2. Verdenskrig

2. Verdenskrig – ofte kaldt WWII eller WW2 – var en global krig, der varede fra 1939 til 1945. Størstedelen af verdens lande – hvilket indbefattede alle stormagter – dannede to store militæralliancer, som stod overfor hinanden: de allierede og aksemagterne. En tilstand af totalkrig involverede direkte mere end 100 millioner mennesker fra mere end 30 forskellige lande. De væsentligste krigsdeltagere stillede hele deres økonomiske, industrielle og videnskabelige kapacitet bag krigsindsatsen, hvilket medførte, at man ikke længere skelnede mellem civile og militære ressourcer. Anden Verdenskrig var den mest dødelige konflikt i den menneskelige historie, og kostede mellem 50 og 85 millioner mennesker livet, hvoraf de fleste var civile i Sovjetunionen og Kina. Krigen inkluderede adskillige massakrer, folkedrabet på jøderne i form af Holocaust, strategiske bombninger, tiltænkte hungersnødsepidemier og den eneste brug af atomvåben i en krig. 

Japan – hvis mål var at dominere Asien og Stillehavsområdet – var i krig med Kina fra 1937, omend ingen af parterne officielt havde erklæret den anden krig. Generelt sætter man Anden Verdenskrigs start til at være 1. september 1939 med det Tyske Tredje Riges angreb på Polen, og Frankrig og Storbritanniens efterfølgende krigserklæringer mod Tyskland. Fra den sene del af 1939 og til den tidlige del af 1941 var Tyskland i stand til at gennemføre en række kampagner og aftaler, der sikrede landet kontrollen med store dele af det kontinentale Europa, hvor det samtidig dannede aksemagterne i fællesskab med Italien og Japan. Med baggrund i Molotov-Ribbentrop-Aftalen i august 1939 aftalte Tyskland og Sovjetunionen at annektere områder i de lande, der lå imellem dem, hvilket gjaldt Polen, Finland, Rumænien og de baltiske lande. I midten af 1940 faldt Frankrig til Tyskland, og krigen fortsatte primært med militære kampagner i Nord- og Østafrika som en kamp imellem Aksemagterne og det Britiske Imperium.

Efterfølgende fik man krigen på Balkan, luftslaget om de britiske øer, blitzangrebene og det langvarige slag om Atlanterhavet. Den 22. juni 1941 påbegyndte aksemagterne en invasion af Sovjetunionen, hvilket åbnede for den største landkrig i den menneskelige historie. Østfronten lokkede aksemagterne i en fælde – mest afgørende den tyske værnemagt – i form af nedslidning af ressourcer. I december 1941 foretog Japan et overraskelsesangreb på USA og de europæiske kolonier i Stillehavet. Det medførte prompte, at USA – i fælles støtte med Storbritannien – erklærede krig mod Japan, og de europæiske aksemagter fulgte hurtigt op med at erklære USA krig i solidaritet med Japan. Den hurtige japanske erobring af det meste af det vestlige Stillehav blev opfattet af mange asiater som en befrielse fra vestlig dominans og medførte japansk støtte fra langt de fleste besejrede og erobrede lande. 

Aksemagternes fremmarch i Stillehavsområdet begyndte at stå stille i 1942, da Japan tabte det afgørende slaget om Midway. Senere da Tyskland og Italien blev besejret i Nordafrika og endeligt afgørende, da de blev stoppet ved Stalingrad af Sovjetunionen. I 1943 oplevede tyskerne en række nederlag på Østfronten, allierede landgange på Sicilien og Syditalien med invasion til følge og en række allierede sejre i Stillehavsområdet, hvilket tvang aksemagterne til en række strategiske tilbagetog på alle fronter. I 1944 foretog de vestlige allierede en landgang 6.juni på D-Dag i Normandiet i Frankrig, som man tilbageerobrede, og Sovjetunionen var i stand til at genvinde alle de territorier, det havde tabt og derpå sætte angreb ind mod selve Tyskland og dets allierede. I løbet af 1944 og 1945 led Japan nederlag i fastlands-Asien i det sydlige centrale Kina og Burma, mens de allierede stort set ødelagde den japanske flåde og erobrede en række nøgleøer i den vestlige del af Stillehavet. 

