Martin Luther

Martin Luther blev født 10. november 1483 i byen Eisleben i Grevskabet Mansfeld og døde i samme by 18. februar 1546. Han var den teologiske ophavsmand til Reformationen.

Som teologiprofessor – knyttet til Augustiner-Eremitmunke – genopdagede han Guds nådesbudskab i Ny Testamente, hvorefter han udelukkende så Jesus Kristus som menneskeliggørelsen af Guds ord. Med dette som målestok ville han overvinde og omgøre sin tids fejludvikling i kirken og i den generelle historie for kristendommen.

Hans betoning af Guds nåde, hans prædikener og skrifter samt hans bibeloversættelse – Lutherbibelen – ændrede samfundet vedvarende fra at være domineret af den romersk-katolske kirke i tidlig moderne tid.

Imod Luthers hensigt kom det til en spaltning af kirken, ved at der blev dannet en evangelisk-luthersk kirke og mange andre konfessioner under samlebetegnelsen protestantisme.

Luthers liv

Forældrehus og barndom

Martin Luther valgte i 1512, at hans efternavn skulle staves Luther. Han udledte navnet fra den alemanniske hertug Leuthari II (død 643) og/eller fra det græske ord ἐλεύθερος(fri) og benyttede overvejende den afledte form “Eleutherios” (Den Frie).

Luther blev født i Eisleben som sine forældres enten første eller anden søn. Det menes, at han havde 9 søskende. Han blev født 10. november (læs om Luthers Fødehjem) 1483 og på den efterfølgende Martinsdag (11. november) blev han døbt i Sankt-Petri-Pauli-Kirken i byen og opkaldt efter den pågældende dags helgen.

Han voksede op i nabobyen Mansfeld, hvor faderen stod som ansvarlig for minerne og brydningen af kobberskifer. Det sikrede familien en begrænset indkomst, som igen sikrede dem mod den yderste fattigdom. Såvel Eisleben og Mansfeld ligger i Mansfelder Land i dagens Sachsen-Anhalt og havde dengang et par tusind indbyggere.

Luthers forældre var trofaste kirkegængere uden dog at vore overdrevent fromme. I årene 1490/91 frem til 1497 gik Martin Luther i byskolen i Mansfeld og derefter et år på domskolen i Magdeburg. På sidstnævnte sted underviste en senmiddelalderlig vækkelsesbevægelse kaldt Brüder vom Gemeinsamen Leben (Brødrene af Fælleslivet). I årene 1498 til 1501 gik han på præsteskolen Sankt Georg i Eisenach, hvor hans latinkendskab blev så fuldendt, at han fremadrettet beherskede dette flydende i såvel skrift som tale. I denne tid boede han hos bekendte af sin moders familie samt hos familierne Schalbe og Cotta.

I Luthers Fodspor - en dybdegående rejsebog af Anders Bager Eriksen

I Luthers Fodspor er en dybdegående rejseguide om Luther og reformationen. Bogen er i et praktisk A5 format og rigt illustreret. Bogen indeholder beskrivelser af de steder, hvor Luther primært færdedes i hans leveår fra 1483-1546.

Anders Bager Eriksen har været rejseleder på ture i Luthers Fodspor utallige gange. Dertil har han en akademisk baggrund som Cand.Mag i Historie og Religion og er desuden præstesøn.

➡ Klik her for at bestille eller læse mere om bogen

Studie og Munkeordensliv

I foråret 1501 begyndte Luther at studere på Erfurt Universitet og flyttede til studenterkvarteret Georgen. Han startede med at gå på det klassiske Humaniorafakultet, hvor han lærte de frie kunster “Septem artes liberales” (grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik og astronomi). I januar 1505 aflagde Luther sin eksamen i “Magister artium” og afsluttede dermed sin akademiske grunduddannelse. I denne tid fik Luther præcis kendskab til Aristoteles lære samt den gængse middelalderlige skolastiske lære fra Thomas Aquinas. Endvidere lærte han om Nominalismen hos Jodocus Trutfetter og Bartholomäus Arnoldi på Det humanistiske Fakultet i Erfurt.

På faderens ønske var Luther netop begyndt et fortsat studieliv i sommeren 1505 på det juridiske fakultet i Erfurt.

2. juli 1505 var han på vej retur til Erfurt fra et besøg hos sine forældre i Mansfeld, men blev forstyrret af et skrækindjagende tordenvejr lige nord for Erfurt ved Stotternheim. Luther var dødsensangsst og råbte på hjælp fra Den Hellige Anna, Jomfru Marias mor “Hjælp mig du Hellige Anna, jeg vil være munk!“. Hvorfor den unge Luther præcis aflagde dette løfte og slog ind på en kirkelig livsbane, kan hverken forklares ud fra hans opdragelse eller ud fra hans dødsangst.

17. juli 1505 trådte Luther første gang ind på Klosteret for Augustiner-Eremitter i Erfurt. I udgangspunktet var det imod hans faders vilje. Her udøvede han ordensreglerne så præcist og strengt, at han allerede 27. februar 1507 blev udpeget til diakon og 4. april samme år præsteviet. Trods daglige bodsøvelser led Luther af stort samvittighedsnag. Hans primære bekymring var: “Hvordan får jeg en nådig Gud?” Dette betændte spørgsmål, bekendte bodssakramentet, skulle opnås ved en oprigtig kærlighed til Gud og ikke via en angst for hans straf. Luther tog disse opfordringer yderst alvorligt. Han opfattede sig som uegnet til at efterleve Guds fordringer med kærlighed og ikke af angst. Det fik ham til konstant at tvivle på, hvorvidt han var i stand til at opnå erkendelse, om han kunne få forladt sine synder, eller om Guds fordringer var for fjerne, og han var dømt til evig fortabelse.

Luthers skriftefader Johann von Staupitz, provsten i den menighed han tilhørte, anbefalede på den baggrund  Luther at gå i gang med et teologistudium, og han startede dermed forfra på dette i efteråret 1508 i Wittenberg. På datidens universitet lærte han Wilhelm von Ockhams teologi, der betonede Guds frihed samt den menneskelige viljefrihed. Derudover lærte han om kirkefædrene, først og fremmest formidlet igennem sætninger af kirkefædrene Petrus Lombardus og Augustin. I marts 1509 blev Luther tildelt den akademiske grad “Baccalarius biblicus”,  der gav ham lov til at læse kortere bibelafsnit sammen med de færdiguddannede akademikere. Få måneder efter opnåede han titlen “Baccalaureus sententiarius” og måtte dermed selv udlægge de “lombardiske sætninger”. Kort tid efter dette blev han beordret tilbage til Erfurt.

Luthers rejse til Rom

I slutningen af 1510 begav Luther sig ud på en rejse til Rom sammen med en anden munkebroder. Nyere forskning mener, at rejsen først foregik i sensommeren 1511. Ældre forskning har antaget, at klosteret i Erfurt sendte ham på en bestilt opgave, hvor han skulle protestere over, at de liberale augustinerklostre i provinsen Sachsen, skulle sammenlægges med de mere strenge hovedgrene af Augustinerordenen i det øvrige Europa. Ifølge nyere forskning fandt denne rejse først sted, efter at Luther var flyttet fra Erfurt til Wittenberg. Der er stadig en del uklarhed om, hvad Luthers egentlige formål på rejsen var, men at den kan kobles til den reformpolitik, som hans læremester generalvikar von Staupitz ville gennemføre i flere tyske områder og synes at have opnået en vis form for støtte til at gennemføre i Rom. Dette var hans officielle ærinde. I alle tilfælde skriftede han alle sine synder i Rom for tredje gang i sit liv, han klatrede på sine knæ på den Hellige Trappe i Lateranet for at opnå syndsforladelse og for at befri sine relaterede fra Skærsilden. Han tvivlede endnu ikke på den romerske bods- og afladspraksis, men var omvendt forfærdet over, hvordan man i Rom tog tingene lidet alvorligt, og hvordan sæderne synes i forfald. Rejsen til Rom var den længste både i tid og i afstand i Luthers liv, der før denne rejse aldrig havde forladt det Thüringsk-Saksiske område. Rejsen var en nøgleoplevelse og blev efterfølgende nævnt gentagne gange af Luther i skrifter og taler.

Professor i Bibelfortolkning

Luther skiftede i september 1511 klosteret i Erfurt ud med en stilling som teologisk professor i Wittenberg. Dette menes at være sket på Staupitz ønske og skal muligvis ses i sammenhæng med den interne strid i Augustinerordenen, hvor klosteret i Erfurt tilhørte modstanderne af Generalvikar Staupitz. Luther og Staupitz plejede et nært venskab indtil sidstnævntes død i 1524. I oktober 1512 blev Luther omtalt med titlen “Doctor Theologiae“. Han overtog som Staupitz´ efterfølger den respektfyldte titel “Lectura in Biblia” (Bibelfortolkning) på Universitetet i Wittenberg og beholdt den til sin livsafslutning.

