Hansestæderne

Hanse (afledt af det latinske Hansa, der betyder “gruppe”, “følge”, “menneskemængde”) – også ofte Deutsche Hanse – Düdesche Hanse (dansk: Den Tyske Hanse, latin: Hansa Teutonica) er betegnelsen for en sammenslutning af primært nordtyske handelsfolk, hvis mål var at opnå sikkerhed under deres handelstransporter og at kunne repræsentere fælles erhvervsmæssige interesser overfor de omliggende fyrste- og kongedømmer. Hansaen eksisterede fra midten af det 12. århundrede til midten af det 17. århundrede. Det var ikke kun erhvervsmæssigt, at hansestæderne spillede en stor rolle, men også politisk og kulturelt.

Udviklingen gik fra en “købmandshansa” til en “byhansa”, en udvikling, der senest i midten af det 14. århundrede var gennemført, da der i 1356 første gang foregik en såkaldt Hansedag, hvor de forskellige medlemsbyer mødtes og fastlagde fælles retningslinjer, således at hansestæderne fungerede som en art stat med en regering. Afgrænsningen imellem “Købmandshansaen”, hvor det var rene erhvervsinteresser og “Byhansaen” med regeringsbeslutninger i fællesskab er dog omstridt. De blev ofte sluttet i forbindelse med årsmarkeder, hvor de var undtaget den kontrolfunktion med skatter, som de var underlagt grundet gilder og laug i de større byer.

Hansaens farver – hvid og rød – finder man i dag i mange af hansestædernes byvåben. På ligaens højdepunkt var næsten 300 havne og flodhavnebyer i det nordlige Europa medlem. Et vigtigt grundlag for sammenslutningen var udviklingen af transportskibene i perioden, særligt de oceangående, hvilket gjorde, at skibstypen kogge var særligt vigtig. Frihandelen bragte de fleste hansestæder stor rigdom, hvilket i dag kan ses i form af talrige betydningsfulde bygningsværker.

Uafhængigt af den store nordtyske hansaliga var der også andre købmandsligaer – eksempelvis i Østrig. Hos disse handlede det i reglen ikke om politiske forbund imellem byer og territorier, men for det meste om broderskaber imellem private handlende.

Hansastæderne er opridset med navns nævnelse. Det blå område mod øst er Den Tyske Ridderordens område i slutningen af 1300-tallet. Kort fra Putzgers Schul-Atlas fra årgang 1901

Hansaens politiske historie

Hansestæderne var over en lang periode på flere hundreder år en politisk magt af første klasse. Selvom deres medlemmer ikke var suveræne – de forblev under herredømme af forskellige gejstlige og verdslige magter – var de erhvervsmæssigt og militært meget succesfulde. Hvornår præcis hansestæderne opstod, og hvornår de ophørte med at eksistere, er svært at stadfæste.

Købmandshansaens opståen omkring år 1250

Den Tyske Hansaliga udviklede sig i det 12. århundrede i fællesskab med de handlende på Østersøen og Nordsøen. Alment anser man grundlæggelsen af Lübeck i 1143 som den første tyske by ved Østersøen som afgørende for, at Hansaligaen opstod. Tilgangen til Østersøen muliggjorde en handel mellem de rige råstofområder i det nordlige Rusland – særlig korn, træ, voks og pelse – og de vesteuropæiske lande med deres færdige produkter såsom klæder og vin.

Forskellige forslag til, hvornår Hansaligaen opstod

Hansestæderne har ingen grundlæggelsesdato. De opstod og voksede siden til magt og vælde. De datidige medlemmer havde ikke engang en klar ide om, hvornår de eksisterede. I 1418 anmodede hansestaden Bremen – i en verserende strid med Hamborg og Køln om en afskrift af Hansaligaens grundlæggelsesdokument. Køln svarede tilbage, at man intensivt havde søgt efter skriftet med van der fundatacien der Duytzschen hensze (dansk: fundamentet for den tyske hansa), og at man ville fortsætte med at lede, og såfremt man fandt det ønskede skrift straks sende det til Bremen.

Den tidlige Hanse var en frivillig sammenslutning af købmænd, der søgte sikkerhed som gruppe, når de begav sig ud på farefulde handelsrejser, hvor fælles interesser gjorde, at man stod bedre rustet til at føre handel de steder, man kom frem. Handelsfolk fra en bestemt by eller region fandt da sammen for i fællesskab at begive sig ud på rejse. De tidligste vidnesbyrd, man har for sådanne rejsefællesskaber, er købmænd fra Køln, som søgte mod London. Købmænd fra Flandern havde allerede gjort brug af lignende rejseformer og var repræsenteret i London.

Imidlertid forbinder man ikke dette med grundlæggelsen af hansestæderne, da der var tale om mere spredte grupper, som fulgte individuelle eller mere partikulære interesser.

I den ældre forskning fremhæver man ofte grundlæggelsesåret for hansestæderne med nygrundlæggelsen af Lübeck i 1143 og genopbygningen af selvsamme by i 1159. I London omtales i 1157  tilstedeværelsen af et tysk købmandsforbund skriftligt, hvor det var de føromtalte købmænd fra Køln, der skulle være med til at grundlægge Stallhof, som blev den tyske handelsrepræsentation i London gennem århundreder.

Om man fokuserer mest på Lübeck eller Køln er alt efter, hvordan man fokuserer historien. I længden var Lübecks betydning suverænt den største, men indledningsvis var hansestæderne mest optaget af partikulære mål som dem, købmændene fra Køln fulgte i London.

I 1160 fik Lübeck rettigheder af by i form af Soest Byrettighederne. Det er ofte blevet fremhævet som grundlæggelsen af købmandshansaen (i modsætning til hansestæderne). Det vigtigste argument for dette er Artlenburger Privilegiet fra 1161, der ligestillede købmænd fra Lübeck med købmænd fra Gotland i handelen rundt om Østersøen og i særdeleshed gav tyske købmænd adgang til det russiske marked i Novgorod. Det var primært købmænd fra Lübeck, men af disse var også mange tilvandrede købmænd fra andre tyske byer, først og fremmest fra det nordlige område.

