Reformationen

Reformation (latinsk reformation “genkomme i en fornyet version”) betegner mere specifikt en kirkelig fornyende bevægelse mellem 1517 og 1648, der førte til en spaltning af den vestlige kristendom i forskellige konfessioner (katolsk, luthersk, reformert).

---

Reformationen blev overvejende indført af Martin Luther i det tyske samt af Ulrich Zwingli og Jean Calvin i det schweiziske. Populært daterer man Reformationens start til at være, da Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren til Slotskirken i Wittenberg, men årsagerne skal findes langt tidligere. Alment betragter man den Westfalske fred i 1648 som afslutningen på Reformationens efterdønninger.

---

---

Indledningsvis var den reformatoriske bevægelse et forsøg på at reformere den romersk-katolske kirke. Mange katolikker i det vestlige og centrale Europa var urolige over, at kirken havde udviklet en falsk lære, og at man misbrugte kirken, ikke mindst i brugen af afladsbreve. Et andet stort kritikpunkt var, at almindelige mennesker anså de kirkelige ledere for at være til salgs for hvad som helst, hvilket fik en konstant korruptionsaura til at ligge rundt om kirken.

Reformbevægelsen fordelte sig i forskellige konfessioner og dermed i forskellige typer af protestantiske kirker. De vigtigste konfessioner, der kom ud af Reformationen, er lutheranere og reformerte (der ydermere fordeler sig i calvinister, zwinglianere og presbyterianere). I tillæg dertil kom de radikalt reformatoriske døbere eller baptister. Udenfor Tyskland fik Reformationen et andet forløb. I England opstod den anglikanske kirke, og i dele af Østeuropa opstod unitarismen. I mange af de lande, der forblev tro mod den romerske kirke, kom det til modreformationer og til reformer i den katolske kirke.

---

Reformationens forudsætninger

At det netop var i Tyskland, at reformationen slog igennem og havde sin succes, lader sig forklare ved flere forskellige faktorer. Vi vil indledningsvis løbe nogle af de væsentlige forudsætninger for reformationen igennem.

---

Humanisme som forudsætning

---

---

Humanismen som bevægelse var vokset frem i slutningen af det 14. århundrede i Italien og stod for at vende tilbage til et antikt lærdomsideal. Princippet Ad fontes “tilbage til kilderne” bredte sig blandt humanisterne i deres studie af antikke forfattere og gjorde, at mange af humanisterne indtog en stærkt kritisk holdning til nutiden. Den humanistiske tankegang var særligt udbredt på datidens universiteter og øvede en stor indflydelse på mange reformatorer. I særdeleshed var det den humanistiske læsning af bibelen og kirkefædrene, der udviklede det reformatoriske skriftprincip.

---

Bogtryk som forudsætning

Opfindelsen af bogtrykkerkunsten med dens mulighed for at lade det skrevne blive trykt udløste en medierevolution. Reformatorerne var dygtige til at udnytte denne opfindelse og sprede deres budskab ad de nye kanaler.

---

Sociale og økonomiske forudsætninger

Det 16. århundrede var præget af en række dybtgående omstillingsprocesser i samfundet. En af de vigtigste årsager hertil var den stadigt større betydning, byerne fik. Byernes stærkt stigende handel var med til at sikre, at der udviklede sig et handelsborgerskab, hvis økonomiske formåen var betragtelig. Der er mange, der taler om, at denne periode skabes de første spæde skrift til en kapitalisme. Den rigeste del af borgerskabet i byerne – eksempelvis den stenrige familie Fugger fra Augsburg -, overgik langt landadelen i rigdom. Landadelen var som altid beskæftiget med landbrug, som baserede sin indtægt på bønder, der udgjorde den langt overvejende del af befolkningen. Bønderne levede på et absolut eksistensminimum og led ydermere under hårde skatter, aflad, tvangsarbejde og livegenskab. Dertil kom, at den vedvarende enorme tilstrømning af ædelmetaller fra de spanske kolonier i Amerika gjorde, at pengenes værdi sank. Købekraften i befolkningen sank så voldsomt, at historikere taler om en “prisrevolution” i disse år. Derudover steg befolkningstallet. Imellem år 1500 og frem til år 1600 steg dette  fra 12 til 15 millioner i det tyske område. Det gjorde i praksis fødevarer dyrere og arbejdskraft billigere. Denne sociale og erhvervsmæssige prekære udvikling førte i slutningen af det 15. århundrede til opstande, der kulminerede med den Tyske Bondekrig i 1525.

---

Politiske forudsætninger

---

Rigsforfatning

---

---

Det Hellige Tysk Romerske Rige bestod af en lang række uafhængige landområder og var på den måde en helt anden statsform end de centraliserede lande England og Frankrig. Kejseren udgjorde den højeste magt i riget, men blev valgt af de 7 kurfyrster og 3 ærkebisper, der igen var afhængige af deres stænderforsamlinger. Dermed var det politiske billede i det tyske langt mere uforudsigeligt. Den højeste lovgivende forsamling i riget var Rigsdagene. Det var kejserens pligt at indkalde disse, hvilket han ofte gjorde, når han var i økonomisk bekneb. Kejseren kunne ikke vedtage love egenhændigt, men måtte have opbakning af rigsdagen, kurfyrsterne, højadelen i rigsfyrsterådet samt rigsbyerne, der alle hver især havde stemmeret. Denne magtdeling gjorde, at man talte om en dualistisk magt mellem kejser og rigsstænder. Dette var en væsentlig faktor bag udbredelsen af Reformationen. Den manglende centralmagt i riget blev skæbnesvanger for Reformationens udbredelse på regionalt niveau. Kejseren ønskede i princippet at hindre, at hans rige blev opdelt i forskellige konfessioner, men hans manglende magtfuldkommenhed gjorde ham ude af stand til at forhindre dette. En mere specifik grund var, at kejseren sjældent opholdt sig i sit rige i årene efter Luthers berømte teseopslag i 1517, idet han førte krige mod såvel Frankrig som det Osmanniske Rige. Han var sjældent optaget af rigets interne anliggender. Reformationen var ofte de enkelte områders fyrsters mulighed for at gøre sig fri af såvel kejser som pave.

---

Europas politiske situation

Rigets forfatningsmæssige problemer var langtfra de eneste: den politiske situation i Europa var en anden udfordring. Det største problem var modsætningen mellem det habsburgske rige og Frankrig. I årene 1521 og 1544 førte den franske konge Franz I og Kejser Karl V hele 3 krige om det nordlige og centrale Italien og de burgundiske arvelande, hvilke områder de begge stræbte efter at besidde. Det habsburgske rige strakte sig dengang over det meste af Centraleuropa, Spanien, det sydlige Italien og Nederlandene. Frankrig var omklamret af habsburgske områder på hele 3 fronter. Karl V. stræbte efter at lave en landforbindelse mellem sine centraleuropæiske og spanske områder ved at erobre det sydlige Frankrig. Det ville Franz I. af Frankrig naturligvis forhindre. Forskellige paver var også bekymret over habsburgernes magt, idet pavestatens områder også var omklamret i det italienske. Paven gik flere gange sammen med den franske konge mod habsburgerne.

Dertil kom faren fra tyrkerne i den sydvestlige del af Europa. I 1526 havde osmannerne besejret Ungarn i slaget ved Mohács, og i 1529 belejrede tyrkerne Wien, hovedstaden i det Habsburgske rige. Kejseren var nødsaget til at stille med penge og militære tropper for at modgå denne fare. Til at rejse penge og tropper havde kejseren brug for rigsstændernes hjælp, hvilket svækkede deres position kraftigt. I årene fra 1521-30 og 1532-41 opholdt kejser Karl V. sig uden for riget, hvilket gav Reformationen mulighed for at brede sig.