I de følgende år afholdt Luther adskillige forelæsninger over salmerne og Paulusbrevene. Af disse findes der flere originalmanuskrifter og direkte nedskrevne taler bevaret fra denne tid. De gør det muligt at forstå detaljeret, hvordan Luthers tanker var frem til hans endegyldige brud med den Romersk-Katolske Lære.  Han fulgte indledningsvis skemaet for den firdobbelte skriftfølelse og tolkede det Gamle Testamente allegorisk. Han tolkede bibelen med inspiration fra Ockhamisme, Nyplatonisme og Mysticisme. At mennesket var håbløst fortabt stillede han overfor Guds Nåde. Han gennemtænkte dog altid de kirkelige sakramenter, pavedømmet og de kirkelige dogmer og fortolkede dem med i dette.

I 1514 blev Martin Luther udnævnt til provinsialvikar og overtog dermed trods sin unge alder i tillæg til sit virke som professorlærer nu også ledelsesmæssige opgaver i sin orden, der var forbundet med et betragteligt virke af inspektionsbesøg og rejsevirksomhed. Denne ledelsesfunktion som provinsiel vikar havde 11 klosterkonventer underordnet sig, derunder hans tidligere hjemlige konvent i Erfurt, i hvilket Johannes Lang blev indsat som Prior i 1516.

Det Reformatoriske vendepunkt

I Lutherforskningen er det omstridt, hvornår Luther udviklede og formulerede princippet om Guds Retfærdighed sola gratia. I dette princip ligger, at man alene må forlade sig på Guds nåde. I et senere udsagn beskrev Luther dette vendepunkt som et uventet lynnedslag, der for igennem ham i hans arbejdsværelse i det sydlige tårn i Wittenbergs augustinerkloster. Mange daterer denne Tårnoplevelse til årene 1511 til 1513 og andre igen til 1515 og få andre til 1518, mens andre igen mener, at Tårnoplevelsen skal forstås som en gradvis udvikling henimod det reformatoriske vendepunkt. Datering af denne erkendelse hænger sammen med, hvordan man ser på denne hændelse.

Ubestrideligt er det, at Luther anså sin erkendelse som en stor befrielse. I sin ensomme meditation over Paulus Romerbreve (1,17) havde han pludselig erkendt, hvad han i årtier forgæves havde søgt:

“I disse bliver retfærdigheden, der gælder for Gud, åbenbaret, hvad der kommer af tro og hvad der fører til tro; som det står skrevet (Habakuk 2,4): Retfærdigheden bliver levendegjort af troen.”

Dette bibelvers førte endegyldigt til en ny skriftforståelse: Guds evige retfærdighed er en nådesgave, der er skænket til mennesket udelukkende gennem troen på Jesus Kristus. Ingen kan håndhæve denne nådesgave på egen hånd. Troen på, om man har tilegnet sig denne nådesgave, ligger uden for det menneskeligt mulige. Dermed brød Luther med den middelalderlige synergibalance mellem menneskelige evner og guddommelig åbenbaring. Efterfølgende antog Luther et tiltagende kritisk blik på kirken som en institution, der var i stand til at formidle Guds Nåde. Dette gjaldt både i praksis og i indhold.

I en forelæsning om Romerbrevene i 1515 så man Luthers nye forståelse af Retfærdighed i form af Sola Gratia, omend dog stadig influeret af tankesæt fra Augustin og Johannes Tauler. I 1516 offentliggjorde han Theologia deutsch, et værk af en ukendt mystiker ved navn Frankfurteren, der bestyrkede ham i hans voksende afvisning af de kirkelige ritualer.

Aflad og de 95 teser

Læs Martin Luthers 95 teser

Afladsbreve havde den funktion, at de kunne afkorte den periode, en person eller dennes familie skulle have i skærsilden. Denne afkortning skete mod betaling af en pengesum. Et overleveret ordsprog fra Johann Tetzel lyder:

Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer!

 

Første gang Luther prædikede offentligt imod den omsiggribende afladspraksis var præcis et år, før han slog sine teser op på Slotskirkens dør i Wittenberg. I sommeren 1517 læste han ærkebispen af Mainz Albrechts Instructio Summarium,  der var en anvisning på, hvordan kirken skulle forholde sig til de mange afladsprædikanter, der rejste rundt i landet. Ærkebispen ville med disse penge betale sin gæld til datidens stærkeste handelsfamilie Fugger fra Augsburg. De havde sponsoreret hans kurfyrstelige stilling. Derfor sendte han afladsprædikanten Johann Tetzel til Sachsen.

4. september 1517 fremsatte Luther 97 teser for at fremmane en diskussion hos sine kollegaer på Wittenberg Universitet om den skolastiske teologi. I oktober forfattede han yderligere 95 teser, der henviste direkte til aflad, og som han sendte i et brev til ærkebiskop Albrecht, og som han også lod sine tilhængere sprede. Ifølge Philipp Melanchthon skulle disse teser være blevet slået op på hovedportalen på slotskirken i Wittenberg 31. oktober 1517. Dette altid meget omtalte teseopslag har i mange år været betragtet som en legende uden historisk rygdækning. Dette har imidlertid ændret sig, efter at man i 2006 har fundet en håndskriftsnotits fra Luthers mangeårige sekretær Georg Rörer, der har sandsynliggjort hændelsen væsentligt. Det ligger under alle omstændigheder fast, at afladsteserne allerede var udbredt og offentlig kendt før det mulige opslag på kirkedøren til slottet i Wittenberg og dermed, at diskussionen om aflad var på sit højeste på dette tidspunkt.

Luthers teser fik stor offentlig opbakning og udløste Reformationen. Luther protesterede kraftigere mod, at aflad gav den forkerte opfattelse af bod og retfærdighed end den finansielle praksis i den romerske kirke, der omvendt fandt den største modstand hos mange fyrster og borgere.

Afladshandelen var kun anledningen for Luther til at påbegynde en almen og grundlæggende reform af hele kirken “fra hoved til alle hjørner“. Han angreb endnu ikke paven direkte, men lod ham tro – i det mindste retorisk – at han var på hans side. Imidlertid anså han forbøn som pavens eneste redskab til at kunne eftergive menneskers synder og afviste dermed den romersk-katolske teologi om, at det var muligt at opnå vished for, at ens syndsstraffe ville blive ophævet. Denne egenskab var i datidens folks øjne pavens vigtigste legitimitet. Debatten om afladstesernes teologiske finesser blev forståeligvis kun ført inden for en mindre faglig kreds. I 1518 forfattede Luther en mere simpel og forståelig skrivelse til den bredere befolkning. Den lød navnet Prædikener om Aflad og Nåde.

I mellemtiden var Albrecht von Mainz blevet kardinal i Rom, hvor han ikke holdt sig tilbage med at gøre opmærksom på Luthers skrifter. Tetzel reagerede med en række mod-teser, der blev støttet af teologen Johannes Eck fra universitetet i Ingolstadt. I april 1518 deltog Luther i Heidelberg Disputationen, der var blevet organiseret af Staupitz. Her fik han mulighed for at udbrede sin teologi i det sydvesttyske område, og her afgrænsede han klart relationen mellem tro og nåde i forhold til Aristoteles filosofi om menneskets viljesfrihed. Han vandt en række tilhængere, der senere blev reformatorer, herunder Martin Bucer, Erhard Schnepf, Johannes Brenz, Sebastian Franck. I august 1518 udråbte universitetet i Wittenberg Luthers student og nære ven Philipp Melanchthon til professor i græsk sprog.

Den romerske proces

I juni 1518 havde den romerske Kurie udsendt en stævning på Luther, hvor de skulle undersøge hans virke og metode for, om han udøvede kættersk virksomhed. Da denne stævning skulle afleveres i Rom ændredes anklagen til notorisk kættervirksomhed: Spitzel havde anklaget Luthers forelæsninger i Wittenberg for at være fordømt og at bygge på falske teser. Luther ansøgte af helbredsmæssige årsager om, at høringen om dette kunne foregå på tysk grund, hvormed han i samme åndedrag udnævnte en Gravamina deutscher Nation, som siden blev opfattet som et modbillede til det pavelige romerske hof. Den saksiske kurfyrste Frederik den Vise havde pligt til at udlevere Luther, men støttede ham ved ikke at udlevere ham.

Dermed blev Luthers proces viklet ind i datidens politiske interesser: Pave Leo X havde brug for at stå på god fod med kurfyrsterne i det tyske grundet det kommende kejservalg og gav derfor sin tilkendegivelse om en korrekt høring i august 1518. Kardinalen Thomas Cajetan skulle forhøre Luther ved Rigsdagen i Augsburg. I dagene 12.-14. oktober talte Luther sin sag. Han nægtede at trække sine teser tilbage, når han ikke kunne gendrives via Bibelen. I kardinal Cajetans optik var han dermed at regne for kætter og måtte derfor udleveres. Men Kurfyrst Frederik den Vise afviste dette. Luther undgik den truende fængsling ved at flygte ud af Augsburg natten mellem 20. og 21. oktober 1518.

