Magdeburg massakren

Magdeburg Massakren er betegnelsen for den totale ødelæggelse af byen Magdeburg den 20.maj 1631 af de kejserlige tropper under ledelse af Tilly og Pappenheim under Trediveårskrigen. På tysk har den flere navne Magdeburger Hochzeit (bryllup) – Magdeburg Opfergang eller slet og ret Magdeburgiseren.

Den sarkastiske betegnelse “Magdeburger Hochzeit” (dansk: Magdeburg Brylluppet) blev brugt umiddelbart efter begivenheden og beskrev den tvungne forsoning mellem Kejseren og Jomfruen af Magdeburg, der er afbilledet på byvåbenet for byen der i mere end 100 år havde værnet sig mod betalinger til Kejseren. I datidens kronik Theatrum Europaeum er begrebet et der kan føres tilbage til Tilly selv:

„Fra da af gik man igang med at spise og drikke/ hvilket stod på i tre hele dage/ og det var Magdeburg Brylluppet som Tilly kaldte det/ der blev fejret.”

Theatrum Europaeum, Bind 2., Tafel 1631, s. 369.

Byen Magdeburg menes at have mistet omkring 25.000 indbyggere under de blodige udskejelser.

Forhistorie til massakren

I årene under Reformationen blev Magdeburg en højborg for protestantismen, ikke mindst fordi at Ærkebispen Albrecht von Brandenburg-Hohenzollern drev en omfattende afladshandel og dermed gjorde borgerne i byen utilfredse. Ærkebispen gav tilladelse til at Dominikanermunken Johann Tetzel kunne holde afladsprædikener i hans landområde. Det var modstanden mod denne intensive aflad der drev Martin Luther til hans 95 teser, som han proklamerede ved at hænge op på kirkedøren til Slotskirken i Wittenberg 31.oktober 1517 – cirka 50 kilometer fra Magdeburg. Byen Magdeburg, der med Magdeburger Domkirke var sæde for Ærkebispedømmet og hovedstad i Ærkestiftet overgik i 1524 til den lutherske tro og trådte i 1531 ind i det Schmalkaldiske Forbund. Efter at Albrecht var død i 1545 blev Magdeburger Dom lukket i mere end 20 år og overtaget af protestanterne fra 1567, hvilket skete for alle andre kirker i byen.

Magdeburg udviklede sig snart til centrum for modstanden mod re-katoliseringen (modreformationen). I „Unsers Herrgotts Kanzlei“ samlede der sig lærde – der var flygtet fra de katolske tropper under den Schmalkaldiske Krig fra Wittenberg – og forfattede her antikatolske skrifter. Fra 1547 til 1562 var Magdeburg erklæret under Rigsakt – fredløs indenfor Riget. Efter at man havde afvist loven Augsburg Interim – Kejser Karl V.s forsøg på at ophæve protestantismen – fik byen navnet “Den Hellige Forsvarsby for Protestantismen” hvor den under den mere end 1 år lange belejring i 1550-51 modstod de kejserlige tropper der blev ledt af de protestantiske fyrster Moritz von Sachsen og Albrecht Alcibiades von Brandenburg-Kulmbach. Efter at Moritz von Sachsen. Moritz von Sachsen – protestantisk fyrste men på kejserlig side – havde imidlertid forhandlet hemmelig med Magistraten i Magdeburg om at byen overgav sig uden kamp, hvilket blev indledningen på at Sachsen igen stod i forbund med de øvrige protestanter.

