Frederik den Store af Preussen

Friedrich II. eller Friedrich der Grosse (på dansk Frederik den Store) var fra 1740 konge i Preussen og fra 1772 konge af Preussen (da Vestpreussen blev indlemmet) og fra 1740 kurfyrste af Brandenburg. Han stammede fra Dynastiet Hohenzollern og blev født 24. januar 1712 i Berlin og døde 17. august 1786 i Potsdam. I folkemunde blev han kaldt “Der Alte Fritz“.

Krigene, han førte mod Østrig – kaldt de Slesiske Krige – om overherredømmet over de vigtige områder Schlesien, medførte den tyske dualisme. Efter afslutningen på den sidste af disse krige, Syvårskrigen fra 1756-63, medregnes Preussen til Europas fem stormagter i det europæiske Pentarki, de øvrige var Frankrig, Storbritannien, Østrig og Rusland.

Frederik er en af de mest betydningsfulde repræsentanter for “oplyst enevælde”. Han betegnede sig selv som “Erster Diener des Staates” – statens førstetjener. Han gennemførte dybdegående samfundsmæssige reformer, der bl.a. betød afskaffelsen af tortur og en kraftig udbyggelse af uddannelsessystemet.

Frederik den Store i 1781 på et maleri af Anton Graff og hænger på slottet Sans, Souci.

Frederiks liv før han blev konge: De tidlige år 1712-28

Frederik blev født på Berlins Byslot og var den ældste overlevende søn af i alt 14 børn af kong Friedrich Wilhelm I. og dennes kone Sophie Dorothea von Hannover. Han blev døbt med navnet Friedrich 31.januar 1712. Indtil han var 6 år gammel levede han i fællesskab med sin ældre søster Wilhelmine under opdragelse af den udelukkende fransktalende Marthe de Rocoulle, der var huguenot født i Frankrig. Det gjorde, at Frederik forblev fortrolig med det franske sprog livet igennem og i øvrigt også vedblev at have et nært forhold til sin søster.

Frederik blev opdraget strengt og i øvrigt tæt med sin søster Wilhelmine. Maleriet er fra 1715 af Antoine Pesne. Del af samlingen der ejes af Stiftung Preussische Schlösser und Gärten. 

Frederik modtog en ualmindelig streng, autoritær og religiøst præget opdragelse, der fulgte nøje lagte planer fra hans fader Kong Friedrich Wilhelm I., som også blev kendt under navnet Soldaterkongen. Det var beskrevet at “morgenmad skulle indtages på 7 minutter“, at fritiden først indfandt sig efter klokken 17.00, hvor Frederik kunne “gøre hvad han ville, hvis det ikke stred imod Gud“. I 1716 fik Frederik opdrageren Jacques Égide Duhan de Jandun, der var huguenot – fransk trosflygtning – og som havde imponeret Soldaterkongen under Stralsunds belejring i 1715 grundet sin store tapperhed, og som underviste Frederik indtil 1727. Duhan og Friedrich udviklede et nært forhold, hvor det lykkedes Duhan at udvide den strengt lagte plan til også at omfatte latin og litteratur. Endvidere var han behjælpelig med også at anskaffe det hjemlige bibliotek til tronfølgeren.

Frederik den Stores guvernante som også havde været hans faders opdrager. Madame Martha de Rocoulle på et maleri af Antoine Pesne (1735) ejet af Stiftung Preussische Schlösser und Gärten

Konflikt med faderen 1728-33

I 1728 påbegyndte Frederik fløjteundervisning i hjemmet med Johann Joachim Quantz, hvormed  konflikten mellem den tyrannisk anlagte og udelukkende militært og økonomisk fikserede fader og dennes kronprins spidsede til. Brutal korporlig afstraffelse såvel som mentale straffe var hverdagskost i kongefamilien i Soldaterkongens regeringstid. Den unge Frederik var med til at sætte dette forhold på spidsen med sit anstrengte forhold til faderen.

I 1729 sluttede Frederik et nært venskab med den 8 år ældre løjtnant Hans Hermann von Katte, der var såvel musisk anlagt samt særdeles dannet. Katte og Frederik blev nære venner og fortrolige, og Frederik beundrede Katte for hans vid. Begge interesserede sig for fløjtespil og digterkunst. I foråret 1730, da de deltog i en af August den Stærkes store parader – Lustlager von Zeithain –  foreslog Frederik sin gode ven  at flygte til Frankrig for at undgå faderens konstante opdragelsesvold.

Natten mellem 4. og 5. august 1730 forsøgte Frederik uden held at flygte sammen med sin følgesvend Peter Karl Christoph von Keith over Steinsfurt i Baden-Württemberg og videre fra Frankrig til England. Katte var blevet arresteret med et afslørende brev, hvor han blev opdaget som medvidende og dermed fængslet. Frederik blev fanget i Steinsfurt og overført til fæstningen i Küstrin, hvor han blev sat i arrest.

---

En af Frederiks mange ansøgninger om nåde til sin fader Friedrich Wilhelm under sin fængsling. Denne er fra 1731 og stammer fra Geheimes Staatsarchiv Preussischer-Kulturbesitz.

---

Katte blev stillet foran en preussisk krigsret og dømt til livsvarigt fængsel for desertering. Soldaterkongen lod retten meddele, at man måtte fælde en ny dom, hvor kongen umisforståeligt gjorde det klart for dommeren, at Katte skulle idømmes dødsstraf. Det endte med, at kongen tabte tålmodigheden og lod det, der hed en allerhøjeste kabinetsordre gå igennem, hvor Katte blev dødsdømt. På kongens ordre skulle dødsdommen eksekveres, således at Frederik fra sin celle kunne overvære eksekveringen ud igennem gitterstavene. Frederik blev tvunget til at se sin ven blive halshugget. Flere andre i Frederiks omgangskreds blev fængslet og dømt, eksempelvis rektorens datter fra Potsdam, Dorothea Ritter, en musikalsk veninde til Frederik samt løjtnanten Johann Ludwig von Ingersleben, der havde truffet Frederik i selskab med Dorothea. Hun blev pisket seks gange offentligt og sluttelig indespærret i Spandau Spinnhaus, Ingersleben fik 6 måneders fængsel.

Henrettelsen af Hans Hermann Katte foran vinduet, hvor Frederik skulle overvære halshugningen. Kobberstik udført i 1730 af Abraham Wolfgang Küfner.

