblutkirche der er fra 1471 og som siden 1552 havde været i den oprindelige domkirke. Den sprækkede i 1921 og blev efterfølgende repareret og i 1928 sprækkede den på ny og kom til Lauchhammer. I 1930 reddede Märkische Museum den fra at blive omsmeltet, den står idag i kirkehallen til museet.

Dommenighed og nutidig brug af kirken

Menigheden der på tysk bærer navnet Gemeinde der Oberpfarr- und Domkirche zu Berlin omfatter cirka 1600 medlemmer, og indtager en særstilling i Stiftet for Evangelischen Kirche Berlin-Brandenburg-Schlesische Oberlausitz.

Reglerne for denne særordning har været fastsat siden 1812  i forskellige ordninger, der blev ændret i 1979 og igen i 2001.

Beslutninger træffes i det såkaldte Domkirchenkollegium og tæller ved siden af 8 valgte personer fra menigheden også Domprædikanten og fire udefrakommende stemmeberettigede medlemmer: en repræsentant fra den Tyske Regering, en fra Berlins Senat der begge bliver valgt på indstilling fra rådet Union Evangelischer Kirchen i Evangelischer Kirchen Deutschland, der derefter sender repræsentanter til rådet. De to præster der vælges til kirken, bliver valgt fra hele Tyskland grundet den store betydning at kirken indtager på landsplan.

Udover de to Domkirkeprædikanter der holder en række andre regelmæssigt gudstjenester i kirken. Det gælder udenlandske højststående gejstlige samt teologer fra forskellige dele af Tyskland.

Efter ødelæggelserne under 2.verdenskrig der fandt gudstjenester og andagt sted i kryptkirken og fra og med 1980 i den genetablerede Dåbs-, og Bryllupskirke. Siden 1993 har der dagligt været gudstjenester i Prædikerkirken.

Der finder regelmæssigt store statslige begravelser sted i kirken: det gælder de tidligere Forbundspræsidenter som Johannes Rau (februar 2006), Richard von Weizsäcker (februar 2015) og Roman Herzog (januar 2017). I 2007 på 50-årsdagen for Rom-traktaten (1957) fandt der en økumenisk takkegudstjeneste sted i kirken. Samme år mindedes man tyske soldater der var blevet dræbt i Afghanistan.

Under nazismen fik Reinhard Heydrich en statslig begravelse i kirken efter Attentatet mod ham i Prag i 1942.

Hohenzollernes gravkrypt

I Berliner Doms krypt er familiemedlemmer fra slægten Hohenzollern begravet. Slægten var i perioden 1415-1918 markgrever, kurfyrster, konger af Preussen og kejsere af Tyskland. Der er dog ikke begravet nogle af de tyske kejsere i krypten. Den sidste bisættelse af et familiemedlem fandt sted i 1915.

De sidste herskere af Preussen hviler ved Haus Doorn (Wilhelm II.) i mausolæet ved Friedenskirche i Potsdam (Kejser Friedrich III.), i selve Friedenskirche (Friedrich Wilhelm IV.) og i Charlottenburg Slotsparks Mausolæum (Kejser Wilhelm I. og Kong Friedrich Wilhelm III). Friedrich Wilhelm II. (1786-97) er den sidste preussiske konge, der blev begravet i domkirken.

De overdådigt udsmykkede sarkofager i Prædikerkirken er opstillet som Kenotafer (tomgrave) af den “Store Kurfyrste” Friedrich Wilhelm og hans Kurfyrstinde Dorothea, den første konge af Preussen Friedrich I. og hans dronning Sophie Charlotte. Deres jordiske rester ligger i stensarkofager i den indre del af graven, der er at finde i selve krypten. Ved siden af de imponerende sarkofager befinder der sig en bordgrav til ære for Kurfyrsten Johann Cicero (1455-1499), der gælder som den ældste grav i domkirken. Den blev oprindeligt lavet til Hohenzollernes gravplads i Kloster Lehnin, hans jordiske rester er ikke længere at finde.