Krigen i Europa sluttede med de allieredes invasion af Tyskland med klimakset i form af sovjetiske troppers erobring af Berlin, Adolf Hitlers selvmord og den tyske betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945. De tre regeringsledere Josef Stalin (Sovjetunionen), Harry S. Truman (USA) og Winston Churchill mødtes på Potsdam Konferencen fra 17.juli til 2.august 1945. Konferencen sluttede med fredstraktaten: Potsdam Aftalen den 2.August 1945. Her blev Tyskland og de øvrige krigsskyldiges fremtid afgjort, og den bestod i en fremadrettet besættelse af Tyskland og Østrig fordelt mellem de fire sejrsmagter, der også talte Frankrig. Den 26. juli 1945 var de allierede blevet enige om Potsdam Deklarationen på Potsdam Konferencen, hvor man oplistede kravene til Japan for overgivelse: Japan nægtede. Den 6. og 9. august 1945 gav USA ordre til at kaste atombomber ned over byerne Hiroshima og Nagasaki. Da en invasion af den japanske øgruppe stod for døren, og muligheden for yderligere atombomber og en sovjetisk indblanding i krigen som følge af dets erobring af Manchuriet, overgav Japan sig den 15.august 1945. Det markerede den totale allierede sejr i Asien. Efterfølgende satte de allierede krigsforbrydertribunaler op mod såvel tyskerne som japanerne. 

2. verdenskrig ændrede verdens politiske logik og sociale struktur. De Forenede Nationer (FN) blev etableret for at støtte internationalt samarbejde og at forhindre fremtidige konflikter. De sejrende stormagter – Kina, Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA – blev permanente medlemmer af dets sikkerhedsråd. Sovjetunionen og USA blev rivaliserende supermagter, hvilket satte scenen for et halvt århundrede med den kolde krig. Europa var blevet hårdt ramt af krigens ødelæggelser, og en del indflydelse gled over til de nye supermagter, og landene måtte efterfølgende starte en afkolonisering i Afrika og Asien. De fleste lande, hvis industrier var blevet ødelagt under krigen, søgte økonomisk genrejsning. Politisk integration – særlig i Europa – var med til at bilægge fjendtlighederne fra før krigen og skabe en fælles identitet. 

Fakta om 2. verdenskrig

Krigen sættes normalt til at have varet fra 1. september 1939 til 2. september 1945 – med ophør i Europa fra 8. maj 1945. 

Krigen foregik i Europa, Syd-Øst-Asien, Stillehavet, Atlanterhavet, Mellemøsten, Nordafrika, Afrikas Horn, Australien og i korte perioder Nord- og Sydamerika. 

Krigens konsekvenser var allieret sejr, og at det nazistiske regime kollapsede. Derudover kollapsede også regimerne i Japan og Italien. Atomtidsalderen begyndte, luftkrigen som det afgørende element i krigsførslen, ophør af Folkeforbundet og stiftelsen af FN. USA og Sovjetunionen blev dannet som supermagter og dermed påbegyndelsen af den kolde krig. 

Overfor hinanden stod de allierede med de væsentligste ledere i form Josef Stalin, Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill og Chiang-Kai-Shek. Her var dødstallet mere end 16 millioner militære ofre og mere end 45 millioner civile dræbte. 

På aksemagternes side var de væsentligste ledere Adolf Hitler, Kejser Hirohito og Benito Mussolini. Aksemagterne havde mere end 8 millioner militære dræbte og over 4 millioner civile dræbte i konflikten. 

Kronologien i 2.verdenskrig

Starten på Anden Verdenskrig i Europa sættes generelt til 1.september 1939, da det Nazistiske Tredje Rige angreb Polen: efterfulgt af at Storbritannien og Frankrig få dage efter erklærede krig mod Tyskland. Man sætter starten på krigen i Stillehavsområdet med begyndelsen af den Anden Kinesisk-Japanske Krig den 7.juli 1937 og nogle endda så tidligt som den Japanske invasion af Manchuriet 19.september 1931.

