Frauenkirche (Dresden)
Frauenkirche i Dresden eller nærmere Zum unser lieben Frauen blev oprindelig opført i årene fra 1726-43 af den saksiske arkitekt George Bähr. Kirken var et af den protestantiske verdens fremmeste kuppelbyggerier indenfor den senere barok. Dette varede frem til dens totale ødelæggelse under bombardementet af Dresden den 15. februar 1945. I DDR-tiden stod ruinen som mindesmærke for bombardementet af Dresden. Efter genforeningen blev det besluttet, at Frauenkirche skulle genopbygges. Byggeriet stod på fra 1994 og indtil genindvielsen af kirken 30. oktober 2005.
Frauenkirche i Dresden. Foto fra wikipedia
Det tyder på, at den tidligste forgængerkirke på stedet går tilbage til 1100-tallet. Denne var katolsk og helliget jomfru Maria, hvorfra navnet Frauenkirche kommer.
Dresden oplevede en voldsom økonomisk, politisk og kulturel opblomstring i den sidste del af 1600-tallet, samt i det meste af 1700-tallet. Under den kurfyrste, der går under navnet August den Stærke (regerede Sachsen 1694-1733, hans moder var i øvrigt den danske konge Frederik III´s næstældste datter Anna Sophie…), var byggeriet i den grad præsent. August havde derudover et naturligt ønske om at tækkes den protestantiske del af befolkningen, efter at han i 1697 personlig var overgået til katolicismen for at opnå kongeværdigheden i Polen. En farlig handling i kernelandet for Luthers Reformation.
Den lokale saksiske arkitekt George Bähr blev sat til at stå for det byggeri, der tog 17 år fra grundstenen blev lagt, og til man var færdig.
August havde et ønske, som han gerne ville have opfyldt, og det var, at kirken skulle minde om Santa Maria Delle Salute, som man kan nyde synet af ved den sydlige indsejling til Canal Grande i Venedig.
Bähr fokuserede selv meget på, at materialet skulle være saksisk sandsten, at grundridset med de 8 piller skulle udformes som et kors og ikke mindst, at den 91 meter høje og 12.000 ton tunge kuppel skulle udformes som en ringeklokke. Udsigtspavillonen helt øverst er blot med til at forstærke dette indtryk.
I datiden kostede byggeriet ikke mindre end 288.000 rigsdaler. En stor del af dette beløb kom i stand ved privat indsamling, mest fra det store protestantiske mindretal, der var blevet uddrevet fra Salzburg under modreformationen i 1600-tallet.
Kirkens klokker overtog monopolet på ringning i byen fra den gamle protestantiske kirke, der havde ligget på stedet før. Det var en tvist, der stammede tilbage fra, da August den Stærke konverterede til katolicismen. Han var blevet mødt af så stor modstand blandt sine protestantiske fæller i Dresden, at han så en god grund til at spille sine kort ydmygt. Dette resulterede i, at den katolske kirke i Dresden, Hofkirche, ingen rettigheder havde til at ringe med kirkeklokkerne. Det var fra Frauenkirche, at disse lød.
Indtil 1945 havde Dresden været forskånet for alvorlige luftbombardementer af byen, men da byen stort set var den eneste militært, infrastrukturelt, administrativt og kulturelt fungerende by bag ved fronten, og dette kombineret med, at NS-regimet ville omdanne byen til en fæstning i lighed med Breslau og Königsberg, var der logisk rationale bag ved briternes bombning af byen. Konsekvensen af bombningerne var vidtrækkende og strækker sig til i dag, da Dresden blev sønderbombet 13.-15. februar 1945.
De menneskelige omkostninger var enorme, og kulturelt blev ”Elbens Firenze” udslettet. Frauenkirche stod i brand og nåede op på at have en temperatur på 1200 grader celsius indvendigt, inden den faldt sammen. I mange år verserede en teori om, at de enorme varmegrader skyldtes, at Luftwaffe havde opbevaret fotografier i celluloid i krypten, og at disse – da de kan opnå meget høje temperaturer- havde været skyld deri. Under genopbygningen fandt man flere af disse fotos intakte. Så denne teori er forladt, og i stedet regner man nu med, at det var den store mængde træ, der havde virket stabiliserende på vinduer inde i kirken, hvilket gjorde, at disse enorme varmegrader opstod i kirken. Endelig skyldes konstruktionen med sandsten, at kirken i sidste ende ikke kunne bære de høje varmegrader. Havde det været kampesten, ville den højst sandsynligt kunne have stået imod. Efter godt og vel to dages brand faldt kirken sammen den 15 .februar kl. 10 om morgenen, idet den metalring, der holdt kirken oppe, var smeltet.
Det blev hurtigt klart efter krigen, at kirken ikke ville blive genopbygget. Mange af stenene blev fjernet og brugt til brosten andre steder i byen og til at genanlægge de Brühlske terrasser. I 1966 blev den resterende ruin officielt udnævnt til mindesmærke for luftbombardementerne under krigen i lighed med Kaiser-Wilhelm Gedächtniskirche i Berlin. I starten af 1980´erne begyndte kirkelige organisationer at samles den 13.februar for at mindes de dræbte og ødelæggelserne. Dette var ikke noget, regimet så på med venlige øjne, men forhindre det lykkedes ikke.
Kort efter genforeningen kom der et folkeligt og politisk pres for at få kirken genopbygget. Da økonomien var dårlig, er det meste sponsoreret med private midler. I årene fra 1994-96 udgravede man den oprindelige krypt, og siden fulgte den resterende genopbygning i årene fra 1996-2005. Teknisk set har byggeriet været velsignet af computerteknologien, som i dag sørger for en gennemført udluftning, som igen sørger for, at der bliver cirkuleret 40.000 kubikmeter ny luft igennem bygningen pr./ time. Desuden er det nuværende puslespilsagtige ydre også værd at bemærke. Man har kunnet rekonstruere, hvor de oprindeligt bevarede sten har været placeret i sin tid, og disse har man kunnet genplacere.
Indvendig rummer kirken blandt andet to forsoningskors, et fra den engelske befolkning, og et der kommer fra biskoppen af Coventry, som uddeler de internationale forsoningskirkegaver, efter at den engelske by blev totalt udslettet af Luftwaffe under krigen. I dag bruges kirken igen til gudstjenester og derudover som Dresdens primære turistmæssige trækplaster.