Magdeburg i Trediveårskrigen

Trediveårskrigen begyndte i 1618 med Stændernes Opstand i Bøhmen, der dog hurtigt blev slået nedkæmpet hvorefter at Bøhmen blev re-katoliseret af Kejser Ferdinand II. gennem brug af vold; der kom også en del trosflygtninge derfra til Magdeburg. Cirka omkring år 1623 påbegyndte byen at udruste byen med forsvarsværker, og byrådet forsøgte på alle måder at holde sig ude af krigeriske handlinger. Danmark – med Kong Christian IV. – og enkelte protestantiske gik i krig mod Kejseren, men de største protestantiske magter i Tyskland såsom Kurfyrstendømmerne Sachsen og Brandenburg forholdt sig neutralt. I den efterfølgende tid besatte den kejserlige General Wallenstein hele Nordtyskland til den danske og polske grænse og fordrev danskerne fra Riget.

I 1629 indførte Kejser Ferdinand II. det såkaldte Restitutionsedikt – der genetablerede al katolsk ejendom i hele Riget og dermed annullerede Religionsfreden i Augsburg fra 1555. I Magdeburg var han allerede aktiv 3 år tidligere da han gav Klosteret Unser Lieben Frauen tilbage til Præmonstratenserordenen, på trods af at klosteret havde stået tomt siden 1601; det betød at der efterfølgende ilede munke ind i den ærkeprotestantiske by. I 1628 fordrev Wallensteins kejserlige tropper de protestantiske Hertuger af Mecklenburg og overtog deres landområde nord for Magdeburg. Da Restitutionsediktet blev vedtaget i 1629 besluttede de katolske Rigsfyrster at tilbagetage al kirkegods – der var blevet sækulariseret efter 1555, hvilket omfattede Ærkestift Magdeburg og Højstift Halberstadt, som Kejseren havde planer om delvis skulle tilfalde hans egen søn Leopold Wilhelm.

På denne tid var der i de fleste større protestantiske Rigsstæder – såvel i Magdeburg – tre parter: Den velhavende overklasse der var frygtsomme kejsertro, – Flertallet af Byrådet og en del af Borgerskabet ønskede “at forsvare by og retfærdighed, men heller ikke at provokere Kejseren unødigt“. Den tredje gruppe ville gøre modstand og håbede først på danskerne, og da danskerne blev besejret på hollændere og svenskere. De udgjorde et flertal af borgerne i antal; Fiskere, Skippere, Håndværkere, Lossere – med andre ord pøblen. Sidstnævnte mere radikale gruppe vandt magten i byrådet.

I 1629 førte Krigen til tiltagende økonomiske problemer. Fra August til Oktober lod Wallenstein byen belejre af kejserlige tropper under ledelse af Johann von Aldringen, idet at de ikke ville betale en skat på 150.000 Daler, men tropperne forlod igen området da der var brug for dem andre steder. Allerede i sommeren 1630 sluttede byen med den strategisk vigtige fæstning ved Elben – som første by efter Stralsund – et Forbund med den svenske konge Gustav Adolf, da denne stadig befandt sig med sine tropper ved den Pommerske kyst.

Kort tid derefter ankom de første svenske soldater til byen, heriblandt den svenske Officer Dietrich von Falkenberg i november 1630 – i dække som Skipper. Gustav Adolf lovede Magdeburg beskyttelse mod de kejserlige Tropper. Falkenberg overtog fæstningskommandaturet og forbedrede byforsvaret. Man ansatte nye lejesoldater, forstæderne blev forsvaret og der blev anlagt ydre fæstningsanlæg som man havde set det i Stralsund. Men der manglede penge og soldater. Befolkningens støtte var også tilbageholdende, da krigstrætheden var udbredt. Der var dog et pro-svensk parti, der var domineret af fanatiske lutherske gejstlige. Fra slutningen af november 1630 ankom kejserlige tropper under Pappenheim til byen.

