Tyske Kejserrige 1871-1918

Det Tyske Kejserrige er den retrospektive betegnelse for det Tyske Rige, der eksisterede i perioden 1871-1918 for tydeligt at afgrænse det fra Tyskland efter 1918. I det Tyske Kejserrige var den tyske nationalstat organiseret i delstater som et konstitutionelt monarki. 

Det Tyske Riges grundlæggelse skete, da den ny forfatning (tysk: neue Verfassung) trådte i kraft 1. januar 1871. Ved en hemmelig forberedt hof- og militær ceremoni den 18. januar 1871 fandt proklamationen af den preussiske konge Wilhelm I., der blev til tysk kejser, sted i spejlsalen på Versailles – slottet lige nord for Paris. Den fransk-tyske krig var endnu ikke afsluttet, hvilket medførte, at det foregik i Frankrig. Dermed opstod den første tyske nationalstat med slægten Hohenzollern fra Preussen som de nye kejsere og ud fra den tyske løsning – hvor de tysktalende områder i Østrig ikke var en del af kejserriget. Residensen for de tyske kejsere blev Berlins Slot, ganske som det havde været det for de preussiske konger. 

Under kejsertidens Tyskland var landet præget af en høj grad af industrialisering, hvilket også kan ses socialhistorisk med større polarisering samt økonomisk. Landet begyndte i særdeleshed at forandre sig fra agrar- til industriland i de sidste årtier af det 19. århundrede. Væksten eksploderede næsten i de første år af kejserrigets historie, særligt grundet de franske krigsskadeserstatninger, der dog stoppede brat i 1873, hvor det såkaldte Gründerkrach (dansk: økonomisk krise i 1873) kom til at betyde en mangeårig konjunkturkrise. Trods denne krise og de politiske følger heraf ændrede det dog ikke på, at Tyskland med hastige skridt forvandlede sig til en industristat. 

Det var kendetegnet for den samfundsmæssige forandring i disse år, at der skete en hastig befolkningsvækst, intern vandring mellem landsdelene samt urbanisering. Samfundets struktur ændrede sig drastisk i disse år særligt i form af byernes kraftigt voksende arbejderbefolkning – med de højeste vækstrater i 1890´erne – men også med fremvæksten af en ny middelstand af teknikere samt administratorer både i private virksomheder samt i den voksende stat.  Den samfundsøkonomiske andel som landbrug og håndværk betød – baseret på indkomstniveau – blev betragteligt mindre i disse år. Adelen var imidlertid i stand til at bevare sin høje sociale rangering og fortsatte med at dominere i militæret, diplomatiet og i den øverste del af den civile forvaltning. 

Indtil 1890 blev såvel indenrigs- som udenrigspolitik bestemt af Rigskansler Otto von Bismarck, den længst siddende i Tysklands historie. Hans regeringstid kan deles ind i en relativ liberal fase, der var præget af indenrigspolitiske reformer og kulturkamp (tysk: Kulturkampf) og en mere konservativ præget tid, der kom efter 1878/79. Det var i den sidste fase, at man så overgangen til statsinterventioner – beskyttelsestold, socialforsikringer og socialistlove.  

Bismarck forsøgte udenrigspolitisk at sikre kejserriget via et kompleks alliancesystem – eksempelvis Zweibund med Østrig-Ungarn i 1879. Det var også i hans regeringstid, at Tyskland fik sine første oversøiske kolonier, omend denne udvikling tog yderligere fart efterfølgende. Det medførte interessekonflikter med andre kolonimagter, hvilket i særdeleshed gjaldt stormagten Det Britiske Imperium. 

Perioden der kom efter Bismarcks æra bliver ofte kaldt den Wilhelminske tidsalder, eftersom at Kejser Wilhelm II. – fra 1888 – da han havde afsat Bismarck som kansler – selv gik ind og øvede en personlig stor indflydelse på den førte politik. Der var dog en lang række aktører, som øvede en større – og ofte modstridende – indflydelse på kejseren. Det efterlod ofte kejserens beslutninger i et lys af uberegnelighed og uigennemskuelighed. 