Kongen ville indledningsvis også have henrettet Frederik, da han betragtede dennes flugtforsøg som højforræderi. Imidlertid endte han med at skåne ham blandt andet på grund af, at flere tog ham i forsvar eksempelvis Leopold von Anhalt-Dessau og andre af udenrigspolitiske grunde. Dette gjaldt kejser Karl VI. og den berømte prins Eugen, som begge skriftligt anmodede om at skåne kronprinsen. Han blev herefter dømt til forvaring i fæstningen i Küstrin.

Tidsbegrænset fik han endda inddraget sin prinsetitel. Efter arrestationen tjente han fra og med 1731 i Krigs- og Domænekammeret i Küstrin. I november 1731 blev han igen optaget i hæren, og i 1732 blev han leder af det tidligere Regiment zu Fuss von der Goltz (1806: Nr. 15), der var stationeret i det daværende Ruppin. Han lærte dermed Hær- og Civilforvaltningen at kende ved selvsyn. Da Frederik i 1732 havde accepteret at indgå ægteskab med Elisabeth Christine von Braunschweig-Bevern – en datter af hertug Ferdinand Albrecht II. von Braunschweig – var konflikten med faderen bilagt udadtil, og Frederik var igen kronprins. Ægteskabet blev aldrig lykkeligt, og de levede separat.

Årene i Ruppin 1733-36

Frederik og Elisabeth Christine giftede sig 12. juni 1733 på Schloss Salzdahlum (mellem Braunschweig og Wolfenbüttel). Der var ballet, en pastoral (en form for teater ved hoffet), hvor kronprinsen havde hovedrollen og spillede på tværfløjte samt operaer af Carl Heinrich Graun og Georg Friedrich Händel. Ægteskabet forblev uden børn. Nogle forskere mener, at det skyldes,at Frederik havde en kønssygdom, som han havde pådraget sig kort før ægteskabet blev indgået under besøg ved August den Stærkes hof og dermed ikke var i stand til at gennemføre kønsakten. Andre videnskaber pegede på, at Frederik – som sin bror Heinrich – var homoseksuel.

Årene i Rheinsberg 1736-40

Frederik fik tilladelse af sin fader til at bosætte sig med sin kone i Rheinsberg, hvor de residerede på Rheinsberg Slot. Han boede her de næste fire år indtil hans faders død i 1740 og førte her et form for hof. I denne tid viede han sig til studiet af filosofi, historie og poesi i en selvvalgt kreds af – fortrinsvis ældre – skønånder og kunstnere, der opholdt sig i Rheinsberg, og som korresponderede med ham såsom: Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff, Charles Étienne Jordan, Heinrich August de la Motte Fouque, Ulrich Friedrich von Suhm og Egmont von Chasôt.

Rheinsberg i 1737 var en stor magnet for tidens store skønånder, da Frederik tog bolig her som kronprins og ventede på at kunne tage over, når faderen døde. Maleri udført af Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff, der skulle blive en af Frederiks vigtigste arkitekter. Det er en del af Stiftung Preussische Schlösser und Gärten og hang tidligere på byslottet i Potsdam.

I 1738 komponerede Frederik sin første symfoni. Året efter – i 1739 – skrev han skriftet Antimachiavel, der var et dydskatalog over den ideelle monark og dette på et tidspunkt, hvor Frederik allerede korresponderede om de fremmeste oplysningstanker med Francois Voltaire. Sidenhen skrev han yderligere vigtige politiske skrifter som Politisches Testament i 1752 og Regierungsformen und Herrscherpflichten i 1777, i hvilke han fremførte sin forståelse af oplyst enevælde.

I årene i Rheinsberg plejede Frederik en høflig og imødekommende omgang med sin kone, mens han efter tronbestigelsen besluttede sig for at udelukke Elisabeth Christine fra sit nærvær, hvilket han også allerede havde meddelt før deres bryllup. Mens Frederik trak sig tilbage fra hoflivet på Charlottenburg Slot, skaffede han hende en lejlighed på Berlins Byslot og lod hende opholde sig om sommeren på Schloss Schönhausen.

Frederik II. som onge. De første år 1740-45. Første reformer 1740.

31. maj 1740 besteg Frederik II. den preussiske trone efter sin faders død. Et af de første tiltag, som Frederik foretog, var at afskaffe brugen af tortur i rød tråd med sin oplysningsånd. Igennem længere tid havde tortur været afvist i såvel den tyske som den europæiske offentlighed som barbari, og lærde, som Frederik beundrede, såsom Christian Thomasius, havde talt aktivt for dens afskaffelse. Frederik anså tortur som et grusomt og upræcist middel til erkendelse af sandheden, og han var sit liv igennem af den opfattelse: “hellere lade tyve skyldige gå fri end at dømme en uskyldig”. På trods af modstand fra sin justitsminister Cocceji og andre rådgivere underskrev Frederik 3. juni 1740 et edikt ved at “afskaffe tortur ved forhør, undtaget landsforræderi og majestætsligt angreb, samt i tilfælde, hvor mange mennesker er under livstrussel”. Frederik slog fast, at en dom ikke kunne hvile på tortur, når der “forelå soleklare indicier og beviser”. I 1740 blev torturen afskaffet ved et edikt, som i 1754 blev endegyldigt ophøjet til lovtekst. I mellemtiden var der kun et kendt eksempel på, at torturen var taget i brug.

Den i Preussen – ikke uegennyttige praksis – at udvise tolerance og åbenhed overfor indvandrere og religiøse mindretal såsom huguenotter og katolikker var ingen reform, men noget, der allerede havde været praktiskeret længe før Frederiks magtovertagelse. Dennes udtalelse af 22. juni 1740 “Jeder soll nach seiner Facon selig werden” (enhver skal finde frelse på egen vis) opsummerede denne praksis i en let forståelig form. Frederiks interesse var som nævnt også egennyttig ganske som hos hans forgængere, da både katolikker og huguenotter var med til at stimulere økonomien. Dette så man også i forhold til graden af diskrimination overfor jøder, hvilket blev opsummeret i Revidiertes General-Privileg 1750, hvor jøder blev inddelt i 6 varianter, hvor de velhavende i øverste kategori stort set nød de samme grader af frihed som den resterende befolkning, mens de fattige i den nederste del havde stærkt begrænsede rettigheder.