Sejladsen til Novgorod i det nordlige Rusland var af stor betydning for at den tidlige Hanse opstod. Foto fra hanse.org

Grundlæggelsen af Lübeck i 1143 bliver altså af de fleste vurderet som den mest afgørende begivenhed for hansestædernes opståen, da det var den første tyske by ved Østersøen, som havde sikre forbindelser til baglandet og samtidig kunne fungere som en “indfaldsport” for nordtyske købmænd for deres adgang til handelen østpå. Baggrunden for den store betydning, som Østersøen havde for Vesteuropa var, at man via de russiske floder som Dnepr og Volga kunne komme til Orienten – landene rundt om det Kaspiske Hav såsom Persien og Sortehavet samt det byzantinske rige.

I tiden under den gyldne horde eller mongolerne (1220-1360) blev disse bånd imidlertidigt kraftigt svækket, da Novgorod ikke længere havde kontakt til de sydlige markeder. Den nordrussiske handel begyndte i langt højere omfang at koncentrere sin handel i retning af Østersøen, hvor den hidtil havde været fokuseret mod flere veje. Det medførte en meget trafikeret øst-vest-handelsrute, hvor råstofferne fra det nordlige Rusland i form af korn, voks, træ og pelse blev udvekslet med vesteuropæiske produkter fra primært Flandern og England i form af primært klæder. Derudover var særligt skandinaverne aktive i den kristne mission rundt om Østersøen. Det var også dem, der dominerede handelen i det tidlige 12. århundrede. Dette var med til at gøre Østersøen til et afgørende handelscentrum i Europa. De tyske købmænds færden på Østersøen var med til at binde de to vigtige handelscentre Novgorod og Brügge sammen i et stort netværk med de tyske byer.

Samtidig med, at hansestæderne opstod, opstod der i Danmark de tilsvarende Knudsgilder, som i hansaligaens første år var konkurrenter til handelen på Østersøen. Danmark havde i kongerne Valdemar I. den Store (1157-82), Knud VI. (1182-1202) og Valdemar II. Sejr (1202-41) en stribe stærke konger, der støttede de tyske kejsere og var særdeles aktive i den kristne mission rundt om Østersøen, hvilket gav dem nogle af de samme privilegier som hansestæderne. Dette blev dog noget mere begrænset fra omkring år 1225.

Det gotlandske handelsfællesskab

I løbet af det 12. århundrede blev Østersøen tiltagende mere interessant for den tyske handel grundet de mange nye tyske samfund, der opstod i takt med kristendommens udbredelse i området.

I Lübeck opstod Gemeinschaft der deutschen Gotlandfahrer, som var et fællesskab for købmændene på deres rejser.

Grundet skandinavernes dominans ved Østersøen fungerede øen Gotland som centrum og drejeskive for handelen. Den tiltagende tilstedeværelse af tyske handelsfolk ved Østersøen som følge af nye tyske/kristne samfund langs samme afstedkom sammenstød imellem tyskere og skandinavere. Lothar III.´s forsikring i 1130´erne om fælles regler kunne dæmpe disse sammenstød, de blussede imidlertid op igen, men Heinrich der Löwes privilegier fra 1161 sikrede fælles regler og langt mere samarbejde fremadrettet.

Visby forblev drejeskive for østersøhandelen med en tiltagende og større handelslinje, der gik videre til Lübeck. Den blev i fællesskab repræsenteret i Visby i Mariekirken og Novgorod i første omgang i Gotenhof, der allerede i år 1200 blev erstattet af den noget større Peterhof. Sidenhen kom der tilsvarende foranstaltninger i eksempelvis London i form af Stalhof og Bergen i form af Bryggen. Visby var stadig på dette tidspunkt centrum for de fælles reguleringer.

Visby på Gotland var et afgørende bindeled mellem de nordtyske byer og Rusland. Billede fra Janmild.se

Hansestæderne opstår med guldalder 1250-1400

Strukturelle udviklinger

Det var ændringer i Europa, der førte til, at den tidlige Hanse udviklede sig til hansestæder. Nogle af de vigtigste udviklinger var: generelt mere fredelige handelsveje, ophøret af de de traditionelle fælles handelsrejser, den “kommercielle revolution“, byernes udvikling og ophøret af den kejserlige beskyttelse i det såkaldte Interregnum (1245-73).

Købmandsstanden havde i midten af 1200-tallet etableret sig forholdsvis godt i de europæiske samfund, og handelsvejene var tiltagende blevet mere og mere sikre, i særdeleshed i det tæt befolkede Vesteuropa. De traditionelle fælles handelsrejser, hvis primære organisationsprincip var sikkerhed, mistede dermed en stor del af deres betydning. Det blev nu muligt selv at drive handelen, mens man samtidig sendte repræsentanter af sted for at foretage fjernhandelen. Dette var en vigtig faktor for den kommercielle udvikling, som også kaldes den “kommercielle revolution”.

Udviklingen af byerne, hvor der befandt sig et permanent marked og med mere eller mindre fastboende købmænd, var en væsentlig forudsætning. Det gjorde, at mange købmænd kunne bestyre flere forskellige forretninger fra den centrale markedsplads, og at deres repræsentanter stod for indkøb ude på stederne. Handelsaktiviteten blev kraftigt styrket af disse vilkår. Betalingsformerne ændrede sig også fra den direkte tuskhandel, hvor varer ofte direkte blev byttet med andre varer, til mere at foregå via skyldsbreve, vekselbreve og andre kreditformer. Imidlertid skal det nævnes, at denne betalingsform var mere udbredt i det nordlige Italien, end det var tilfældet blandt hansestæderne, hvor i særdeleshed den østlige del omkring Novgorod stort set ikke optog den nye betalingsform. Det hidtidige messesystem med stormarkeder som sildemarkederne i Skanør i Skåne eller vinmarkederne i Champagne tabte i betydning, da byerne mere eller mindre på fast basis havde marked. Byerne havde også en lang række praktiske fordele: de tunge lastede maveformede transportskibe som eksempelvis koggen, der kunne have særligt store ladninger ombord, havde behov for dybtgående havne for at kunne anløbe, hvilket  ikke længere var en mulighed for lavtgående havne.

Som ovenfor nævnt var der stor forskel på udviklingen i de østlige og vestlige dele. Kreditvæsenet og handelsrepræsentanter udviklede sig hastigt i de vestlige dele, mens det i østhandelen med Novgorod og særligt langs med floden Düna stadig var farligt og nødvendigt at rejse i fællesskab og lave tuskhandel. Udviklingen gik langsomt her.

