Koncentrationslejren Buchenwald

Koncentrationslejren Buchenwald (KZ Buchenwald) var en af de største koncentrationslejre på tysk jord. Den blev drevet som arbejdslejr på bjerget Ettersberg ved Weimar i perioden juli 1937 til april 1945. I denne periode sad 266.000 mennesker fra alle europæiske lande fængslet der. Man skønner, at antallet af døde lå på 56.000, hvoraf 15.000 var sovjetiske borgere, 7000 fra Polen, 6000 fra Ungarn og omkring 3000 var franske. Da den amerikanske 3. US-Armé nærmede sig området ved Buchenwald, overtog lejrfanger ledelsen af lejren fra de tilbagetrækkende SS-enheder, tog 125 vagtfolk til fange, åbnede lejrens porte og hejste den hvide fane. Siden 8. april havde et højt antal fanger modarbejdet nationalsocialisternes planlagte evakuering af fangerne, og derudover havde man også været i radiokontakt med den sig stadigt nærmende amerikanske armé. Da de amerikanske soldater trak sig tilbage fra området i juli 1945,  tog den sovjetiske besættelsesmagt dele af området i brug som Speziallager Nr. 2., hvor politiske modstandere af sovjetmagten frem til 1950 blev fængslet. I 1958 blev der indviet et nationalt mindesmærke på området, som i 1991 blev ombygget, og som indeholder et højt antal af udstillinger om koncentrationslejrens historie.

Overblik

Billede af den sidste originale bevarede lejrbarak. Foto af wikipediabrugeren Mediatus.

I juli 1937 begyndte fanger, der var kommet fra koncentrationslejrene Sachsenhausen, Sachsenburg og Lichtenburg, at anlægge koncentrationslejren Buchenwald (de første fanger ankom 15. juli 1937). Da inspektøren for lejren, Theodor Eicke, skulle finde på et navn til lejren, stod han umiddelbart med et problem. Lejren lå i nærheden af slottet Ettersburg med den tilhørende park på Ettersberg. Slottet var nært forbundet med Goethe og det klassiske Weimars historie. Goethe var i den nationalsocialistiske politik blevet til legemliggørelsen af “den tyske ånd“. Dermed var navnet koncentrationslejr Ettersberg umulig, hvilket det magtfulde nationalsocialistiske kulturselskab i Weimar også havde indskærpet.

Eicke tog derimod afsæt i det skovrige område og foreslog, at navnet skulle være “Konzentrationslager Hochwald, Post Weimar“. Heinrich Himmler foreslog, at det blev korrigeret til “Konzentrationslager Buchenwald, Post Weimar“. Navnet var altså ikke områdebestemt, men mandskabet blev installeret i Weimar. Den første lejrkommandant var Karl Otto Koch. Inden 1937 var omme, havde lejren fået 2561 fanger, og allerede det første år døde 48 mennesker.

I starten var lejrens indsatte overvejende politiske modstandere af naziregimet, almindeligt kriminielle og såkaldte asociale såsom jøder, Jehovas vidner og homoseksuelle. Fra og med begyndelsen på 2. verdenskrig blev der tiltagende indsat flere mennesker fra andre lande. Ved befrielsen af lejren i april 1945 var 95% af de indsatte ikke tyskere.

Fra 1943 og frem til befrielsen blev KZ Buchenwald og dens 136 underlejre hensynsløst udnyttet som arbejdskraft i militærindustrien. Buchenwald var ikke en udryddelseslejr som de store lejre i Polen. Mange fanger blev dræbt af SS eller døde af de umenneskelige arbejds- og livsbetingelser i lejren. Mange fangegrupperingen blev udvalgt til henrettelse med det såkaldte nakkeskudsanlæg, dette gjaldt i særdeleshed sovjetiske krigsfanger.

I starten af 1945 blev lejren endestation for de såkaldte dødsmarcher, som indsatte i lejrene Auschwitz og Gross-Rosen blev sendt ud på. Kort før befrielsen af lejren havde SS forsøgt at rydde Buchenwald på lignende vis ved at tvinge de 28.000 fanger på march, men det lykkedes for omkring 21.000 at forblive i lejren. 11. april 1945 nåede enheder fra den amerikanske 3. US-Armé Ettersberg. SS flygtede, og en hemmelig modstandsgruppe i lejren åbnede portene indefra.

Efter afslutningen på 2. verdenskrig måtte 31 hovedpersoner stå ansvarlig foran en amerikansk militærdomstol i den såkaldte Buchenwald-Hauptprozess, heriblandt lejrkommandantens kone Ilse Koch. 22 af de 31 blev dødsdømt, 5 fik livtidsdomme, og 4 personer fik kortere domme. Indtil 1951 blev de 9 gennemført. Den tidligere lejrkommandant Hermann Pister døde i fangenskab, før han skulle have været henrettet. Ilse Koch – kendt som “heksen fra Buchenwald” –  lykkedes det i 1967 at begå selvmord. I midten af 1950´erne fik alle de øvrige amnesti.

Brevet er stilet til KZ Ettersberg -hvilket er korrigeret til KZ Buchenwald. Fangerne måtte hhv skrive to breve og modtage to breve om måneden. Brevet menes at være fra 1937. Foto fra en privat samling.

Lejrens opbygning

Koncentrationslejren Buchenwald var opdelt i 3 afdelinger, der var totalt afsondret fra hinanden. Helt frem til afslutningen på krigen havde  lejren over 100 underafdelinger, arbejdskommandoer samt mindre lejre i det centrale og vestlige Tyskland.