I januar 1519 døde Kejser Maximillian I. Han havde planlagt, at den spanske konge Karl I, hans barnebarn, skulle efterfølge ham. Paven ville imidlertid undgå dette, da han frygtede en omklamring af kirkestatens områder i Italien, hvor Karl besad betragtelige område i den sydlige del af landet. Af denne grund lod han processen mod Luther hvile og gav Karl von Miltitz besked på at lade kurfyrsterne vide, at han var for en fredelig løsning på sagen. Den romerske gesandt opnåede, at Luther skulle forpligte sig på stilhed.

Mens der var pause i høringen mod Luther, fremsatte Johannes Eck en række teser, der lagde op til en direkte teologisk konfrontation – som blev kaldt Leipzig Disputatsen – med Luthers kollega i Wittenberg Andreas Bodenstein, der også kendes under navnet Karlstadt. De rettede sig så klart mod Luther, at han ikke kunne overholde sin stilhed, og i dagene 4.-14. juli 1519 deltog han selv. Eck fik konflikten om den pavelige autoritet til at spidse til: Luther vovede at fremsætte en tese, hvor han påpegede, at paven først 400 år efter Kristus havde opnået status af kristendommens leder i form af Decretum Gratiano, hvor pavens ret til at kanonisere blev stadfæstet.

Eck forsøgte at gøre Luther til en tilhænger af Jan Hus, der 100 år forinden var blevet brændt på bålet; Luther bebrejdede til gengæld Rom for spaltningen i en østlig og en vestlig kirke. Han ytrede også, at Koncilet i Konstanz (1414-18) var underlagt de hellige skrifters autoritet. Koncilet havde afsluttet en tumultagtig periode i kristendommen med 3 samtidige paver, men havde imidlertid ikke kunnet afklare, hvor den øverste autoritet fandtes, hos koncil eller hos pave. Det var i denne kontekst, at Luthers sætning faldt: “Konciler kan også være forkerte“. Dermed stillede han den individuelle vidensfrihed til at udlægge bibelen højere end autoritative konsensusbeslutninger blandt bisper. Dette var det faktiske brud med den katolske kirke.

Efter at Karl V var blevet kejser 28. juni 1519 genoptog kurien processen mod Luther. Efter at Cajetan endnu en gang havde ført et resultatløst forhør igennem, udstedte paven 15. juni 1520 bandbullen Exsurge Domine. Den fordømte 41 af de 95 teser for at være taget ud af en sammenhæng og at være uden begrundelse og uden gendrivelse. Bandbullen gav ham en frist på 60 dage til at underkaste sig, ellers ville han blive bandlyst af kirken.

Rigsdagen i Worms

Alligevel indviede Luther i oktober 1520 Pave Leo i sit skrift: Et Kristenmenneskes Frihed og appellerede til at afholde et nyt koncil. 10. december 1520 gennemførte han sit endelige brud, idet han ved Elstertor i Wittenberg brændte sine bøger, blandt andet bandbullen og andre skolastiske skrifter og den kanoniske ret. Dermed blev han endegyldigt ekskommunikeret af den romerske kirke 3. januar 1521 via bandbullen Decet Romanum Pontificem.

Dette og hans reformatoriske hovedskrifter gjorde Luthers navn kendt i hele Det Hellige Tysk-Romerske Rige. Hans skrifter blev efterfølgende en usædvanlig stor succes i udbredelse, hvilket skyldes en kombination af opfindelsen af bogtrykkerkunsten, den almene sociale utilfredshed og den politiske vilje til reform: Inden året var omme, var 81 enkeltskrifter og skriftsamlinger udgivet fra hans hånd, en del af disse oversat til andre sprog og i alt i 653 oplag. Der fandtes en stor vilje til reformer, hvilket skyldtes de politiske spændinger, der herskede mellem fyrstemagt og centralmagt.

Kurfyrst Frederik den Vise opnåede igennem tætte forhandlinger, at Luther kunne forsvare og forklare sin teologi ved den næste Rigsdag. At dette kunne lade sig gøre viste på mange måder den tilbagegang, som de middelalderlige magter kejser og pave havde gennemlevet: Karl V. var den sidste kejser, der blev kronet af en pave. 17. april 1521 stod Luther foran de forsamlede fyrster og rigsstænder til forhør. Han blev opfordret til at tilbagekalde sine teser og hidtidige standpunkter. Efter 1 dags betænkningstid og med en viden om, at dette kunne betyde hans død, afviste han at tilbagekalde sine teser med følgende begrundelse:

Idet “at min viden er bundet af Guds ord, kan og vil jeg ikke tilbagekalde min viden, fordi dette er farligt og er umuligt at gøre noget mod denne viden. Gud hjælpe mig. Amen”

Den ofte citerede udlægning af Rigsdagen i Worms:

Her står jeg, jeg kan ikke andet, så Gud hjælpe mig, Amen!

Martin Luther, 1521 i Worms

Citatet er der ikke belæg for. Den stammer fra et træsnit fra 1557. På den baggrund pålagde Rigsdagen 26.maj 1521 det af kejseren underskrevne Edikt fra Worms. Med henvisning til den pavelige bandbulle forbød det alle i hele riget at støtte Luther, give ham husly, læse hans skrifter eller at trykke dem. Det påbød endvidere enhver at anholde ham og at udlevere ham til kejseren. Denne rigsakt blev imidlertid først meddelt til stænderne efter den officielle Rigsdag, så dermed har den retslige gyldighed været stærkt omdiskuteret. Enhver havde således retslig hjemmel til at dræbe Luther uden at kunne blive straffet herfor: Han var dermed fredløs og skulle herefter have opnået frit lejde hos sin kurfyrste. Siden angrede Karl V., at han havde tilladt dette, fordi den efterfølgende Reformation havde ødelagt enheden i hans Rige.

Den fredløse blev 4. maj 1521 på sin vej hjem tæt ved slottet Altenstein i Bad Liebenstein i al hemmelighed bortført af Frederiks soldater og bragt til borgen Wartburg ved Eisenach. Her syntes han at være uden for fare.

Bibeloversættelse

Dermed gjorde Luther bibelens indhold tilgængelig for almindelige mennesker. Rent faktisk fandtes der allerede 14 højtyske og 4 nedretyske trykte bibeludgaver. Disse oversættelser var dog nærmest umulige for almindelige mennesker at forstå grundet deres opstyltede sprog. Disse hidtidige oversættelser baserede sig primært på Vulgata, der var oversat fra den græske Septuaginta: Det vil sige, at de havde to lag af oversættelser. Luther bestræbte sig i lighed med humanisterne på i videst muligt omfang at basere sig direkte på hebræiske og græske urtekster.

Han forsøgte overvejende at oversætte bibelske udsagn på mere folkeligt tysk og i mindre grad at oversætte ordene direkte. Han ville have “at folk kunne se direkte ind i den, der talte” og brugte derfor et kraftigt, billedrigt, folkeligt og alment forståeligt sprog. Luthers sprogbrug har haft en blivende effekt i sproget i århundreder efter. Således opfandt han udtryk som: ilddåb, blodhund, selvfornægtelse, magtord, skamplet, lappeløsning, anger og lokkedue. Han har stået bag metaforiske talemåder som: “At kaste perler for svin“, “En bog syv segl“, “At bide tænderne sammen“, “Udsone noget“, “At famle i mørke“, “Et hjerte og en sjæl“, “Bygge af sand“, “Ulv i fåreklæder” og “Den store ubekendte“. Alle disse begreber kan føres tilbage til Luther.

Luthers dagligdags sprog var den dialekt, der taltes omkring hans hjemegn i den østlige del af det mellemtyske. Det var en dialekt, hvor flere dialektmæssige betoninger fra flere sydtyske såvel som nordtyske dialekter var smeltet ind som bestanddele. Det var dog først igennem Luthers bibeloversættelse, at denne dialekt udviklede sig til en fælles højtysk dialekt. Det er endvidere en dialekt, der digterisk har en stor magt, da dens rytme i stavelser er udtænkt og gennemtænkt.

Protestanter bruger stadig den dag i dag Lutherbibelen, omend der er kommet flere reviderede nye oplag; den sidste revision stammer fra 1984. Den er ydermere en vigtig basis for kirkemusik: mange kompositioner bruger Luthers tekster til korsant, kantater og motetter.

Reformationen i Wittenberg

I Wittenberg prædikede Karlstadt i den tid, Luther var væk, for en vidtrækkende reform af gudstjenestehandlingen: Han vendte sig mod klostrene, offerbønner, billeder i kirkerne og nadveren med en kalk for lægfolk. Fra og med 1522 vedtog byrådet fornyelserne og besluttede en række tiltag mod fattigdom og utugt, der baserede sig på skrifter fra 1520, hvor Luther havde foreslået dette. Tumulterne ebbede ikke ud af denne grund. Mange nonner og munke forlod deres klostre i hele Sachsen. Uroen blev forstærket af de såkaldte profeter fra Zwickau, der var imod dåb af børn, og som blev anført af den visionære Nikolaus Storch og Luthers student Thomas Müntzer. Grundet dette blev de udvist til Zwickau.