At købmændene begyndte at blive fastboende i byerne førte snart med sig, at de mest succesfulde fik plads i byrådene og indtog de højeste positioner i byerne. Muligvis kan man tale om, at købmændenes opstigen ikke bare skete indenfor byerne, men at byernes samfundsmæssige elite blev udgjort af købmændene. Byerne blev snart styret af disse.

Traditionelt havde købmændene stået under kongelig-kejserlig beskyttelse, da de var mercatores imperii. Da de Staufiske kejsere mistede magten samt i perioden Interregnum (1245-73) havde købmændene ingen beskyttelse, da territorialfyrsterne ikke opretholdt denne. Købmændene måtte da opfinde en ny mere lokal baseret beskyttelse direkte fra byerne. Disse stod for beskyttelse af handelsvejene og for, at deres købmænd var sikret deres handelsprivilegier. Til dette formål så man byerne gå sammen på tværs og slutte forbund, hvilket blev organiseret i såkaldte “Tage” (sidenhen Hansadage). Ved enhver af disse hansadage kunne hver by gøre indsigelser eller komme med ønsker i forhold til andre byer. Man forpligtede sig som medlem til at sende repræsentanter og sendebude, samt til at løse problemerne ved overenskomster. Den første kendte hansadag med alle repræsentanter til stede var i 1356, da forholdene i Flandern krævede en forsamling og en løsning, der vedkom alle hansestæder.

Regionale byforbund

Hansestæderne gik fra at være en købmandshansa til  en forening på tværs af byer, da byerne begyndte at slutte fælles forbund. Man nævner ofte 1241 som grundlæggelsesår, da Lübeck og Hamborg skrev kontrakt på deres allerede tætte eksisterende samarbejde, der siden udviklede sig til det Vendiske Byforbund i 1259. 5 år efter i 1246 begyndte byer fra Westfalen og Niedersachsen at danne byforbund i form såsom Landbergener Byforbund. Omkring 100 år efter dannede preussiske og livlandske byer forbund.

Medlemskab af hansaligaen kunne opnås på tre forskellige måder. Indtil midten af det 14. århundrede voksede antallet af byer, da deres købmænd ønskede medlemskab i fællesskabet. Siden midten af det 14. århundrede blev der krævet formelle optagelses- og genoptagelseskrav. En tredje vej til optagelse var for et utal af mindre byer, at en af de større byer godkendte dem, hvilket vil sige, at man var undtaget de bureaukratiske optagelsesprocesser. Et særtilfælde, der faldt uden for de tre måder at blive optaget på, skete for Neuss ved Rhinen, som blev optaget igennem et kejserligt privilegium i 1475.

Man kunne miste sit medlemskab som hansestad ved ikke at benytte sine privilegier, ved frivilligt at udtræde eller ved at blive smidt ud af de øvrige hansestæder, hvilket ville ske, hvis man havde opført sig graverende mod principperne og ideerne bag fællesskabet. Dette skulle godkendes på en Hansadag.

Magtdomænet ved Østersøen

I årene mellem 1350 og 1400 fremstod hansestæderne som en nordeuropæisk stormagt, der bl.a. var i stand til at sætte sine hansestads-interesser igennem i handelsmæssige sammenstød med Flandern. Det var netop i denne sammenhæng, at den første Hansedag trådte sammen i 1356. Det var ikke en officiel grundlæggelse af hansaen, men første gang at byerne mødtes for i fællesskab at koordinere, hvordan  byforbundet kunne være med til at sikre byerne, at deres interesser blev holdt i hævd. På trods af det mere nære samarbejde var det frit organiseret uden forfatning og ingen medlemsliste og derudover heller ingen selvstændig finansiering endsige ansatte i nogen administration

Hansestædernes udbredelse med en lang række forskellige magtdomæner omkring år 1400. Kortet er fra H.F.Helmolts “History of the World” Volume VII. Dodd Mead. 1902. Side 28-29

Beslutninger, der blev truffet på sammenkomsterne og fra 1356 på hansedagene, blev ført til protokols i de såkaldte hanserecesser. Beslutninger blev ikke taget ud fra devisen om flertalsbeslutninger, men på grundlag af princippet om enighed/konsensus. Der blev diskuteret og forhandlet, til “man var enig“, hvorefter man vurderede, om man kunne indtage en bestemt holdning. Repræsentanterne fra de forskellige byer havde ikke mandat til at beslutte noget, men måtte tage tilbage til byrådene og fremlægge, hvad der var blevet besluttet, og så kunne byerne tilslutte sig eller lade være. Det førte også til, at beslutningerne, der blev truffet på hansadagene, sjældent blev fulgt af alle medlemmer. Om byerne sluttede sig til beslutningerne hang sammen med, hvorvidt de støttede eller ikke støttede deres handelsinteresser. Eksempelvis ville en handelsembargo mod England være i Lübecks interesse, mens Køln grundet sine mangeårige handelsforbindelser i London strikt ville afvise en sådan embargo. Netop denne frihed til at deltage eller at afvise gjorde, at princippet om enighed på hansedagene blev forfulgt. For at få så mange som muligt til at bakke op om de fremsatte foreslag, blev der forhandlet så lang tid som muligt.

På sit højdepunkt havde hansestæderne 72 byer, og yderligere 130 var løst associeret. Indflydelsen strakte sig geografisk fra Flandern over England til de norske kyster og hele vejen til den Den Finske Bugt, men med de fleste medlemmer i det nord-,og vesttyske. Et enkelt medlem var Den Tyske Ridderorden – der var en ordensridderstat.

Den store dominans, som hansestæderne fik i Nord– og Østersøen, mødte modstand først og fremmest fra Danmark. I 1361 kom det det til den Første Valdemarskrig (1362-65), hvor man gik i krig mod den danske konge Valdemar IV. Atterdag, som ønskede at begrænse hansestædernes indflydelse, men dog mest gik ind i krigen for at sikre sig de østdanske dele Skåne, Halland og Blekinge retur til Danmark fra Sverige. Oprindelig var hansestæderne kun optaget af handelspolitiske formål, men begyndte at blande sig i stormagtspolitikken ved deres indblanding i den Anden Valdemarskrig(1367-70), hvor de støttede den nye svenske konge imod Danmark. Den endte sejrrigt for hansestæderne. Kongevalget i Danmark blev i forlængelse heraf gjort afhængigt af hansestæderne, men dog ikke taget seriøst. Den efterfølgende fred i Stralsund i 1370 var en form for magtmæssigt højdepunkt for hansestæderne. Her fik de stort set uhindret adgang til handelen over hele Østersøen, da de kontrollerede såvel Gotland som sildemarkederne i Skåne i en 16-årig periode, samt indflydelse på kongevalg i såvel Danmark som Sverige.

