Deutsches Oper Berlin
Operabygningen har haft to epoker. Den første, hvor den blev opført i 1912 som Charlottenburgs modvægt til Statsoperaen på Unter den Linden, og den anden efter dens ødelæggelse under 2. verdenskrig, hvor operaen er blevet nyopført i moderne form i 1961 og er Berlins største operahus. I den første periode blev man kendt for at være en af nazismens vigtigste rammer for deres repræsentation. I moderne tid er man kendt for at være Vestberlins pragt og i 2006 at have udløst Tysklands muhammedkrise, da Mozarts Idomeneo blev fortolket således, at Muhammed skulle halshugges.
Den oprindelige operabygning af Heinrich Seelings blev til på initiativ fra borgerlige kredse i Charlottenburg, der anså Berlins hidtidige operahus, Statsoperaen på Unter den Linden, for at have en forstenet scene. Den åbnede med en koncert af Ludwig van Beethovens Fidelio. I 1920 blev bygningen omdøbt til Städtische Oper, fordi Charlottenburg blev del af Stor-Berlin. Den havde ved sin åbning over 2300 siddepladser. I tiden under nationalsocialismen rivaliserede propagandaminister Joseph Goebbels og Hermann Göring som preussisk ministerpræsident om førsteretten til bygningen.
Deutsches Oper som den tog sig ud i 1930´erne. Foto fra wikipedia
I 1935 gennemførte Paul Baumgarten en ombygning, der resulterede i en førerloge. 23. November 1943 blev operabygningen fuldstændig ødelagt, og forestillingerne blev forlagt til Admiralspalast indtil efteråret 1944. Bygningen var sammen med Festspielhaus i Bayreuth nazisternes foretrukne som repræsentationsscene. Tonen blev allerede slået an i foråret 1933 af Max von Schilling, at Borgerskabet, der var blevet inficeret med kunstfremmed kulturbolsjevisme, nu igen ville opleve rene værdier af tysk egenart. Folk som Richard Wagner, Albert Lortzing og Wilhelm Kienzl blev spillet for at frembringe disse tyske værdier. Mestersingerne af Wagner blev opført, og Hans Sachs’ sang blev bragt i en film af Leni Riefenstahl med figuren Siegfried ridende på en hest med SS-runer. I 1943 blev bygningen så ødelagt, at ethvert videre forsøg på opførelser blev indstillet.
I de første år efter 2. verdenskrig brugte teatersammenslutningen Theater des Westens i Kantstrasse den til deres forestillinger. I årene 1957-61 nyopførte Fritz Bornemann et moderne teater i modernistisk stil med plads til 1859 tilskuere. Nyopførelsen åbnede 24. september 1961 med den første direkte fjernsynstransmitterede operakoncert nogensinde. Det var dirigenten Ferenc Fricsay, der opførte Mozarts Don Giovanni. Navnet blev Deutsche Oper Berlin, som et svar på opførelsen af muren en måned forinden. Grundet den tyske og berlinske deling blev operabygningen repræsentationsscenen i Vestberlin, da Statsopereaen på Unter den Linden lå utilgængeligt i Øst. I forbindelse med et besøg af den persiske shah Reza Pahlavi 2. juni 1967 overværede denne Mozarts Tryllefløjten, men udenfor kom det til demonstrationer, som førte til drabet på studenten Benno Ohnesorg, hvilket ofte opfattes som starten på det tyske ungdomsoprør (læs om drabet på Benno Ohnesorg). I november 2006 oplevede operahuset intens interesse, da regissøren Hans Neuenfels i en opførsel af Mozarts Idomeneo havde til hensigt at halshugge såvel Jesus, Buddha, Poseidon og Muhammed. Det var samme år, som Muhammedkrisen havde raseret i Danmark. Operaen tog først stykket af plakaten, men efter politisk kritik af dette kom det tilbage på scenen og blev opført. Generelt er operaens kunstneriske profil det 19. århundredes operaer med Richard Strauss, Wagner, Giacomo Puccini og Giuseppe Verdi i centrum. Operaens kendte børnekor har vundet adskillige priser.