Frederik var særdeles beslutsom overfor nye typer af industri. I 1742 besluttede han med et edikt, at der skulle plantes morbærtræer til silkesommerfugle, hvilket ville gøre Preussen uafhængig af udenlandsk silkeleverance.

Da han blev indsat i embedet som konge, gav han professor Formey til opgave at grundlægge en fransk avis i Berlin med henblik på diskussion af politik og litteratur. Minister Heinrich von Podewils fik befaling på at ophæve censuren for den apolitiske del af avisen. Politiske ytringer var som hidtil underlagt censur. Preussen blev dermed det første enevældige monarki i Europa, som indførte en – i det mindste begrænset – pressefrihed. Derudover var det muligt i Preussen for alle borgere at henvende sig til Friedrich II., enten pr. brev eller i nogle tilfælde sågar personligt. Han forsøgte at forhindre, at feudalsystemet vandt for meget frem. I den sammenhæng var han særlig mistroisk overfor sine egne ansatte, der i tvivlstilfælde praktiserede socialt snobberi og stillede de fattigste ringest.

En lang række citater fra Frederiks kløgtige pen. Scan fra bogen Potsdamer Schlösser in Geschichte und Kunst

De første Schlesiske krige

Seks måneder efter, at Frederik besteg tronen i 1740, påbegyndte han den 1. schlesiske krig. Frederiks anledning til et angreb på Schlesien var den habsburgiske kejser Karl VI.´s overraskende tidlige død. Han havde ikke efterladt sig nogen mandlig arving. Til hans ældste datter Maria Theresia havde man allerede i Karls levetid lavet en anordning, således at hun kunne overtage tronen. Det blev kaldt den Pragmatiske Sanktion. Preussens interesse var dog udelukkende Schlesien, der med sine naturrigdomme var et vigtigt område at besidde. Men den usikre østrigske arvesituation og Preussens sejr i krigens første slag ved Mollwitz fik såvel Sachsen, Bayern som Frankrig til at angribe Østrig for at gøre krav på den tysk-romerske kejsertitel. I Preussen kaldes krigene de schlesiske krige, mens den i Europa ofte benævnes Den østrigske Arvefølgekrig. Frederik havde netop kun et begrænset krigsmål, så da han i separatfreden i Breslau i 1742 fik sikkerhed for, at Schlesien var preussisk “suveræn besiddelse”, meldte han sig ud af den antipragmatiske koalition og af krigen.

I det efterfølgende krigsår skiftede mange militære forhold: Habsburgerne mistede endda kortvarigt kejsertronen til Karl Albrecht von Bayern, men det lykkedes kort efter Maria Theresias tropper med engelsk hjælp at tilbageerobre den og endda gå i offensiven. I denne situation begyndte Frederik at frygte for sine nyerhvervelser i Schlesien og gik igen ind i krigen i 1744 i et forbund med Østrigs modstandere. Han havde behov for den beskyttelse, som den Wittelsbach-Bayerske kejser kunne sikre, og marcherede derpå ind i Bøhmen, hvormed han åbnede den 2. schlesiske krig ved igen at bryde fredstraktaten. Frederik fik et ry som en højest upålidelig forbundsfælle. Det preussiske angreb på Bøhmen mislykkedes, og Frederik og hans tropper trak sig tilbage til Schlesien. De østrigske tropper fulgte efter, men tabte en række afgørende slag, hvorefter Frederik slutteligt kunne underskrive freden i Dresden, hvilket var en fornyet garanti for hans schlesiske erobringer.

Den forholdsvis nyetablerede tyske avisverden berettede særdeles partisk om krigen. Til de mest preussenfjendtlige aviser hørte Gazette de Gotha og Gazette d´Erlangen, der begge yndede at berette om Frederiks personlige fejltagelser. Den 16. april 1746 jamrede han i et brev til sin søster Wilhelmine om “den uforskammede lømmel til en avismager fra Erlangen, som to gange ugentlig bagtalte ham” og bad hende om at bruge hendes stilling som markgrevinde af Bayreuth til at sætte en stopper for dette. Hun slap for at bruge sin stilling til dette, da udgiveren flyttede til den frie rigsstad Nürnberg. En anden kritiker Jean Ignace Roderique viede han endda et smædedigt.

Syvårskrigen 1756-63: Udgangspunkt

I slutningen af august 1756 marcherede Frederik uden krigserklæring med sine tropper ind i kurfyrste- dømmet Sachsen, hvilket blev startskuddet på Syvårskrigen. Siden de schlesiske krige i 1740´erne havde den østrigske kansler grev Kaunitz været i stand til at sikre fransk støtte, mens omvendt englænderne nu støttede Preussen. Et koordineret angreb fra alle Preussens direkte naboer: stormagterne Østrig, Frankrig og Rusland truede nu Preussen i løbet af få måneder.

Det var på denne tid, at hans strategiske egenskaber sikrede ham tilnavnet “Der Grosse” (den Store). Han sejrede i følgende slag: Lobositz 1756 (Lovosice), Prag 1757, Rossbach 1757, Leuthen 1757, Zorndorf 1758, Liegnitz 1760, Torgau 1760 og Burkersdorf 1762. Undervejs oplevede han nederlag 3 gange: Kolin 1757, Hochkirch 1758 og Kunersdorf 1759. I løbet af krigen havde han kun en succesrig belejring – ved Schweidnitz 1762 – men tre fejlslagne Prag 1757, Olmütz 1758  og Dresden 1760. Med nederlaget ved Kolin i 1757 mistede Frederik følelsen af sejrssikkerhed, men hans modstandere opfattede ham stadig som hurtig, uberegnelig og meget svær at besejre.

Nederlaget ødelagde også Frederiks forhåbninger om at gennemføre et kort, ukompliceret felttog og afslutte krigen hurtigt. Fra det tidspunkt var der tale om en langvarig våbenkamp. Humøret blev ikke bedre af, at han 10 dage efter slaget erfarede, at hans elskede moder Sophie Dorothea var død i Berlin.