Byherren bad Luther om hjælp, og denne reagerede herpå ved at vende tilbage til Wittenberg i marts 1522. Med de 8 Invokativprædikener overbeviste han byens borgere om, at der indenfor en uge ville blive gennemført massive reformer. Kærligheden og ikke materielle ting skulle være afgørende. Billedødelæggelse var unødvendig, da billeder ikke skadede. Han undlod hidtil at ændre på den romerske messeordning med offerbønner, men samtidig indførte han den evangeliske nadver. Han lod endda den tidligere forbudte Fronleichnamprocession finde sted i 1522. Efter at den ældre og hidtidige sognepræst i byen Simon Heins var død i starten af september 1523, blev Johannes Bugenhagen valgt til præst på Luthers opfordring i Stadtkirche i Wittenberg. Dermed blev det igen rolige tider i byen, idet den mere yderliggående Karlstadt herefter forlod byen . 9. oktober 1524 opgav Luther sin livsform som munk endegyldigt.

Med Luthers afstand til de mere vidtgående entusiaster lå der et forhåndsprogram for Reformationens forløb: det radikale brud med den katolske gudstjenesteform førte ikke til samtidige dybtgående sociale reformer. 29. oktober 1525 holdt han den første tyske messe. Imidlertid lod han normaliteten råde indtil jul 1525. I det følgende år offentliggjorde Luther sin nye gudstjenesteordning.

Ægteskab, familie og sygdomme

Katharina von Bora var flygtet fra cistersienserklosteret Nimbschen i april 1523 og havde efterfølgende levet i Wittenberg. Luther blev forlovet med hende 13.juni 1525 og giftede sig med hende 27.juni samme år. Brylluppet efterfulgte hans lære om, at ægteskabet ikke skulle være et sakramente. I henhold til dette havde han afvist cølibatet og forlangt klostrenes opløsning.

Katharina støttede og hjalp ham i det private, og igennem opvartning af studenter, der på Luthers opfordring blev skrevet op til værelser i deres hjem, sørgede for, at ægteskabets privatøkonomi gik godt. Luther fik 3 sønner og 3 døtre med hende, og de var alle født i Wittenberg:

1. Johannes (1526–1575),
2. Elisabeth (1527–1528),
3. Magdalena (1529–1542),
4. Martin (1531–1565),
5. Paul(1533–1593),
6. Margarete (1534–1570).

På nuværende tidspunkt lever der omkring 2.800 efterkommere af Luther og hans søskende, der har organiseret sig som “Lutheriden”.

Luther led næsten hele livet af talrige sygdomme, først og fremmest af angina pectoris, mavesmerter, forstoppelse, svimmelanfald, nyrestenslidelser og tinitus. Sygdommene var mestendels en følge af hans enorme fysiske og psykiske belastning baseret i hans livsførelse.

Reformationens konsolidering

Efter massakren på omkring 5000 oprørske bønder ved Frankenhausen i 1525 tabte Reformationen sin karakter som en folkelig bevægelse og blev i højere grad et anliggende for landsfyrsterne, der var blevet kraftigt styrket af bøndernes nederlag. Konsekvensen af To-Regimente-Læren var en fuldkommen nyopbygning af kirken alene på basis af den reformatoriske teologi. Luther anså i lighed med de fleste samtidige en konfessionel mangfoldighed for uigennemførlig og opfordrede anderledes troende til at udvandre. Da der i det tysktalende område ikke var nogle katolske bisper, der sluttede sig til Reformationen, og da Luther anså en vilkårlig udgrænsning af anderledes troende som gudsstridig, bad han i 1525 den saksiske kurfyrste om at lade det kirkelige personales trofasthed og evne til at varetage embedet at tilrette det til evangeliet. Dette pragmatiske og situationsbetingede nødkoncept blev i det evangeliske område udviklet til en regel og begunstigede udviklingen af en konfessionel landskirke, der var beskyttet af landsfyrsterne, men også bundet til og afhængig af selvsamme.

De katolske rigsstænder ophævede i 1529 den midlertidige tolerance mod evangelisterne på den 2. Rigsdag i Speyer, hvilket betød, at de evangeliske stænder (5 fyrstendømmer og 14 byer i Tyskland) indleverede Protestation til Speyer. Siden da omtalte man også de evangelisk kristne som protestanter. Ved den følgende Rigsdag i Augsburg i 1530 ville Luthers tilhængere have den protestantiske tro rigsretsligt anerkendt. Til dette formål formulerede Melanchthon den protestantiske trosbekendelse Confessio Augustana. Denne blev overrakt kejser Karl på Rigsdagen i Augsburg og afslutningsvis også tolereret af ham. Luther kunne ikke deltage, idet han stadig gjaldt som fredløs, men han understøttede sine tilhængere fra Veste Coburg, omend han kritiserede dele af Melanchthons kompromisformler som værende for imødekommende.

Alderdom og død

Efter Rigsdagen i Augsburg optrådte Luther kun som sjælesørger og publicist. Han holdt forelæsninger i Wittenberg frem til 1545, og fra 1535 næsten udelukkende over temaet skabelseshistorie. Med forskellige udtalelser til teologiske og politiske enkeltspørgsmål forsøgte han vedvarende at influere Reformationens fortsatte virke, dog med en gradvis mindre virkning.

I Tyrkerkrigene (1521-43) benyttede Luther den lurende frygt og fare for den osmanniske ekspansion til sine egne kirkepolitiske formål. Han erklærede, at det først og fremmest gjaldt om at besejre den “indre tyrk” – læst som paven – før man kunne slå løs på den store tyrk fra Istanbul. Begge anså han ligedels for at være en inkarnation af antikrist. I takt med, at truslen mod Centraleuropa blev mere reel i form af de osmanniske troppers belejring af Wien i 1529, ændrede han sin holdning. I sit skrift Om Krig mod Tyrkerne lod han forklare, at paven havde benyttet tyrkerkrigene som en undskyldning for at inkassere aflad. Den manglende succes i at forsvare sig mod den osmanniske ekspansion forklarede han med sin to-regimente-lære: kirken skal hverken udråbe eller føre krige – hvilket var en tydelig henvisning til den ungarske biskop Pál Tomori, der som kommandant i det altafgørende ungarske nederlag ved Mohacs var blandt de øverstansvarlige. Forsvaret mod tyrkerne skulle alene hvile på den jordiske øvrighed, som ethvert menneske skyldte at være lydig, og som dermed ikke kunne forbindes med tro. Denne argumentation gjorde enhver form for korstog mod osmannerne uforenelig med Reformationen. Krigen mod tyrkerne retfærdiggjorde Luther som forsvarskrig og opfordrede til fælles handling.

Denne rigide deling mellem gejstlige og verdslige forhold ophævede Luther få måneder senere. I efteråret 1529 sidestillede han i sit skrift Hærprædikenen mod Tyrkerne som Kristus fjende og som et eskatologisk tegn på det forestående dommedagsscenarie og erklærede, at de kristnes opgave lige præcis var “selvsikkert at forfølge dette”. Med disse alvorlige toner ville han gøde jorden med beskyldninger.

Han talte imod en grundsætning  “at brænde kættere er imod Helligåndens vilje” (1519) i sin forfølgelse af Døberbevægelsen. I 1535 gjorde katolske og evangeliske fyrster en ende på Døberriget i Münster. I 1543 udgav han Jøderne og deres løgne og i 1545 Roms pavedømme stiftet af Djævlen. 

Trods en længerevarende hjertelidelse rejste Luther i januar 1546 over Halle til Eisleben. Formålet var at mægle i en strid om bosættelsesret for de flere forskellige grene af grever fra Mansfeld. Han blev svagelig på rejsen, men trods det prædikede han flere gange i Andreaskirche i Eisleben. Han døde 18. februar 1546 på sin destination. Det hus, der i nutiden bliver betegnet som hans dødshus (Andreaskirchplatz 7), er ifølge den seneste forskning ikke længere at regne for dødshuset. Dette regnes nu for at være det daværende formodede byslot (i dag Markt 56), hvor hotellet “Graf von Mansfeld” ligger i dag. Hans lig blev først lagt lit dé parade i Andreaskirche, og i et kæmpe begravelsesfølge blev hans lig flyttet til Wittenberg, og 22. februar 1546 blev han bisat i Schlosskirche, hvor man idag finder hans grav. Værge for hans børn blev hans tro tilhænger og ven, lægen Matthäus Ratzenberger.

Teologi

Grundlinjer og faser

Luthers komplekse teologi er ofte blevet sammenfattet med den firfoldige brug af Sola/Solus:

• Solus Kristus: “Alene Jesus Kristus“, det sande menneske og den sande Gud, har gennem sin stedfortræders lidelser på korset en gang for alle sørget for retfærdighed og heling for den troende. Dette erfares for den troende symbolsk i det mundtlige evangelium og i nadverens sakramente. Dette er bærende for de øvrige 3 principper:
• Sola Gratia: “Alene gennem Nåde”. Mennesket har berettigelse overfor Gud uden at skulle gøre indgreb i sit liv.
• Sola Fide: “Alene igennem Troen”, Jesus Kristus sikrede mennesket dets frelse.
• Sola Scriptura: “Alene de Hellige Skrifter”. Er troens kilder om Guds vished og dermed den kritiske målestok for alle kristlige taler og handlinger. De skal kritisk kunne bedømme Jesus Kristus handlinger.

