Sachsen (Delstat)

Delstat i Tyskland, der lyder navnet Freistaat Sachsen og på øvre sorbisk Swobodny stat Sakska. Den ligger i den østlige del af Tyskland. Delstatshovedstaden og det tættest befolkede område i delstaten er i og omkring Dresden. Den største by i Sachsen er Leipzig, mens den tredjestørste by er Chemnitz. Sachsen fik allerede i Weimar Republikken navnet Freistaat, som det igen har fået tilbage fra og med 1990. 

Med omkring fire millioner indbyggere – Tysklands sjettestørste – og et areal på 18.400 kvadratkilometer – tiendestørste – indtager Sachsen en rolle som middelvigtig blandt Tysklands 16 delstater. Den grænser op til Bayern i sydvest, Thüringen i vest, Sachsen-Anhalt i nordvest, Brandenburg i nord, Republikken Polen mod øst og den Tjekkiske Republik mod syd. 

Siden regionalreformen i 2008 har delstaten været inddelt i 10 landamter (tysk: Landkreis) og 3 amtsfrie byer. 

Sachsens geografiske beliggenhed

Sachsen ligger i den østlige del af det centrale Tyskland og grænser op til delstaterne Bayern – 41 kilometers grænse – Thüringen – 274 kilometers grænse – Sachsen-Anhalt – 206 kilometers grænse – Brandenburg – 242 kilometers grænse. Derudover grænser det til Republikken Polen – 123 kilometer og til Republikken Tjekkiet – 454 kilometer. 

At beskrive Sachsen topografisk er det et meget varieret landskab. Sachsen består af slette, bakkelandskab og mellemhøje bjerge. Slettelandskabet er først og fremmest Leipziger Tieflandbucht såvel som den nordlige del af Oberlausitz. Begge områder er præget af istidsmoræner og flodudløb samt af enorme brunkulsforekomster tæt på overfladen. Det mellemsaksiske bakkeland (tysk: Mittelsächsische Hügelland) ligger syd for disse sletteområder og er præget af fed leret jord, der giver god landbrugsjord. 

De saksiske mellembjerge løber fra vest mod øst gennem uskarpe grænser. Mod sydvest strækker de sig mod Bayern, Thüringen og Bøhmen, hvor det såkaldte Vogtland også ligger, og de har Erzgebirge som nordgrænse. Mod øst i Sachsen ligger Elstergebirge, og mod øst følger det pladetektoniske knæk i Erzgebirge. Højdedragene er højest mod vest og bliver gradvis lavere mod øst. Sachsens højeste punkt er Fichtelberg, der ligger 1215 m.o.h. Syd for landegrænsen oplever Erzgebirge drastiske fald i Egertalgraben. Den sydlige del af landegrænsen udgøres af Naturpark Erzgebirge/Vogtland. Øst for Erzgebirge bryder floden Elben igennem og danner via dybe snit i landskabet Elbsandsteingebirge – også kaldet Saksisk Schweiz. I den nordøstlige del af Elbdalen danner forskydningen ved Lausitz den skarpe grænse til Lausitzer Bergland, som løber i den sydøstligste del af Sachsen og ind i Tjekkiet. 

En anden vigtig geologisk inddeling af Sachsen er områdets floder. Den vigtigste, største og også sejlbare flod er Elben. Den gennemstrømmer fristaten fra sydøst mod nordvest. Dens vigtigste bifloder er Mulde, Weisseritz, Zschopau, Weisse Elster og Spree. De flyder allesammen fra syd mod nord og er alle forbundet med Elben. Mod øst danner floden Lausitzer Neisse grænse til Polen, inden den udmunder i floden Oder.  Ingen andre steder i Tyskland er vandstandarden ringere end i Sachsen grundet landbrugets intensive sprøjtning i området. 