På randen af nederlag 1758-60

Krigen trak i langdrag, hvilket drænede de preussiske statsfinanser håbløst, således at man med de forhåndenværende midler ikke var i stand til at finansiere krigen længere. Som forpagtere af samtlige møntprægningssteder tilbød Veitel Heine Ephraim og Daniel Itzig at komme den trængte konge til hjælp ved i al hemmelighed at sænke sølvindholdet i møntsorterne Groschen og Daler. Disse blev sidenhen kaldt Ephraimitter. Kongen sikrede dem begge straffrihed og lod alle de dokumenter ødelægge, der kunne afsløre regeringens delagtighed for det systematiske falskmøntneri.

Efter det katastrofale udfald af slaget ved Kunersdorf i august 1759 trak Frederik sig for en tid tilbage fra den øverste befaling af hæren. Om aftenen efter slaget overdrog han posten som øverstbefalende til sin bror prins Heinrich og skrev følgende til statsminister Grev von Finckenstein i Berlin:

Klokken 11 denne morgen angreb jeg fjenden. Vi trængte den tilbage til jødekirkegården ved Frankfurt (an der Oder). Alle mine tropper kæmpede fantastisk tappert, men denne kirkegård kostede os uhyrlige tab. Vores folk faldt over hinanden, og blev tre gange rangeret på ny, men mod slutningen var jeg selv så medtaget, at jeg kunne været blevet taget til fange, så jeg rømmede slagmarken. Mit tøj er gennemhullet af kugleregn. To heste blev skudt op ad mit liv, mit uheld er, at jeg stadig er i live. Vores nederlag er enormt. Ud af en hær på 48.000 mand har jeg ikke engang 3.000 tilbage. Idet jeg skriver dette, flygter alle, og jeg er ikke længere herre over mit folk. I Berlin bør man tænke på sin sikkerhed. Det er et grusomt tilbageslag, som jeg ikke vil overleve; følgerne af slaget vil blive værre end slaget i sig selv. Jeg har ikke flere reserver, og for ikke at lyve tror jeg, at alt er tabt. Jeg vil ikke overleve mit fædrelands undergang. Adieu for altid! Friedrich

– Politische Correspondenz, Bind 18, s. 481 (oversat til dansk)

Efter det totale nederlag ved Kunersdorf stod Preussen som sagt foran det totale nederlag. Frederik var dybt påvirket af situationen, og det er blevet påpeget, at han overvejede at tage sit eget liv. Men da det så mørkest ud, skete der en uventet drejning på slagmarken: I stedet for at marchere ind i Berlin rykkede østrigerne og russerne i to uger i træk østpå. Frederik var foreløbig reddet og talte om Miraklet for Hohenzollerne. Prins Heinrich skrev til ham 5. september fra militærlejren Waldow ved floden Oder.

Jeg skrev til dig og forkynder dig og Miraklet for Huset Brandenburg: Vores fjender har krydset Oder, mens de kun havde haft behov for et afgørende slag mere for at ende krigen, er de draget fra Müllrose til Lieberose

Krigens afgørende vending: Rusland træder ud af krigen

Krigens endegyldige vending kom den 5. januar 1762, da den russiske tsarina Elisabeth døde. Hendes efterfølger Peter III. havde Frederik den Store som sit store forbillede, og trods det at russerne med deres alliancepartnere stod gunstigt og med muligheden for at erobre Berlin, valgte Peter at skifte side i krigen og slutte en alliance med Frederik. Peter III. sad kun på magten et halvt år, men efter at han var blevet myrdet, valgte hans enke og efterfølger Katarina den Store at opløse forbundet, men også at trække Rusland ud af krigen. Med Rusland ude var den antipreussiske koalition brudt sammen. Maria Theresia og Frederik sluttede i 1763 fred ved Hubertusburg, hvor de begge anerkendte Status Quo.

Peter III. med hans kone Katarina. De var begge af tysk afstamning. Han var fra Kiel af slægten Slesvig-Holsten-Gottorp og hun var fra Anhalt-Zerbst. Begge steder der var tæt på Prøjsen men ikke del af området. Hans store forbillede var Frederik den Store – hvilket skulle redde Prøjsen fra udslettelse. Maleri af ukendt kunstner.

Genopbygning og sene erhvervelser 1763-79: Indre genopbygning

Syvårskrigen havde vist, at Preussen var i stand til at udstå modstand fra tre europæiske stormagter – Frankrig, Østrig og Rusland – samt de mellemstore stater Kurfyrstendømmet Sachsen og Sverige: Det gjorde, at Preussen etablerede sig som ny stormagt i Europa. Frederik den Store var imidlertid grundet strabadserne og de personlige tab under felttogene en mand, der i 1763 var tidligt aldret. Den intellektuelle nysgerrighed og åbenhed overfor verden, som han udviste i sine første kongeår, var blevet erstattet af bitterhed og en udpræget kynisme. Trods dette havde han i 1763 sikret Preussens eksistentielle basis som den femte stormagt i Europa ved siden af Rusland, Østrig, Frankrig og England. I 1769 var han aktiv i at få et giftermål etableret mellem hans nevø og dennes kusine: ægteskabet mellem Elisabeth Christine Ulrike von Braunschweig-Wolfenbüttel og tronfølgeren Friedrich Wilhelm II.

Frederik den Stores grav ved Sanssouci i Potsdam. Det er tradition at lægge kartofler på graven for at hylde Frederik som den, der indførte kartoflen. Graven kom først til Sanssouci i 1991. Foto privat

Han var meget fokuseret på udviklingen inden for almen landret. En af de vigtigste indenrigspolitiske landvindinger var indførelsen af kartoflen som næringsmiddel – alle preussiske myndigheder modtog 24. marts 1756 den såkaldte “Kartoffelbefaling”: samtlige underordnede skulle gøres bekendt og forstå dyrkningen af kartoflen. En anden vigtig erhvervssucces var grundlæggelsen af Königliche Porzellan-Manufaktur Berlin i 1763, der med sit blå scepter blev dets vartegn. Efter 1763 udbyggede han landbrugsområder langs floderne Warthe, Netze og Grossen Bruch, efter at et lignende forsøg havde været en succes i 1762 ved Oderbruch. I år 1783 udvidede han disse succeser til nabostaterne, da han på Braunschweigs territorium i Amt Calvörde tørlagde det vilde Drömlings. I de nyerhvervede områder grundlagde man byer, og frie bønder bosatte sig her. De boede som forpagtere på statslig grund, de ansatte knægte, og hjælpere skulle behandles ordentligt, og ved mishandling kunne de fratages deres forpagtning.