Luthers skrifter er blevet inddelt i 4 ikke helt afgrænsede faser:

• Overgangen mod Reformationen (1509-18)
• De direkte opgør med den romersk-katolske lære (1517-20)
• Afgrænsning til de andre evangeliske retninger (1521-30)
• De sene skrifter (1530-46)

De vigtige tidligste Værker 

Allerede i Luthers Randbemærkninger til Augustin og Petrus Lombardus i årene 1509/10 betoner han modsætningen mellem viden og tro og sætter bibelen over den kirkelige tradition. Dette var en kritik af den skolastiske lære baseret på Ockhamisme. Han afgrænsede tro fra menneskelig habitus og betonede, at hans identitet blev dannet af håb og kærlighed, således at han ikke kunne bestå ved at begå synder mod sin næste.

Luther fik et problem, idet at han radikaliserede det menneskelige ansvar for Guds retfærdighed. På trods af, at Luther minutiøst kendte til de daværende teologiske tanketraditioner, udlagde han Bibelen i sine første salmeforelæsninger i 1512/13 næsten uden at gøre brug af skolastiske begreber og tog dermed afstand til traditionen og i særdeleshed den aristoteliske tolkningstradition. Han opfandt ordsproget sensus litteralis i forståelsen af, at bibelteksterne skulle forstås som de direkte henvisninger til Kristus: denne havde allerede udlagt salmerne, ånden i alle bogstaverne, i en grundtekst, der var i stand til at meddele sig selv og ligeledes til at opfinde tro. Mennesket var kun i stand til at forstå sin egen væren igennem troen. Hvad mennesket opfatter som det højeste guddommelige væsen, ville kun kunne være højdepunktet af hyklere i lyset af Jesus Kristus. En mægling mellem disse var utænkelig. Theologia Crucis – Guds direkte dom hos den korsfæstede – og Theologia Gloriae: Menneskets erkendelse af et gudsbegreb i form af den aristoteliske metafysik – udelukkede hinanden.

De reformatoriske hovedskrifter

Luther forkastede pavedømmet, den katolske bispestand og sakramentet for præstevielsen, da det Ny Testamente prædikede et “præstedømme for alle troende“. De gejstlige skulle kun lede menigheden i form af undervisning og sjælesorg særligt under gudstjenesten. Ethvert kirkesamfund skulle selv være i stand til at vælge og i modsatte fald også fravælge deres lærer (præst). Denne grundsætning blev efter den Kleviske Krig i 1543 og den Schmalkaldiske Krig 1546/47 ikke videreført. Landsherrernes kirkeregiment, der var tænkt som en provisorisk foranstaltning, hvor man kunne ind- og afsætte nødbisper, vedblev at eksistere frem til 1918.

I skriftet Kirkens Babyloniske Fangenskab reducerede Luther de 7 katolske sakramenter til de 3, som Jesus havde indsat i det Ny Testamente: Dåb, nadver og bekendelse. Det banebrydende i dette var den teologiske begrundelse, som Luther lagde for dagen: det var Jesus’ prædikende ord, der formidlede helingen. Sakramentet anskueliggjorde Jesus’ engagement og tjente til at være tryg derved, men føjede ikke noget til dette.

I skriftet Om et Kristenmenneskes frihed sammenfatter han den “evangeliske frihed” for en kristen i to sætninger ved dialektisk at henvise til Paulus fra Tarsus: “Igennem troen – en kristen er en fri herre over alle ting og ikke underlagt nogen. En kristen er en ydmyg tjener for alle og underlagt alle – igennem kærligheden.

I skriftet De servo arbitrio (1525) modsatte han sig Erasmus af Rotterdams lære om, at mennesket var forhåndsbestemt til frelse og havde en vilje til det gode, en lære Erasmus havde udbredt i skriftet De libero arbitrio.

Luther selv anså dette skrift for et af de mest betydningsfulde, da Erasmus af Rotterdam mentes at have ramt selve omdrejningspunktet for teologien. Det er blevet fremhævet gentagne gange af forskellige Luther-eksperter, at begrundelsen om, at Jesus var den eneste vej til frelse og nåde, ikke var tænkt uden menneskets ufri vilje til lyksalighed.

Nadver

Den katolske kirke forstår nadver som et offer, hvor de mennesker, der deltager, indser Jesus Kristus offer og opnår nåde for deres synder. Luther anså imidlertid messeofferet for et nyt offer, som trådte i stedet for Kristus oprindelige død på korset. Siden højmiddelalderen var det blevet sædvane, at den troende kun modtog oblaten, men ikke kalken, og da de middelalderlige messebesøgende så, at indvielsesritualet gjaldt for det samme, begyndte de gradvis ikke at deltage i nadverhandlingen.

For Luther gjaldt den romerske messe som “den værste og skrækkeligste skændsel” af alle “pavelige afgudsdyrkelser“. For ham var Kristus´ offer på korset eviggyldigt, således at præsterne kun kunne dele ud af den af Jesus opnåede nåde. Luther indførte kalken til lægfolk. Han afviste i sine katekismer opfattelsen, at sakramentet også kunne virke helende for ikke troende. Det afgørende, der skulle være  til stede for Luther, var troen og den reelle præsentation af Kristi krop og blod i form af elementerne brød og vin, hvilket han baserede på Kristi udsagn:”Dette er min krop – dette er mit blod“. Såfremt man deltog i nadveren, men ikke havde den rette tro, ville man ikke få tilgivelse for sine synder, tildelt livet og lyksaligheden eller den evige retfærdighed. Nadveren forudsatte troen, men kunne også vække den.

Da Luther anså vejen til frelse som individuel, gjorde han nadveren til en del af den tyske gudstjeneste på linje med prædiken og læsning af evangeliet på det tyske sprog. Han forkastede imidlertid ikke fuldstændigt den romerske transsubstantiationslære, men opfattede den heller ikke som et ufravigeligt dogme og kritiserede endda dens vej til dogme på det VI. Laterankoncil (1215) som ubibelsk og for den troende som unødigt sofisteri. For Luther var sakramentet en utrolig og sikker udlægning af Guds ord.

Luthers opfattelse af Jesus’ reelle tilstedeværelse i nadverens brød og vin lod han fra 1523 være gældende overfor andre evangeliske kristne: såfremt man ikke opfatter Jesus’ udsagn “dette er min krop/mit blod” bogstaveligt, vil man fjerne sig fra selve troens berettigelse. Såvel Andreas Karlstadt som Ulrich Zwingli tolkede brød og vin som symbol på Kristus. Oblat og vin var en art symbolsk minde om den oprindelige offerdød, Jesus havde lidt på korset, og var derfor kun en gejstlig foranstaltning. Denne uenighed udfoldede sig i form af den indre-evangeliske nadverstrid til en direkte konfrontation mellem Martin Luther og Ulrich Zwingli ved Marburger Religionstalerne 1.-4. oktober 1529. Ved denne lejlighed kunne de enes om 14 ud af 15 punkter. Den centrale uenighed blev udlægningen af Johannes-evangeliets 6,53-63.

Gudstjenesteforordning

Luther skrev i 1523 en første latinsk messeforordning for at få en mere ren messe. Titlen på dette skrift lød Formula Missae et Communionis pro ecclesia Wittenbergensi. Først i 1526 opstod den tiltrængte skrift på tysk af Nikolaus Hausmann i form af Die Deutsche Messe und Ordnung Gottesdiensts. Denne gudstjenesteformular var først og fremmest baseret på søndagsgudstjenester for lægfolk, der ikke forstod latin. 29. oktober 1525 holdt Luther i Wittenberg den første messe gennemført på det tyske sprog. Ved siden af denne blev der også afholdt en latinsk messe, først og fremmest på festdagene, således at de unge også kunne lære denne.

Derudover nævnte Luther en tredje form for en ganske bestemt gruppe mennesker: “De, der så alvorligt gerne ville være kristne og gerne bekende evangelierne med hænder og mund“. Dermed havde Luther en slags “kernemenighed” for øje, som mødtes i private hjem og holdt gudstjenester, mens menighedsmedlemmerne gensidigt formanede hinanden, hvis de havde begået en synd, ganske som på Kristus befaling. Luthers formål med denne tredje måde at afholde gudstjeneste på var for at vise sig åben over for de, der seriøst ville leve efter de nytestamentlige foreskrifter. De skulle også have en plads i menigheden, således at de følte sig tilfredse.

For Luther var det vigtigt, at hans messeforordninger ikke skulle gælde som noget, man alment var bundet op på. De skulle meget mere ses som eksempler på en evangelieorienteret gudstjeneste.

Musik

Luther anså musikken for værende lige så vigtig som teologien for menneskets sjælsfrelse, fordi den “var Djævlen imod og ubærlig“. Han var selv en ganske øvet sanger, lutspiller og sangkomponist og var bekendt med værker af Ludwig Senfl, Pierre de la Rue, Heinrich Finck og Josquin Desprez.