Sachsens Klima

Sachsen ligger i den centraleuropæiske klimazone hvor man primært domineres af vestenvinde. Sachsen ligger beskyttet af mellemhøje bjerge mod vest og i nord, så er Sachsen mere præget af kontinentalt vejr end i det nordlige og vestlige Tyskland. Det viser sig i form af at området præges af langt mere kolde vintre og tørre somre end i resten af Tyskland. Indenfor Sachsen oplever man også større klimatiske forskelle. Den gennemsnitlige årstemperatur i de nordlige flade og småbakkede områder er mellem 8,5 og 10 grader Celsius om året (1991-2005), da er bjergregionerne mellem 6 og 7,5 – og på Fichtelberg endda kun 4 grader. I det flade område er de gennemsnitlige nedbørsmængder på mellem 500 og 800 millimeter mens det i højderegionerne er på omkring 1200. 

Sachsens udnyttelse af dets overflade (2015)

Fristaten Sachsen huser en Nationalpark – 9.350 hektar – samt Biosfærereservatet Oberlausitzer Heide- und Teichlandschaft – 30.000 hektar samt tre naturparker – ialt 198.837 hektar. Derudover er der yderligere 218 naturbeskyttede områder – ialt 54.110 hektar og 1777 landskabsbeskyttede områder – ialt 563.667 hektar. Ifølge beretninger vokser der årligt 4.4 millioner kubikmeter træ til. Til sammenligning ødelagde Orkanen Kyrill i januar 2007 1.82 millioner kubikmeter træ. 

Sachsens Historie

Sachsen er idag et område der ligger langs Elbens øvre løb i den sydlige del af Lausitz og i Erzgebirge. Betegnelsen går tilbage til det område der i middelalderen blev germaniseret. Området var imidlertid ikke del af stamhertugdømmet Sachsen i Senantikken der gav dem det latinske navn Saxones. I perioden 1247-1485 var Sachsens historie meget lig Thüringens Historie. Dagens Sachsen kaldes ofte Obersachsen i modsætning til Niedersachsen eller Altsachsen.

Allerede i urhistorien var dagens Sachsen et vigtigt område for de der ville rejse over de mellemhøje bjerge. Arkæologiske udgravninger viser at der har været båndkeramiske kulturer omkring 5500 f.v.t. og i det senere Bøhmen. De foretrukne bosættelsessteder var i de frodige floddale langs Elben, Mulde og Spree.

Indtil det 6.århundrede stod dele af den senere Fristat under indflydelse fra Thüringerne, der i år 531 havde tabt deres Kongerige til Frankerne, men kunne fastholde deres bebyggelser delvis til ind i det 8. og 9.århundrede. Fra det 7. til ind i det 10.århundrede bosatte slaviske folk fra øst det territorium der siden skulle blive kaldt Sachsen. 

Markgrevskabet Meissen blev grundlagt i året 929 da man byggede borgen i Meissen, et grevskab der på mange måder kan ses som forløberen for dagens Sachsen. Markgrevskabets historie er siden 1100-tallet overvejende præget af beboelse og besættelse af land, hvor altovervejende Frankere indvandrer til området og indtager de slaviske borge, landsbyer og bystrukturer som de videreudviklede på – dette blev kaldt Ostsiedlung (Den tyske bosættelse i Østeuropa). Flertallet af stednavnene of vandløbene i Sachsen – eksempelvis dem der slutter på -itz – har slavisk oprindelse.

Markgrevskabet Meissens våbenskjold – der er lagt ud på wikipediabrugeren Braun74

Særligt i bjergene Erzgebirge var de velhavende byer der opstod grundet minedrift hvor malm (tysk: Erz) og sølv blev udvundet. I år 1089 blev de nye herskere af Markgrevskabet og dens befolkningen slægten Wettin, der allerede herskede over besiddelser i Thüringen. 

I 1423 forøgede Wettinerne kraftigt deres herskerdomæne. Den vigtigste del de vandt sig var det hidtidige Askaniske Hertugdømme Sachsen-Wittenberg. Det havde haft Kurværdigheden hidtil. Som konsekvens af den historiske navneforskydning blev betegnelsen Sachsen nu brugt om hele Wettinernes herskabsområde. Ligeledes førte man også det hidtidige Askaniske våbenskjold videre. I 1485 delte man Sachsen ved den såkaldte Leipziger Deling, hvor den vestlige del med Thüringen og Wittenberg og Torgau beholdt kurværdigheden mens den østlige del – med Dresden som ny Residensby for de saksiske hertuger – blev den rigeste med bjergværksdriften fra Erzgebirge. Det vestlige kurfyrstelige Sachsen blev kaldt det Ernstinske – efter Ernst – mens det østlige med Dresden og Meissen blev kaldt det Albertinske – efter broderen Albrecht. 