---

Religiøse Faktorer

---

Mystik og Devotio Moderna

I modsætning til skolastikken, der ville demontere verden ved rationelt at forstå den, stræbte mystikken efter en helhedsopfattelse af verden. En central forestilling indenfor mystikken var at gøre kroppen tom for begær og lidenskab, hvormed der blev plads til, at Guds ånd kunne blotte sig.  Den individuelle praktiske erfaring var målet for mystikeren fremfor teologisk spekulation. Eksempelvis var der den “romanske mystik”, der var præget af cisterciensermunkenes tankegang udtrykt ved Bernhard af Clairvaux, der søgte en enhed med Gud (unio cum Christo) såvel som et mål om at synke ned i lidelse. Den adskilte sig fra den dominikansk prægede tyske mystik, hvis primære fortalere var Mester Eckhart, Johannes Tauler og Heinrich Seuse. Tauler prædikede primært skriftet Theologia deutsch, et værk der ydede stor indflydelse på Luther.

Reformbevægelsen Devotio moderna (Moderne fromhed) stammede fra den nederlandske teolog og bodsprædikant Geert Groote. Denne lære var først og fremmest udbredt i Nederlandene og i den nordvestlige del af Det Hellige Tysk-Romerske Rige. Tankegangen forbandt mystik og en stærk etisk og praktisk indrettet fromhed. Idealbilledet var det klosterlignende Begijnhof, der havde den praktiske livsførsel som ideal i store bofællesskaber. Denne tankegang øvede stor indflydelse på den store humanistiske tænker Erasmus af Rotterdam. Et af samtidens mest læste værker var Thomas Kempens værk Imitatione Christi, hvor det at efterligne Kristus var hovedtanken. Det betonede det umiddelbare forhold mellem den troende og Gud, en tankemåde, der senere blev brugt meget af de senere reformatorer.

---

Senmiddelalderlig fromhed

---

---

Store pestepidemier havde hærget høj- og senmiddelalderen og havde efterladt hele landområder totalt affolket. Samme periode oplevede desuden en høj grad af børnedødelighed. Døden var med andre ord allestedsnærværende. Dette fandt et kunstnerisk udtryk i de såkaldte “Dødedanse”. Dødsangsten var vigtigere for middelalderens mennesker end den individuelle ret og var med til at skabe en dommedagsstemning og en fornemmelse af at leve i de sidste tider. Med en fornemmelse af en konstant tilstedeværende syndighed tørstede menneskene efter ting, der kunne sikre dem deres sjæls frelse. I den sammenhæng så man fromme foreninger, sjælemesser, pilgrimsvalfarter, processioner og erhvervelse af afladsbreve, der kunne sikre en kortere tid i skærsilden. Alle disse initiativer kunne man komme i besiddelse af i form af penge, hvilket førte til en art “Fiskalisering af Religionen“. Den stærke inderlighed, som de førnævnte fromhedsbevægelser havde stået for, mødte her en eksternalisering eller udadvendthed. Den senmiddelalderlige fromhed er i al sin væsentlighed en fromhed omkring sakramentet med indøvede magiske elementer.

---

Antiklerikalisme

---

Menneskets higen efter Frelse stod i skarp kontrast til den kirkelige virkelighed. I perioden 1378-1417 oplevede den katolske kirke det såkaldte Aftenlandsskisma, hvor hele 3 paver gjorde krav på at være den lovformelige efterfølger til apostlen Peter. For mange troende var det medvirkende til, at pavens anseelse nød et knæk. Dennes autoritet var dermed truet, og indenfor kirken vandt i løbet af 1400-tallet en bevægelse frem, der kaldte sig Konciliarismen, som ønskede en reform af kirken, hvor paven deltog i konciler, og hvor de kirkelige retningslinjer blev lagt. Paven var imidlertid ikke kun en himmelsk repræsentant, men fungerede som en almindelig verdslig fyrste som leder af den såkaldte kirkestat. Denne verdslige funktion gjorde, at paven ikke havde nogen interesse i at lade sin magt indskrænke ved at være underlagt et koncil. Paven havde behov for penge til at holde sit hof kørende, hvilket han fik via den middelalderlige kirkeskat kaldet tiende og via nogle af de ovennævnte ydelser. De ansvarlige for at inddrive disse penge var de lokale præster, der for det meste var dårligt uddannet og stærkt underbetalt. Paverne var befriet for disse opgaver og levede ofte som lægmænd, hvilket bl.a. vil sige, at de var gift, hvilket var med til at få det antiklerikale til at brede sig blandt folk. De vigtigste klerikale hverv var besat af medlemmer af adelsfamilier, hvis væsentligste motivation for et kirkeligt hverv var de mange medfølgende frynsegoder. Køb af højtplacerede kirkelige hverv var et gængs fænomen såvel som overdragelsen af hverv til nær familie (nepotisme). De højtplacerede adelsfolk betalte sig endvidere ofte fra at udøve deres sjælesorgsforpligtelser til lavere placerede gejstlige. Dermed kunne de højtplacerede gejstlige leve et bekvemt luksusliv ofte i et konkubinat med flere forskellige seksualpartnere.

Kirkens mange krav til de troende og den virkelighed som Kirken praktiserede i form af en vidtgående indblanding i sekulære affærer for kirkens øverste var med til at få den antikirkelige stemning i befolkningen til at øges.

---

Reformbevægelser

---

---

Allerede før Reformationen begyndte, var der internt kirkelige reformbestræbelser. I England i det 14. århundrede var præsten John Wyclif en art “forløber for Reformationen“. Efter at have virket som lærer i Oxford overtog han i 1374 et præsteembede i Lutterworth, Leicestershire. På daværende tidspunkt herskede der i England en stærkt antipavelig stemning grundet de mange skatter, Rom havde pålagt det engelske folk. Wycliff påberåbte sig med bibelen som hjemmel en reform af kirken og kritiserede, hvordan den klerikale stand efterlevede Kristus. Han afviste billeder i kirken, helgen- og relikviekult, cølibat såvel som den katolske nadver. Hans reformforslag fik støtte af den britiske konge, der søgte en større uafhængighed for den engelske kirke. I forlængelse af, at paven havde påbegyndt en proces mod Wyclif, omtalte denne ham som “antikrist”. Pavens indflydelse fik dømt Wyclifs lære som kættersk af både universitetet i Oxford samt den katolske synode. Imidlertid undlod man at dømme Wyclif selv af frygt for en folkelig opstand. På koncilet i Konstanz i 1415 dømte man ham som kætter og brændte hans jordiske rester. Hans ideer levede videre i bevægelsen Lollarderne.

---

---

På Universitetet i Bøhmens hovedstad Prag kom teologen og præsten Jan Hus i berøring med Wyclifs tankesæt, idet en del bøhmiske studenter havde læst på universitetet i Oxford.  Hus var netop i disse år blevet udråbt til professor i teologi. Han kritiserede åbenlyst den grådighed og sækularisering, der foregik hos den øverste gejstlige elite og plæderede for en grundlæggende reform baseret på bibelen. Derudover anerkendte han ikke, at paven var den vigtigste autoritet i trosspørgsmål. Hus´ kritik fik stor folkelig tilslutning og gjorde kirken stærkt urolig. I 1408 blev han frataget sin stilling som professor og i 1411 ekskommunikeret af den officielle kirke, hvilket medførte, at der udbrød kraftig uro i Prag. Derpå virkede Hus som vandreprædikant og kom med et udkast til en kirke, der skulle fungere frit for hierarki og kun ledet af Kristus ord. I 1414 blev han inviteret til koncilet i Konstanz, hvor han skulle trække sine hidtidige udtalelser tilbage. Hus var blevet lovet frit lejde af Kong Sigismund, men dette blev ikke overholdt, og han blev brændt på bålet som kætter i 1415. Derpå fulgte en lang årrække (1419-36), hvor Bøhmen var præget af religionskrige, de såkaldte Hussitterkrige, der førtes mellem Hus´ efterfølgere og den bøhmiske konge.