Kong Gustav Adolf besatte i efteråret store dele af Mecklenburg. Den bayerske General Tilly – en ældre herre – der nyligt havde afløst Wallenstein som Øverstkommanderende for de kejserlige Tropper drog i januar 1631 ind i Neubrandenburg. Kongen drog nu afsted fra Stettin langs floden Oder og til Frankfurt an der Oder for at lokke de kejserlige tropper væk fra Magdeburg – Tilly gik ham i møde til og med Brandenburg an der Havel, men efterlod mere end halvdelen af sine tropper tilbage i Magdeburg. Gustav Adolf sendte nogle af sine tropper til Berlin og lod resten blive langs Oder. Ved det kejserlige Hof i Wien frygtede man nu et svensk fremstød over Schlesien mod Bøhmen eller – hvis Magdeburg fæstningen ikke blev erobret – et angreb over Dresden langs Elben mod Prag. I marts 1631 samlede Tilly sig med omkring 30.000 og 85 kanoner:

“Er Oder tabt, så må vi sikre os Elben ved at fjerne den store fæstning midt på dens løb, som alle Protestanter skeler til med såvel håb som frygt”.

Tilly – Øverstkommanderende i den kejserlige Hær

I dagene 21.-23.april blev forstæderne til Magdeburg Neustadt og Sudenburg rømmet og ødelagt på befaling af Falkenberg, da de ikke kunne holdes mere efter at Tillys tropper var gået over på den venstre bred af Elben. Ruinerne blev besat og belejringen af byen skærpet. Sydøst for byen erobrede de kejserlige tropper skanserne; Trutz Pappenheim, Magdeburger Succurs og Trutz Tilly. I selve Magdeburg begyndte der at være en mangel på krudt.

Den 24.april krævede Tilly i tre skrivelser til Falkenberg og byrådet at byen skulle overgives. Rådet ytrede sig tilbage den 30.april at de ville optage forhandlinger med Hansestæderne og Kurfyrsterne af Sachsen og Brandenburg som mellemmænd. Tilly blev bedt om at give fripas til disse repræsentanter. Det indvilligede han indledningsvis i men rykkede siden igen frem, da han frygtede at forhandlingerne udelukkende handlede om at vinde tid, hvor Svenskerne kunne rykke nærmere mod byen. Han befalede istedet et heftigt bombardement af byen. Den 4.maj krævede den kejserlige General på ny byens kapitulation. Den 10.maj belejrede omkring 26.800 soldater fæstningsbyen. Den 18.maj krævede Tilly for sidste gang den frivillige overdragelse af byen. Byens borgerskab blev kaldt sammen og rådspurgt om de videre handlinger. Det svenskorienterede radikale parti satte sig strikt imod forhandlinger. Man håbede at de svenske tropper snart ville nå frem. Men de svenske tropper under Kong Gustav Adolf var i en forfærdelig fatning efter erobringen af Frankfurt an der Oder, og Kongen afviste at rykke frem mod Magdeburg i den underlegne tilstand hans hær var i.

Magdeburger Hochzeit -Brylluppet i Magdeburg- Massakren

Den 20.maj 1631 klokken 7 om morgenen startede den første kanonering af den Gamle by og de omliggende forstæder Angrebet på byen skulle sættes ind fra alle sider klokken 6.30. Tilly skubbede imidlertid angrebet en time, uden at Pappenheim var blevet informeret om dette. Klokken 9.00 rykkede samtlige kejserlige Tropper frem. På den samtidig afholdte Rådsforsamling tilsluttede byens repræsentanter en kapitulation. Falkenberg – der var støttet af Gejstligheden og de radikale tilhængere af Svenskerne – satte sig dog imod og henviste til de svenske troppers snarlige komme. Efter en times tale af Falkenberg meldte man de fremrykkende fjender i byen. Falkenberg fortsatte sin tale. Efter at Johanniskirkens klokker ringede advarende om angrebet forlod rådsmanden – og senere opfinder – Otto von Guericke forsamlingen for at danne sig et overblik over tingenes tilstand. I Fischerstrasse befandt der sig allerede plyndrende fjendtlige Kroater. Han vendte tilbage til forsamlingen og meddelte de øvrige om fjendens indtrængen i byen. Falkenberg red med sit regiment under Oberstløjtnant Trost og førte disse i kamp. På et sted lykkedes det at slå de indtrængende tilbage. Falkenberg faldt imidlertid ved Hohen Pforte – dagens Neustädter Strasse.

