Preussen

Prøjsen var et oprindeligt senmiddelalderligt land ved Østersøen beliggende mellem Pommern, Polen og Litauen. Fra og med 1701 blev navnet brugt om hele det hedengangne Brandenburg-Preussen og dennes statsvæsen, der  omfattede hele det nordlige Tyskland nord for Main-linjen (cirka nord for floden Main), og som eksisterede til og med afslutningen på 2. verdenskrig. På latin hedder staten Borussia.

Oprindeligt betegnede navnet Preussen kun kernedelen af Den Tyske Ordensstat i det daværende stamområde for Prusserne og de tidligere herskabsområder udenfor det Hellige Tysk-Romerske Rige. I 1701 tog Kurfyrsten af Brandenburg fra slægten Hohenzollern titlen Konge i Preussen, der byggede på titlen Hertug i Preussen, som de selvsamme kurfyrster havde haft siden 1614. Efter 1701 begyndte de brandenburgiske kurfyrsters territorium at blive kaldt prøjsisk. Dette blev legaliseret i 1772, da Frederik den Store ændrede titlen fra Konge i Preussen til Konge af Preussen.

I 1815 blev Preussen del af det Tyske Forbund og den egentlige motor i den Tyske Samling i 1871. I 1918 opstod Fristaten Preussen som en del af den tyske Weimar Republik. Den mistede sin autonomi i 1932, og i 1947 opløste det Allierede Kontrolråd Preussen, således at det i dag kun beskriver en historisk term. Hovedstad var for hertugdømmet og sidenhen i kongeriget delvis Kønigsberg, mens kongeriget og samlestaten havde hovedstad i Berlin.

Overblik over Preussens udvikling

Det oprindelige Historiske Landskab Preussen, der er opkaldt efter sin baltiske urbefolkning – Pruserne – svarer stort set til det senere opståede Østpreussen. Efter at den Tyske Ordensstat havde underlagt sig det prøjsiske land i 1234 – som følge af den pavelige bulle af samme år fra Rieti –  dannede det sammen med Pommerellen kerneområdet i Den Tyske Ordensstat. Denne blev delt i 1466 ved Den Anden Fred i Thorn: Her opdelte man Preussen i det Kongelige Preussen, der omsluttede Pommerellen og i Restordensstaten, som stod under polsk lenshøjhed. I 1525 blev området sækulariseret og befolkningen endvidere luthersk, og herved opstod Hertugdømmet Preussen, der i 1618 blev arvet af Kurfyrsterne af Brandenburg af slægten Hohenzollern. De regerede herefter deres landområder i en Personalunion.

I 1657 var Den Store Kurfyrste – Friedrich Wilhelm – i stand til at løse Preussen af sin polske lensafhængighed. Da det lå udenfor Det Hellige Tysk Romerske Riges rigsgrænser, var han hermed en suveræn hersker. Hans søn Kurfyrste Friedrich III. udnyttede det faktum, at Preussen lå udenfor riget, til at benytte navnet til at krone sig selv til konge Friedrich I. i Preussen. Det var dog Mark Brandenburg, som vedblev at være det centrale herskabsområde for slægten Hohenzollern. Kongeriget Preussens sejre i de Schlesiske Krige (1740-48, 1756-63) gjorde, at staten steg til den næststærkeste tyske stat og den femte blandt Europas stormagter. Derfor udnyttede Frederik den Store (1740-86) et kompromis i 1772 til at indlemme de polske dele af Preussen under sit herskerdømme, og dermed kunne han kalde sig Konge af Preussen og ikke længere kun Konge i Preussen.

Efter nederlag til Napoleons Frankrig tabte Preussen store dele af sine magtområder. Imidlertid gik der kun få år, før at de Stein-Hardenbergske Reformer og Preussens sejrrige deltagelse i befrielseskrigene besejrede Napoleon. Wienerkongressen 1814-15 gav Preussen betragtelige territoriale udvidelser særligt i det vestlige Tyskland.

I det nygrundlagte Tyske Forbund var det den mest betydningsfulde magt efter Østrig. Preussens sejr over Østrig i Den Tyske Krig i 1866 førte til opløsning af forbundet, og til at Østrig ikke længere orienterede sig mod Tyskland. I stedet dannede Preussen det Nordtyske Forbund nord for floden Main. I den Tysk-Franske Krig 1870/71 samlede man alle øvrige stater – med undtagelse af Luxembourg – og blev dermed den dominerende part i det nyanlagte Tyske Kejserrige i 1871. Kongerne af Preussen fik titel af Tysk Kejser.