Valdemar Atterdag brandbeskatter Visby på Gotland. Hansestæderne og Sverige havde en fælles fjende i den danske konge her fremstillet på nationalromantisk vis i dette maleri af Carl Gustaf Hellquist fra 1882 der ses på det svenske Nationalmuseum i Stockholm

En af hansestædernes andre store udfordringer i disse år var de mange handlende, der søgte at undgå de regler, som de havde opsat. Det gjorde, at der udviklede sig en form for organiseret piratvirksomhed i det nordtyske rum. Særlig kendt var de såkaldte Vitaliebrødre, hvis ledere Gödeke Michels og Klaus Störtebeker hærgede hansestæderne. De blev særligt stærke som konsekvens af tronstridighederne i Skandinavien, hvor Mecklenburgs krav på kronen i Sverige og Danmark gjorde, at disse benyttede et samarbejde med de piratlignende kaperfarere, der blev en form for lejesoldater for mecklenburgerne. Det kom hurtigt ud af kontrol, således at østersøhandelen i perioden 1390-98 blev mere og mere præget af anarki. Til sidst erobrede den Tyske Orden øen Gotland og var sammen med Lübeck med til at fordrive piraterne, der herefter søgte mod Østfrisland, hvis svært tilgængelige geografiske forhold og politiske høvdingedømmer gjorde, at de nogle år endnu kunne fortsætte piratvirksomheden i Nordsøen. Kampen mod Vitaliebrødrene gav anledning til intern splid og tab af store handelssummer. I 1401 var de vigtigste anførere såsom Gödeke Michels og den berømmede Klaus Störtebeker besejret, og pirateriet spillede en mindre rolle, omend at Hamborg erobrede den østfrisiske by Emden, som de først forlod igen i 1447.

Den berømte Vitaliebror eller Pirat Klaus Störtebeker ankommer til Hamborg før hans henrettelse. Tegning fra www.ulrich-geopfert.de

Den danske konge Erik VII. af Pommern indførte i 1429 en told på al sejlads i Øresund, hvilket var et resultat af, at hansestæderne var gået ind i den krig, der skulle sikre Holsten overherredømmet over Slesvig, som Danmark ellers havde fået tildelt af kejseren i 1424. Dermed var der igen krig imellem hansestæderne og de skandinaviske lande. Den sluttede i 1435 med den anden Fred i Vordingborg.

Krise og nedgangstider for hansestæderne

Hansestædernes nedgangstider var først og fremmest fremvæksten af stabile territorialstater, og mange af disse havde selv handelsinteresser, og desuden opslugte de en del af hansestæderne. Derudover blev handelsruterne ændret, således at der kom nye veje, hvor eksempelvis opdagelsen af de nye verdener i langt højere grad gjorde byerne på de vestvendte kyster i Europa til de vigtigste handelsbyer, hvor kun  Hamborg og Bremen var i stand til at drage fordel af denne forskydning. Det var ikke, fordi den samlede handelsvolumen for hansestæderne i Nord– og Østersøen gik tilbage, den steg endda, men det var tabet af monopolhandelen, der gjorde, at hansestædernes købmænd fik det svært. Interessemodsætninger inden for hansestæderne forhindrede dem i at tage aktion politisk. Derudover var hansestædernes købmandsstand heller ikke dygtig nok til at at tage nyopdagelser til sig.

Hamborgs byret kunstnerisk fremstilllet på Hamborg Byhistoriske Museum. Kunstværket er formodentlig Absalon Stumme og et foto taget af wikipediabrugeren Marku1988

Territorialmagten styrkes

Hansestæderne blev allerede svækket, da landsherrerne – konger og adel – blev styrket rundt om Østersøen. Fyrstemagten blev kraftigt styrket i sidste halvdel af 1400-tallet. England styrkede sin magtposition overfor sine byer efter den langvarige Rosekrig (1455-85) og endegyldigt efter at den spanske armada i 1588 blev ødelagt, da de opbyggede en stærk marine, der også fungerede som handelsflåde. Storfyrstendømmet Moskva udvidede sin magt ved “at forene den russiske jord” helt frem til Novgorod, efter at mongolerne/tatarerne var trængt tilbage. Flandern, der havde haft mange medlemmer af hansestæderne, blev holdt i en stærkere jernhånd af Spanien. Kalmarunionen udvidede kraftigt mulighederne for Skandinavien til at føre en selvstændig politik overfor hansestæderne. Det var mere attraktivt for Danmark at indføre øresundstolden end at bibeholde indtægterne fra sildemarkederne i Skåne. Disse udviklinger førte til, at hanseligaen blev dels mere ubetydelig og dels, at hansekontorerne i London, Novgorod, Brügge og Bergen lukkede. Med den nye magt var statsmagterne i stand til at sikre landevejene og færdslen derpå. Derudover voksede der indenfor territorialstaterne en selvbevidst købmandsstand frem, således at der også blandt købmænd var et alternativ til hanseligaen for mange. Endvidere var den militære styrke, som hansestæderne havde, aftagende, således at disse ikke var i stand til at lægge pres på for at bevare deres privilegier. Den Tyske Ordensstat, den eneste territorialmagt, der over længere tid stod i fast forbund med hansestæderne, mistede efter slaget ved Tannenberg i 1410 til Polen, sin militære betydning. Styrkelsen af landsherrernes magtdomæne truede også den politiske handlefrihed for mindre og ikke rigsfrie hansestæder. Eksempelvis blev Berlin og Cölln i 1442 tvunget til at udtræde af hanseligaen, da Hohenzollern havde vundet magten over byen. Wismar og Rostock måtte oftere orientere sig mod, hvad hertugerne af Mecklenburg foretog sig, som da de tillod Vitaliebrødrene at udbyde deres varer i deres byer. Under Trediveårskrigen led mange af byerne voldsomt, da de dels måtte betale enorme summer for at undgå soldaternes hærgen og endnu mere grundet en ødelagt handel. Dette gjaldt eksempelvis Lüneburg, der måtte bede de samme hertuger, som de havde smidt ud i middelalderen om at returnere for at forsvare byen, da den praktisk talt var bankerot.  Til sidst i 1669 var det stort set kun de 3 byer, Lübeck, Hamborg og Bremen, hvor hanseligaen eksisterede.