I løbet af formiddagen kom det til brande, der om eftermiddagen havde bredt sig hærgende rundt. Den efterfølgende historieforskning har formodet at brandene var tegn på at Falkenberg havde en plan om at efterlade byen til fjenden som en brandtomt. De kejserlige tropper opfattede de genstridige borgere fra Magdeburg som lovløse; de ubetalte og derigennem hæmningsløst plyndrende landsknægte bekymrede sig ikke om de finere nuancer i tilhørsforhold blandt borgerne. Alle huse blev berøvet, kvinderne blev voldtaget, tusinder af borgere uden skelen til alder eller køn blev dræbt på stedet – hvilket ifølge daværende Rigslov var forbundet med dødsstraf, men som hverken soldater eller deres ledere tog hensyn til. I særdeleshed plyndrede Pappenheims soldater. Grusomhederne var så talrige og udførelsen af dem så uhyrlige, at sågar nogle af de der tilhørte den Kejserlige Hær berettede skrækslagent herom.

„Pappenheims Folk/ Såvel som Wallonerne / hærgede som ukristelige Tyrkere / ingen kvarterer blev skånet / særligt havde de nedhugget / både kvindelige og børn / også gravide kvinder i huse og i kirker / tillige blev gejstlige personer tyranniseret / hvilket førte til afsky selv fra andre af Tillys folk “

– Theatrum Europaeum, Bind 2., Tafel 1631, s 368

Rige borgere kunne frikøbe sig selv hos de kejserlige soldater og forlade byen under beskyttelse af disse. Brandene der bredte sig overalt i byen, krævede mange dødsofre og da angrebet var ovre var omkring en tredjedel af byens indbyggere døde. Begge sider beskyldte modparten for at have forårsaget brandene.

Krigshandlingerne og plyndringerne fortsatte over flere dage indtil Tilly den 24.maj beordrede dem indstillet. Imellem 2000 til 4000 mennesker fandt tilflugt i Magdeburger Dom. Domkirken forblev Tabu for de kejserlige soldater, den tidligere og fremtidige Ærkebispelige Katedralkirke måtte Tilly ikke ødelægge ligesom det var tilfældet men mindre vigtigt med Præmonstratenserklosteret i byen. Følgende historie om redningen af de flygtende blev overleveret og blev til en legende: Da Tilly to dage efter Slaget åbnede Domkirken, da faldt den evangeliske Domprædikant Reinhard Bake foran ham på sine knæ og fremførte på latin et vers af Vergil om ødelæggelsen af Troja, hvilket førte til at Tilly skånede borgerne:

Venit summa dies, et ineluctabile fatum
Magd’burgo! Fuimus Troes, fuit Ilium et ingens
gloria Parthenopes!

„Den yderste dag er kommet og den uafvendelige skæbne for Magdeburg! Vi er Trojanere, Vi er Ilion med det strålende ry for vores jomfruelige by!”

“I Domkirken havde tusinde af mennesker, kvinder, jomfruer og børn få borgere og nogle enkelte soldater forsamlet sig / i tre dage uden mad og drikke / da havde Grev Tilly efter den 22.maj udråbt kvarteret til at blive opdelt / Borgerne og mandspersonerne særskilt at føre over i Bispegården / om hvilke der var sunde eller fra landet / at rense Domkirken og føre folkene ud.

– Theatrum Europaeum, Bind 2, Tafel 1631. S. 369

Dagen efter erobringen skrev den kejserlige General Pappenheim:

Jeg antager, at der er er gået mere end tyve tusinde sjæle tabt. Det er sikkert, den største ødelæggelse siden Jerusalems, hvor Guds Straf ikke er set udført værre. Alle vores soldater er blevet rige. Gud være med os”

General Pappenheim

Den 25.maj fandt der en katolsk guudstjeneste sted i domkirken under overværelse af Tilly. Pave Urban VIII. forfattede den 24.juni 1631 en skrivelse, hvor han udtrykte sin fryd over “ødelæggelsen af Kætter-reden”.

