Slesvig-Holsten (delstat)

Delstat i Tyskland med delvis suverænitet. Delstatshovedstaden er Kiel, mens andre større byer er Lübeck, Flensborg og Neumünster. På tysk hedder den Schleswig-Holstein, på nordfrisisk: Slaswik-Holstiinj og på nedertysk Sleswig-Holsteen.

Området mellem Tysklands to havområder Nordsøen og Østersøen er det næstmindste område efter Saarland og de tre bydelstater (Berlin, Hamborg og Bremen). Det består af kun 15.800 km² og har et indbyggertal på 2,88 millioner. I nord grænser det til den danske region Syddanmark – der mere historisk omtales som Sønderjylland eller Nordslesvig. Det grænser over en søgrænse til Region Sjælland i Danmark nord for Femernbælt og i syd mod Niedersachsen og Hamborg, mens det mod syd og sydøst grænser til Mecklenburg-Vorpommern.

LÆS OM SLESVIG-HOLSTENS SEVÆRDIGHEDER

LÆS OM TYSKLANDS DELSTATER

Det Slesvig-Holstenske våbenskjold. På en gul baggrund ses der to blå løver, der refererer til Slesvigs danske ophav. Det blev brugt første gang i 1245 af daværende Hertug Abel, hvor området var dansk len. På en rød baggrund ses et hvidt nældeblad, der refererer til familien Schauenburg der var de oprindelige grever af Holsten og Stormarn. Våbenskjoldet er hentet på wikipedia

---

Slesvig-Holstens geografi

Geografisk består Slesvig-Holsten af den sydlige del af den jyske halvø (kimbriske halvø) samt af det nordtyske lavland. Det er opdelt mellem Nordsøen i vest og Østersøen og Mecklenburg-Vorpommern mod øst, Hamborg og Niedersachsen mod syd og Danmark mod nord. Historisk set består dagens Slesvig-Holsten af den sydlige del af Hertugdømmet Slesvig, Hansebyen Lübeck såvel som hertugdømmerne Holsten og Lauenburg. Floderne Ejderen og Levenså markerer grænsen mellem Hertugdømmerne Slesvig og Holsten og var indtil 1806 også den nordlige grænse for Det Hellige Tysk Romerske Rige –  såvel som fra 1815-1864 grænsen for det Tyske Forbund. Efter at den preussiske provins Provinz Schleswig-Holstein var blevet dannet af begge hertugdømmerne Slesvig og Holsten, blev Hertugdømmet Lauenburg en del af provinsen i 1876. I 1937 kom det til yderligere ændringer med den såkaldte Gross-Hamburg-Gesetz, hvor Kreis Eutin kom ind under Fristaten Oldenburg, mens Lübeck, Geesthacht, Grosshansdorf og Schmalenbeck, der hidtil havde været del af Hamborg, blev del af Slesvig-Holsten. I bytte blev den hidtidige holstenske by Altona – som havde været områdets største by – sammen med Wandsbek og Blankenese til Hamborg.

Landskabskort over Slesvig-Holsten. Kort fra wikipedia

Landskabet i Slesvig-Holsten er præget fra vest til øst af marsk og af den høje og lavere Geest samt det Slesvig-Holstenske Hügelland (bakkelandskab). Dette landskab samt også områderne med Geest er dannet i den sidste istid som randmoræne. Videre mod øst befinder der sig grundmoræne – der hører til øen Femern. Den største flod i området er Ejderen og det højeste punkt er Bungsberg – 168 meter over havets overflade.

Vestkysten er præget af Vadehavet, hvor der i den nordlige del – Nordfriesland – udover de Nordfrisiske Øer også findes talrige Halliger. Halvøen Ejdersted rager længere ud i havet. Landskabsnavnene Wiedingharde og Bökingharde var indtil 2007 betegnelsen for to amter. Syd for dette befinder der sig to flodløb kendt som Soholmer Au og Arlau i Nordergoesharde såvel som den sidstnævnte Husumer Mühlenau i Südergoesharde. Den sidste kommer fra Hattstedtermarsch – et Geestlandskab. Øerne og Halligerne tæller også øen Helgoland, der ligger væsentligt længere væk fra kysten.

Syd for Nordfriesland ligger der mellem Ejderen og Elbens udmundinger landskabet Ditmarsken, der er sammensat af områderne Nord-Ditmarsken og Syd-Ditmarsken. Området omsluttes af Elbmarschen, Wilstermarsch og Kremper Marsch.

Den meget frugtbare østkyst i Slesvig-Holsten er præget af bugter og af bakkede halvøer i form af Angel, Svans(ø), Dänischer Wohld og Wagrien. Landskabet med de mange holstenske søer kaldes Holstensk Schweiz. Landskabet Hüttener Berge ligger i forbindelseslandet på grænsen til området Geest.

