Tyskland – Forbundsrepublikken
Tyskland – eller Forbundsrepublikken Tyskland – er et centralt beliggende land i Vesteuropa, der mod nord ligger mellem Østersøen og Nordsøen og mod Alperne mod syd. Det grænser mod Danmark i nord, Polen og Tjekkiet mod øst, Østrig og Schweiz mod syd og Frankrig, Luxembourg, Belgien og Holland mod vest. Tyskland består af 16 delstater og strækker sig over et areal på 357.386 kvadratkilometer, og det præges primært af tempereret klima. Med omkring 83 millioner indbyggere er det det næstmest befolkede land i Europa efter Rusland og det mest befolkningsrige land, som ligger udelukkende i Europa, hvilket det også er indenfor EU.
Tyskland er et stærkt decentraliseret land. Dets hovedstad og største by er Berlin, mens Frankfurt am Main tjener som landets finansielle hovedstad og samtidig har landets mest travle lufthavn. Tysklands største urbane område er Ruhr, der har de største centre i Dortmund og Essen. Andre større byer i landet er Hamborg, München, Köln, Stuttgart, Düsseldorf, Leipzig, Dresden, Bremen, Hannover og Nürnberg.
Forskellige tyske stammer vandrede ind i de nordlige dele af dagens Tyskland i senantikken. Omkring år 100 kan et område med navnet Germania dokumenteres. I folkevandringstiden begyndte de germanske stammer at ekspandere sydpå. Ved grundlæggelsen af det Hellige Tysk-Romerske Rige i det 10. århundrede udgjorde germanske territorier kernen af riget. I det 16. århundrede udgjorde nordtyske regioner centret for den Protestantiske Reformation. Da det Hellige Tysk-Romerske Rige kollapsede under Napoleonskrigene, blev Det Tyske Forbund dannet i 1815. De tyske revolutioner i 1848/49 resulterede i dannelsen af Frankfurter Parlamentet, der var det første eksempel på demokrati i Tyskland.
I 1871 blev Tyskland en nation – der dog ikke indbefattede de tysktalende dele af Østrig og Schweiz. Den tyske samling havde Preussen som førende magt skabt det Tyske Kejserrige. Efter Første Verdenskrig og den tyske Novemberrevolution blev kejserriget erstattet af den parlamentariske Weimar Republik. I 1933 overtog nazisterne magten og etablerede det Tredje Rige, et diktatur, der tiltog sig totalitær magt over samfundet. Regimet var primært ansvarlig for udbruddet af 2. verdenskrig i september 1939, hvor dets indledningsvis overlegne militærmaskine i løbet af 1940-41 havde erobret det meste af Europa og lignende sejrsmagter. Regimet stod bag nogle af de mest grusomme krigsforbrydelser og Holocaust, hvis industrielle drab på omkring 6 millioner jøder står som en af historiens mest bestialske massedrab.
Efter afslutningen på 2. verdenskrig i Europa besluttede de allierede sejrsmagter – Storbritannien, USA og Sovjetunionen – at dele Tyskland i 4 besatte sektorer. I 1949 kunne de allierede ikke længere samarbejde på tværs, hvilket førte til dannelsen af Vesttyskland (Bundesrepublik Deutschland – BRD) og Østtyskland (Deutsche Demokratische Republik – DDR). I forlængelse af opbruddet i østblokken og murens fald i 1989 sluttede kommunistisk magt i Central- og Østeuropa og de to dele genforenet den 3. oktober 1990.
I dag er Tyskland en suveræn stat, en føderal parlamentarisk republik med en valgt præsident. Det er en stormagt med en af verdens stærkeste økonomier. Det har verdens fjerdestærkeste økonomi og den femtestørste målt pr. indbygger. Det har en førende rolle indenfor en lang række industrier og teknologiske brancher. Det er verdens tredjestørste såvel importør som eksportør af varer. Det er et veludviklet samfund med en meget høj levestandard, høj grad af social sikkerhed, et universelt sundhedssystem, høj grad af miljøbeskyttelse og et frit uddannelsessystem.