Mange af de ideer samt den kritik, der kom fra John Wycliff og Jan Hus, blev taget op af de senere reformatorer og videreudviklet.

---

Lutherdommen i Tyskland

---

Den tidlige fase (1517–1519)

---

Det reformatoriske gennembrud

---

---

---

Tidspunktet for det reformatoriske gennembrud er omstridt i Luther-forskningen. Luther selv beskrev i en af sine mange bordtaler, at hans reformatoriske opdagelse var kommet som en pludselig erkendelse i den såkaldte “Tårnoplevelse”. I dagens forskning er der mange, der beskriver Luthers reformation som en proces, som strækker sig over årene 1514 til 1518.

---

Udløsende faktor

---

---

En af de konkrete anledninger til Reformationen var, hvad der skete rundt om Albrecht von Brandenburg, der i 1513 var indtrådt i rollen som ærkebiskop i Magdeburg og i 1514 indtrådte som såvel ærkebiskop som kurfyrste af Mainz. Da det var imod den kanoniske ret at indtage mere end et hverv – og da slet ikke to forskellige titler, måtte Albrecht købe sig til en dispensation hos pave Leo X. Derudover var det i forvejen en fast forordning ved udnævnelse af nye ærkebiskopper, at disse betalte de såkaldte Palliumpenge. Idet ærkebispedømmet Mainz fattedes penge, måtte Albrecht finde en ny måde at anskaffe disse penge på.

Grundet det enorme og mangeårige nybyggeri af Peterskirken i Rom, der var begyndt under pave Julius II (1503-13), var samtlige af hans efterfølgere i konstant pengenød. Af denne grund indførte hans efterfølger Leo X de såkaldte Peters-afladsbreve. Paven og Albrecht von Brandenburg lavede en aftale om, at Albrecht kunne låne pengene, som han skulle betale til paven hos den stenrige familie Fugger i Augsburg. I modydelse fik Albrecht tilladelse til i 8 år at sælge afladsbreve i sine territorier. Den ene halvdel skulle betales til Rom, den anden halvdel forblev i Albrechts varetægt, således at han var i stand til at betale sine lån hos Fugger.

Dette var baggrunden for, at dominikanermunken Johann Tetzel i 1517 drog igennem Ærkebispedømmet Magdeburg, der var naboområde til Wittenberg, og prædikede køb af afladsbreve. Der var mange eksempler på, at en del af Luthers sognebørn, som kom i hans kirke og hørte hans prædikener, søgte til nabobyerne og erhvervede sig afladsbreve.

---

Luthers kritik af aflad

---

---

Luther kritiserede hele afladssystemet på baggrund af, at den troende ikke burde kunne føle sig sikker på, at hans ugerninger var blevet sonet. Guds tilgivende soning af ens synder kunne udelukkende komme i stand ud den troendes indre anger. En sådan anger behøvedes ikke at gå over sakramentet og i særdeleshed slet ikke at være betinget af køb af aflad. På baggrund af denne kritik forfattede Luther på latin 95 teser imod aflad, der skulle være grundlag for en lærd diskussion om emnet. Luther sendte de 95 teser til ærkebiskoppen i Mainz, om hvem han troede, at han ikke kendte til misbrugen af aflad. Denne dato gælder for evangeliske kristne som skæringsdato for de berømte teseopslag og er siden blevet fejret som officiel Reformationsdag. Hvorvidt Luther rent faktisk naglede teserne fast til kirkedøren på slotskirken i Wittenberg, er omstridt. Teserne blev imod Luthers oprindelige vilje oversat til tysk og bredte sig med voldsom hast rundt i riget. Få måneder senere i marts 1518 offentliggjorde Luther på tysk et skrift Sermon von dem Ablass und Gnade (Prædiken om Aflad og Nåde), hvor han tydeliggjorde kritikken af aflad. I april 1518 deltog Luther ved en forsamling af augustinermunke i Heidelberg med det formål at uddybe sine teser. Mange senere vigtige reformatorer såsom Philipp Melanchthon, Martin Bucer, Johannes Brenz, Erhard Schnepf og Martin Frecht tog del i forsamlingen og var begejstret for Luthers kritik af gerningsretfærdighed.

Albrecht von Brandenburg modtog brevet med de 95 teser i sin sommerresidens i Mainz og indledte straks en kirkelig proces mod Luther. Albrecht gav desuden universitetet i Mainz besked på at komme med en modskrivelse til Luthers teser. Albrecht afventede denne skrivelse, før han ville afgøre, om han ville bede Rom om hjælp, idet han nærede håb om, at det kunne bringe den urolige munk fra Wittenberg til ro.

---

Kætterprocessen mod Luther

---

---

Pavens kurie fik igangsat en forundersøgelse mod Luther, hvor hovedundersøgeren Silvester Mazzolini i sit skrift De potestate papae dialogus kommer frem til, at Luthers kritik af den pavelige afladspraksis er at regne for kættersk. På baggrund af denne kritik blev Luther i August 1518 inviteret til Rom for at forklare sig, men dette ville hans forsvarer og landsherre kurfyrste Frederik III den Vise af Sachsen forhindre.  Frederik den Vise havde i sin egenskab af kurfyrste stor indflydelse, idet hans stemme ville være afgørende ved det næste kejservalg, og paven ville gøre alt for at forhindre, at Karl V blev kejser, men allerhelst så Frederik den Vise som næste kejser. Som et kompromis fandt man frem til, at Luther i oktober 1518 ved rigsdagen i Augsburg skulle forhøres af kardinal Cajetan. Luther skulle her trække sin kritik tilbage, ellers ville han blive ekskommunikeret af kirken. Luther vedholdt sin kritik og bekræftede sin opfattelse, at tro alene og ikke sakramentet var vejen til Gud. Cajetan krævede i forlængelse heraf, at Luther blev udleveret til Rom, men dette afviste Frederik den Vise. Luther appellerede efterfølgende til Paven og troede som tidligere, at han via skrifterne kunne overbevise denne om rigtigheden i sine teser.

I det efterfølgende år i juni 1519 kom det til Leipzig-disputatsen. Begivenheden blev organiseret af det gamle hæderkronede universitet i Leipzig, der blev udfordret af det yngre universitet i Wittenberg, som grundet Luthers virke havde fået en stor tiltrækningskraft. De diskuterende var teologiprofessoren Johannes Eck, der repræsenterede den pavelige kirke, den mere radikale taler fra Wittenberg Andreas Bodenstein kendt som Karlstadt og den unge professor i græsk Philipp Melanchthon. I løbet af meningsudvekslingen overtog Luther denne for Wittenbergerne. Det lykkedes for Johannes Eck at få Luther til at bestride paven og koncilernes ufejlbarlighed. Eck fik endda Luther til at udtale, at koncilet i Konstanz havde dømt kætteren Jan Hus på trods af, at han var en god evangelist. Dermed havde Eck formået at få Luther til at demaskere sig som “den nye Hus”. Disputatsen i Leipzig skabte en endnu større kløft mellem Luther og den katolske kirke. Såvel Luther som Eck så sig som sejrrige i disputatsen.

---

Det reformatoriske program udfoldes

---

De reformatoriske hovedskrifter

---

---

Året 1520 blev et vendepunkt for den reformerte bevægelse. Med de 3 såkaldte reformerte hovedskrifter udviklede Luther et teologisk program, der dannede grundlag for den senere Lutherdom. I sit første hovedskrift Til den kristelige adel af den Tyske nation om den kritstelige stands forbedring opfordrede han den verdslige øvrighed til at gennemføre en kirkelig reform, dette på baggrund af den manglende evne kirken havde til at reformere sig selv. Han udbredte et social-politisk reformprogram, hvor man skulle indføre et statsligt uddannelsesvæsen og en fattigforsorg, og hvor man skulle afskaffe cølibatet såvel som kirkestaten. Han formulerede videre et præsteskab, der gjaldt for alle døbte, og som nedbrød det traditionelle hierarki mellem de gejstlige og lægmændene. Luther afviste endvidere det pavelige krav om, at kun pavelige lærde kunne have autoritet i udlægningen af de hellige skrifter. Derudover kritiserede han fiskaliseringen af kirken, hvilket skaffede ham megen sympati blandt den lavere del af adelen og ridderstanden i riget. Skriftet blev en stor succes blandt publikum og fandt stor udbredelse.