Efter Monarkiet var brudt sammen som følge af Novemberrevolution i 1918, blev der i Weimar Republikken dannet Fristaten Preussen, som paradoksalt nok var et bolværk for demokrati i den svage Weimar Republik. I det såkaldte Preussenschlag opløste rigsregeringen i Berlin imidlertid fristatens regering i 1932. De preussiske ministre blev erstattet af rigskommissærer, og i forbindelse med den nationalsocialistiske udfasningspolitik blev det tidligere preussiske rige en del af riget. Den 25. februar 1947 besluttede de fire allierede sejrsmagter med Kontrolrådslov Nr. 46 at opløse Preussen som stat. Det bekræftede blot, hvad der de facto havde været realitet siden krigens ophør. Såvel DDR som Forbundsrepublikken videreførte preussiske traditioner. De områder, der indtil 1918 – hvor Preussen havde sin største udbredelse – ligger i dagens Tyskland samt 6 lande derudover: Belgien, Danmark, Polen, Rusland, Litauen og Tjekkiet.

Preussens Historie

Det senere Kongerige Preussen udviklede sig i det væsentlige i to landsdele, der begge blev regeret af fyrster fra Slægten Hohenzollern: det ene var Markgrevskabet Brandenburg – der hørte til blandt de 7 Kurfyrstendømmer der eksisterede i det Hellige Tysk Romerske Rige og den anden var Hertugdømmet Preussen, der kom af den Tyske Ordensstat.

Den Tyske Ordensstat og Hertugdømmet Preussen

De hedenske Pruseres stamområder havde flere gange været angrebet af polakker, der dog ikke havde været i stand til at erobre området. I 1209 bad den polske Hertug Konrad von Masowien den Tyske Orden om hjælp til at erobre området og var klar til at give erobrerne ret til landet. De planer blev virkeliggjort efter at Kejser Friedrich II. betroede området til Ordensmesteren Hermann von Salza i den Gyldne Bulle fra Rimini i 1226 som belønning for Hedningemissionen i Preussenland. Samtidig begyndte opbygningen af den Preussiske Ordensstat, der stod i nær tilknytning med det Hellige Tysk Romerske Rige men ikke var en del af det. Paven bekræftede Ordenens Ret over området i 1234.

Efter den voldsomme kristning af Pruserne og erobringen af deres landområde var færdig, kom Ordensridderne i en tiltagende legitimationskrise. Dertil kom konflikter med nabolandene Polen og Lithauen. I Slaget ved Tannenberg led Ordensridderne endegyldigt nederlag mod Polen-Lithauen. I 1466 i den Anden Fred i Thorn måtte Ordensstaten afstå den vestlige del af deres landområde og i den resterende del af området anerkende polsk lenshøjhed. Vestpreussen og Ermland stod efterfølgende direkte under den polske Krone.

Ordensstatens tiloversblevne områder omfattede det senere Østpreussen uden Ermland. Højmesteren for den Tyske Ordensstat: Albrecht von Brandenburg-Ansbach førte derefter krig mod Polen, særligt det kongelige Polen med Ermland. Da den ønskede støtte fra Riget udeblev ændrede han imidlertid politik: Efter råd fra Martin Luther omdannede han Ordensstaten til et verdsligt Arvehertugdømme under slægten Hohenzollern og indførte Reformationen den 8.april 1525 og gjorde hele Hertugdømmet Preussen til len under den polske konge Sigismund I. i Krakow. Hertug såvel som hans undersåtter blev herefter evangeliske.

Da Pave og Kejser hverken anerkendte den Anden Fred i Thorn eller sækulariseringen af Ordensstaten, da repræsenterede Højmesteren af den Tyske Orden formelt set stadig de preussiske områder på Rigsdagene.

Mark Brandenburg og Hohenzollern

Preussens egentlige vugge var Hohenzollernes kurfyrstendømme Mark Brandenburg. Det var blevet grundlagt af Askanierfyrsten Albrecht I. “Der Bär” i 1157, der i årene derefter endegyldigt erobrede det område, der indtil da havde været bosat af Slavere. Albrecht opfattede området som sin ejendom og betegnede sig efterfølgende som Markgreve i Brandenburg. Efter at den sidste Askanier Waldemar døde i 1320 overgik landet til slægten Wittelsbach og fra 1373 til slægten Luxembourg.