Tyskland var med til at grundlægge EF i 1957 og EU i 1993. Det er del af Schengen – og i 1999 af Eurozonen. Derudover er man medlem af FN, NATO, G7 og G20 samt OECD. Det er kendt for en meget rig kulturhistorie, hvor Tyskland har bidraget med indflydelsesrige og succesfyldte kunstnere, filosoffer, musikere, filmskabere, sportsfolk, entreprenører, videnskabsfolk, ingeniører og opfindere. Derudover har Tyskland en lang række steder, der er på verdenskulturarvslisten hos UNESCO og nogle af verdens mest besøgte turistdestinationer.
Begrebshistorisk afklaring: Tysk og Tyskland
Den etymoligiske forform til deutsch (dansk: tysk) betyder oprindeligt “tilhørende folket”, hvor adjektivet oprindeligt knyttede sig til den kontinental-vestgermanske dialektkontinuum. Betegnelsen Deutschland (dansk: Tyskland) har været brugt siden det 15.århundrede og i enkelte tekststykker også tidligere: i Den Gyldne Bulles oversættelse i Frankfurt am Main i 1356 hed det eksempelvis Dutschelant. Inden da havde de to ord Tysk og Land ikke været sat sammen ud over i den ubestemte variant “et tysk land” eller i bestemt flertal “de tyske lande“, men ikke i bestemt ental “det tyske land”. Man mente dengang primært lande der i det 10.århundrede lå i det Østfrankiske Rige og var en del af det Hellige Tysk Romerske Rige. Betegnelsen dækkede dengang over førstatslig tankegang i det tyske sprog og herskabsområde, som siden har oplevet enorme ændringer.
Det Hellige Romerske Rige – der oprindeligt kun blev kaldt Riget (latin: Imperium) fik i midten af det 12.århundrede tilføjet Hellig og i midten af det 13.århundrede sat Romersk og siden slutningen af det 15.århundrede også tilføjet Tysk (tysk: Deutscher Nation). Efter at man havde opløst det Hellige Tysk Romerske Rige i 1806 blev der skabt en tysk Nationalstat i 1871 Det Tyske Kejserrige, der i forskellige skikkelser siden da har overlevet til nutidens Forbundsrepublik Tyskland. Fortsættelsen af statsnavnet Det Tyske Rige blev sløjfet af det Parlamentariske Råd efter 1945, da det blev anset for at have en aggressiv form. Den første præsident for Forbundsrepublikken Tyskland Theodor Heuss beskrev det i 1948 således: Med ordet Tyskland er der en vis patos …den er sentimental og ikke magtpolitisk”.
DDR brugte ikke Tyskland i statsnavnet – Tyske Demokratiske Republik – men som tilføjelse. Det så man Artikel 1 i DDRs forfatning fra 1949. Man nævnte næsten aldrig ordet “deutsch” udover ved statslige højtideligheder. Først med den tyske genforening i 1990 blev den korte betegnelse Tyskland (Deutschland) den almindelige betegnelse og den typiske statslige betegnelse.
Tysklands fysiske Geografi
Tyskland kan helt overordnet inddeles i tre store naturområder fra nord til syd; det Nordtyske Lavland eller Lavslette, det mellemste Tyskland med deres mellemhøje bjerge og Alpeforlandet med Alperne.
Tyskland har ialt 9 nabolande: I nord grænser Tyskland til Danmark – 67 kilometers grænse – i nordøst mod Polen – 442 kilometers grænse – i øst mod Tjekkiet – 811 kilometers grænse – i sydøst mod Østrig – 815 kilometers grænse dog uden grænse henover Bodensøen – mod syd grænser man mod Schweiz – 316 kilometer med grænsen til eksklaven Büsingen am Hochrhein – men også her uden grænse i Bodensøen – i sydvest grænser man mod Frankrig – 448 kilometer – i vest mod Luxembourg – 135 kilometer – og Belgien – 156 kilometer og i nordvest mod Holland – 567 kilometer. Ialt har Tyskland 3757 kilometers grænse. Dermed er Tyskland det land i Europa med fleste europæiske nabostater.
Tysklands nordligste landpunkt er Vindparken DanTysk der siden 2013 har befundet sig omkring 70 kilometer vest for øen Sild, øen der er det nordligste offentligt tilgængelige sted i landet nord for List kaldt Ellenbogen. Det nordligste fastlandspunkt er Rodenäs i Nordfriesland. Det sydligste punkt Haldenwanger Eck syd for Oberstdorf i Allgäu i Bayern. Tysklands vestligste punkt er Isenbruch i Selfkant på grænsen til Holland tæt ved floden Maas, det østligste punkt er kommunen Neisseaue mellem Deschka og Zentendorf i flodsløjfe på Lausitzer Neisse. Fra Ellenbogen (nord) og til Haldenwanger Eck (syd) er der cirka 875 kilometer i fugleflugtslinje, mens der fra Isenbruch (vest) og flodsløjfen på Neisse (øst) er omkring 636 kilometer. Mellem Ellenbogen og det sydligste punkt i kommunen Schönau am Königssee er der 902 kilometer i fugleflugtslinje.