Fremvæksten i Wilhelms regeringsår af masseforbund og massepartier betød også, at pressen og den offentlige mening begyndte at få en større vægt. Regeringen forsøgte på den baggrund at føre en imperialistisk verdenspolitik, en antisocialdemokratisk samlingspolitik og en populær flådeoprustning for at vinde befolkningens gunst. Udenrigspolitisk førte Wilhelms bestræbelser på at gøre Tyskland til en verdensmagt imidlertid til tysk isolation: det Tyske Kejserrige havde bidraget betragteligt til at øge faren for en storkrig. Da 1. verdenskrig blev udløst i 1914, blev det Tyske Kejserrige viklet ind i en krig på flere fronter. Indenrigspolitisk fik militæret også en større indflydelse. I takt med det tiltagende antal døde i krigen og den sociale nød på hjemmefronten – hvor den allierede blokade af de tyske havne spillede en stor rolle – begyndte monarkiet at miste sine støtter. 

Det var først i slutfasen af krigen i 1918, at det kom til de såkaldte oktoberreformer, hvor det blandt andet blev besluttet, at rigskansleren måtte have opbakning til sine beslutninger i den Tyske Rigsdag. Kort tid derefter udbrød novemberrevolutionen, hvor man udråbte en tysk republik. I løbet af 1919 skrev man i Weimar den forfatning, der skulle gælde for den ny republik: Weimarrepublikken – og dermed fundamentet for et parlamentarisk demokrati. Folkeretsligt er dagens Tyskland identisk med det Tyske Rige, der blev skabt i 1871 på trods af, at der er tale om en helt anden regeringsform, og at landområdet har ændret sig flere gange siden.

Kejserriget i tal

Kejserriget eksisterede som nævnt ovenfor i perioden 1871-1918. Det fik dens forfatning 16.april 1871. Kejserrigets hovedstad var Berlin. Statsformen var et arvemonarki, der var inddelt på føderalt niveau.

Man nåede at have tre statsoverhoveder i de tre kejsere fra slægten Hohenzollern; Wilhelm I.(1871-1888), Friedrich III. (1888) og Wilhelm II. (1888-1918). 

Man havde dog en del flere Rigskanslere: Otto von Bismarck (1871-1890), Graf Leo von Caprivi (1890-94), Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst (1894-1900), Fürst Bernhard von Bülow (1900-09), Theobald von Bethmann-Hollweg (1909-17), Georg Michaelis (1917), Graf Georg von Hertling(1917-18) og endelig Prinz Max von Baden (1918). 

Arealmæssigt bredte Kejserriget over et areal i det centrale Europa på 580.858 kvadratkilometer i 1910. Tysk Østafrika; Tanzania – minus Zanzibar – Rwanda, Burundi og det nordlige Mozambique var tysk koloni fra 1885 til 1918 og udgjorde et areal på 995.000 kvadratkilometer. Derudover havde man Tysk Vestafrika; der svarer til dagens Cameroun og Togo, og udgjorde et areal på 835.000 kvadratkilometer og endelig Tysk Sydvestafrika der svarer til dagens Namibia på nogenlunde et tilsvarende areal. 

I 1871 havde man 41 millioner indbyggere. Det steg til 49 millioner i 1890 og til 64 millioner i 1910. Derudover boede der i kolonierne mere end 10 millioner. 

Kejserrigets Forhistorie

Den tyske historie i det 19.århundrede før 1871 havde været præget af en lang række territoriale og politiske ændringer, hvoraf mange havde deres årsag i opløsningen af det Hellige Tysk-Romerske Rige i 1806. Det Gamle Rige, der havde været ført an af de tysk-romerske Kejsere der havde ageret både før-nationalt og overnationalt, men siden midten af det 18.århundrede havde været præget af modsætningerne mellem stormagterne Østrig og det fremadstormende Preussen. Riget brød sammen som følge af Napoleonskrigene og erstattet nogle steder af det såkaldte Rhinforbund.