At Brandenburg endeligt tilfaldt det indtil da forholdsvis ubetydelige Hus Hohenzollern havde sin årsag i det omstridte kongevalg i 1410. Efter at Kong Ruprecht af Wittelsbach var død i 1410 stillede både Sigismund af Luxembourg og hans fætter Jobst af Mæhren op til valg. De begge påkaldte sig Titel og Kurfyrsten af Brandenburgs stemme. Sigismund sendte hans svoger – Borggreven af Nürnberg Friedrich VI. af Nürnberg – som sin repræsentant i Kurkollegiet for at få den Brandenburgiske stemme. Dermed blev Sigismund kåret til ny Kejser med stemmerne 4:3 overfor hans fætter. Den 1.oktober 1410 erklærede de øvrige kurfyrster Jobst krav på Brandenburg for ugyldigt, således at han kun kunne få titel af Tysk-Romersk Konge – og ikke Kejser. Den 18.januar 1411 døde Jobst imidlertid af ukendte årsager. Kronen gik nu endegyldigt til Sigismund. Som tak for Friedrich VI. af Hohenzollerns tjeneste gav Sigismund ham i 1415 Brandenburg i arv og udråbte ham som Kurfyrste af Brandenburg. I 1417 gav han ham formelt Kurværdigheden og Rigsærkeamtet. Den rige Friedrich gav sin svoger tilsagn om at betale hans krigseventyr i Ungarn.

Friedrich stammede fra den frankiske linje af Hohenzollern og havde siden 1397 været Borggreve i Nürnberg. I årene efter 1411 sikrede han sig efter mange års kamp mod Markens Adel en forrangsstilling i Brandenburg. Han tog titlen Friedrich I. von Brandenburg og forenede titlerne Kurfyrste af Brandenburg, Markgreve af Brandenburg-Ansbach og Markgreve af Brandenburg-Kulmbach. Han grundlagde dermed den Brandenburgiske linje af Hohenzollern, der senere skulle levere alle Preussens konger og fra 1871 til 1918 de tyske kejsere.

Brandenburg-Preussen (1618-1701)

I år 1618 uddøde den hertugelige preussiske linje af huset Hohenzollern på den mandlige side. Deres arvinger – markgreverne og Kurfyrsterne af Brandenburg – regerede herefter over begge landområder i en Personalunion. De var dermed lenspligtige for såvel den tysk-romerske Kejser samt kongerne af Polen. Betegnelsen Brandenburg-Preussen blev ikke brugt i samtiden, men er en betegnelse som historievidenskaben har valgt at bruge om overgangstiden mellem 1618 og frem til grundlæggelsen af Kongeriget Preussen i 1701 for Hohenzollernes herskabsområde.

Trediveårskrigen 1618-48

Trediveårskrigen – der startede som en religionskrig – og som udviklede sig til en krig der blev ført med hidtil uhørt brutalitet. Få år før dens udbrud i 1618 havde Brandenburg sikret sig flere områder i det vestlige Tyskland såsom Hertugdømmet Kleve, Grevskaberne Mark og Ravensberg alt sammen som konsekvens af en den Julïch-Kleviske Arvefølgestrid. Indtil 1625 forblev Brandenburg uberørt af krigen. I 1625 brød den anden fase af Trediveårskrigen ud – som vi danskere kalder den danske fase og som man på tysk kalder den dansk-nedersaksiske Krig. Her førte Danmark an i et forbund af protestantiske stater der yderligere omfattede en lang række mindre nordtyske stater samt England og Generalstaterne (Holland) der skulle stå op imod Kejseren og den Katolske Liga.

Tidligt led den danske hær med protestanter nederlag ved Dessau 25.april 1626, hvorpå at kejserlige tropper trængte ind i Mark Brandenburg. Fra en dansk vinkel er det givetvis interessant at vi først i August samme år led vores forsmædelige nederlag ved Lutter am Barenberge. Den brandenburgiske kurfyrst Georg Wilhelm rådede ikke over nogen særlig styrke og trak sig selv tilbage til Hertugdømmet Preussen, hvor han i 1627 nødtvungent – som protestant – så sig nødsaget til at slutte forbund med kejseren. Brandenburg levede op til deres forbundspligt primært ved at tillade kejserens tropper at marchere igennem landet og som tilbagetrække.

Den 6.juli 1630 landede den svenske konge Gustav Adolf med 13.000 mand på Usedom ved Østersøen. Dermed startede et nyt afsnit af Trediveårskrigen. Da Gustav Adolf i foråret 1631 drog ind i Brandenburg, da så kongens svigerfar – Kurfyrsten – sig nødsaget til at slutte forbund med Sverige. Den svenske tilstedeværelse og dominans i krigen varede indtil Slaget ved Nördlingen 6.september 1634, hvor Sverige led et knusende nederlag og den protestantiske alliance brød sammen. Brandenburg indgik på ny forbund med kejseren. Kurfyrstendømmet blev fra da af besat gentagne gange af modstandere såvel som allierede. Kurfyrsten trak sig tilbage til østpreussiske Kønigsberg, hvor han døde 1.december 1640.