Tysklands Geologi
Geologisk hører Tyskland med til Vesteuropa, hvilket vil sige til det europæiske kontinent, der i den prækambriske tid konsoliderede sig som Ur-Europa der først blev dannet i Phanerozoikum med Kontinent-Kontinent-kollissioner der førte til bjergdannelser. Den yngste bjergdannelse skabelsen af Alperne-Karpaterne, der dog kun er i den allersydligste del af Tyskland.
Dagens overfladegeologi i Tyskland blev primært skabt for 20 til 30 millioner af år siden, hvilket vil sige på geologiske kort og er primært koncentreret om dannelsen af de Alpine regioner og den Kvartiære Istidsalder.
Istiden har skabt meget af Nordtysklands flade landskaber mens Alpeforlandet med dets forhøjninger og storstilede gletschere med moræner er kendetegnet i den sydlige del af Tyskland nord for Alperne.
Overfladegeologien selv i midttyskland er påvirket af dannelsen af Alperne. I denne proces kommer forskellige skiferbjerge og krystaller op fra undergrunden og danner eksempelvis Harzen, Erzgebirge og Rheinisches Schiefergebirge. En tektonisk mellemstilling indtager Trias og Jura tidens frembringelser af småbjerge i mellem Tyskland – Thüringer Becken og det Sydtyske Schichtstufenland.
Tyskland i relief
De geologisk unge Faltengebirge i Alperne er de eneste høje bjerge (tysk: Hochgebirge) der ligger i Tyskland. De tyske alper ligger overvejende i delstaten Bayern, en mindre del af det yderste nordvestlige Allgäuer Alper ligger i Baden-Württemberg udgør de eneste bjergtoppe der ligger i over 2000 meters højde. Bjergtoppen på Zugspitze er Tysklands højeste punkt med sine 2962 meter over havets overflade.
De tyske mellemhøje bjerge strækker sig fra den nordlige rand af Alperne og til Oberrhein hvor Bodensøen ligger. Tendensen er at de højeste mellembjerge ligger mod syd med Feldberg i Schwarzwald (1493 m.o.h) såvel som Grossen Arber i Bayerischen Wald (1456 m.o.h) Derudover findes der toppe over 1000 meter i Erzgebirge, Fichtelgebirge, Schwäbische Alb og Harzen – sidstnævnte der ligger ret isoleret mod nord med Bloksbjerg (Brocken) i 1141 m.o.h.
Nord for mellembjergene er der kun få bjerge og er typisk slutmoræne fra istidens trak de store kapper tilbage, hvilket sjældent er meget mere end 100 meter høje, Heidehöhe i grænseområdet mellem Brandenburg og Sachsen er med sine 201 meter det højeste punkt blandt disse.
Det laveste punkt i Tyskland ligger 3,54 meter under normal vandstand i den geologiske Depression ved Neuendorf-Sachsenbande i Wilstermarsch i Slesvig-Holsten. I samme delstat ligger den dybeste kryptodepression: 39,6 meter under normal vandstand i form af Hemmelsdorfer Sees nordøst for Lübeck. Det dybeste kunstigt skabte punkt i landet er ved brunkulsgraven Tagebau Hambach øst for Jülich i Nordrhein-Westfalen, det er hele 267 meter under havoverfladen.
Tysklands klima
Tyskland tilhører fuldstændig den mere tempererede klimazone i Centraleuropa, hvor man såvel er influeret af Vestenvindszonen hvor man er præget af atlanterhavsklima og Golfstrøm med høje vintertemperaturer og i andre dele af Kontinentalklimaet i Østeuropa, hvor temperaturerne om vinteren er meget kolde. Årsgennemsnittet for nedbør er 789 millimeter med 49 millimeter i februar og 85 millimeter i juni.