Ideerne fra den Franske Revolution mellem 1789 og 1799 og den efterfølgende magtpolitik fra Napoleon Bonaparte der førte til modreaktionen i form af Befrielseskrigene 1813-15 førte til Nationalstatsbevægelser i det meste af Europa og overalt i det tyske sprogområde, hvor forestillingen om at Nationen skulle udgøre grundlaget for Statsdannelsen. Der blev opereret med to løsninger til en tysk stat; en stortysk og en lilletysk. En stortysk der talte alle de tysksprogede bosiddelser i Kejserriget Østrig, Preussen og i Danmark mens en lilletysk løsning var et Tysk Rige uden Østrig under Preussens ledelse.

Efter de europæiske stormagters – Storbritannien, Preussen, Rusland og Østrig – sejr over Frankrig i 1814/15 over Napoleons hære, da havde de tyske fyrster dog ingen interesser i en centralmagt, der ville begrænse deres herskabsområder. På Wienerkongressen i 1815 blev det Tyske Forbund grundlagt, det var et løsere forbund af områder, der indtil 1806 havde hørt ind under det Hellige Tysk-Romerske Rige. Perioden der fulgte Wienerkongressen kaldes i historieskrivningen Vormärz – på dansk “før marts (1848)” var præget af en genetableringspolitik, der overstatsligt primært blev personificeret i den østrigske statskansler Fyrst Clemens Wenzel von Metternich. Magtpolitisk dominerede den såkaldte Hellige Alliance mellem Østrig, Preussen og Rusland i et lukket forbund, der staterne imellem såvel som indenrigspolitisk skulle genetablere magtforholdene for Ancien Régime i Europa som de var før 1789 og den Franske Revolution.

De borgerligt-demokratiske og Nationalstatslige Bevægelser var modstandere af denne Restaurationspolitik. Det førte til talrige opstande i store dele af det centrale Europa, hvor også endeligt den Tyske Revolution fra Marts 1848 tæller med. Revolutionen der førte til det første fællestyske valgte parlament – kaldt Frankfurterparlamentet, der havde sæde i Paulskirche i Frankfurt am Main, hvor de skrev en fri forfatning. I april 1849 tilbød parlamentet den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV. den tyske Kejserkrone i rammerne af den Lilletyske Løsning. Imidlertid afviste den preussiske konge med henvisning til at han regerede med Guds Nåde og ikke Folkets Nåde, dermed der mislykkedes forsøget på at forene de tyske stater indenfor en parlamentarisk ramme. Trods en kampagne for den kuldsejlede Rigsforfatning i form af opstande der primært blev nedkæmpet af preussiske tropper, der endeligt indtog Fæstningen Rastatt 23.juli 1849, så var det midlertidigt afslutningen på det tyske demokrati i det Tyske Forbund.

Det Tyske Forbund bestod trods det at de var blevet nedkæmpet så brutalt i 1848/49 alligevel frem til og med 1866. Efter et årti – den såkaldte Reaktionsæra – hvor demokratiske og liberale bestræbelser på ny blev undertrykt, så blev der i starten af 1860´erne skabt de første politiske partier som man siden skulle kende dem. I denne periode viste der sig igen at være ridser i det østrigsk-preussiske samarbejde.

I 1864 stod de to magter imidlertid side om side i forbindelse med det komplicerede spørgsmål om Slesvig-Holsten der udløste den Dansk-Tyske Krig og som forpligtede de to stormagter til at træde ind i krigen sammen som medlemmer af Det Tyske Forbund. Krigen mod Danmark blev vundet men de to magters indforståethed varede kun kort.