“Beskyttelseslejr for de varetægtsfængslede”

Indgangsportalen til KZ Buchenwald blev smedet af den indsatte tidligere Bauhaus-elev og indsatte Franz Ehrlich. Foto af Martin Kraft (photo.martinkraft.com) på wikimedia commons

---

Lejren for de såkaldte varetægtsfængslede blev anlagt på den nordlige og stejle del af Ettersberg i en terrasseagtig form, der gav de bedste betingelser for en overvågning af hele lejren. Fra hovedporten havde man et perfekt og fuldstændigt overblik over lejren. Denne var omgivet af et 3 kilometer og 3 meter højt pigtrådshegn. Dette var forsynet med en elektrisk spænding på 220 til 380 Volt og derudover 22 3-etages tårne med maskingeværvagter. Fangerne var indkvarteret i 34 træbarakker og i 16 2-etages stenbarakker, der strakte sig over et areal på 40 hektar. Som del af denne “beskyttelseslejr for varetægtsfængslede” hørte også den 15.000 m² store appelplads. Portbygningen med sine arrestceller kaldet “bunker” var lejrens mord- og torturscene. Her lod lejrkommandanten fanger (og til tider også SS-soldater) arrestere for at straffe dem eller presse informationer eller tilståelser frem. Indgangen til lejren bar indskriften “Jedem das Seine” (dansk: Enhver får, hvad han fortjener), som tydeligt kunne læses fra appelpladsen. Denne lidt mærkværdige indskrift var nøje udtænkt. Det skulle dagligt få de indsatte til negativt at ihukomme, at de kun fik, hvad de fortjente. Buchenwald var den eneste KZ-lejr med denne indskrift. Den blev udført af Bauhaus-arkitekten Franz Ehrlich, der indtil 1943 selv sad fængslet i lejren,på ordre fra nazisterne.

I 1940 blev krematoriet færdiggjort. Det havde udover forbrændingsrummene i kælderen et dissekeringsrum, samt et patologisk rum for udtrækning af guldtænder. Den første forbrændingsovn leverede firmaet Topf und Söhne fra Erfurt allerede i december 1939. Indtil foråret 1941 leverede firmaet flere ovne, som blev integreret i bygningsværket. Vægkrogene i kælderen blev brugt til at henrette adskillige fanger. Et af de mest prominente ofre, der blev henrettet i Buchenwald, var det tidligere medlem af Rigsdagen for kommunisterne Ernst Thälmann, der blev skudt ved indgangen til ovnrummene på direkte befaling fra Adolf Hitler. Han blev siden i DDR en af de mest mindede kommunister, hvor der næsten ikke er en by, som ikke har en gade eller plads opkaldt efter ham.

Krematorieovnene i Buchenwald var med til at effektivisere det at skille sig af med de døde. Buchenwald var dog ikke en udryddelseslejr som eksempelvis Auschwitz, men teknikken var udviklet i den nærliggende by Erfurt hos firmaet Töpf & Söhne. Foto af Martin Kraft (photo.martinkraft.com) der ligger tilgængeligt på wikipedia

Jødelejren var en isoleret lejr indenfor “varetægtslejren”. Den blev oprettet efter Rigskrystalnatten i 1938, hvor der begyndte at blive massedeporteret jøder fra de tyske byer. Levevilkårene var i udpræget grad ringe. Yderligere en “lille lejr” blev anlagt i 1938, da de øvrige lejre var overbelagte: den bestod af vinduesløse staldbygninger fra hæren. Den blev brugt til at anbringe arbejdsinvalide fanger samt som karantænelejr. Fra og med 1943 var den overfyldt, levevilkårene elendige og dødeligheden høj. Staldene var fremstillet til at kunne huse 50 heste, men havde på et tidspunkt 1960 fanger.

På fangehospitalet behandlede fanger andre medfanger. Det var dog forbudt for uddannede læger at praktisere. SS-læger var derimod aktive her og gjorde stedet til det centrale sted for myrderierne i kraft af deres brug af giftsprøjter. Det var dog samtidig også stedet, hvor den interne modstandsbevægelse kunne fungere. Til denne bevægelse var arbejdsstatistikken vigtig. Den del af lagerforvaltningen havde man ladet fanger stå for, så det var muligt for dem at ændre arbejdsindsatser samt transporter til udryddelseslejrene.

I biografbarakken kunne fanger i perioden 1941-43 mod betaling få lov at se UFA-producerede film (nazistiske propagandafilm), såvel som sport og kulturforanstaltninger, som SS afholdt. SS benyttede først og fremmest bygningen til straf og tortur af fanger. Der befandt sig fra og med 1943 også et bordel i lejren, som nazisterne gav som belønning og som gulerod for en højere ydeevne. Til dette formål fragtede man 16 kvindelige fanger fra koncentrationslejren Ravensbrück (en lejr kun for kvinder) til Buchenwald og tvang disse til prostitution. Derudover lå der andre barakker: en til opmagasinering, en køkkenbarak, en kartoffelkælder, et vaskeri, et elektricititetsrum, en tøjbarak, et forrådskammer, et gartneri, en fangekantine og et bogdepot.

Træningslejr Buchenwald

SS-træningslejren Buchenwald udgjorde det egentlige SS-område, som befandt sig syd for “varetægtslejren”. Buchenwald var altså bygget op i flere underområder, og de samme typer træningslejre fandt man i KZ-Dachau og KZ-Sachsenhausen. Tæt på portene til varetægtslejren holdt lejrens forvaltning til. Her var kommandanternes kontor, adjudanturet, Gestapo såvel som troppestabens indretninger samt den politiske afdeling i lejren.

Syd for kontorerne fandt man SS-kasernerne med 16 bygninger. Disse var ordnet i en halvcirkel med fællesbygninger til SS-Dødningehoveddivision-Thüringen såsom casinoer, våbenkamre, troppelazaret, skyde- og ekcerserpladser, store garager og to tankstationer. Der var kapacitet til mere end et lazaret. Den fungerede som et af de vigtigste steder for uddannelsen af Waffen-SS.

I midten af træningslejren havde man installeret speciallejren Fichtenhain. Udenfor den egentlige indhegnede del af lejren opstod der i perioden 1942/43 isolationsbarakker for prominente indsatte. Dette gjaldt folk som Rudolf Breitscheid, Mafalda von Savoyen og Fritz Thyssen. Efter attentatet mod Hitler 20. juli 1944, blev flere af de deltagende officerer og politikere indsat her sammen med deres familier. Det såkaldte SS-Falknerhaus var et andet sted til prominente fanger. Eksempelvis sad her flere franske politikere såsom den tidligere ministerpræsident fra den franske folkefrontsregering Léon Blum såvel som regeringsmedlemmer som Édoard Daladier og Paul Reynaud.

