Oder-Neisse grænsen

Oder-Neisse grænsen – i dag den tysk–polske grænse – løber langs floden Lausitzer Neisse fra den tysk-tjekkiske grænse, til den munder ud i Oder, som den følger det meste af det nordlige forløb. I den nordligste del af forløbet løber grænsen over landområder, mens den helt mod nord deler øen Usedom i to. Grænsen er 460,4 kilometer lang – hvoraf de 51.1 kilometer er landegrænse, mens de 389,8 kilometer er vandgrænse og endelig 19.5 kilometer havgrænse.

Allerede før de allieredes beslutning om, hvad der skulle ske med Polens grænsedragning i Potsdam-aftalen den 2. august 1945, havde Sovjetunionen overdraget de tyske områder øst for Oder og Lausitzer Neisse – med undtagelse af områderne ved Kønigsberg – til den polske administration. Regeringerne i Storbritannien og USA protesterede over beslutningen. I Potsdamaftalen stemte statsoverhovederne fra de tre allierede for, at den polske stat skulle forvalte disse områder og bestemte, at den endegyldige fastlæggelse af Polens vestgrænse først skulle ske ved en senere fredsregulering. Områderne skulle i den henseende ikke gælde som del af den sovjetiske besættelseszone efter denne regulering.

Herigennem skulle en fjerdedel af det tyske statsområde for grænserne fra 1937 sættes under foreløbig polsk og sovjetisk forvaltning. De facto blev disse områder adskilt fra Tyskland. På det tidspunkt var den tyske flugt og fordrivelse fra Østeuropa allerede begyndt. At Polen også opfattede, at fordrivelsen af tyskere skulle foregå i de områder, der blev stillet under polsk myndighed, var ikke noget, de vestallierede var enige i. I 1950 var 90% af den tyske befolkning i området fordrevet.

Vest for den nye grænse befandt der sig fra 1945 til 1949 den sovjetiske besættelseszone i Tyskland og 1949-90 DDR. Kort tid efter, at DDR blev grundlagt, lavede den ny stat en aftale med Polens regering Görlitz-Traktaten den 6. juli 1950, hvor Oder-Neisse-Grænsen blev anerkendt som den endelige tysk-polske grænse. I officielt sprogbrug nød den navnet “Oder-Neisse-Fredsgrænsen”, selvom Stettin og Swinoujscie lå vest for Oder og i stedet fulgte linjen fra sidearmen Swina. Forbundsrepublikken Tyskland anerkendte den 7. december 1970 i Warszawa-Traktaten, at Oder-Neisse-Linjen under forbehold, at en ændring i fredstid gjaldt som Folkerepublikken Polens vestgrænse.

Siden Genforeningen den 3 .Oktober 1990 er Oder-Neisse grænsen også anerkendt som det genforenede Tysklands østgrænse.

Tyskland, Polen og Sovjetunionen indtil 1945

Efter Anden Verdenskrig besluttedes det i Potsdam Aftalerne at Tyskland skulle afstå store landområder til Polen. Man regnede de områder der lå inden for det Tyske Riges grænser i 1937, det handlede om de områder øst for floderne Oder og Neisse hvilket betød dele af de preussiske provinser Pommern, Brandenburg, Nieder og Oberschlesien (dele af Schlesien), samt den østlige del af det saksiske landamt Zittau såvel som den sydlige del af Østpreussen.

Befolkningen i disse områder og i den Fri By Danzig der opstod i forbindelse med Versaillestraktaten i 1919, da var andelen af polsktalende i Oberschlesien (11%), Danzig (4%) og Østpreussen (2% – mest i Masurien) mens resten var tysktalende.

Efter Første Verdenskrig i 1918 havde det genopståede Polen gjort krav på hele Oberschlesien, Posen, Vestpreussen, Danzig samt det sydlige Østpreussen. Kravene blev begrundet med den polsktalende befolkningsandel, og at disse områder i forrige århundreder var opstået under polsk herredømme. I fredstraktaten blev det dog ikke fuldstændig gennemført, hvor der ved folkeafstemninger i Oberschlesien flere steder – Marienwerder og Allenstein – var flertal for at forblive på tysk jord. I den østlige del af Oberschlesien fastlagde man først den endelige grænse i 1922.

Kort før udbruddet på Anden Verdenskrig der blev de to diktatorer Adolf Hitler og Josef Stalin i en hemmelig tillægsprotokol enige om opdeling af en politisk-territorial interessesfære mellem det Tyske Tredje Rige og Sovjetunionen, hvilket de markerede med en demarkationslinje.