Frederiks ønske om at afskaffe eller formilde livegenskabet var kun noget, han kunne gennemføre gradvist på de kongelige krondomæner. En generel afskaffelse stødte på heftig modstand hos de adelige godsbesiddere, som var stammen og kernen i såvel samfundslivet som militæret.

Frederik var med til at tage initiativ til opførelse af hundredvis af skoler. Imidlertid led landskolerne på manglen af uddannede lærere. Disse var ofte tidligere militærmænd, der kun sporadisk kunne læse, skrive og regne.

Efter afslutningen på Syvårskrigen lod Frederik bygge Neues Palais i den vestlige ende af Park Sanssouci. Det stod færdigt i 1769 og blev overvejende benyttet til gæster.

Udenrigspolitik

Efter afslutningen på Syvårskrigen etablerede Frederik hverken et forbund med Storbritannien eller Frankrig: Briterne afstod fra yderligere indblanding i kontinentaleuropæiske forhold i separatfreden ved Fontainebleau i 1762, og Frankrigs militære slagkraft havde Frederik kun hån til overs for. Omvendt havde han stor respekt for Rusland. I sit tidlige politiske testamente fra 1752 havde han indskærpet sin efterfølger at undgå en krig mod Rusland og tilføjet, at han heller ej så grunde til at strides med Rusland: “Mellem dem og Preussen findes der ikke stridsmål. Kun tilfældet gør dem til vores fjender”. I 1764 spurgte tsarina Katharina II. Frederik, hvorledes han ville rådgive hende om, hvordan hun skulle forholde sig til den netop afdøde polske konge August III.´s fravær. Det udnyttede Frederik som anledning til at skabe et formelt forbund med Rusland. 31. marts 1764 indgik de to lande en aftale om et samarbejde overfor Polen, hvor deres to grænser skulle sikres i tilfælde af et polsk angreb. Forbundet blev forlænget i 1769 og igen i 1777. Det blev i den resterende del af Frederiks levetid til den centrale søjle i hans udenrigspolitik.

Forbundet førte Polens første deling med sig i 1772 (den 2. og 3. deling kom først efter Frederiks død). Allerede i det føromtalte politiske testamente fra 1752 havde Frederik tænkt på at erhverve sig det polske Vestpreussen for at sikre en landbro mellem Pommern og Østpreussen. Frederik fik denne lejlighed i 1769, da Østrig besatte Zips, som dengang hørte til Lillepolen og få erstatning for det tabte Schlesien. Polen havde ikke hænderne frie til at forsvare sig, da der hærgede en borgerkrig mellem konføderationen Bar, der kæmpede mod, at Polen i disse år de facto var et russisk protektorat og bestemte over Rzeczpolita, hvilket de ville gøre op med. Borgerkrigen stillede tsarina Katharina II i et svært dilemma: Hun kunne på den ene side ikke tolerere den polske opsætsighed, men en for hård fremfærd mod oprørerne kunne provokere Preussen og Østrig til at intervenere, hvilket ville forskubbe magtbalancen, en magtbalance, som russerne ikke havde interesse i, ville forskubbe sig, da de i disse år kæmpede mod osmannerne med stor succes til følge.

Preussen, Rusland og Østrig deler Polen mellem sig i 1772 på en tegning af Noël Lemire

Da et indgreb fra Østrig var umiddelbart forestående, greb Frederik initiativet: Han sendte sin bror Heinrich til den russiske hovedstad Sankt Petersborg for at overbevise Katharina II. om det hensigtsmæssige i, at de tre stormagter alle bevarede freden, og som lokkemad foreslog Frederik, at alle tre magter kunne tage en del af Polen og indlemme i deres respektive riger. Katharina var med på ideen, og efter en moralsk tvivlsperiode erklærede Maria Theresia sig i 1772 indforstået hermed. 5. august 1772 underskrev de tre parter en delingstraktat i Warszawa. Rusland, Preussen og Østrig fik store dele af de polske områder, Preussen fik som ønsket den polske del af Preussen. Dertil skal siges, at Frederik fortolkede traktatteksten på den videst mulige facon, således at landinddragelsen fik det størst mulige omfang i området Netze. Preussen havde ikke holdt sig tilbage fra at bestikke grænsekommissærer og andre for at opnå denne gevinst. De vesteuropæiske stormagter kom ikke med indvendinger, da de var mest interesseret i, at magtbalancen blev vedligeholdt. Havde kun 1 stat indlemmet områder retsstridigt, havde de reageret, men når alle 3 gjorde det, så man ikke noget problem heri. Ved ratifikationen af aftalen 30. september 1773 lykkedes det tilmed Frederik at få tilskrevet lenshøjheden over Preussen, der ellers juridisk havde været tilskrevet Polen siden 1466. Preussen var for alvor en stormagt nu.

I den bayerske arvefølgekrig 1778/79 – også kendt som “kartoffelkrigen –  modarbejdede Frederik habsburgernes ambition om at bytte de østrigske Nederlande (dagens Belgien) med Bayern, hvilket kunne have samlet Østrig og Bayern i en sydtysk supermagt. Uden Preussens indgreb var det sandsynligvis sket. Rusland holdt sig uden for denne krig, da Frederik var i krig mod østrigerne, og man tolkede deres forbund således, at preussisk territorium ikke var angrebet eller truet. I 1780 sluttede Østrig og Rusland et forbund, hvilket devaluerede Frederiks aftale med Katharina. Preussen var truet af isolation. I 1785 dannede Frederik det protestantisk dominerede Fürstenbund, der var et overvejende nordtysk forbund vendt mod østrigernes fortsatte forsøg på at bytte Nederlandene med Bayern. Samme år sluttede Frederik en venskabs- og handelstraktat med De Forenede Stater, hvilket gjorde Preussen til det første land, som sluttede en traktat med de 13 stater, der udgjorde den første del af USA.

Frederik den Stores død

Frederik døde 17. august 1786 på Sanssouci Slot i en stol. Hans nevø og efterfølger Friedrich Wilhelm II. lod ham begrave i Garnisonskirken i Potsdam ved siden af hans fader Friedrich Wilhelm I. i den krypt, der fandtes bag alteret ved navn Königliche Monuments – dette imod Frederiks eget ønske.

Tegning fra 1796 af Frederik den Stores død.