Den ny kurfyrste blev hans søn Friedrich Wilhelm. Hans primære mål blev at skabe fred. Han søgte soning med Sverige og 24.juli 1641 lykkedes det ham efter forhandlinger med Axel Oxenstierna at sikre to års fred, der blev fulgt op af en ny traktat af 28.maj 1643, hvor svenskerne tilbagegav administrationen i Brandenburg til Kurfyrsten igen. Imidlertid måtte man finde sig i at Sverige vedblev med at besætte Brandenburg frem til den Westfalske fred i 1648. En fred der iøvrigt noget uventet forgyldte Brandenburg, idet at man fik tilskikket områderne Bagpommern, Højbispedømmet Halberstadt og Fyrstendømmet Minden samt højhed over Ærkebispedømmet Magdeburg, der i 1680 blev integreret i Brandenburg. Man udvidede sine områder med mere end 20.000 kvadratkilometer.

Konsolidering og Reformpolitik under den Store Kurfyrste

Brandenburg var en af tyske territorier der var hårdest ramt af Trediveårskrigens massive ødelæggelser. Større landområder var hærget og affolket. Kurfyrsten Friedrich Wilhelm – der siden skulle få tilnavnet Den Store Kurfyrste – begyndte en politik der skulle sikre landet bedre at kunne undgå den ødelæggelse i fremadrettet. I praksis betød det en forsigtig balancepolitik mellem de omkringliggende stormagter såvel som opbygning af en slagkraftig hær og en mere moderne og effektiv forvaltning. Hans opbygning af en stående Hær gjorde at de europæiske stormagter begyndte at se Brandenburg som en attraktiv allieret. Det muliggjorde at Kurfyrsten kunne modtage subsidier fra flere forskellige magter for at have hæren stående klar. Han fik opbygget en Kurbrandenburgisk Marine og i årene der fulgte gik han endda ind i koloniprojekter i det vestlige Afrika og Vestindien. I 1683 grundlagde han fæstningen Gross Friedrichsburg – i det nuværende Ghana – hvor Brandenburg tog del af den internationale slavehandel via Brandenburgs-Afrikanske Kompagni.

Indenrigs gennemførte Friedrich Wilhelm en lang række erhvervsreformer samt bosættelsespolitik, der var med til at udvikle svagt befolkede områder til at blive bedre integreret i økonomien. Det mest kendte initiativ var Ediktet fra Potsdam i 1685, hvor det var hans svar på Ludwig 14. af Frankrigs “Edikt Fontainebleau” hvor franske Huguenotter/protestanter blev forvist deres moderland, men blev budt velkommen til Brandenburg-Preussen. På samme tid tog han magten fra stænderne hvilket var til fordel for en enevældig centralforvaltning. Det var grundlaget for det prøjsiske bureaukrati, der siden det 18.århundrede har haft ry og rygte af at være særlig effektivt og tro mod staten. 

Potsdam Ediktet fra 1685 indbød de franske protestanter til Brandenburg, hvor de fik gratis jord, næringsfrihed, skattefrihed og religionsfrihed. Omkring år 1700 var en femtedel af Brandenburgs befolkning fransk. Huguenotternes ankomst var en kæmpe succes for Brandenburg – da man fik trofaste, dygtige og hårdtarbejdende folk til områder der blev opfattet som utiltrækkende. Billede fra wikipedia

Det lykkedes kurfyrsten at løsne Hertugdømmet Preussen for dets polske overherredømme i Traktaten ved Wehlau i 1657. Hertugdømmets suverænitet blev fastslået ved Freden i Oliwa i 1660. Det var en afgørende forudsætning for hans søns fremtidige ophøjelse af deres landområder til et kongerige. Efter flere afgørende militære sejre i den Svensk-Brandenborgske Krig 1674-79 kunne han udbygge hans lands magtposition trods manglende landudvidelser. Det lykkedes den Store Kurfyrste i hans regeringsår (1640-88) at bringe det hidtil ubetydelige Brandenburg til at være det næststørste territorium i det Hellige Tysk Romerske Rige – kun overgået af Østrig. Det var en anden vigtig grundsten for det fremtidige kongerige.

Slaget ved Fehrbellin 1675 – Den Store Kurfyrstes mest berømmelige militære sejr over svenskerne. Malet af Dismar Degen cirka 1740. Ejet af Stiftung Preussische Schlösser und Gärten.

Den Store Kurfyrste havde i sin ungdom tilbragt flere år i Holland hvorfra også hans gemalinde Luise Henriette kom. Det gjorde at forholdet til det Nederlandske forblev tæt og der kom en lang række af nederlandske lærde til Brandenburg, særligt fra Universitetet i Leiden. De spillede en stor rolle i moderniseringen af den Brandenburg-Preussiske stat; Justus Lipsius fra Universitetet i Leiden bragte såvel calvinistisk og neo-stoicisme ind i administrationen i form af værdier som aktiv arbejdsindsats, hård pligtfølelse og indre disciplin. En anden væsentlig teologisk tænker fra Leiden var Samuel Pufendorf.

Print siden her