Det ernstinske Kur-Sachsen faldt i større og større unåde hos den katolske kejser efter Martin Luther i 1517 havde udløst Reformationen i netop Wittenberg. I 1525 konverterede den ernstinske Kurfyrste officielt til Lutherdommen, mens den albertinske Hertug officielt fulgte efter i 1539.

Efter den Schmalkaldiske Krig i 1546-47 kom det til nederlag for det ernstinske Sachsen der havde stået i spidsen for det Schmalkaldiske Forbund, det albertinske Sachsen havde lukreret på dette og havde vejret krigens gang og havde i en afgørende stund skiftet side og stillet sig på kejserens hold. Den ernstinske straf var at miste kurværdigheden og en del landområder, der istedet blev overdraget til det albertinske Sachsen. I de næste mange århundreder lå kurværdigheden placeret i Dresden, mens det gamle centrum fremadrettet havde perifær betydning. Begge dele af Sachsen forblev protestantisk.

Den store magtforskydning i Sachsen. I Wittenberg – Protestantismens Rom – må det protestantiske Schmalkaldiske Forbund – ydmyget underskrive en aftale der fratager det ernstinske Sachsen-Wittenberg Kurfyrsteværdigheden. Den sendes istedet til Dresden og det østlige Sachsen ligeledes med alle de rød-gule områder. Her begyndte for alvor Dresdens storhedstid. Kort lagt op af wikipediabrugeren Sakan

Den samme snarrådighed i krige gjorde sig gældende under den helt store religionskrig – Trediveårskrigen. Sachsen allierede sig indledningsvis med de katolske Habsburgere og var med til at besejre de protestantiske oprørere i Bøhmen. Bøhmen havde fra gammel tid kontrolleret Lausitz – såvel Oberlausitz og Niederlausitz – for at kunne dække egne krigsomkostninger og siden som pant. Sachsen kunne dermed forholde sig neutralt i nogle år, men skiftede omkring 1630 over til den protestantiske side, da deres neutralitet blev brudt med katolske plyndringer i Lausitz. De var med til at hjælpe svenskerne til sejr i Slaget ved Breitenfeld i 1631, hvor de kejserlige tropper for første gang i krigen bliver besejret. I 1635 ved særfreden i Prag fik Sachsen endegyldigt overherredømme over begge Lausitz-områder og forpligtede sig samtidig til neutralitet og måtte garantere ikke at ville ændre de konfessionelle forhold i Lausitz (der både havde katolske og protestantiske områder).

Kurfyrstendømmet Sachsen i 1648 efter Trediveårskrigen. Snart skulle man få indflydelse i Polen i Sachsens storhedstid. Kort lagt op af wikipediabrugeren Ziegelbrenner

Den 8.oktober 1656 åbnede Kurfyrste Johann Georg I. for hvad han havde indskrevet i sit testamente for sine tre sønner; August, Christian og Moritz – der ikke var førstefødte hovedarvinger, de skulle udgøre det kursaksiske Sekondigenitur med tre selvstændige hertugdømmer. Dermed opstod hertugdømmerne Sachsen-Weissenfels, Sachsen-Merseburg og Sachsen-Zeitz. Hertugdømmerne eksisterede imidlertid under 100 år og i 1738 var de alle ophørt med at eksistere og lagt ind under Kurfyrstendømmet på ny. Trods protestantismen i området forblev Sachsen kejsertro, hvilket eksempelvis illustreres med at Sachsen sendte betydelige mængder tropper til Slaget ved Kahlenberg i 1683 hvor kejserlige tropper besejrede tyrkerne ved Wien. 