Andre følger den britiske historiker A.J.P. Taylor, der påstår at den Kinesisk-Japanske Krig startede samtidig med krigen i Europa og dens kolonier, men at krigene først for alvor brød ud i 1941. I denne artikel henholder vi os til den traditionelle datering. Andre sætter starten på 2.verdenskrig så tidligt som den Italienske Invasion af Abbessinien den 3.oktober 1935. Den kendte britiske historiker Antony Beevor anser begyndelsen for 2.verdenskrig til at være Slaget ved Khalkhin Gol der blev kæmpet mellem Japan og styrker fra Mongoliet og Sovjetunionen fra maj til september 1939.

Dateringen for afslutningen på krigen er der heller ikke generel enighed om. Det er generelt accepteret at krigen sluttede med våbenhvilen 14.august 1945 V-J Day – Victory over Japan Day mere end den officielle dag for Japans overgivelse den 2.september 1945, der officielt afsluttede krigen i Asien. Der blev underskrevet en fredstraktat med Japan i 1951.

I Europa sætter man for det meste 8.maj 1945 som afslutningen på krigen. Her underskriver Storadmiral Karl Dönitz den betingelsesløse kapitulation overfor General Sjukov. Den 4.maj 1945 havde Montgomery underskrevet en delkapitulation på Timeloberg på Lüneburger Heide gældende for Danmark, Nordvesttyskland og Holland og den 7.maj i Reims havde Eisenhower underskrevet for de vestallierede.

Baggrunden for Anden Verdenskrig i Europa

Første Verdenskrig havde ændret radikalt ved det politiske Europakort i form af nederlaget til Centralmagterne – der bestod af Østrig-Ungarn, Kejserriget Tyskland, Bulgarien og det Osmanniske Rige – og samtidig havde ført Bolsjevikkerne til magten i Rusland, hvilket førte til dannelsen af Sovjetunionen. Mens de sejrrige allierede fra Første Verdenskrig – såsom Frankrig, Belgien, Italien, Rumænien og Grækenland opnåede territoriale landvindinger og der samtidig blev skabt nye nationalstater ud af de kollapsede Imperier Østrig-Ungarn, Osmannerriget og Det Russiske Imperium.

I løbet af Fredskonferencerne i Paris i 1919 skabte man Folkeforbundet med det formål at forhindre fremtidige krige. Det skulle sikres igennem kollektiv sikkerhed, militær og flådemæssig nedrustning og internationale topmøder med forhandling skulle forhindre konflikt.

Trods en stærk pacifistisk strømning efter Første Verdenskrig, da var de ændringer som krigen havde skabt også med til at skabe irredentistisk nationalisme i en lang række europæiske stater der ønskede revanche. Særligt i Tyskland var disse følelser tydelige idet at de havde tabt enorme dele af deres territorier, kolonier og finansielle tab forårsaget af Versaillestraktaten. Traktaten betød at Tyskland mistede 13% af dets territorium samt alle deres øversøiske kolonier, mens det blev forbudt Tyskland at annektere fra andre stater, de blev pålagt krigsskadeserstatninger og man fik begræsninger om hvor stor landets hær måtte være.

Det Tyske Kejserrige blev opløst under den Tyske Revolution 1918-1919, og erstattet af en demokratisk regering, der siden blev kendt som Weimar Republikken. Mellemkrigstiden blev en periode der var præget af en kamp mellem tilhængere af den ny republik og modstandere fra såvel højre og venstre. Kongeriget Italien var en del Ententen, og havde da også fået enkelte territorier, men italienske nationalister blev rasende over de løfter som Storbritannien og Frankrig havde givet Italien, da de gik ind i krigen, men som de ikke levede op til ved fredskonferencen. Fra 1922-25 voksede den fascistiske bevægelse frem ført an af Benito Mussolini med en agenda om Nationalisme, Totalitarisme og et klassesamfund der tilsidesatte det repræsentative demokrati der forfulgte socialister, venstrefløjen og de liberale kræfter og lavede en aggressiv ekspansionistisk udenrigspolitik der sigtede efter at gøre Italien til en verdensmagt og lovede at skabe et Nyt Romersk Imperium.