Allerede i 1441 havde hansestæderne som en del af Freden i København, der afsluttede krigen mellem hanseligaen og Nederlandene (1438-41), måttet anerkende, at Nederlandene opnåede ligestilling i handelen på Østersøen. Det skete, efter at Antwerpen var blevet vigtigere end Brügge, som havde tabt i betydning i Nederlandene, dels at danskerne med øresundstolden suverænt var i stand til at bestemme, hvem der måtte sejle ind i Østersøen. Dette bragte uenighed blandt hansestæderne, hvor de vendiske byer så sig stærkt truet af den hollandske handel, for da var Den Tyske Ordensstat, Køln og de livlandske byer optaget af egne interesser og forhandlede typisk fordelagtige aftaler på plads med hollænderne.

Freden i Utrecht afsluttede hansestædernes krig mod England, der havde været i gang siden 1470. Det var en kærkommen sejr for de vendiske og preussiske hansebyer, som sikrede de hidtidige privilegier for London Stallhof og hansestædernes klædehandel.

I 1494 indtog Ivan III. den Grusomme byen Novgorod og ødelagde Peterhof. Derefter spredte ruslandshandelen sig primært til en række af baltiske byer langs kysten.

Fra og med det 16. århundrede blandede hansestæderne med Lübeck i spidsen sig i talrige krige i Nordeuropa, hvilket forringede deres militære kraft. Mange byer var utilfredse med gentagne gange at skulle levere soldater, materiel og penge til, hvad der primært var Lübecks mange eventyr i Skandinavien. De betragtede hansestæderne primært som en handelsunion og ikke en politisk union.

Christian II. på et portræt fra 1515 udført af den estiske maler Michael Sittow. Hænger på Statens Museum for Kunst, København.

I årene 1509-12 kæmpede Lübeck med hansestæderne mod Danmark. Krigen endte med en art status quo ved Freden i Malmø. Det var et nederlag for Lübeck, da de havde forsøgt at få danskerne til at give byen eneret på handelen på Østersøen. Man blandede sig igen i de svenske befrielseskrige, der opstod efter Det Stockholmske Blodbad i 1520, hvor Sverige meldte sig ud af Kalmarunionen. Lübeck støttede Gustav I. Vasa på tronen. I 1523 indsatte man Frederik I. på den danske trone, hvilket var en enestående mulighed for at sikre sig varig indflydelse på skandinavisk politik. Imidlertid ragede man uklar med Frederik I., da man hjalp med tilfangetagelsen af Christian II. og forventede direkte belønning, men da denne ikke kom, støttede man i stedet, at Christian II. blev genindsat på den danske trone under Grevens Fejde. Det var taktisk risikabelt, da man nu også ragede uklar med svenskerne, der måtte frygte, hvad det ville betyde for dem. Da Christian II. led nederlag til Christian III., mistede hansestæderne deres dominerende indflydelse på handelen i Danmark. I 1563-70 stillede Lübeck sig i første omgang på Danmarks side mod Sverige i Den Nordiske Syvårskrig. Imidlertid var det endnu en krig uden store sejrherrer, men med handelen som den store taber.

Handelskonkurrence: Landeveje og direkte handel

Med forskydningen af udenrigshandelen til landeveje og til det oversøiske mistede hansestæderne en større del af handelsvolumen. Styrkelsen af territorialstaterne muliggjorde endnu større af beskyttelse af  handel via landevejene. Først og fremmest blev pelshandelen fra Rusland handlet via landevej – med Leipzig som vigtigste punkt – i stedet over Østersøen. Leipzig udviklede sig til den vigtigste handelsplads for pelse, og hansestæderne stod udenfor denne udvikling. Indenfor søhandelen skete der også store forandringer. Der kom større skibe med bedre rigning og styring, hvilket gav bedre vind i sejlene end den halvrunde Kogge Dette gjorde det muligt at ligge kortere tid i havn og opnå hurtigere sejltider. Opfindelser som kompasset gjorde også, at man kunne vælge langt mere direkte ruter frem for at sejle langs kysten. Det gjorde, at man kunne undgå at lægge til ved de mange mellemstationer, der stort set alle var hansestæder. En af de første handelskontorer, som blev overflødigt, var Visby på Gotland, da ikke bare hanseskibe, men også handelsskibe fra England og Holland sejlede direkte til deres destination. Kontoret i Bergen blev også oftere passeret i ubemærkethed, når klipfisk fra Island blev købt. Dermed sluttede klipfiskmonopolet. De længere og hurtigere handelsveje gjorde, at mellemhandlerne blev overflødige, og det var, hvad hansestæderne var bygget op omkring. Hansestæderne kunne heller ikke tvinge deres stabelret igennem overfor territorialmagterne, så dermed var magttabet en realitet. Man så mange af hansestæderne lave nye handelstiltag, der ikke var godkendt af de andre. Dette gjaldt eksempelvis Hamborg, som tilbød engelske købmænd at at udbyde deres varer i byen. De større oceanvendte byer kunne udvide deres havne, således at de større skibe kunne lægge til, mens mindre havne ikke havde råd til sådanne udvidelser. Dette gjaldt eksempelvis i Stralsund. Den traditionelle fællesskabsorienterede, regulative og konkurrencefjendtlige politik, som hansestæderne havde stået for, var ude af stand til at følge med tiden og ændre sig.

Konkurrence i produktion

Hansestæderne oplevede også konkurrence fra nye produktionsformer. Skiftende hydrologiske forhold i Østersøen fik saltindholdet til at ændre sig, hvilket førte til en tilbagegang i sildesværmene. Det betød, at sildemarkederne i Skåne, som hansestæderne havde domineret, tabte i betydning. Da engelske, flamske og hollandske sildemarkeder opstod i disse år, var konkurrencen stor. Konkurrencen fra den vesteuropæiske sildefangst blev mulig, da man begyndte at udvinde salt langs atlanterhavskysten (bugtsalt) og dermed bedre var i stand til at frigøre sig fra Lüneburgs saltmonopol. Særligt hollænderne var dygtige til at udvinde salt fra havvand og dermed forbedre den hidtil kvalitativt tilbagestående vesteuropæiske sildeindustri. Samtidig begyndte udvindingen af salt fra Lüneburg at lide af mangel på brændsel.

Et andet marked, der også blev ændret, var den klædeproduktionen, der begyndte at vokse frem i det engelske i slutningen af det 14. århundrede, hvilket gjorde, at Flandern i overvejende grad skiftede England ud som primær handelspartner fremfor hidtidigt hansestæderne.