• (Nr. 2) – Elisabeht Magdalene von Brandenburg (1537–1595), datter af  Kurfyrsten Joachim II (den ældste sarkofag i Hohenzollerngruft)
• (Nr. 5) – Kurfyrsten Joachim Friedrich (1546–1608) ∞ Første Ægteskab: (Nr. 6) – Katharine von Brandenburg-Küstrin (1549–1602), datter af Johann von Brandenburg-Küstrin
  • (Nr. 8) – Kurfyrsten Johann Sigismund (1572–1620)
    • (Nr. 15) – Joachim Sigismund von Brandenburg (1603–1625)
    • (Nr. 16) – Albrecht Christian (1609–1609)
  • (Nr. 9) – August von Brandenburg (1580–1601)
  • (Nr. 10) – Albert Friedrich von Brandenburg (1582–1600)
  • (Nr. 12) – Joachim von Brandenburg (1583–1600)
  • (Nr. 13) – Ernst (1583–1613)
• Kurfyrsten Joachim Friedrich ∞ Andet Ægteskab: (Nr. 7) – Eleonore von Preussen (1583–1607), datter af Albrecht Friedrich von Preussen
• (Nr. 18) – Catharina Sophia (1594–1665), datter af Friedrich IV. von Pfalz
• (Nr. 17) – Elisabeth Charlotte von der Pfalz (1597–1660), Hustri til Georg Wilhelm, og datter af Kurfyrste Friedrich IV. von Pfalz
• (Nr. 14) – Anna Sophia (1598–1659)
• (Nr. 20) – Georg (1613–1614)
• (Nr. 11) – Albrecht (1614–1620)
• (Nr. 21) – Catharina Sibylla (1615–1615)
• (Nr. 22) – Ernst (1617–1642)
• (Nr. A) – Kurfyrsten Friedrich Wilhelm “Den Store Kurfyrste”(1620–1688) ∞ Første Ægteskab: (Nr. 24) – Luise Henriette von Oranien (1627–1667), datter af Friedrich Heinrich (Oranje)
  • (Nr. 28) – Wilhelm Heinrich (1648–1649)
  • (Nr. 47) – Karl Emil von Brandenburg (1655–1674)
  • (Nr. D) – Konge Friedrich I. af Preussen (1657–1713) ∞ Første Ægteskab: (Nr. 45) – Elisabeth Henriette von Hessen-Kassel (1661–1683), datter af Landgreve Wilhelm VI. von Hessen-Kassel
  • Konge Friedrich I. ∞ Andet Ægtesakb: (Nr. C) – Sophie Charlotte von Hannover (1668–1705), datter af Ernst August, Kurfyrste af Hannover
    • (Nr. 48) – Friedrich August (1685–1686)
  • (Nr. 26) – Heinrich (1664–1664)
  • (Nr. 27) – Amalia (1664–1665)
  • (Nr. 30) – Ludwig von Brandenburg (1666–1687)
• Kurfyrste Friedrich Wilhelm (Store Kurfyrste) ∞ Andet Ægteskab: (Nr. B) – Dorothea Sophie von Schleswig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg (1636–1689), Datter af Philipp af Schleswig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg(1584–1663)
  • (Nr. 31) – Philipp Wilhelm von Brandenburg-Schwedt (1669–1711)
  • (Nr. 91) – Albrecht Friedrich von Brandenburg-Schwedt (1672–1731) ∞ Marie Dorothea von Kurland (1684–1743), Datter af Hertug Friedrich II. Kasimir Kettler af Kurland
    • (Nr. 92) – Friedrich (1704–1707)
    • (Nr. 39) – Karl Friedrich Albrecht von Brandenburg-Schwedt(1705–1762)
    • (Nr. 38) – Louise (1709–1726)
    • (Nr. 40) – Friedrich von Brandenburg-Schwedt (1710–1741)
    • (Nr. 94) – Friedrich Wilhelm von Brandenburg-Schwedt (1715–1744)
  • (Nr. 34) – Karl Philipp von Brandenburg-Schwedt (1673–1695)
  • (Nr. 95) – Christian Ludwig von Brandenburg-Schwedt (1677–1734)
  • (Nr. 29) – Dorothea (1675–1676)
• (Nr. 11) – Johann Sigismund (1624–1624)
• (Nr. 49) – Sophie Dorothea von Hannover (1687–1757), Hustru til Konge Friedrich Wilhelm I. i Preussen (Soldaterkongen), hun var datter af Kong Georg I. af Storbritannien
  • (Nr. 50) – Friedrich Ludwig (1707–1708)
  • (Nr. 51) – Friedrich Wilhelm (1710–1711)
  • (Nr. 53) – Charlotte Albertine (1713–1714)
  • (Nr. 58) – August Wilhelm von Preussen (1722-1758) ∞ (Nr. 59) – Luise Amalie von Braunschweig-Wolfenbüttel (1722–1780), datter af Ferdinand Albrecht II. von Braunschweig