Dermed ophøjede Luther betydningen af musikteori og musikfilosofi til forskel fra den middelalderlige forståelse af musikudøvelse, der havde været langt mere praktisk orienteret. Således rimede han i sit forord til alle gode sangbøger. Ifølge Friedrich Schorlemmer sammenbandt han en hel række af funktioner i musikken såsom det rensende, det sublime og det fredsstiftende.

Luther antog, at musikken var en nødvendig del af såvel skolegang som universitetsmæssig uddannelse. Enhver skolelærer/mester måtte kunne synge, og når det angik præster,  skulle de medbringe teoretiske såvel som praktiske færdigheder indenfor musik i deres hverv. Luther forsømte ingen bordtale til at sige: “Konger, fyrster og landsherrer kan beholde den store musik. Den almindelige musik må nødvendigvis beholdes i skolen, man må lade børnene vænne sig til denne kunstart, så de bliver til fine mennesker.“

For at få menigheden til at tage mere aktivt del i gudstjenesten indlagde Luther tyske sange på bestemte steder i ceremonien. Ifølge hans føromtalte forordning om gudstjenester fra 1526 skulle tysksprogede menighedsledere erstatte eller supplere de latinske dele med tyske. Han ville ikke kun have den latinske tekst oversat, men  også have melodierne tilpasset det tyske sprog: Det må begge dele, tekst og note, accent, skrivevis og udgivelse på det rette modersprog; Ellers er det bare at efterligne som aberne gør. 

Der er 36 sange overleveret fra Luther. Sandsynligvis forfattede han i alt 45 salmer og sange, hvoraf han til disse komponerede minimum 20 af melodierne selv. Ved enkelte  fik han hjælp af den kurfyrstelige sangmester Konrad Rupff og sangeren Johann Walter. På den facon så man Luther bruge mange former for oversættelse, og han udvidede sproget og brugte kontrafaktur, hvilket gav ham friheden til at skabe nye tekster og sange. Han oversatte traditionelle latinske gregorianske hymner og ændrede om nødvendigt melodien, så den passede bedre til det tyske sprog. Han var temmelig kritisk overfor sine egne digteriske evner med udtalelser som „garstige und schnöde Poeterey“ (Væmmeligt og frygteligt digteri). Desforuden fandt han inspiration i folke- og julesange samt studenter- og kirkeviser. Igennem nye tekster var det hans mål gradvist at gøre populære verdslige sange til gavn for det religiøst gejstlige.

Luthers sange kan inddeles i forskellige retninger:

• • Hymnebearbejdning og direkte overførsler som Nun Komm, der Heiden Heiland, Christum wir sollen loben schon, Komm, Gott Schöpfer, Heiliger Geist.
  • Katekismus-sange som Dies sind die heiligen Zehn Gebot, – Mensch, willst du leben seliglich, – Wir glauben all an einen Gott, – Vater unser im Himmelreich
  • Stille sange som Gelobet seist Du, Jesu Christ (Dansk: Lovet være du  Jesus Krist), – Nun bitten wir den Heiligen Geist (Dansk: Nu beder vi Helligånden), – Christ ist erstanden
  • Liturgiske Sange: Ein deutsches Sanctus, ein Kyrie, ein Agnus dei, – Te Deum Herr Gott, dich loben wir, – Mit Fried und Freud ich fahr dahin.
  • Salmesange som Aus tiefer Not schrei ich zu dir, – Wär Gott nicht mit und diese Zeit, – Ach Gott, vom Himmel sieh darein (Dansk: Ak Gud, fra himmel se herned), – Es woll uns Gott genädig sein, – Derudover sange til salmerne 14 og 128. Disse opfindelser er en “helt egen oprindelig tanke fra Luther”, der skulle tjene det formål at gøre de oprindelige israelitiske sange og bedeformer tilgængelige for en reformatorisk gudstjeneste.

Selvskabte sange som

Ein neues Lied wir heben an , – Ein feste Burg ist unser Gott (Dansk: Vor Gud han er så fast en borg).

Luthers koraler så første gang dagens lys i den såkaldte Achtliederbuch i 1523/24 og i 1524 i Wittenberg i en evangelisk sangbog. De blev en fast søjle i den reformatoriske gudstjeneste og prægede for bestandig den europæiske kirkelige musik historie.

Forholdet til forskellige andre Grupper

I de tyske områder udkæmpedes i årene 1524-26 den Tyske Bondekrig. Opstanden startede blandt bønder i Schweiz, Schwaben og Baden, men bredte sig snart til hele det tysktalende område. Enkelte byer tilsluttede sig ligeledes oprøret, idet deres utilfredshed med fyrster og bisper generelt set var stor. Oprøret var mere end almindelig tumult, da oprørerne formulerede 12 artikler, der gjaldt som deres fælles mål; de strakte sig fra blot at handle om en genetablering af deres basale rettigheder over ophævelse af livegenskabet og helt over til demokratiske grundrettigheder. De påberåbte sig desuden at have “guddommelig ret” samt Luthers bibelske princip Sola scriptura. Ganske som Luther erklærede de sig beredt til at trække deres krav tilbage, såfremt man i bibelen kunne tilbagevise disse. Dette gav for første gang deres hidtil religiøst begrundede håb om social udfrielse en enorm gennemslagskraft.

Luther tog imidlertid afstand til oprørernes 12 artikler, idet han så dem som en falsk påberåbelse af bibelen. I april 1525 gjorde han sig i et flyveskrift til talsmand for en mindelig løsning, hvor han gav bønderne medhold i nogle af deres krav, men fyrsterne i andre krav. Kort tid efter myrdede nogle bønder en greve og hans følge (blodbadet i Weinsberg), hvilket fik Luther til at miste tålmodigheden med bønderne og straks forfatte et skrift om dette: Wider die mörderischen Rotten der Bauern (Dansk: Imod Bøndernes morderiske Bander). Idet fordømte han bøndernes generelle opstand som Djævelens værk og opfordrede alle fyrster – uafhængig af deres religion – til at slå bøndernes ned med al den magt, det krævede. Luthers ord havde væsentlig betydning for fyrsterne, og de forstærkede deres hære i kampen mod bønderne

I 1525 nåede opstandene til Thüringen og Sachsen. Thomas Müntzer blev talsmand for bønderne. Indledningsvis havde han ganske som Luther forsøgt at overbevise fyrsterne om at gennemføre reformer. I forlængelse af, at Luther havde opfordret kurfyrsterne til at afvise Müntzers krav, forbød fyrsterne i byen Allstedt ethvert tiltag til reform. Derefter overtog Müntzer den militære lederrolle i bondehæren og havde nu til hensigt at føre den til Mansfeld og afsætte greven. Inden dette skete, blev hans hær imidlertid standset ved Bad Frankenhausen, hvor den blev omringet af fyrstehæren. Bønderne var kun bevæbnet med køller og leer og havde knap kamperfaring. Müntzer var ingen militær leder, men derimod en stærk prædikant. Efter skinforhandlinger drev fyrstehærens ryttersoldater bønderne fra hinanden og anrettede et blodbad på disse, hvor op imod 5000 bønder blev myrdet. Müntzer blev tilfangetaget få dage efter og halshugget.

Efter dette nederlag blev alle øvrige opstande lidt efter lidt slået ned. Det vurderes, at imellem 75.000 og 130.000 bønder mistede livet i det tysktalende område. Kun i enkelte systyske byer og områder blev nogle få af kravene opfyldt: i mange af tilfældene blev vilkårene kraftigt forværret for bønderne. Efter dette revolutionsforsøg gik der mere end 300 år før feudalismen i Tyskland blev afskaffet.

Bagved  Luthers afvisning af bondeopstanden lå hans splittelse med Müntzer. Som student hos Luther havde denne fundet bibelsk inspiration for en social revolution. Han troede, at det var Guds vilje at ændre de fattiges kår og at ændre de politiske forhold således, at de ville være mere i tråd med Guds kommende rige, og at de udannede blev gjort klar til Evangeliet. Luther afviste strikt at bruge Bibelen til at opnå politiske mål og vendte sig konsekvent i 1521 mod Ulrich von Hutten, “der med vold og mord ville strides for Evangeliet“. Han skelnede mellem en “verdslig” og en “gejstlig” sfære; Kristus var til stede i begge sfærer, men i forskellig udformning. De bibelske bud gjaldt kun for de troende. Enhver, der blev trukket ind i politik, var til fare for evangeliet ved ikke at befri sin viden, men i stedet slavegøre evangeliet. Dette er en af grundideerne bag To-Regimente-Læren. Dermed var Luther lettet over Müntzers straf og så den som en retfærdig straf af Djævelens værk, der havde gjort oprør mod Guds orden på jord. På trods heraf følte han sig medansvarlig for blodbadet, der ikke mindst var sket på baggrund af hans opråb. Med sin anbefaling af Traktaten i Weingarten skelnede han igen mellem uberettigede og berettigede reformer.