---

---

I sit 2. hovedværk Kirkens Babyloniske Fangenskab kritiserede Luther kirkens lære om sakramenter. Det var skrevet på latin og og henvendte sig primært til et akademisk publikum. Med henvisning til de hellige skrifter reducerede han de hidtidige 7 sakramenter til 3: dåb, nadver og bod. Han kritiserede her den katolske lære om Konkomitanz, hvor man opfattede den udskænkede vin som Kristus blod, og som dermed kun kunne indtages af præsten. Denne lære kritiserede Luther og indførte den såkaldte lægmandskalk. Derudover kritiserede han læren om transsubstantiation og messeofferet.

I Luthers tredje reformatoriske hovedskrifte Om et Kristenmenneskes frihed tematiserer han den evangeliske frihed. En kristen orienterer sig mod 2 verdener, hvilket fordrer to typer af natur: en henvendt mod Gud og en henvendt mod verden. I Guds øjne retfærdiggøres og tilgives ens synder kun igennem troen, og således er mennesket fri for at gøre gerninger. I verdens øjne må troen stå sin prøve og manifestere sig i gode gerninger. Den kristne er på en og samme tid retfærdiggjort (i Guds øjne) og synder (i verdens øjne). I denne logik høres Luthers To-Regimente-Lære. Enhver kristen eksisterer i to sfærer /regimenter, den verdslige, hvor “sværets lov” gælder og den gejstlige, hvor Guds ord gælder. Denne teologiske forordning tjente samtidig til, trods det bibelske kærlighedsbud, at øvrigheden kunne legitimere sin magt.

---

Grundlag for en reformatorisk teologi

De væsentligste punkter i Reformationen opsummeres ofte med en let genkendelig fællesnævner, der kaldes de fire gange Sola (der betyder alene):

• Sola gratia: Mennesket kan alene opnå Guds Nåde igennem tro og ikke igennem gerninger.

• Sola fide: Alene igennem tro kan mennesker opnå nåde og ikke igennem gode gerninger
• Sola scriptura: Bibelen er grundlaget for den kristne tro, og ikke den kirkelige tradition.
• Solus Kristus: Kristus og hans liv alene er grundlag for den kristne tro og for menneskets redning.

Disse artikler formulerer kort, hvad der er det centrale i den reformatoriske lære. Ud fra disse kan alle de øvrige lærestykker udledes.

---

Bandlyst og Rigsdagen i Worms

---

---

Efter valget af Karl V til kejser fortsatte processen mod Luther. 15. juni 1520 truede paven med at bandlyse Luther fra kirken. Indenfor 60 dage skulle Luther trække sine udtalelser tilbage. Den dag, da fristen udløb, brændte Luther offentligt den bulle, der havde bandlyst ham fra kirken samt kirkens kanoniske ret. Paven, som Luther nu gav navnet antikrist, reagerede ved at skrive en ny bulle til Luther, hvor han ekskommunikerede ham pr. 3. januar 1521. Ifølge rigsretten var en ekskommunikering det samme, som at Luther i kejserens områder var gjort fredløs. Frederik den Vise opnåede i tætte forhandlinger, at Luther trods sin bandlysning fra kirken, kunne tage til Worms og blive forhørt af kejseren selv i forbindelse med en forsamling til Rigsdagen. Trods indsigelser fra Paven modtog Karl V Luther i Worms den 17. april 1521. Luther blev spurgt, om han ville stå ved sine skrifter og om, hvorvidt han var klar til at tilbagekalde dem. Efter en dags betænkningstid bekendte han sig til sine skrifter, afviste at tilbagekalde dem så længe, at de ikke kunne modsiges af de hellige skrifter. Luther bekendte sig udelukkende til det reformatoriske skriftprincip, hvor den eneste autoritet var Bibelen og afviste dermed såvel paven som koncilerne som autoritative. Luther blev i eftertiden kendt for at have sagt ordene:  „Hier stehe ich. Gott helfe mir. Ich kann nicht anders“ – “Her står jeg, jeg kan ikke andet. Så Gud hjælpe mig!” Der er ingen belæg for ordene rent historisk, men de er blevet en art mantra for, at Luther blev symbol for den frie tanke. Ved afslutningen på Rigsdagen 30. april 1521 blev det stadfæstet af kejseren i det såkaldte Worms-Edikt, at Luther var fredløs. Kejseren havde imidlertid lovet ham 21 dage til at bringe sig i sikkerhed. På sin vej tilbage blev han i Thüringer Wald bortført af saksiske soldater i et skinangreb og derefter bragt til borgen Wartburg.

---

Opbygningen af et evangelisk samfundsliv (1522-24)

---

Luther på Wartburg

---

Luther opholdt sig på Wartburg fra maj 1521 til marts 1522 under dække af navnet Junker Jørg. Han udnyttede tiden effektivt og lagde grundfundamentet for et evangelsk samfundsliv. I sine udlægninger af Marias lovsang skrev han om, hvorledes man som evangelist skulle forholde sig til Marias fromhed. Igennem sine prædikener, der blev trykt og omfordelt, afhjalp han den ringe uddannelse, mange prædikende havde i samtiden. Således opstod gradvis en prædikantkultur. I sit skrift De votis monasticis (Om munkeløftet) beskrev han munkeløftet som værende i strid med de hellige skrifter, da det hvilede på gerningsretfærdighed. At trække sig tilbage fra verden var imod den kristnes mening på jord, da de skulle leve et jordisk liv, hvor de passede deres arbejde og grundlagde en familie. Efter at han havde udgivet dette værk, nedlagde han sit hverv som munk, hvilket var strafbart i det hellige tysk-romerske rige.

---

Bibeloversættelse

---

Luthers måske mest betydningsfulde bedrift var oversættelsen af det Ny Testamente af Erasmus af Rotterdams græske urtekst. De tidstypiske bibeloversættelser havde baseret sig på Vulgata, den latinske oversættelse af de græske urtekster. Luther brugte et folkeligt og forståeligt sprog, der udover i århundreder at blive målestok for tyske bibeloversættelser, også havde en enorm indflydelse på, at der opstod et standardtysk tale-og skriftsprog. Luther stod bag talrige ordsprog,der stadig i dag er del af sproget såsom: “blodpenge” og “næstekærlighed”. Den første udgave af det Ny Testamente lå færdig i september 1522 i det såkaldte “Septembertestamente”. Grundet dets sværere sprog var Luther længere tid om det Gamle Testamente, der skridt for skridt blev oversat frem mod 1534.

---

Uro i Wittenberg

I Wittenberg tog Reformationen en mere og mere radikal drejning, mens Luther sad på Wartburg. For mange var de hidtidige reformer slet ikke vidtgående nok. Kritikken rettede sig i særdeleshed mod den katolske messe, cølibatet og munkeløftet. I foråret 1521 så man det første eksempel på en præst, der giftede sig, og at en munk udtrådte af sin orden. Luthers ordensbroder Gabriel Zwilling var mest radikal i sin reform af munkeembedet. I efteråret 1521 kom det til en aktion mod messen. En art højdepunkt på de radikale begivenheder blev den gudstjeneste, som Andreas Bodenstein holdt juleaften 1521, hvor han gennemførte en evangelsk gudstjeneste i verdsligt tøj og på det tyske sprog. Nadveren blev holdt uden offerbøn og indledende bekendelse under såvel ny som gammel form. Bodensteins anledning var hans netop udkomne skrift Von der Abtuung der Bilder, hvor han kraftigt vendte sig mod kirkens brug af billeder. Han blev bestyrket i sin radikale kritik i kraft af tilstedeværelsen af gendøberne, de såkaldte profeter fra Zwickau (Nikolaus Storch, Thomas Dreschel og Markus Thomae), der i 1521 var flygtet til Wittenberg. I marts 1522 forlod Luther Wartburg og vendte tilbage til Wittenberg på kraftig opfordring fra byrådet i byen. Her holdt han straks sin berømte Invokativ-prædiken, hvor han krævede en genetablering af den oprindelige gudstjeneste som en midlertidig foranstaltning “skånende de svage”. Han ville undgå at gøre befolkningen urolig igennem for radikale reformer. Derudover betonede han, at Gud forbød ethvert oprør. Det kom til et brud med Bodenstein, som forlod Wittenberg og blev præst i Orlamünde. På Luthers opfordring blev han udvist af Kursachsen i 1524,  fra da førte han et usikkert vandreliv, indtil han i 1534 fik en stilling som prædikant og professor i Basel, hvilket han udøvede til sin død i 1541.