Innovativ tilbageståenhed

Hansestæderne, der hidtil havde været førende indenfor skibsbyggeri, mistede denne status til hollænderne. Det hollandske skibsbyggeri nåede sin stilling via en stærk rationalisering – normerede byggedele og vinddrevne save. At en hollænder forpagtede Stockholms værft i år 1600 understregede hollandske skibsbyggeres status. Det var hansestædernes tekniske mangler, der forhindrede dem i at blive del af den globale handel på verdenshavene.

Koggen der i starten var årsag til Hansestædernes teknologiske overlegenhed – blev i nedgangstiderne omvendt symbol på stilstand. Foto: poeler-kogge.de

Denne tilbageståenhed så man også blandt købmændene selv, den dobbelte bogføring så man hos hansestæderne så tidligt som 1340, men den satte sig ikke igennem som hos de italienske renæssancebyer og i Sydtyskland. I nogle tilfælde blev købmændene først afregnet 20 år efter. Det var derfor ofte ikke muligt for hansestæderne at gøre deres egenkapital op. På dette tidspunkt havde de store tyske konkurrenter Nürnberg og Augsburg indført dobbelt bogføring. Store banker, børser og handelsselskaber på størrelse med Fugger i Augsburg, det Nederlandske Ostindiske Kompagni og storbankerne i de norditalienske byer kunne ikke få indflydelse i hanseområdet før senere. I Hamborg kom børsen i 1558 og i Bremen i 1620. I Flandern (Brügge 1409, og Antwerpen 1460) og Sydtyskland (Augsburg og Nürnberg 1540) havde børserne for længst etableret sig.  I Hamborg grundlagde man først en bank i 1619, mens medicierne allerede i 1472 havde havde haft en bank i Brügge. Hansekøbmændenes likviditet var ikke høj. Eksempelvis kunne nogle af de store hansefamilier i det 15. århundrede have problemer med at frembringe 500 gylden i medgift, mens fuggerne i Augsburg kunne influere på kejservalget i 1519 med en gave på hele 500.000 Gylden. Da Veckinghusen i Venedig gik fallit, var hansestæderne stort set forsvundet fra Sydtyskland og de sydlige handelsruter. Fuggerne var i stand til at investere i bjergværksdriften, der fra slutningen af det 15. århundrede blev dominerende, hansestæderne det var ikke. Fuggerne etablerede sig i Antwerpen, mens hansestæderne i Brügge blev sat ud på et sidespor.

Utilstrækkelige indre reformer

De største modsætninger stod primært mellem de større havnebyer og de mindre indlandshavnebyer. Indlandshavnene kunne ikke satse alene på hansestæderne og måtte derfor nogle gange søge indflydelse i andre sammenslutninger, hvor man måtte agere sag for sag.

Hansestæderne forsøgte at reorganisere sig efter de nye tendenser. I 1556 så man Heinrich Sudermann fra Køln med en sammenslutning af egne talere og repræsentanter.

Efter en kort og genopblomstring for hansestæderne under den spansk-nederlandske krig (1568-1604) var det stolte og mægtige byforbund derefter kun et forbund af navn, som bestod af en lille kerne af byer, der ikke dominerede udviklingen, men værnede sig mod udviklingen. Staterne forsøgte endda at gå sammen i et militærforbund og engagerede en fælles militærleder under Friedrich zu Solms-Rödelheim og fæstningsbyggeren Johan van Valckenburgh. Trediveårskrigen viste imidlertid, at hansestædernes militærkapacitet var ubrugelig under de voldelige kampe mellem territorialfyrsterne, og det betød, at militærunionen blev opløst. Spanierne foreslog et samarbejde om at stifte et “Hanseatisk-Spansk-Kompagni”, der skulle drive handelen med de nye spanske kolonier i Amerika, men dette viste sig ikke i stand til at overleve, da eksistensen af “katolske” og “protestantiske” blokke gjorde, at dette heller ikke blev en succes.

På hansedagene i 1629 og 1641 blev Hamborg, Bremen og Lübeck givet det hverv at stå for hansestædernes overlevelse. I 1669 blev den sidste hansedag afholdt i Lübeck, hvor de 3 skulle stå som repræsentanter for hansestædernes ejendom i form af deres kontorer etc. På den sidste hansedag deltog yderligere byerne Danzig, Rostock, Braunschweig, Hildesheim, Osnabrück og Köln.

I 1684 opfordrede den hellige tysk-romerske kejser hansestæderne til at sende penge til krigen mod tyrkerne.

Kontoret i Bergen blev solgt i 1775, Stalhof (Stålgarden) i London fulgte efter i 1858. I 1540 var Brügges hansekontor blevet forlagt til Antwerpen, hvilket overgik til den belgiske regering i 1863.

De tre byer Bremen, Hamborg og Lübeck holdt også fremadrettet tæt sammen af økonomiske grunde  og var repræsenteret ved de europæiske hoffer med fælles konsulater samt i de vigtigste havne. Ministerpræsidenterne Vincent Rumpff i Paris og James Colquhoun i London lavede handels- og skibsfartskontrakter med de nordtyske stater, hvilket fortsatte efter dannelsen af Norddeutscher Bund i 1867.

Organisation

Hovedbyen Lübeck var i senmiddelalderen ved siden af Köln og Magdeburg en af de største byer i riget og ved siden af byerne Rom, Venedig, Pisa og Firenze en af herlighederne her. Ifølge et edikt (lov) fra kejser Karl IV. var alle hansebyer berettiget til at erhverve sig de lybske rettigheder.

Hansedag

Den almene Hansedag var den højeste ledelse og beslutningsorgan blandt hansestæderne. Den første hansedag fandt sted i 1356 og den sidste i 1669.

Hansedage fandt sted efter behov, normalt ved invitation fra Lübeck, der fra 1294 uanfægtet gjaldt som hansestædernes hovedstad, hvilket blev bekræftet adskillige gange i det 14. og 15. århundrede. Lübeck havde dog ikke nogen retsstilling at hævde overfor de andre byer.

På hansedagene behandlede man alle typer af spørgsmål, der havde betydning for købmændene og byernes interne forhold samt forholdet til de udenlandske handelspartenere. Ideen var, at beslutninger, der blev truffet, var bindende for alle medlemsstater, omend virkeligheden ofte var, at der blev indgået mange delforlig, hvor nogle var med på aftalerne og andre stod udenfor.