På befaling af lejrkommandant Koch blev der i 1940 anlagt en ridehal nordvest for kasernen, som udelukkende Koch og hans kone Ilse havde ret til at benytte. Overfor ridehallen byggede man en 55 meter lang hestestald. Denne stald blev i 1941 ombygget på direkte ordre fra hærens øverste kommando til at tage imod sovjetiske krigsfanger med et nakkeskudsanlæg. Under dække af, at de blev brugt til medicinske undersøgelser, blev talrige fanger myrdet i perioden 1941-45, og over 8000 af de i alt 8483 sovjetiske krigsfanger fandt døden her. Den berygtede Kommando 99 stod for henrettelserne.

Tæt på hegnet til “varetægtslejren” blev der indrettet en SS-Zoo til almindelig underholdning for SS og deres familier. I 1940 åbnede man i midten af SS-lejren en falkegård med vildtgående dyr, der også var åben for befolkningen.

I 1944 åbnede SS et bordel i lejren til såkaldte “folkefremmede” vagtfolk. I KZ Buchenwald havde flere SS-folk fra Ukraine fået status af vagtfolk, men det var dem forbudt at dyrke sex med tyske kvinder. I stedet udvalgte SS polske kvinder fra KZ Ravensbrück, som de tvang til prostitution.

Tre kilometer øst for koncentrationslejren indrettede man et beboelsesområde, der tilhørte SS, hvilket der svarer til dagens Ettersbergsiedlung.

Produktionsområde

Vest for SS-kasernen fandtes der et stenbrud. Arbejdet i dette stenbrud var det hårdeste og blev oftest udført af strafkompagnier. SS skød ofte fanger, der forsøgte at flygte derfra.

I 1943 åbnede  en våbenfabrik i lejren. Denne blev drevet af Gustloff-Werk II i Weimar, hvor der tilsammen var mere end 4500 arbejdende fanger. SS-lejrledelsen udlejede området til fabrikken. Ved de allieredes bombeangreb 24. august 1944 blev fabrikken næsten totalt ødelagt.

I 1940  Deutsche Ausrüstungswerke, der var et SS-centralorgan, som stod for at ansætte fanger i arbejde over hele riget, i Buchenwald kunne mere end 1400 arbejde samtidig. Her blev der produceret krigsfornødenheder til Waffen-SS.

Eksterne lejre

Helt frem til krigens afslutning forvaltede KZ Buchenwald mere end 136 eksterne lejre og eksterne kommandoer. De fleste af disse indgik i det militærindustrielle kompleks og som fabrikationssteder. De var i langt højere grad arbejdslejre end udryddelseslejre. Fangerne arbejdede for industrier såsom: IG Farben, Krupp AG, HASAG, Siebel Flugzeugwerke (fly), Bochumer Verein, Dortmunder Union, Forenede Stålværker, Ford Köln, Junkers fly og motorfabrikker, Tyske Rigsbane (reparationsfabrik Schwerte) og stålvalseværket Annen. Der foregik også henrettelser i de eksterne lejre, og folk døde også af de elendige levevilkår i disse. I løbet af krigen var der enkelte af disse lejre, der også blev omskabt til egentlige koncentrationslejre såsom KZ Dora-Mittelbau ved Nordhausen, hvor Wernher von Braun fortsatte produktionen af sine V1 og V2-bomber, efter at området ved Peenemünde var blevet opdaget.

Koncentrationslejrshistorie 1938-41

Fem handicappede jøder der ankom til Buchenwald efter den såkaldte “Juni-aktion” i 1938. Billedet blev taget til brug for propaganda og tilhører United States National Holocaust Memorial Museum i Washington D.C.

---

Efter at lejren var blevet bygget i juli 1937, fik den såkaldte “Bunker” (cellebyggeri ved portbygningen) sine første fanger i februar 1938. Det var lejrens tortur- og henrettelsested under SS-tilsynsførende Martin Sommer. I april 1938 modtog man mange fanger fra den store arrestationsbølge af såkaldte “arbejdssky”. Den første offentlige henrettelse i lejren fandt sted i juni 1938 ved hængning. Det var samtidig med, at man indrettede en zoologisk have til SS´ernes familie.

I sommeren 1938 påbegyndte man udbygningen af tilkørselsvejene til koncentrationslejren. Den smalle skovallée blev udbygget til en 8 meter bred betonvej. 200 fanger var direkte impliceret i vejbyggeriet. Yderligere 100 fanger var aktive med at fragte stenmateriale frem og tilbage fra det nærliggende stenbrud. I november 1939 var arbejdet færdigt, og vejen blev kendt under navnet Blodsvejen. 

Fra og med september 1938 kom talrige fanger fra det nyindlemmede østrigske område i lejren. Østrig var i marts 1938 blevet indlemmet i Det Tyske Rige ved det såkaldte Anschluss. Efter Rigskrystalnattens mange pogromer 9.-10. november 1938 begyndte lejren at modtage titusindvis af velhavende mandlige jøder, der kaldtes Aktionsjøder. De var blevet arresteret i hele riget, og Buchenwald modtog 9845, der skulle tvinges til at emigrere, og deres formue og ejendom skulle ariseres. Ved årsskiftet 1938/39 talte lejren 11.028 fanger, 771 var allerede døde. I februar 1939 udbrød der tyfus i lejren grundet de elendige hygiejneforhold. Alle lejrens indsatte blev sat i karantæne. I april tog særenheden Sonderstandesamt Weimar II fat på sit arbejde i lejren med at registrere antallet af døde. I anledning af Adolf Hitlers 50-årsfødselsdag 20. april 1939 blev en del indsatte løsladt som et propagandafremstød kaldet Gnadenaktion (nådeaktionen). I september 1939 satte man madrationerne drastisk ned for jøderne og etablerede en speciallejr ved appelpladsen.

Efter krigsudbruddet i september 1939 modtog man 8500 mænd fra Tjekkoslovakiet, Polen og Østrig. I november 1939 måtte lejren igen sættes i karantæne, da der var udbrudt dysenteri. Ved årsskiftet 1939/40 var der 11.807 indsatte, og 1235 var døde dette år. I begyndelsen af 1940 fik lejren bygget eget krematorium, da krematoriet i Weimar ikke kunne kapere alle de mange døde. I februar 1940 pillede man igen speciallejren ved appelpladsen ned, da mere end halvdelen af de indsatte var døde. Ved årsskiftet 1940/41 sad her 7440 fanger, og 1772 var døde i løbet af året.