Kritik af den bestående tradition

Luther gennemgik med kritisk hånd de kirkelige traditioner. Den kritiske målestok var bibelteksten. Traditioner, som Luther anså som værende  i modstrid med de bibelske skrifter, blev afskaffet. Han bibeholdt endog traditioner så længe, at de ikke stod i direkte modsætning bibelen, dersom de kunne være til hjælp for de troende. Af lærepædagogiske grunde var Luther imod at indføre et totalt forbud af billeder i kirken, og i sin ydre form bibeholdt han mange træk fra den hidtidige gudstjeneste i kraft af den tyske messe.

Den massive kritik af pavedømmet var til gengæld særdeles populær blandt de reformerte. Der lå en teologisk begrundelse såvel for som imod paven: Dennes særstilling som Roms biskop var traditionelt blevet begrundet i Matthæusevangeliet 16,18-19:

(18) Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. (19) Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.

Kristus betegnede Peter som fundament for kirken. Peter blev siden biskop i Rom. Dermed blev pavedømmet begrundet som et hverv, Kristus indstiftede på jorden. I eftertiden blev dette brugt som fuldmagt til også at udnævne de kirkelige repræsentanter på jorden. Luther satte Matthæus-evangeliets 18,19 overfor dette:

(18) Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. (19) For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.

En menighed er en forsamling, hvor mindst to mennesker bekender sig til Kristus. I forbindelse med med kapitel 12 i 1. korinterbrev udvikledes ideen om lægmandspræster. Præsten er på disse tekststeder ikke en efterfølger til Peter, men tværtimod et medlem af menigheden, idet han vil være bedst til at forstå og varetage præstehvervet i form af prædikener og sjælesorg. Dette særlige medlem af menigheden har sin særstilling, ikke i kraft af sin indvielse, men grundet sin teoretiske såvel som praktiske uddannelse.

---

Nye gudstjenesteforordninger

Et af de store nybrud, som reformatorerne stod for, var at gudstjenesten blev holdt på det talte sprog i området. De første til at indføre dette var Andreas Bodenstein (Karlstadt) og Thomas Müntzer og lidt senere også Luther. Det gjorde det nemmere i de protestantiske områder at erstatte den latinske messe. Det centrale i de nye evangelske forordninger blev bibellæsning og prædiken. Oversættelsen af bibelen til tysk muliggjorde, at hver enkelt medlem af menigheden kunne sammenligne prædikenen med bibelens ord.  Endvidere var Luther en stor fortaler for, at der skulle synges salmer, idet sang var en måde at give det bibelske budskab en munter og mere følelsesmæssig form på. Luther og Müntzers forslag forblev i tråd med denne form for messe, mens andre reformatorer gennemførte langt mere vidtgående reformer.

---

Andre udviklinger af Reformationen i Tyskland

---

Den radikale Reformation

---

---

Flere teologer og forskere i den reformerte bevægelse var på ingen måde enige. Næsten alle var dog præget af en fornemmelse om jordens snarlige undergang, men de drog vidt forskellige konsekvenser af dette.

Denne radikale fløj fik i særdeleshed et talerør i Luthers store modspiller Thomas Müntzer. Denne mente at finde rygdækning i bibelen til at iværksætte en radikal omvæltning af de sociale og politiske forhold. Det var i denne tankegang, at den Tyske Bondekrig fra 1524-26 havde sine rødder. I Thüringen kom det til grundlæggelsen af det Evige Råd, der ville gennemføre bøndernes politiske sociale krav.

Kort efter afslutningen på Den Tyske Bondekrig opstod Døberbevægelsen som en del af den schweiziske Reformation, hvis mål var en genetablering af den nytestamentlige menighed omkring Jesus. Den praktiserede trosdåb, der af dens modstandere kaldtes gendåb, var kun en del af deres princip om efterlevelse. Kirken var her de troendes samfund. De praktiserede et “Præsteskab for alle Troende” og valgte deres ældste og diakoner på “demokratisk” vis. De talte for den radikale idé om en opsplitning af kirke og stat og krævede religionsfrihed, der ikke bare skulle gælde for medlemmerne af deres egne samfund. At sværge ed var også noget, man nægtede i bevægelsen. Det var først og fremmest kritikken af den verdslige øvrighed frem for dens afvigende teologi, der førte til, at øvrigheden så på dem med mistænksomhed. På den baggrund skal man se de mange tiltag imod bevægelsen, som den verdslige magt tog. Såvel Mennonitter, Huttere og Amish er grene af Gendøberne.

Døberbevægelsen fra Münster havde en helt anden aktiv tilgang under dens leder Melchior Hofmann. De så hen imod et tusindårsrige, der skulle erstatte de sidste tider, men var også blevet helt anderledes entusiastiske og voldsberedte igennem den kraftige forfølgelse, de havde  været igennem. I 1534 opnåede de reformerte døbere politisk flertal i byrådet i Münster, hvilket gjorde, at byen og biskop Franz von Waldeck blev belejret. Befolkningen blev endnu mere radikaliseret af denne begivenhed og etablerede Kongeriget Münster. Det varede indtil sommeren 1535, hvor byen blev stormet. Deres leder så sig selv som det afgørende værktøj, der kunne bane vejen til Guds Rige.

En anden gruppe indenfor det radikale greb af Reformationen blev dannet af de såkaldte Spiritualister, der af deres modstandere blev betegnet som sværmere. De var tæt forbundet med Døberbevægelsen og havde også deres udspring i denne. De krævede en stærk inderlig tro. Deres primære mål var ikke at danne en mere transparent kirke. De fandt på ingen måde de ydre ritualer i form af dåb og nadver vigtige. Deres vigtigste repræsentanter var Sebastian Franck og Kaspar Schwenkfeld. Der findes den dag i dag stadig Schwenkfeldianere i Nordamerika.

En gruppe af den radikale Reformation blev kaldt Antitrinitarister, der blev repræsenteret af Michael Servet. Det var på mange måder også en del af Døberbevægelsen og havde særlig stor udbredelse blandt den polske Brødremenighed i Polen-Litauen. I Siebenbürgen/Transsylvanien findes der den dag i dag stadig repræsentanter for denne retning.

Såvel de katolske som de lutherske og reformerte magthavere forfulgte kraftigt alle disse bevægelser uden at se nærmere på deres forskellige mål og teologiske fundament. I mange områder måtte Døberne forlade deres land uden at kunne medtage noget, i andre områder blev de fængslet og tortureret, og i de mest ekstreme tilfælde blev de dømt som kættere og brændt på bålet eller druknet.

---

Protesttilkendegivelsen i Speyer

---

---

På Rigsdagen i Speyer i 1526 var Ediktet fra Worms fra 1521, hvor Luther var blevet erklæret fredløs, blevet delvist revideret. En henrettelse af Luther skulle nu gå igennem Rigsstænderne. Ifølge dette var det sådan, at enhver fyrste kunne vælge religion på en sådan måde, som han mente, at han kunne stå til ansvar for såvel kejser som Gud. Kejser Karl V ophævede imidlertid denne beslutning og ville på den efterfølgende rigsdag i Speyer indføre en lov i tråd med sin egen tankegang.