Området med Geest var aldeles uegnet til agerbrug og blev derfor først meget sent brugbart. Selv forsøgene i det 18.århundrede med at opdyrke mose og hedeområderne mislykkedes. Det traditionelle landbrug er stadig meget lidt udbredt. Her kan man nævne Slesvigske Geest der ligger mellem Slien og Ejderen i områderne Südergoesharde og Stapelholm med de tidligere vigtige landeveje. Ved Neumünster ligger Naturpark Aukrug og øst for Hamborg landskabet Stormarn, hvis østligste del idag udgør Stormarn Amt. I forhold til mange af Tysklands øvrige delstater er Slesvig-Holsten meget lidt præget af skov, da skov kun udgør omkring 10% af landarealet.

Regionerne i Slesvig-Holsten

• Angel (tysk: Angeln)
• Jernved (tysk: Dänischer Wohld)
• Ditmarsken (tysk: Dithmarschen)
• Ejdersted (Tysk: Eiderstedt)
• Holstensk Schweiz (tysk: Holsteinische Schweiz)
• Holstenske Elbmarsk (tysk: Holsteinische Elbmarschen)
• Hertugdømmet Lauenburg (tysk: Herzogtum Lauenburg)
• Nordfriesland
• Probstei
• Slesvigsk Geest eller Midtsletten (Tysk: Schleswigsche Geest)
• Svans eller Svansø (tysk: Schwansen)
• Kreis Ostholstein
• Steinburg
• Stormarn
• Wagrien
• Mittelholstein

Natur & Landskabsbeskyttelse

Delstaten huser Centraleuropas største Nationalpark i form af Nationalpark Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer, der udgør den Slesvig-Holstenske del af Vadehavet. Store dele af området er også et biosfærereservat. Det er der også i naturbeskyttelsesområdet Hohes Elbufer zwischen Tesperhude und Lauenburg og Lauenburger Elbvorland som kerneområder samt en lille del af Biosfærereservatet Flodlandskab Elben ligger i Slesvig-Holsten, men størstedelen ligger Mecklenburg-Vorpommern.

De seneste 80 år er der blevet bestemt 189 naturbeskyttelsesområder og 275 landskabs beskyttede områder. Uden at medtage Nationalparken der udgør området 2000 km² hvoraf Hav og Vadehav udgør de 1600 km². Naturbeskyttelsesforbundene varetager ofte beskyttelsen sammen med delstaten. Der findes 6 naturparker i Slesvig-Holsten: Naturpark Schlei (Slien), Naturpark Hüttener Berge, Naturpark Westensee, Naturpark Aukrug, Naturpark Holsteinische Schweiz og Naturpark Lauenburgische Seen – der grænser direkte op til Biosfærenreservat Schaalsee i Mecklenburg-Vorpommern. Ingen af naturparkerne omslutter hav og kystområder.

Befolkningsdata

Slesvig-Holsten har 2,81 millioner indbyggere og en befolkningstæthed på 179/indbyggere/km² hvilket er under en femtedel af gennemsnittet for Tyskland. Fordelingen af mænd og kvinder svarer til landsgennemsnittet. 45,7 % af kvinderne er gift, 12.9% er enker og 6,4% er skilt. Af mændene er 47,7% gift, 2.6% er enkemænd og 5.4% er skilt. Udover de amtsfrie storbyer som Kiel, Lübeck og Flensborg er oplandet til Hamborg tæt befolket hvilket i særdeleshed gælder områderne Pinneberg og Stormarn. Omvendt er landsdelene Slesvig og Ditmarsken tyndt befolket. Fødselstallet er stigende i delstaten, hvilket igen primært skyldes de tæt befolkede områder. I år 2000 var fødselsraten: 1,43%; I 2005 var den 1,37; I 2010 var den 1,45% og endelig i 2015 var den 1,51%.

Oprindelig befolkning

Befolkningen i området var Saksiske, Anglere, Jyder, Frisere og af slavisk oprindelse. Indtil Folkevandringstiden var den nordlige del af Slesvig-Holsten befolket af Anglere. Det ser man stadig i form af stednavnet Angel. Anglerne der udvandrede til Storbritannien gav England deres navn. I Vikingetiden bosatte der sig Danere i den centrale og østlige del af Slesvig og Frisere i den vestlige del, i den centrale del og i det sydvestlige Holsten bosatte der sig Saksere mens der i det østlige Holsten og Lauenborg bosatte sig de slaviske stammer Wagrierne og Polabere. 

Oprindelige mindretal

I Slesvig-Holsten lever et dansk mindretal (overvejende i Slesvig, men også i Holsten) – et frisisk mindretal (på de nordfrisiske kyster samt på øerne) og et mindretal af Sigøjnere (først og fremmest i storbyerne Kiel og Lübeck såvel som i oplandet til Hamborg). Mindretallene står under særlig beskyttelse i den Slesvig-Holstenske forfatning. Ifølge artikel 6 er deres mindretalssprog – såvel som plattysk – beskyttet af Charteret om regional og mindretalssprog i EU.

Tyske flygtninge og fordrevne

Indbyggertallet i Slesvig-Holsten steg fra 1944 til 1949 med 1.100.000. De nytilkomne tysktalende kom overvejende fra Bagpommern og Østpreussen. Integrationen af flygtningene var overvejende i de landlige regioner præget af konflikt. 

Print siden her