Hansedagen besad ingen mulighed for at tvinge sine beslutninger igennem. Hvorvidt disse blev effektueret kom an på byernes gode vilje; det var ofte et spørgsmål om, hvad den enkelte by havde størst fordel af, at stå på god fod med den øvrige Hansa eller forfølge egne veje. Et eksempel er Dortmund, der i 1367 valgte at stå udenfor Kølner Konføderationen, som var et forbund af hansestæderne, vendiske, preussiske og nederlandske byer mod den danske konge Valdemar IV. Atterdag. Dortmund sendte rådssendebude, hvor de gjorde det klart, at de ikke ønskede at deltage i denne krig. Omvendt fandt Dortmund ingen hjælp i 1388, hvor dens suverænitet var truet i den Store Fejde, hvor Kølns ærkebiskop stod udenfor byens porte. Ikke engang de øvrige westfalske byer hjalp. Lignende eksempler kendes.

Ved hansedagene blev der diskuteret vigtige anliggender, som anført nedenfor:

• Ratificering af kontrakter
• Handelsprivilegier
• Erhvervssanktioner
• Erhvervspolitik indenfor alle områder
• Diplomatiske aktiviteter for hansestæderne
• Krig og fred
• Finansielle og militære tiltag
• Optagelse af nye medlemmer og ophør af medlemsskab
• Mægling i konflikter mellem hansestæder
• Rådføring

Grundet Lübecks forrangsstilling  fandt 54 hansedage i tidsperioden 1356-1480 sted i byen. 10 gange fandt de sted i Stralsund, 3 gange i Hamborg, to gange i Bremen og derudover en gang i Køln, Lüneburg, Greifswald, Braunschweig og Uelzen.

Lübeck tog i reglen initiativ til indkaldelse og afholdelse af en hansedag. Flere måneder i forvejen blev der sendt en dagsorden ud til de enkelte byer og bygrupperinger. Imidlertid kunne Lübeck ikke fastlægge en ordning om, hvilke byer der skulle inviteres og dermed hvilke, der satte dagsordenen.

Omkostningerne for rejse og ophold skulle byerne i det store og hele selv betale. For at minimere disse udgifter forsøgte syndikatet at bestemme, hvilke begrænsede diskussionsemner der skulle tages op. Eksempelvis blev det besluttet på hansedagen i 1418, at udelukkende rådsherrerne skulle repræsentere de forskellige byer.

I juli 1669 fandt den sidste hansedag sted i Lübeck, da Trediveårskrigen havde vist, at hansaen ikke længere ville kunne overleve i en tid, hvor territorialstaterne havde overtaget. Der var kun 9 delegerede til stede, som blev enige om, at de fysiske ejendomme, som hansestæderne havde ejet, fremadrettet skulle varetages af de tre byer Bremen, Hamborg og Lübeck.

Rådhuset i Lübeck var ramme om flere Hansadage. Stålstik af Johann Poppel fra 1847.

Drittelsdage

Dritteldage var en betegnelse for de bygrupperinger, der fandtes indenfor hansestæderne. I 1347 blev en sådan betegnelse nævnt første gang i en skrivelse fra hansakontoret i Brügge. Kontoret blev drevet af 3 bygrupperinger: den lybsk-saksiske, den westfalisk-preussiske og den gotlandsk-livlandske. Man regner med, at denne opdeling svarede til magtforholdene internt hos hansestæderne. Hver gruppering blev ledt fra den stærkeste by. Til at starte med var dette Lübeck, Visby og Dortmund. Denne opdeling så man også på hansestædernes kontor i London og andre byer.

Det var en fordel, at det var den stærkeste by i en gruppering, som repræsenterede sammenslutningen, men det gav også gentagne gange sammenstød om, hvem der skulle stå i spidsen. Køln overtog snart lederskabet fra Dortmund i den westfalske-preussiske bysammenslutning. Visby og Riga fandt en form for bytteordning i den gotlandsk-livlandske sammenslutning. Lübecks styrke var imidlertid så klar, at ingen stillede spørgsmålstegn ved dens styrke i deres repræsentation.

På hansedagen i 1554 blev tredelingen afløst af en firdeling og i stedet kaldt Quartiere. Lübeck ledede det vendiske kvarter, Braunschweig og Magdeburg det saksiske, Danzig det preussisk-livlandske, og Køln stod for Kölner Quartiere.

Udover hansedage og dritteldage blev der også afholdt regionaldage, hvor repræsentanter fra nabobyer mødtes og også drøftede indhold, som ikke direkte kunne knyttes til hansestæderne. Regionaldagene blev organiseret af byrådene fra de deltagende byer. De var vigtige for, at rådets beslutninger i byerne kunne effektueres.

Hansestædernes gods

Nogle af de vigtigste handelsvarer, som udgjorde størstedelen af hansestædernes handelsvolumen, var først og fremmest voks fra Rusland, tørfisk fra Norge, sild fra Skåne, salt fra Lüneburg, korn fra Preussen og Livland og øl fra Wismar. Særlig lukrativ var den trekanthandel,  der blev lavet af lübeckerne i Nordsøen. Øl, korn, vin og klæder blev eksporteret til Bergen, Her opkøbte man tørfisk og træ, som man solgte i England. Her opkøbte man uld, som man solgte i Flandern til klædefremstilling. Mange af de klæder, der blev fabrikeret, blev sidenhen solgt i Lübeck.

Fordele ved at forbinde land og vandveje

Forbindelsen mellem trafikken til lands og til søs var sammen med erhvervelsen af privilegierne et af de afgørende skridt fremad, som hansestæderne tog for at skabe en form for monopolstilling for handelen på Nord– og Østersøen. Indtil langt ind i det 14. århundrede var hansestæderne i stand til at overtage kontrollen over handelsveje, der hidtil havde været under kontrol fra frisere, saksere, englændere og skandinaver. Handelspartnere og skippere blev fortrængt, ofte til fordel for mere ligeberettigede partnerskaber. Dette sikrede privilegierne, som Heinrich der Löwe  i 1161 tildelte gotlændenderne. Da disse vægrede sig mod at acceptere, at tyske handelsfolk fra Lübeck fik de samme rettigheder,  gennemtvang Heinrich dette. Købmændene fra Visby fandt ordningen god, da de hidtil havde været forhindret i at bringe varerne videre til det tyske indland.