På rigsdagen i Speyer 19. april 1529 trådte 6 fyrster og 14 frie rigsstæder sammen for at repræsentere det protestantiske mindretal og for at tale imod vedtagelsen af en lov mod Luther og udstødelsen af hans skrifter og lære, og de krævede samtidig en uhindret udbredelse af den evangeliske tro. Denne protest regnes af andre som fødselsstunden for protestantismen.

---

Dannelsen af en bekendelse og en konsolidering

I 1530 overrakte det protestantiske samfund kejseren Augsburger Bekendelsen ved rigsdagen i Augsburg, hvorved Reformationen trådte ind i en ny fase. Protestantismen fordelte sig primært i to hovedstrømme: den lutherske og den schweiziske fløj, hvilket var blevet endegyldigt klart efter Religionssamtalen i Marburg i 1529. De to fløje begyndte for alvor at udvikle bekendelser og organisere sig. Udover de allerede nævnte gudstjenesteordninger og bekendelsesskrifter blev der udviklet nye kirkeforordninger med hjælp og anvisning af landsfyrster og byråd. Disse nye forordninger afløste de århundredgamle kanoniske retslove fra den middelalderlige kirke og var et klart udtryk for, at de tyske landsherrer nu sad på kirkernes regimer. Dette vedblev at være princip i Tyskland indtil 1918.

---

Politiske konsekvenser

Den teologiske diskussion om den rigtige udlægning af Bibelen havde vidtrækkende politiske konsekvenser. De nye teologiske tanker gav rigsfyrsterne en teologisk funderet begrundelse til at reducere den tunge opgavelast, som paverne i Rom havde pålagt dem. Dannelsen af de protestantiske landskirker styrkede landsfyrsternes uafhængighed. Nogle af de mest betydningsfulde protestantiske territorier i det tyske rige var landgrevskabet Hessen, Kurpfalz, kurfyrstedømmet Sachsen og hertugdømmet Württemberg.

Reformationen førte i den første halvdel af det 16. århundrede flere religionskrige mellem katolikker og protestanter med sig. Inden for det Hellige Tysk-Romerske Rige førte den til den Schmalkaldiske krig og i Schweiz til Kappelkrigene. I Tyskland endte krigene i 1555 med religionsfreden i Augsburg, og i Schweiz endte det i 1531 med den 2. landsfred i Kappel. Begge steder blev løsningen “cuius regio, eius religio“, hvilket i praksis betød, at i Tyskland var det fyrsten eller rigsstændernes religion, der bestemte befolkningens religion og i Schweiz kantonernes regeringer.

---

Overblik over udbredelsen

I midten af det 16. århundrede kom 2. generation af reformatorer. I Geneve var det Jean Calvin og i Zürich Heinrich Bullinger, der efterfulgte Ulrich Zwingli som leder af Zürcher kirken. Begge konsoliderede Reformationen på et teologisk plan, Calvin med Institutio Christianae Religionis og Bullinger med Den Anden Helvetiske Bekendelse. Begge øvede en afgørende indflydelse på den europæiske protestantisme. Deres lære sikrede den reformerte kirke et videre liv.

Efter at den britiske reformator William Tyndale havde lidt en voldsom død, fik Calvin mere og mere indflydelse på Reformationen i England. Han korresponderede livligt med Edvard VI og diverse engelske teologer. I forlængelse af, at britiske kolonier blev grundlagt i Nordamerika, blev de reformerte kirker de dominerende i de ny områder. Dette gjaldt i særdeleshed: kongregationalister, baptister, presbyterianere, anglikanere, kvækere og metodister. Lutheranere og mennonitter udgjorde kun mindre grupper blandt disse.

---

Schweiz

I Schweiz fandt reformation og den katolske mod-reformation et samtidigt, men noget andet forløb end i Tyskland. Det startede med Ulrich Zwinglis virke i 1519 og sluttede med den protestantiske sejr over de katolske områder i den 2. Villmergerkrig i 1712. Selve forløbet af Reformationen tog også et noget andet forløb i Schweiz, da det gamle Edsfællesskab gav en anden socialstruktur end i det tyske rige. I dag adskiller den schweiziske reformation sig ved at være fortrinsvis evangelisk-reformert, hvor den tyske reformation fortrinsvis var evangelsk-luthersk. I kraft af Edsfællesskabets samfundsopbygning udgik reformationen i Schweiz fra forskellige centre med forskellige reformatorer. De, der fik mest varig betydning, var Jean Calvin, der grundlagde Calvinismen, som fra 1536 gjorde Geneve til det protestantiske Rom og Ulrich Zwingli, der virkede i Zürich fra 1523 samt hans efterfølger Heinrich Bullinger, som i 1549 i fællesskab med Calvin bilagde den største tvist mellem de to største hovedstrømninger i Consensus Tigurinus – spørgsmålet om nadveren. Den schweiziske reformation fik internationalt set langt større betydning end Luthers lære, der begrænsede sig primært til det tyske og nordeuropæiske, idet Holland, Storbritannien og i særdeleshed USA tog den schweiziske reformations frugter til sig.

Zwingli såvel som Calvin afviste konsekvent alle traditioner, der ikke kunne begrundes i Bibelen. De reformerte kirker havde særdeles nøgterne og spartansk udsmykkede kirker, der maksimalt var udsmykket med bibelcitater. Den kirkelige struktur havde ingen biskopper og blev bestemt af samfundet; Zwingli afviste sågar instrumentalmusik i kirken. Nadveren er for begge retninger et mindemåltid og ikke Kristus legeme og blod. Begge retninger dannede en helt ny liturgi.

Den reformerte Døberbevægelse, som Mennonitterne udgik fra, havde også deres rødder i Schweiz, og trods forfølgelserne bredte de sig ud derfra. Bevægelsen blev forfulgt på grusomste vis indtil det 17. århundrede.

---

Frankrig

---

Begyndelsen

---

På den tid, hvor Luthers teser i Tyskland havde påbegyndt Reformationen, befandt Frankrig sig i en situation, hvor Luthersk tankegods havde kunnet falde i særdeles frugtbar jord:

Denne sekularisering af den franske kirke førte til modstand i særdeleshed fra de humanistiske kredse i Paris omkring Erasmus af Rotterdam og Jacques Lefèvre d´Étaples. I de kredse begyndte man at læse Luther omkring år 1520, hvor Bibelen blev gjort til målestok for tro, og hvor kravet om en adskillelse mellem kirke og stat var gængs. Derpå blev Luthers teser også betragtet mere positivt i selve kongehuset: Kongens søster Margarete d´Angoulême og biskoppen i Bayone, Jean du Bellay, som dennes broder Guillaume, hørte til i gruppen rundt om Lefèvre.

Frans I var uden at være særligt oplyst eller besluttet og måske en smule influeret af sinsøster, viste sig ikke utilbøjelig til at være positiv for den begyndende reformationsbevægelse. Således holdt han sin beskyttende hånd over Lefévre, da der blev indledt en proces om kætteri i forlængelse af dennes afhandling om Maria Magdalena. En reform af kirken indefra synes ikke at være frygtet af Frans I, så længe det kun drejede sig om teologiske diskussioner.

På den baggrund så man, at de reformerte tanker og ideer fik fodfæste i Frankrig omkring år 1520. De bredte sig fra humanisterne og til det fremadstormende borgerskab, hvor det ikke kun var varer, der bredte sig hurtigt, men også ideer.