Under August den Stærke (Friedrich August I.) styrkede Kursachsen deres magtposition væsentligt inden for det Hellige Tysk-Romerske Rige. Landet gennemlevede en “Gylden Æra” der førte til en erhvervsmæssig og kulturel blomstring der kaldes Augusternes Tidsalder. Det har baggrund i at den Wettinske Kurfyrste Friedrich August I. og hans søn Friedrich August II. fra 1697 regerede Polen som konger og Sachsen som kurfyrster i Personalunionen Sachsen-Polen. Den erhvervsmæssige blomstring er måske mest forbundet med opfindelsen af det europæiske porcelæn og produktionen i Meissen, mens den kulturelle opblomstring har mange ansigter mest berømt nok opførelsen af museumskomplekset Zwinger samt kirkerne Hofkirche, Frauenkirche og omlæggelsen af de hidtidige forsvarsværker til de fornemme Brühlske Terrasser. 

Imidlertid begyndte nedgangen for Personalunionen at melde sig under Den Store Nordiske Krig (1709-20), hvor landområderne flere gange blev ødelagt. Kurfyrstendømmet vandt ikke nogle nye landområder og måtte for alvor begynde at se deres nordlige nabo og konkurrent Preussen øge deres styrke. 

Forholdet mellem Sachsen og Preussen blev forværret op igennem 1740´erne og igen under den Europæiske 7-årskrig, hvor Sachsen blev besat af Preussen. De kæmpede siden mod Preussen og Storbritannien i en alliance sammen med Østrig, Rusland og Frankrig, hvor de i 1759 blev befriet fra Preussen af netop denne alliance. Den prøjsiske hævn var prompte og Dresden blev belejret – og bombarderet med store ødelæggelser til følge – i 1760. Schlesien der havde været den sikre landforbindelse mellem Sachsen og Polen var for bestandig blevet del af Preussen. Det førte altsammen til at da Friedrich August II. døde i 1763 der ophørte unionen med Polen, samtidig med at Kurfyrstendømmet mistede mere af deres land. 

Ifølge Deklarationen fra Pillnitz i 1791 der hørte Sachsen med til de lande der stod på Preussens side og kæmpede imod den Franske Revolution. Da Napoleon efter år 1800 var trængt dybt ind i Tyskland, da allierede de saksiske og prøjsiske tropper sig men blev tilintetgjort og besejret i Slaget ved Jena/Auerstedt i 1806. Herpå måtte Sachsen – såvel som Preussen – finde sig i at blive besat af de franske tropper. Da Sachsen indgik i det franske Rhinforbund blev det hidtidige Kurfyrstendømme ophøjet til Kongeriget Sachsen. Sachsen forblev allieret med Frankrig helt frem til den sidste fase af krigen, hvor prøjsiske og russiske tropper besatte Sachsen der blev primær krigsskueplads med det afgørende slag Völkerschlacht ved Leipzig i oktober 1813 – først efter slaget skiftede Sachsen side til at kæmpe med Preussen mod Napoleon.

Napoleon krydser Elben i Dresden. Maleri af Józef Brodowski fra 1895 der viser episoden fra 1813.

På baggrund af Sachsens alliance med Napoleon var det Preussens ambition at indlemme Sachsen fuldstændig ved Wienerkongressen i 1815, det var kun grundet Østrigs beskyttelse at det ikke kom til at ske. Sachsen forblev kongedømme, men måtte afstå næsten halvdelen af sit landområde mod nord til Preussen. Preussen fik også større indflydelse i Sachsen, hvilket man blandt andet så i forbindelse med Dresdens Maj-opstand i 1849 – hvor Kongen af Sachsen var flygtet og hvor prøjsiske tropper var med til at nedkæmpe demonstranterne. 

Opstanden i Dresden var et forsøg på at fastholde de borgerlige rettigheder som der var blevet tildelt i 1848, her er det mest berømmeligt at de to berømte bysbørn arkitekten Gottfried Semper og komponisten Richard Wagner kæmper med blandt de borgerlige og efterfølgende bortvises fra byen.  

Sachsens anti-prøjsiske strømninger viste sig igen i den østrig-prøjsiske krig i 1866, hvor Sachsen stillede sig på Østrigs tabende side. Igen var det kun en heroisk indsats fra den østrigske kejser Franz Joseph, der forhindrede Sachsen i at blive indlemmet i Preussen. Istedet blev Sachsen optaget i det Nordtyske Forbund, hvor man støttede Preussen i den Fransk-Tyske krig i 1870/71. Kongeriget Sachsen blev fra 1871 en delstat i det Tyske Kejserrige: et Kejserrige der var domineret af Preussen. 