Napoleon Bonaparte besøgte hans grav 25. oktober 1806 efter den franske sejr over den preussiske hær i slaget ved Jena og Auerstädt, hvorefter de franske tropper drog mod Berlin. Napoleon besøgte hans grav, hvor han berømmeligt skulle have sagt “Vi var aldrig nået så langt, hvis Frederik stadig havde været i live!” Som en parentes tyder meget på, at Napoleon skulle have sagt disse ord på byslottet i Potsdam og ikke foran graven. Napoleons respekt for Frederik den Store gjorde, at han personligt stillede sine tropper foran Garnisonskirken til beskyttelse af graven.

 Billede fra Garnisonskirken i Potsdam, hvor såvel Soldaterkongen og Frederik den Store lå begravet. Kirken blev beskadiget under 2. verdenskrig og sprængt af DDR-styret i 1968. Billede af Max Baur fra Bundesarchiv med serienummeret: B-170-138

I 1943 flyttede man sarkofagen med kongen til en beskyttelsesbunker i bydelen Eiche. Herfra kom den ud på en rejse, hvor den i marts 1945 kom til bjergværket Bernterode, derefter til Marburger Schloss og i 1947 til den stedværende Elisabethkirche. På initiativ fra Louis Ferdinand von Preussen blev den i 1952 overflyttet til kapellet på Burg Hohenzollern.

Den 17. august 1991 blev kongens sidste vilje endelig opfyldt, da man flyttede hans sarkofag til Potsdam og begravede ham på Sanssoucis terrasse på den allerede opførte gravplads. Frederik havde i sit testamente tilføjet, at begravelsen skulle foregå ved nattetide med et lille følge og i lysskæret fra en lanterne, da dette svarede til hans filosofiske betragtninger. Sådan blev det imidlertid ikke, men det blev nærmere en art statsbegravelse, hvor Tysklands førende personkreds deltog. Siden har det været tradition at lægge kartofler på hans grav, hvor han ligger ved siden af sine 11 hunde, mere specifikt mynder.

Frederik den Stores personlighed: Relationer

Frederik korresponderede med Voltaire, som han også traf ad flere omgange. I 1740 var Francois Voltaire over 14 dage gæst på Schloss Rheinsberg. Den intellektuelle tradition fra Rheinsberg førte Frederik videre til Sanssouci, hvor han mødtes med intellektuelle samtalepartnere, der hver aften mødtes til rundbordssamtaler. Nogle af de berømte gæster var: George Keith og hans bror, Marquis d´Argens, Grev Algarotti, La Mettrie, Maupertuis, Grev von Rothenburg, Christoph Ludwig von Stille, Karl Ludwig von Pöllnitz, Claude Étienne Darget og – som tidligere nævnt – Voltaire. Fra 1751 opholdt Voltaire sig i Potsdam over en næsten to-årig periode. Det er fra denne tid, at de kendte rebusser stammer, som man berømt henviser til. I 1753 kom det imidlertid til uoverensstemmelser, hvilket for en tid førte dem fra hinanden. I 1757 havde Frederiks søster Wilhelmine von Bayreuth formidlet en forsoning de to herrer imellem, hvorefter de genoptog korrespondancen pr. brev. I 1775 skænkede Frederik sågar et brev til Voltaire.

Frederik stående og Voltaire siddende på Sanssouci, hvor de to diskuterede livligt over store emner. Kobberstik fra omkring år 1800 der ejes af Stiftung Preussische Schlösser und Gärten, trykt i bogen “Friederisiko. Friedrich der Grosse, die Essays (2012). 

Frederiks tættere personlige kontakter var i overvejende grad mænd. Hans kone havde han siden tronbesstigelsen levet separeret fra. En lang række kilder synes at antyde, at han var homoseksuel. Som ung kronprins havde han betroet sig til Friedrich Wilhelm von Grumbkow, at han følte sig for lidt tiltrukket af det kvindelige køn til at ville kunne indgå i et ægteskab. Aftenen før slaget ved Mollwitz opfordrede han sin broder August Wilhelm til “de han mest havde elsket om hans mulige død”, herpå fulgte en lang liste med overvejende mandlige navne, blandt andet hans kammertjener Michael Gabriel Fredersdorf. I 1746 skrev han et ondskabsfuldt brev til sin bror Heinrich – der åbent levede homoseksuelt – hvor han skrev om dennes jalousi for “Schöner Marwitz“, Frederiks kammerjunker, som Frederik havde erfaret havde gonorre. I årene 1747-49 forfattede han det længere digt Le Palladion, hvor han på munter vis beskrev sin læsers Darget homoseksuelle eventyr. Der var også mange rygter i omløb om angivelige forhold med Voltaire og/eller lægen Johann Georg Zimmermann, som havde behandlet Frederik.

Frederik den Stores rundbordssamtaler på Sanssouci. Maleri udført af Adolf Menzel cirka år 1850. Original gået tabt i 2.verdenskrig, men kopi befinder sig på Alte Nationalgalerie i Berlin.

Hvorvidt Frederik udlevede sin seksualitet er omstridt. Historikeren Reinhard Alings mener, at Frederik levede i en form for cølibat, da hans traumatiske barndomsoplevelser havde fået ham til at afvise kærligheden. Wolfgang Burgdorf troede, at kongen havde udlevet sin seksualitet på anden vis. Da hans fader havde gjort det klart, at homoseksualitet var uacceptabel, havde han udlevet sin begær i  militære risikoaktioner i stedet. Trods det store fokus på Frederiks homoseksualitet, var der også i Frederiks ungdom flere eksempler på heteroseksuelle oplevelser, blandt andet med balletdanserinden Barbara Campanini. De mange ideer om hans seksualitet har også tjent til, at Frederik insinuerede homoseksualitet for at skjule sin impotens.

En af de få kvinder, han skattede højt og udviste stor respekt, var den såkaldte “store landgrevinde” Henriette Karoline von Pfalz-Zweibrücken, som han viede flere digte til og desuden regelmæssigt skrev breve med. Han havde også stor respekt for Katharina II. af Rusland, som han trods flere invitationer om et besøg aldrig mødte, det samme gjaldt Maria Theresia, som han heller aldrig mødte. Han forventede generelt, at kvinder besad den samme skønånd som den, han oplevede ved rundbordssamtalerne.