---

Begyndende forfølgelse

Der gik ikke lang tid, før at der blev etableret en stærk katolsk modbevægelse. Repræsentanterne for kirken så sig truet af Luthers lære: I 1521 blev Luther ekskommunikeret af paven, og på Paris´ universitet Sorbonne kom det til en fordømmelse af Luthers lærdom. Frans I befandt sig dermed under et tiltagende pres og det af 2 grunde:

• Den første grund var indenrigspolitisk: Efter 1520 blev det snart tydeligt, at Reformationen ikke kun var et teologisk anliggende, som de lærde kunne debattere over i deres studerekamre, men at Luthers teser angreb hele den bestående klerikale magtstruktur og dermed i praksis også den verdslige. Frans I havde ingen interesse i dette, da de adelige, som reformatorerne ville fjerne, var blevet placeret i deres kirkelige embeder og sikrede den franske konge såvel indtægter som en konsolidering af hans magt.
• For det andet befandt Frans I sig på dette tidspunkt i et modforhold til Habsburgerne og den tyske Kejser Karl V. Frankrig var omringet af Habsburgerne, der sad på magten i Nederlandene, Tyskland og Spanien og i åben krig mod dem i Norditalien. Havde Frans I givet tilladelse til, at Frankrig ville indføre Reformationen, havde han haft paven i Rom imod sig i det italienske. I 1521, da Luther var blevet dømt fredløs af Karl V, som havde ikke tøvet med at erobre Frankrig. Dette forhold var også med til at få Frans I til at distancere sig fra protestantismen.

Derefter kom det til flere repressalier mod protestanter, der blev forfulgt –  i særdeleshed, hvis de offentligt udøvede deres tro: Den første henrettelse af en fransk protestant skete 8. august 1523, da augustinermunken Jean Vallière blev brændt i Paris.

---

Undergrundskirken

Protestantismen blev i perioden frem til 1530 tiltagende trængt i undergrunden. En del af protestanterne flygtede til de dele af Schweiz, hvor det allerede var lykkedes Ulrich Zwingli at stække den katolske kirkes magt. Politisk trængt i undergrunden opførte de franske protestanter sig imidlertid tiltagende provokerende. Det kom til flere sammenstød mellem katolikker og protestanter, den mest kendte episode var i 1534 Affaire des Placards, hvor antikatolske plakater blev hængt op i Paris og 4 andre byer. Den katolske messe blev kaldt afgudstjeneste, og forskellige statuer af Jomfru Maria blev ødelagt. De ansvarlige blev fanget og brændt, hvilket kun gjorde forholdet mellem de to parter endnu mere spændt.

Den hidtidige katolske humanist Jean Calvin sluttede sig i 1533 til protestantismen, og efter en protestantisk sympatiserende tale sammen med Nicolaus Cop, rektoren for Sorbonne Universitet, flygtede de begge fra Paris.

Allerede i 1523 var den første protestantiske menighed blevet dannet i Meaux nord for Paris. I 1559 holdt de reformerte den første nationale synode i Paris, der endte med at beslutte en fransk kirkeordning Confessio Gallicana. 15 menigheder havde været repræsenteret, 2 år efter var der ikke færre end 2000 . I begyyndelsen af 1560´erne havde undergrundskirken omkring 2 millioner tilhængere, hvilket var omkring 10 procent af den samlede franske befolkning.

De reformerede menigheder var dog ikke længere præget af Luther. Forfølgelsen havde skabt tætte bånd mellem de franske reformerte og Jean Calvin og hans Calvinisme i Geneve. Denne proces var foregået i årene 1533-1560 og var blevet styrket af den redningskrans, Geneve havde været for de franske trosflygtninge. Det var også i de år, at navnet Huguenotterne opstod.

---

Huguenotkrigene

I 1547 døde Frans I, og hans søn Henrik II besteg den franske trone. Han fortsatte undertrykkelsen af Huguenotterne uformindsket. Samtidig begyndte det habsburgiske rige at krystallisere sig i mindre småstater: Kejser Karl V havde ikke længere Reformationen under kontrol, og hans kompromis i 1555 med religionsfreden i Augsburg havde kun været en yderligere splittelse af hans rige.

Henrik ville i alle tilfælde forhindre, at noget tilsvarende som i Tyskland skulle ske. Imidlertid havde også en del adelige franskmænd tilsluttet sig Huguenotterne. Frans I havde lavet noget tilsvarende, det augsburgske princip, hvor fyrstens religion er undersåtternes religion, hvilket havde været til stor skade for den franske centraliserings hidtidige succes. Henrik stoppede denne praksis, og dermed begyndte for alvor den politiske diskriminering af protestanter i Frankrig.

En nyindretning og tre love/edikter rakte til en stigende undertrykkelse af Huguenotterne: Henrik indrettede allerede i sit første regeringsår et kammer, Chambre Ardente, der skulle forfølge huguenottiske parlamentsmedlemmer. I juni 1551 blev dette princip udbredt til også at gælde i provinsparlamenterne med ediktet fra Châteaubriand. I ediktet fra Compiègne i juli 1557 lod han retsvæsenet være ansvarligt, såfremt protestanter opførte sig “på nogen vis forstyrrende for den offentlige orden”, den kætterske dom lod han stadig kirken stå for. Den sidste lov var ediktet fra Ècouen af 2. juni 1559: Kættere skulle fremadrettet straffes med døden. Henrik døde kort tid efter denne lov.

---

---

I 1685 tilbagekaldte Ludvig XIV ediktet fra Nantes med ediktet fra Fontainebleau. De, der blev genkendt som protestanter, blev fængslet eller solgt som galejslaver. Den protestantiske kirke blev igen en undergrundskirke, som mødte modstand i bjergkæden Cevennerne og hos folkefærdet Kamisarderne. I årene 1703-06 udkæmpede man en religiøst betinget borgerkrig i disse områder, hvor Ludvig XIV jævnede mere end 400 landsbyer med jorden. Bibellæsning og salmesang var forbundet med høje straffe. Mange mennesker lod sig tvangsomvænne til katolicismen, mest af alt af frygt for de drabelige dragonader. Protestantismen blev dog ikke udryddet i Frankrig, de straffede og forfulgte fik nærmere en rolle som martyrer.

Størstedelen af protestanterne fra den øvre klasse var flygtet til udlandet, hvilket gjorde, at kirken lod sig lede af lægmandspræster, der følte sig ægte kaldet til hvervet. Det betød også, at det religiøse fik profetiske og ekstatiske elementer, der inspirerede andre i hele Europa.

Når Huguenotterne flygtede til nabolandene, blev de ofte modtaget af reformerte eller lutherske i disse lande, der hørte til blandt samfundseliten. De sørgede for at give de flygtede privilegier og kredit, hvilket i flere tilfælde satte dem i et modforhold til den øvrige befolkning.

De primære steder for de mere end 200.000 flygtede huguenotter var Schweiz, Nederlandene, England, Tyskland og Amerika. Det ellers lutherske Preussen bød i 1685 de reformerte huguenotter velkommen med ediktet fra Potsdam.

Deres ankomst til det tyndt befolkede Preussen førte en opblomstring i økonomien og i særdeleshed i landbruget med sig og åbnede for et kulturelt åndsliv i Preussen. De udviklede primært silkemanufaktur og handel og indførte tobaksindustri i Uckermark, samt gav helt nye elementer til udsmykning og næringshandel.

I Frankrig tillod man først protestantisk liv en mulighed med Ludvig XVI´s toleranceedikt i 1787.

