Kvindernes Internationale Kampdag
Foregår hvert år 8. marts og er en verdensomspændende begivenhed, der bliver organiseret af politiske organisationer. Kampdagen opstod i tiden omkring 1. verdenskrig i kampen for ligeberettigelse og valgret til kvinder. Senere fastsatte FN, at dagen skulle markere kvinders rettigheder og verdensfreden.
27. august 1910 foreslog Clara Zetkin – en kvindelig tysk socialist – at indføre en international dag, hvor kvindernes mærkesager blev sat på dagsordenen. Dette forslag blev bragt frem på den Anden Internationale Socialistiske Kvindekongres i huset på jagtvej 69 i København. Clara Zetkin udspecificerede imidlertid ikke, hvilken dag det skulle være. Ideen menes hun at have fået fra USA, hvor kvinder fra det Amerikanske Socialistiske Parti (SPA) i 1908 havde stiftet en national kvindesagskomité, hvor de besluttede, at der skulle dannes en særlig national kampdag med det mål for øje, at kvinderne skulle opnå valgret. I februar 1909 blev den første amerikanske kvindedag afholdt, og den blev betragtet som en stor succes. Borgerlige og socialistiske kvinder havde gjort fælles front denne dag.
Succesen gjorde, at man besluttede sig for at gentage kvindedagen, hvilket igen gjorde, at der i februar 1910 blev afholdt kvindedag mange steder i det nordamerikanske. Det var den amerikanske kvinde May Wood-Simons, der bragte ideen om at udbrede kvindedagen til Europa med sig til København, men det var de tyske socialister Clara Zetkin og Käte Duncker, der fik forslaget gennemført.
Beslutningen i København lød således:
”Efter aftale med klassebevidste politikere og proletariatets fagforeninger i disse lande, vil socialistiske kvinder foranstalte hvert år at afholde Kvindedag, der primært vil agitere for valgret (…) Kvindedagen må bære et internationalt sigte og skal være grundigt forberedt”
De første kvindedage i Europa blev afholdt 19. marts 1911 i Danmark, Tyskland, Østrig-Ungarn og Schweiz. Valget af datoen 19. marts skyldes, at kvinderne gerne ville overføre den revolutionære stemning, som allerede herskede, idet man 18. marts fejrede mindedagen for de faldne i Martsrevolutionen i Berlin i 1848. Den revolutionære Pariser Kommune havde også fundet sted i marts, hvilket blev fejret i de socialistiske miljøer.
De første år kvindedagen blev afholdt, var hovedtemaet fri og lige valgret til kvinder. Dette krav var baseret på socialdemokratiet, der som det eneste parti omkring år 1900 talte for kvinders valgret. Partiet så et betydeligt potentiale til at forstørre sine tilhængerskare betragteligt. I Tyskland så man, at det socialdemokratiske parti voksede markant fra 82.000 (1910) til 107.000 (1911) i antallet af kvindelige partimedlemmer med kvindedagen som årsag.
Socialdemokraternes succes fik partiet til igen i 1912 at afholde kvindedagen. Denne gang 12. maj. Deltagelsen var igen blevet væsentlig større. I 1913 konstaterede Clara Zetkin, at da hun skulle organisere en kvindedag, var der ” i mange partikredse en temmelig afvisende holdning”.
I løbet af de næste 5 år blev den Internationale Kvindedag en fast del af den socialistiske bevægelse.
I løbet af første verdenskrig ændrede fokus på temaerne sig: valgret kom i baggrunden, og krigsmodstanden kom i forgrunden. I lande som Tyskland og Storbritannien blev disse kvinder udsat for repressioner, da man regnede krigsmodstand for landsforræderi. I Tyskland og Østrig-Ungarn blev dagen gjort ulovlig. Kvindekampen blev indskrænket mange steder, men i Danmark, der holdt sig udenfor krigen, besluttede den radikal-socialdemokratiske regering under Zahle sig for at give kvinderne valgret.
I 1917 blev det tyske krigsmodstandsparti USPD – uafhængige socialdemokrater – stiftet, og man besluttede sig for at fortsætte afholdelsen af en International Kvindedag. Den skulle holdes i den såkaldte ”Røde uge” fra 5.-12. maj 1917. I 1918 blev den afholdt 5. maj i et fællesarrangement med Karl Marx 100 års fødselsdag.
8. marts 1917 (23. februar efter den daværende julianske russiske kalender) strejkede arbejdere, soldater og bønder – alle kvinder – i protest mod krigens gru. Disse protester blev et afgørende element, idet de udviklede sig til den kendte Februarrevolution. Til ære for kvindernes rolle i revolutionen blev der på 2. Internationale Kommunistiske Kvindekonference i Moskva i 1921 foreslået, at 8. marts skulle være en international mindedag. Andre fremhæver, at Alexandra Kollontaj – der stod Lenin nær – overbeviste ham til at erklære 8. marts 1921 for Kvindernes Internationale Kampdag.
Kampdagen som ideologisk dag
I Tyskland så man i Weimar-republikken to forskellige kvindedage afholdt. Kommunisterne afholdt 8. marts, mens socialdemokraterne afholdt på skiftende dage. Under nazismen blev kampdagen forbudt og erstattet af en national Muttertag. Trods det, at al socialdemokratisk og kommunistisk aktivitet var forbudt, blev 8. marts markeret som en symbolsk dag for modstanden. Det skete blandt andet ved at hænge røde bannere ud af vinduerne.
Efter 2. verdenskrig var der ret stor forskel på, hvordan man så på 8. marts alt efter, om man befandt sig i Øst- eller Vesteuropa. I det socialistiske Østeuropa blev 8. marts gjort til nationale markeringer af de statslige socialismer, og flere har påpeget, at det var mindelser om den nazistiske Muttertag. Først i slutningen af 1980´erne begyndte 8. marts at foregå mere frit organiseret.
I løbet af den kolde krig blev det problematisk for Nordamerika og Vesteuropa at afholde en kvindedag, der havde rod i kommunistisk tradition. Derfor så man, at kvindedagen blev udstyret med en alternativ fødselssmyte. Centralt i denne fødselsmyte stod fortællingen om en spontan strejke blandt kvindelige tekstilarbejdere 8. marts 1857 i New York. Strejken rettede sig mod dårlige løn- og arbejdsforhold og var blevet voldeligt slået ned af politiet, hvor talrige kvinder skulle være omkommet. Legenden fortæller videre, at 50 år efter denne begivenhed 8. marts 1907 skulle denne have været blevet erindret. Historikere har vist, at den oprindelige ”legende”, der blev konstrueret i 1955, var misforstået og en sammenblanding af forskellige begivenheder omkring kvindekongressen i 1908 og en større brandkatastrofe 25. marts 1911 i New York.
Det var først den ny kvindebevægelse i slutningen af 1960´erne, der placerede 8. marts som en central og vigtig begivenhed i den offentlige bevidsthed. En del af de uafhængige kvindebevægelser havde det svært med dagen, da de sammenlignede med DDR, hvilket mange så på med skræk. I 1975 besluttede FN at afholde er internationalt kvindeår. I 1977 besluttede FN´s generalforsamling sig for at, 8. marts skulle anerkendes som Kvindernes Internationale Kampdag, hvilket den så har været siden.