I 1933 blev Adolf Hitler tysk kansler. Han afskaffede demokratiet, og lancerede en radikal ny raceorienteret verdensorden, og Tyskland begyndte snart en massiv militær oprustning. I 1935 gik Italien ind og erobrede Abbessinien – dagens Etiopien – hvilket Frankrig lukkede øjnene overfor, for at stå på bedre fod med Italien. I starten af 1935 trak de allierede – Frankrig og Belgien – deres tropper tilbage fra Saar Bassinet efter planen, hvilket Hitler svarede på ved at påbegynde en generel oprustning og introducerede værnepligt.

I April 1935 dannede Italien, Storbritannien og Frankrig den såkaldte Stresa Front for at inddæmme Tyskland, hvilket var et trin mod militær globalisering; men allerede i juni 1935 lavede Storbritannien en særaftale med Tyskland, der lettede på de flådemæssige restriktioner – og som oftest ses som starten på den britiske Appeasement-politik. Sovjetunionen lavede en aftale med Frankrig om gensidig assistance, da man frygtede de tyske mål om at erobre dele af Østeuropa. Før den Fransk-Sovjetiske-Pagt blev godkendt skulle den igennem det tunge bureaukrati i Folkeforbundet, hvilket tog den ud af drift. USA der var bekymret over udviklingen i såvel Europa som Asien vedtog en Neutralitetspagt i August 1935.

Hitler tilsidesatte Versaillestraktaten og Locarno Traktaterne ved at remilitarisere Rhinlandet i Marts 1936, hvilket kun efterlod en lille opposition der forsvarede nedrustning. I oktober 1936 indgik Tyskland og Italien Rom-Berlin-Aksen. En måned senere indgik Tyskland og Japan Anti-Komintern Pagten, som Italien ville blive del af det efterfølgende år.

Årsagerne til krigen i Asien

I Kina lancerede partiet Kuomintang en national samling mod regionale krigsherrer der forenede Kina i midten af 1920, der dog snart udviklede sig til en borgerkrig mod deres tidligere allierede det Kinesiske Kommunistparti og andre krigsherrer. I 1931 så det tiltagende militaristiske Japanske Imperium deres chance for at få indflydelse i Kina, da de udnyttede Mukden-Episoden til at invadere Manchuriet og etablere en lydregering ved navn Manchukuo.

Kina appellerede til Folkeforbundet for at stoppe den Japanske Invasion af Manchuriet. Japan trak sig ud af Folkeforbundet efter at være blevet fordømt for deres indmarch i Manchuriet. De to nationer kæmpede adskillige slag i Shanghai, Rehe og Hebei indtil våbenhvilen i Tanggu i 1933. Derefter kæmpede frivillige kinesere mod den japanske aggression i Manchuriet, Chahar og Suiyuan. Efter Xi´an Episoden i 1936 sluttede Kuomintang og kommunisterne fred for at danne en samlet front mod Japan.

Den Italienske Invasion af Abbessinien

Den Anden Italien-Etiopiens Krig var en kort kolonikrig der begyndte i oktober 1935 og sluttede i maj 1936. Krigen begyndte med at Italien erobrede det Etiopiske Imperium også kendt som Abessinien hvilket tog sit udgangspunkt fra Italiensk Somaliland og Eritrea. Krigen resulterede i at Etiopien blev militært okkuperet og integreret i den nyskabte italienske koloni Africa Orientale Italiana; dette viste svagheden hos Folkeforbundet og deres manglende evne til at bevare freden. Såvel Italien som Etiopien var medlemmer da førstnævnte brød medlemspagtens Artikel X. Storbritannien og Frankrig støttede sanktioner mod Italien, der imidlertid ikke blev gennemført og ikke kunne forhindre landet i at invadere. Italien droppede efterfølgende deres modstand mod at det Nazistiske Tredje Rige indlemmede Østrig.

Den Spanske Borgerkrig

Da der brød borgerkrig ud i Spanien, da støttede Hitler og Mussolini militært de Nationalistiske rebeller anført af General Francisco Franco. Sovjetunionen støttede den eksisterende regering i den Spanske Republik. Mere end 30.000 udenlandske frivillige – kendt som de Internationale Brigader – kæmpede mod Nationalisterne. Såvel det Nazistiske Tyskland som Sovjetunionen udnyttede denne stedfortræderkrig som en mulighed for at afprøve sig i kamp med avancerede våben og taktik. Nationalisterne vandt Borgerkrigen i april 1939; Franco – der nu var diktator – forblev neutral under Anden Verdenskrig men var generelt positiv overfor Aksemagterne. Hans største støtte til Tyskland var at sende frivillige til at kæmpe på Østfronten.