Enhedslig skibsbedrift og enhedslig søfartsregler

En anden fordel for skibsfarten under hansestæderne var, at de var sikret fælles retslige regler overfor konkurrenterne, et udviklet søretssystem, hvor der var regler for fragt, bemanding, forhold om bord på skibene, hvad der ville ske ved havnød osv. Man tog hanseskibenes retssikkerhed alvorligt, det gjaldt også beskyttelsen mod pirateri som eksempelvis Vitaliebrødrene. Skibene sejlede ofte i fællesskab på 2-3 skibe, og fra 1477 medtog de større hanseskibe 20 bevæbnede mand ombord. Det var dog ikke altid nok til at beskytte mod kaperfarere.

Handelsveje og varernes flyden

I hansetiden steg den samlede handel på de gamle handelsveje i hele Europa, mens der samtidig også opstod nye handelsruter. De vigtigste handelsruter for hansestæderne var den nord-syd-gående handelsvej over Rhinen og Weser til London og den øst-vest-gående fra London over Nordsøen og Østersøen til Novgorod. En anden vigtig vej var vejen fra Magdeburg over Lüneburg, Bremen og Lübeck til Bergen. Hamborg og Lübeck havde et særdeles nært samarbejde. Mens Hamborg dækkede det vestlige Europa og Nordsøområdet, orienterede Lübecks handel sig mod Skandinavien, Østersøområdet fra hansekontoret Bryggen i Bergen og til Novgorod. Politisk kan man også se Lübecks indflydelse på hansekontorerne i Brügge og London.

Handelstrafikken mellem hansestæderne blev overvejende ført over land som eksempelvis Alte Salzstrasse, men også med mindre handelsbåde som på Stecknitz-kanalen, hvor der blev ført salt fra Lüneburg mod nord og øst. Salt var vigtigt til konservering af fisk. Sild var for alle samfundsgrupper et smagfuldt og ofte glimrende alternativ til kød, der var langt dyrere at erhverve sig. Endvidere spiste man fisk på de kristelige fastedage.

Trafikken på Rhinen

Langs Rhinen havde der siden romertiden været handlet vin bragt til området omkring Køln og uld til  England. Der blev handlet metalvarer frem og tilbage over Rhinen, men også en del produkter fra Italien og Frankrig nåede Nordeuropa af denne vej. Da hansestæderne opstod, bragte tyske handelsfolk oftere deres varer direkte til de britiske øer udenom de frisiske mellemhandlere, som var blevet brugt tidligere. De westfalske og rhinske sammenslutninger lå langs denne handelsrute.

Øst-vest trafikken

Den øst-vestlige handel var først og fremmest en handelsvej fra London og Brügge, der rettede sig mod Skandinavien. Handelen blev skabt af kristningen af Skandinavien og det sydlige østersøområde og blev indledningsvis domineret af gotlænderne. De skaffede varer fra Rusland som pelse, voks og andre levnedsmidler fra østersøområdet som smør, korn, kvæg og fisk, der blev bragt til det vestlige Europa. Man sejlede nedenom Jylland. Friserne var også aktive handelsmænd og bragte varerne over Ejderen og Slien til Østersøen. Efter at Lübeck fik privilegerne i 1160 begyndte vareudvekslingen at foregå over Elben, Alster og Trave. Det var også her, at tyske købmænd begyndte at dominere handelen. Den tyske kolonisation af Østeuropa var også med til at etablere et langt større behov for handel ved Østersøen, hvilket gjaldt grundlæggelsen af alle de preussiske og livlandske byer. En noget mere mindre bosættelse af tyskere i Skandinavien fandt også sted. Der var mest tale om en lang række håndværkere og købmænd, der bosatte sig i byer som Visby og Bergen, og som begyndte at få indflydelse i byrådene. Imidlertid dominerede man ikke den lokale befolkning, hvilket man havde set i den sydlige del af østersøområdet. Vandvejene var endda ekstra vigtige i her, da der ikke fandtes landeveje fra romertiden, og fordi landområdet var særdeles tyndt befolket. Langs østersøkysten der fandt man de vendiske, preussiske og livlandske kystbyer. De tre byforbund blev ført an af Lübeck, Danzig og Riga.

Syd-nord ruten fra Magdeburg til Bergen

Denne vej var en gammel handelsrute, der forbandt bjergværksbyerne i Harzen og salthorsten i Lüneburg med fiskeforekomsterne i skånelandene, først og fremmest i Norge, men også de nordsvenske sildefiskere med saltet fra Lüneburg. Mange af byerne fra den indre del af Tyskland hørte til det saksiske byforbund med Magdeburg og Braunschweig som de vigtigste byer.

Hansestædernes kontorer

Indenfor hansestædernes magtområde grundlagde de utallige repræsentationer. De, der havde størst betydning, var kontorerne, deres udposter, der fungerede som handelspladser i udlandet. Hansekontorerne var Peterhof i Novgorod, Tyske Bryggen i Bergen, Stalhof i London og Hansekontor i Brügge. De blev styret og regeret af oldermænd og andre repræsentanter. Deres opgave var at varetage købmændenes interesse overfor de lokale magthavere samt sikre, at handelen foregik indenfor de rammer, der var blevet udstukket, hvilket de havde sværget ed på at varetage. Indenfor handelskontorerne herskede hansestædernes regler, mens der udenfor herskede helt andre regler.

Novgorod Skra er det eneste fuldstændigt bevarede forskrift fra hansekontorerne.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Hansestæderne var det vigtigste nordeuropæiske handelsforbund der eksisterede fra midten af 1100-tallet og frem til Territorialfyrsterne og Nationalstaterne bliver så styrkede, at der ikke længere er et behov for de stærke købmændssammenslutninger. Byen Lübeck fik 1161 en særstatus, hvor de var i stand til at opnå de samme privilegier som Visby på Gotland havde haft tidligere. Det gjorde at den vigtige handel med russiske Novgorod blev åbnet for tyske handelsfolk. Siden åbnede man hansekontorer i Brügge, London og Bergen. De vendiske, livlandske og ydermere rhinlandske byer blev også en del af et større netværk. Lübeck fik dog efterhånden mere magt end der var i de øvriges interesser og i løbet af sidste del af 1400 og starten af 1500-tallet, da begyndte dominansen at stagnere. Hansestæderne vedblev at eksistere frem til 1669, hvor Hamborg, Lübeck og Bremen var de sidste medlemmer. 

Print siden her