Efter angrebet på Sovjetunionen i 1941 blev tusindvis af sovjetiske krigsfanger sendt til Buchenwald og i de følgende år henrettet ved nakkeskud. Et antal, der frem til 1945, anslås at være 8000. Ved årsskiftet 1941/42 sad her 9814 indsatte, og 1522 var døde det pågældende år. Lejrkommandant Koch blev grundet korruptionsanklager forvist til Lublin. Hans efterfølger Hermann Pister kom til lejren i januar 1942.

1942 til 1945

Under den nye lejrkommandant Pister begyndte man på de første medicinske forsøg med indsatte fanger. De fleste døde kvalfuldt af følgerne, eksempelvis blev de inficeret med plettyfus, idet de deltog i vaccineforsøg med saltvandsindsprøjtninger. Det samme skete med forsøg på at vaccinere mod tuberkulose. Derudover afprøvede man virkningen af brandbomber på fangerne. Da disse samtidig boede meget tæt, udbrød der epidemier, som ikke blev behandlet. De fleste forsøg blev gennemført i blok 46 og blok 8.

Den første eksternkommando opstod i februar 1942, da Gustloff-fabrikken i Weimar begyndte at modtage fanger fra Buchenwald. I juli samme år anlagde samme fabrik en geværfabrik som nabo til Buchenwald. I 1942 byggede man derudover en desinfektionsbygning, der sammen med Kleines Lager blev brugt som karantænelejr. Ved årsskiftet 1942/43 sad her 9517 fanger, og året havde budt på 2898 døde.

I marts 1943 var Gustloff-Werk II færdigbygget. Derudover blev fanger sat til at udføre den 14,5 kilometer lange jernbanestrækning Buchenwaldbahn. På 3 måneder lykkedes det fanger, der levede på et minimum, at færdiggøre banen midlertidigt. Jernbanen tjente først og fremmest militærindustrien. Fra og med starten af 1944 blev banen også brugt til fangetransport. Før færdiggørelsen måtte fangerne marchere frem og tilbage ad den såkaldte Blodsvej.

I august 1943 opstod ved Nordhausen den såkaldte Eksternlejr-Dora til raketproduktion. I de første 6 måneder, denne lejr eksisterede, døde her 2900 fanger. Ved årsskiftet 1943/44 var Buchenwald fyldt til randen, da hæren havde sendt fanger fra de besatte områder. Der var registreret 37319 fanger i lejren, og 3516 døde det pågældende år.

I marts 1944 var antallet af eksterne lejre steget til 22. På dette tidspunkt var 81% af de indsatte i hovedlejren underernærede, og hver tiende led af tuberkulose. 24. august 1944 angreb allierede bombefly militærindustrien i lejren, som næsten blev total ødelagt. Der var også fanger, som blev såret og døde under dette angreb. Ved årsskiftet 1944/45 var der 87.000 fanger i hovedlejren incl. alle eksterne lejre. Disse tal skyldes i særdeleshed, at man begyndte at modtage fanger fra de frontnære lejre i øst. Fra disse lejre kom der også mange, som var sendt på de såkaldte “dødsmarcher”. Officielt var dødstallet 8644 i 1944. I januar 1945 intensiveredes antallet af nytilkomne fra de sammenbrudte områder i øst, først og fremmest udryddelseslejrene i Polen. I februar 1945 gjaldt Buchenwald som den største af de stadigt eksisterende koncentrationslejre. I hovedlejren og eksterne lejre var der 112.000 fanger interneret.

Befrielsen 1945

Før lejren blev befriet 11. april 1945, blev KZ Buchenwald gradvis mere ukontrollerbar. Den interne modstandsbevægelse i lejren havde organiseret sig således, at den hele tiden forsøgte at drive SS til vanvid og stifte kaos. Det lykkedes at skjule forfulgte fanger, og man modsatte sig åbent ordrer. Det var med til at mane til beslutsomhed blandt fangerne. Det var allerede lykkedes i forbindelsen med bombeangrebene i august 1944 at anskaffe sig våben fra SS-lejren. De blev efterfølgende skjult i barakkerne, begravet eller muret inde.

Da den amerikanske 3. US-Armé nærmede sig lejren, forsøgte SS på direkte opfordring af Heinrich Himmler at evakuere lejren. 6. april 1945 befandt der sig 47.500 fanger i KZ Buchenwald: 22.900 i hovedlejren, og 18.000 i hestestaldene i den mindre lejr. 6600 jøder var blevet drevet sammen på området for de Deutsche Ausrüstungswerke. Om aftenen 5. april 1945 afleverede Gestapo en udførlig liste med 46 antifascister til Weimar, hvilket baserede på en tjekkisk fange Dudas udsagn. De opførte navne på listen skulle møde næste morgen ved lejrporten, hvor de skulle henrettes. En fransk fange opdagede foretagendet og spredte rygtet i lejren, og ingen mødte op til denne massehenrettelse. Alle navnene på listen overlevede den amerikanske befrielse. I perioden 7.-10. april 1945 forlod omkring 28.000 fanger fra hovedlejren og minimum 10.000 fra de eksterne lejre KZ Buchenwald ad 60 forskellige ruter for at tage i retning af KZ Dachau, KZ Flossenbürg og KZ Theresienstadt. På disse dødsmarcher antager man, at dødstaller har ligget på 12.000-15.000.

Modstandsgrupperne anstrengte sig for at forsinke evakueringerne, hvor overlevelseschancerne var ringe i håb om, at amerikanernes befrielse var nært forestående. På trods af, at modstandsbevægelsen rådede over et forholdsvis stort antal våben, skulle de først benyttes, når amerikanerne stod lige på dørtrinnet, da deres muligheder for at nedkæmpe SS-vagtmandskabspersonalet var begrænset. Modstandsledelsen fik 8. april 1945 installeret en sender, hvor de sendte et råb om hjælp ud til de amerikanske tropper. 11. april 1945 kom det til kampe mellem den tyske og amerikanske front i umiddelbar nærhed af lejren.