Frederik som litterat

Frederik skrev talrige værker og næsten udelukkende på fransk. Hans skrift Antimachiavel fra 1740 blev kendt i hele Europa, da han underlagde Niccoló Machiavellis statspolitiske grundideer en kritisk analyse. I denne bog gjorde han rede for det acceptable for begrebet “præventiv krig” eller “interessekrig”. Fyrster forfølger folkets interesser, det er ikke bare retfærdigt, men også noget man er forpligtet til. I dette skrift fik man begrundelsen for erobringen af Schlesien i 1740  og indmarchen i Sachsen i 1756.

Frederiks mest kendte politiske bog. “Anti-Machiavel” udgivet i 1740 samme år som han overtog tronen i Prøjsen

Siden forfattede han flere fremstillinger af Preussens historie Denkwürdigkeiten zur Geschichte des Hauses Brandenburg (1748) og Geschichte meiner Zeit (førsteudkast 1746), og Geschichte des Siebenjährigen Krieges (1764) og sine erindringer (1775).

I 1780 udgav han på tysk skriftet med den lange titel: Ueber die deutsche Litteratur; die Mängel, die man ihr vorwerfen kann; die Ursachen derselben; und die Mittel sie zu verbessern. (De la Littérature Allemande). Det høstede enorm kritik i den tyske åndsverden. Kritikken lød på, at han ikke havde fulgt med i den store fremkomst af tysksproget litteratur i samtiden, og at dette alene kunne ligge til grund for hans begejstring for fransk litteratur. Sandsynligvis baserede Frederiks pamflet sig på årtiers gamle tanker. Frederik lod sin søster Philippine Charlotte von Preussen udgive et modsvar, som blev del af den store litteraturdebat, der prægede 1780´erne.

Endelig skal det nævnes Frederiks støtte Königliche Deutsche Gesellschaft i Königsberg.

Den kunstinteresserede Frederik

Frederik var interesseret i alle former for kunst. Han bekymrede sig i særdeleshed om udformningen af sine byggerier. Kort efter han blev indsat som kong gav han et operahus til Berlin på Unter den Linden (Staatsoper), og han udfærdigede selv skitserne til sit elskede slot Sanssouci i Potsdam og lod Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff udføre det. Efter afslutningen på 7-årskrigen opførte han i monumental barok Neues Palais i den vestlige del af slotsparken ved Sanssouci. Han yndede at få skulpturer som Apollon, Herkules og historiens muser fremstillet. På flere af sine slotte samlede han imponerende malersamlinger.

I sine yngre år havde Frederik en svaghed for de galante scenerier på malerier af Antoine Watteau, Nicolas Lancret og Jean-Baptiste Pater, i sine ældre år udvidede han interessen til også at omfatte italiensk renæssance, barok såvel som flamske og nederlandske værker. Selve kunstsmagen var præget af dilettantisme og personlige hobbyer, mens han ikke iagttog nyere kunsttendenser på mange områder.  Han erhvervede sig den antikke bronzestatue “Bedende knægt”, som man antog var en fremstilling af Antinous, som var kejser Hadrians lystdreng og en del af Prins Eugens samling, og denne faldt i Frederiks homoerotiske smag. Det homoerotiske så man flere steder i form af nøgne figurer af Mars og Merkus i indgangshallen til Sanssouci.

Frederik den Store holdt meget af musik og var selv en brilliant tværfløjtespiller. Musikalske sammenkomster var normalt. Maleri af Adolf von Menzel cirka 1850. Maleriet hænger idag på Alte Nationalgalerie i Berlin

Frederik var også en dygtig musiker. Han spillede særdeles godt på tværfløjte og komponerede på et betragteligt niveau godt hjulpet af sin fløjtelærer Johann Joachim Quantz. Derudover forfattede han librettoen til operaen Montezuma, hvilken der var blevet lagt musik til af Carl Heinrich Graun. En legende har eksisteret i mange år om, at Frederik skulle have skrevet den senere spanske nationalhymne Marcha Real. Et meget berømt musikmøde var mellem Frederiks hofmusiker Carl Philipp Emanuel Bach og dennes møde med Johann Sebastian Bach i 1747. Det var i forlængelse heraf, at Johann Sebastian Bach skrev sit berømte Musikalisches Opfer over Frederiks oplæg Königliches Thema. Fjernere nærede Frederik en stor forkærlighed for fløjtesonater af Muzio Clementi.

Frimureren Frederik

På en fælles rejse til Rhinen i 1738 ytrede Frederiks far, Kong Friedrich Wilhelm sig nedsættende om frimurerloger. Grev Albrecht Wolfgang von Schaumburg-Lippe tog til genmæle og bekendte sig åbent positivt overfor frimureri. Frederik var positivt indstillet og bad greven om at formidle kontakt til et frimurerforbund, således at han kunne blive optaget. Uden sin faders viden gennemgik Frederik optagelsesritualerne i Loge d´Hambourg natten mellem 14. og 15. august 1738 i Braunschweig. Efter han besteg tronen, gennemførte han frimurerarbejde på Charlottenburg Slot.

Hundeelskeren Frederik

Kongens største lidenskab var imidlertid at pleje sine hunde. Man har citeret ham for at sige:

„Hunde haben alle guten Eigenschaften des Menschen, ohne gleichzeitig ihre Fehler zu besitzen.“ (Hunde har alle menneskets gode egenskaber, uden samtidig at være i besiddelse af menneskets mange fejl.)

De sov i hans seng og blev fodret ved bordet. I Frederiks sidste leveår foretrak han hundenes selskab fremfor sine medmenneskers. I sit testamente foreskrev han, at han ville begraves på terrassen foran Sanssouci ved siden af sine hunde – et ønske, der først blev indfriet i 1991.

Erindringen om Frederik : Malerier og mindesmærker

Allerede i Frederiks leveår blev der udfærdiget et højt antal portrætter. De var meget afholdte af hans tilhængere i såvel ind- som udland, og ofte gav ham dem i gave efter udført tjeneste, om det var store malerier eller miniaturer eller sågar tabatiere på snustobaksdåser. (Frederik havde en forkærlighed for snustobaksdåser, særligt efter, at en sådan reddede hans liv i slaget ved Kunersdorf). Imidlertid er der ikke mange af de malerier, vi har af Frederik, der giver et retvisende billede af hans udseende. Som det var skik og brug blev konger og vigtige personer malet, som man havde behov for, at de skulle tage sig ud. De, der formodes at være tættest virkeligheden, er hofmaleren Antoine Pesnes værker. Frederik selv harcellerede kraftigt over dette, da han i 1774 i et brev til d´Alembert ytrede, at man havde behov for at være Apollon, Mars eller Adonis for at lade sig male, og han følte ikke megen sammenlignelighed med nogle af disse.