Jøder

Siden 1513 havde Luther fordømt jødedommen som en lovreligion på linje med pavevældet og Islam. Han anså dem som farlige for den sande tro og som forløjede mod Kristus lidelser på korset. Han vedholdt imidlertid opfattelsen af Israelitterne som Guds udvalgte Folk, men forkastede deres voldelige mission og Ritualmord og legenderne om vanhelligelser, men slog sig alligevel til talsmand for at behandle jøderne menneskeligt for at få flest muligt af dem til at omvende sig til en evangelisk tro. På trods af enkelte succeser for missionen overfor jøder i de evangeliske områder, anklagede han dem istedet for at nære morderiske hensigter mod de kristne og afviste i 1537 at mødes med jødernes advokat i det Tyske Rige Josels von Rosheim. For at opnå at den kristne sekt Sabbaterne blev fordrevet fra Mæhren, anklagede han i 1538 disse for at være under jødisk indflydelse. I 1543 brugte Luther samtlige af datidens antijødiske stereotyper i sti forsøg på at få alle evangeliske fyrster til at fordrive jøderne fra deres områder. Han forlangte ødelæggelse af deres synagoger, skoler og huse samt korporligt tvangsarbejde samt et forbud mod udøvelse af deres religion og lånevirksomhed. Han afviste dog stadig privatorganiseret vold mod jøderne. Dertil hånede han rabbinernes bibelske eksegese ved at henvise til Wittenbergs Jødeso. Kort før sin død sammenfattede han sin holdning: Jødernes skulle som brødre tilbydes en kristen dåb; såfremt de nægtede at tage imod dåben skulle de fordrives, idet at deres udøvelse af religionen var en last mod selve Gud og dermed en trussel mod kristendommen.

Det var imidlertid kun få fyrster og byer i Luthers samtid der fulgte hans opfordring til at fordrive jøderne. Det var først senere at Luthers “Jødeskrifter” bar til en antijødisk protestantisme og en tidlig udgave antisemitismen. I skriftet Pietismus fra 1523 krævede Luther en voldsfri mission mod jøderne, der også prægede de lutherske kirkeordninger i det 19.århundrede. Fra 1870 brugte og racistiske antisemitter i flæng Luthers jødefjendtlige udsagn. I den nazistiske periode blev disse brugt i den officielle nazistiske propaganda. De Tyske kristne benyttede dette til at retfærdiggøre en statslig fratagelse af de jødiske rettigheder efter Rigskrystalnatten i 1938, samt at udskille de såkaldte Jødekristne som jøder.

Fra og med 1950 distancerede den evangeliske kirke gradvist fra Luthers antijødedom. Forskningen i Luther ændrede sig omkring 1960 til at opfatte dele af  hans teologi som decideret antijødisk, hvor man hidtil havde søgt forklaringen/undskyldningen i Luthers frustration over den manglende succes i missionen vendt mod jøderne.

Døbere

I sine tidlige skrifter gjorde Luther sig til talsmand for tolerance mod afvigende religiøse positioner. Således skrev han i 1524 at kættere skulle modgås med de bibelske skrifter og ikke med ild. I slutningen af skriftet Von der Wiedertaufe an zween Pfarrherrn 1527 afviste Luther Døberbevægelsens krav om en bekendende dåb, men kritiserede dog samtidig forfølgelsen af Døberbevægelsen. Således skrev han, det var ham “ikke retfærdigt og gjorde ham virkelig ked af det, at man så jammerligt brændte og grusomt myrdede så elendige folk (…) Man skulle lade dem tro hvad de ville. Var deres tro uretfærdig, så havde de så rigelig straf i form af den evige skærsild”. Man kunne nøjes med at udvise Døberbevægelsens leder fra landet.

Fra og med 1530 ville Luther dog ikke længere udelukke dødsstraf til Døberne. Dette skifte menes at være sket efter indflydelse fra Melanchthon og efter at Rigsdagen i Speyer i 1529 havde Gendøbermandatet, hvor det blev besluttet at bekæmpe bevægelsen. I 1531 underskrev Luther i fællesskab med Melanchthon en skrivelse der udtrykkeligt bakkede op om at Gendøberne skulle straffes med døden. Luthers syn på Døberne var nu udelukkende præget af at han så dem som blasfemiske oprørere. Deres afvigende tro skulle først og fremmest bekæmpes grundet risikoen for at de kunne føre et oprør med sig. For ham var Døberne en “morderisk, oprørsk, hævngerrig ånd, der synes tiltrukket af sværets stank“. For Luther var deres virke et “sikkert tegn på djævelen”.

“Hekse”

Luther troede på eksistensen af hekse. Dette var i tråd med normal tankegang i 1500-tallet. I sin erklæring De 10 Bud fra 1518 krævede han ekskommunikering af alle kvinder der var mistænkt for hekseri. I en prædikenrække over 2.Mosebog prædikede han mellem Marts og Maj 1526 således:

(…) De vil nemlig kunne stjæle mælk, smør og alt andet fra et hus; (…) De kan forhekse et barn…Dertil kan de give mennesker hidtil ukendte sygdomme i deres knæ, således at kroppen ødelægges; (…) De forårsager skader på krop og sjæl, de forstyrrer vandet ved besværgelser, de udråber had, elsker uvejr der ødelægger huse ved at sprede disses indhold udover agrene og gør meget mere med deres hinkende tryllestave således; (…) Tryllekvinderne skal dræbes, fordi de er tyve, edsbrydere, røvere, mordere… de skader på mange områder. Altså derfor skal de dræbes, ikke alene fordi de forvolder skade, men også fordi de har deres omgang med satan.

Dermed krævede han som sine samtidige dødsstraffen over det formodede skadelige trylleri. Selvom han ikke selv deltog i jagten på heksene, blev den første heks brændt i Wittenberg i 1540.

De øvrige dele af den middelalderlige hekselære såsom djævlepakt og heksesabbat forholdt Luther sig yderst kritisk overfor. Derfor henviste såvel fortalere som modstandere af hekseforfølgelserne sig til Luther.

Handicappede

På Luthers tid blev børn der var født med et handicap kaldt Udvekslede Møgunger, fordi man ville gøre opmærksom på at Djævlen i al hemmelighed havde udskiftet det oprindeligt sunde barn med et handicappet barn. Luther tog dette syn til sig i sine taler og skrifter og beskrev uden undtagelse handicappede som djævleyngel. Han fulgte dermed kilderne, hvorpå han baserede sig.

I særdeleshed henviser man til to af Luthers såkaldte bordtaler (nr, 4513 og 5207): I disse beskrev han tilfældet hvor et åndsfuldt svært handicappet barn, der holdt to fyrster fanget efter at de havde søgt råd hos denne grundet vedkommendes autoritet indenfor Dæmonologi. Han beskrev børnene som “Kødmasse”, der ingen sjæle havde. Djævlen havde taget plads i børnenes sjæle. På den baggrund havde fyrsterne rådet til at drukne dem i floden. Som fyrste havde han gerne gennemført sådanne mord, men man havde dog undladt at høre på ham. Da dette ikke var blevet gjort havde han så rådet til at man i det mindste bad et Fadervor for børnene. På efterspørgsel var han fortaler for at disse Udskiftede Møgunger blev døbt, da man efter deres fødsel endnu ikke kunne se.

Det vil være svært at tage disse udsagn som en sammenhængende holdning til hvordan handicappede skulle behandles, idet at Luther udelukkende har beskrevet handicappede udfra høringssvar. At spørgsmålene gik på om de handicappede skulle dræbes og at fyrsterne afviste Luthers råd, viser at denne praksis var ganske ualmindelig. Luther var overbevist om at man ikke dræbte et menneske, men derimod en djævelsk dæmon.

På samme måde retfærdiggjorde den nazistiske ekspert Werner Catel i 1940 medlidenhedsdrabene/”Euthanasi”, hvor omkring 16.000 misdannede børn ved at henvise til Luthers udsagn: De besad ingen personlighed og ej nogen fri vilje. Han gav intet kriterium for denne holdning. I 1964 henviste Werner Heyde og Hans Hefelmann, der var anklaget for massemord under “Aktion T4” til Luthers udsagn. Djævletro er ikke forenelig med moderne medicin og kan ikke længere bruges  som retfærdiggørelse. Luther lod sig ikke påvirke af nytteaspektet i samfundet, der ellers i mange andre tilfælde af medlidenhedsdrab har været begrundelsen.

Receptionen/Modtagelsen af Luthers budskab

Forskningen

Luthers teologi har været udforsket siden 1800 og det på systematisk facon siden år 1900. Hvordan Luther er blevet tolket til forskellige tider er dybt forbundet med tidsånden. Nogle af de vigtigste forskere i Luther har været Theodosius Harnack (den konfessionelle preussisk-konservative Restauration), Albrecht Ritschl og Wilhelm Hermann (Ny-Kantiansk individualisme), Karl Holl og Erich Seeberg (Luther Renæssance), andre vigtige fortolkere af Luther var Friedrich Gogarten, Rudolf Bultmann og Gerhard Ebeling (eksistentiel fortolkning), Walther von Loewenich, Ernst Wolf og Hans Joachim Iwand (socialkritisk Lutherdom efter 1945).