Den Japanske Invasion af Kina (1937)

I Juli 1937 erobrede Japan den tidligere kejserlige kinesiske hovedstad Peking – det skete “hændelsen ved Marco Polo Broen“, der blev anledningen for Japan til at erobre hele Kina. Sovjetunionen sluttede hurtigt en Ikke-Angrebspagt med Kina og støttede dem med lån til materiel, hvilket effektivt afsluttede Kinas indledende samarbejde med det nazistiske Tyskland.

Fra september til november 1937 angreb Japanerne Taiyuan, og kæmpede mod Kuomintang Hæren rundt om Xinkou mens de kommunistiske styrker blev bekæmpet i Pingzingguan. Generallisimo for Kuomintang Chiang Kai-shek beordrede hans stærkeste hærenheder til at forsvare Shanghai, men efter tre måneders kamp faldt byen til japanerne. Japanerne fortsatte med at trænge de kinesiske tropper tilbage og i december 1937 erobrede de hovedstaden Nanking. Efter hovedstadens fald, der døde i titusindevis – hvis ikke hundredetusindvis – af kinesiske civile og afvæbnede soldater myrdet af Japanerne.

I Marts 1938 vandt de nationalistiske kinesiske tropper deres første større sejr ved Taierzhuang, men i maj samme år indtog Japanerne byen Xuzhou. I juni forhindrede kineserne at japanerne kunne trænge yderligere frem ved at oversvømme den Gule flod, hvilket gav dem tid til at forberede forsvaret af Wuhan – lige lidt hjalp det i oktober 1938 blev byen alligevel indtaget af Japan. De japanske militære sejre førte imidlertid ikke til at den kinesiske modstand kollapsede, hvilket Japan havde håbet på; istedet trak den kinesiske regering længere ind i landet til Chongqing og fortsatte herfra krigen.

Sovjetisk-Japansk Grænsekonflikt

I midten og slutningen af 1930´erne havde japanske styrker i Manchukuo sporadiske sammenstød med Sovjetunionen og Mongoliet. Den japanske doktrin i Hokushin-ron, der favoriserede Japans ekspansion mod nord blev støttet af den kejserlige japanske hær i disse år. Med det japanske nederlag ved Khalkin Gol i 1939 og den fortsatte japanske krig mod Kina samt deres nazistiske allieredes neutralitetspagt med Sovjetunionen fra og med August 1939, da ville kampene være svære at fortsætte med. Japan og Sovjetunionen underskrev en neutralitetspagt i april 1941 og Japan vedtog doktrinen Nanshin-ron, der blev bakket op af flåden og som istedet flyttede fokus mod syd og førte til krigen mod USA og de vestlige allierede.

Den Røde Hær i Slaget ved Khasan-søen. Foto af Viktor Antonovich Tyomin

Europæiske besættelser og Aftaler

I Europa blev det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien stadigt mere aggressive. I Marts 1938 annekterede Tyskland nabolandet Østrig – i det såkaldte Anschluss – hvilket var en overskridelse af Folkeretten og Versaillestraktaten, men som ikke forårsagede de øvrige europæiske magter til nogen særlig reaktion. Hitler fortsatte herpå hans krav og begyndte at komme med krav på Sudeterlandet, et område i Tjekkoslovakiet hvor befolkningen altovervejende var etnisk tysk. Snart derpå fulgte regeringerne i Storbritannien og Frankrig med at bekræfte afspændingspolitikken ved at indgå München Aftalen hvor den britiske Premierminister Neville Chamberlain lavede en aftale med Hitler hvor de Sudetertyske områder blev afstået til Tyskland – direkte i modsætning til hvad den Tjekkoslovakiske regering havde ønsket; Chamberlain proklamerede ikonisk de sidenhen så tomme ord Peace in our time. Aftalen var indgået og tyskerne der hidtil havde overtrådt alle aftaler lovede, at de ikke ville komme med yderligere territoriale krav. Kort tid efter aftalen tvang Tyskland og Italien den  tjekkoslovakiske regering til at afstå territorium til Ungarn, hvilket Polen udnyttede til at annektere et andet tjekkoslovakisk område regionen Zaolzie.