Portrætter i Frederiks levetid

I det 19. århundrede blev kongen et yndet subjekt på historiemalerier, særligt af maleren Adolph von Menzel, som man ser længere oppe i denne artikel. Andre malere, der malede Frederik, var Wilhelmm Camphausen, Carl Röchling og Emil Hünten, hvoraf særlig mange af disse malerier er blevet reproduceret i bøger.

I Frederiks egen levetid vægrede han sig mod, at der blev opført mindesmærker over ham. Der var dog enkelte undtagelser såsom obelisken, som blev opstillet på Alter Markt i Potsdam. På obeliskens skaft udførte Knobelsdorf fire billedmedaljoner: de forestillede henholdsvis Den Store Kurfyrste, Kong Frederik I., Soldaterkongen og Frederik den Store. Efter Frederiks død blev der opført stribevis af mindesmærker. I 1814 udførte Christian Friedrich Tieck en buste til Walhalla i Bayern, og under Kejser Wilhelm II. udførte Joseph Uphues en rytterstatue til Denkmalgruppe 28 på Siegesallee, hvilket lå kejseren meget på sinde. Dette mindesmærke overlevede dog ikke 2. verdenskrig. Det vigtigste mindesmærke i dag er rytterstatuen af Frederik den Store på Unter den Linden i Berlin. Det overlevede 2. verdenskrig uden nævneværdige skader. I 1950 lod spidserne i SED (det socialistiske enhedsparti) det fjerne fra Berlins byslot, inden de sprængte slottet i luften. Statuen blev stillet op igen, denne gang på Unter den Linden, da DDR i 1980´erne begyndte at se mere positivt på Preussen og Frederik den Store i denne tid. Man finder en anden rytterstatue af Frederik i Potsdam syd for Orangerieslottet under Jubilæumsterrassen. Man finder en mindesten på den tidligere “Knüppelweg” i brandenburgiske Lieberose. Den viser, hvor Frederik samlede sine tropper efter nederlaget ved Kunersdorf. I 2003 opstillede man en ny rytterstatue af Frederik i den berlinske bydel Friedrichshagen.

Rytterstatuen af Frederik den Store på Unter den Linden stod oprindeligt ved Berlins Byslot, men da man i DDR i 1980´erne pludseligt blev stolte af Frederik den Store, da kom statuen frem fra gemmerne. Foto fra wikipedia

Frederik som politisk myte

I det 19. og 20. århundrede har Frederik den Store været hovedperson i mange politiske myter, og som er skiftet i takt med tidsånden. Indtil 1870 var han i rollen som “Alte Fritz” den, der havde grundlagt den “tyske dualisme”, mens han af senere generationer fik et langt mere positivt billede. I det sene 19. og tidlige 20. århundrede anså mange politikere og aristokrater ham som det protestantiske Tysklands sejrherre. Klare eksempler på dette er filmene Fridericus-Rex fra 1920´erne. Frederik var en af de første, der fik sin biografi fortalt på filmlærredet.

Medaljon fra jernstøberiet i Sclesiske Gleiwitz udført i 1936. Wikimedia

Glorificeringen af Frederik fandt sit absolutte højdepunkt i årene under nationalsocialismen, hvor propagandaminister Joseph Goebbels førte an. I denne promovering spillede de 6 film, hvor skuespilleren Otto Gebühr spillede Frederik, en vigtig rolle. Den nazistiske propaganda betegnede ham som den “første nationalsocialist”. Frederik og hans følgere blev set som indbegrebet af tysk disciplin, standhaftighed og fædrelandstro. Således retfærdiggjorde nationalsocialisterne i de sidste krigsmåneder, at der blev indkaldt unge drenge “Hitlerjungen” til den såkaldte Volkssturm, da Frederik havde indkaldt 15-årige adelssønner, som han ophøjede til løjtnanter. Adolf Hitler skulle have haft et maleri af “Der alte Fritz” hængende i førerbunkeren, hvor han i de sidste dage før sit selvmord håbede på, at der også for ham indfandt sig et mirakel alá det,der skete for Frederik i 7-årskrigen. Sådan er legenden om den karismatiske preusserkonge i århundreder blevet misbrugt af politiske magthavere som værende enten “utysk” eller “tysknational”.

Ifølge historikeren Karl Otmar von Aretin afviser denne, at Frederik skulle have regeret som en oplyst enevældig hersker. Han anså ham for grundlæggeren af den ansvarsløse machiavellistiske tradition i tysk udenrigspolitik.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen: Der er nogle regenter, som hæver sig ud over den lange række af herskere og bliver noget helt særligt. Det kan være Henrik 8. eller Elizabeth 1. i England, det kan være Ludwig 2. af Bayern, Ludvig 14. i Frankrig, i Danmark har vi Christian IV. mens der i Preussen og på mange måder i hele Tyskland står en fabelagtig aura om Frederik den Store. Manden, der vandt sine krige og selv deltog, men samtidig var en ungdomsoprører, hvor han forsøgte at løsrive sig fra en tyrannisk far, en tænker af de store, der foretrak selv at skrive sine værker og føre intensive samtaler med tidens fremmeste hjerner som franske Voltaire. Han skrev musikstykker med Johann Sebastian Bach og gav selv koncerter, lavede skitserne til flere af de imponerende slotte, han lod bygge såsom Sanssouci og Neues Palais. Derudover bragte han med indlemmelsen af Vestpreussen og Schlesien det preussiske landområde, staten, op i den europæiske superliga. Han var øjensynlig homoseksuel og levede separat fra sin kone, mens de to vigtigste nabolande var styret af kvinder i form af Maria Theresia og Katharina den Store. Ironisk blev Frederik reddet af, at Rusland i 6 måneder havde en mand på tronen, der grundet sin beundring af Frederik sluttede fred, hvor han kunne have elimineret Preussen. Endelig indførte han kartoflen til Preussen, hvilket han folkeligt hyldes for. Hans arv er stor, omend mange har ønsket at gøre ham til deres. 

Print siden her