Klokken 11.00 den pågældende dag udleverede man våben til udvalgte modstandsfolk, således at de var klar til kamp mod vagtpersonalet. Klokken 12.00 begyndte de resterende vagtpersonalefolk at forlade lejren og søge ud i den nærliggende skov. Cirka klokken 14.30 nåede en mindre deling af 6. panserdivision fra den 3. US-Armé til SS´ernes område i lejren. Fangerne tog kampen op med det sidste tilbageværende vagtpersonel, hvor det lykkedes at afvæbne dette for herefter at åbne lejrens port. Klokken 16.00 var lejren og de tilbageværende 21.000 fanger befriet. En amerikansk lejrkommandant blev udråbt 13. april 1945. Hændelsen omkring befrielsen er bekræftet i de officielle rapporter fra amerikansk side.

“Før vi ankom til lejren, var vagttårnene erobret, og de 125 SS-vagtfolk, der stadig var tilbage i lejren, taget til fange.”

Fangernes befrielse af sig selv – der dog kun kunne finde sted, fordi man vidste, at amerikanerne ville være lige på trapperne – blev fremstillet utallige steder, eksempelvis i romanen Nackt unter Wölfen (Nøgen under ulve) af forfatteren Bruno Apitz, der var fængslet 8 år i Buchenwald. Apitz skildrer den enorme og generelle menneskeforagt, der fulgte et ophold i en koncentrationslejr. Den centrale handling drejer sig om fangernes redning af den 13-årige dreng Stefan Jerzy Zweig. Bogen ender med at beskrive, hvordan fangerne befriede sig selv uden at blive historieforfalskende. Bogen beskriver også, hvordan fangernes erhvervede våben ikke var til meget nytte, da fangerne var kraftigt underernærede og ikke ville kunne udgøre noget effektivt angreb mod et fuldtalligt SS-vagtmandskab. Modstandskommandoens hovedinteresse var rettet mod de tilbageværende 21.000 fanger, der taktisk skulle undgå at blive gennet sammen i sidste minut og skudt eller holdt som menneskelige skjolde i krigsudveksling. Romanen beskriver dette dilemma og blev oversat til 30 sprog. I 1963 blev den filmatiseret i en produktion af DEFA med skuespillere som Armin Mueller-Stahl, Erwin Geschonneck og Fred Delmare.

Fortællingen om fangerne, der selv befriede sig selv, blev ofte fortalt i DDR-tiden, da den passede med den opfattelse, den socialistiske antifascistiske regering måtte have af amerikanerne, der ikke hjalp til. Det var dog ikke bare amerikanerne, der blev skrevet ud af denne fortælling, også de ikke-kommunistiske fanger såsom præsten Paul Schneider og SPD-politikeren Rudolf Breitscheid blev forbigået i stilhed. Det var først et billede, der ændrede sig en smule i starten af 1980´erne, da kristne forfulgte såsom præsten Dietrich Bonhoeffer, kom frem i offentligheden. Bonhoeffer sad fængslet i Buchenwald, men blev forflyttet til KZ Flossenbürg, hvor han blev henrettet.

Efter befrielsen konfronterede de amerikanske militærmyndigheder omkring 1000 indbyggere fra Weimar med de enorme bjerge af lig, som man fandt i koncentrationslejren. Flertallet af borgerne påstod, at de intet vidste eller i det mindste intet kendte til, hvad der var foregået i den nærliggende lejr.

• ---

  

  Ægteskabsringe der blev taget fra de indsatte fanger og ofte solgt. Foto fra United States Holocaust Museum, Washington D.C

  

  Her ses krigsfanger fra Rusland og Østeuropa, mange døde efterfølgende af underernæring og sygdomme. Nederst til højre ses Elie Wiesel, der overlevede og udgav 57 bøger om Holocaust. Foto af menig H. Miller (USA) og foto fra US. Defence Archive

  

  Der var et ønske om at få Hitler i galgen i dagene i April. Den 30.april dræbte Hitler sig i Berlin. Foto: United States Holocaust Museum i Washington D.C

  
  

1945 til 1950

Efter befrielsen af koncentrationslejren overtog den sovjetiske militæradministration lejren og benyttede den i perioden 1945-50 under navnet “Speziallager Nr. 2” som interneringslejr. I dette tidsrum døde mere end 7000 mennesker i lejren.

Modstand

Eden som fangerne fra Buchenwald svor på tværs af lande om at bekæmpe nazismen. Foto frit tilgængelig fra wikipedia

---

I koncentrationslejren overdrog SS den interne organisation til de såkaldte funktionsfanger. I første omgang efter lejrens opførsel blev disse opgaver varetaget af kriminelle fanger. Allerede i 1939 lykkedes det de politiske fanger at blive SS foretrukne som funktionsfanger, og da man arbejdede i mange dele af lejren og organiserede hverdagen, gav det en ret stor indflydelse på lejrhverdagen for deres medfanger.

Det var fanger, som stod for den arbejdsindsats, der skulle ydes overfor SS. Det var fanger, der opstillede lister over, hvilke andre fanger der skulle til de andre eksternlejre. Eksempelvis kunne man målrettet sluse pålidelige modstandsfanger til den berygtede eksternlejr Dora-Mittelbau. Her lykkedes det fanger at opbygge en modstandsorganisation, der lavede sabotage på V-2-raket-produktionen. Omkring 19% af de færdiglavede raketter havde betydelige mangler.

På fangernes sygehus kunne det kortvarigt lykkes for fanger at skjule andre fanger for SS. Derudover var der flere stiftede organer i lejren, hvoraf den kommunistiske organisation var den stærkeste.

Efter befrielsen af lejren 11. april 1945 kom de forskellige grupper med resolutioner og erklæringer:

• “Buchenwald Manifestet”, der gjaldt for de tysktalende socialdemokrater og socialister
• En resolution af KP Buchenwald
• En “erklæring for de internationale kommunister i Buchenwald”  fra den fjerde Internationale
• En erklæring for Folkefrontkomiteen af Socialdemokrater, kommunister og kristne
• Talrige erklæringer fra fremmedsprogede tidligere fanger

I forbindelse med den Internationale lejrkomites sørgebegivenhed 19.april 1945 overdrog 21.000 overlevende “eden fra Buchenwald”, hvori der blandt andet var udkast til en skolereform og planer for efterkrigstidens Tyskland, så snart at nazisterne var besejret.