Denne Demarkationslinje orienterede sig overvejende mod Curzon-Linjen, der var blevet skabt af de vestallierede udfra etnografiske principper i 1919 (se grafisk nedenfor). At fastlægge Polens østlige grænse ud fra etnografiske principper var noget som den russiske ministerpræsident Ivan Goremykin var blevet enig med den polske politiker Roman Dmowski om allerede i 1915, hvor den østlige del af Polen var russisk. I den hemmelige tillægsprotokol der blev de områder som Polen erobrede øst for Curzon-Linjen i perioden 1919-21 – Øst-Galizien (1919), Volhynien (1921), det tidligere russisk-litauiske Guvernement Wilna (1920-22) – regnet for sovjetisk interessesfære. Områderne havde indtil de polske delinger 1772-95 været en del af det gamle Polen.

I december 1942 nævnte Wladyslaw Sikorski, Ministerpræsident for den polske eksilregering i London i et memorandum, at Oder var “den naturlige givne sikkerhedslinje” for Polen.

Allieret politik overfor Tyskland indtil Potsdam-Aftalerne

Hovedtemaet for de tre allierede på Teheran-Konferencen i vinteren 1943 var opdelingen af Tyskland. Stalin ville beholde områderne øst for Curzon-Linjen – der overvejende var beboet af Hviderussere og Ukrainere – og som Sovjetunionen havde afstået til Polen i Fredstraktaten i Riga i 1921 efter den Polsk-Sovjetiske Krig. Han stræbte efter et grænseforløb mellem Sovjetunionen og den Polske Republik der strakte sig til Bialystok-området og enkelte områder ved Floden San, som Sovjetunionen havde fået i Molotov-Ribbentrop-Pagten. Polen skulle derfor kompenseres mod vest ved at få overdraget en del af det Territorium som der Fredstraktaten ved Versailles efter Første Verdenskrig var blevet anerkendt som tysk. Stalin forlangte at floden Oder skulle være Polens vestgrænse og Curzon-Linjen skulle være østgrænse, hvilket kom til at betyde en forskydning af Polen mod vest.

På Jalta-Konferencen i Februar 1945 var temaet stadig den Tyske Deling og man tog flere forhåndsbeslutninger om dette. General de Gaulle havde i Moskva erklæret overfor Stalin at han ikke havde noget mod at den tyske østgrænse blev floderne Oder og Neisse. Winston Churchill havde i det Britiske Underhus – House of Commons – ytret sig: at det ville komme Polen til fordel, hvis det fik overdraget områder mod vest, der var rigere end de områder mod øst de skulle afstå. Den 15.december 1944 holdt han endvidere en tale, hvor han var fortaler for en “fuldstændig fordrivelse” af de tysktalende i de fremtidige polske vestområder. Storbritannien godkendte overfor den polske eksilregering at grænselinjen gik ved Oder og endda også gjaldt Stettin. Grænsespørgsmålet var dog stadig åbent om dets præcise forløb. Churchill og Roosevelt talte om Jalta og “Oder-grænsen”, Stalin talte om Oder og Neisse. Den polske Eksilregering frygtede at miste det østlige Polen, hvis de støttede Oder-Neisse-Grænsen og holdt fast i øst-grænsen fra Riga-Freden 1921. Mod vest forlangte Eksilregeringen Østpreussen, Danzig, Oberschlesien og en del af Pommern. I juli 1944 havde Stalin indsat en kommunistisk regering i Polen – den såkaldte Lublin-Komité – der forventeligt anerkendte Curzon-Linjen som østgrænse. I en hemmelig traktat med Lublin-Regeringen havde de sammen med Sovjetunionen fastlagt sig på Oder-Neisse som grænse og derudover skulle den nordligste del af grænsen omkring Stettin diskuteres. Den 28.August 1944 krævede Edvard Osóbka Morawski for første gang offentligt at Oder skulle være den polske vestgrænse. Den tjekkoslovakiske præsident i eksil Edvard Benes var også fortaler for en polsk forskydning mod vest på bekostning af Tyskland og til fordel for Sovjetunionen. På Jaltakonferencen blev der endeligt taget beslutning om at skubbe Polen mod vest på bekostning af de tyske områder uden dog at fastlægge de nøjagtige grænsedragninger. Tyskland skulle deles og Polen skulle skubbes mod vest.

Det er uklart, hvornår Stalin havde fastlagt, hvor Polens nye vestgrænse skulle forløbe og hvornår præcist at de vestlige allierede fik kendskab til hvor dens fremtidige forløb skulle være. I et arkiv i Moskva har man ved et tilfælde fundet at Stalin i sommeren 1944 på et kort har markeret Oder og Glatzer Neisse som vestgrænse.

Print siden her