I Første Verdenskrig deltog en egenhændig saksisk hær indenfor rammerne af en tysk hær i krigshandlingerne. Kongeriget blev i efteråret 1918 ophævet som følge af Novemberrevolutionen og omdannet til Fristat indenfor det ny tyske Rige, der fra 1919 var demokratisk og blev kaldt Weimar-republikken. I 1934 mistede Fristaten de fleste af deres beføjelser til den nazistiske administrationsinddeling Gaustrukturen, men i modsætning til mange af de andre dele af landet ikke officielt opløst. Efter Anden Verdenskrig blev delstaten genskabt af den sovjetiske besættelsesmagt og udvidet med de tyske områder fra den preussiske provins Schlesien. Denne opdeling blev dog ophævet i 1952 af DDR´s landereform. Efter genforeningen 3.oktober 1990 genskabte man Delstaten Sachsen Det omfattede områderne Dresden, Karl-Marx-Stadt (Chemnitz) og Leipzig – hvor områderne Schmölln og Altenburg dog blev fraskilt men til gengæld blev områderne Hoyerswerda og Weisswasser føjet til.

Sachsens ændringer fra 1815 og frem til 1990. Kort lavet af wikipedia brugeren elbarto1983.

Sachsens befolkning

I følge Artikel 5. i den saksiske forfatning er borgerne i Fristaten Sachsen tysktalende, sorbisktalende og fra andre befolkninger. I artikel 6. er det eksplicit omtalt at Sorberne er ligestillet de øvrige folk i staten. 

Befolkningsudvikling

Befolkningsudviklingen i Sachsen var siden cirka 1950 og frem til 2013 i tilbagegang, siden har den igen været en smule i stigning. Landområderne, diverse mellemstore byer har haft befolkningstilbagegang grundet afvandring og lave fødselstal. Indbyggertallene i de større byer Dresden, Leipzig og Chemnitz kunne i 2010´erne fremvise betydelig befolkningsvækst, hvilket også gjaldt i deres opland. Dresden oplevede i perioden 2000 til 2011 en fremgang på 52.000 indbyggere; Leipzig i samme tidsrum på 38.000 indbyggere mens Chemnitz oplevede fremgang på 8.000 indbyggere. Byer som Radebeul ved Dresden og Markkleeberg ved Leipzig voksede også markant. Andelen af udlændinge er på 5,3% (slutningen af 2020) hvilket er 216.000 ud af en befolkning på cirka 4 millioner.

Statistik over befolkningsudviklingen i Sachsen. Kilde: wikipedia

Befolkningstallene dækker over det nuværende område Sachsen. Indtil 1927 bestod området af 14.993 km². Som følge af arealbytte med Thüringen skrumpede det til 14.986 km². Efter Anden Verdenskrig fik Sachsen områderne vest for floden Neisse i den prøjsiske provins Niederschlesien. Dermed voksede arealet i området til 17.004 km². Mellem 1952 og 1990 var der ingen saksisk stat, men de tre DDR-bezirke Dresden, Leipzig og Karl-Marx-Stadt (Chemnitz). De udgør det samme areal som den nuværende stat, der ydermere blev en smule større da et par kommuner i Vogtland er blevet returneret til Sachsen i 1992 og dermed er arealet 18.450 km². Tilvæksten foregår særligt i de nordlige områder omkring byerne Torgau, Eilenburg og Delitzsch der siden 1815 og frem til 1990 ikke hørte til Sachsen men er returneret. 

I år 2014 drog 3819 mennesker ind i Sachsen mens 14.387 forlod delstaten. Gennemsnitslevealderen i området er 46,6 år. Det yngste gennemsnit finder man Ralbitz-Rosenthal (39.7)  og det ældste i Bad Brambach (50,7)

Gennemsnittet for børnefødsler i Sachsen lå i 2014 på 1,57 pr. kvinde. Gennemsnitslevealderen er 83,6 for kvinder og 77,9 for mænd.

Print siden her