Efterkrigsprocesser

Ilse Koch – også kaldet Heksen fra Buchenwald – var lejrkommandantens kone. Her ses hun foran en amerikansk domstol i de såkaldte Dachau-processer. Foto af Dennis L. Dennis og opbevaret på National Archives, Washington D.C

---

Efter at lejren var blevet befriet, blev det ledende personale fængslet. Blandt de vigtigste af de fængslede var lejrkommandant Pister, lejrlæge Hans Eisele og Ilse Koch, den tidligere kommandants enke. Funktionsfanger som kapo´en Hans Wolf blev fængslet. Amerikanerne forhørte omkring 450 vidner til hændelserne. Da amerikanerne 1. juli 1945 trak sig tilbage fra området, havde de samlet mere end 3 ton bevismateriale. Sovjetunionen fik fremstillet et tilbud om, at de kunne stå i spidsen for de fortsatte forhør i retsprocessen for Buchenwald, men Sovjetunionen undlod at tage imod dette tilbud, da de muligvis selv ville kunne få en retsproces imod sig, da de havde planer om at fortsætte med at bruge Buchenwald til internering politiske modstandere såsom Speciallejr 2.

Forbrydelserne, der blev begået i Buchenwald, blev dømt via en amerikansk militærret i Buchenwaldprocesserne og i flere andre processer. De læger, der havde deltaget i medicinske forsøg, blev dømt i Nürnberger Lægeproces i 1946/47. Eksempelvis anklagede man Gerhard Rose, afdelingslederen  for tropemedicin fra Robert Koch-Institut i Berlin: han lavede forsøg med plettyfus på sigøjnere. SS-Hauptsturmbahnführer Waldemar Hoven og endelig den førnævnte Hans Eisele blev dømt ved Dachauerprocesserne.

Man kunne dokumentere, hvad der var sket på grund af de mange vidneudsagn, og her var en dagbog ført af SS-Hauptsturmführer Erwin Ding-Schuler væsentlig tilligemed udsagn fra indsatte læger og den østrigske sociolog og filosof Eugen Kogon, som i 1946 udgav en af de tidligste bøger om livet i Buchenwald ved navn Der SS-Staat.

Mindesmærker, mindelunde og udstillinger

I DDR-tiden var Buchenwald et væsentligt besøgssted. Billedet er fra 1983 taget af Jürgen Ludwig og er del af Bundesarchiv Deutschland med serienummeret: 183-1983-0825-303

---

I juli 1949 foreslog informationsafdelingen for den sovjetiske militæradministration (DDR var ikke dannet endnu) til foreningen for de forfulgte i Naziregimet, at man indrettede en afdeling af nationalmuseet i Buchenwald.

Foreningen kom efterfølgende med et udkast til et “Modstandsmuseum i enorm målestok”. De forskellige lande, der havde haft indsatte i lejren, fik stillet en barak til rådighed. Imidlertid fik SED´s øverste ledelse stoppet dette.

Man planlagde at lave et mindesmærke for kommunisten Ernst Thälmann, der var blevet slået ihjel i lejren. Derudover besluttede det øverste politiske organ i DDR 9. oktober 1950, at hele lejren samt alle dens barakker skulle nedrives. Det eneste, der skulle bevares, var krematoriet, da det var her, Thälmann var blevet henrettet – foruden portbygningen og to tårne. Den forudsete nedrivning skal ses som led i en bestemt fortolkning af historien om KZ Buchenwald. Robert Siewert retfærdiggjorde nedrivningen således:

“Essensen af KZ-Buchenwald legemliggøres ikke af barakkerne og de massive blokke …. Essensen afslører sig i det dybe kammeratskab, den gensidige hjælp, bundet sammen i en stålsat kamp mod den fascistiske terror, i en organiset modstand og en dyb tro på den endelige sejr mod den fascistiske terror.”

Med den endelige udformning i den bevarede del af fangelejrsområdet fulgte en fortælling om “sejr på liv og død”. Nedrivningsordren blev givet. Mere end halvdelen af området blev igen til naturområde. Nogle steder blev der stenbrud. Det skulle vise menneskets ødelæggende egenskaber, som viste essensen hos fascisterne.

I 1950´erne begyndte man også at sætte informationstavler op rundt om på hele området. Historien blev på mange måder reduceret til en fremstilling af kommunistisk modstand i lejren og international solidaritet båret frem af denne.

Korsvejen i Buchenwald. Besøgende i 1987. Foto af wikipedia-brugeren BrThomas

---

Området blev i løbet af 1980´erne også brugt til forskellige kirkelige grupperingers fredspædagogiske arbejde. Arbejdsgrupperne tog kontakt til andre grupperinger, der var blevet forfulgt og mødtes i en fælles “Korsvej for fred” Der blev nedlagt mindesten for Rigskrystalnatten. I bunkeren lagde man fælleskranse for de forfulgte præster Paul Schneider og Otto Neururer, der døde samme sted som kommunisten Ernst Thälmann.

Efter den tyske genforening nedsatte videnskabsministeriet i Thüringen en Historiker-Kommission, der skulle udstikke et nyt koncept for mindesmærket. Her var de nye tanker, at der også skulle oplyses om den sovjetiske Speciallejr nr. 2., men den største del af fortællingen skulle dog koncentrere sig om den nazistiske lejr. De to dele blev holdt fysisk adskilt. 5. juni 2009 besøgte den amerikanske præsident Barack Obama mindesmærket sammen med Angela Merkel og nobelfredspristageren, den jødiske Elie Wiesel, som havde overlevet holocaust.

Udstillinger

I 1995 kunne den nye faste udstilling på Mindesmærket Buchenwald åbne med navnet “Koncentrationslejren Buchenwald 1937-45” i den største bygning i “varetægtslejren”. Man udstillede i store stålskranker efterladenskaber, billeder, dokumenter samt biografier over såvel ofre som bødler.

I 1997 åbnede så udstillingen om “den sovjetiske speciallejr Nr. 2 1945-50”, der lå ved deres store begravelsesplads, og  den viser fotos, erindringer og tematiske efterladenskaber. Udstillingen forsøger at medtage, at en del af de indsatte i denne lejr var tidligere nazistiske aktivister, men også en del uskyldige.

I 1998 åbnede en kunstudstilling i den tidligere desinfektionsbygning. Den viser af kunst af overlevende koncentrationslejrsfanger.