De politiske arkitekter over den skandaløse München-Aftale. Set fra venstre mod højre er det Neville Chamberlain (Storbritannien), Edouard Daladier (Frankrig), Adolf Hitler (Tyskland) samt de to italienere Benito Mussolini og Galeazzo Ciano der ses i München den 29.september 1938. Deutsches Bundesarchiv med serienummeret: B: 183-R69173

Selvom Tyskland fik opfyldt alle deres krav i aftalen, da var Hitler privat rasende over den britiske indblanding, der i første omgang havde hindret ham I at tage hele Tjekkoslovakiet i en og samme operation. I gentagne Taler angreb Hitler britiske og jødiske “krigsmagere” og i januar 1939 beordrede Hitler hemmeligt den tyske flåde til en større oprustning, der ville kunne true den britiske overlegenhed til søs. I marts 1939 invaderede Tyskland den resterende del af Tjekkoslovakiet og delte området op i hhv. Rigsprotektoratet Bøhmen & Mæhren samt i den tyske klientstat den Slovakiske Republik. Hitler afleverede ligeledes et ultimatum til Lithauen den 20.marts 1939, hvor man krævede Klaipéda Regionen der tidligere havde været kendt som Tysk Memelland. 

Idet at Hitler fortsatte med at fremsætte krav på Fristaden Danzig, da garanterede Storbritannien og Frankrig deres hjælp til Polen i at opretholde deres uafhængighed; da Italien i April 1939 invaderede Albanien da faldt de samme garantier til Kongerigerne Rumænien og Grækenland. Kort efter den fransk-britiske ed til Polen, da indgik Tyskland og Italien Stålpagten der formaliserede deres alliance. Hitler beskyldte igen Storbritannien og Polen for at ville omringe Tyskland og opsagde den Anglo-Germanske Flådeaftale samt den Tysk-Polske Ikke-Angrebspagt.

Den sovjetiske leder Josef Stalin trykker hånd med den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop efter at Ikke-Angrebspagten blev underskrevet i Moskva den 23.august 1939. Foto fra Deutsches Bundesarchiv med serienummeret B: 183-H27337

Situationen udviklede sig til en generel krise i slutningen af August hvor tyske tropper begyndte at mobilisere tæt ved den polske grænse. Den 23.august 1939 – kort tid efter at trepartsforhandlingerne mellem Frankrig, Storbritannien og Sovjetunionen var strandet – da underskrev Sovjetunionen en ikke-angrebspagt med Tyskland – kendt som Molotov-Ribbentrop-aftalen. Pagten havde en hemmelig protokol indbygget, der definerede hhv. tysk og sovjetisk indflydelsessfære, hvor den tyske var: det vestlige Polen og Lithauen, mens det østlige Polen, Finland, Estland, Letland og Bessarabien var sovjetisk. Pagten afviste også en fremtidig polsk selvstændighed. Pagten gav Sovjetunionen et Carte Blanche for et angreb på Polen og samtidig en forsikring om at Tyskland ikke skulle frygte en to-frontskrig, som landet havde været klemt imellem under Første Verdenskrig. Derpå beordrede Hitler et angreb på Polen allerede 26.august 1939, men da han erfarede at hhv. Storbritannien havde indgået en musketer-ed med Polen og at Italien havde besluttet at erklære neutralitet, da udskød han angrebet. 

I svar til britiske forespørgsler på direkte forhandlinger om at undgå krig, da krævede Tyskland polske territorier indlemmet, hvilket kun fungerede som forvarsel på relationer der snart blev kraftigt forværret. Den 29.august krævede Hitler at Polen skulle sende en delegation med fuldmagt til at rejse til Berlin for at forhandle en overdragelse af Fristaden Danzig samt en folkeafstemning i den polske korridor, hvor resultatet ville medføre at det tyske mindretal kunne stemme en overdragelse af dette område til Tyskland. Polakkerne nægtede at følge de tyske krav og natten mellem den 30. og 31.august 1939 gjorde den tyske udenrigsminister Ribbentrop det klart for britiske ambassadør Nevile Henderson på et drastisk møde at Tyskland anså deres krav som afviste. 

Print siden her