Årsgennemsnittet for temperaturer i Tyskland i perioden 1961-1990 8,2 grader Celsius. Hvilket er -0,5 grader i Januar og 16,9 grader Celsius i juli.
Den laveste registrede temperatur i Tyskland var -37,8 i Wolnzach i 1929 mens den højeste temperatur var i Lingen ved Ems den 25.juli 2019 med 42,6 grader celsius.
Tysklands floder og søer
5 ud af 6 floder med de største afvandingsområder løber ud i Atlanterhavet enten over Nordsøen eller over Østersøen – det drejer sig om Rhinen, Elben, Weser, Ems og Oder mens Donau udmunder i Sortehavet der hydrografisk medregnes til Middelhavet. Afvandingsområdet for de to nævnte områder er adskilt af de europæiske hovedvandskel.
Rhinen – der udspringer i Schweiz – dominerer den sydvestlige og vestlige del af vandstrømmene i Tyskland. Floden har et løb på 865 kilometer igennem Tyskland, før den løber igennem Holland/Nederland og udmunder i Nordsøen. Dens vigtigste tyske tilløb er floderne Neckar, Main, Mosel og Ruhr. Rhinen har en enorm økonomisk betydning og er en af de mest befærdede vandveje i Europa. Donau afvander hele den tyske andel af Alpeforlandet og flyder i retning af Østrig og Sydøsteuropa. Donaus vigtigste tyske bifloder er Iller, Lech, Isar og Inn.
Elben har et tysk løb på 725 kilometer og løber fra det østlige og i en nordvestlig retning efter dens udspring i Tjekkiet. Dens vigtigste tyske bifloder er Saale og Havel. En af dens vigtigste bifloder er Oder der sammen med dens biflod Neisse danner grænse til Polen. Den eneste flod der udelukkende dannes af tysk afvandingsområde er Weser. Den dannes af sammenløbet af floderne Werra og Fulda og afvander den centrale nordlige del af Tyskland. Ems løber igennem 371 kilometer af det yderste nordvestlige Tyskland, hvor dele af dens afvandingsområde kommer fra Holland.
Tysklands naturlige søer er overvejende skabt af gletsjere. De fleste af de større søer findes i Alpeforlandet, i det Holstenske Schweiz og i Mecklenburg. Den største sø der udelukkende ligger i Tyskland er Müritz, der er del af den Mecklenborgske søplatte. Den største sø er dog Bodensøen, der dog er en tredelt sø mellem Østrig, Schweiz og Tyskland. I såvel det østlige som det vestlige Tyskland ligger der en del søer, der er skabt som rekultiverede søer efter brunkulslejre eller andre industriforetagender; de mest kendte områder er Leipziger Neuseenland og Dortmuner Phoenix-See.
Tysklands øer
I Vadehavet der ligger ud for kysten i Holland, Tyskland og Danmark og er del af Nordsøen, der ligger de Frisiske øer. Mens de Nordfrisiske øer er rester af fastlandet der er skabt ved landsænkninger og efterfølgende oversvømmelser der oprindeligt har adskilt dem fra kysten. Ved de østfrisiske øer handler det om barriereøer, der er skabt via strømninger parallelt med kysten såvel som ved at bølge og tidevandsdynamikker har overspulet sedimenterne. I midten af Tyske Bugt ligger Helgoland der er den tyske ø, der har størst afstand til fastlandet. Den er skabt af en salthorst på Nordsøens bund.
De største tyske øer i Østersøen er (fra vest mod øst) Femern, Poel, Hiddensee, Rügen og Usedom. Rügen gælder samtidig som den største tyske ø. Den største halvø er Fischland-Darss-Zingst (mellem Rostock og Stralsund). Med undtagelse af Femern er de alle del af Kystbugten (Boddenküste), der er et landskab skabt da den sidste istidskappe trak sig tilbage og først oversvømmede området for derefter at blive ophobet med slutmoræne.
De største og mest kendte indlandsøer er Reichenau, Mainau, Lindau – alle i Bodensøen og Herreninsel i Chiemsee.
Pingback: Udenrigs- og Tysklandspolitik 1949-61 | Historiskerejser.dk
Pingback: Dresden | Historiskerejser.dk
Pingback: Hamborg | Historiskerejser.dk
Pingback: Sachsen (Delstat) | Historiskerejser.dk
Pingback: Sorberne | Historiskerejser.dk
Pingback: Elben (flod) | Historiskerejser.dk