I 1999 åbnede en udstilling, der omhandlede den omskiftelighed, som havde været i måden at mindes Buchenwald på siden 1945.

Dertil er der et væld af skiftende udstillinger.

Det har været kritiseret, at der ikke har været ophængt skilte over eksistensen af de såkaldte lejrbordeller.

Mindesmærke og klokketårn

Mindetårnet med figurgruppen der er udgør kernen af mindesmærket fra DDR-tiden. Foto af Christian Gebhardt

---

Mindesmærket blev etableret i årene 1954-58. Konceptet, der lå til grund, var et motto: “Gennem død og kamp til sejr”. Den besøgende skulle vises fra døden og ind i livet. Det hele er skabt i stilarten socialrealisme. Efter indgangsporten fører en trappe stejlt op. Trappen er flankeret af syv steler, der symboliserer de 7 år, lejren eksisterede (Historiske Rejser: Hmmm, lejren synes jo at have eksisteret tættere på 8 år, juli 1937 til april 1945). Billedhuggerne bag disse steler var René Graetz, Waldemar Grzimek og Hans Kies. Hver stele har et citat på bagsiden udført af Johannes R. Becher. For enden af trappen befinder der sig gravtragte. Ved disse gravtragte lod SS kort før befrielsen 3000 fanger begrave. I gravtragtene har man skabt tre ringgrave som del af mindesmærket.

Ringgravene er forbundet med  Straße der Nationen og er flankeret af pyloner med navnene på 18 nationer, der havde indsatte i KZ Buchenwald. Pylonerne afsluttes med brandtørklæde. Symbolikken i  er, at de overlevende rejste en obelisk på appelpladsen 19.a pril 1945, hvor de graverede et brandtørklæde oven på obelisken.

En bred trappe med brosten fører til klokketårnet  Turm der Freiheit (Frihedstårnet). I det indre findes der en bronzeplade, hvorunder der befinder sig jord og aske fra andre koncentrationslejre. Klokken er lavet af Waldemar Grzimek. Tårnet er udsmykket med en krone af Fritz Kühn. Foran tårnet har Fritz Cremer lavet en figurgruppe, der symboliserer modstandskampen i lejren. Den blev støbt i Lauchhammer i bronze i 1957/58 og restaureret i 2002/05.

Mindesmærker og Erindringssteder

Ved siden af udstillingerne og mindesmærket med klokketårnet kan man finde en række af andre mindesmærker, mindesten og erindringssteder i den tidligere KZ-lejr.

Som tidligere omtalt blev der allerede ved den første mindeforsamling 19. april 1945 rejst en obelisk af de overlevende på appelpladsen, hvis krone var en symbolsk brændende skål af træ. I mindesmærket blev der ridset tegnene K.L.B samt tallet 51.000 og en krans. Obelisken skulle erindre om de lidelser, som fangerne havde gennemgået. Obelisken findes ikke længere.  I 1995 installerede kunstnerne Horst Hoheisel og Andreas Knitz DENKMAL AN EIN DENKMAL (da: Mindesmærke for et mindesmærke), en metalplade, hvor mere end 50 nationer er indgraveret. Pladen er hele året opvarmet med en temperatur højere end 37 °Celsius, en temperatur, der symboliser den menneskelige varme.

Det varme mindesmærke – der er opvarmet hele året. Det er mindepladen på appelpladsen af Horst Hoheisel og Andreas Knitz. Foto: Arnold Plesse

“At en senere slægt kunde vide det, og børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom”.

En del af den jernbanestrækning, som fangerne havde opført, blev gjort sigtbar i 2007 med „Gedenkweg Buchenwaldbahn”. Vejen begynder kort efter “Blodsvejen” og ender med perronen ved siden af det tidligere Gustloff-værk. Den er 3,3 kilometer lang.

De tre modstandskæmpere Dietrich Bonhoeffer, Friedrich von Rabenau og Ludwig Gehre blev holdt fanget i en arrestkælder i nærheden af stenbruddet fra starten af 1945, men selve henrettelsen af de tre foregik i koncentrationslejren Flossenburg. Siden 1999 har der været et mindesmærke over dem i de i dag frilagte kældre.

I området for den lille lejr Kleines Lager sponsorerede USA og forbundsregeringen i Tyskland et mindesmærke Denkmal Kleines Lager. Det opstod i årene 2001-02. Udkastet gik tilbage til et koncept af arkitekten Stephen Jacobs fra New York, og det blev i starten af 1945 transporteret fra Auschwitz til Buchenwald af hans far og bror.

Mindestenen erindrer om den jødiske speciallejr, der opstod på appelpladsen i årene 1938-39. Efter Rigskrystalnatten i november 1938 blev mere end 10.000 jøder bragt til Buchenwald og anbragt i den vestlige del af appelpladsen for derefter at blive mishandlet.

Fra november 1944 til marts 1945 ankom der talrige militærnægtere og desertører til koncentrationslejren. I den tidligere blok 45 er der en mindesten for disse. I samme blok findes der en mindesten for de såkaldte “Rosafarvede-Armbånds-fanger”, som var de homoseksuelle, hvoraf en tredjedel af de 650 indsatte ikke overlevede.

I 2002 indviede man en mindesten for ofrene fra Jehovas Vidner, der også var indsat i blok 45.

I blok 5 finder man en mindesten for de mere end 26.000 kvinder og piger, der arbejdede i den militærindustrien i eksternlejre, der hørte under Buchenwald. Mindesmærket blev indviet i 2003 med en tekst af den polske forfatterinde Danuta Brzoske-Medryk. Derudover er der et mindesmærke viet til SPD-politikeren Rudolf Breitscheid, som var indsat i speciallejren Fichtenhain og døde under et allieret luftangreb i august 1944.

Mindeplade for kommunisten Ernst Thälmann. Han blev en af de mest mindede personer i DDR generelt. Foto af wikipedia-brugeren Der Glindower

---

Mindetavlen for drabet på den kommunistiske leder Ernst Thälmann befinder sig på ydervæggen af det tidligere krematorium i gården. Det var på dette sted, at SS´ere skød Ernst Thälmann. Dette var den første mindetavle i lejren, den blev installeret af DDR i 1953.