Den kritiske samlede udgave fra Weimar opstod fra 1883. Indtil 1920 fandt man frem til mange manuskripter af Luther (forelæsninger i perioden 1509-18, efterskrifter til prædikener og protokoller til samtale 1522-46). I 1918 grundlagdes Luther Gesellschaft (samfund), der havde til hensigt at udforske Luthers liv og virke og udgav tidsskriftet Luther og udgav Luther-Årbøgerne. Siden 1945 har der i en turnusordning fundet interkonfessionelle og internationale Kongresser for Lutherforskningen sted i forskellige byer verden over.

Der er fremkommet utallige studier over forskellige faser af hans liv samt over enkeltspørgsmål. Dermed har de evangeliske opprioriteret forskning i Reformationens indførelse. Nyere tekstfund og interkonfessionelle forskningsprojekter har gradvist været med til at kaste lys på Luthers forskelligeartede og differentierede syn på den katolske tradition. Kirkehistorikeren Otto Scheel fastslog at Luther før sit teologistudium ikke havde været i berøring med hverken kætterske, humanistiske eller kirkekritiske strømninger i hans samtid. Psykoanalytikeren Erik H. Erikson forsøgte i 1958 at skrive hele Luthers teologi ind som et resultat af tidlige barndoms-deformationer af hans seksualitet og ophobet skyld-, og hadfølelser mod faderen. Denne tolkning betragtes idag som ren spekulation.

Luther som National Mytefigur

Billeder

Martin Luther hører til blandt de hyppigst fremstillede personer i den tyske historie. Alene i hans levetid er det vurderet at han er blevet fremstillet på 500 billeder, af disse var alene 306 portrætter; formodentlig er antallet tusindvis højere hvis ukendte eller bortkomne fremstillinger kunne medtages. Derunder gælder kobberstik, tegninger, træsnit, medaljer, kobberplader, stenrelieffer, læderstempler (bogbind), ovnkakler, tekstiler, glasmalerier og oliemalerier. Alle billeder i Luthers egen levetid stammer fra Lucas Cranachs værksted.

De forskellige fremstillingsformer er kendetegnet ved at Luther fremstilles i forskellige aspekter i hans livshistorie: Luther som munk (tonsur/skaldet munkeplet og munkekutte), Luther som doktor i teologi (med doktorhat), Luther som Junker Jørg (med fuldskæg), Luther som ægtemand (typisk fremstillet sammen med Katharina von Bora), Luther som prædikant eller kirkefader (i sorte klæder, med bog eller skriftrulle), Luther som professor ( i kåbe med pelskrave).

Mange af de senere billeder af Luther kan føres tilbage til 11 portrætter som Lucas Cranach den Ældre i sin egenskab af at være hofmaler ved de Saksiske Kurfyrster, hvilket også hans sønner Hans og Lucas Cranach den Yngre havde som hverv. Luther var indforstået med dette og sad ofte model. Man antager disse portrætter som forholdsvis naturtro i overensstemmelse med Luthers ansigtstræk, på trods af en kritik af malerierne fra Reformatoren Georg Spalatin. Johann Wilhelm Reifenstein lavede oprindelige fjedertegninger, lige så vel som det også var ham der tegnede Lutherrosen. Dødsbilledet af Luther blev lavet af Lucas Furtenagel.

Hertil kom at en stribe af datidens vigtigste kunstnere afbillede ham uden at have et direkte motiv, det gjaldt; Heinrich Aldegrever, Albrecht  Altdorfer, Hans Baldung Grien, Hans Sebald Beham, Jakob Binck, Daniel Hopfer deres bror Hieronymus Hopfer, Hans Holbein, Jobst Kammerer, Peter Vischer, Hans og Christoph Weiditz. Af uransagelige årsager malede Albrecht Dürer ham aldrig, på trods af at han allerede i 1520 var ovegået til hans lære.

Luther var den første person i den kristne middelalder, der fik en billedmæssig tilbedelse i stil med de katolske helgener. I det 19.århundrede blev Luther fremstillet som en sikker nationalhelt masseproduceret i hele Tyskland.

Film

Siden stumfilmsdagene har der eksisteret film der fortæller Martin Luthers liv som en biografi. Den seneste nye  film om Luther kom i 2003 og hedder på dansk Luther. Den viser Reformatorens liv fra han trådte ind i klosterlivet i 1505 til 1530.

Musik

• Komponisten Günter Kochan komponerede melodramaet Luther.  med to Talere, et blandet kor og et stort orkester i 1981. Teksten blev lavet af Johannes R. Becher.
• Kari Tikka  offentliggjorde i år 2000 en opera med navnet Luther.
• Neal Morses konceptalbum Sola Scriptura (fra 2007) beskæftiger sig med Luthers virke og hans sammenstød med den katolske elite.
• I starten af juli 2013 blev der i Eisenach uropført musicalen Luther! Rebell wider Willen /Luther! Rebel mod sin vilje (Regi og Libretto: Tatjana Rese, Musik: Erich A. Radke).
• Lukas Markus Schmid komponerede i tillæg til Lutherdekaden The Martin Luther Suite – A Jazz Reformation.
• Komponisten Bernfried E.G.Pröve komponerede på vegne af Niedersachsens Statsopera i Hannover en Martin-Luther-Opera. Librettoen blev skrevet af den kvindelige forfatter og musikvidenskabskvinde Barbara Stühlmeyer.

Erindringen om Luther

I løbet af det 19.århundrede fik mange tyske byer et mindesmærke viet til Luther. Disse mindesmærker fremstiller typisk en begivenhed i Luthers liv eller henviser til et besøg fra Luther i byen. Luthermindesmærket i Wittenberg af Johann Gottfried Schadow var det første mindesmærke i Tyskland viet til en borgerlig person. Det blev indviet på Marktplatz i Wittenberg i 1821. Det største mindesmærke til Luther blev indviet i 1868 i Worms.

Mange kirker er blevet opkaldt efter Luther. Hans gravsten har været at finde i Bykirken Sankt Michael i Jena siden 1571.

Talrige steder, pladser og gader rundt omkring i det tyske område er opkaldt efter Luther. Fra 16.december 2015 skulle en plads i Rom endda bære navnet Piazza Martin Lutero.

Mange evangeliske kirker fremhæver Luthers fødselsdag (10.november), dødsdag (18.februar) og hans oversættelse af det Ny Testamente (20.september) i den evangeliske navnekalender og markerer disse med en gudstjeneste. Til hans 500-års fødselsdag i 1983 prægede Vesttyskland en mindemønt. Anglikanerne og Lutheranerne fejrer årligt Reformationen 31.oktober med en særlig gudstjeneste.

I september 2008 åbnede det Lutherske Verdensforbund for Luther-Dekade, der var en lang række af foranstaltninger der skal markere 500-årsjubilæet for teseopslagene i Wittenberg og formidle betydningen af Reformationen. I rammen af Dekaden anlagde man i Wittenberg den såkaldte Luthergarten/Lutherhave. Udgangspunktet for denne var Luthers frase: “Også hvis jeg vidste at imorgen gik verden til grunde, da ville jeg alligevel idag plante et æbletræ”. Der skal ialt plantes 500 træer i form som en Lutherrose, der har repræsentanter fra hele verden.

Museer og Udstillinger 

Martin Luthers fødehus i Eisleben blev ødelagt ved en brand i 1689. Allerede i 1693 havde byen genetableret et barokt bygningsværk på stedet og viet dette til et mindesmærke for Luther, det åbnede som et af de allerførste museer på tysk jord.

Luthers dødshus blev i 1726 slået fast til at være på adressen Andreaskirchplatz 7 i Eisleben. Det blev i 1862 overtaget af den preussiske stat og udbygget til Museum for Luther. Begge huse blev i 1972 sat på UNESCO´s liste for verdenskulturarven. Historikere antager dog at han døde på grundstykket Markt 56 hvor datidens byslot lå.

Lutherhaus i Wittenberg huser verdens største reformationshistoriske museum; det informerer over Luthers liv og virke. Det selvsamme temaer fokuseres der på i Lutherhaus i Eisenach, hvor der i tillæg også er et stort fokus på bibeloversættelsen og dennes efterfølgende virkninger. Derudover har Bymuseet i Erfurt en fast udstilling om Luthers liv og virke.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: At beskæftige sig med de store personer i verdenshistorien er altid en enorm øjenåbner for en vægtig del af kulturarven og historien. Det er i den grad tilfældet med Luther. Luthers betydning er enorm. Hos Historiske Rejser er det en fornøjelse at arrangere rejserne i hans fodspor, hvilket også er den største motivation til at skrive og læse om ham. 

Se et eksempel på en rejse i hans fodspor. Rejse i Luthers Fodspor – håber det giver en tillid til at vi er vidensmæssigt klædt på til rejsen.

En tak skal lyde til flere for relevante rettelser og indspark til denne artikel.

Print siden her