---

Reformationen i andre Europæiske lande

---

England

I England blev reformationen først og fremmest udført af politiske grunde. Britiske teologer havde med interesse fulgt, hvad reformatorer som Martin Luther, Ulrich Zwingli og Jean Calvin havde stået for i såvel skrift som handling. Det faldt ikke englænderne fjernt at indføre visse dele, der tidligere havde været forbudt af paven i Rom. Der havde været forsøg på at oversætte Bibelen til engelsk. Disse tiltag sluttede imidlertid under den engelske konge Henrik VIII, der fik henrettet oversætteren. Henrik VIII brød imidlertid i 1536 med den romerske kirke, mest fordi han politisk ikke ville lade Rom diktere sin ægteskabspolitik. Det var først under Henriks efterfølger Edvard VI, at man fik indført større reformer som Book of Common Prayer. Reformationen i England bølgede imidlertid frem og tilbage. I årene 1553-58 regerede “Bloody Mary”, der genindførte katolicismen og forfulgte protestanterne, inden Elisabeth I vendte logikken om fra 1559. Elisabeth indførte også den anglikanske kirke. I løbet af 1600-tallet forsøgte flere konger at alliere sig med den katolske kirke i det engelske, hvilket spillede en rolle under såvel den engelske borgerkrig 1639-53 som igen under unionskrigene i 1688-91. Under de sidste blev katolikkerne endeligt besejret. Dermed var reformationen endegyldigt indført i England og Skotland.

---

Skotland

I Skotland var John Knox´ virke i særdeleshed vigtigt. Han var en student af Calvin og grundlagde den presbyterianske statskirke. Da England indførte den anglikanske kirke i 1536-37, forblev Skotland romersk-katolsk. Men de nye tanker fik fat i skotterne, hvor Knox blev den mest kendte udbreder. Men Marie de Guise forfulgte hårdt protestanter. De protestantiske samfund fortsatte med at vokse, og Knox blev deres leder, der ved en form for statskup førte til den skotske Reformation, der blev til en form for presbyteriansk statskirke, hvor romersk-katolske lommer, dog blev tålt. I England kom det en spaltning af den anglikanske kirke. Puritanerne ville rense den anglikanske kirke for alle katolske elementer. Radikale uafhængige kongregationalister meldte sig helt ud af den engelske kirke. Begge grupper afviste biskopper og var stærkt influeret af Calvins teologi.

---

Andre lande

I de skandinaviske lande opstod lutherske statskirker. På trods af Calvins stærke indflydelse etablerede der sig i Nederlandene ingen reformert statskirke. I de  østlige og sydeuropæiske lande var det meget forskelligt, hvor store de lutherske og reformerte kirker blev. Modreformationen havde gjort indflydelsen fra disse stærkt begrænset, eller som tilfældet var i Spanien og Portugal, helt udraderet dem. I enkelte dale i Alperne bestod små samfund af valdensere, der sluttede sig til den schweiziske reformation.

---

Den katolske kirkes Reaktion

Den bølge, Luther udløste med sin kritik, blev mødt af den katolske kirke med enorm overraskelse. Da man ikke kunne overbevise Luther, brugte man i stedet politisk og kirkeligt pres. Luther måtte flygte og overlevede kun, fordi han blev beskyttet af fyrstemagten. Det lykkedes Zwingli at overbevise byrådet i Zürich om hans læres rigtighed. Reformationens ideer bredte sig som en løbeild – befolkningen strømmede til de nye trosretninger, og rigsbyer og fyrster støttede reformationen.

Den daværende Kejser Karl V forblev katolsk, men han kunne ikke fuldt ud koncentrere sig om at rulle reformationen tilbage, da han var stærkt optaget af sin udenrigspolitik, hvor han var i krig med tyrkerne og Frankrig.

På Trentinerkoncilet (1545-63) forsøgte man ad 3 omgange at føre nogle af de reformer, der var blevet påbegyndt i det 15. århundrede, videre. De tre omgange havde imidlertid forskellige udgangspunkter. En samlet reform af den romersk-katolske kirke havde aldrig stået på dagsordenen – også selvom der er generel enighed om, at det var en anden kirke ved koncilets slutning end den, Luther havde kritiseret et halvt århundrede tidligere. Der var særligt blevet skåret ned på det enorme antal af klerikale og på antallet i den såkaldte Kurie, og derudover var kirken blevet moderniseret. I forlængelse af koncilet lod man Ignatius von Loyola grundlægge Jesuitterordenen, der skulle stå for modreformationen.

---

Konfessionalisering

Teologisk såvel som politisk kulminerede Reformationen i skrifter med de forskellige bekendelser indenfor de protestantiske kirkeretninger:

• Augsburger Bekendelsen (luthersk)
• Konkordieformlen (luthersk)
• Konkordiebogen (samling af de lutherske bekendelsesskrifter)
• Den Helvetiske Konsensformel (reformert)
• Confessio Gallicana (reformert)
• Den Nederlandske Trosbekendelse (reformert)
• Heidelberger Katekismus (reformert)
• Schleitheimer Artiklen (Døberbevægelsen)

---

Betydning og konsekvenser af Reformationen

Reformationen hører til blandt de vigtigste begivenheder og vendepunkter i den europæiske historie. For den generelle kristendomshistorie var den et foreløbigt højdepunkt i en udvikling, hvor den romersk-katolske kirke havde været kritiseret siden det 13. århundrede, og hvor talrige “kætterske” kristne grupper havde vist en kristendom i krise. De nye konfessioner luthersk, reformert og anglikansk kunne efter hårde sværdslag etablere sig som statslige og ligeberettigede kirker på linje med den romersk-katolske. Idet de nye konfessioner var for stærke til at undertrykke, omend det dog blev forsøgt, og der også blev udkæmpet flere religionskrige, så måtte begge sider affinde sig med en religiøs tolerance af eksistensen af alternative udlægninger af kristendommen. Den romersk-katolske kirke mistede ikke kun indflydelse i store dele af Europa, men mistede også sit hidtidige monopol på at udlægge kristendommen og Bibelen. Reformationen pressede ydermere den romersk-katolske kirke til indre reformer, men fik også modreformationen til at forsøge sig med tvangsomvendelser tilbage til katolicismen flere steder.

Reformationen satte på ingen måde spørgsmålstegn ved den kristne religion, men et spørgsmål om den måde man praktiserede religionen på. Det er blevet hævdet,at Reformationens tvivlen på den kirkelige autoritet beredte den troende på oplysningstiden og den personlige frihed. Denne holdning er udbredt, men står naturligvis til debat.

Reformationen ændrede ikke kun ved gejstlige forhold i livet, den ændrede også omfattende på samfundspolitiske forhold. Luthers To-Regimente-Lære satte et skel mellem stat og kirke, der dog ikke skete straks i de lutherske områder. Adskillelsen var stærkere blandt huguenotter og døbere der havde været forfulgte mindretalskirker, siden de opstod i det 16. århundrede. I den engelske døberkirke, der blev særudviklet i starten af det 17. århundrede, udviklede der sig en særdeles regional kirkeordning inspireret af Calvin. Religionsfrihed eksisterede også i flere af de små kirker.

Magtforholdene ændrede sig grundlæggende i kraft af de nye protestantiske stater og territorier. I første omgang i Europa og sidenhen i de oversøiske kolonier. Reformationen rakte dybt i alle facetter af livet.  Reformatorerne stræbte efter, at hvert medlem af menigheden kunne læse bibelen selv. På den baggrund krævede man derfor et uddannelsesvæsen, der rakte fra folkeskole til latinskole og videre til universitetet. Dette styrkede generelt lærdommen i samfundet og kom samfundene til meget gavn. Særligt Calvin er blevet udlagt som en, der skabte en særlig ånd af arbejdsomhed, flid, sparsommelighed, nøjsomhed, som igen var med til at styrke kapitalismen i disse områder.

Reformationen virkede langt ud over selve årene for Reformationen.

---

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Reformationen kan man næsten ikke undgå at komme ind på, når man beskæftiger sig med den europæiske historie. Vi har prøvet at komme ind på nogle af de vigtigste udviklingstræk. Ellers  er der jo en del litteratur, man kan blive klog af at læse. Personlig er jeg meget begejstret for Heinz Schillings bog “Martin Luther – Rebel i en opbrudstid”.  Den er en historisk funderet bog i det ocean af bøger, der findes om reformatoren. Ellers læs naturligvis vores artikel om Martin Luther. Endelig markerer vi på Historiske Rejser 500 års jubilæet for Reformationen med en rejse, der foregår på selve Reformationsdagen 31. oktober 1517. 

---