Buchenwaldlied / Buchenwald-sangen

For at underholde SS var det pligt, at fangerne i koncentrationslejren skulle synge folke- eller marchsange. I Buchenwald blev sangen „Steht ein Dörflein mitten im Walde“ af Arno Holz en favorit blandt vagtpersonalet, og den blev afsunget under dagens appeller.

Lederen af varetægtslejren Arthur Rödl tvang i 1938 fangerne i lejren til at skrive en sang. De hurtigste til at skrive og komponere en sang var de østrigske fanger Fritz Löhner-Beda og Hermann Leopoldi. De skrev Buchenwaldlied (da: Buchenwald-sangen). Den bestod af 3 strofer. Rödl var tilfreds og tvang alle til at lære sangen. Den blev standardmæssigt afspillet ved appeller og andre lejligheder, så når arbejdskolonnerne vandrede til og fra deres tvangsarbejde, blev den afsunget. Hvis denne massesang af den ene eller anden grund ikke fungerede, ville Rödl eksplodere i et raserianfald og efterfølgende straffe massivt. Fangerne har fortalt, hvordan de fik organiseret det således, at de fanger, der stod tættest på Rödl, sang med dobbelt kraft, mens de, der stod længere væk, kun bevægede deres læber.

Fra og med 1942 var sangen ikke længere en del af det officielle program i lejren, da antallet af udenlandske fanger gjorde det sværere. Trods dette fortsatte flere fanger med at afsynge sangen, særligt fordi den sidste strofe lød: ” Denn einmal kommt der Tag: Dann sind wir frei!” (Engang kommer dagen: vi er frie!), hvilket gav vision om et liv i frihed.

I dag er sangen en fast bestanddel af mindesammenkomster.

Personer i Buchenwald

Fanger

Det vurderes, at der var 250.000 fanger indsat i Buchenwald i årene 1937-45. Deriblandt var også mange offentligt kendte personer såsom politikere, forfattere og gejstlige. Endvidere blev allierede soldater interneret i lejren efter deres tilfangetagelse. Det gjaldt blandt andre piloter, der havde fløjet bombetogter over Tyskland fra Canada, Storbritannien, USA, Australien og New Zealand. Nogle var blevet taget til fange straks, andre havde forsøgt at etablere kontakt til modstandsgrupperinger, men var ikke lykkedes i foretagendet. De blev behandlet som spioner, og derfor kunne man omgå Geneve-konventionerne.

Danske i Buchenwald

Mange af de danske politifolk, der blev arresteret 19. september 1944, kom i første omgang til KZ Neuengamme tæt ved Hamborg. 1. oktober blev langt de fleste overført til Buchenwald, hvor 62 døde, inden langt de fleste blev overført til krigsfangelejren Mühlberg i Brandenburg 18. december 1944.

Meget specielt blev mere end 300 norske studenter fra universitetet i Oslo fragtet til Buchenwald. De havde bedre vilkår end de øvrige fanger og blev massivt indoktrineret. Men da der udbrød epidemier, døde også flere af disse.

Lejrkommandanter

Den første lejrkommandant i perioden juli 1937 til november 1941 var SS-standartføreren Karl Otto Koch. Han blev afskediget,fordi han blev afsløret i sortbørshandel i stor stil og sendt til den polske by Lublin. Her blev han leder af udryddelseslejren KZ Majdanek, blev fundet skyldig i korruption og dømt til døden. Hans dødsdom blev eksekveret 5. april 1945 i KZ Buchenwald. Hans kone Ilse Koch blev af fangerne kendt som “Heksen fra Buchenwald”, da fangerne antog, at hun var sadist. Hun blev efter krigen idømt livsvarigt fængsel. Kochs efterfølger var SS-Oberführer Hermann Pister. Han ledede lejren fra december 1941 og frem til april 1945. Han effektiviserede lejren til en funktionel del af det militærindustrielle kompleks i Det Tredje Rige, bl.a. med våbenfabrikken Wilhelm Gustloff. Han blev dømt til døden ved Buchenwaldprocesserne, døde dog i fængslet, før dommen blev eksekveret.

Tal

Det vurderes, at der døde 56.000 mennesker i koncentrationslejren Buchenwald, herunder 15.000 sovjetiske borgere, 7.000 polakker, 6000 ungarere, 3000 franskmænd og dertil 5000 mennesker fra 26 forskellige nationer. Omkring 11.800 jøder mistede livet, dertil et højt antal af politisk forfulgte i særdeleshed socialdemokrater og kommunister, samt forfulgte Jehovas vidner, homoseksuelle og sigøjnere.

De officielle tal over mandlige indsatte i lejren viser følgende tal:

I 28 eksternlejre var der indsat cirka 27.000 kvinder, hvoraf 335 omkom. Omkring 8.000 ikke-registrerede sovjetiske krigsfanger blev skudt og omkring 1100 mennesker hængt i krematoriet. Endelig døde et højt antal fanger ved dødsmarcherne i slutfasen af krigen.

Digital Dødebog

9. april 2010 offentliggjorde KZ Buchenwald navnene på over 38.000 af de døde i lejren. Alle navnene på de offentliggjorte er godkendt af familie eller nære bekendte. Fortegnelsen indeholder statistik over døde og vurdering af talllene på ukendte ofre i årene 1937-45.

Film

Spillefilm

• Nackt unter Wölfen, 1963
• Überleben im Terror. Ernst Federns Geschichte. En Film af Wilhelm Rösing og Marita Barthel-Rösing, 1995
• Thomas Geve. Nichts als das Leben. En Film af Wilhelm Rösing med Thomas Geve og Josua Rösing, 1997
• Nackt unter Wölfen, 2015
  

  ---

Dokumentarfilm

• Und jeder hatte einen Namen. Dokumentarfilm, 1974
• KZ Buchenwald/Post Weimar. Dokumentarfilm af Margit Eschenbach. En Produktion af Chronos-Film på opfordring fra Stiftung Gedenkstätten Buchenwald og Mittelbau-Dora, 1999
• Briefe aus der Deportation. Dokumentarfilm af Pierre Dietz, 2012
• Buchenwald – Heldenmythos und Lagerwirklichkeit. Reportage 2015. Af André Meier. Redaktion: Katja Wildermuth (MDR). Produktion: Simone Baumann, Saxonia Entertainment.

Print siden her