Den fælles sejr over Danmark førte til strid over de erobrede områder i Slesvig-Holsten og udløste i 1866 den Tyske Krig mellem Preussen og Østrig, hvor hærene fra Preussen samt nogle enkelte nordtyske stater og det nyetablerede Kongerige Italien stod i opposition mod Østrig der var forbundet med en lang række syd-, og mellemtyske stater som Storhertugdømmerne Baden og Hessen, og Kongerigerne Bayern og Württemberg. Preussen og dets allierede vandt hvilket førte til den endelige opløsning af det Tyske Forbund og at de tabende parter accepterede at Preussen nord for Main – Mainlinjen – skabte det Nordtyske Forbund, der samtidig også var en militæralliance og i 1867 fik de også en fælles forfatning. De sydtyske stater der hidtil havde allieret sig med Østrig tegnede ligeledes en alliance med Preussen om fælles assistance i krigstilfælde.

I 1870 brød der så krig ud mellem det Nordtyske Forbund og Frankrig udløst af spørgsmålet om den spanske Arvefølge – krigen er kendt som den Fransk-Tyske krig. Krigserklæringen kom fra fransk side, efter at den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck havde politisk blotlagt Frankrig. De sydtyske stater deltog også i krigen og tiltrådte den 1.januar 1871 det Nordtyske Forbund. De tre krige 1864-71 er kendt som de Tyske Enhedskrige.

Den Tyske Rigsgrundlæggelse

Efter den tyske sejr ved Sedan og tilfangetagelsen af den franske Kejser Napoleon III. – begge den 2.september 1870 – var vejen henimod en tysk Rigsgrundlæggelse ryddet for forhindringer. Bismarck begyndte at forhandle med de sydtyske stater. Det betød at de sydtyske kongeriger Bayern, Baden og Württemberg indtrådte i det Nordtyske Forbund, der skiftede navn til det Tyske Forbund. De planer der hidtil havde været med et dobbeltforbund (Et Nordtysk og et Sydtysk Forbund) – som særligt Bayern havde været fortaler for – var ikke længere politisk opportune. Bismarcks løsning garanterede Preussens dominans i det nye såkaldte Andet Tyske Rige. For andre betød den forstærkede føderalisme en barriere mod tendenserne henimod øget Parlamentarisme.

I den tyske offentlighed bredte kravene om at annektere Alsace (Elsass) og dele af Lorraine (Lothringen), – krav som Bismarck gjorde til sine egne. Det forlængede krigen og blev også hovedgrunden til det langvarige “Tysk-Franske Arvefjendskab” – og den franske revanchisme – men på kort sigt førte det kun til at yderligere national tysk begejstring fik frit løb. Det lettede også på forhandlingerne med de sydtyske stater hvilket i november 1870 mundede ud i Novembertraktaterne.

Bismarck måtte naturligvis give indrømmelser, såkaldte Reservatrettigheder. Bayern beholdt i fredstid egen hær (Bayerische Armee). På samme måde fik Württemberg lov til at beholde eget Postvæsen. Alle de sydtyske stater beholdt egne statslige Jernbaneselskaber (Bayern, Baden Hessen og Württemberg) I udenrigspolitikken afstod man succesrigt egne diplomatiske bestræbelser.

Den prøjsiske Konge, indehaver af Forbundspræsidiet, fik nu den ekstra titel ved navn “Tysk Kejser”. Statsretsligt var benævnelsen underordnet, men symbolsk af enorm betydning – den mindede om det Gamle Rige hvilket var en kæmpe fordel for den ny Stat. For at sikre legitimiteten fra de forskellige monarker i forhold til Kejserriget som en Nationalstat, var det utroligt vigtigt for Bismarck at Kong Ludwig II. af Bayern – det største af de lande der havde sluttet op bag Kong Wilhelm I. af Preussen – at han ville anerkende Kejserkronen.

Print siden her