• (Nr. 61) – Konge Friedrich Wilhelm II. af Preussen(1744–1797) ∞ (Nr. 62) – Friederike von Hessen-Darmstadt (1751–1805), Datter af Landgreve Ludwig  IX. von Hessen-Darmstadt
  • (Nr. 64) – Wilhelmine (1772–1773)
  • (Nr. 65) – Friedrich Ludwig Karl von Preussen (1773–1796), kaldt. Louis
    • (Nr. 66) – Friedrich Wilhelm Karl Georg (1795–1798)
  • (Nr. 63) – (Sohn) (1777)
  • (Nr. 88) – Karl Heinrich von Preussen (1781–1846), Stormester af de preussiske Johannittere
  • (Nr. 87) – Wilhelm von Preussen (1783–1851) ∞ (Nr. 84) – Maria Anna Amalie von Hessen-Homburg (1785–1846), Datter af Landgreve Friedrich V. von Hessen-Homburg
    • (Nr. 79) – Wilhelm (1811–1813)
    • (Nr. 89) – Adalbert von Preussen (1811–1873)
    • (Nr. 74) – Thassilo (1813–1814)
    • (Nr. 86) – Waldemar von Preussen (1817–1849)
• (Nr. 56) – Heinrich von Preussen (1747–1767)
• (Nr. 60) – Georg Karl Emil (1758–1759)

• • (Nr. 55) – Anna Amalie von Preussen(1723–1787)
  • (Nr. 67) – Ferdinand von Preussen (1730–1813) ∞ (Nr. 68) – Anna Elisabeth Luise von Brandenburg-Schwedt (1738–1820), Datter af Friedrich Wilhelm von Brandenburg-Schwedt (1700–1771)
    • (Nr. 71) – Friederike Elisabeth Dorothea Henriette Amalie (1761–1773)
    • (Nr. 70) – Friedrich Heinrich Emil Carl (1769–1773)
    • (Nr. 72) – Ludwig (1771–1790)
    • (Nr. 73) – Louis Ferdinand Prins von Preussen (1772–1806)
    • (Nr. 69) – Friedrich Paul Heinrich August (1776–1776)
    • (Nr. 75) – August von Preussen (1779–1843)
• (Nr. 32) – Friederike von Brandenburg-Schwedt (1700–1701)
• (Nr. 33) – Georg Wilhelm von Brandenburg-Schwedt (1704–1704)
• (Nr. 54) – Elisabeth Christine von Braunschweig-Bevern (1715–1797), Hustru til Frederik den Store, Datter af Hertug Ferdinand Albrecht II von Braunschweig.
• (Nr. 52) – Ludwig (1717–1719)
• (Nr. 57) – Wilhelmine von Hessen-Kassel (1726–1808), Hustru til Heinrich prins af Preussen, Datter af landgreve Maximillian von Hessen-Kassel.
• (Nr. 81) – Philippine von Brandenburg-Schwedt(1745–1800), Hustru til landgreve Friedrich II. von Hessen-Kassel, Datter til Friedrich Wilhelm von Brandenburg-Schwedt (1700–1771)
• (Nr. 76) – Navnløs prinsesse (1794), Datter af Konge Friedrich Wilhelm III. von Preussen
• (Nr. 77) – Friederike (1799–1800), Datter af Kong Friedrich Wilhelm III. af Preussen
• (Nr. 78) – Ferdinand (1804–1806), Søn af Kong Friedrich  Wilhelm III. af Preussen
• (Nr. 83) – Navnløs Prinsessen (1806), søn af prins Wilhelm von Oranien
• (Nr. 82) – Friedrich Wilhelm Ferdinand von Hessen-Kassel (1806–1806),  søn af landgreve Wilhelm von Hessen-Kassel
• (Nr. 80) – Navnløs prins (1832), Søn af prins Albrecht von Preussen
• (Nr. 88) – Anna (1858–1858), Datter af Prins Friedrich Karl von Preussen.
• (Nr. 93) – ukendt

Historiske Rejser om Berliner Dom Først og fremmest er det en meget smuk kirke indvendig, der fortjener at blive set. Den er beliggende centralt i Berlin på Museumsøen og dermed er den tilgængelig og man kan nemt opnå adgang. Hvis man vil gøre mere ud af det, kan man bestige kuplen. Historisk er det mest interessante naturligvis krypten der viser Hohenzollernes slægtshistorie, omend en række af de vigtigste familiemedlemmer ligger begravet andre steder. Det er også interessant at følge de tidligere udgaver af domkirken, og hvilke enorme ambitioner Kejser Wilhelm II. lagde i opførelsen af denne domkirke. Som mange andre bygninger i Berlin har bygningen været misbrugt af nazisterne og acceptere ødelæggelse grundet krig, nazisme og kommunisme. Men blikket indefra og op i kuplen er vidunderligt at opleve stadig. 

Print siden her