Følger for Magdeburg

Krigshandlingerne i dagene omkring 1631 førte til omkring 20.000 døde borgere fra Magdeburg. Massakren “Magdeburg Hochzeit” var den største og værste massakre under Trediveårskrigen, som man i hele Europa var rystet over. Det hed at gerningerne og den skræk som uhyrlighederne affødte “ikke kunne sammenfattes i ord eller overvindes med tårer”. De fleste overlevende måtte forlade byen, da ødelæggelserne havde frataget dem deres livsgrundlag. Efterfølgende bredte der sig en række følgeepidemier. Den 9.maj 1631 havde byen 35.000 indbyggere mens det i 1639 stadig kun var 450. Byen hørte før krigen til en af Tysklands mest betydningsfulde, men tabte fuldstændig deres indflydelse og blev sat flere hundrede år tilbage i deres udvikling. Først i det 19.århundrede nåede Magdeburg dets datidige indbyggertal.

Efter ødelæggelsen af Magdeburg var begrebet Magdeburgiseren et synonym for “total ødelæggelse, og udslettelse” eller som et billede på den størstmulige skræk i det tyske sprog.

Følgerne for den politiske og militære udvikling

Tilly ønskede at indtage Magdeburg og give en lærestreg til alle Rebeller, der opfattede byen som deres faste punkt i det centrale Tyskland; en levende by og ikke en by af ruiner og lig. Imidlertid var brandene og de mange døde ikke ideelt. Tilly forstod ikke at udnytte hans sejr. Han opholdt sig uafklaret tæt på det døde Magdeburg til fortvivlelse for Pappenheim. Han turde heller ikke at forfølge Kong Gustav Adolf, da han var i et uvenligt og utilgængeligt land i en uindtagelig stilling og istedet søgte ikke at drive Gustav Adolfs hær over til den neutrale Kurfyrste af Sachsen og samtidig også holde den svenske hær væk fra Tillys landsherre Maximillian von Bayerns hær. Endelig søgte han mod Landgreven af Hessen-Kassel men vendte snart tilbage. Han vovede ikke at angribe den svenske lejr ved Werben ved Elben, men angreb i september 1631 – udtrykkeligt imod Kejseren og Bayerns vilje – Merseburg og Leipzig. Dermed forårsagede Tilly forbundet mellem Sverige og Sachsen, som han allerede 17.september 1631 tabte til i Slaget ved Breitenfeld, hvor han tabte al sit Artilleri. Svenskerne fortsatte over Thüringen videre til Franken og Bayern, mens Sakserne besatte Bøhmen. Først da Tilly i starten af 1632 blev afløst af Wallenstein indtog kejserlige tropper igen Magdeburg. I april 1632 faldt Tilly i Slaget ved Rain am Lech mens at såvel Pappenheim som Kong Gustav Adolf døde i Slaget ved Lützen i november 1632.

Ærkestiftet Magdeburg fik i første omgang en katolsk Fyrstebiskop, hvor valget faldt på Kejserens søn Ærkehertug Leopold Wilhelm, uden dog at befolkningen blev tvunget til omvendelse. Det forarmede land med dens ruinerede Metropol stod under forhandlingerne til den Westfalske Fred fra 1645 i en så svækket position, der i 1648 blev til det arvelige Hertugdømme Magdeburg, der blev tildelt til Kurfyrstendømmet Brandenburg. Bestemmelserne trådte dog først i kraft efter den sidste administrators død – Hertug August von Sachsen-Weissenfels – i 1680. Selv efter Trediveårskrigen forblev katolsk klosterliv bestående i byen.

Print siden her